Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9, stk. 20 (nu 21), jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, vedrørende 3-måneders fristen for ansøgninger om familiesammenføring med børn.

Sagens faktiske omstændigheder: 

Klageren, der er statsborger i Syrien, var indrejst i Danmark i 2018, og havde opholdstilladelse som flygtning. Da han søgt om familiesammenføring til sit mindreårige barn, der opholdt sig i Syrien hos hans forældre, havde han ikke boet sammen med barnet siden 2017. På tidspunktet for klagerens indrejse i Danmark boede barnet hos sin mor i Syrien, men moren var kort tid efter blevet gift på ny, og barnet havde siden boet hos klagerens forældre. Barnet var 5 år, da klageren søgte om familiesammenføring, og barnet havde på daværende tidspunkt boet de sidste 4 år hos hans forældre. Udlændingestyrelsen vurderede, at klagerens forældre, der begge var i 50-erne fortsat var i stand til at tage sig af barnet, og at der kun i beskedent omfang bestod et beskyttelsesværdigt familieliv, da barnet kun var 4. måneder gammel, da klageren forlod Syrien. Udlændingestyrelsen vurderede også, at klageren kunne opretholde sit familieliv med barnet som hidtil via telefon- og Skypeopkald. Det var til støtte for klagen anført, at klagerens forældre ikke længere kunne tage sig af barnet.

Udlændingenævnets afgørelse: 

"Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse. 

Udlændingenævnet vurderer således, at [barn] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at 3-månedersfristen for indgivelse af ansøgning ikke er overholdt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20.

Udlændingestyrelsen vurderede i sin afgørelse, at 3-månedersfristen for indgivelse af ansøgningen ikke var overholdt, og at der ikke var ganske særlige grunde til at fravige 3-månedersfristen, idet styrelsen vurderede, at der kun i et beskedent omfang kan siges at bestå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem [klageren] og [barnet], og at et afslag på opholdstilladelse derfor ikke vil indebære et indgreb i retten til familieliv i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. 

Udlændingenævnet vurderer først og fremmest, at der er et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8 mellem [klageren] og [barnet].

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af EMD’s praksis, at ”… barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Treland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/9 1) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84), og at der således skal meget til før, at det beskyttelsesværdige familieliv mellem forælder og barn kan anses for (frivilligt) afbrudt, hvilket ikke er tilfældet her. 

Udlændingenævnet har ved vurderingen af karakteren og intensiteten af familielivet mellem [klageren] og [barnet] lagt vægt på, at [klageren] efter det oplyste har kontakt med [barnet] over sociale medier, at han bidrager til [barnet]s forsørgelse, og at [barnet] bor hos [klageren]s forældre, hvorfor Udlændingenævnet vurderer, at [klageren] har tilkendegivet, at han ønsker et familieliv med [barnet]. 

Udlændingenævnet har endvidere lagt afgørende vægt på, at [klageren] har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som flygtning fra Syrien, hvorfor [klageren] ikke har mulighed for at tage ophold i [klageren] og [barnet]s fælles hjemland, Syrien, grundet risiko for forfølgelse. 

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at [klageren]s forældre har passet [barnet], siden hendes mor overgav forældremyndigheden til [klageren] og afleverede barnet hos bedsteforældrene. [klageren]s far er nu blevet syg, og hans mors ressourcer går til at passe faren under dennes sygdom, hvorfor de ikke længere kan tage sig af [barnet]. 

Det er således Udlændingenævnets vurdering, at Danmark er nærmest til at beskytte [klageren]s familieliv med [barnet], og Udlændingenævnet finder det dermed bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention og EMRK, at [barnet] ikke meddeles afslag under henvisning til 3-måneders fristen i udlændingelovens § 9, stk. 20. 

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for, at [barnet] meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er opfyldt."

FAM/2024/131

Til toppen