Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Børnesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 26-11-2018Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til to børn fra Syrien til deres herboende moder, da der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var den herboende references børn fra et tidligere ægteskab, der efter forældrenes skilsmisse i 2007 var blevet boende hos deres fader. Faderen var fire år tidligere formodet død, og børnene boede nu hos deres farfader. Den herboende reference havde ikke set børnene siden skilsmissen, da hendes tidligere ægtefælle havde forhindret dette. Den herboende reference havde de seneste tre år haft telefonisk kontakt med børnene. Den herboende reference vidste ikke, hvem der havde forældremyndigheden over børnene.
Udlændingenævnet fandt indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for et mindreårigt barn som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, at den herboende reference i maj 2017 var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, at det yngste barn derfor ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at hun var under 15 år, og at det yngste barns ansøgning om opholdstilladelse derfor skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference var meddelt midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på afgørelsestidspunktet, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de blev meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de som følge heraf ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference ikke siden sin skilsmisse fra børnenes fader i 2007 havde boet sammen med ansøgerne, og at ansøgerne nu boede hos deres farfader. Udlændingenævnet tillagde det samtidig betydning, at den herboende reference ikke vidste, hvem der havde forældremyndigheden over børnene, og at det måtte formodes, at det var børnenes farforældre, der efter faderens død var tillagt forældremyndigheden over børnene og derved kunne bestemme, hvor børnene skulle opholde sig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til støtte for klagen anførte om, at ansøgernes 80-årige farfader var psykisk ustabil og ikke kunne tage sig ordentligt af ansøgerne, at han dagligt slog dem, og at han ikke tillod børnene at ringe til den herboende reference, eller at komme ud når de ville, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference hverken under sin oplysnings- og motivsamtale eller i ansøgningerne om familiesammenføring fra oktober 2017 havde oplyst om disse forhold, men at oplysningerne først var fremkommet i forbindelse med klagen, hvorfor oplysningerne ikke kunne tillægges vægt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det til støtte for klagen anførte om, at familien i Syrien havde økonomiske udfordringer, samt at samfundet i Syrien var utrygt og livstruende, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens hjemland og forhold af asylretlig karakter ikke kunne danne grundlag for meddelelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende reference på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2018/80.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. juni 2017 – Børnesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 22-06-2017Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Syrien og dennes fire fælles børn med en herboende ægtefælle, som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for den ansøgende ægtefælle som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for parrets fællesbørn, der var under 15 år på ansøgningspunktet, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. I september 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I juli 2016 havde Udlændingestyrelsen forlænget den herboende ægtefælles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den ansøgende ægtefælle var derfor ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, da den herboende ægtefælle ikke havde haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste tre år. Af samme grund var parrets mindreårige fællesbørn ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at de var under 15 år. Udlændingenævnet fandt herefter, at den ansøgende ægtefælle og parrets fællesbørns ansøgninger om opholdstilladelse skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren og parrets fællesbørn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på tidspunktet for afgørelsen, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens og fællesbørnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde, for så vidt angik to af fællesbørnene, vægt på, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at den ansøgende ægtefælle efter det oplyste led af astma, og at der efter det oplyste skulle være en person til at holde øje med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var fremlagt dokumentation for sygdommen, ligesom det hverken var sandsynliggjort eller dokumenteret, at den ansøgende ægtefælles astma havde en karakter og et omfang, der medførte, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv eller fællesbørnene. Det forhold, at et af fællesbørnene havde en knude i højre ben, at hun havde væskeansamling og en betændelsestilstand af iskiasnerven, og at barnet burde opereres, således at knuden kunne undersøges nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det herved ikke var godtgjort, at fællesbarnet led af en så alvorlig sygdom, at der på den baggrund måtte anses at foreligge ganske særlige grunde til at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at selv om lidelsen kunne give smerter og væskeansamling, var der efter det oplyste tale om en godartet svulst i det ene ben. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at et andet fællesbarn havde medfødt hjernesvind, idet barnet led af en medfødt følelsesmæssig og mental forsinkelse, at fællesbarnet havde deformation af sine fødder og en forstyrret sprogudvikling, at fællesbarnet havde behov for specialiseret rehabilitering og træning og ikke kunne foretage toiletbesøg på egen hånd. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne anses at være tale om et handicap af en sådan karakter og omfang, at der herved måtte anses at foreligge ganske særlige grunde for at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste var tale om en medfødt lidelse, og at den specialiserede træning, som barnet havde brug for, var uafhængig af den ansøgende ægtefælles og den herboende ægtefælles indsats. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbørnene boede sammen med ansøgeren, og at ansøgeren kunne tage vare på børnene. Det forhold, at ansøgeren og fællesbørnene havde opholdt sig i et nedlagt butikslokale i Istanbul, Tyrkiet, at ansøgeren var fysisk og psykisk belastet og ikke kunne tjene penge til huslejen, og at børnene efter det oplyste ikke kunne få behandling i Tyrkiet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om de ansøgende familiemedlemmer måtte bo under dårlige forhold eller var på flugt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle selv havde epilepsi og i øvrigt ikke havde det godt fysisk og psykisk, og at han led af mareridt, koncentrationsbesvær og andre symptomer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle kunne modtage lægehjælp og medicinsk behandling i Danmark herfor og derudover kunne klare sig selvstændigt i Danmark, og således ikke var afhængig af den ansøgende ægtefælles omsorg. Det forhold, at den herboende ægtefælle var på flugt fra regeringen i Syrien, at han var hjemløs og statsløs, idet familien var kurdere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren og fællesbørnene i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2017/83.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet