Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2024 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Ej fastsættelse af indrejseforbud - Mindreårig
Dato: 07-02-2024Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Indien, men omgjorde den del af afgørelsen, der vedrørte indrejseforbuddet
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, der var 15 år, indrejste i Danmark i april 2023 på et Schengenvisum, der gav klageren ret til 15 dages ophold i perioden mellem april 2023 og maj 2023. I forbindelse med klagerens udrejse i maj 2023 blev klageren antruffet og sigtet af politiet for ulovligt ophold, idet klageren havde overskredet de 15 dages lovligt ophold. Klageren erkendte forholdet og betalte en udenretlig bøde herfor.
Klageren var indrejst med sine forældre, og de havde forud for indrejsen i Danmark besøgt Schweiz og Polen som turister.
Udlændingestyrelsen traf afgørelse om udvisning af Danmark med et indrejseforbud til Schengenområdet af 2 års varighed.
Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Indien, og at du indrejste i Danmark […] april 2023.
Vi har endvidere lagt til grund, at du har et gyldigt nationalitetspas fra Indien, som indeholder et Schengen C visering, udstedt af Schweiz, gyldigt i perioden 14. april 2023 indtil den 13. maj 2023, med 15 dages lovligt ophold i Schengen-området. Det fremgår af dit pas, at du indrejste i Schengenområdet, via Zürich, […] april 2023, og der fremgik ikke et udrejsestempel fra Schengenområdet siden […] april 2023. Vi vurderer således, at du har opholdt dig i Schengen-området i 20 dage.
Vi har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da politiet […] maj 2023 antraf dig ved udrejsekontrollen [i lufthavnen].
Vi har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde dig i Danmark, idet du som statsborger i Indien ikke kan indrejse og opholde dig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse.
Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet vurderer, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] i medfør af udlændingelovens § 25 b, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse […] maj 2023.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] […] april 2023 indrejste i Schengen på et visum, at der ikke foreligger oplysninger om, at [klageren] har søgt om eller har fået forlængelse af [sit] visum, og at [klageren] ikke har været udrejst af Schengen frem til [sin] anholdelse […] maj 2023. [Klageren] har dermed haft et ophold på mere end de tilladte 15 dage, som fremgår af [hendes] visum. [Klageren] opholdte [sig] dermed samlede i Danmark i 22 dage, hvilket er mere end de 15 dage, som det fremgår af [hendes] visum, at [hun] tilladelse til.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] har erkendt forholdet, og at [hun] har vedtaget en udenretligt bøde på 1500 kr. for at have opholdt [sig] i Danmark uden fornøden tilladelse.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] og [hendes] familie ikke har overtrådt 90/180 dages reglen og dermed ikke overskredet det maksimale antal dage det er tilladt at være i Schengen, kan ikke føre til en anden vurdering, da [klageren] og [hendes] familie havde fået udstedt visa gældende for perioden fra […] april 2023 til […] maj 2023 med i alt 15 dages ophold i Schengenområdet. Udlændingenævnet lægger herved vægt på, at [de] indrejste i Schengen […] april 2023 og udrejste […] maj 2023, og således havde i alt 22 dages ophold i Schengenområdet.
Udlændingenævnet har til Udlændingestyrelsens vurdering af, om udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Indien, at [hun] ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at der er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejse-forbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] på tidspunktet for indrejsen i Danmark var 15 år gammel, at [hun] rejste sammen med [sine] forældre, og at det må kunne lægges til grund, at det var [hendes] forældre, der var ansvarlige for at iagttage de regler, der gælder for et udstedt Schengenvisum, og det ikke kan lægges [klageren] til last, at der er sket en overskridelse af [hendes] visums gyldighedsperiode.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2024 – Visum – Omgørelse – Karensperiode udstået
Dato: 07-02-2024Udlændingenævnet omgjorde i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på visum til en statsborger fra Iran.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren – en 80 årig kvinde – indgav i oktober 2023 en ansøgning om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin søn. Ansøgeren var enke og havde to voksne børn i hjemlandet.
Ansøgeren havde tidligere fået udstedt flere Schengenvisa til Danmark fra 2012 til 2019, og hun havde senest i 2018 overholdt betingelserne for sit Schengenvisum. Der var ikke sket ændringer i ansøgerens forhold siden hun sidst fik visum.
Udlændingestyrelsen meddelte i april 2021 ansøgeren afslag på Schengenvisum og en karensperiode på 3 år, idet hun under sit visumophold i 2020 havde haft et overstay på 3 dage. Ansøgerens karensperiode udløb i februar 2023. Denne afgørelse blev stadfæstet af Udlændingenævnet i december 2021.
Selvom ansøgerens karensperiode var udstået, meddelte Udlændingestyrelsen i november 2023 på ny ansøgeren afslag på visum under henvisning til, at hun havde en begrænset tilknytning til sit hjemland. Udlændingestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sit seneste visumophold havde opholdt sig i Danmark uden lovligt grundlag og var ifaldet en karensperiode på 3 år. Udlændingenævnet omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse under henvisning til, at ansøgerens 3-årige karensperiode var udstået, og der ikke var sket ændringer i ansøgerens personlige forhold siden 2019, hvor hun seneste var meddelt et visum.
Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Vi vurderer, at der er en begrundet formodning for, at du vil benytte et meddelt visum til at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark eller i de øvrige Schengenlande.
Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Iran, der er placeret i hovedgruppe 4, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2, og at du har søgt om visum med henblik på at besøge din søn.
[…]
Vi har vurderet, at du har begrænset tilknytning til dit hjemland, da du er enke, da du er uden erhvervsmæssig beskæftigelse, og da dine to børn i dit hjemland begge er voksne.
På den baggrund er det vores vurdering, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed er sandsynliggjort, at du vil rejse hjem igen efter et visumophold, og derfor kan vi ikke give dig visum.
Det forhold, at du tidligere har fået Schengenvisum til Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du i forbindelse med dit seneste visumophold i 2019 har opholdt dig i Danmark uden lovligt grundlag, i mere end 90 dage, i en 180 dages periode.
Som en konsekvens af dit tidligere ophold i Danmark, blev du givet en karensperiode på 3 år, hvilket betød, at du frem til den […] februar 2023 ikke ville kunne få udstedt visum af Danmark igen, med mindre der forelå ganske særlige grunde.
Det forhold, at du også tidligere end 2019 har fået udstedt visum til Danmark og tidligere har rejst i overensstemmelse med dine visa kan ikke begrunde, at du på nuværende tidspunkt tildeles visum. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du senest i 2018 har rejst i overensstemmelse med betingelserne for et
Schengenvisum, og at dette ligger langt tilbage i tiden.
Udlændingenævnets afgørelse:
” […]
Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af […] november 2023.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen den […] april 2021 meddelte [ansøgeren] afslag på Schengenvisum med en karensperiode på 3 år i perioden fra den […] februar 2020 til den […] februar 2023, som blev stadfæstet af Udlændingenævnet den […] december 2021. Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at [ansøgerens] 3-årige karensperiode som følge af [hendes] overstay nu er udstået.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgerens] personlige forhold ikke ses at have ændret sig siden 2019, hvor [hun] senest blev meddelt Schengenvisum til Danmark. Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] på tidspunktet for det senest meddelte visum i 2019 også var enke og havde to voksne børn i Iran.
Udlændingenævnet har på den baggrund bemyndiget Den Danske Ambassade i Teheran, Iran, til at til at udstede et Schengenvisum til [ansøgeren] på i alt 90 dage og for flere indrejser.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – administrativ udvisning – kriminalitet – euforiserende stoffer
Dato: 05-02-2024Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Marokko med et indrejseforbud til Danmark i 2 år.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev i januar 2023 antruffet af politiet, mens klageren sad i en bil, hvor klageren var i færd med at rulle en joint indeholdende skunk. Efter visitation af klageren fandt politiet yderligere 3,2 gram skunk i klagerens taske.
I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af klagen, oplyste klageren, at udvisningen ville have negative konsekvenser for hans ophold i EU-området, at hans kæreste var dansk statsborger, og at han ønskede at etablere sig i Danmark. Klageren havde opholdstilladelse i Ungarn, der var gyldig til juni 2024.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Ved afgørelsen har vi lagt til grund, at du er statsborger i Marokko og at du senest indrejste i Danmark […] december 2022.
Vi har endvidere lagt til grund at [politiet] antraf dig […] januar, hvor du blev fundet i besiddelse af 3,2 gram skunk samt en joint indeholdende skunk til eget forbrug.
Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at du til sagen har oplyst, at du ikke har tilknytning til herboende personer, samt at du ikke har problemer med at skulle rejse retur til Ungarn.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2023 af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen er dømt for ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer, eller udlændingen over for politiet har erkendt ulovlig besiddelse eller brug af euforiserende stoffer, eller der i øvrigt foreligger en særlig bestyrket mistanke herfor, jf. afsnittet retsregler ovenfor.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] ikke vedtager bøden, og at sagen er indbragt for retten, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en udlænding kan administrativt udvises efter udlændingelovens § 25, stk. 1, nr. 2, trods manglende erkendelse, såfremt udlændingen direkte på sin person findes i besiddelse af euforiserende stoffer, jf. afsnittets retsregler ovenfor, og at det fremgår af politiets akter, at [klageren] blev stoppet af politiet, idet han var i besiddelse af en joint, og at politiet ved visitering fandt 3,2 gram skunk i [klagerens] taske.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det hverken er dokumenteret eller sandsynliggjort, at [klageren] ikke har været i besiddelse af euforiserende stoffer.
Udlændingenævnet bemærker, at i tilfælde af, at [klageren] måtte blive frifundet for forholdet i retten, kan han anmode om genoptagelse af sin sag i Udlændingenævnet.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] ønsker at afgive forklaring til sagen, kan heller ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at nævnets afgørelser som udgangspunkt træffes på skriftligt grundlag, jf. § 33 i bekendtgørelse nr. 1167 af 10. august 2022 om Udlændingenævnets forretningsorden (Udlændingenævnets forretningsorden).
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnet kan indkalde sagens parter eller andre parter til et nævnsmøde, såfremt særlige grunde taler derfor, jf. Udlændingenævnets forretningsorden § 35, stk. 2. Det fremgår dog af samme bestemmelse, at det ikke er muligt at indkalde en part, der ikke opholder sig lovligt her i landet.
Udlændingenævnet vurderer således, at der i denne sag ikke er fremlagt oplysninger om sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for, at sagen skal behandles mundtligt, og da [klageren] i øvrigt ikke opholder sig lovligt i Danmark på afgørelsestidspunktet.
Til støtte for klagen er der desuden angivet en række klagepunkter over den måde, hvorpå [klageren] blev behandlet af politiet i forbindelse med anholdelsen. Udlændingenævnet har ikke kompetence til at tage stilling til en klage over de omhandlede forhold, men må henvise [klageren] til i stedet at indgive en klage direkte til politiet via følgende link:
https://politiklagemyndigheden.dk/indgiv-klageanmeldelse/.
Udlændingenævnet har endelig supplerende til Udlændingestyrelsens henvisning til udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Marokko og har opholdstilladelse i Ungarn, at han ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende.
Det forhold, at [klagerens] kæreste er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering, da Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, om retten til familieliv, primært beskytter den traditionelle kernefamilie – dvs. ægtefæller, faste samlivspartnere og deres mindreårige børn.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der ved vurderingen af, om der er tale om et fast samlivsforhold, lægges vægt på, at der har været halvandet til to års uafbrudt samliv på fælles bopæl. Der vil dog også indgå andre relevante forhold end alene samlivets længde, herunder f.eks. optagelse af fælles lån til huskøb, og om parret har fået børn eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden.
Udlændingenævnet henviser endvidere til, at EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] ikke tidligere har begået kriminalitet, og at udvisningen – hvilket rettelig må forstås som indrejseforbuddet – fører til alvorlige negative konsekvenser for [klagerens] nuværende og fremtidige ophold i EU- og Schengenområdet, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, at der meddeles indrejseforbud i 2 år, såfremt en udlænding udvises efter udlændingelovens § 25 a, og at det følger af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 8, at udlændingemyndighederne indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union i SIS, hvis udlændingen er udvist af landet efter §§ 25 a eller 25 b og meddelt et indrejseforbud.
Det til støtte for klagen anførte om, at indrejseforbuddet ikke er proportionalt i forhold til sagens konkrete omstændigheder, kan med henvisning til ovenstående således heller ikke føre til en anden vurdering.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – beløbsordningen – tidligere proforma – hjemmel til § 40 afslag
Dato: 05-02-2024Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen til en statsborger fra Nordmakedonien.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren indrejste i Danmark i 2016 og fik i januar 2017 udstedt et opholdskort i Danmark efter EU-reglerne som familiemedlem til ansøgerens ægtefælle. Ansøgerens indgav i april 2023 en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). SIRI meddelte i september 2023 afslag på ansøgningen, da styrelsen fandt, at ansøgerens i sin ansøgning havde afgivet urigtige oplysninger om ansøgerens ægteskab samt ansøgerens opholdsgrundlag i Danmark. SIRI’s afgørelse blev truffet under henvisning til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi kan ikke meddele dig opholds- og arbejdstilladelse til at arbejde som bestyrer hos [virksomheden].
Vi vurderer, at du i forbindelse med din ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen har afgivet urigtige oplysninger om dit ægteskab med [referencen] samt dit opholdsgrundlag i Danmark.
Vi vurderer dette, da vi den [..] september 2023 har truffet afgørelse om, at din ret til ophold som familiemedlem til en EU-borger aldrig har været opfyldt, fordi dit og [referencens] ægteskab er proforma.
Vi lægger til grund, at [referencens] registrering som arbejdstager i Danmark alene skulle danne det fornødne EU-retlige opholdsgrundlag, således at du kunne aflede en opholdsret, som medfølgende ægtefælle til en EU-arbejdstager.
Din partsrepræsentants oplysninger om, at du har opholdt dig i Danmark siden oktober 2016, som medfølgende familiemedlem til din ægtefælle, der er EU-borger og at du på baggrund af dit ægteskab har en opholdsret efter EU-reglerne, vurderer vi er urigtige oplysninger på baggrund af vores afgørelse af [..] september 2023.
Ved denne afgørelse har vi ikke taget stilling til, om du opfylder de øvrige betingelser, for at opnå en opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen til ovennævnte stilling hos [virksomheden].”
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af […] september 2023 af de grunde, som SIRI har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som SIRI, og [ansøgeren] kan ikke få opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at Udlændingenævnet d.d. har stadfæstet SIRI’s afgørelse af […] september 2023, om ret til ophold efter EU-retten.
Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at der ikke er hjemmel til at træffe afgørelse om afslag på [ansøgerens] ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen efter udlændingelovens § 40, og at det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at urigtige oplysninger alene kan omfatte oplysninger, som har betydning for opnåelse af den søgte opholdstilladelse, og at det derfor kun er oplysninger af betydning for den konkrete sag samt betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse, som kan have betydning, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at [ansøgerens] tidligere opholdsgrundlag er opnået på baggrund af misbrug af EU-rettens regler. Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse, når et tidligere opholdsgrundlag har været proforma og udlændingen dermed har handlet uvederhæftigt over for myndighederne i en udlændingesag, navnlig når hele grundlaget for at ansøge om opholdstilladelsen er etableret under et ophold i Danmark, som der ikke burde have været givet ret til. Udlændingenævnet henviser herved også til, at det er fast anerkendt princip, at udlændingemyndighederne har ret til at afslå at give en opholdstilladelse på baggrund af immigrationskontrol.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – Inddragelse– Studie – Vejledningspligt
Dato: 05-02-2024Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – Inddragelse – studie – vejledningspligt
Udlændingenævnet omgjorde i februar 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en nepalesisk statsborgers opholdstilladelse som studerende i Danmark
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i januar 2017 meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 1. På baggrund af en stikprøvekontrol i marts 2023 der viste, at klageren i perioden fra februar 2023 til april 2023 havde modtaget sygedagpenge, inddrog SIRI i november 2023 klagerens opholdstilladelse som studerende i Danmark under henvisning til, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren kunne forsørge sig selv under sit ophold i Danmark og at såfremt klageren modtog offentlig hjælp til forsørgelse, ville klagerens opholdstilladelse kunne inddrages. Under sagens behandling i SIRI kom det frem, at klageren af Ydelsesservice i kommunen ikke var blevet vejledt om de opholdsretlige konsekvenser modtagelse af sygedagpenge ville have for ham.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering af samtlige af sagens oplysninger grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse af [november 2023].
Udlændingenævnet vurderer således, at [klagerens] opholdstilladelse som studerende ved [et dansk] Universitet ikke bør inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1 og § 5, stk. 1, under henvisning til, at han har modtaget sygedagpenge i perioden februar 2023 til april 2023, og at betingelserne for hans opholdstilladelse dermed ikke er overholdt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på sagens samlede oplysninger og dokumentation samt det forhold, at der i forbindelse med sagens behandling i SIRI er fremkommet oplysninger om, at [klageren] ikke er blevet vejledt af Ydelsesservice i [kommune] om, at modtagelse af sygedagpenge kunne have opholdsretlige konsekvenser for ham.
Udlændingenævnet finder, at den manglende vejledning har medført, at [klageren] har mistet sin opholdstilladelse, idet [klageren] i [november 2023] fik inddraget sin opholdstilladelse som studerende med den begrundelse, at han har modtaget sygedagpenge i perioden februar 2023 til april 2023.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, og principperne om god forvaltningsskik. Vejledningspligten omfatter ifølge praksis også de tilfælde, hvor en borger henvender sig til en kommunal myndighed vedrørende forhold, der kan have betydning for borgerens opholdstilladelse.
Udlændingenævnet henviser herved til, at formålet med myndighedernes vejledningspligt er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab.
Udlændingenævnet har således ved vurderingen lagt vægt på, at en myndighed skal vejlede på eget initiativ, hvis det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren vejledning, og at vejledningsfejl ikke alene omfatter myndigheders forkerte vejledning, men også manglende vejledning i en situation, hvor myndigheden – omstændighederne taget i betragtning - bør vejlede borgeren. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, jf. vedledning nr. 11740 af 4. december 1986, afsnit IV, pkt. 28-31, samt Folketingets Ombudsmands myndighedsguide, overblik 5, jf. https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel-forvaltningsret/vejledningspligt/
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper samt af praksis, at vejledningsfejl, herunder myndigheders manglende vejledning, har den virkning, at borgeren stilles, som hvis vejledningen var givet korrekt.
Udlændingenævnet finder herefter, at der er særlige grunde til at fravige betingelsen om selvforsørgelse for så vidt angår perioden fra februar 2023 til april 2023.
Udlændingenævnet omgør på baggrund af ovenfor anførte grunde SIRI’s afgørelse af [november 2023] og tilbagesender sagen til SIRI med henblik på, at SIRI tager fornyet stilling til sagen.
Udlændingenævnet giver hermed [klageren] ret til at opholde sig i Danmark under SIRI’s sagsbehandling.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Børnesammenføring – 3-måneders fristen – Ganske særlige grunde
Dato: 31-01-2024Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9, stk. 20 (nu 21), jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, vedrørende 3-måneders fristen for ansøgninger om familiesammenføring med børn.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, der er statsborger i Syrien, var indrejst i Danmark i 2018, og havde opholdstilladelse som flygtning. Da han søgt om familiesammenføring til sit mindreårige barn, der opholdt sig i Syrien hos hans forældre, havde han ikke boet sammen med barnet siden 2017. På tidspunktet for klagerens indrejse i Danmark boede barnet hos sin mor i Syrien, men moren var kort tid efter blevet gift på ny, og barnet havde siden boet hos klagerens forældre. Barnet var 5 år, da klageren søgte om familiesammenføring, og barnet havde på daværende tidspunkt boet de sidste 4 år hos hans forældre. Udlændingestyrelsen vurderede, at klagerens forældre, der begge var i 50-erne fortsat var i stand til at tage sig af barnet, og at der kun i beskedent omfang bestod et beskyttelsesværdigt familieliv, da barnet kun var 4. måneder gammel, da klageren forlod Syrien. Udlændingestyrelsen vurderede også, at klageren kunne opretholde sit familieliv med barnet som hidtil via telefon- og Skypeopkald. Det var til støtte for klagen anført, at klagerens forældre ikke længere kunne tage sig af barnet.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at [barn] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at 3-månedersfristen for indgivelse af ansøgning ikke er overholdt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20.
Udlændingestyrelsen vurderede i sin afgørelse, at 3-månedersfristen for indgivelse af ansøgningen ikke var overholdt, og at der ikke var ganske særlige grunde til at fravige 3-månedersfristen, idet styrelsen vurderede, at der kun i et beskedent omfang kan siges at bestå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem [klageren] og [barnet], og at et afslag på opholdstilladelse derfor ikke vil indebære et indgreb i retten til familieliv i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet vurderer først og fremmest, at der er et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8 mellem [klageren] og [barnet].
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af EMD’s praksis, at ”… barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Treland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/9 1) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84), og at der således skal meget til før, at det beskyttelsesværdige familieliv mellem forælder og barn kan anses for (frivilligt) afbrudt, hvilket ikke er tilfældet her.
Udlændingenævnet har ved vurderingen af karakteren og intensiteten af familielivet mellem [klageren] og [barnet] lagt vægt på, at [klageren] efter det oplyste har kontakt med [barnet] over sociale medier, at han bidrager til [barnet]s forsørgelse, og at [barnet] bor hos [klageren]s forældre, hvorfor Udlændingenævnet vurderer, at [klageren] har tilkendegivet, at han ønsker et familieliv med [barnet].
Udlændingenævnet har endvidere lagt afgørende vægt på, at [klageren] har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som flygtning fra Syrien, hvorfor [klageren] ikke har mulighed for at tage ophold i [klageren] og [barnet]s fælles hjemland, Syrien, grundet risiko for forfølgelse.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at [klageren]s forældre har passet [barnet], siden hendes mor overgav forældremyndigheden til [klageren] og afleverede barnet hos bedsteforældrene. [klageren]s far er nu blevet syg, og hans mors ressourcer går til at passe faren under dennes sygdom, hvorfor de ikke længere kan tage sig af [barnet].
Det er således Udlændingenævnets vurdering, at Danmark er nærmest til at beskytte [klageren]s familieliv med [barnet], og Udlændingenævnet finder det dermed bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention og EMRK, at [barnet] ikke meddeles afslag under henvisning til 3-måneders fristen i udlændingelovens § 9, stk. 20.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for, at [barnet] meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er opfyldt."
-
Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Børnesammenføring – 3-måneders fristen – Ganske særlige grunde
Dato: 31-01-2024Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9, stk. 20 (nu 21), jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, vedrørende 3-måneders fristen for ansøgninger om familiesammenføring med børn.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren var indrejst i Danmark i juli 2017, og havde opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle. Klageren havde to børn fra et tidligere forhold, som siden forældrenes skilsmisse i 2015 havde boet sammen med deres far og dennes forældre i Thailand. Børnene var født i henholdsvis 2005 og 2012. I sommeren 2022 besøgte børnene klageren i Danmark, og en måned efter børnene var rejst tilbage til Thailand søgte klagerne om familiesammenføring med det yngste barn. Det var i ansøgningen oplyst, at barnets far var psykisk syg og inden for det seneste halve år havde truet barnet med en kniv. Det fremgik også af ansøgningen, at klageren havde besøgt barnet mage gange i Thailand, at klageren og barnet havde daglig kontakt via Messenger, og at klageren sendte penge til barnets forsørgelse. Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Det er vores vurdering, at [barnet] fortsat vil kunne bo sammen med sin far, som er fast omsorgsperson, i Thailand. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [barnet]s liv ifølge dine oplysninger er i fare ved at bo sammen med sin far, idet [barnet]s far er skizofren og siden starten af 2022 har truet ham med kniv. Vi bemærker hertil, at vi ikke har modtaget anden dokumentation for [barnet]s fars sygdom end kopi af en oversættelse af en form for handicapkort, og at vi derfor ikke kan lægge oplysningen til grund. Vi bemærker endvidere, at du til trods for den oplyste eskalering af pågældendes sygdom fortsat lod [barnet] rejse tilbage til Thailand igen i august 2022 og først halvanden måned herefter indgav en ansøgning om opholdstilladelse. Vi bemærker endelig, at [barnet] tillige bor sammen med sin farmor og farfar, ligesom han har en ældre søster. [barnet] er således hverken uden omsorgspersoner eller familienetværk."
Udlændingestyrelsen vurderede derefter, at:
"Efter vores vurdering foreligger der ikke sådanne ganske særlige grunde i [barnet]s sag, herunder hensyn vedrørende familiens enhed, at der er grundlag for at fravige 3-måneders-fristen for indgivelse af ansøgningen. Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du og dine børn, herunder [barnet], selv har valgt at udøve jeres familieliv således, at du og den øvrige familie lever adskilt, da det var dit eget valg i 2017 at rejse til Danmark for der at blive familiesammenført til din herboende ægtefælle, og samtidig lade dine to børn blive i Thailand hos deres far og bedsteforældre. Vi har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at der ikke i sagen er oplysninger om, at du og din ægtefælle ikke har mulighed for at indrejse og tage ophold sammen med [barnet] i Thailand, for at udøve jeres familieliv dér."
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato] af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af udlændingelovens § 9, stk. 20, at en opholdstilladelse til et barn under 15 år, som opholder sig i hjemlandet eller et andet land sammen med den ene af forældrene eller anden fast omsorgsperson, kun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, hvis der ansøges herom senest 3 måneder efter, at den anden forælder er meddelt opholdstilladelse her i landet, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til støtte for klagen har anført, at der forekommer ændrede omsorgsforhold i relation til vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 20, i form af en psykisk lidelse hos faderen, der gør ham ude af stand til at tage vare på [barnet], og at 3-månedersfristen kan fraviges, hvis hensynet til barnets tarv taler imod at henvise barnet til at fortsætte et familieliv med forælderen i hjemlandet.
Udlændingenævnet har i forbindelse med afgørelsen vurderet, om [barnet]s far fortsat kan anses for at være [barnet]s primære omsorgsperson, henset til den fremsendte dokumentation for [barnet]s fars psykiske sygdom.
Det er således indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du i forbindelse med klagen har oplyst, at [barnet]s far er blevet diagnosticeret med skizofreni, og at denne lidelse med tiden er blevet forværret.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, da der ikke ses at være dokumentation for symptomerne på [barnet]s fars lidelse, og det af det indsendte dokument ’udskrift af oversat og usigneret lægeerklæring af [dato] fra [Navn] - Hospital’, alene fremgår, at faren har nedsat psykologisk eller adfærdsmæssig tilstand uden at tilstanden er nærmere specificeret.
Det forhold, at der til støtte for klagen er anført, at det ikke er forsvarligt, at [barnet]s far drager omsorg for barnet, da dette vil være i strid med barnets tarv, og at faderens psykiske lidelse bringer [barnet]s liv i fare, at [barnet] er blevet truet med en kniv af sin far, og at faderen for nylig igen har udøvet vold mod [barnet], kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [barnet] på nuværende tidspunkt opholder sig i Thailand, hvor han antages at opholde sig hos sin far, og at der ikke er fremlagt nogen dokumentation for de anførte overgreb.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til støtte for klagen henvises til Udlændingenævnets afgørelse ÅB/2021/98, hvor Udlændingenævnet ved afgørelsen lagde vægt på, at referencen led af skizofreni, hvilket gjorde, at han ikke ville kunne være i stand til at drage omsorg for ansøgerne.
Udlændingenævnet bemærker imidlertid, at referencens faktuelle helbredsmæssige forhold i den konkrete afgørelse var af en sådan karakter, at Udlændingenævnet på den baggrund vurderede, at der var en nærliggende risiko for, at ansøgerne ville blive tvangsfjernet allerede ved eller kort tid efter ankomsten til Danmark, og at ansøgerne havde boet sammen med deres mor i hjemlandet, og derfor ansås de ikke for at være uden omsorgspersoner eller i øvrigt savne grundlæggende omsorg i hjemlandet.
I forbindelse med nærværende sag har Udlændingenævnet – som anført ovenfor - lagt vægt på, at der ikke ses at være dokumentation for symptomerne på [barnet]s far lidelse, at der ikke foreligger oplysninger om, at [barnet] ikke fortsat bor med sin far, hvorfor [barnet]s far fortsat må anses for at være [barnet]s primære omsorgsperson i Thailand, og at [barnet] fortsat har sine bedsteforældre Thailand. Udlændingenævnet finder således på baggrund af de foreliggende faktuelle oplysninger i sagen, at [barnet] ikke vil være uden omsorgspersoner eller i øvrigt savne grundlæggende omsorg i Thailand.
Det forhold, at du til støtte for klagen har anført, at selvom [barnet] bor sammen med sine bedsteforældre, har det ikke forhindret [barnet]s far i fortsat at true sin søn, ligesom faderen tog kvælertag på farmoren for blot en måned siden, at Udlændingestyrelsen ikke burde have lagt vægt på, at [barnet] bor sammen med sine bedsteforældre, da dette ikke bringer ham uden for fare, at bedsteforældrene ikke er i stand til at varetage barnet og har ej heller en forpligtelse hertil, og at bedsteforældrene er gamle, meget syge og svage, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger, der indikerer, at [barnet]s bedsteforældre ikke længere opholder sig med [barnet], som en del af [barnet]s fars familie i Thailand, ligesom der ikke ses at være dokumentation for symptomerne på [barnet]s fars lidelse, og at han derfor fortsat kan anses for at være din klients primære omsorgsperson i Thailand.
Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på [barnet]s mors egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at [barnet] på tidspunktet for ansøgningens indgivelse den [dato] 2022 boede på samme adresse som sin far, og at [barnet] og [barnet]s mor siden december 2015 ikke har boet sammen.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [barnet] også bor sammen med sine bedsteforældre, at bedsteforældrene, siden [barnet]s mors udrejse fra Thailand i 2017 har være en del af [barnet]s faste og tætte familiemæssige netværk, at [barnet]s storesøster på 18 år også bor i Thailand, og at det derfor må lægges til grund, at [barnet] ikke er uden familiemæssigt netværk i Thailand.
Udlændingenævnet har endvidere vurderet, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller hensynet til børnenes tarv, der taler for, at [barnet] skal gives opholdstilladelse, uanset fristen på 3 måneder for indgivelse af ansøgning ikke er overholdt.
Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at d[barnet]s mor har været indforstået med, at hendes eksisterende familieliv med [barnet] i Thailand ikke kunne opretholdes på samme vis, da hun i 2015 frivilligt afbrød sit eksisterende familieliv med [barnet].
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at familielivet kan udøves som hidtil via besøgsophold i Thailand og [barnet]s besøg i Danmark, ligesom hun fortsat kan bidrage til [barnet]s forsørgelse.
Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om [barnet]s, personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at han gives opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [barnet] er 11 år gammel, født og opvokset i Thailand, hvor han har gået i børnehave og skole, hvor han taler sproget, hvor han har boet sammen med sin far, bedsteforældre og storesøster, hvorfor han ikke er uden omsorgspersoner eller savner grundlæggende omsorg i Thailand, jf. vurderingen ovenfor.
Det forhold, at du til støtte for klagen har anført, at [barnet]s mor har den fulde forældremyndighed, men at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til, om de fremsendte oplysninger opfylder kravet om dokumentation for forældremyndighed, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til, at Udlændingenævnet lægger til grund, at [barnet]s far fortsat må anses for at være [barnet]s faste omsorgsperson i hjemlandet, og at [barnet] som følge heraf kan henvises til at fortsætte sit ophold hos sin far.
Udlændingenævnet henviser endvidere til, at det følger af EMD’s praksis vedrørende EMRK artikel 8, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter EMRK artikel 8 ikke har en umiddelbar ret til selv at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
På baggrund af ovenstående vurdering, kan det ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at du i forbindelse med klagen har anført, at deltagerstaterne efter Børnekonventionen art. 19, stk. 1 skal træffe alle passende administrative forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug m.m., og at det ville være bedst for din klients tarv at få lov til at udøve familieliv med sin mor i Danmark.
Det forhold, at der til støtte for klagen er anført, at indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse halvanden måned efter at [barnet] er rejst tilbage til Thailand d. 8. august 2022, må anses som værende indgivet uden unødigt ophold efter indtræden af de særlige omstændigheder i forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 20, at der ved indhentelse af alle relevante oplysninger og dokumenter fra Thailand i dette tilfælde, kan gå en vis tid før alt er indhentet og oversat, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at dette ikke kan anses for at være en hindring af retlig eller faktisk karakter, der førte til, at [barnet]s mor af den grund ikke kunne søge [barnet] familiesammenført, idet [barnet]s mor blev meddelt opholdstilladelse i Danmark den [dato] 2018. Fristen på 3 måneder skal således regnes fra tidspunktet for meddelelsen af opholdstilladelse til hende, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20.
På baggrund af sagens samlede omstændigheder vurderer Udlændingenævnet derfor, at FN’s Børnekonvention, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kan medføre, at der skal gives opholdstilladelse til [barnet], idet Udlændingenævnet i den forbindelse bemærker, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke i sig selv giver adgang til familiesammenføring i de tilfælde, hvor sådan opholdsret ikke kan indrømmes som følge af EMRK artikel 8.
Da der ikke er oplyst om øvrige personlige eller helbredsmæssige grunde vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, om retten til privat- og familieliv og FN´s Børnekonvention, at meddele [barnet] afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 20.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse." -
Udlændingenævnets afgørelse af 31.01.2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Nægtelse af forlængelse - Betingelser ej længere opfyldt
Dato: 31-01-2024
Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Nægtelse af forlængelse - Betingelser ej længere opfyldt
Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia. Ansøgeren blev i juni 2015 meddelt opholdstilladelse på baggrund af samvær med sine 2 børn efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Børnene var anbragt uden for hjemmet uden samtykke. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af blandt andet, at hun fortsat udøvede samvær med børnene i et tilstrækkeligt omfang, indtil ansøgeren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der er somalisk statsborger og diagnosticeret med paranoid skizofreni, indrejste i Danmark i april 2013 ledsaget af sine 2 mindreårige børn født i henholdsvis marts 2010 og november 2011 i Norge, og søgte asyl. I august 2013 blev ansøgeren første gang indlagt på psykiatrisk afdeling i Danmark ved tvang på grund af sine psykiske lider og psykotisk adfærd. Ansøgerens børn blev i august 2013 anbragt i akut familiepleje og har været anbragt siden. Ansøgeren fik endeligt afslag på asyl i Danmark i september 2014, mens børnene i november 2014 fik opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2015 ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på midlertidigt ophold, på baggrund af oplysninger om, at hun havde samvær med børnene en gang om ugen af 2 timers varighed. Samværet med begge børnene blev herefter reduceret til en times samvær hver 14. dag og herudover en times samvær med hvert af børnene en gang om måneden. I december 2016 blev ansøgerens opholdstilladelse forlænget til december 2017. I september 2017 søgte ansøgeren om forlængelse af opholdstilladelsen. I september 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen under henvisning til blandt andet, at ansøgeren siden januar 2018 alene havde haft støttet samvær med børnene hver 4. uge under tilstedeværelse af tolk, og at samværet var fastsat til et minimum af lovgivningsmæssige hensyn. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde et indgreb i hendes ret til familieliv, uanset at børnene var tvangsanbragt uden for hjemmet og havde opholdstilladelse her i landet, og at der ikke længere forelå et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnets afgørelse:
Dansk Flygtningehjælp anmodede på vegne af [ansøgeren] ultimo november 2022 om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra august 2020, hvorved Udlændingenævnet havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2018 om nægtelse af forlængelse af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark. Der henvises til Dansk Flygtningehjælps j.nr. [...].
Efter en fornyet gennemgang af sagen besluttede Udlændingenævnet ultimo december 2022 at genoptage sagen.
Udlændingenævnet har nu behandlet klagen og ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på forlængelse af sin tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at der ikke længere foreligger ganske særlige grunde for meddelelse af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] herboende mindreårige børn, [A] og [B], er anbragt uden for hjemmet uden samtykke, at der ikke arbejdes på en hjemgivelse af børnene, at [ansøgeren] på tidspunktet, hvor opholdstilladelsen blev meddelt, havde samvær med børnene én gang om ugen af 2 timers varighed, at samværet herefter blev nedreguleret til én times samvær hver anden uge samt en times samvær med hvert af børnene en gang om måneden og fra den 1. januar 2018 til 1 time hver fjerde uge, og at Børne- og Ungeudvalget senest i februar 2023 har truffet afgørelse om såkaldt ”afbrydelse af samvær” med fortsat kontaktbevarende samvær én gang i kvartalet, svarende til fire gange om året, som er et lovbestemt minimumssamvær.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at anbringelsen er sket på baggrund af [ansøgerens] psykiske lidelser og manglende forælderevne, og at [ansøgeren] er mødt op til de fastsatte samværsaftaler i det omfang, hendes helbredsmæssige tilstand har tilladt det.
Til trods for det aktuelt begrænsede samvær vurderer Udlændingenævnet, at det er bedst overensstemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN's Konvention om barnets rettigheders (Børnekonventionen) artikel 3 og 7 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familie- og privatliv, at [A] og [B] skal have mulighed for fortsat at have samvær med deres biologiske moder i det omfang, det er muligt.
Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at der mellem [ansøgeren] og børnene fortsat eksisterer et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det følger af EMD’s praksis, at et barn ”… har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Nether-lands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84), og at familielivet mellem [ansøgeren] og hendes børn primært er svækket som følge af hendes helbredsmæssige udfordringer.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at børnene for tiden ikke har udtrykt ønske om samvær med [ansøgeren], og at [X] Kommune har vurderet, at børnene aktuelt ikke har udbytte af samværet. Udlændingenævnet har imidlertid ved vurderingen lagt afgørende vægt på, at det af sagen fremgår, at børnene har betydelige problemer, at det følger af barnets lov § 105 (tidligere lov om social service § 71), at børn, der er anbragt uden for hjemmet, har ret til samvær med forældre og netværk, samt at forbindelsen mellem børn og forældre skal holdes ved lige under hensyntagen til barnets bedste, og at der af hensyn til børnenes tarv er fastsat kontaktbevarende samvær, der har til formål, at børnene skal kende deres biologiske ophav. Det er derfor uden betydning, at der for tiden alene er samvær en gang i kvartalen, og at dette samvær i visse tilfælde ikke gennemføres.
I den forbindelse har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at både [ansøgeren] og børnene er statsborgere i Somalia, at de danske myndigheder har foretaget indgreb i form af anbringelse af børnene uden for hjemmet, og at det som udgangspunkt må anses for urimeligt byrdefuldt at skulle udøve familielivet fra et land, der ligger uden for Europa.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på [ansøgerens] helbredsmæssige tilstand og børnenes aktuelle problemer og manglende ønske om samvær, samt det forhold, at børnene ikke har lært deres modersmål. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ovennævnte forhold tilsammen udgør yderst svære vilkår for opretholdelse af kontakten fra Somalia.
Udlændingenævnet har herudover tillagt det vægt, at Somalia er placeret i landegruppe 5 i forhold til udstedelse af visum, jf. visumbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 1454 af 25. november 2022 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum) bilag 2, hvorefter en person i landegruppe 5 som udgangspunkt kun kan gives visum i ekstraordinære situationer.
Udlændingenævnet finder derfor efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at der foreligger ganske særlige forhold, der taler for, at [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark skal forlænges, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan forlænge [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet
Dato: 31-01-2024
Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet
Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsborger fra Filippinerne.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at den periode, hvor ansøgeren har været under uddannelse i forbindelse med sin ansættelse hos virksomhed A ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse, fordi praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023.
Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 3 og 4.
Udlændingestyrelsen vurderede i sin afgørelse af januar 2023, at perioden fra januar 2022 til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvor ansøgeren ifølge den indsendte uddannelsesaftale har været under uddannelse til industrioperatør hos virksomheden A, ikke kunne indgå i beregningen af ordinær beskæftigelse, idet praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse, og ikke kan sidestilles med beskæftigelse.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det fremgår af erklæringen fra virksomheden A, at ansøgeren har været ansat i virksomheden siden juli 2019, at aftale om uddannelse og efteruddannelse er almindeligt forekommende hos dem, at de derfor betragter uddannelsesaftalen som en ordinær del af beskæftigelse hos dem, og at ansøgeren efter endt uddannelse forsat vil være at anse som ansat hos dem.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på uddannelsesaftalen, hvoraf det fremgår, at aflønningen under uddannelsen sker efter Industriens Overenskomst (3F), at lønnen er højere end det gældende mindstebetaling for elever og er fastsat til 184,50 kr. pr. time, og at den ugentlig arbejdstid er på 37 timer.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det fremgår ved aktuelt opslag i det elektroniske indkomstregister, at ansøgeren har haft fuldtidsbeskæftigelse hos virksomheden A indtil uddannelsesstart og under hele uddannelsesforløbet, og at hun siden januar 2022 har fået den samme løn som inden uddannelsesstart.
Udlændingenævnet har på baggrund af det anførte og ud fra en samlet konkret vurdering af alle sagens omstændigheder vurderet, at perioden fra januar 2022 til november 2023 derfor kan indgå i beregningen som ordinær beskæftigelse i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8’s forstand, idet ansøgerens uddannelsesaftale må betragtes som værende en integreret del af et ansættelsesforhold. Der henvises i den forbindelse også til § 12, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, der seneste er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 40 af 11. januar 2024.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2024 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 26-01-2024Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Uganda, der søgte om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin herboende mindreårige søn.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er statsborger i Uganda, havde i september 2022 søgt om familiesammenføring med sin mindreårige søn, referencen, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerens søn var født i september 2020. Ansøgeren havde i perioden fra april 2021 til maj 2022 boet sammen med sønnen og sønnens mor i Sverige, hvorefter sønnen og sønnens mor flyttede til Danmark. Efter flytningen havde ansøgeren regelmæssigt samvær med sønnen, idet ansøgeren rejste frem og tilbage mellem Danmark og Sverige. De svenske myndigheder havde i august 2022 partshørt ansøgeren om inddragelse af hans svenske opholdstilladelse. Ifølge ansøgerens opholdskort var hans opholdstilladelse i Sverige gyldig til marts 2023. Ansøgeren var under familiesammenføringsagens behandling indrejst i Danmark og havde fået processuelt ophold under sagens behandling. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2023 ansøgeren afslag på familiesammenføring, da Udlændingestyrelsen henviste ansøgeren til fortsat at udøve samvær med sønnen som hidtil ved at rejse frem og tilbage mellem Sverige og Danmark, da der ikke forelå oplysninger om, at hans svenske opholdstilladelse var blevet inddraget. Ansøgeren klagede i juni 2023 til Udlændingenævnet og oplyste i klagen, at hans svenske opholdstilladelse var udløbet, og at det ikke var muligt for ham at få forlænget opholdstilladelsen.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet vurderer efter en konkret og individuel vurdering, at det vil være bedst stemmende med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, om retten til familieliv, at meddele [ansøgeren] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at [ansøgerens] opholdstilladelse i Sverige udløb den [..] marts 2023, og at han derfor ikke længere kan udøve sit familieliv med [referencen] som hidtil via besøg mellem Sverige og Danmark
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på oplysningerne om, at [ansøgeren] har boet sammen med [referencen og referencens mor] i Sverige i perioden fra den [..] april 2021 til den [..] maj 2022, at [ansøgeren] herefter har haft regelmæssigt samvær med [referencen], da han, mens han fortsat havde bopæl i Sverige, rejste mellem Sverige og Danmark så ofte som muligt for at besøge [referencen], hvilket efter det oplyste var ca. 12 dage ud af en typisk 28-dages periode.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at [ansøgeren] efter sin indrejse i Danmark tidligere, ifølge den indsendte samværsaftale, havde samvær 3 timer hver tirsdag og torsdag i forbindelse med afhentning af [referencen] i børnehave, 7 timer hver søndag og sommetider ekstra timer, hvis [referencens mor] havde brug for hjælp, og at samværsaftalen var underskrevet af både [referencens mor] og [ansøgeren].
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgerens] samvær nu er reduceret, og at han aktuelt har samvær en halvanden time hver tirsdag og torsdag samt 7 timer hver søndag, og at han i øvrigt ikke biddrager økonomisk eller på anden vis til [referencens] behov.
Udlændingenævnet vurderer dog fortsat, at omfanget af samværet er en sådan grad, at det udgør et regelmæssigt og kontinuerligt samvær.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [referencen] er født den [..] september 2020, og at det henset til hans alder må antages at være et sædvanligt samvær. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af Familieretshusets samværsguide til forældre bl.a., at det for et barn i alderen 0-1 år er optimalt, at barnet har en fast base, og at den anden forælder kan være sammen med barnet flere gange om ugen, mens det for et barn i alderen 1-3 år fremgår, at samværet kan udvides, når barnet bliver ældre, og at overnatning efterhånden også kan være en god løsning, men at barnet skal være modent nok til dette. Familieretshusets samværsguide til forældre kan læses via dette link: https://familieretshuset.dk/media/1576/samvaersguide_170321.pdf.
Afslutningsvist har Udlændingenævnet lagt vægt på, at [ansøgeren] er statsborger i Uganda, og at det på baggrund af den geografiske afstand fra Danmark til Uganda vil være vanskeligt for [ansøgeren] at opretholde samværet med [referencen]. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [referencens] unge alder, og at det som følge heraf ikke vil være muligt at gennemføre samværet via digitale medier.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at afslag på opholdstilladelse til [ansøgeren] reelt vil afskære familielivet mellem [ansøgeren] og [referencen].
Udlændingenævnet vurderer på baggrund af en samlet vurdering af disse konkrete forhold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til familieliv at meddele [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen meddeler [ansøgeren] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. ”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet