Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 29 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 22. marts 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2

Dato: 22-03-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i november 2011. Ansøgeren søgte i maj 2021 om tidsubegrænset opholdstilladelse og oplyste i den forbindelse, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 2, samt at han for nogle år siden havde fået bevilget førtidspension på grund af psykiske og fysiske problemer, herunder PTSD, depression, angst, type 2 diabetes, hypertension og kronisk alkoholmisbrug, samt at han havde indlæringsvanskeligheder. Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet han ikke opfyldte danskprøvekravet, ligesom styrelsen fandt, at danskprøvekravet ikke skulle fraviges som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

Udlændingenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren blev tildelt førtidspension i november 2016, og at han derfor vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 6, er opfyldt.

Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 2, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, og at det heller ikke er dokumenteret, at han har aflagt eller forsøgt at aflægge danskprøven.

Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at han kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren lider af PTSD, depression, angst, type 2 diabetes, hypertension og kronisk alkoholmisbrug, samt at han har indlæringsvanskeligheder.
Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det følger af en til støtte for klagen fremsendt lægeerklæring af april 2021, at ansøgerens indlæringsvanskeligheder skyldes manglende koncentrationsevne og mistet indlæringsevne pga. PTSD, og at han derfor ikke mestrer det danske sprog hverken skriftligt eller mundtligt, samt at hans funktionsniveau er betydeligt nedsat, og at behandlingsmulighederne er udtømte.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke på nuværende tidspunkt er dokumenteret eller godtgjort, at ansøgerens helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådant omfang, at ansøgeren ikke på sigt vil kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det er anført til støtte for klagen, at ansøgeren er blevet færdig med modul 2 eller 3 på danskuddannelse 2. Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren derved har udvist evne til at lære dansk.

Udlændingenævnet vurderer derfor, at der ikke under henvisning til ansøgerens helbredsmæssige forhold bør ske fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, idet Udlændingenævnet ikke på nuværende tidspunkt kan lægge til grund, at ansøgeren kan anses for at være ude af stand til at tilegne sig yderligere danskkundskaber og derved har rimelig udsigt til på et senere tidspunkt at opfylde danskprøvekravet.

Udlændingenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har forsøgt at bestå Prøve i Dansk 2, og at det derfor – henset til ansøgerens allerede opnåede sproglige færdigheder – ikke kan udelukkes, at han kan bestå danskprøven, eventuelt under anvendelse af særlige prøvevilkår, idet det er muligt at søge om benyttelse af kompenserende hjælpemidler og særlige prøvevilkår ved aflæggelse af prøven.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgeren kan søge om særlige prøvevilkår hos lederen af den sprogskole, hvor prøven afholdes. De nærmere betingelser fremgår af bekendtgørelsen nr. 88, at 24. januar 2021 om prøver inden for danskuddannelse for voksne udlændinge m.fl.

Det forhold, at ansøgerens advokat til støtte for klagen har henvist til nogle efter advokatens opfattelse meget sammenlignelige sager i Udlændingenævnet samt en dom fra Østre Landsret af 14. januar 2022, som vedrører den ene af disse sager, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet sagerne efter Udlændingenævnets vurdering ikke er sammenlignelige. Afgørelsen fra Østre Landsret vedrørte spørgsmålet om indirekte forskelsbehandling i strid med FN’s Handicapkonvention i forhold til opfyldelse af selvforsørgelseskravet i en ansøgning om familiesammenføring.

Udlændingenævnet skal oplyse, at afgørelser træffes efter et konkret og samlet skøn over sagens omstændigheder, og at den omstændighed, at et eller flere forhold i forskellige sager måtte være ens, herunder, at der i disse sager er taget stilling til Handicapkonventionen, ikke nødvendigvis fører til, at udfaldet af sagerne bliver ens.

Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke på nuværende tidspunkt ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at fastholde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – EU – primær bevægelighed - udstationerede

Dato: 20-03-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Belarus (Hviderusland), som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indrejste i juli 2022 i Danmark og indgav ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Ansøgeren oplyste at være ansat i en polsk virksomhed, der havde indgået aftale med en dansk virksomhed om levering af tjenesteydelser i Danmark, og at ansøgeren i den forbindelse skulle levere gods i Danmark. SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgeren i juli 2022 indrejste i Danmark for på vegne af sin polske arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse til en virksomhed i Danmark (modtager-virksomheden).

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det bl.a. er en betingelse for at få udstedt et opholdskort som udstationeret efter EU-reglerne, at der fremlægges dokumentation for, at der foreligger en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem en EU-virksomhed og den virksomhed, som skal modtage tjenesteydelsen i Danmark.

Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke er fremlagt nogen aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark mellem på den ene side ansøgerens polske arbejdsgiver og på den anden side modtager-virksomheden i Danmark.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af det fremlagte dokument ”Posting (Udstationering) Order” af 11. juli 2022, at ansøgeren fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 udstationeres i Danmark for at levere 12.750 kg. gods, og at ansøgerens udstationering er baseret på en tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og modtager-virksomheden i Danmark.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at henvisningen til tjenesteydelsesaftalen ikke i sig selv kan udgøre dokumentation for, at der faktisk foreligger en aftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed om levering af en tjenesteydelse i Danmark.

Udlændingenævnet skal gøre opmærksom på, at Udlændingenævnet ikke herved har taget stilling til, om det vil kunne føre til en ændret vurdering, såfremt den omtalte tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed blev fremlagt til sagen, idet Udlændingenævnet i så fald vil skulle vurdere, om der er tale om en aftale om levering af en konkret tjenesteydelse, som vil kunne danne grundlag for EU-opholdsret som udstationeret.

Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens polske arbejdsgiver er registreret i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) med ansøgeren som kontaktperson, og at det fremgår af RUT bl.a., at den polske virksomhed fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 skal levere tjenesteydelser til den danske modtager-virksomhed.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en registrering i RUT ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.

Udlændingenævnet finder herefter, at allerede fordi der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgerens polske arbejdsgiver har indgået aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark, opfylder ansøgeren ikke betingelserne for udstedelse af opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har taget stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af opholdskort som udstationeret er opfyldt, herunder om ansøgeren vil kunne anses for at have fast beskæftigelse hos den polske virksomhed i overensstemmelse med EU-rettens betingelser herom. Udlændingenævnet har således ikke taget nærmere stilling til den til Udlændingenævnet fremsendte dokumentation vedrørende ansøgerens indrejse i Danmark, indkøb i Polen og løn og arbejdstid for juni 2022.

Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret.

Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2023 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold

Dato: 15-03-2023

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren var gift med en dansk statsborger og ægteparret havde opholdt sig i Bulgarien i 83 dage i perioden fra april 2022 til juni 2022. I juni 2022 indrejste ansøgeren og den danske ægtefælle i Danmark, og ansøgeren søgte om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Under opholdet i Bulgarien havde ansøgeren og den danske ægtefælle opholdt sig på ægtefællens båd, som var oplagt på land i en havn i Bulgarien.

Udlændingenævnets afgørelse:

Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske ægtefælle har opholdt sig i Bulgarien i perioden fra april 2022 til juni 2022, idet den indsendte dokumentation i form af referencens kontoudskrifter, referencens udgifter til telefoni og tandlæge/lægebesøg, samt udskrifter fra Google Timeline understøtter dette ophold.

Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske ægtefælles ophold i Bulgarien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra ægtefællen.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af EU-Domstolens dom i C-456/12, O og B, at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.

Udlændingenævnet har lagt til grund, at sagens oplysninger ikke understøtter, at den danske ægtefælle i perioden fra april 2022 til juni 2022 havde etableret et faktisk og reelt ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv, og at sagens oplysninger ikke understøtter, at ægtefællen havde indrettet sig på en sådan måde, som viser, at han havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Bulgarien og drage de konsekvenser, der følger af at være flyttet til et andet land.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at den danske ægtefælle alene har opholdt sig i Bulgarien i en periode på 83 dage, og at han i denne periode har opholdt sig på en båd.

Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at hans båd bør kunne sidestilles med en lejlighed med tidsubegrænset lejekontrakt.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ophold på en almindelig båd, der bruges til sejlads og ikke en husbåd, ikke kan antages at udgøre grundlaget for et fast bolig, og den danske ægtefælles ophold i Bulgarien på en båd taler imod, at han har haft et reelt og faktisk ophold i Bulgarien, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.

Udlændingenævnet finder på baggrund af den danske ægtefælles opholds begrænsede varighed sammenholdt med omstændighederne for ægtefællens ophold, at opholdet i Bulgarien alene havde karakter af et ferielignende ophold.

Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at EU-Domstolen i præmis 52 i sagen C456/12, O og B, har udtalt, at:

”I denne henseende bemærkes, at en unionsborger, som udøver sine rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38, ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat. Det vil derfor ikke afskrække en unionsborger fra at udøve sine rettigheder i henhold til den nævnte artikel 6, at unionsborgerens familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, ved unionsborgerens tilbagevenden til sin oprindelsesmedlemsstat nægtes en afledt opholdsret”

Udlændingenævnet har dermed lagt vægt på, at de samlede omstændigheder vedrørende den danske ægtefælles ophold i Bulgarien taler for, at opholdet må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder, ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.

Udlændingenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har forholdt sig til, hvorvidt de øvrige betingelser for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-retten er opfyldt.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det er i overensstemmelse med praksis, at der foretages en trinvis gennemgang af opfyldelsen af betingelserne for familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne, jf. fortolkningsnotatet vedrørende EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen).

Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at SIRI ikke har anmodet om yderligere dokumentation til brug for sagsbehandlingen, og at SIRI ikke har vejledt referencen om, hvordan han kan dokumentere tilstedeværelse i et andet EU-land og derfor ikke har levet op til vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at sagen ses at være tilstrækkeligt oplyst, hvorfor der ikke har været et behov for at indhente yderligere dokumentation, idet den danske ægtefælle allerede havde dokumenteret forholdene omkring sit ophold i Bulgarien. Derudover vejleder SIRI på deres hjemmeside om betingelserne for at kunne opnå opholdsret, bl.a. med en oversigt over eksempler på dokumentation for det danske familiemedlems faktiske og reelle ophold i et andet EU-land.

Udlændingenævnet finder endelig, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at den danske ægtefælle har anført, at han mener, at SIRI’s afgørelse krænker ægtefællens og ansøgerens ret til et almindeligt familieliv og at ægtefællen er forundret over, at SIRI ikke har inddraget ansøgerens kvalifikationer, idet Danmark har behov for kvalificeret arbejdskraft.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke har betydning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold med henvisning til EU-opholdsbekendtgørelsen er opfyldt.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. marts 2022 – visum – overstay – karens

Dato: 13-03-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 18. marts 2022 – visum – overstay – karens

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en tyrkisk statsborger og tildelte ansøgeren karens i 3 år som følge af overstay på 27 dage i 2019.

Sagens faktiske oplysninger:

Ansøgeren havde søgt om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin kæreste. Ansøgeren havde i forbindelse med indgivelsen af sin visumansøgning oplyst, at hans kæreste var meget syg, og at hun afventede en levertransplantation, hvorfor hun havde brug for hans støtte. Udlændingestyrelsen meddelte imidlertid ansøgeren afslag på Schengenvisum under henvisning til, at ansøgeren ikke var udrejst af Danmark i overensstemmelse med betingelserne i sit senest meddelte visum i 2019. Da ansøgeren under dette besøg havde opholdt sig ulovligt i 27 dage i Danmark, ifaldt han en karens på 3 år.

Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af juli 2019. Ansøgeren kan således ikke få Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 13, og § 16, stk. 1 og 3, idet Udlændingenævnet finder, at der er begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt afgørende vægt på, at ansøgeren ved sit seneste meddelte Schengenvisum, meddelt for 88 dage, indrejste i Danmark i april 2019 og søgte om forlængelse af sit visumophold i maj 2019, og at Udlændingestyrelsen i maj 2019 meddelte ham afslag herpå og pålagde ham at udrejse ultimo maj 2019. Det fremgår dog af sagens oplysninger, at ansøgeren først udrejste af Schengenlandene via Danmark ultimo juni 2019.
Ansøgeren har således i forbindelse med det senest meddelte visum opholdt sig i Schengenlandene uden fornøden tilladelse i Danmark eller de øvrige Schengenlande i 27 dage ud over visummets gyldighed, jf. udlændingelovens § 2 b, stk. 2.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke kan meddeles visum i en periode på 3 år, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1, 2. pkt.
Udlændingenævnet finder, at overskridelsen af visummets gyldighed ikke skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges ansøgeren til last, som har gjort det umuligt for denne at forlade Danmark eller Schengenlandene inden den af Udlændingestyrelsen fastsatte udrejsefrist, ligesom Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, der kan begrunde, at ansøgeren alligevel ikke bør meddeles en karensperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2.

Det forhold, at det til støtte for klagen er oplyst, at Udlændingestyrelsen skulle have vejledt ansøgerens kæreste om, at han kunne opholde sig i Danmark under klagesagens behandling i Udlændingenævnet, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret afgørelse, idet Udlændingestyrelsen pålagde ansøgeren at udrejse af Danmark ultimo maj 2019, og idet Udlændingestyrelsen vejledte ansøgeren om, at en klage til Udlændingenævnet ikke ville give ham ret til at blive i Danmark under klagesagens behandling.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er oplyst, at ansøgerens kæreste har en livstruende leversygdom, og at denne har gennemgået en levertransplantation, hvorfor ansøgerens kæreste har brug for fysisk og psykisk støtte fra ansøgeren. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgerens kæreste ikke aktuelt lider af en livstruende sygdom, og idet der ikke foreligger et nærtstående familieforhold mellem ansøgeren og hans kæreste.

Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til ansøgerens kærestes e-mail fra oktober 2019, hvorved hun har oplyst, at hendes helbred er forbedret efter hendes levertransplantation.

Udlændingenævnet finder således, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at ansøgeren på nuværende tidspunkt kan få Schengenvisum til Danmark.

Udlændingenævnet finder endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.

Ansøgeren kan således – medmindre der foreligger ganske særlige grunde – tidligst i juni 2022 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2023 – Medfølgende familiemedlem – til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – adoptivbarn

Dato: 09-03-2023

Udlændingenævnet stadfæstelse i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et medfølgende familiemedlem til en statsborger fra Egypten.

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren er et mindreårigt barn, der er født i december 2021. I marts 2022 indgav ansøgerens adoptivforældre, på vegne af ansøgeren, en ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende barn til ansøgerens mor. SIRI traf i juni 2022 afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, idet Ankestyrelsen ikke havde anerkendt adoptionen efter dansk ret, fordi forældrene var domicilleret i Danmark på tidspunktet for adoptionen.

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse af [dato] juni 2022. [Ansøgeren] får således ikke opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til [referencen], jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at [referencens] adoption af [ansøgeren] ikke kan anerkendes efter dansk ret, jf. Ankestyrelsens afgørelse af […] juni 2022.

Udlændingenævnet har endvidere vurderet, at der ikke er oplyst om særlige grunde til, at [ansøgeren] skal meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at [ansøgeren] ikke har andre familiemedlemmer end [referencen].

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde til, at [referencen] ikke kan vende tilbage til Egypten, hvor [referencen] og [referencens] ægtefælle er statsborgere, for dér at udøve familielivet.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [referencen] i klagen har oplyst, at [referencen] forud for indgivelsen af [referencens] adoptionsansøgning kontaktede SIRI med henblik på vejledning, at [referencen] herunder søgte råd til adoptionsmulighederne fra Egypten, at SIRI i februar 2021 vejledte [referencen] om, hvordan [referencen] på vegne af [ansøgeren] kunne søge om opholdstilladelse som medfølgende familie til [referencen], og at SIRI efter [referencens] opfattelse oplyste [referencen] om, at [referencens] fremtidige adoptivbarn vil kunne indrejse i Danmark som medfølgende familiemedlem til [referencen].

Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [referencen] i klagen har oplyst, at SIRI’s afgørelse efter [referencens] opfattelse er truffet på baggrund af et ukorrekt sagsforløb, at de danske myndigheder har lavet en forbrydelse i [referencens] sag, ligesom de har løjet over for [referencen] og manipuleret [referencen], herunder at SIRI ikke har vejledt [referencen] korrekt om, at [referencen] skulle søge om anerkendelse af adoption efter dansk ret.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI ved e-mail af […] februar 2021 til [referencen] sendte et link til nyidanmark.dk, hvor [referencen] kunne læse nærmere om, hvordan [referencen] på vegne af [ansøgeren] kunne søge om opholdstilladelse som medfølgende familie, og at Udlændingenævnet ikke vurderer, at denne vejledning gav [referencen] en berettiget forventning om, at [ansøgeren] ville blive meddelt opholdstilladelse som medfølgende barn.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at uanset at SIRI den […] februar 2021 gav [referencen] en mangelfuld vejledning, finder Udlændingenævnet ikke at kunne lægge til grund, at styrelsens vejledning afgivet den […] februar 2021 var fejlagtig. Udlændingenævnet konstaterer, at [referencen] ikke er fremkommet med oplysninger, der dokumenterer eller sandsynliggør, at [referencen] i øvrigt har modtaget fejlagtig vejledning af SIRI.

Det forhold, at [referencen] i klagen har oplyst, at SIRI i sin afgørelse har vurderet barnets tarv i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, men at SIRI efter [referencens] opfattelse ikke har efterlevet Danmarks internationale forpligtelser, og at dette skal betragtes som en forbrydelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Ankestyrelsen den […] juni 2022 traf afgørelse af om, at [referencens] adoption af [ansøgeren] ikke kan anerkendes efter dansk ret, idet [referencen] og [referencens] ægtefælle på tidspunktet for adoptionen havde domicil i Danmark.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnets vurdering er fastlagt ud fra betragtninger om barnets tarv og for at sikre, at Danmark overholder sine internationale forpligtelser, når der adopteres børn i andre lande, som skal bo og tage ophold i Danmark.

Henset til, at [referencen] og [referencens] ægtefælle i Egypten har adopteret [ansøgeren] da han var 2 dage gammel, og siden da har draget omsorg for [ansøgeren], der i dag er 1 år og 3 måneder gammel, vurderer Udlændingenævnet, at der er holdepunkter for at antage, at der er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem [referencen], [referencens] ægtefælle og [ansøgeren], som er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet finder imidlertid samtidig, at Danmark ikke er nærmest til at beskytte dette familieliv, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde til, at I ikke kan udøve familielivet i Egypten.

Udlændingenævnet finder således ikke, at et afslag på opholdstilladelse til [ansøgeren] som medfølgende familiemedlem til [referencen] vil stride imod hensynet til familiens enhed, jf. EMRK artikel 8.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede

Dato: 28-02-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren blev i juni 2020 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at køre en varevogn tilhørende en dansk virksomhed, mens han bragte varer ud for en anden dansk virksomhed. Udlændingestyrelsen traf på den baggrund afgørelse om administrativ udvisning af ansøgeren. Ansøgeren indgav efterfølgende ansøgning til SIRI om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger idet ansøgeren oplyste, at han var udstationeret i Danmark, for på vegne af sin polske arbejdsgiver, at levere tjenesteydelser i form af levering af gods.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2020. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen, at ansøgeren i perioden fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020 skulle levere tjenesteydelser i Danmark på vegne af sin polske arbejdsgiver, som havde indgået en aftale om levering af tjenesteydelser med en navngiven dansk virksomhed (modtager-virksomheden).
Ved vurderingen har Udlændingenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren den 4. juni 2020 blev antruffet og anholdt i Danmark i forbindelse med, at ansøgeren kørte en varevogn tilhørende en anden dansk virksomhed, mens ansøgeren bragte varer ud for en tredje dansk virksomhed.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation, der forbinder ansøgerens polske arbejdsgiver med hverken den anden eller tredje danske virksomhed, ligesom der ikke er forhold i sagen, der dokumenterer, at ansøgeren faktisk har levereret tjenesteydelser fra sin polske arbejdsgiver til den danske modtager-virksomhed.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremlagt en udstationeringsaftale mellem ansøgeren og den polske virksomhed, hvoraf det fremgår, hvilket arbejde ansøgeren skal udføre i Danmark og i hvilken periode, ligesom der ikke foreligger en ansættelseskontrakt, som afspejler de ansættelsesvilkår, som fremgår af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, herunder fastsættelsen af minimumslønnen på 135 kr. i timen.
Det forhold, at der er fremlagt en ansættelseskontrakt fra februar 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, en ”Service Provision Contract” fra april 2020 mellem den polske virksomhed og modtagervirksomheden i Danmark, en ”Business trip order” fra maj 2020 samt en attest fra december 2019 fra arbejdsformidlingen i Polen vedrørende ansøgerens arbejdstilladelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til den manglende udstationeringsaftale, ligesom de øvrige forhold i sagen taler for, at der ikke er tale om udstationering i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens regler.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at den danske modtager-virksomhed har registreret den polske virksomhed med ansøgeren som kontaktperson i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en sådan registrering ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet også, at ansøgeren har oplyst til SIRI, at udstationeringen varede fra den 1. juni 2020 til den 7. juni 2020, mens det fremgår af RUT og politiets dokumenter, at ansøgeren skulle udstationeres fra den 1. juni 2020 til den 30. juni 2020.
Det forhold, at der til politiet desuden er fremlagt en række udenlandske dokumenter, som politiet har fået oversat til dansk, kan ej heller føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om diverse aftaledokumenter mellem den polske virksomhed og andre virksomheder i henholdsvis Polen og Litauen, samt en udskrift fra et register, som ikke ses at have relevans for sagen, og som derfor ikke understøtter en antagelse om, at ansøgeren var i Danmark som udstationeret i medfør af EU-opholdsreglerne.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser for at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det forhold, at det er anført, at der ikke kunne træffes afgørelse om udvisning, når SIRI ikke havde truffet afgørelse vedrørende EU-retten, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser herved til, at SIRI har kompetencen til at udstede opholdsdokumenter i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen, men at dette ikke fratager Udlændingestyrelsen kompetencen til at tage stilling til udstationering i forbindelse med en afgørelse om udvisning. Endvidere henviser Udlændingenævnet til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om udvisning også tog stilling til, om ansøgeren kunne antages at have EU-opholdsret som udstationeret, og at Udlændingenævnet med denne afgørelse ikke har fundet anledning til at ændre denne vurdering.

Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse fra juni 2020.”
Udlændingenævnets afgørelse af 27.02.2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 27-02-2023

Udlændingenævnet omgjorde i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til statsborger fra Iran.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav i april 2021 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen gav i februar 2022 ansøger afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have været i ordinær, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Styrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været fuldtidsbeskæftiget i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren på nuværende tidspunkt ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfylder kravet om at have været i ordinær beskæftigelse i 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af det elektroniske eIndkomstregister eIndkomst, at ansøgeren har arbejdet fuldtid hos en dansk virksomhed i februar og marts 2019.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst og den til støtte for klagen fremsendte dokumentation, at ansøgeren har arbejdet hos en anden dansk virksomhed i perioden september 2019 – januar 2023.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt til grund, at ansøgerens weekendarbejde som led i sin ansættelse hos den anden danske virksomhed i perioderne august 2020 – januar 2021 og fra november 2021 frem til afgørelsestidspunktet, hvor ansøgeren arbejder 24 timer pr. uge, sidestilles med en fuldtidsstilling og aflønnes efter, hvad der svarer til en normal ugeløn, jf. Industriens Overenskomst.

Udlændingenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren har arbejdet fuldtid i 3 år og 7 måneder inden for de seneste 4 år.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser

for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke vurderet dette.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. februar 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Kriminalitet

Dato: 23-02-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren blev i marts 2022 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren i 2008 blev idømt en ubetinget fængselsstraf på 1 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 (kvalificeret vold) jf. § 247, stk. 1, hvorfor ansøgeren ikke opfyldte kravet om ikke at være idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af § 222-224.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet har lagt til grund, at din opholdstilladelse regnes fra den […] juni 1999, da du har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført siden denne dato. Udlændingenævnet finder således, at du opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at du ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.

Udlændingenævnet vurderer, at du ikke opfylder betingelsen om ikke at være idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller § 210, 215, 215 a, 216 eller 222-224, § 225, jf. § 216, § 243-246, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det af udskrift fra kriminalregisteret fremgår, at du den […] juli 2008 blev idømt en ubetinget fængselsstraf på 1 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 (kvalificeret vold), jf. § 247, stk. 1.

Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at det er ca. 13 år siden, at du blev dømt, og at det derfor er lang tid siden, at du har begået forholdet, at du begik forholdet, før at skærpelsen blev indført, at du senere har lavet om på dit liv og indset dine fejl, at du har gennemført et kursus, som du har fået meget ud af, og at du fortsat anvender de lærte værktøjer den dag i dag, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Det forhold, at du har haft en hård opvækst, der var præget af vold og af at være flygtet fra et land der var i krig, at du endte med at bo på gaden, at du havde det svært som ung, at du i dag er frivillig træner i […] bokseklub for unge, at du er blevet far til fire børn, at du oplever det som meget stressende at skulle forlænge din opholdstilladelse, og at skulle søge visum ved udlandsrejser, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at du har anført, at du bl.a. lider af PTSD, stress, at du tager medicin og går i behandling ved en psykiater og at du er tildelt førtidspension på den baggrund.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at lovgivningen ikke giver mulighed for dispensation på baggrund af helbredsforhold i tilfælde, hvor en udlænding er meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til kriminalitet omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3. Udlændingenævnet henviser herved til udlændingelovens § 11, stk. 18.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at dine personlige forhold og kompetencer i øvrigt ikke indgår i vurderingen af, hvorvidt du er omfattet af betingelsen i § 11, stk. 3, nr. 3.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at betingelsen om ikke at være idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller § 210, 215, 215 a, 216 eller 222-224, § 225, jf. § 216, § 243-246, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a, senest blev ændret ved lov nr. 102 af 3. februar 2016, og at det fremgår af loven, at bestemmelsen finder anvendelse for ansøgninger indgivet efter lovforslaget fremsættelse den 10. december 2015. Udlændingenævnet henviser til, at din ansøgning er indgivet den 3. april 2022.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet skal oplyse dig om, at der af udskrift fra kriminalregisteret tillige fremgår andre domme vedrørende ubetinget fængselsstraf, der tillige medfører udelukkelse fra tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. § 11, stk. 3, nr. 3.”
Udlændingenævnets afgørelse af 13.februar 2023 – familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 13-02-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 13. februar 2023 – familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Udlændingenævnet stadfæstede i februar måned 2023 Udlændingestyrelsen afgørelse fra maj 2021 der omhandlede afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende mindreårige datter efter udlændingelovens § 9 c, stk.1, 1.pkt.

Sagens faktiske omstændigheder:

Referencen indrejste i juni 2019 sammen med sin stedmor og sine to brødre og søgte asyl. I august 2020 fik referencen opholdstilladelse som flygtning i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren søgte herefter om familiesammenføring med referencen i november 2020. Til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i november 2019 havde referencen bl.a. oplyst, at hun ikke vidste så meget om ansøgeren, da ansøgeren havde forladt referencen og hendes 2 år ældre brødre, da de var små, at de ikke havde meget kontakt, fordi ansøgeren ikke ringede så tit, at de først efter referencens indrejse i Danmark var begyndt at have kontakt med hinanden, at de havde talt kort sammen i telefon en enkelt gang for 4 måneder siden, men at referencen ikke vidste hvor ansøgeren befandt sig, ikke havde ansøgerens telefonnummer, og ikke vidste om ansøgeren var blevet gift igen, om ansøgeren havde fået flere børn eller hvad ansøgeren havde arbejdet med.

Udlændingenævnets afgørelse:

Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Det er således Udlændingenævnets vurdering, at der ikke ses at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og referencen, der går ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren og referencen ikke har haft fælles husstand siden 2017, hvor ansøgeren efterlod referencen hos naboen i Saudi Arabien, idet ansøgeren ikke længere havde opholdstilladelse i Saudi Arabien og frygtede deportation.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen i november 2019 oplyste bl.a., at hun ikke vidste så meget om ansøgeren, herunder om ansøgeren havde stiftet ny familie, at ansøgeren og referencen ikke havde meget kontakt, fordi ansøgeren ikke ringede så tit, og at ansøgeren og referencen først efter referencens indrejse i Danmark var begyndt at have kontakt med hinanden.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen på tidspunktet for oplysnings- og motivsamtalen var 13 år, hvilket har betydning for, hvilken vægt oplysningerne heri kan tillægges.
Udlændingenævnet har dog i den forbindelse også inddraget det forhold, at referencen blev vurderet moden til at gennemgå asylproceduren, og Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at referencen oplyste, at hun ikke vidste så meget om ansøgeren, og at referencen og ansøgeren ikke havde så meget kontakt forud for indrejsen i Danmark.
Udlændingenævnet finder, at ovenstående bør tillægges betydning i forhold til vurderingen af, i hvilket omfang der kan siges, at bestå en sådan relation mellem ansøgeren og referencen, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med referencen. Udlændingenævnet vurderer således, at oplysningerne om ansøgerens og referencens relation forud for ansøgerens indrejse i Danmark i ansøgningen om familiesammenføring fremstår utroværdige og udbyggende med det formål, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse til Danmark.
Det er indgået i vurderingen heraf, at det til klagen er oplyst, at ansøgeren blev ufrivilligt adskilt fra referencen og den øvrige familie i 2017, idet ansøgeren ikke længere havde opholdstilladelse i Saudi Arabien, og at ansøgeren er kritiker af regimet i Eritrea, og derfor ikke turde risikere at blive sendt tilbage til Eritrea, hvorfor ansøgeren så sig nødsaget til at gå under jorden
Udlændingenævnet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den omstændighed, at ansøgeren mistede sit daværende opholdsgrundlag i Saudi Arabien ikke bevirker, at familielivets afbrydelse kan anses for ufrivillig.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren selv valgte at udrejse af Saudi Arabien uden referencen, og at ansøgeren på den baggrund må anses for at have accepteret, at omsorgen for referencen ikke længere blev varetaget af hende.
Udlændingenævnet finder endvidere, at forhold af eventuel asylretlig karakter, for så vidt angår ansøgerens ophold i Etiopien, ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Det er endvidere indgået i vurderingen heraf, at det til klagen er oplyst, at referencens relation til sin stedmor ikke er af en familiemæssig karakter, men derimod et praktisk arrangement for at skabe tryghed og sikkerhed for referencen under rejsen til Danmark, ligesom at referencens stedmor efter det oplyste ikke er en del af referencens fars husstand, da referencens far har stiftet familie med en ny kvinde, og at det altid har været planen, at referencen skulle genforenes med ansøgeren via familiesammenføring.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen indrejste sammen med sin stedmor i Danmark, at referencen ifølge klagen i forbindelse med asylsagen oplyste, at referencens stedmor gerne ville blive sammen med bl.a. referencen, at referencens stedmor og referencen har boet sammen under deres hidtidige ophold i Danmark, og at referencens stedmor har forældremyndigheden over referencen.
Udlændingenævnet lægger herefter til grund, at referencens stedmor er referencens primære omsorgsperson, og at referencens stedmor har været dette også forud for deres fælles indrejse i Danmark, hvorfor referencen ikke vil være uden omsorgspersoner eller generel omsorg i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har boet sammen med referencen i hvert fald siden 2017. Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på at etablere eller udvide samvær med et herboende barn.
Udlændingenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren og referencen kan udøve familielivet, således som det har været udøvet hidtil, efter at ansøgeren forlod referencen i Saudi Arabien, via telefonopkald, og at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke vil udgøre et disproportionalt indgreb i referencens ret til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8.
På den baggrund kan det til klagen anførte om, at det er disproportionalt at give afslag på familiesammenføring i henhold til den EMRK artikel 8, ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at ansøgeren gives opholdstilladelse.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. februar 2023 – Inddragelse og nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophævelse

Dato: 13-02-2023

Udlændingenævnet omgjorde i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en klagers opholdstilladelse, da klageren havde ophævet samlivet med referencen, da Udlændingenævnet vurderede at det var godtgjort, at samlivsophævelsen var sket som følge af vold.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i oktober 2019 på baggrund af sit ægteskab til en herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. I december 2019 ophævede klageren sit samliv med referencen og i februar 2021 anmodede Udlændingestyrelsen om klagerens bemærkninger til samlivsophøret. Klageren oplyste i den forbindelse bl.a., at referencen havde udsat klageren for fysisk og psykisk vold, hvorfor klageren var flyttet fra den fælles bopæl. I september 2021 inddrog Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse, da grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke var til stede som følge af samlivsophævelsen, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren ikke havde godtgjort, at samlivsophævelsen skete som følge af vold, og vurderede i den forbindelse, at volden ikke var tilstrækkelig dokumenteret eller sandsynliggjort, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7.

Udlændingenævnets afgørelse:

Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet finder således, at [klagerens] opholdstilladelse i Danmark ikke kan inddrages, jf. § 19 a, stk. 2, jf. § 26 og § 19, stk. 7, idet samlivet med [referencen] er ophørt som følge af, at [klageren] har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved afgørelse af september 2021 vurderede, at [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, kunne inddrages, fordi grundlaget for [klagerens] opholdstilladelse ikke længere var til stede, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og [klageren] ikke var fremkommet med oplysninger, der kunne føre til, at det var særligt belastende for [klageren], at [klagerens] opholdstilladelse ikke blev inddraget. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at [klageren] ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at [klageren] har været udsat for vold, og at volden var årsagen til samlivsophævelsen.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en udtalelse af juni 2021 fra [Kommune A], hvoraf fremgår, at [klageren] har været indskrevet på [Krisecenter A, jf. SEL § 109], idet [klageren] har været udsat for psykisk og fysisk vold af [referencen], at der til sagen er indsendt bekræftelse på ophold af juni 2021 fra [Krisecenter B], hvoraf fremgår, at [klageren] har haft ophold på [Krisecenter B] [i oktober 2020] og igen [i maj 2021], og at der til sagen er indsendt en udtalelse fra [en psykolog], hvoraf fremgår, at [klageren] er påbegyndt samtaleforløb med henblik på behandling af psykiske følgevirkninger af den psykiske og fysiske vold, hun har været udsat for i sit tidligere ægteskab.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen er indsendt diverse sagsudskrifter fra [en politikreds], hvoraf fremgår bl.a., at [klageren] [i] september 2020 er blevet slået af sin tidligere ægtefælle, og at hun efterfølgende blev kørt på krisecenter, og at der til klagesagen er indsendt et anklageskrift af december 2021, hvoraf fremgår bl.a., at [referencen] er tiltalt for vold efter straffelovens § 244, stk. 1, ved oktober 2021 bl.a. at have taget halsgreb på [klageren] med begge hænder, således at hun ikke kunne trække vejret, tildelt hende flere lussinger i ansigtet og løftet hende fra jorden for herefter at kaste hende ned på jorden.

Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at [klageren] på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i over 3 år, at [klageren] har deltaget i danskundervisning på [et sprogcenter], og at [klageren] ifølge oplysninger i eIndkomstregistret (bruges til at finde oplysninger om indkomstforhold, timetal, navn på arbejdsgiver m.v.) i perioden fra august 2020 til september 2021 har arbejdet ved [Virksomhed A], og siden februar 2022 har arbejdet ved [Virksomhed B].

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen