Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 31 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 9. januar 2023 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

Dato: 09-01-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en indisk statsborgers opholdstilladelse efter Start-up Denmark-ordningen.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren blev i juli 2017 meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af Start-up Denmark-ordningen som selvstændigt erhvervsdrivende med henblik på at drive virksomheden A. Klagerens opholds- og arbejdstilladelse blev forlænget i september 2019. SIRI traf i februar 2021 afgørelse om inddragelse af klagerens opholds- og arbejdstilladelse, idet klageren var holdt op med at drive virksomheden A. SIRI lagde i sin afgørelse vægt på, at virksomheden A ifølge CVR-registret var ophørt ultimo december 2019.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Klageren har haft opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af Start-up Denmark-ordningen som selvstændig erhvervsdrivende, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 10 (nu § 9 a, stk. 2, nr. 11), med henblik på at drive virksomheden A.

Udlændingenævnet finder, at grundlaget for klagerens opholds- og arbejdstilladelse ikke længere er til stede, og at tilladelsen kan inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 10 (nu § 9 a, stk. 2, nr. 11).

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke længere driver virksomheden A, idet det fremgår af CVR-registret, at virksomheden A ophørte ultimo december 2019.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af klagerens opholds- og arbejdstilladelse af medio september 2019, at tilladelsen alene giver klageren ret til at drive virksomheden A, og at tilladelsen bl.a. er betinget af, at klageren deltager aktivt i driften af virksomheden, og at klageren driver virksomheden i overensstemmelse med forretningsplanen vurderet af ekspertpanelet. Det fremgår desuden af klagerens opholds- og arbejdstilladelse, at tilladelsen kan inddrages, såfremt betingelserne ikke længere er opfyldte.

Udlændingenævnet finder dermed, at klageren er blevet orienteret om, at hans opholdstilladelse kunne inddrages, såfremt han ikke opfyldte betingelserne for din opholds- og arbejdstilladelse.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at klageren til sagen har oplyst, at han midlertidigt har lukket sin virksomhed på grund af COVID-19 situationen, at han har talt med de danske skattemyndigheder om at genaktivere virksomhedens CVR-nr., og at han starter sin virksomhed igen i sommeren 2021.

Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at virksomhed A ikke kan anses for at være midlertidigt lukket, når det fremgår af CVR-registret, at virksomheden er ophørt ultimo december 2019.

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af CVR-registret, at virksomhed A startede primo maj 2021 og ophørte igen primo juni 2021, og at virksomheden dermed fortsat ses at være registret som ophørt i CVR-registret.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at tilfælde af COVID-19 ikke var registreret i Danmark i december 2019, hvor virksomhed A ophørte, at store dele af det danske samfund først blev lukket ned på grund af COVID-19 situationen i marts 2020, og at COVID-19 situationen dermed ikke kan antages at have medført nedlukningen af virksomhed A i december 2019.

Udlændingenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.

Det forhold, at klageren til støtte for klagen har anført, at han har arbejdet for sin virksomhed i 3 år, og at han har investeret en masse tid på virksomheden, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er født og opvokset i Indien, at han var 27 år, da han indrejste i Danmark ultimo august 2017, at han alene har haft opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i ca. 3 år og 5 måneder, og at han således ikke kan antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for ham.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at klagerens opholdstilladelse ikke skal inddrages under henvisning hertil.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 22. december 2022 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv

Dato: 22-12-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 22. december 2022 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Armenien, som havde søgt om opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til en person med opholdstilladelse på baggrund af erhverv.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i maj 2020 en ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til sin voksne datter, som havde opholdstilladelse i Danmark på baggrund af erhverv. SIRI meddelte i juli 2020 ansøgeren afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie, idet ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, som efter praksis kunne meddelelse opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem, og fordi der ikke forelå sådanne særlige grunde, som talte for at give ansøgeren opholdstilladelse som medfølgende familie.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra juli 2020. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til referencen, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er omfattet af den persongruppe, som efter praksis kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, jf. afsnittet Retsregler.

Udlændingenævnet finder desuden efter en konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder, at der ikke foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, at det kan begrunde, at ansøgeren undtagelsesvis skal meddeles opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem i Danmark.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen første gang fik opholdstilladelse i Danmark ultimo juni 2008, at referencen har boet sammen med sine forældre i Armenien indtil august 2008, hvor hun indrejste i Danmark, og at referencen har boet i Danmark siden sin indrejse.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har boet i hjemlandet, Armenien, at ansøgeren og referencen således ikke har haft fælles husstand siden 2008, hvor referencen indrejste og bosatte sig i Danmark, og at ansøgeren ikke har søgt om opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til referencen i umiddelbar forlængelse af, at referencen første gang blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, men at ansøgeren derimod først har indgivet ansøgningen om opholdstilladelse mere end 11 år efter, at referencen første gang fik opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at referencen har stiftet selvstændig familie i Danmark, idet hun blev gift med en dansk statsborger medio juni 2015 samt har fået 2 børn i Danmark, født henholdsvis i 2016 og 2018.

Det forhold, at referencen til støtte for klagen har oplyst, at referencens plan, da hun først kom til Danmark, var at tage hjem til Armenien efter sine studier på 3 år var færdiggjort, at referencen herefter har været i midlertidigt arbejde af 1-3 års varighed, som ville begrænse hendes muligheder for at sikre hendes forældres længere ophold i Danmark, og at referencen primo april 2020 fik et fast arbejde i Danmark, hvorfor det først gav mening for hendes forældre at søge om opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til hende herefter, kan ikke føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen alene har haft opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, at referencens seneste opholdstilladelse af ultimo juni 2020 også er meddelt med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, og at referencen ikke har oplyst om forhold, som har forhindret ansøgeren i at indgive sin ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem på et tidligere tidspunkt.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at referencen har støttet sine forældre økonomisk hver måned, siden hun flyttede til Danmark, at referencens forældre ikke kan forsørge selv sig, idet de er i pensionsalderen, at referencens forældre har boet alene i Armenien, siden referencens 2 søstre flyttede hjemmefra, at referencens forældre har besøgt Danmark regelmæssigt siden 2015, at det er dyrt samt tidskrævende, at referencens forældre konstant skal forny deres visum, så de kan besøge referencen i Danmark, og at referencen siden 2008 har rejst til Armenien 1-3 gange om året for at besøge samt tage vare på sine forældre.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering af sagen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det forhold, at der sendes penge til forsørgelse til ens forælder i hjemlandet eller dennes opholdsland, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at der kan gives opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem i Danmark, og at der ikke er oplyst om forhold som forhindrer, at referencen fortsat kan bidrage til ansøgerens forsørgelse fra Danmark, samt at ansøgeren og referencen kan besøge hinanden som hidtil.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det må antages, at ansøgeren kan tage vare på sig selv, som hun har gjort hidtil, og at ansøgeren ikke er uden netværk, herunder familie, i hjemlandet, idet hun bor sammen med referencens far, samt referencens 2 søstre fortsat er bosat i landet. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at referencens far dags dato også har fået afslag på opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til referencen.

Det forhold, at referencen til støtte for klagen har anført, at referencens forældre, når de er i Danmark, hjælper referencen med husholdning samt med at passe referencens børn, og at det er svært at aflevere samt hente referencens børn i vuggestue/børnehave uden referencens forældre, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hjælp til husholdning og børnepasning ikke anses for at være helt særlige omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem i Danmark.

Det oplyste om ansøgerens helbred, kan ikke kan føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren lider af sygdomme af så alvorlig karakter, at det i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at almindelig aldersdomssvækkelse og dertilhørende følgesygdomme ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til referencen.

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke ses at være et særligt afhængighedsforhold mellem ansøgeren og referencen, som kan medføre, at ansøgeren kan få opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til referencen i Danmark.

Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen er bekymret for sine forældres sikkerhed på grund af situationen i Armenien.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering, idet oplysninger af eventuel asylretlig karakter ikke kan føre til, at der kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Beløbsordningen - Svig

Dato: 20-12-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Beløbsordningen - Svig

Udlændingenævnet hjemviste i september 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen til en statsborger fra Kina.

Sagens faktiske omstændigheder:
I december 2016 fik ansøgeren første gang opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som kok. Til brug for sine ansøgninger i SIRI vedlagde ansøgeren kopi af sit kokkebevis fra Kina – et såkaldt Occupational Qualification Certificate. På baggrund af en stikprøvekontrol foretog styrelsen en søgning af kokkebeviset i den kinesiske nationale database, hvor det viste sig ikke at være at finde. I december 2019 oplyste den danske repræsentation i Guangzhou til SIRI, at kokkebeviset ikke kunne findes i den nationale database, og at det derfor ikke kunne verificeres. På den bagrund inddrog SIRI ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse i juni 2020.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i SIRI.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI i afgørelsen fra juni 2020 har anført, at ansøgerens kokkebevis, Occupational Qualification Certificate fra august 2008, ikke kan findes ved en søgning i den nationale database, the National Occupational Certificate Database (OSTA). SIRI har på denne baggrund vurderet, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse fremlagde forfalsket dokumentation til brug for behandlingen af ansøgningen og dermed opnåede sin opholdstilladelse ved svig.

Udlændingenævnet har noteret sig, at afslaget alene er begrundet i det forhold, at ansøgerens kokkebevis, Occupational Qualification Certificate fra august 2008, ikke kan findes ved en søgning i den nationale database, the National Occupational Certificate Database (OSTA).
Udlændingenævnet finder det efter en konkret vurdering rettest, at der i tillæg til søgningen i den nationale database tillige foretages en ægthedsvurdering af ansøgerens kokkebevis.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ikke herved har taget stilling til, om ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter beløbsordningen.”
Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år

Dato: 20-12-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år

Udlændingenævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia.

Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelsen meddelte i april 2022 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter de lempeligere betingelser for unge mellem 18 og 19 år, da ansøgeren ikke havde været under uddannelse eller haft fuldtidsarbejde i perioden fra han afsluttede 9. klasse i juni 2019 til den 19. august 2019, hvor han startede på et gymnasium.

Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke har dokumenteret, at han har været i uafbrudt uddannelse eller ordinær fuldtidsbeskæftigelse fra afslutningen af folkeskolen og frem til, at han indgav sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i juni 2021, jf. udlændingelovens § 11, stk. 12.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren afsluttede 9. klasse ultimo juni 2019, at han søgte om optagelse på et gymnasium den 15. august 2019, samme dag som skoleåret startede, og at han blev optaget på gymnasiet den 19. august 2019.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren til klagen har fremsendt et optagelsesbrev af primo juli 2019 fra et andet gymnasium, hvoraf det fremgår, at han var optaget med start 13. august 2019. Udlændingenævnet vurderer derfor, at ansøgeren efter folkeskolen har været aktiv i sin intention om at videreuddanne sig, og at der var tale om et tilrettelagt uddannelsesskifte fra et gymnasium til et andet gymnasium med en kort overgangsperiode på 4 dage.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren herefter i januar 2021 ændrede uddannelse fra STX til HF, som han forventede at færdiggøre i juli 2022.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 12, idet Udlændingenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været under uafbrudt uddannelse siden afslutningen af folkeskolen.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark er opfyldt.
Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Inddragelse og nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Modtagelse af offentlige ydelser

Dato: 20-12-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på forlængelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, da ansøgerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren fik i juni 2016 opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende ægtefælle (referencen), der er dansk statsborger. Opholdstilladelsen var betinget af, at hverken ansøgeren eller hendes ægtefælle modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I marts 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholdstilladelse. I juli 2019 orienterede Udlændingestyrelsen ansøgeren om, at styrelsen havde konstateret, at referencen i perioden fra medio marts 2017 til og med maj 2018 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv social politik. Fra juni 2018 var referencen blevet tilkendt førtidspension primært som følge af psykiske lidelser. I april 2020 afslog Udlændingestyrelsen at forlænge ansøgerens opholdstilladelse.

Udlændingenævnets afgørelse:

Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020. Ansøgerens opholdstilladelse kan derfor ikke forlænges, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, jf. § 19 a, stk. 2, jf. § 26.

Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab og samliv på fælles bopæl med sin ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2016, hvormed ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, at denne bl.a. er betinget af, at hverken ansøgeren eller hendes ægtefælle modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), så længe opholdstilladelsen er tidsbegrænset.

Udlændingenævnets flertal har ved afgørelsen vurderet, at betingelsen om selvforsørgelse i ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt., ikke har været opfyldt i en periode på over 13 måneder, og at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget, da der er grundlag for at inddrage den, jf. § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at det fremgår af det elektroniske indkomstregister eIndkomst, at referencen har modtaget offentlig hjælp i form af ressourceforløbsydelser, udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik, i perioden fra medio marts 2017 til ultimo maj 2018.

Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at referencen ved telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen i september 2019 har oplyst, at han havde modtaget ressourceforløbsydelse, ligesom der til sagen er fremlagt dokumentation i form af udbetalingsmeddelelser fra ydelsescentret i parrets bopælskommune, hvoraf det fremgår, at referencen modtog ressourceforløbsydelse i perioderne fra april 2017 til og med november 2017 og fra januar 2018 til og med maj 2018.

Udlændingenævnets flertal har yderligere lagt vægt på, at ydelserne ikke er udbetalt som hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke direkte er relateret til forsørgelse, eller ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 5, 3. pkt.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets flertals vurdering, at der til støtte for klagen er henvist til referencens helbredsmæssige tilstand, og at det i den forbindelse er oplyst, at referencen lider af alvorlige sygdomme, at han har en selvmordstruende adfærd og ikke kan magte tilværelsen, at han er blevet tilkendt førtidspension på baggrund af sine psykiske lidelser, og at ansøgeren frygter en forværring i referencens tilstand i tilfælde af adskillelse fra ansøgeren. Det er i tilknytning hertil indgået i vurderingen, at det af den til sagen indsendte kopi af afgørelsen om tilkendelse af førtidspension fra maj 2018 bl.a. fremgår, at referencen bl.a. lider af depression og posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) samt kroniske smerter i nakken ledsaget af hovedpine og med smerteudstråling i venstre side, at han skal være i livslang medicinsk behandling grundet myxødem, at han er i behandling for søvnapnø med CPAP-maskine, og at han frarådes stress og pres, da dette vil kunne medføre selvmordsrisiko.

Udlændingenævnets flertal har ved afgørelsen vurderet, at referencens helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kan føre til, at ansøgerens opholdstilladelse bør forlænges. Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at betingelsen om ikke at have modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven er en løbende betingelse, som skal være opfyldt i tiden indtil eventuel meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvilket også fremgik af afgørelsen om meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren, og at baggrunden for modtagelsen af ressourceforløbsydelser ikke i sig selv kan føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal har i den forbindelse vurderet, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne alvorlige sygdomme, at der er særlige grunde til, at betingelsen om, at ansøgeren og referencen ikke modtager hjælp efter lov aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden indtil ansøgeren meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, skal fraviges.

Den omstændighed, at referencen er tilkendt førtidspension med virkning fra juni 2018, kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke ændrer ved, at betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse i en periode ikke har været opfyldt. Udlændingenævnets flertal skal hertil bemærke, at det forhold, at referencen er blevet tilkendt førtidspension, kan danne grundlag for en ny ansøgning om ægtefællesammenføring, jf. også vejledningen sidst i denne afgørelse, idet Udlændingenævnets flertal kan konstatere, at der på nuværende tidspunkt er gået mere end 3 år siden referencen ophørte med at modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 5, 1. pkt.

Det til støtte for klagen anførte om, at parrets bopælskommune ikke har ydet en tilstrækkelig god hjælp og vejledning til ansøgeren og referencen, at parret ikke var i stand til at overskue situationen grundet ansøgerens manglende danskkundskaber og kendskab til de danske love og regler samt referencens helbredstilstand, og at parret var ubevidst om, at den ydelse, referencen modtog, skiftede karakter fra sygedagpenge til ressourceforløbsydelse, kan ikke føre til en ændret vurdering i sagen.

Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at referencen ved brev i marts 2017 fra parrets bopælskommune blev orienteret om, at han var bevilget ressourceforløbsydelse med virkning fra samme dato som følge af, at han var blevet visiteret til et jobafklaringsforløb, og at ydelsen var beregnet efter § 69 j i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at det er en udlændings eget ansvar at sikre sig, at vedkommende overholder betingelser for sin opholdstilladelse, samt at betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse fremgik tydeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2016. Udlændingenævnets flertal henviser her også til, at ansøgeren efter egne oplysninger driver 3 selvstændige virksomheder i Danmark, hvorfor hun må formodes at være i stand til at sætte sig ind i betingelserne for sin opholdstilladelse.

Som følge af, at referencen har modtaget offentlig hjælp udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik, har den løbende betingelse om selvforsørgelse i ansøgerens opholdstilladelse i en periode ikke været opfyldt, og opholdstilladelsen kan nægtes forlænget, da der er grundlag for at inddrage den, jf. § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnets flertal har herefter vurderet ud fra en konkret afvejning af sagens samlede omstændigheder, at der ikke foreligger sådanne forhold, at nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 2, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.

Det er herved indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at ansøgeren i juni 2016 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab og samliv med referencen i en alder af 36 år, at opholdstilladelsen var gyldig fra januar 2016, og at ansøgeren således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2020 havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. 4 år og 3 måneder – og på nuværende tidspunkt i ca. 6 år og 11 måneder.

Det er videre indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt dokumentation for, at hun medio december 2018 har bestået Prøve i Dansk 2, og at hun har været ejer af virksomhederne A ApS (nu X ApS), B IVS og C IVS siden ultimo juni 2018, ligesom det til sagen er oplyst, at ansøgeren har suppleret sin indkomst ved arbejde på en teknisk skole 15 timer om ugen siden marts 2019, samt hos en servicevirksomhed siden juni 2022. Det bemærkes, at Udlændingenævnets flertal ikke ved denne afgørelse har taget stilling til, hvorvidt omfanget og karakteren af ansøgerens beskæftigelse i hendes selvstændige virksomheder kan sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse, da der ikke til sagen er fremlagt tiltrækkeligt dokumentation for virksomhederne i form af f.eks. årsregnskaber, dokumentation for momsindberetninger til Skattestyrelsen, ansøgerens årsopgørelser m.m.

Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at det af opslag i eIndkomst fremgår, at ansøgeren under sit ophold i Danmark har fået udbetalt henholdsvis 55.200,00 kr. i juli 2017 og 40.000,00 kr. i september 2019 fra sin virksomhed X ApS, og at hun herudover har arbejdet fuldtid som lønmodtager i sammenlagt 17 måneder og deltid i sammenlagt 23 måneder.

Udlændingenævnets flertal har imidlertid vurderet, at ansøgeren ikke i kraft af længden af sit ophold i Danmark, sin tilknytning til arbejdsmarkedet, driften af sine selvstændige virksomheder og sine danskkundskaber kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til det danske arbejdsmarked eller det danske samfund i øvrigt, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for hende.

Udlændingenævnets flertal har endvidere tillagt det vægt, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren ikke har gennemført en uddannelse eller været medlem af foreninger, bestyrelser eller lignende i Danmark, og at hun ud over sin ægtefælle ikke har anden familie her i landet.

Udlændingenævnets flertal henviser i den forbindelse til, at ansøgerens tilknytning til Thailand, hvor hun er født, opvokset og statsborger, og hvor hun har levet det meste af sit liv, hvor hun taler sproget og hvor hun har været på besøg, mens hun har haft opholdstilladelse i Danmark, må anses for væsentligt større end hendes tilknytning til Danmark.

Udlændingenævnets flertal har vurderet, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirker, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse må anses for særligt belastende.

Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke har nogen helbredsmæssige udfordringer.

Det er indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at det til sagen er anført, at ansøgerens tilknytning til Thailand er meget begrænset, og at den eneste relation, hun har i hjemlandet, er hendes aldrende og syge far. Disse oplysninger kan imidlertid ikke føre til et andet udfald i sagen.

Udlændingenævnets flertal har ved vurderingen lagt vægt på, at et ringe eller manglende familiemæssigt netværk i hjemlandet ikke i sig selv kan føre til forlængelse af en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, når betingelserne for opholdstilladelsen ikke har været overholdt.

Udlændingenævnets flertal vurderer endvidere, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, som vil bevirke, at det vil være forbundet med uoverstigelige hindringer for ansøgeren og referencen at tage ophold i klagerens hjemland for at udøve familielivet dér.

Det er indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at der til støtte for klagen er henvist til referencens helbredsmæssige forhold, som beskrevet ovenfor, at referencen bl.a. lider af depression og posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) samt kroniske smerter i nakken ledsaget af hovedpine og med smerteudstråling i venstre side, at han skal være i livslang medicinsk behandling grundet myxødem, at han er i behandling for søvnapnø med CPAP-maskine, og at han frarådes stress og pres, da dette vil kunne medføre selvmordsrisiko, samt at ansøgeren frygter en forværring i sin ægtefælles tilstand i tilfælde af adskillelse fra klageren.

Ovenstående oplysninger kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnets flertal har lagt vægt på, at der ikke herved er oplyst om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at det under henvisning hertil må anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og referencen til at tage ophold og udøve familielivet i ansøgerens hjemland.

Udlændingenævnets flertal kan i tilknytning hertil konstatere, at det af opslag i eIndkomst fremgår, at referencen sideløbende med sin førtidspension har modtaget lønindkomst fra ansøgerens virksomhed X ApS i perioden fra juni 2022 til og med oktober 2022, hvorved han har fået udbetalt løn for 64,95 timer om måneden.

Udlændingenævnets flertal bemærker i øvrigt, at det af den til sagen fremlagte udskrift af ambulantepikrise fra december 2017 fra Psykiatrien i referencens region fremgår, at referencen under samtale med en specialpsykolog oplyste, at han på daværende tidspunkt boede sammen med sin kæreste, som dog sjældent opholdt sig i boligen og kun kom på besøg nu og da.

Udlændingenævnets flertal har på baggrund af de til sagen fremlagte oplysninger om referencens helbredsmæssige forhold vurderet, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s handicapkonvention.

Udlændingenævnets flertal vurderer imidlertid, at det ikke vil udgøre indirekte diskrimination i strid med FN’s Handicapkonvention artikel 5, stk. 1 og 2, samt artikel 23, at fastholde selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt., som en betingelse for forlængelse af klagerens opholdstilladelse.

Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at referencens erhvervsevne er afklaret, at han som følge heraf blev tilkendt førtidspension med virkning fra juni 2018, hvorfor han på nuværende tidspunkt på trods af sit handicap opfylder betingelserne i § 9, stk. 5, og at ansøgeren således har mulighed for at søge om ægtefællesammenføring på ny. Udlændingenævnets flertal har herefter vurderet, at referencen ikke er stillet anderledes end en person uden handicap i en tilsvarende situation, der modtager ydelser i en kortere periode i strid med betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt.

På den baggrund, og idet der ikke foreligger oplysninger om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder helbredsmæssige forhold, vurderer Udlændingenævnets flertal, at det hverken vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 4, jf. § 19 a, stk. 2, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed

Dato: 20-12-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren var selvstændig erhvervsdrivende og oplyste, at han arbejdede fuldtid i sin virksomhed. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet under henvisning til, at han ikke drev virksomheden med henblik på selvforsørgelse.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra den september 2008, hvor ansøgeren er indrejst i Danmark med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.

Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsregnskaber – ikke har dokumenteret, at ansøgerens beskæftigelse ved sin enkeltmandsvirksomhed i perioden fra ultimo 2018 til nu kan sidestilles med ordinært lønarbejde i mindst 3 år og 6 måneder, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed har et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, og at driften af virksomheden kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse.

Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte årsopgørelse fra SKAT for indkomståret 2019, at ansøgeren i 2019 havde en personlig årlig indkomst på 50.886 kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig månedlig indkomst på 4240,5 kr. før skat, og at det fremgår af det fremsendte årsregnskab for 2019, at ansøgerens virksomhed i 2019 havde et netto-resultat på 55.171 kr., hvilket svarer til et gennemsnitligt månedligt netto-resultat på 4597,58 kr.

Udlændingenævnet finder ikke, at en gennemsnitlig månedlig indkomst af denne størrelse dokumenterer, at ansøgeren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke til støtte for klagen er indsendt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren i 2019 har foretaget nogle ekstraordinære dispositioner, som har ført til virksomhedens lave netto-resultat.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens virksomhed blev etableret i 2016, og at virksomhedens lave nettoresultat for 2019 efter Udlændingenævnets vurdering således ikke skyldes en evt. opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.

Udlændingenævnet finder allerede på baggrund af ansøgerens indkomst for 2019, at ansøgeren ikke kan anses for at have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.

Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at arbejdet i virksomheden har et omfang, der svarer til ordinær fuldtidsbeskæftigelse.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævenet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at der af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ikke kan udledes et krav om en bestemt årlig indkomst, men alene om en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, at der ikke kan opstilles klare retningslinjer for, hvad der kan anses for en passende omsætning for en selvstændig virksomhed, at ansøgeren tilbyder services, som varierer meget i pris og tidsforbrug, og at ansøgerens personlige indkomst kan synes urimelig fra en almindelig lønmodtagers synspunkt, men at dette må anses for at være normalt for denne type enkeltmandsvirksomheder.

Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, ansøgeren har lagt en arbejdsindsats svarende til langt over fuld tid, idet han har formået at skabe en stigende omsætning i virksomheden.

Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.

Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ovenstående vurdering er foretaget på baggrund af en konkret og individuel helhedsvurdering af, hvorvidt det kan lægges til grund, at virksomhedens netto-resultat og ansøgerens personlige indkomst for 2019, uanset virksomhedens omsætning og den oplyste ugentlige arbejdstid, kan anses for at have været med henblik på selvforsørgelse.

Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at det ved vurderingen af beskæftigelseskravet for selvstændig erhvervsdrivende efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 8, ikke kun vurderes, om udlændingen har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, men at det også indgår i vurderingen, om driften af virksomheden efter en konkret og individuel vurdering, kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på at det forhold, at ansøgerens virksomheden har haft en større omsætning efter 2019, ikke ændrer på det forhold, at ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens nettoresultat for 2019 ikke kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, og at det ikke kan føre til ændret vurdering, at virksomhedens omsætning er steget i løbet af de efterfølgende indkomstår, idet Udlændingenævnet allerede på baggrund af ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens netto-resultat for 2019 finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet om at have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 8, i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, og at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at privat børnepasning, når dette er dokumenteret i form af godkendte kontrakter med kommunen samt kvittering for børnepasningen, må anses for at være hovedbeskæftigelse, uanset lønindkomsten for arbejdet og uanset antallet af børn.

Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.

Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at de faktiske omstændigheder i de nævnte afgørelser adskiller sig fra nærværende sag, hvor Udlændingenævnet efter en konkret og individuel vurdering af den fremsendte dokumentation finder, at ansøgeren, uanset oplysningerne om ansøgerens ugentlige arbejdstimer, ikke har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år, og at ansøgeren i øvrigt ikke har modtaget lønindkomst.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 bl.a. tog udgangspunkt i oplysningerne om ansøgerens omsætning, og at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 fandt, at ansøgerens arbejde som privat børnepasser på baggrund af den fremsendte dokumentation måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse

Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgerens ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at fastholde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2022 – Inddragelse og nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Modtagelse af offentlige ydelser

Dato: 19-12-2022

Udlændingenævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af en serbisk statsborgers opholdstilladelse, da ansøgeren havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

Sagens faktiske omstændigheder:

I april 2010 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med sin herboende ægtefælle. Opholdstilladelsen var betinget af blandt andet, at ansøgeren og hans ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik efter integrationsloven, i tiden indtil ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse. I oktober 2018 søgte ansøgeren om en forlængelse af sin opholdstilladelse. I oktober 2019 orienterede Udlændingestyrelsen ansøgeren om, at styrelsen havde konstateret, at ansøgeren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. I januar 2020 afslog Udlændingestyrelsen af forlænge ansøgerens opholdstilladelse. I september 2021 blev ansøgeren tilkendt førtidspension.

Udlændingenævnets afgørelse:

Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens langvarige, lovlige ophold i Danmark.
Ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i april 2010, gyldig fra december 2009, og Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren på nuværende tidspunkt har opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 13 år.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har været i beskæftigelse i Danmark. Ansøgeren har således ifølge det elektroniske indkomstregister eIndkomst haft fuldtidsbeskæftigelse i årene 2013-2015, i januar 2016, fra januar til marts 2017 samt fra maj til juli 2017. Derudover har ansøgeren ifølge eIndkomst haft deltidsarbejde i april 2017 samt august til november 2017. Udlændingenævnet har i overensstemmelse med oplysningerne herom også lagt til grund, at ansøgeren har været i beskæftigelse i 3 måneder i 2011 og i 6 måneder i 2012. Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren har været i beskæftigelse i sammenlagt 4 år og 9 måneder i Danmark.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste taler og læser dansk, og at ansøgeren pr. september 2021 blev tilkendt førtidspension som følge af sine helbredsmæssige forhold, der bevirker, at ansøgerens arbejdsevne er nedsat i en sådan grad, at ansøgeren ikke er i stand til at forsørge sig selv via et ordinært arbejde.

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle og myndige søn også er bosiddende i Danmark, og at ansøgeren således har en familiemæssig tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – driftsleder – ansættelsesvilkår - principiel vurdering af, om arbejdsopgaver ligger inden for rammerne

Dato: 15-12-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – driftsleder – ansættelsesvilkår - principiel vurdering af, om arbejdsopgaver ligger inden for rammerne

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 SIRI’s afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse som driftsleder til en statsborger fra Ukraine.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i december 2019 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af beskæftigelse som driftsleder hos en virksomhed inden for landbrugsområdet med en besætning på 34 køer. Ansøgeren havde i perioden fra juni 2018 til december 2019 været i praktik hos samme virksomhed. Ansøgerens ansvars- og arbejdsområde ville omfatte at tilrettelægge daglig arbejde i mark og stald, pasning af dyr, kørsel med diverse maskiner samt forefaldende arbejde. SIRI traf i marts 2020 afgørelse om afslag på opholdstilladelse, idet ansøgerens tilbudte ansættelsesvilkår som driftsleder ikke var sædvanlige.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan få opholdstilladelse inden for landbrugsområdet på baggrund af beskæftigelse som driftsleder hos virksomheden, under henvisning til, at betingelserne efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 9 (dagældende § 9 a, stk. 2, nr. 8) ikke er opfyldt.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens tilbudte ansættelsesvilkår som driftsleder hos virksomheden ikke er sædvanlige, idet det fremgår af ansættelseskontrakten af januar 2020, at ansøgeren i spidsbelastningsperioder skal deltage i markarbejdet, hvilket ikke kan anses for sædvanligvis at indgå i en stilling som driftsleder.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det ikke kan anses for sædvanligt, at en driftsleder skal være ansvarlig for alene omkring 34 køer på en arbejdsuge på 37 timer.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på SIRI’s udtalelse af september 2020, hvoraf det fremgår, at en driftsleder forventes at have ansvar for den daglige administration af bedriften, og at det følger af fast praksis, at markarbejde og deslige ikke anses at ligge inden for de arbejdsopgaver, som en fodermester eller driftsleder forventes at varetage.

Udlændingenævnet har også noteret sig, at det fremgår af det offentligt tilgængelige CVR-register, at virksomheden i september 2022 havde ansat årsværk på 1,86, og at en stilling som driftsleder må indebære, at man er leder for flere medarbejdere.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at den søgte stilling klart beskriver en driftsleders typiske opgaver, som indebærer udarbejdelse af mark- og gødningsplaner, indkøb af beregnet nødvendigt og lovligt gødning, udarbejdelse af foderplaner samt planer for kvægets sundhed, indkøb af nødvendigt og passende foder, sikring af sundt og lukrativt avlsarbejde, udførsel af tilsynsplaner samt tilrettelæggelse af de ansattes arbejdsopgaver, og at opgaverne alene kan varetages af en driftsleder.

Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at det er planen, at virksomheden skal udvide husdyrholdet, at det derfor er nødvendigt, at der ansættes en driftsleder, således at virksomheden kan fortsætte sine ekspansionsplaner, herunder den planlagte videreudvikling af driften, og at ansøgerens fysiske arbejde (markarbejde) ikke udgør den største del af den søgte stilling, men derimod alene skal ske ved spidsbelastningsperioder.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til et andet udfald af sagen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af udlændingemyndighedernes praksis, at arbejdsopgaver som sædvanligvis varetages af hhv. praktikanter og landbrugsmedhjælpere såsom markarbejde, maskinkørsel samt vedligeholdelse af bygninger og maskiner, ikke varetages af den højtkvalificerede medarbejder, som fodermestre og driftsledere anses for at være.

Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at det er den aktuelle besætning og ikke den planlagte besætning, som danner grundlag for afgørelsen, samt at markarbejde ikke er en del af en driftsleders arbejdsopgaver, selvom det alene sker i spidsbelastningsperioder.

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af lovbemærkningerne, at det er et krav for at meddele opholdstilladelse, at udlændingen ansættes på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår efter danske forhold.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

Dato: 15-12-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 den del af Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren søgte første gang i januar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han var i oktober 2015 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i marts 2019 om familiesammenføring med referencen. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens fællesbarn, der blev født i december 2018 i Etiopien. I april 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I april 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag til ansøgeren, da parrets ægteskab fortsat ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse.

Udlændingenævnets afgørelse:

"Derfor får ansøgeren afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.

Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea.

Udlændingenævnet vurderer, at de fremlagte civile registreringsattester må anses for konstrueret til lejligheden.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ved brev fra juni 2016 til Udlændingestyrelsen oplyste, at han ikke havde en civil registreringsattest af ægteskabet.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der med ansøgningen om familiesammenføring i marts 2019 blev indleveret en civil registreringsattest, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office, i februar 2015, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen i januar 2015 blev viet, og at registreringen af vielsen skete i februar 2015.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen i oktober 2019 til Udlændingestyrelsen oplyste, at den religiøse vielsesattest var tilstrækkelig på vielsestidspunktet, og at han først blev klar over nødvendigheden af den civile registreringsattest efter afslaget på familiesammenføring i 2017, og at han derfor anmodede sin familie om at være behjælpelig med at få ægteskabet registreret.

Oplysningerne fra juni 2016 og fra oktober 2019 stemmer således ikke overens med, at den fremlagte civile registrering er dateret i februar 2015, ligesom vielsesdatoen på den civile registreringsattest ikke stemmer overens med de øvrige oplysninger i sagen eller den fremlagte vielsesattest, hvorefter parret skulle være viet 2 dage senere i januar 2015 end den vielsesdato, som fremgår af den civile registreringsattest.

Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at registreringsattesten fra februar 2015 først er fremkommet efter Udlændingenævnets stadfæstelse fra november 2018 af Udlændingestyrelsens første afslag på familiesammenføring.

Det forhold, at partsrepræsentanten ved e-mail fra juli 2020 til Udlændingenævnet har oplyst, at den indsendte civile registreringsattest fra februar 2015 er ægte, men at der har indsneget sig alvorlige fejl i dokumentet, idet parret rettelig blev gift på den dato i januar 2015, som fremgår af vielsesattesten, og registreringen endvidere blev tilbagedateret, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten i juli 2020 fremsendte en ny civil registreringsattest, der efter det oplyste er korrekt, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office i juni 2020, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen blev viet den dato i januar 2015, der også fremgår af vielsesattesten, og at registreringen af vielsen skete i juni 2020.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er fremlagt to forskellige civile registreringsattester, der efter deres indhold indeholder væsentlige divergenser ud over de nævnte uoverensstemmelser med vielsesdatoen og udstedelsesdatoen.

Registreringsattesten fra februar 2015 henviser således til en ”marriage ceremony conducted according to customary rites”, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til en ”marraiage ceremony conducted according to Orthodox Church” i en eritreisk by.

Endvidere henviser registreringsattesten fra februar 2015 til et ægteskabsregistreringsnummer, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til et andet ægteskabsregistreringsnummer. Den fremlagte vielsesattest fra den ortodokse kirke har et tredje nummer, og registreringsnumrene stemmer således ikke overens med vielsesattesten.

Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at oplysningerne om, at registreringsattesten fra februar 2015 skulle være fejlbehæftet først er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afslag i april 2020.

Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse boede sammen i 4 måneder.

Det forhold, at det til klagen er oplyst, at parret ikke havde mulighed for at bo mere sammen som følge af referencens militærtjeneste, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra april 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i januar 2016 og i marts 2019.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen skulle være blevet viet i Eritrea i januar 2015. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at referencen under sin asylsag oplyste, at han var gift med ansøgeren, ligesom det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i december 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til barnet i marts 2019, hvilket hun blev meddelt i april 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette."
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

Dato: 15-12-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parret ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren søgte første gang i februar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015, og at de sidst havde set hinanden i juni 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i januar 2019 om familiesammenføring med referencen. Ansøgeren og referencen oplyste i den forbindelse, at parret havde genbekræftet deres bryllup i Eritrea i januar 2015 ved en ceremoni i december 2018 i Etiopien. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens søn, der blev født i november 2018 i Etiopien. I februar 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I marts 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på familiesammenføring til ansøgeren, da ansøgeren og referencen ikke fortsat havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede også, at der ikke var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnets afgørelse:

"Derfor stadfæster Udlændingenævnet den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der vedrører opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1

Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.

Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea, og at det fremlagte Marriage Certificate fra januar 2015 udstedt af Eritrean Orthodox Tewahdo Church ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for ægteskabets gyldighed, da attesten ikke ses registreret ved rette civile myndighed.

Det til støtte for klagen oplyste om, at Udlændingestyrelsen stiller en uhjemlet betingelse om fremlæggelse af civil vielsesattest, hvilket strider mod legalitetsprincippet, og at den fremlagte vielsesattest opfylder kravet om at bære kirkens emblem og segl, hvorfor vielsesattesten må anses for at være tilstrækkelig dokumentation af ægteskabet, kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en ændret vurdering.

Det forhold, at det til klagen er oplyst, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab gør parrets ægteskabet retsgyldigt i Etiopien, og at såfremt brylluppet i Eritrea ikke måtte findes tilstrækkeligt dokumenteret, så må ægteskabet i det mindste være at anse for gyldigt i Etiopien, hvorved det også skal anerkendes i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en gyldighedsbetingelse for, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret, at det kan anses for retsgyldigt og indgået i overensstemmelse med reglerne i Eritrea. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab fortsat ikke dokumenterer, at ægteskabet er behørigt registreret af de civile myndigheder i Eritrea.

På den baggrund kan Udlændingenævnet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren og referencen har indgået et retsgyldigt ægteskab i Eritrea, der kan anerkendes efter dansk ret.

Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit ovenfor, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse i januar 2015 har boet sammen indtil juni 2015, da referencen udrejste fra Eritrea, og at parret således alene har boet sammen i knap 5 måneder.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra marts 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

Udlændingenævnet har herefter ved omgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i februar 2016 og i januar 2019.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen i januar 2015 skulle være blevet gift i Eritrea, ligesom der er fremlagt dokumentation for, at parret fik genbekræftet deres vielse i Eritrea ved en ceremoni i december 2018 i Addis Ababa, Etiopien. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i november 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til fællesbarnet i januar 2019, hvilket han blev meddelt i februar 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at referencen efter det oplyste har sendt penge til ansøgeren.

Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen