Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige
Side 32 af 146
Næste

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Inddragelse og nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Modtagelse af offentlige ydelser

    Dato: 20-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på forlængelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, da ansøgerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren fik i juni 2016 opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende ægtefælle (referencen), der er dansk statsborger. Opholdstilladelsen var betinget af, at hverken ansøgeren eller hendes ægtefælle modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I marts 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholdstilladelse. I juli 2019 orienterede Udlændingestyrelsen ansøgeren om, at styrelsen havde konstateret, at referencen i perioden fra medio marts 2017 til og med maj 2018 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv social politik. Fra juni 2018 var referencen blevet tilkendt førtidspension primært som følge af psykiske lidelser. I april 2020 afslog Udlændingestyrelsen at forlænge ansøgerens opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020. Ansøgerens opholdstilladelse kan derfor ikke forlænges, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, jf. § 19 a, stk. 2, jf. § 26.

    Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab og samliv på fælles bopæl med sin ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2016, hvormed ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, at denne bl.a. er betinget af, at hverken ansøgeren eller hendes ægtefælle modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), så længe opholdstilladelsen er tidsbegrænset.

    Udlændingenævnets flertal har ved afgørelsen vurderet, at betingelsen om selvforsørgelse i ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt., ikke har været opfyldt i en periode på over 13 måneder, og at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget, da der er grundlag for at inddrage den, jf. § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at det fremgår af det elektroniske indkomstregister eIndkomst, at referencen har modtaget offentlig hjælp i form af ressourceforløbsydelser, udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik, i perioden fra medio marts 2017 til ultimo maj 2018.

    Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at referencen ved telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen i september 2019 har oplyst, at han havde modtaget ressourceforløbsydelse, ligesom der til sagen er fremlagt dokumentation i form af udbetalingsmeddelelser fra ydelsescentret i parrets bopælskommune, hvoraf det fremgår, at referencen modtog ressourceforløbsydelse i perioderne fra april 2017 til og med november 2017 og fra januar 2018 til og med maj 2018.

    Udlændingenævnets flertal har yderligere lagt vægt på, at ydelserne ikke er udbetalt som hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke direkte er relateret til forsørgelse, eller ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 5, 3. pkt.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets flertals vurdering, at der til støtte for klagen er henvist til referencens helbredsmæssige tilstand, og at det i den forbindelse er oplyst, at referencen lider af alvorlige sygdomme, at han har en selvmordstruende adfærd og ikke kan magte tilværelsen, at han er blevet tilkendt førtidspension på baggrund af sine psykiske lidelser, og at ansøgeren frygter en forværring i referencens tilstand i tilfælde af adskillelse fra ansøgeren. Det er i tilknytning hertil indgået i vurderingen, at det af den til sagen indsendte kopi af afgørelsen om tilkendelse af førtidspension fra maj 2018 bl.a. fremgår, at referencen bl.a. lider af depression og posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) samt kroniske smerter i nakken ledsaget af hovedpine og med smerteudstråling i venstre side, at han skal være i livslang medicinsk behandling grundet myxødem, at han er i behandling for søvnapnø med CPAP-maskine, og at han frarådes stress og pres, da dette vil kunne medføre selvmordsrisiko.

    Udlændingenævnets flertal har ved afgørelsen vurderet, at referencens helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kan føre til, at ansøgerens opholdstilladelse bør forlænges. Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at betingelsen om ikke at have modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven er en løbende betingelse, som skal være opfyldt i tiden indtil eventuel meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvilket også fremgik af afgørelsen om meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren, og at baggrunden for modtagelsen af ressourceforløbsydelser ikke i sig selv kan føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal har i den forbindelse vurderet, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne alvorlige sygdomme, at der er særlige grunde til, at betingelsen om, at ansøgeren og referencen ikke modtager hjælp efter lov aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden indtil ansøgeren meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, skal fraviges.

    Den omstændighed, at referencen er tilkendt førtidspension med virkning fra juni 2018, kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke ændrer ved, at betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse i en periode ikke har været opfyldt. Udlændingenævnets flertal skal hertil bemærke, at det forhold, at referencen er blevet tilkendt førtidspension, kan danne grundlag for en ny ansøgning om ægtefællesammenføring, jf. også vejledningen sidst i denne afgørelse, idet Udlændingenævnets flertal kan konstatere, at der på nuværende tidspunkt er gået mere end 3 år siden referencen ophørte med at modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 5, 1. pkt.

    Det til støtte for klagen anførte om, at parrets bopælskommune ikke har ydet en tilstrækkelig god hjælp og vejledning til ansøgeren og referencen, at parret ikke var i stand til at overskue situationen grundet ansøgerens manglende danskkundskaber og kendskab til de danske love og regler samt referencens helbredstilstand, og at parret var ubevidst om, at den ydelse, referencen modtog, skiftede karakter fra sygedagpenge til ressourceforløbsydelse, kan ikke føre til en ændret vurdering i sagen.

    Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at referencen ved brev i marts 2017 fra parrets bopælskommune blev orienteret om, at han var bevilget ressourceforløbsydelse med virkning fra samme dato som følge af, at han var blevet visiteret til et jobafklaringsforløb, og at ydelsen var beregnet efter § 69 j i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at det er en udlændings eget ansvar at sikre sig, at vedkommende overholder betingelser for sin opholdstilladelse, samt at betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse fremgik tydeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2016. Udlændingenævnets flertal henviser her også til, at ansøgeren efter egne oplysninger driver 3 selvstændige virksomheder i Danmark, hvorfor hun må formodes at være i stand til at sætte sig ind i betingelserne for sin opholdstilladelse.

    Som følge af, at referencen har modtaget offentlig hjælp udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik, har den løbende betingelse om selvforsørgelse i ansøgerens opholdstilladelse i en periode ikke været opfyldt, og opholdstilladelsen kan nægtes forlænget, da der er grundlag for at inddrage den, jf. § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnets flertal har herefter vurderet ud fra en konkret afvejning af sagens samlede omstændigheder, at der ikke foreligger sådanne forhold, at nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 2, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.

    Det er herved indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at ansøgeren i juni 2016 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab og samliv med referencen i en alder af 36 år, at opholdstilladelsen var gyldig fra januar 2016, og at ansøgeren således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2020 havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. 4 år og 3 måneder – og på nuværende tidspunkt i ca. 6 år og 11 måneder.

    Det er videre indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt dokumentation for, at hun medio december 2018 har bestået Prøve i Dansk 2, og at hun har været ejer af virksomhederne A ApS (nu X ApS), B IVS og C IVS siden ultimo juni 2018, ligesom det til sagen er oplyst, at ansøgeren har suppleret sin indkomst ved arbejde på en teknisk skole 15 timer om ugen siden marts 2019, samt hos en servicevirksomhed siden juni 2022. Det bemærkes, at Udlændingenævnets flertal ikke ved denne afgørelse har taget stilling til, hvorvidt omfanget og karakteren af ansøgerens beskæftigelse i hendes selvstændige virksomheder kan sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse, da der ikke til sagen er fremlagt tiltrækkeligt dokumentation for virksomhederne i form af f.eks. årsregnskaber, dokumentation for momsindberetninger til Skattestyrelsen, ansøgerens årsopgørelser m.m.

    Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at det af opslag i eIndkomst fremgår, at ansøgeren under sit ophold i Danmark har fået udbetalt henholdsvis 55.200,00 kr. i juli 2017 og 40.000,00 kr. i september 2019 fra sin virksomhed X ApS, og at hun herudover har arbejdet fuldtid som lønmodtager i sammenlagt 17 måneder og deltid i sammenlagt 23 måneder.

    Udlændingenævnets flertal har imidlertid vurderet, at ansøgeren ikke i kraft af længden af sit ophold i Danmark, sin tilknytning til arbejdsmarkedet, driften af sine selvstændige virksomheder og sine danskkundskaber kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til det danske arbejdsmarked eller det danske samfund i øvrigt, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for hende.

    Udlændingenævnets flertal har endvidere tillagt det vægt, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren ikke har gennemført en uddannelse eller været medlem af foreninger, bestyrelser eller lignende i Danmark, og at hun ud over sin ægtefælle ikke har anden familie her i landet.

    Udlændingenævnets flertal henviser i den forbindelse til, at ansøgerens tilknytning til Thailand, hvor hun er født, opvokset og statsborger, og hvor hun har levet det meste af sit liv, hvor hun taler sproget og hvor hun har været på besøg, mens hun har haft opholdstilladelse i Danmark, må anses for væsentligt større end hendes tilknytning til Danmark.

    Udlændingenævnets flertal har vurderet, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirker, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse må anses for særligt belastende.

    Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke har nogen helbredsmæssige udfordringer.

    Det er indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at det til sagen er anført, at ansøgerens tilknytning til Thailand er meget begrænset, og at den eneste relation, hun har i hjemlandet, er hendes aldrende og syge far. Disse oplysninger kan imidlertid ikke føre til et andet udfald i sagen.

    Udlændingenævnets flertal har ved vurderingen lagt vægt på, at et ringe eller manglende familiemæssigt netværk i hjemlandet ikke i sig selv kan føre til forlængelse af en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, når betingelserne for opholdstilladelsen ikke har været overholdt.

    Udlændingenævnets flertal vurderer endvidere, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, som vil bevirke, at det vil være forbundet med uoverstigelige hindringer for ansøgeren og referencen at tage ophold i klagerens hjemland for at udøve familielivet dér.

    Det er indgået i Udlændingenævnets flertals vurdering, at der til støtte for klagen er henvist til referencens helbredsmæssige forhold, som beskrevet ovenfor, at referencen bl.a. lider af depression og posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) samt kroniske smerter i nakken ledsaget af hovedpine og med smerteudstråling i venstre side, at han skal være i livslang medicinsk behandling grundet myxødem, at han er i behandling for søvnapnø med CPAP-maskine, og at han frarådes stress og pres, da dette vil kunne medføre selvmordsrisiko, samt at ansøgeren frygter en forværring i sin ægtefælles tilstand i tilfælde af adskillelse fra klageren.

    Ovenstående oplysninger kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnets flertal har lagt vægt på, at der ikke herved er oplyst om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at det under henvisning hertil må anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og referencen til at tage ophold og udøve familielivet i ansøgerens hjemland.

    Udlændingenævnets flertal kan i tilknytning hertil konstatere, at det af opslag i eIndkomst fremgår, at referencen sideløbende med sin førtidspension har modtaget lønindkomst fra ansøgerens virksomhed X ApS i perioden fra juni 2022 til og med oktober 2022, hvorved han har fået udbetalt løn for 64,95 timer om måneden.

    Udlændingenævnets flertal bemærker i øvrigt, at det af den til sagen fremlagte udskrift af ambulantepikrise fra december 2017 fra Psykiatrien i referencens region fremgår, at referencen under samtale med en specialpsykolog oplyste, at han på daværende tidspunkt boede sammen med sin kæreste, som dog sjældent opholdt sig i boligen og kun kom på besøg nu og da.

    Udlændingenævnets flertal har på baggrund af de til sagen fremlagte oplysninger om referencens helbredsmæssige forhold vurderet, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s handicapkonvention.

    Udlændingenævnets flertal vurderer imidlertid, at det ikke vil udgøre indirekte diskrimination i strid med FN’s Handicapkonvention artikel 5, stk. 1 og 2, samt artikel 23, at fastholde selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt., som en betingelse for forlængelse af klagerens opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at referencens erhvervsevne er afklaret, at han som følge heraf blev tilkendt førtidspension med virkning fra juni 2018, hvorfor han på nuværende tidspunkt på trods af sit handicap opfylder betingelserne i § 9, stk. 5, og at ansøgeren således har mulighed for at søge om ægtefællesammenføring på ny. Udlændingenævnets flertal har herefter vurderet, at referencen ikke er stillet anderledes end en person uden handicap i en tilsvarende situation, der modtager ydelser i en kortere periode i strid med betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt.

    På den baggrund, og idet der ikke foreligger oplysninger om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder helbredsmæssige forhold, vurderer Udlændingenævnets flertal, at det hverken vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 4, jf. § 19 a, stk. 2, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed

    Dato: 20-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var selvstændig erhvervsdrivende og oplyste, at han arbejdede fuldtid i sin virksomhed. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet under henvisning til, at han ikke drev virksomheden med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra den september 2008, hvor ansøgeren er indrejst i Danmark med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsregnskaber – ikke har dokumenteret, at ansøgerens beskæftigelse ved sin enkeltmandsvirksomhed i perioden fra ultimo 2018 til nu kan sidestilles med ordinært lønarbejde i mindst 3 år og 6 måneder, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed har et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, og at driften af virksomheden kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte årsopgørelse fra SKAT for indkomståret 2019, at ansøgeren i 2019 havde en personlig årlig indkomst på 50.886 kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig månedlig indkomst på 4240,5 kr. før skat, og at det fremgår af det fremsendte årsregnskab for 2019, at ansøgerens virksomhed i 2019 havde et netto-resultat på 55.171 kr., hvilket svarer til et gennemsnitligt månedligt netto-resultat på 4597,58 kr.

    Udlændingenævnet finder ikke, at en gennemsnitlig månedlig indkomst af denne størrelse dokumenterer, at ansøgeren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke til støtte for klagen er indsendt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren i 2019 har foretaget nogle ekstraordinære dispositioner, som har ført til virksomhedens lave netto-resultat.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens virksomhed blev etableret i 2016, og at virksomhedens lave nettoresultat for 2019 efter Udlændingenævnets vurdering således ikke skyldes en evt. opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.

    Udlændingenævnet finder allerede på baggrund af ansøgerens indkomst for 2019, at ansøgeren ikke kan anses for at have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.

    Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at arbejdet i virksomheden har et omfang, der svarer til ordinær fuldtidsbeskæftigelse.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævenet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at der af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ikke kan udledes et krav om en bestemt årlig indkomst, men alene om en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, at der ikke kan opstilles klare retningslinjer for, hvad der kan anses for en passende omsætning for en selvstændig virksomhed, at ansøgeren tilbyder services, som varierer meget i pris og tidsforbrug, og at ansøgerens personlige indkomst kan synes urimelig fra en almindelig lønmodtagers synspunkt, men at dette må anses for at være normalt for denne type enkeltmandsvirksomheder.

    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, ansøgeren har lagt en arbejdsindsats svarende til langt over fuld tid, idet han har formået at skabe en stigende omsætning i virksomheden.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ovenstående vurdering er foretaget på baggrund af en konkret og individuel helhedsvurdering af, hvorvidt det kan lægges til grund, at virksomhedens netto-resultat og ansøgerens personlige indkomst for 2019, uanset virksomhedens omsætning og den oplyste ugentlige arbejdstid, kan anses for at have været med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at det ved vurderingen af beskæftigelseskravet for selvstændig erhvervsdrivende efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 8, ikke kun vurderes, om udlændingen har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, men at det også indgår i vurderingen, om driften af virksomheden efter en konkret og individuel vurdering, kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på at det forhold, at ansøgerens virksomheden har haft en større omsætning efter 2019, ikke ændrer på det forhold, at ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens nettoresultat for 2019 ikke kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, og at det ikke kan føre til ændret vurdering, at virksomhedens omsætning er steget i løbet af de efterfølgende indkomstår, idet Udlændingenævnet allerede på baggrund af ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens netto-resultat for 2019 finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet om at have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 8, i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, og at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at privat børnepasning, når dette er dokumenteret i form af godkendte kontrakter med kommunen samt kvittering for børnepasningen, må anses for at være hovedbeskæftigelse, uanset lønindkomsten for arbejdet og uanset antallet af børn.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at de faktiske omstændigheder i de nævnte afgørelser adskiller sig fra nærværende sag, hvor Udlændingenævnet efter en konkret og individuel vurdering af den fremsendte dokumentation finder, at ansøgeren, uanset oplysningerne om ansøgerens ugentlige arbejdstimer, ikke har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år, og at ansøgeren i øvrigt ikke har modtaget lønindkomst.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 bl.a. tog udgangspunkt i oplysningerne om ansøgerens omsætning, og at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 fandt, at ansøgerens arbejde som privat børnepasser på baggrund af den fremsendte dokumentation måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgerens ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at fastholde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2022 – Inddragelse og nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Modtagelse af offentlige ydelser

    Dato: 19-12-2022

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af en serbisk statsborgers opholdstilladelse, da ansøgeren havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I april 2010 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med sin herboende ægtefælle. Opholdstilladelsen var betinget af blandt andet, at ansøgeren og hans ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik efter integrationsloven, i tiden indtil ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse. I oktober 2018 søgte ansøgeren om en forlængelse af sin opholdstilladelse. I oktober 2019 orienterede Udlændingestyrelsen ansøgeren om, at styrelsen havde konstateret, at ansøgeren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. I januar 2020 afslog Udlændingestyrelsen af forlænge ansøgerens opholdstilladelse. I september 2021 blev ansøgeren tilkendt førtidspension.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens langvarige, lovlige ophold i Danmark.
    Ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i april 2010, gyldig fra december 2009, og Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren på nuværende tidspunkt har opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 13 år.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har været i beskæftigelse i Danmark. Ansøgeren har således ifølge det elektroniske indkomstregister eIndkomst haft fuldtidsbeskæftigelse i årene 2013-2015, i januar 2016, fra januar til marts 2017 samt fra maj til juli 2017. Derudover har ansøgeren ifølge eIndkomst haft deltidsarbejde i april 2017 samt august til november 2017. Udlændingenævnet har i overensstemmelse med oplysningerne herom også lagt til grund, at ansøgeren har været i beskæftigelse i 3 måneder i 2011 og i 6 måneder i 2012. Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren har været i beskæftigelse i sammenlagt 4 år og 9 måneder i Danmark.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste taler og læser dansk, og at ansøgeren pr. september 2021 blev tilkendt førtidspension som følge af sine helbredsmæssige forhold, der bevirker, at ansøgerens arbejdsevne er nedsat i en sådan grad, at ansøgeren ikke er i stand til at forsørge sig selv via et ordinært arbejde.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle og myndige søn også er bosiddende i Danmark, og at ansøgeren således har en familiemæssig tilknytning til Danmark.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – driftsleder – ansættelsesvilkår - principiel vurdering af, om arbejdsopgaver ligger inden for rammerne

    Dato: 15-12-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – driftsleder – ansættelsesvilkår - principiel vurdering af, om arbejdsopgaver ligger inden for rammerne

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 SIRI’s afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse som driftsleder til en statsborger fra Ukraine.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i december 2019 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af beskæftigelse som driftsleder hos en virksomhed inden for landbrugsområdet med en besætning på 34 køer. Ansøgeren havde i perioden fra juni 2018 til december 2019 været i praktik hos samme virksomhed. Ansøgerens ansvars- og arbejdsområde ville omfatte at tilrettelægge daglig arbejde i mark og stald, pasning af dyr, kørsel med diverse maskiner samt forefaldende arbejde. SIRI traf i marts 2020 afgørelse om afslag på opholdstilladelse, idet ansøgerens tilbudte ansættelsesvilkår som driftsleder ikke var sædvanlige.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan få opholdstilladelse inden for landbrugsområdet på baggrund af beskæftigelse som driftsleder hos virksomheden, under henvisning til, at betingelserne efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 9 (dagældende § 9 a, stk. 2, nr. 8) ikke er opfyldt.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens tilbudte ansættelsesvilkår som driftsleder hos virksomheden ikke er sædvanlige, idet det fremgår af ansættelseskontrakten af januar 2020, at ansøgeren i spidsbelastningsperioder skal deltage i markarbejdet, hvilket ikke kan anses for sædvanligvis at indgå i en stilling som driftsleder.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det ikke kan anses for sædvanligt, at en driftsleder skal være ansvarlig for alene omkring 34 køer på en arbejdsuge på 37 timer.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på SIRI’s udtalelse af september 2020, hvoraf det fremgår, at en driftsleder forventes at have ansvar for den daglige administration af bedriften, og at det følger af fast praksis, at markarbejde og deslige ikke anses at ligge inden for de arbejdsopgaver, som en fodermester eller driftsleder forventes at varetage.

    Udlændingenævnet har også noteret sig, at det fremgår af det offentligt tilgængelige CVR-register, at virksomheden i september 2022 havde ansat årsværk på 1,86, og at en stilling som driftsleder må indebære, at man er leder for flere medarbejdere.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at den søgte stilling klart beskriver en driftsleders typiske opgaver, som indebærer udarbejdelse af mark- og gødningsplaner, indkøb af beregnet nødvendigt og lovligt gødning, udarbejdelse af foderplaner samt planer for kvægets sundhed, indkøb af nødvendigt og passende foder, sikring af sundt og lukrativt avlsarbejde, udførsel af tilsynsplaner samt tilrettelæggelse af de ansattes arbejdsopgaver, og at opgaverne alene kan varetages af en driftsleder.

    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at det er planen, at virksomheden skal udvide husdyrholdet, at det derfor er nødvendigt, at der ansættes en driftsleder, således at virksomheden kan fortsætte sine ekspansionsplaner, herunder den planlagte videreudvikling af driften, og at ansøgerens fysiske arbejde (markarbejde) ikke udgør den største del af den søgte stilling, men derimod alene skal ske ved spidsbelastningsperioder.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til et andet udfald af sagen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af udlændingemyndighedernes praksis, at arbejdsopgaver som sædvanligvis varetages af hhv. praktikanter og landbrugsmedhjælpere såsom markarbejde, maskinkørsel samt vedligeholdelse af bygninger og maskiner, ikke varetages af den højtkvalificerede medarbejder, som fodermestre og driftsledere anses for at være.

    Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at det er den aktuelle besætning og ikke den planlagte besætning, som danner grundlag for afgørelsen, samt at markarbejde ikke er en del af en driftsleders arbejdsopgaver, selvom det alene sker i spidsbelastningsperioder.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af lovbemærkningerne, at det er et krav for at meddele opholdstilladelse, at udlændingen ansættes på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår efter danske forhold.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 15-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 den del af Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte første gang i januar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han var i oktober 2015 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i marts 2019 om familiesammenføring med referencen. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens fællesbarn, der blev født i december 2018 i Etiopien. I april 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I april 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag til ansøgeren, da parrets ægteskab fortsat ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Derfor får ansøgeren afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea.

    Udlændingenævnet vurderer, at de fremlagte civile registreringsattester må anses for konstrueret til lejligheden.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ved brev fra juni 2016 til Udlændingestyrelsen oplyste, at han ikke havde en civil registreringsattest af ægteskabet.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der med ansøgningen om familiesammenføring i marts 2019 blev indleveret en civil registreringsattest, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office, i februar 2015, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen i januar 2015 blev viet, og at registreringen af vielsen skete i februar 2015.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen i oktober 2019 til Udlændingestyrelsen oplyste, at den religiøse vielsesattest var tilstrækkelig på vielsestidspunktet, og at han først blev klar over nødvendigheden af den civile registreringsattest efter afslaget på familiesammenføring i 2017, og at han derfor anmodede sin familie om at være behjælpelig med at få ægteskabet registreret.

    Oplysningerne fra juni 2016 og fra oktober 2019 stemmer således ikke overens med, at den fremlagte civile registrering er dateret i februar 2015, ligesom vielsesdatoen på den civile registreringsattest ikke stemmer overens med de øvrige oplysninger i sagen eller den fremlagte vielsesattest, hvorefter parret skulle være viet 2 dage senere i januar 2015 end den vielsesdato, som fremgår af den civile registreringsattest.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at registreringsattesten fra februar 2015 først er fremkommet efter Udlændingenævnets stadfæstelse fra november 2018 af Udlændingestyrelsens første afslag på familiesammenføring.

    Det forhold, at partsrepræsentanten ved e-mail fra juli 2020 til Udlændingenævnet har oplyst, at den indsendte civile registreringsattest fra februar 2015 er ægte, men at der har indsneget sig alvorlige fejl i dokumentet, idet parret rettelig blev gift på den dato i januar 2015, som fremgår af vielsesattesten, og registreringen endvidere blev tilbagedateret, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten i juli 2020 fremsendte en ny civil registreringsattest, der efter det oplyste er korrekt, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office i juni 2020, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen blev viet den dato i januar 2015, der også fremgår af vielsesattesten, og at registreringen af vielsen skete i juni 2020.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er fremlagt to forskellige civile registreringsattester, der efter deres indhold indeholder væsentlige divergenser ud over de nævnte uoverensstemmelser med vielsesdatoen og udstedelsesdatoen.

    Registreringsattesten fra februar 2015 henviser således til en ”marriage ceremony conducted according to customary rites”, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til en ”marraiage ceremony conducted according to Orthodox Church” i en eritreisk by.

    Endvidere henviser registreringsattesten fra februar 2015 til et ægteskabsregistreringsnummer, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til et andet ægteskabsregistreringsnummer. Den fremlagte vielsesattest fra den ortodokse kirke har et tredje nummer, og registreringsnumrene stemmer således ikke overens med vielsesattesten.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at oplysningerne om, at registreringsattesten fra februar 2015 skulle være fejlbehæftet først er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afslag i april 2020.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

    Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse boede sammen i 4 måneder.

    Det forhold, at det til klagen er oplyst, at parret ikke havde mulighed for at bo mere sammen som følge af referencens militærtjeneste, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

    Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

    Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra april 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i januar 2016 og i marts 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen skulle være blevet viet i Eritrea i januar 2015. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at referencen under sin asylsag oplyste, at han var gift med ansøgeren, ligesom det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i december 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til barnet i marts 2019, hvilket hun blev meddelt i april 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette."

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 15-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parret ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte første gang i februar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015, og at de sidst havde set hinanden i juni 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i januar 2019 om familiesammenføring med referencen. Ansøgeren og referencen oplyste i den forbindelse, at parret havde genbekræftet deres bryllup i Eritrea i januar 2015 ved en ceremoni i december 2018 i Etiopien. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens søn, der blev født i november 2018 i Etiopien. I februar 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I marts 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på familiesammenføring til ansøgeren, da ansøgeren og referencen ikke fortsat havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede også, at der ikke var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Derfor stadfæster Udlændingenævnet den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der vedrører opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea, og at det fremlagte Marriage Certificate fra januar 2015 udstedt af Eritrean Orthodox Tewahdo Church ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for ægteskabets gyldighed, da attesten ikke ses registreret ved rette civile myndighed.

    Det til støtte for klagen oplyste om, at Udlændingestyrelsen stiller en uhjemlet betingelse om fremlæggelse af civil vielsesattest, hvilket strider mod legalitetsprincippet, og at den fremlagte vielsesattest opfylder kravet om at bære kirkens emblem og segl, hvorfor vielsesattesten må anses for at være tilstrækkelig dokumentation af ægteskabet, kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en ændret vurdering.

    Det forhold, at det til klagen er oplyst, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab gør parrets ægteskabet retsgyldigt i Etiopien, og at såfremt brylluppet i Eritrea ikke måtte findes tilstrækkeligt dokumenteret, så må ægteskabet i det mindste være at anse for gyldigt i Etiopien, hvorved det også skal anerkendes i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en gyldighedsbetingelse for, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret, at det kan anses for retsgyldigt og indgået i overensstemmelse med reglerne i Eritrea. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at den etiopiske registrering af det eritreiske ægteskab fortsat ikke dokumenterer, at ægteskabet er behørigt registreret af de civile myndigheder i Eritrea.

    På den baggrund kan Udlændingenævnet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren og referencen har indgået et retsgyldigt ægteskab i Eritrea, der kan anerkendes efter dansk ret.

    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit ovenfor, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

    Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse i januar 2015 har boet sammen indtil juni 2015, da referencen udrejste fra Eritrea, og at parret således alene har boet sammen i knap 5 måneder.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

    Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

    Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra marts 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herefter ved omgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i februar 2016 og i januar 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen i januar 2015 skulle være blevet gift i Eritrea, ligesom der er fremlagt dokumentation for, at parret fik genbekræftet deres vielse i Eritrea ved en ceremoni i december 2018 i Addis Ababa, Etiopien. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i november 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til fællesbarnet i januar 2019, hvilket han blev meddelt i februar 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at referencen efter det oplyste har sendt penge til ansøgeren.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. december 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 14-12-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 14. december 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen til en indisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav ultimo april 2020 en ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen i Danmark. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren var indrejst i Danmark i medio marts 2020, og ansøgeren i forbindelse med ansøgningen fremlagde en polsk opholdstilladelse gyldig til ultimo april 2020. SIRI afviste i september 2020 at behandle ansøgningen, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han opholdt sig lovligt i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra september 2020. Ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen er således afvist, jf. udlændingelovens 9 a, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af udlændingelovens § 9 a, stk. 5, at en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-12 og 14, og stk. 3 kun kan indgives her i landet, hvis udlændingen har lovligt ophold, medmindre opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last, eller hvis der foreligger undskyldelige omstændigheder og afvisning af ansøgningen vil få uforholdsmæssige konsekvenser for udlændingen eller udlændingens herboende familie, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at han på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse efter beløbsordningen, ultimo april 2020, opholdt sig lovligt i Danmark.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde en opholdstilladelse i Polen, gyldig til ultimo april 2020, og at det i ansøgningsskemaet er anført, at ansøgeren senest indrejste i Danmark medio marts 2020.

    Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren senest er indrejst i Danmark i marts 2020 lige før nedlukningen af landet, hvor han ikke fik et stempel i sit pas, og at hans indrejse foregik med privat bil, hvorfor det ikke er muligt at fremsende dokumentation for hans indrejse i form af billet eller lignende.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremsendt dokumentation, som viser, at han er indrejst i Danmark i marts 2020, eller dokumentation for, at han har opholdt sig i udlandet inden hans påståede indrejse i Danmark i marts 2020 i form af eksempelvis kvitteringer for køb i andre lande eller lignende, på trods af SIRI’s anmodninger herom af medio august 2020, primo september 2020 og primo september 2020.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ifølge stemplerne i sit pas senest er indrejst i Danmark primo december 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er afgivet divergerende oplysninger i forhold til ansøgerens indrejse i Danmark, idet det af ansøgningsskemaet fremgår, at han senest indrejste her i landet medio marts 2020, men at det senere under sagens behandling er oplyst, at ansøgeren er indrejst i Danmark lige før nedlukningen af landet. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at statsministeren på pressemødet den 11. marts 2020 oplyste, at store dele af Danmark blev lukket ned på grund af COVID-19 situationen, og at Danmark den 14. marts 2020 lukkede landets grænser midlertidigt for udlændinge uden anerkendelsesværdigt formål.

    Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren ville have fornyet sin polske opholdstilladelse, hvis han havde forventet, at hans ansøgning om opholdstilladelse i Danmark blev afvist, og at han aldrig ville have søgt om opholdstilladelse i Danmark, såfremt han havde en formodning om, at SIRI ville anmode om dokumentation for en indrejse, som ikke er blevet stemplet i passet, og at såfremt han havde vidst, at indrejsen skulle dokumenteres, havde han gemt kvitteringer fra rejsen.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en udlændings eget ansvar at kende og overholde reglerne for lovligt ophold i Danmark samt reglerne for indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.

    Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren kan dokumentere sin indrejse ved indgivelse af ansøgning umiddelbart efter indrejsen til Danmark, og at det under hans omstændigheder er yderst uproportionelt og urimeligt at anmode om andre former for dokumentation, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ikke i sig selv kan anses for at være dokumentation for lovligt ophold her i landet.

    Udlændingenævnet finder, at der i øvrigt ikke er oplyst om sådanne omstændigheder, herunder oplysninger om, at en afvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, der kan begrunde en dispensation fra betingelsen om lovligt ophold, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2022 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 12-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en egyptisk statsborger, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende voksne datter.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Referencen, der tidligere var statsløs palæstinenser, indrejste i Danmark i 1994 i en alder af 20 år med henblik på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle og fik i 2002 dansk indfødsret. Ansøgeren, der er født i september 1953 og statsborger i Egypten, indrejste i oktober 2019 i Danmark fra Libanon, hvor hun havde boet med sin nu afdøde ægtefælle og parrets 4 fællesbørn siden 1980, og indgav i november 2019 ansøgning om familiesammenføring med referencen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren forinden havde besøgt referencen i Danmark mere end 16 gange, at referencen havde forsørget ansøgeren med kost og logi under besøgsopholdene, at ansøgeren ikke længere kunne få forlænget sin opholdstilladelse i Libanon, og at hun ved en tilbagevenden til Egypten frygtede for sit liv. I august 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”Vi har vurderet, at der ikke er ganske særlige grunde, som taler for at give dig opholdstilladelse efter bestemmelsen.

    Vi bemærker, at artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK) omhandler retten for enhver til respekt for privatliv, familieliv, hjem og korrespondance.

    Begrebet familieliv omfatter ifølge teori og praksis ægtefæller og deres mindreårige børn. En konventionsstat vil derfor kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer udenfor kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover selve slægtskabet, være forpligtet til at tillade familiesammenføring.

    Ved afgørelsen har vi lagt vægt på, at du ikke hidtil har været en del af [referencens] husstand.

    Vi har i den forbindelse tillagt det vægt, at [referencen] har boet i Danmark siden 1994, og at [referencen] har oplyst, at du aldrig har boet hos hende, bortset fra når du har været på besøg i Danmark.

    Vi kan herefter ikke lægge til grund, at der foreligger en helt særlig tilknytning mellem dig og [referencen], der ligger ud over, hvad der følger af selve slægtskabet.

    Det forhold, at du har besøgt [referencen] adskillige gange i Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering.

    Vi bemærker, at I må henvises til muligheden for at udøve personlig kontakt gennem besøgsophold som hidtil.

    Det forhold, at du ikke har familie i Libanon, og at du ikke har kontakt til din familie i Egypten, bortset fra din søster, som du har mødtes med i skjul få gange, kan ikke føre til en ændret vurdering, da det manglende familienetværk ikke i selv kan begrunde en opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at du efter det oplyste ikke kan få forlænget din opholdstilladelse i Libanon, og at du frygter for dit liv ved en tilbagevenden til dit hjemland, Egypten, da din familie har forsøgt at forfølge dig og truet med at slå dig ihjel, siden du valgte at blive gift med din nu afdøde ægtefælle og flygte til Libanon.

    Vi har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke kan føre til, at du meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen.

    Vi bemærker, at vi må henvise dig til at søge beskyttelse hos dit hjemlands myndigheder, såfremt du føler dig truet af din familie.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] august 2020 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    [Ansøgeren] kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

    Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at Udlændingestyrelsens fortolkning af begrebet familieliv i EMRK artikel 8 er ukorrekt, og at styrelsens vurdering af, at [ansøgeren] ikke er beskyttet af bestemmelsen, fordi hun ikke har boet sammen med sine herboende børn, som følge heraf også er ukorrekt, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet vurderer, at relationen mellem [ansøgeren] og [referencen] ikke er et beskyttelsesværdigt familieliv, som er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Afslaget på opholdstilladelse til [ansøgeren] er derfor ikke i strid med hensynet til familiens enhed, og Danmark er ikke forpligtet til at tillade familiesammenføring.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, og at det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at EMRK artikel 8 primært vedrører den traditionelle europæiske kernefamilie – det vil sige far, mor og mindreårige børn. Kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forældre, vil et land være forpligtet til at tillade familiesammenføring.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at landene i Mellemøsten og Nordafrika ikke er såkaldte ”velfærdsstater”, og at det i disse lande er almindeligt, at opgaven med at drage omsorg for og tage sig af ældre medborgere tilfalder deres børn. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ligesom disse forhold i sig selv ikke kan bevirke, at relationen mellem en forælder og dennes voksne barn må anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, som er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

    Heller ikke det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] ikke har mulighed for at tage tilbage til sit hjemland, Egypten, at hun ved en tilbagevenden frygter for sit liv, og at sagens asylretlige karakter bør inddrages i helhedsvurderingen, finder Udlændingenævnet kan føre til et andet resultat.

    Udlændingenævnet henviser herved til, at eventuelle oplysninger af asylretlig karakter ikke kan føre til, at der gives ret til familiesammenføring. Udlændingenævnet henviser i tillæg hertil til, at ansøgerens ansøgning om asyl i Danmark ses at være under behandling i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet – danskprøve – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 09-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, da denne ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren indrejste i Danmark i december 2020 og søgte ultimo februar 2021 om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, referencen. Parret, som begge er tyrkiske statsborgere, havde indgået ægteskab i Danmark i marts 2017 og havde tidligere fået afslag på familiesammenføring. I ansøgningen fra februar 2021 oplyste referencen, at han havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. I juni 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde dokumenteret, at han havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at stand still-klausulerne i tillægsprotokollen til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet af 23. november 1970 og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 ikke var til hinder for at stille danskprøvekravet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til sin ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8 (integrationskravet), at den herboende ægtefælle har bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

    Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen har bestået Prøve i Dansk 3 eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det i ansøgningsskemaet, modtaget i Udlændingestyrelsen ultimo februar 2021, er oplyst, at referencen har bestået Prøve i Dansk 3 eller anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ikke har dokumenteret, at han har bestået Prøve i Dansk 3 eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at det ikke ved det til sagen fremlagte bevis for bestået Prøve i Dansk 2 fra juni 2018 er dokumenteret, at referencen har bestået en prøve i dansk, som kan sidestilles med eller træde i stedet for Prøve i Dansk 3.

    Der henvises i den forbindelse til, at Prøve i Dansk 2 ligger på et lavere niveau end Prøve i Dansk 3, jf. cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation, bilag 3a og 3b (tidligere cirkulæreskrivelse nr. 10873 af 13. oktober 2015).

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at det i ansøgningen om ægte-fællesammenføring tillige er oplyst, at referencen ikke har gået i folkeskole eller anden grundskole eller taget uddannelse i Danmark, hvorfor det må antages, at han ikke bestået en prøve i faget dansk på niveau med Prøve i Dansk 3 eller højere i forbindelse med et uddannelsesforløb her i landet.

    Udlændingenævnet har endvidere vurderet, at der ikke er oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der bevirker, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på trods af, at hendes ægtefælle ikke opfylder den obligatoriske betingelse om en bestået danskprøve i udlændingelovens § 9, stk. 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige eller helbredsmæssige forhold, der betyder, at parret ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgeren og hendes ægtefælle mødte hinanden, hvor de begge er statsborgere og taler sproget, og hvor de har boet størstedelen af deres respektive liv, for dér at udleve familielivet, jf. Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at familielivet mellem ansøgeren og hendes ægtefælle er etableret på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret ikke kan antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har ikke ved denne afgørelse taget stilling til, hvorvidt ansøgeren og referencen opfylder de øvrige integrationsbetingelser i udlændingelovens § 9, stk. 8, da den obligatoriske betingelse om en bestået danskprøve på niveau med Prøve i Dansk 3 ikke ses opfyldt, og da der ikke er grundlag for at fravige betingelsen.

    Derfor har ansøgeren ikke ret til ophold efter EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark efter EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det følger af artikel 7, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, at familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager skal have haft lovlig bopæl her i landet i mindst 3 år for at kunne påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne bestemmelse.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen herefter lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft opholdstilladelse her i landet, hvorfor hun ikke har opnået rettigheder efter artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Associeringsaftalekomplekset efter EU-Domstolens retspraksis ikke i sig selv giver familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en ret til familiesammenføring. Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 8, i forbindelse med bestemmelsens vedtagelse, er vurderet til at være i overensstemmelse med stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, jf. retsregelafsnittet ovenfor.

    Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at der er hjemmel til at stille betingelserne indeholdt i udlændingelovens § 9, stk. 8, over for familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere, og at danskprøvekravet således er i overensstemmelse med artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.

    Det anførte om, at referencen har et selvstændigt opholdsgrundlag efter artikel 6, stk. 1, pind 3 i Associeringsrådets afgørelse 1/80, idet han har haft lovligt arbejde i Danmark i mere end 4 år, at han er værnet af stand still-klausulerne i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, og at bestemmelsen forbyder enhver ny lovgivningsmæssig restriktion, herunder hindringer for ægtefællesammenføring, kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 07-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Somalia, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i november 2014 første gang om familiesammenføring med referencen. Referencen var somalisk statsborger, og han havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen, at de var blevet gift i Yemen i november 2012. Som dokumentation herfor fremlagde de en vielsesattest fra en lokal distriktsdomstol i Somalia, der var udstedt i november 2012, hvoraf det fremgik, at parret var blevet gift i Yemen i november 2012. Parret havde aldrig boet sammen. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2015 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab og ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede dette afslag i juli 2016. I april 2018 søgte ansøgeren søgte på ny om familiesammenføring med referencen på baggrund af ægteskabet indgået i Yemen i november 2012. I juni 2018 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på opholdstilladelse til ansøgeren med samme begrundelse som tidligere. Dette afslag blev ikke påklaget til Udlændingenævnet. I november 2018 søgte ansøgeren igen om familiesammenføring med referencen. Vedlagt ansøgning var en kopi af en vielsesattest fra Djibouti, hvoraf det fremgik, at parret indgik ægteskab i Djibouti i oktober 2018. I marts 2019 fik parret et fællesbarn. I april 2020 meddelte Udlændingestyrelsen igen ansøgeren afslag på familiesammenføring til referencen, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun var indrejst i Djibouti på tidspunktet for vielsen, og da parret endvidere ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede også, at der ikke var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, selvom parrets ægteskab ikke kunne anerkendes. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig fællesbarnet opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Udlændingestyrelsens afgørelse blev påklaget til Udlændingenævnet, som stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, med samme begrundelse som Udlændingestyrelsen. Nedenfor er alene Udlændingenævnets afgørelse vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gengivet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra april 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herefter ved omgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens sagsfremstilling i afgørelsen fra april 2020, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 3 gange, henholdsvis i november 2014, i april 2018 og i november 2018.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen under familiesammenføringssagerne har fremlagt dokumentation for, at parret i november 2012 skulle være blevet gift i Yemen, og at parret i oktober 2018 skulle være blevet gift i Djibouti. Udlændingestyrelsen har tidligere vurderet, at ægteskabet indgået i Yemen ikke kan anerkendes efter dansk ret, og Udlændingenævnet vurderer nedenfor, at ægteskabet indgået i Djibouti heller ikke kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet finder dog, at ansøgeren og referencen med vielserne, uanset at disse ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være ægtefæller, ligesom det også af klagen fremgår, at parret betragter sig selv som værende gift.

    Udlændingenævnet har også tillagt det vægt, at ansøgeren og referencen har fået et fællesbarn i marts 2019, og at parret derigennem ligeledes har udtrykt en forpligtelse over for hinanden. Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for parrets fællesbarn, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til fællesbarnet i april 2019, hvilket barnet blev meddelt i april 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren og deres fællesbarn økonomisk, og at referencen har besøgt ansøgeren 4 gange før fællesbarnets fødsel og ansøgeren og fællesbarnet 6 gange derefter.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem referencen og ansøgeren er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette."

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

UDLN.dk bruger cookies til statistik og optimering af indhold. Klik OK eller gå videre på UDLN for at acceptere cookies. læs mere om cookies.