Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 33 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

Dato: 07-12-2022

Udlændingenævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende partner.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren søgte i januar 2016 sammen med sine 2 mindreårige børn, der er født i henholdsvis maj 2005 og januar 2010, om familiesammenføring med en herboende eritreisk statsborger (referencen). Referencen var ifølge ansøgningen ansøgerens ægtefælle og børnenes far. Referencen var flygtet fra Eritrea i oktober 2009, og havde herefter opholdt sig hovedsageligt i Sudan, inden han i oktober 2014 indrejste i Danmark, og søgte asyl. I juli 2015 fik han opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Det fremgik at parrets vielsesattest, der var udstedt af den eritreisk ortodokse kirke, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2003, og det var i ansøgningen oplyst, at parret sidst havde set hinanden i juli/august 2009. Referencen havde ikke delagtiggjort ansøgeren i sine planer om at flygte fra Eritrea i 2009, og parret havde ikke haft kontakt med hinanden i perioden fra referencens flugt fra Eritrea og indtil han kom til Danmark i oktober 2014. I januar 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen, da deres ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da de ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Endvidere meddelte styrelsen afslag til ansøgeren, fordi der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til alligevel at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Styrelsen lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at ansøgeren og børnene ikke havde medvirket til en DNA-undersøgelse, at slægtskabet mellem ansøgeren og børnene derfor ikke var godtgjort, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at der bestod en familieenhed og dermed et beskyttelsesværdigt familieliv. Som følge af den manglende DNA-undersøgelse gav styrelsen samtidig også børnene afslag på familiesammenføring. Udlændingestyrelsens afgørelser blev påklaget til Udlændingenævnet, og under klagesagen blev det oplyst, at ansøgeren og børnene havde mulighed for at medvirke til DNA-undersøgelsen. I februar 2019 stadfæstede Udlændingenævnet styrelsens afslag til ansøgeren vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet parrets ægteskab ikke var registreret hos myndighederne i hjemlandet, og ægtheden af vielsesattesten derfor ikke kunne fastslås. Endvidere fandt Udlændingenævnet, at parret ikke havde dokumenteret, at de havde haft et fast og længerevarende samliv i hjemlandet. Udlændingenævnet hjemviste dog den del af ansøgerens afgørelse, som vedrørte vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, samt børnenes sager med henblik på, at ansøgeren og børnene fik foretaget en DNA-undersøgelse for at fastslå slægtskabet mellem dem. I juli 2019 bekræftede DNA-undersøgelsen, at de 2 børn var fællesbørn af ansøgeren og referencen. I september 2019 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, idet styrelsen vurderede, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, da parrets tidligere familieliv måtte anses for afbrudt bl.a. på grund af parrets manglende kontakt i perioden fra 2009-2014. Styrelsen meddelte samtidig de 2 fællesbørn opholdstilladelse i Danmark under henvisning til referencen. Fællesbørnene indrejste i december 2019 i Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2019.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen vurderede, at referencen og ansøgeren ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren og referencen har 2 fællesbørn, født i maj 2005 og i januar 2010, ikke kunne føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har faet et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden, samt EMD’s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD's praksis, at der mellem referencen og ansøgeren er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at referencen og ansøgeren har fremlagt dokumentation for, at de i januar 2003 skulle være blevet gift i Eritrea. Udlændingenævnet har i afgørelsen fra februar 2019 vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen og ansøgeren har 2 fællesbørn, at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for børnene, idet referencen også har søgt om opholdstilladelse til børnene, at børnene efterfølgende blev meddelt opholdstilladelse og nu bor hos referencen i Danmark, og at det følger af EMD's praksis, at ”…barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt", jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

Udlændingenævnet vurderer endvidere, at familielivet ikke kan anses for afbrudt, da referencen og ansøgeren efter referencens indrejse i Danmark har haft løbende kontakt med hinanden i det omfang, det har været muligt som følge af omstændighederne, og at de efterfølgende har givet udtryk for — via ansøgningen om familiesammenføring og ved at klage til Udlændingenævnet 2 gange — at de fortsat ønsker at leve sammen som et par og dermed videreføre deres tidligere etablerede familieliv.

Endelig har Udlændingenævnet lagt vægt på, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren økonomisk.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”
Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

Dato: 07-12-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren søgte i oktober 2017 om familiesammenføring med en herboende eritreisk statsborger (referencen) under henvisning til, at parret i januar 2010 var blevet gift i Eritrea. Parrets 2 mindreårige fællesbørn, født i henholdsvis 2012 og 2014, søgte samtidig om familiesammenføring med referencen, som var børnenes far. Referencen var flygtet fra Eritrea i november 2010, og han havde herefter opholdt sig i Etiopien frem til december 2014. I juli 2015 indrejste han i Danmark, hvor han søgte asyl. Under asylsagen oplyste han, at han var forlovet med en kvinde, som ikke var ansøgeren, at han havde 2 børn i hjemlandet med ansøgeren, at han og ansøgeren aldrig havde været gift, samt at han boede sammen med sine forældre og søskende i Eritrea forud for udrejsen i november 2010. I december 2015 fik referencen opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I juli 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab og heller ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, samt at der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig de 2 fællesbørn opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med referencen.

Udlændingenævnets afgørelse:

"Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2019. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1

Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, som kan anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet her herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om deres relation og om deres vielsesdato.

Referencen har således til sin oplysnings- og motivsamtale i september 2015 oplyst, at han og ansøgeren aldrig har været gift.

Det fremgår imidlertid af ansøgningen fra oktober 2017, at parret blev gift medio januar 2010, hvilket understøttes af det til sagen fremlagte ”Marriage certificate” udstedt af Eritrean Orthodox Tewahdo Church.

Ansøgeren har under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyst, at parret blev gift ultimo januar 2010, og at parret ikke har fået registreret ægteskabet i Eritrea.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at vielser i Eritrea ifølge udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger skal registreres ved det regionale folkeregisterkontor i Eritrea, og at det fremlagte Marriage certificate, dateret medio januar 2010, udstedt af Eritrean Orthodox Church, ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for ægteskabets gyldighed, da attesten ikke ses registreret ved den rette civile myndighed. Ægtheden af vielsesattesten kan derfor ikke fastslås.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at usikkerheden om vielsesdatoen sandsynligvis skyldes problemer med at tyde datoen på vielsesattesten.

Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregelafsnit, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

På den baggrund finder Udlændingenævnet, at oplysningerne om ægteskabet ikke kan lægges til grund, og der henvises i øvrigt til parrets divergerende oplysninger i sagen.

Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om deres samliv.

Om samlivet har referencen således under oplysnings- og motivsamtale i september 2015 oplyst, at han flyttede sammen med sin kæreste i marts 2010, at hun flyttede ind hos ham, at de boede sammen i 2 måneder, hvorefter kæresten flyttede tilbage til sin egen familie, og at han boede med sine forældre og søskende i Eritrea frem til sin udrejse i november 2010. Referencen har således ikke til samtalen oplyst, at han har boet sammen med ansøgeren.

Det fremgår imidlertid af ansøgningen fra oktober 2017, at ansøgeren og referencen boede sammen fra de blev gift og frem til november 2010.

I svar på Udlændingestyrelsens partshøring fra januar 2018 oplyste referencen, at parret boede sammen fra januar 2010 i et værelse i sin fars hus.

Ansøgeren oplyste under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 først, at parret boede sammen i perioden fra januar 2010 til oktober 2014 i eget hus, og senere under interviewet, at hun havde boet med sin familie efter parret var blevet gift, at hun og referencen ikke boede sammen indtil efter, at hun havde født deres ældste barn, og at parret havde boet sammen tæt på referencens forældre i 2 år.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst divergerende om, hvornår de senest så hinanden, forud for referencens seneste udrejse fra Eritrea.

Referencen oplyste således under oplysnings- og motivsamtale i september 2015, at han udrejste af Eritrea i november 2010.

Det fremgår af ansøgningen fra oktober 2017, at parret sidst så hinanden i oktober 2013.

Ansøgeren har under interview på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyst, at parret sidst så hinanden i juli 2015, hvorefter hun oplyste, at referencen ikke havde set deres yngste barn, og at parret derfor muligvis sidst havde set hinanden i 2013 eller 2014.

Det forhold, at det til klagen er oplyst, at referencens flugthistorie med ophold i flygtningelejre i Etiopien siden november 2010 og hemmelige besøg hos ansøgeren har gjort det svært at tids- og stedfæste begivenhederne, kan efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at der er oplyst divergerende omkring, hvornår parret har boet sammen, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at parret har boet sammen på fælles bopæl i Eritrea. Udlændingenævnet finder på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at parret har boet sammen i Eritrea.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. ´

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren og referencen har etableret et familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, som kan anerkendes efter dansk ret, og at parret heller ikke har etableret et fast og længerevarende samliv. Der henvises i det hele til begrundelsen ovenfor.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har 2 fællesbørn, født i oktober 2012 og i maj 2014, som bor sammen med ansøgeren i Etiopien, og at begge børn er meddelt opholdstilladelse i Danmark i juli 2019 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at børnene aldrig har været en del af et etableret familieliv mellem ansøgeren og referencen.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at uanset om det må lægges til grund, at ansøgeren og referencen inden referencens udrejse af Eritrea havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, vurderer Udlændingenævnet, at et eventuelt familieliv må anses for afbrudt, da referencen udrejste af Eritrea i oktober 2013.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen i september 2015 under oplysnings- og motivsamtale oplyste, at han var forlovet med en anden end ansøgeren, og at han havde været kærester med ansøgeren, men at de aldrig var blevet gift, samt at det af referencens asylansøgningsskema fra juli 2015 ligeledes fremgår, at en anden end ansøgeren er hans forlovede.

Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at referencen til sagen har oplyst, at han var kærester med en anden fra 2013 til oktober 2015.

Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren under interviewet på Den Danske Ambassade i Etiopien i maj 2019 oplyste, at ansøgeren og referencen ikke havde kontakt med hinanden, da han forlod Eritrea i 2013, da de havde en konflikt med hinanden, fordi referencen havde en anden kæreste, at ansøgeren og referencen genoptog kontakten i 2015, da han kom til Danmark igen, og at der gik mere end et år fra referencen havde fået opholdstilladelse i Danmark, indtil ansøgeren søgte om familiesammenføring med ham, fordi ansøgeren var sur på referencen som følge af deres konflikt og referencens utroskab.

Det kan på den baggrund ikke føre til en anden vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at begge parter erkender, at referencen har haft en anden kæreste i perioden fra 2013 til oktober 2015, men at ansøgeren og referencen fra oktober 2015 har genoprettet forholdet, samt at der er tale om et langvarigt og beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og referencen, der sammen har 2 fællesbørn,

Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det en vis betydning, at parret har forklaret divergerende om væsentlige forhold i deres indbyrdes relation.

Udlændingenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at referencen efter det oplyste ikke har besøgt ansøgeren og børnene siden sin indrejse i Danmark i 2015.

Det forhold, at referencen efter det oplyste har forsørget ansøgeren og børnene økonomisk i Etiopien, kan ikke føre til, at familielivet af den grund må anses for genoptaget. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forældre har en pligt til at forsørge deres mindreårige børn. Udlændingenævnet bemærker, at der ikke er fremlagt dokumentation for forsørgelsen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at ansøgeren og referencen har et eksisterende familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8.

Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at det strider mod Børnekonventionens artikel 9 og UNHCR's retningslinjer no. 88 at give børnene opholdstilladelse i Danmark uden ansøgeren.

Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at ansøgeren ikke som følge af hensynet til barnets tarv og Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, FN’s Børnekonvention artikel 3 eller FN's Flygtningehøjkommissariats (UNCHR) eksekutivkomites konklusion nr. 88, kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne et ansvar for at beskytte et eksisterende familieliv. Udlændingenævnet finder endvidere, at hverken FN’s Børnekonvention eller UNCHR’s eksekutivkomites konklusion nr. 88 giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er søgt og meddelt opholdstilladelse til parrets fællesbørn, og at det herefter er ansøgeren og referencens eget valg, hvorvidt børnene skal bo med referencen i Danmark eller med ansøgeren i Etiopien. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at børnene i CPR ikke ses at være indrejst i Danmark på nuværende tidspunkt.

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen, at Udlændingenævnet i nærværende afgørelse har vurderet, at der ikke foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og referencen, og at det herefter ligger uden for rammerne af det ansøgte at vurdere, hvorvidt der mellem børnene og ansøgeren foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, og som ville kunne danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark, såfremt børnene var bosiddende i Danmark.

Udlændingenævnet bemærker, at det af sagen fremgår, at referencen ikke har mødt det ene barn, at han alene har boet sammen med det andet barn i korte perioder, og at begge børn opholder sig sammen med ansøgeren i Etiopien.

Udlændingenævnet vurderer derfor, at børnenes forhold ikke kan føre til, at det vil anses for at være i strid med EMRK artikel 8 at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen er meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Eritrea. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har vurderet, at ansøgeren og referencens forhold ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8, ligesom eventuelle oplysninger af asylretlig karakter ikke kan føre til, at der gives ret til familiesammenføring.

Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgeren og referencens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.

På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse."
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2022 – Visum – hensigt om at forlade Schengenlandene – ægtefæller skal rejse hver for sig

Dato: 01-12-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Iran, der var blevet meddelt Schengenvisum til Danmark på betingelse af, at han og ægtefællen, der ligeledes var blevet meddelt Schengenvisum, rejste hver for sig til Danmark.

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren havde sammen med sin ægtefælle ansøgt om et Schengenvisum med henblik på at besøge deres herboende datter. Begge ægtefæller blev af Udlændingestyrelsen meddelt Schengenvisum for 89 dage, men med den betingelse, at de rejste hver for sig til Danmark, således at den ene ægtefælle rejste først, og den anden først rejste, når den første ægtefælle var vendt hjem igen.

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2021, hvorved ansøgeren og hans ægtefælle blev meddelt Schengenvisum til Danmark, betinget af, at parret rejser hver for sig til Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse er truffet i henhold til visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, samt bilag 2, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om parrets hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum, hvis de rejser sammen her til landet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle begge er statsborgere i Iran og dermed fra et land, hvis statsborgere i stor udstrækning søger videregående ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2.
Udlændingenævnet finder, at der er en høj grad af risiko for, at ansøgeren og hans ægtefælle vil benytte et meddelt visum til uden lovligt grundlag at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande, hvis de rejser samtidigt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle er iranske statsborgere, at ingen af dem er i beskæftigelse i deres hjemland, og at to af parrets i alt tre børn bor uden for hjemlandet, Iran, i henholdsvis Danmark og USA.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at udlændingemyndighederne af hensyn til immigrationsrisikoen – eksempelvis hvor der ikke er nogen børn i hjemlandet, og hvor ægtefællerne udgør hinandens tilknytning til hjemlandet – betinge et visum af, at den ene ægtefælle forbliver i hjemlandet. Denne mulighed kan anvendes i tilfælde, hvor alternativet ville være at meddele jer begge afslag på visum. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at de fleste af ansøgerens og hans ægtefælles børn ikke længere bor i Iran, og at parret derfor udgør hinandens væsentligste tilknytning til Iran.
Det forhold, at ansøgeren har haft visum til Belgien i 2010, kan ikke føre til et andet resultat, idet det ligger langt tilbage i tid.
Udlændingenævnet finder i øvrigt, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel kan meddeles Schengenvisum til Danmark, uden at der stilles betingelse om, at parret rejser hver for sig, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kan begrunde dette.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at helt ekstraordinære omstændigheder bl.a. ses at foreligge i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse, jf. afsnittet retsregler.
Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv

Dato: 22-11-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2022 – EU – sekundær bevægelighed – Konsolideret familieliv

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren, der var den danske statsborgers ægtefælles særbarn, indgav i november 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Den danske statsborger havde udøvet sin ret til fri bevægelighed i Spanien sammen med sin ægtefælle, som var ansøgerens mor. I 2020 blev ægtefællen meddelt opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i forbindelse med parrets tilbagevenden til Danmark. Ansøgeren havde ikke opholdt sig i Spanien med den danske statsborger, men indgav først sin ansøgning efter, at den danske statsborger var vendt tilbage til Danmark. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen var, at ansøgerens mor fødte parrets fælles barn kort tid efter, at de vendte retur til Danmark, at det var en hård fødsel, samt at COVID-19 pandemien herefter indtrådte.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra februar 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til op-hold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Udlændingenævnet har indledningsvist – og på baggrund af SIRI's tidligere afgørelse fra april 2020 vedrørende ansøgerens mor – lagt til grund, at den danske statsborger i perioden fra februar 2019 til september 2019 havde etableret et reelt og faktisk ophold i Spanien.

Udlændingenævnet har også lagt til grund, at ansøgeren er at anse som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, idet hun er datter til den danske statsborgers ægtefælle.

Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren og den danske statsborger ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan aflede en opholdsret efter EU-retten her i landet ved den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den danske statsborger vendte tilbage til Danmark i september 2019, og at det fremgår af ansøgerens ansøgning indgivet til SIRI, at hun indrejste i Danmark i september 2021, således ca. 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det i forbindelse med ansøgerens ansøgning blev oplyst, at ansøgeren og den danske statsborger aldrig havde opholdt sig sammen i Spanien.

Ansøgerens advokat har til støtte for klagen anført, at der ikke blev ansøgt om opholdsret for ansøgeren på et tidligere tidspunkt grundet den danske statsborgers ægtefælles graviditet og fødsel samt COVID-19 pandemien. Ansøgerens advokat har også anført, at en myndighed ifølge officialprincippet er forpligtet til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til sagen.

Dette kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at EU-retten er konstaterende, hvorfor det afgørende i vurderingen af, om ansøgeren kan meddeles ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er, om hun på tidspunktet, hvor den danske statsborger udøvede sin ret til fri bevægelighed i Spanien, opholdt sig sammen med ham i Spanien og dér konsoliderede et familieliv, hvilket efter egne oplysninger ikke var tilfældet.

Da ansøgeren ikke på noget tidspunkt har opholdt sig sammen med den danske statsborger i Spanien, kan hun ikke anses for at have opbygget eller konsolideret et familieliv i Spanien.

Ansøgerens advokats oplysninger om ansøgerens personlige forhold her i landet, hertil om bl.a. hendes skoleforhold, samlivsforhold m.v., samt at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Filippinerne, da der ikke er nogle, der er i stand til at tage sig af hende, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om efterfølgende forhold, som taler for, at familielivet først er indledt efter, at ansøgeren indrejste her i landet 2 år efter den danske statsborgers tilbagevenden, samt at disse oplysninger ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for en afledt ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 er opfyldt. Hertil bemærker Udlændingenævnet i øvrigt, at der ikke er dokumentation for, at ansøgeren ikke har noget familie i Filippinerne, der kan tage sig af hende.

Da den danske statsborger boede i Danmark på tidspunktet for ansøgerens indrejse her i landet, er der tale om et rent internt forhold, hvorfor familiesammenføring skal vurderes efter nationale regler.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2

Dato: 22-11-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2

Udlændingenævnet omgjorde i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til statsløs palæstinenser, som var født i Libanon.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i oktober 2019 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren er diagnosticeret med paranoid skizofreni, angst og PTSD. Udlændingestyrelsen gav i maj 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2020.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke har bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på omfanget og karakteren af ansøgerens helbredsmæssige forhold, herunder at ansøgeren er diagnosticeret med paranoid skizofreni, angst og PTSD, at ansøgeren er tilkendt førtidspension, samt at det fremgår af den til sagen fremlagte lægeerklæring fra april 2020 fra en praktiserende læge, at ansøgeren vurderes ikke at kunne bestå en eksamen/prøve eller test, at ansøgeren ikke kan sidde sammen med andre i en prøve/eksamenssituation, at ansøgeren er forsøgt behandlet med forskellige typer medicin, og at det vurderes, at der ikke findes yderligere udredning eller behandlingsmuligheder.

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i august 2022 har fremsendt en prøvekontrol fra et sprogcenter, hvoraf det fremgår, at ansøgeren har forsøgt at bestå Prøve i Dansk 2 i november 2021, og at ansøgeren har fået karakteren -3 i henholdsvis læseforståelse og skiftlig fremstilling.

Udlændingenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at betingelsen om, at ansøgeren skal bestå Prøve i Dansk 2 ikke bør kræves opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 18.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke vurderet dette.”
Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2022 – Erhverv – Working Holiday

Dato: 22-11-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2022 – Erhverv – Working Holiday

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen til en statsborger fra Argentina.

Sagens faktiske omstændigheder:
I november 2018 fik ansøgeren opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen mellem Danmark og Argentina, gældende fra februar 2019 til februar 2020. Ansøgeren indrejste i Danmark i maj 2019 fra Argentina. Ansøgeren indgav i januar 2020 en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). SIRI forlængede i februar 2020 ansøgerens opholdstilladelse til maj 2020. Ansøgeren indgav herefter i april 2020 en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse til SIRI. Ansøgeren oplyste i ansøgningen, at han ikke kunne rejse til Argentina, fordi lufthavne i Argentina var lukkede for indenrigsflyvninger indtil september 2020 og for internationale flyvninger indtil december 2020. SIRI meddelte i maj 2020 afslag på ansøgningen, da styrelsen vurderede, at ansøgeren allerede har haft et års Working Holiday ophold i Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:
Ansøgerens opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen mellem Danmark og Argentina kan ikke forlænges, jf. udlændingelovens § 9 l, stk. 1, jf. § 45.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at ansøgeren allerede har haft opholdstilladelse i Danmark efter Working Holiday-ordningen i 1 år i perioden fra maj 2019 til maj 2020, idet det fremgår af oplysninger fra CPR-registeret og hans nationalitetspas, at ansøgeren indrejste i Danmark i maj 2019 fra Argentina.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at det i ansøgningen er anført, at ansøgeren ønsker at søge om forlængelse af sin opholdstilladelse frem til august 2020, idet den argentinske regering lukkede grænserne for internationale flyvninger på grund af pandemisituationen, at ansøgeren er strandet i Danmark uden mulighed for at købe en flybillet til hans hjemland, og at forlængelsen af hans opholdstilladelse vil betyde, at ansøgeren lovligt kan blive i Danmark, indtil situationen ordner sig, så han kan købe en flybillet til Argentina.
Udlændingenævnet vurderer uanset de vanskeligere hjemrejsemuligheder, at ansøgerens opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen ikke kan forlænges ud over 1 års ophold.
Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at han ikke kan rejse til Argentina, fordi lufthavne i Argentina er lukkede for indenrigsflyvninger indtil september 2020 og for internationale flyvninger indtil december 2020, samt at han ikke kan betale husleje og mad uden at arbejde, mens han venter på en sikker rejse tilbage til Argentina, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser til, at det fremgår af https://nyidanmark.dk/da/Du-vil-ans%C3%B8ge/Working-Holiday/Working-Holiday-Argentina-contact-form-closed?anchor=canyouapply, at en opholdstilladelse meddelt efter Working Holiday-aftalen kun kan meddeles i op til 1 år, beregnet fra indrejsedatoen, uden mulighed for yderligere forlængelse, ligesom det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse på engelsk af november 2018, at en opholdstilladelse kan meddeles efter Working Holiday-aftalen af en varighed op til 12 måneder. Uanset, at SIRI ikke i sin afgørelse af februar 2020 om forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse vejledte ansøgeren om, at opholdstilladelsen ikke kan forlænges yderligere, finder Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kan have haft en berettiget forventning om, at opholdstilladelsen kunne forlænges ud over maj 2020.
Udlændingenævnet finder således, at det må have stået klart for ansøgeren, at hans opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen mellem Danmark og Argentina ikke kunne forlænges ud over maj 2020, hvor ansøgeren havde haft et samlet ophold i 1 år efter Working Holiday-ordningen.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent

Dato: 21-11-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, da ansøgning var indgivet efter fristens udløb den 31. december 2021.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren fik i juni 2020 udstedt et registreringsbevis som arbejdstager her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den 4. januar 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om at få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsens regler. Årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen skyldtes, at ansøgeren havde været sygemeldt med stress og havde været bortrejst fra Danmark i 2 måneder pga. alvorlig sygdom i nærmeste familie.

Udlændingenævnets vurdering:

Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2022. Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at en ansøgning om opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen skal være indgivet til SIRI senest den 31. december 2021, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren først indgav sin ansøgning om opholdsdokument til SIRI den 4. januar 2022, hvorfor ansøgerens ansøgning er indgivet for sent.
Udlændingenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder og årsagen til, at ansøgerens ansøgning blev indgivet for sent, at der ikke er rimelige grunde til, at ansøgerens ansøgning alligevel skal behandles, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst om sin fars og sin brors sygdomsforløb, ligesom ansøgeren har oplyst, at hun i de sidste måneder af 2021 tog en pause fra sit arbejde for at passe på sit eget mentale og følelsesmæssige helbred samt sin familie.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne ikke i sig selv vil medføre, at det vil være særligt belastende for ansøgeren, såfremt hun som konsekvens af, at hendes ansøgning ikke vil blive behandlet, vil miste rettighederne efter udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt særlig vægt på ansøgerens personlige forhold og hendes begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at hun først indrejste i Danmark primo juni 2020, at hun alene har opholdt sig her i landet i lidt over 2 år, og at hun har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked. Dertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har nogle familiemæssige forhold her i landet, idet hun har oplyst, at hun er ugift og ikke har nogle børn.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent

Dato: 21-11-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – EU – Brexit – Ansøgning indgivet for sent

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument, da ansøgning var indgivet efter fristens udløb den 31. december 2021.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren havde tidligere haft et studieophold i Danmark fra 2015 til 2016 og havde herefter haft flere kortvarige besøgsophold i landet, bl.a. for at besøge sin danske kæreste, som ansøgeren havde været i forhold med siden 2017. Ansøgeren fik senest i august 2020 udstedt et registreringsbevis som arbejdstager her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den 10. januar 2022 indgav ansøgeren en ansøgning om at få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsens regler. Ansøgeren oplyste til sagen bl.a., at årsagen til den sene indgivelse af ansøgningen skyldtes, at ansøgeren havde været forvirret over ansøgningsprocessen, som ansøgeren fandt særlig restriktiv, og at ansøgeren ikke havde modtaget et informationsbrev herom i sin e-boks.

Udlændingenævnets vurdering:

Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra juni 2022. Ansøgeren kan derfor ikke få udstedt et opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at en ansøgning om opholdsdokument i medfør af Brexit-bekendtgørelsen skal være indgivet til SIRI senest den 31. december 2021, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren først indgav sin ansøgning om opholdsdokument til SIRI den 10. januar 2022, hvorfor ansøgningen er indgivet for sent.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder og årsagen til, at ansøgningen blev indgivet for sent, at der ikke er rimelige grunde til, at ansøgerens ansøgning alligevel skal behandles, jf. Brexit-bekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Oplysningerne anført til støtte for klagen om, at årsagen til den sene indgivelse skyldtes, at ansøgeren ikke modtog nogen meddelelse fra SIRI om, hvad ansøgeren skulle foretage sig som britisk statsborger her i landet, samt at ansøgeren mener, at ansøgeren fik en forkert vejledning af SIRI, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset, at ansøgeren ikke skulle have modtaget meddelelse om sit ophold her i landet som britisk statsborger, så var der i en lang periode forinden fristens udløb øvrige steder at finde den generelle information vedrørende britiske statsborgers ophold i Danmark som konsekvens af Storbritanniens udtræden af EU. Udlændingenævnet henviser herved til bl.a. Udenrigsministeriets hjemmeside og www.nyidanmark.dk, som er Udlændingestyrelsens og SIRI's officielle internetportal om reglerne for indrejse og ophold i Danmark.
Sidstnævnte hjemmeside indeholder bl.a. målrettet information om Brexit til britiske statsborger med ophold i Danmark, ligesom der på hjemmesiden var en kopi af det påmindelsesbrev, som SIRI sendte ud til alle herboende britiske statsborgere og deres familiemedlemmer med ophold her i landet som en del af en målrettet informationskampagne og som en supplerende service ved siden af de øvrige informationsplatforme. SIRI oprettede endvidere en særskilt telefonlinje til spørgsmål om Brexit.
Udlændingenævnet henviser desuden til, at optagelse af biometri er en obligatorisk del af ansøgningsprocessen, og at der således også skal optages biometri, når der er tale om en ansøgning, der er indgivet for sent.
Endvidere kan ansøgerens oplysninger til støtte for klagen om, at ansøgeren mener, at Danmark har en særlig restriktiv tilgang til udtrædelsesaftalens regler end øvrige EU-lande, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at det ved udtrædelsesaftalen er bestemt, at værtslandene kan pålægge britiske statsborgere at ansøge om en ny opholdsstatus, jf. retsregelafsnittet ovenfor, og at det i samme forbindelse er bestemt, at fristen for at indgive ansøgningen ikke må være mindre end 6 måneder fra overgangsperiodens udløb for personer, der har ophold i værtslandet inden overgangsperiodens udløb den 31. december 2020, jf. artikel 18, stk. 1, litra b.
Ligeledes henviser Udlændingenævnet til, at det i Danmark blev besluttet, at britiske statsborgere i Danmark kunne indgive ansøgning i en 12 måneders periode, således fra 1. januar 2021 og frem til 31. december 2021, ligesom det blev besluttet, at myndighederne i hvert enkelt tilfælde skal foretage en rimelighedsvurdering af de anførte grunde for den for sent indgivne ansøgning samt inddrage konsekvenserne for den enkelte af, at der ikke indrømmes en yderligere frist, jf. retsregelafsnittet ovenfor.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens oplysninger angivet i klagen om årsagen til, at ansøgningen blev indgivet for sent, ikke i sig selv vil medføre, at det vil være særligt belastende for ansøgeren, såfremt ansøgeren som konsekvens af, at sin ansøgning ikke vil blive behandlet, vil miste rettighederne efter udtrædelsesaftalen.
Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på ansøgerens personlige forhold og den begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at ansøgeren alene har boet og opholdt sig her i landet i lidt over 2 år og 7 måneder, ligesom ansøgeren samtidig har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Det er indgået i vurderingen, at ansøgeren til støtte for klagen har henvist til, at ansøgeren ud over perioderne, hvor ansøgeren har boet i Danmark, ligeledes har besøgt Danmark ad flere omgange, hvilket ansøgeren ligeledes har fremlagt dokumentation for, ligesom det er indgået, at ansøgeren har henvist til, at ansøgeren har en tæt tilknytning til det danske samfund, hvilket der ligeledes har fremlagt dokumentation for.
Der er herudover også indgået, at ansøgeren har en dansk partner, som ansøgeren har været i et forhold med i 5 år, og at de har planer om at skulle giftes.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at disse forhold ikke i sig selv og særligt henset til den begrænset periode, hvor ansøgeren har udøvet rettigheder i Danmark som hhv. studerende og arbejdstager i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler, kan udgøre tilstrækkelig rimelige grunde til, at ansøgningen alligevel skal behandles.
Endelig finder Udlændingenævnet, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har henvist til, hvilke konsekvenser en eventuel fastsat udrejsefrist vil have for ansøgeren og dennes danske partner. Udlændingenævnet henviser herved til, at ansøgeren i august 2022 har fået en opholds- og arbejdstilladelse i medfør af udlændingelovens regler, hvorfor Udlændingenævnet ved nærværende afgørelse ikke har fastsat en udrejsefrist.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma

Dato: 16-11-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen til en statsborger fra Ukraine.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indrejste i Danmark i januar 2020 og indgav kort efter en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). SIRI meddelte i maj 2020 afslag på ansøgningen, da styrelsen fandt, at det ikke var dokumenteret, at arbejdsgiveren (virksomhed A) havde det fornødne økonomiske grundlag til at ansætte ansøgeren til en årlig bruttoløn på 438.000 kr.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra maj 2020. Ansøgeren får således ikke opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som Global Online Marketing Manager hos virksomhed A, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2 (nugældende § 9 a, stk. 2, nr. 3).

Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder, at der er grundlag for at antage, at den tilbudte ansættelse som Global Online Marketing Manager hos virksomhed A må anses for proforma, idet der er en formodning for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen er at opnå et fortsat og længerevarende ophold i Danmark.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at virksomhed A ikke har det fornødne økonomiske grundlag til at ansætte ansøgeren til en månedlig bruttoløn på 36.500 kr., svarende til 438.000 kr. om året, der danner grundlag for ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CVR-registeret, at virksomhed A blev stiftet i maj 2010, at selskabets formål er at drive kunstgallerivirksomhed samt handel med kunst, og at det fremgår af selskabets årsrapporter for 2018-2021, at selskabet i 2018 havde et underskud på 9.382.445 kr., mens selskabets negative egenkapital var på 30.156.163 kr., i 2019 et underskud på 11.785.478 kr., mens selskabets negative egenkapital var på 41.941.641 kr., i 2020 et underskud på 7.063.094 kr., mens selskabets negative egenkapital var på 53.528.813 kr., og i 2021 et underskud på 10.447.624 kr., mens selskabets negative egenkapital var på 63.976.437 kr., hvilket betyder, at selskabet har mere gæld end værdi, og at regnskabet frem til året 2021 således ikke har vist ændringer i en positiv retning.

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt selskabets betydelige gældsposter, som i 2021 er vokset til 95.111.969 kr., ligesom personaleomkostninger er steget fra 3.168.616 kr. i 2018 til 5.482.358 kr. i 2021.

Udlændingenævnet har også tillagt det vægt, at det fremgår af ledelsesberetninger i årsrapporterne 2018-2021, at kunstmarkedet er meget svingende, og at selskabets fortsatte drift afhænger af, at de aktuelle salgs- og indtjeningsmuligheder både for selskabet og koncernen lykkes som forventet, ligesom den fortsatte drift er afhængig af, at de nuværende kreditfaciliteter kan opretholdes og om nødvendigt kan udvides i tilstrækkeligt omfang.

Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens løn ville udgøre et meget højt beløb for selskabet, der har haft betydeligt underskud i 2018 – 2021.

Det er til støtte for klagen anført, at det skøn, som SIRI’s afslag er bygget på, ikke er korrekt, idet virksomhed A både kan og vil betale den aftalte løn, og der derfor ikke er grundlag for at afslå ansøgningen.

Udlændingenævnet finder, at der ikke er tale om skøn under regel i SIRI’s afgørelse. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI’s afgørelse i maj 2020 er truffet efter en konkret vurdering, hvor SIRI havde inddraget flere relevante forhold, herunder virksomhedens årsrapporter for 2018 og 2019 samt selskabets år-til-dato-saldobalance indtil februar 2020.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at det til støtte for klagen er anført, at virksomhed A har for mere end 700.000.000 kr. kunst under administration, at virksomhed A ikke har haft problemer med at betale lønninger, og at en ekstra lønudgift til ansøgeren på ingen måde er en væsentlig forøgelse af virksomhedens årlige budget.

Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til et andet resultat, idet det ikke ses, at virksomhed A som anmodet om af SIRI indsendte en anonymiseret oversigt over medarbejderne i selskabet med deres stillingsbeskrivelse og månedsløn, for at udlændingemyndighederne kunne foretage en vurdering af, om ansøgeren er blevet tilbudt en løn, som selskabet vil være i stand til at betale.

Det er til støtte for klagen desuden anført, at det er korrekt, at driften i selskabet i de seneste år har været negativ, men at den negative drift kan vendes, såfremt selskabet sælger ud af sit lager af kunst, som vil medføre et positivt driftsresultat, at virksomhed A er et seriøst selskabet med en langsigtet investeringsstrategi, at deres brand er et af de stærkeste i verden i kunstbranchen, og at de arbejder på om 5 år at afholde en auktion med et internationalt auktionshus.

Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til et andet resultat, da der ved behandlingen af ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse må tages udgangspunkt i det pågældende selskabets økonomi og drift på afgørelsestidspunktet, og dermed ikke på baggrund af fremtidige usikre forhold og resultater.

Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at virksomhed A ud fra de seneste årsrapporter vurderes til økonomisk ikke at være i stand til at kunne aflønne ansøgeren med en månedlig bruttoløn på 36.500 kr., svarende til 438.000 kr. om året, og at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen derfor må anses for at være at opnå et længerevarende ophold i Danmark, som han ellers ikke ville kunne opnå.”
Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2022 – Medfølgende familie – Til religiøse forkyndere

Dato: 16-11-2022

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til 3 statsborgere fra Pakistan, som havde ansøgt om opholdstilladelse som medfølgende familie til en religiøs forkynder.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgerne indgav i februar 2020 ansøgning om opholdstilladelse som henholdsvis medfølgende ægtefælle samt medfølgende børn til referencen, som havde opholdstilladelse som religiøs forkynder i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2020 ansøgerne afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie til en religiøs forkynder. Ansøgeren blev meddelt afslag, idet bl.a. hendes og referencens ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da hun var under 18 år vielsestidspunktet. De mindreårige børn blev meddelt afslag, idet der ikke var ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller barnets tarv, som talte for at give dem opholdstilladelse.

Udlændingenævnets afgørelse vedrørende den medfølgende ægtefælle:

”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2020. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til en religiøs forkynder efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for meddelelse af opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret. I Danmark anerkendes et udenlandsk ægteskab, hvis det er indgået i overensstemmelse med reglerne i det land, hvor ægteskabet er indgået. Et ægteskab kan derimod ikke anerkendes, hvis bl.a. en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år.

Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er født i januar 1980, at ansøgeren og referencen indgik ægteskab i juli 1995 ifølge den til ansøgningen vedlagte ”Nikah Nama”, og at ansøgeren således ikke var fyldt 18 år på tidspunktet for ægteskabets indgåelse.

Det forhold, at ansøgeren til sit interview med Den Danske Ambassade i Islamabad, Pakistan, i februar 2020 oplyste, at hun blev viet med referencen i april 1997, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren fortsat ikke var fyldt 18 år på dette tidspunkt.

Udlændingenævnet kan dermed ikke anerkende ansøgeren og referencens ægteskab efter dansk ret.

Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren og referencen ikke har dokumenteret eller godtgjort at have levet sammen i et fast samlivsforhold af længere varighed forud for ansøgningstidspunktet.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen første gang blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder primo april 2014, at han ifølge CPR er indrejst i Danmark medio april 2014, og at han sidenhen har været registreret med bopæl i Danmark og fortsat står registreret som bosiddende i Danmark.

Det forhold, at ansøgeren har oplyst til ambassadeinterviewet, at hun og referencen har boet sammen i Pakistan, og at referencen har besøgt hende i Pakistan efter sin indrejse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencens samlivsforhold må anses for at være afbrudt, da referencen indrejste og bosatte sig i Danmark, og at samvær på ferie- og besøgsophold ikke kan betragtes som samliv.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren og referencen har et beskyttelsesværdigt familieliv, der er omfattet af EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet finder, at ansøgeren og referencen forud for, at referencen indrejste og bosatte sig i Danmark, havde etableret et familieliv, der var omfattet af EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på partsrepræsentantens oplysninger om, at ansøgeren og referencen har boet sammen i Pakistan siden 1995 og indtil referencen indrejste i Danmark i april 2014, og at ansøgeren og referencen har 4 fællesbørn, der er født inden referencens indrejse i Danmark.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren og referencen frivilligt har afbrudt deres familieliv i Pakistan, da referencen valgte at indrejse og bosætte sig i Danmark i april 2014 for at arbejde som religiøs forkynder, og at ansøgeren og referencens familieliv har været afbrudt siden dette tidspunkt.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at besøgsophold ikke i sig selv kan føre til, at et familieliv kan anses for opretholdt eller genetableret.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at der ikke er oplyst om forhold, der bevirker, at referencen ikke kan indrejse i Pakistan for at udøve familielivet med ansøgeren dér.

Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.

På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, vurderer Udlændingenævnet, at det ikke er uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

Udlændingenævnets afgørelse vedrørende de medfølgende mindreårige børn (herunder ansøgerne):

”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelser fra december 2020. Ansøgerne får således ikke opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til en religiøs forkynder efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet finder, at der ikke er ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og barnets tarv, som taler for at give ansøgerne opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen frivilligt valgte at udrejse af Pakistan samt indrejse i Danmark i april 2014, da ansøgerne var henholdsvis ca. 6 år og 8 måneder samt ca. 9 år og 3 måneder, og at referencen dermed frivilligt efterlod ansøgerne i Pakistan hos deres mor.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgningerne om opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem først blev indgivet i februar 2020, altså knap 6 år efter, at referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark for første gang, og at ansøgningerne om opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem dermed ikke blev indgivet umiddelbart i forlængelse af, at referencen selv fik opholdstilladelse.

Udlændingenævnet henviser i øvrigt til, at ansøgerne altid har boet i Pakistan med deres mor og dermed ikke har været uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærker endvidere, at ansøgernes mor dags dato også er blevet meddelt afslag på opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem i Danmark, og at ansøgerne derfor fortsat ikke vil være uden en omsorgsperson i hjemlandet.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at der er blevet etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, og at referencen under sagernes behandling hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at han har besøgt ansøgerne flere gange siden sin indrejse i Danmark, at han har telefonisk kontakt med sin familie, og at han hver måned sender penge til sin familie.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke har boet sammen med referencen siden 2014, hvor referencen indrejste og bosatte sig i Danmark.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at der ikke er oplyst om forhold, der bevirker, at referencen ikke kan indrejse i Pakistan for at udøve familielivet med ansøgerne dér.

Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at de meddeles opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet finder, at hensynet til barnets tarv ikke taler for at meddele ansøgerne opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet finder endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøger B og ansøger C ikke udgør en krænkelse af EMRK artikel 8, da der i sagerne ikke foreligger oplysninger om forhold, som bevirker, at det vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at en familie ikke efter EMRK artikel 8 har en generel og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelser.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen