Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Børnesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 26-11-2018Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til to børn fra Syrien til deres herboende moder, da der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var den herboende references børn fra et tidligere ægteskab, der efter forældrenes skilsmisse i 2007 var blevet boende hos deres fader. Faderen var fire år tidligere formodet død, og børnene boede nu hos deres farfader. Den herboende reference havde ikke set børnene siden skilsmissen, da hendes tidligere ægtefælle havde forhindret dette. Den herboende reference havde de seneste tre år haft telefonisk kontakt med børnene. Den herboende reference vidste ikke, hvem der havde forældremyndigheden over børnene.
Udlændingenævnet fandt indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for et mindreårigt barn som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, at den herboende reference i maj 2017 var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, at det yngste barn derfor ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at hun var under 15 år, og at det yngste barns ansøgning om opholdstilladelse derfor skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference var meddelt midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på afgørelsestidspunktet, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de blev meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de som følge heraf ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference ikke siden sin skilsmisse fra børnenes fader i 2007 havde boet sammen med ansøgerne, og at ansøgerne nu boede hos deres farfader. Udlændingenævnet tillagde det samtidig betydning, at den herboende reference ikke vidste, hvem der havde forældremyndigheden over børnene, og at det måtte formodes, at det var børnenes farforældre, der efter faderens død var tillagt forældremyndigheden over børnene og derved kunne bestemme, hvor børnene skulle opholde sig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til støtte for klagen anførte om, at ansøgernes 80-årige farfader var psykisk ustabil og ikke kunne tage sig ordentligt af ansøgerne, at han dagligt slog dem, og at han ikke tillod børnene at ringe til den herboende reference, eller at komme ud når de ville, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference hverken under sin oplysnings- og motivsamtale eller i ansøgningerne om familiesammenføring fra oktober 2017 havde oplyst om disse forhold, men at oplysningerne først var fremkommet i forbindelse med klagen, hvorfor oplysningerne ikke kunne tillægges vægt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det til støtte for klagen anførte om, at familien i Syrien havde økonomiske udfordringer, samt at samfundet i Syrien var utrygt og livstruende, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens hjemland og forhold af asylretlig karakter ikke kunne danne grundlag for meddelelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende reference på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2018/80.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 26-11-2018Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig thailandsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 20, under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder i november 2012 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sin daværende danske ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at parret i september 2014 var blevet skilt, hvorefter ansøgerens moder havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold indtil juli 2016, hvor hun var blevet meddelt opholdstilladelse på baggrund af sin nuværende danske ægtefælle. Udlændingenævnet tillagde det i denne forbindelse vægt, at ansøgerens moder omtrent seks måneder herefter havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på vegne af ansøgeren i januar 2017. Udlændingenævnet tillagde det desuden vægt, at det fremgik af sagen, at ansøgeren aldrig havde haft kontakt med sin fader, at faderen havde forladt ansøgerens moder under graviditeten, og at ansøgerens moder efter det oplyste alene havde indgået ægteskab med faderen med henblik på at blive tillagt eneforældremyndighed over ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder havde bestået Prøve i Dansk 2 samt danskprøve på A1-niveau, at hun siden 2013 havde været i beskæftigelse, og at hun søgte at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/83.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Religiøse forkyndere – Den nationale sanktionsliste
Dato: 26-11-2018Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at optage en tyrkisk mand på den nationale sanktionsliste, hvorved han havde fået et indrejseforbund i to år.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen i august 2017 med rette havde optaget klageren på den nationale sanktionsliste, hvorved klageren samtidig blev pålagt et indrejseforbud i Danmark og Schengen gældende til august 2019. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren måtte anses for at være en udlænding, som virkede som religiøs forkynder, eller som på anden måde udbredte en religion eller tro, idet han som foredragsholder, taler og ved besvarelse af spørgsmål vedrørende islamisk lovpraksis via en forening og denne forenings egen TV-kanal, magasin, Youtube kanal og andre sociale medier havde udbredt sine religiøse budskaber. Dette understøttedes yderligere af, at klageren blev omtalt som imam på en dansk forenings hjemmeside. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at de udtalelser, som var indgået i vurderingen af sagen, var faldet i forbindelse med klagerens virke som religiøs forkynder eller under udbredelse af en religion eller tro. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren flere gange tidligere – i 2013, 2014 og 2015 – havde fået udstedt visum til Danmark, at han i 2016 og 2017 havde fået afslag på sine visumansøgninger, at alle klagerens visumansøgninger havde relation til en dansk forening, og at der derfor måtte anses at være en vis sandsynlighed for, at han ville indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at hensynet til den offentlige orden i Danmark på baggrund af klagerens udtalelser i forhold til straffe i islam, om jøder og vold mod kvinder (ægtefæller) og børn tilsagde, at han ikke burde have ophold her i landet. Vedrørende straffe i islam: Udlændingenævnet fandt for det første, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller udbredelse af en religion eller tro udtrykkeligt havde billiget handlinger, der var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246, jf. straffelovens § 136, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved sine udtalelser i en tale i oktober 2015 havde givet udtryk for, at han gik ind for anvendelse af islamiske straffe som håndsafhugning og stening, idet han i talen havde udtalt, at de straffe, der i dag blev givet for tyveri, var for milde og ikke havde en afskrækkende effekt, at det var de milde straffe i Tyrkiet, som havde ført til, at tyveri var udbredt, at selv politiet fandt det uacceptabelt, at tyve ikke blev straffet hårdt nok, og at en straf som afhugning af en tyvs hænder var til for at beskytte samfundet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i talen også havde formidlet, at sex uden for ægteskab skulle straffes med stening, fordi islam værdsatte æren, ligesom klageren havde udtalt, at man ikke skulle kritisere stening som straf, fordi mennesket ikke kunne være mere barmhjertigt end Gud, som havde bestemt denne straf. Klageren havde desuden udtalt, at når betingelserne for en straf var opfyldt, skulle straffen udføres, og at dette også gjaldt stening. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren i forbindelse med sin tale i oktober 2015 havde givet udtryk for, at islamiske regler og love ikke gav gode resultater i et kapitalistisk samfund, men gav de bedste resultater, hvis man indførte dem i en islamisk stat, og at klageren hermed efter Udlændingenævnets opfattelse havde givet udtryk for, at han havde et ønske om et samfund, hvor disse strafformer, som var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246, blev udøvet. Det fremgik af bemærkningerne til lovforslag nr. L 48 af 9. november 2016, at en religiøs forkynders rene oplæsning af en religiøs tekst, hvori der blev fortalt om brugen af for eksempel stening, men hvor forkynderen ikke tilsluttede sig det oplæste og heller ikke på anden måde gav udtryk for, at stening var acceptabelt, ikke ville betyde, at en religiøs forkynder ikke burde have ophold her i landet af hensyn til den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der i forbindelse med talen i oktober 2015 ikke blot var tale om ren oplæsning af en religiøs tekst, men at klageren også var fremkommet med en udlægning af teksten, der fremstod som hans holdning til og billigelse af straffe i islam. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren i en e-mail fra december 2017 og i klagen fra juni 2018 havde anført, at han alene havde gengivet Koranens indhold, og at der ikke var tale om hans personlige holdning, af denne grund ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at der også i jødernes bog, Toraen, var nævnt lignende straffe, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var selve indholdet af Koranen, som blev anset for at være i strid med straffelovens § 136, stk. 3. Det var derimod klagerens fremlæggelse af teksten som led i religiøs forkyndelse eller som en person, som på anden måde udbreder en religion eller tro, og hans udtrykkelige billigelse af handlinger, som var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246. Vedrørende jøder: Udlændingenævnet fandt for det andet, at klagerens udtalelser i en video offentliggjort på Youtube i juli 2014, hvor han havde omtalt jøder som en kræftcelle, der burde skæres af og smides væk, var omfattet af straffelovens § 266 b. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2011, at det følger af retspraksis, at udtalelser, der indebærer, at en bestemt gruppe generelt bliver beskyldt for at mangle værdi som mennesker, som udgangspunkt opfylder grovhedskriteriet i straffelovens § 266 b. Det gælder for eksempel ved negativt ladede sammenligninger med dyr eller med sygdomme. Udlændingenævnet vurderede på den baggrund, at klagerens udtalelse om jøder indebar, at en gruppe af personer blev truet, forhånet eller nedværdiget på grund af deres tro, og at udtalelsen derfor ville udgøre en overtrædelse af straffelovens § 266 b. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren i sine bemærkninger fra december 2017 og i klagen fra juni 2018 havde anført, at hans udtalelse var rettet mod de jøder, der levede under profeten Moses samt nogle nærmere præciserede grupper af jøder, at der ikke var tale om nedladende ytringer om jøder med relation til Danmark, at hans udtalelse ikke vedrørte samtlige personer, der følger jødedommen, og at de omtalte jøder derfor ikke var repræsentanter for jødedom som en trosretning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i talen, som den var gengivet i Udlændingestyrelsens søgerapport fra juni 2017, ikke havde nuanceret sit synspunkt, men var fremkommet med en helt generel sammenligning af jøder med en kræftcelle. Vedrørende vold mod kvinder (ægtefæller): Udlændingenævnet fandt for det tredje, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller som en person som på anden måde udbreder en religion eller tro, i en video fra november 2015 udtrykkeligt havde billiget vold mod kvinder (ægtefæller), og at dette var omfattet af straffelovens § 136, stk. 3, jf. § 244. Klageren havde således i talen givet udtryk for, at kvinder måtte slås for at undgå skilsmisse, at nogle kvinder havde en sådan adfærd, der gjorde, at de skulle slås for at ændre sig, og at en mand ikke måtte slå en kvinde i ansigtet, men skulle slå hende let på kroppen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren med sine udtalelser havde givet udtryk for billigelse af vold mod ægtefæller, idet han havde beskrevet, i hvilke situationer der kunne udøves vold mod ægtefæller, hvordan volden kunne udøves, og at volden kunne anvendes som et værn mod skilsmisse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund heller ikke, at der alene kunne anses at være tale om en ren oplæsning af Koranen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde oplyst, at det fremgik af Koranen, at vold mod en kvinde var sidste udvej inden skilsmisse, at muslimer skulle følge Koranen, at Koranen var udgangspunktet for klagerens synspunkt, at det ikke var udtryk for klagerens personlige holdning, at han aldrig selv havde slået sin ægtefælle, og at han på baggrund af sin religiøse og personlige moral fordømte mænd, som mishandlede og undertrykte kvinder, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke i talen havde taget afstand fra at benytte vold mod kvinder, og at han havde anført, at muslimer skulle følge Koranen. Vedrørende vold mod børn: Udlændingenævnet fandt for det fjerde, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller som en person, som på anden måde udbreder en religion eller tro, i udtalelser fra marts 2015 udtrykkeligt havde billiget anvendelse af vold i børneopdragelsen, og at dette var omfattet af straffelovens § 136, stk. 3, jf. § 244. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde givet udtryk for, at der kunne anvendes mild vold i børneopdragelsen, hvis der var anledning til det, og såfremt det kun blev benyttet nogle gange, og at de rigtige psykologer udtrykte, at der var plads til vold på en let måde. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund heller ikke, at der her alene var tale om en ren oplæsning af Koranen, men derimod klagerens udtrykkelige billigelse af, at vold i visse situationer kunne anvendes i børneopdragelsen, idet han havde henvist til visse psykologers opfattelse af emnet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde anført, at hans udtalelser om at slå børn ikke var udtryk for hans personlige holdning, men var profeten Muhammeds ord, og at han havde henvist til, at der i England, Japan, Frankrig og USA også var regler, der gav forældre og lærere mulighed for at afstraffe børn fysisk, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke hermed havde taget afstand til anvendelse af vold i børneopdragelsen, men snarere havde forsvaret, at dette kunne være nødvendigt. Klagerens bemærkninger i øvrigt i en e-mail fra december 2017 og i klagen fra juni 2018: Udlændingenævnet fandt for det femte, at det forhold, at klageren havde anført, at han ikke havde holdt de nævnte taler i Danmark, men i Tyrkiet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det udtrykkeligt fremgik af forarbejderne til udlændingelovens § 29 c, at den form for adfærd, som kunne begrunde optagelse på sanktionslisten, kunne bestå af ytringer, men også i andre handlinger, og at adfærden kunne være udvist i udlandet eller i forbindelse med et tidligere ophold i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at klageren havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 9 og 10 og Grundlovens § 67 og § 77 om religions- og ytringsfrihed, og at disse bestemmelser efter klagerens opfattelse berettigede ham til at udgive sine meninger og holdninger på skrift og i tale. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i forarbejderne til udlændingelovens § 29 c, var taget stilling til, hvorvidt bestemmelsen var i overensstemmelse med EMRK artikel 9 og 10 samt Grundlovens § 67 og § 77, og at lovgiver havde fundet, jf. lovforslagets pkt. 3.2 og 3.3., at udlændingelovens § 29 c kunne håndhæves, uden at dette var i strid med reglerne om religions- og ytringsfrihed. FAM/2018/81.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 22-11-2018Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig kinesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 20, under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder i maj 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, og at ansøgerens moder i juli 2017 havde indgivet en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på vegne af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder siden februar 2015 havde haft eneforældremyndighed over ansøgeren, at hun havde bestået danskprøve på A1-niveau, og at hun søgte at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at moderens ægtefælle havde gennemført en uddannelse inden for IT, samt at ægtefællen havde fuldtidsbeskæftigelse som manager i en virksomhed, som han ejede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/79.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2018 – Studie – Formodning – Sprogkundskaber
Dato: 22-11-2018Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Kina, der ønskede at studere på en masteruddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens 9, nr. 1, under henvisning til, at hans engelskkundskaber ikke havde et tilstrækkeligt niveau til, at han ville få et tilfredsstillende fagligt udbytte af studieopholdet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en underviser fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium til klagen havde oplyst, at underviseren fandt det nemt at kommunikere med ansøgeren på skrift og i tale, samt at underviseren tidligere havde undervist kinesiske studerende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og at underviseren var overbevist om, at ansøgeren ville være i stand til at gennemføre masteruddannelsen med det engelskniveau, han besad. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at underviseren havde oplyst, at masteruddannelsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium ikke var en klassisk akademisk grad, men nærmere en uddannelse i ”performance”, som krævede et meget højt niveau i færdigheder over en lang studieperiode og timevis af praktisk træning, og at ansøgeren var en meget talentfuld sanger, som fik de højeste karakterer ved sin audition. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet det rettest at tilbagesende sagen til fornyet behandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i første instans kunne vurdere, hvorvidt ansøgeren opfyldte de øvrige krav for at blive meddelt opholdstilladelse, herunder om ansøgeren fortsat var optaget på uddannelsen. ERH/2018/77.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2018 – Motivationsfremmende foranstaltninger
Dato: 19-11-2018Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om fratagelse af kontante ydelser for en russisk statsborger. I september 2017 havde Udlændingestyrelsen meddelt klageren, at denne skulle tage ophold på et udrejsecenter, da klageren ikke havde medvirket til udrejse. Samtidig havde Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren skulle fratages sine kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde frataget klageren dennes kontante ydelser, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 12, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i september 2017 havde meddelt klageren opholdspligt på et udrejsecenter, idet klageren ikke havde medvirket til udrejsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Flygtningenævnet i oktober 2018 havde hjemvist klagerens asylsag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet klageren havde oplyst, at klageren og dennes børn rettelig var fra Rusland og ikke Armenien som tidligere oplyst. På denne baggrund havde Udlændingestyrelsen i oktober 2018 besluttet, at klageren og dennes børn ikke længere skulle have opholdspligt på et udrejsecenter, og at klageren igen skulle have mulighed for at få udbetalt tillægsydelser og forsørgelsesydelser. Udlændingenævnet fandt endelig, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke reelt havde medvirket til sin udsendelse, idet han havde afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og nationalitet, samt at der ikke forelå ganske særlige grunde, som talte imod at fratage klageren dennes kontante ydelser. FAM/2018/85.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 19-11-2018Udlændingenævnet genoptog i november 2018 Udlændingenævnets afgørelse fra december 2014 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en ukrainsk statsborger, idet den herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring, idet hendes herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp som følge af, at han i 2009 havde været involveret i en trafikulykke og i den forbindelse havde pådraget sig en hjerneskade. I 2015 var den herboende ægtefælle blevet indstillet til fleksjob, og han havde derfor ikke siden marts 2015 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Efter Udlændingenævnets afgørelse i 2014 havde ansøgeren indbragt sagen for landsretten, der havde givet klageren medhold, og sagen var herefter blevet anket til Højesteret, der havde givet Udlændingenævnet medhold. Sagen var herefter blevet indbragt for FN’s Handicapkomité, der i august 2018 havde udtalt kritik af Udlændingenævnets afgørelse. På baggrund af udtalelsen fra FN’s Handicapkomité havde Udlændingenævnet besluttet at genoptage sagen.
Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle senest i marts 2015 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af landsrettens dom, at den herboende ægtefælles bopælskommune havde visiteret ham til fleksjob i marts 2015, og at han efterfølgende var blevet ansat i fleksjob i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2013, allerede fordi den herboende ægtefælle i november 2018 ikke havde modtaget offentlige ydelser i tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke anledning til at tage konkret stilling til FN’s Handicapkomités udtalelse fra august 2018. FAM/2018/76.
FN’s Handicapkomités udtalelse kan læses ved at trykke på overskriften.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2018 – Erhverv – Positivlisten
Dato: 15-11-2018Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger med henblik på beskæftigelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1 (positivlisten) som kvalitetsingeniør.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte uddannelseskravet til stillingen som kvalitetsingeniør, som fremgik af den underliggende klassifikation på positivlisten for kategorien 214900 under kategorien ”ingeniør, medicin og teknologi”, idet det fremgår af positivlisten, at uddannelsen mindst skal svare til stillingen på positivlisten, samt at alle stillinger på listen forudsætter en uddannelse på bachelorniveau eller højere. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde en kandidatgrad i ”agronomi” fra Københavns Universitet, og at ansøgeren dermed ikke opfyldte uddannelseskravet for stillingsbetegnelsen ”kvalitetsingeniør”, da ansøgeren ikke havde en uddannelse på bachelorniveau eller højere som ingeniør inden for medicin eller teknologi. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at en kandidatgrad i agronomi kvalificerer til beskæftigelse på højt niveau inden for det bioteknologiske område, at agronomi-uddannelsen giver et voksende udbud af job inden for en række arbejdsområder, at man ved agronomi-uddannelsen opnår kompetencer svarende til det, som man får inden for traditionelle ingeniøruddannelser, og at ledigheden for jordbrugsakademikere er lav, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet betingelsen for at blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse som ”kvalitetsingeniør” i medfør af positivlisten forudsætter, at ansøgeren har en ingeniøruddannelse på bachelorniveau eller højere inden for medicin eller teknologi. ERH/2018/78.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 14-11-2018Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en ukrainsk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, da det på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren i perioden fra maj 2013 til november 2015 havde været udrejst af Danmark til Ukraine. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og hendes ægtefælle siden september 2014 havde udlejet parrets daværende ejendom, at parret i perioden fra november 2014 til november 2015 havde været bosiddende hos ansøgerens ægtefælles søn, og at parret siden november 2015 havde været bosiddende på parrets nuværende adresse. Det fremgik endvidere af sagen, at det var ansøgerens bopælskommune, som havde frameldt ansøgeren i CPR, at ansøgeren havde påklaget denne afgørelse til Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i april 2018 havde hjemvist sagen til fornyet behandling i ansøgerens bopælskommune, og at ansøgeren som følge deraf fremadrettet ville blive registreret i CPR som bosiddende på forskellige danske adresser i perioden fra maj 2013 til november 2015.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at ansøgeren og hendes ægtefælle i hele den periode, hvor ansøgeren tidligere havde været frameldt CPR, først havde bibeholdt råderetten over et værelse på hendes og hendes ægtefælles daværende ejendom og sidenhen havde haft råderetten over ansøgerens ægtefælles søns bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen, og at ansøgeren i perioden, hvor hun blev registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark. FAM/2018/75.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2018 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Søskende – Herboendes statusændring
Dato: 23-10-2018Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til et syrisk forældrepar og deres mindreårige datter, som søgte familiesammenføring med deres herboende søn/bror. Den herboende søn var mindreårig på ansøgningstidspunktet, og han havde under klagesagens behandling i Udlændingenævnet fået ændret sit opholdsgrundlag som flygtning af Flygtningenævnet fra udlændingelovens § 7, stk. 3 til § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre og søster ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i marts 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne lægges til grund, at det – selv om referencen på tidspunktet for ansøgningerne om opholdstilladelse til hans forældre og søster fortsat var mindreårig – fulgte af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre og søster kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen ikke havde boet sammen med sin familie siden september 2015, hvor han var udrejst af Syrien sammen med sin ældre broder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen på tidspunktet for sin udrejse af Syrien var 16 år, at han havde haft en sådan alder og modenhed, at han sammen med sin tre år og otte måneder ældre broder havde kunnet foretage rejsen fra Syrien gennem Europa til Danmark, at han i forbindelse med sin asylsag blev vurderet moden til at gennemgå den asylretlige procedure, og at han ved sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i december 2015 havde oplyst, at han ikke var tæt knyttet til sin broder og ikke ønskede at bo sammen med ham, men gerne tæt på ham. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring var 17 år, og således havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencen nu var 19 år og dermed myndig. Udlændingenævnet henviste tillige til, at referencen til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i december 2015 havde oplyst, at han – ud over sin ældre broder som han var indrejst i Danmark sammen med – havde tre fastre i Danmark, som alle havde opholdstilladelse her i landet, at han overnattede hos en af sine fastre i tre dage efter ankomsten til Danmark, og at denne faster også havde bidraget med penge til referencen og referencens broders rejse. Referencen havde efter samtalen skrevet under på, at han vedstod indholdet af sit samtalereferat. Udlændingenævnet henviste også til, at det af referencens forældres ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark fremgik, at referencen havde nær familie i Danmark i form af tre fastre, hvoraf to var gift og havde børn, og at det af referencens søsters ansøgning om opholdstilladelse i Danmark fremgik, at hun havde nær familie i Danmark i form af to tanter, onkler og fætre og kusiner. Ansøgningsskemaerne var underskrevet på tro og love af referencen og dennes værge. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at referencen ikke havde nær familie i Danmark, som kunne støtte ham i det omfang, det måtte være nødvendigt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at Flygtningenævnet i maj 2018 havde ændret referencens opholdsgrundlag fra udlændingelovens § 7, stk. 3, til § 7, stk. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen på tidspunktet for statusændringen var fyldt 18 år, og at statusændringen var sket, fordi han var fyldt 18 år og dermed risikerede at blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at referencen på tidspunktet for statusændringen var myndig, og dermed som voksen også måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencen, referencens forældres eller referencens søsters personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at referencens fader led af forkalket legemspulsåre, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencens fader i juni 2016 havde fået foretaget en CT skanning, og at det derfor måtte lægges til grund, at der var adgang til lægeundersøgelse og eventuel behandling i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på at en ansøger skulle indrejse i Danmark for at modtage lægelig behandling, ligesom generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at referencen efter det oplyste led af PTSD, at han var grådlabil, selvskadende, bange, havde søvnproblemer og fik rystelser, at han havde brug for sin nære familie, og at referencens ældre broder i juni 2018 var afgået ved døden, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen havde mulighed for at modtage hjælp for sine psykiske problemer i Danmark, at det på baggrund af hans oplysninger i oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen i december 2015 og i hans forældres og søsters ansøgninger om opholdstilladelse måtte lægges til grund, at han havde nær familie i Danmark, og at han på tidspunktet for sin ældre broders dødsfald var fyldt 18 år, og således var myndig, og dermed måtte antages at kunne tage vare på sig selv. Udlændingenævnet fandt yderligere i relation til referencens mindreårige søster, at hun opholdt sig sammen med sine forældre i Syrien, og at hun således ikke var uden omsorgspersoner. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencens forældre og søster i deres ansøgninger om familiesammenføring med referencen havde henvist til krigen i Syrien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i forbindelse med krigen i Syrien kunne være tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. På den baggrund, og da der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele referencens forældre og mindreårige søster afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2018/74.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet