Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – Visum – Karens pga. udvisning
Dato: 19-02-2024Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på visum til en statsborger fra Zimbabwe.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i maj 2023 meddelt et 15 dages visum med henblik på besøg hos sin svigermor. Ansøgeren bor i Storbritannien sammen med sin danske kæreste og deres fællesbørn I maj 2023 blev han administrativ udvist af Danmark med indrejseforbud i 2 år, da han havde haft et overstay på 7 dage.
Ansøgeren indgav på ny i november 2023 en ansøgning om Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin svigermor.
I december 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på visum under henvisning til, at han i maj 2023 var blevet administrativt udvist af Danmark som følge af sit overstay. Udlændingestyrelsen pålagde ham derfor en 5-årig karensperiode, således at han tidligst i maj 2028 kunne meddeles visum til Danmark på ny.
Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Vi har vurderet, at du har misbrugt et tidligere dansk udstedt visum, og at der er en høj grad af risiko for, at du vil tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du under dit tidligere danske visumophold i 2023 den […] blev udvist af Danmark.
Vi bemærker desuden, at du i forbindelse med det tidligere udstedte visum af ambassaden har fået udleveret et informationsark, hvori du er blevet vejledt om, at du vil kunne blive pålagt karens, hvis du misbruger et visum, herunder hvis du bliver udvist under et visumophold.
Da du under et tidligere dansk visumophold er blevet udvist af Danmark, kan du ikke få visum i 5 år, regnet fra datoen, hvor du udrejste/blev udsendt af Danmark (karens).
Du vil derfor tidligst den […] maj 2028 kunne få visum til Danmark igen, medmindre der foreligger ganske særlige grunde.
Der er ikke dokumentation for ekstraordinære omstændigheder i den aktuelle sag, der gør, at du alligevel kan få visum, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] december 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet [ansøgeren] har opholdt sig i Schengenlandene i 7 dage ud over [sit] visums gyldighed, og at Udlændingestyrelsen som følge heraf den […] maj 2023 udviste [ansøgeren] af Danmark efter udlændingelovens § 25 b.
Det forhold, at [ansøgerens] forlovedes far er syg og lider af […] syndrom, at [ansøgeren] blev længere tid i Danmark under [ansøgerens] visumophold i 2023 for at passe ham, og at [ansøgeren] og [ansøgerens] forlovede misforstod visummets gyldighedsperiode, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] kun søgte om 7 dages visumophold, selvom [ansøgeren] havde mulighed for at søge op til 90 dage, og at det i øvrigt ikke fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] skulle have søgt om forlængelse af sit visumophold i Danmark.
Heller ikke det forhold, at [ansøgeren] har anført, at [han] ikke havde nogen intentioner om at overskride sit visum, og at hvis [ansøgeren] ville blive i Danmark i længere tid, ville [han] have søgt familiesammenføring, finder Udlændingenævnet kan føre til et andet resultat, idet det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig at visummets gyldighed ikke overskrides.
Det af [ansøgeren] anførte om, at [hans] forlovede og 2 mindreårige børn er danske statsborgere, og at Udlændingestyrelsen ikke har inddraget dette i sin afgørelse, og at en karensperiode vil have en negativ effekt på [ansøgeren] og [hans] families liv, kan ikke føre til ændret vurdering, da [ansøgeren] og [hans] forlovede er bosiddende i Storbritannien, sammen med [deres] 2 børn, hvor [de] udøver [deres] familieliv.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke fik et indrejseforbud i forbindelse med [hans] udvisningsafgørelse af […] maj 2023. Udlændingenævnet finder ikke, at dette i sig selv kan begrunde, at [ansøgeren] ikke ifalder karens efter visumreglerne. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 1, at en udlænding ikke kan få visum i en periode på 5 år (karens), hvis udlændingen i forbindelse med et tidligere visumophold efter indrejsen, er blevet udvist af Danmark ved administrativ beslutning efter reglerne i udlændingelovens kapitel 4, herunder bl.a. § 25 b.
Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger omstændigheder, der kan godtgøre, at overskridelsen af visummets gyldighed beror på en undskyldelig misforståelse, der konkret kan begrunde en fravigelse af karensreglerne.
[Ansøgeren] kan således – medmindre der foreligger ganske særlige grunde for indrejsen – tidligst den […] maj 2028 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt [han] i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – Schengenvisum – Karens pga. udvisning
Dato: 19-02-2024Udlændingenævnt stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på visum til en statsborger fra Zimbabwe.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i november 2023 en ansøgning om visum til Danmark med henblik på at besøge sin svigermor. Ansøgeren boede i Storbritannien sammen med sin forlovede, der er dansk statsborger, og parrets to børn, der ligeledes er danske statsborgere.
Ansøgeren blev i maj 2023 meddelt et 15-dages visum, som han havde et 7-dages overstay på. Udlændingestyrelsen udviste på denne baggrund ansøgeren for ulovligt ophold, men undlod at fastsætte et indrejseforbud under henvisning til, at han havde to mindreårige børn, der var danske statsborgere, og fordi ansøgerens forlovede var dansk statsborger.
I forbindelse med klagen til Udlændingenævnet oplyste ansøgeren, at hans svigerfar var kræftsyg, og at han under sit visumophold i maj 2023 opholdte sig i længere tid for at passe ham.
Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Vi har vurderet, at du har misbrugt et tidligere dansk udstedt visum, og at der er en høj grad af risiko for, at du vil tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du under dit tidligere danske visumophold i 2023 […] blev udvist af Danmark.
Vi bemærker desuden, at du i forbindelse med det tidligere udstedte visum af ambassaden har fået udleveret et informationsark, hvori du er blevet vejledt om, at du vil kunne blive pålagt karens, hvis du misbruger et visum, herunder hvis du bliver udvist under et visumophold.
Da du under et tidligere dansk visumophold er blevet udvist af Danmark, kan du ikke få visum i 5 år, regnet fra datoen, hvor du udrejste/blev udsendt af Danmark (karens).
Du vil derfor tidligst […] maj 2028 kunne få visum til Danmark igen, medmindre der foreligger ganske særlige grunde.
Der er ikke dokumentation for ekstraordinære omstændigheder i den aktuelle sag, der gør, at du alligevel kan få visum, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] december 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet [ansøgeren] har opholdt sig i Schengenlandene i 7 dage ud over [sit] visums gyldighed, og at Udlændingestyrelsen som følge heraf […] maj 2023 udviste [ansøgeren] af Danmark efter udlændingelovens § 25 b.
Det forhold, at [ansøgerens] forlovedes far er syg og lider af [kræft], at [ansøgeren] blev længere tid i Danmark under [sit] visumophold i 2023 for at passe ham, og at [han] og [sin] forlovede misforstod visummets gyldighedsperiode, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] kun søgte om [15] dages visumophold, selvom [han] havde mulighed for at søge op til 90 dage, og at det i øvrigt ikke fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] skulle have søgt om forlængelse af [sit] visumophold i Danmark.
Heller ikke det forhold, at [ansøgeren] har anført, at [han] ikke havde nogen intentioner om at overskride [sit] visum, og at hvis [ansøgeren] ville blive i Danmark i længere tid, ville [han] have søgt familiesammenføring, finder Udlændingenævnet kan føre til et andet resultat, idet det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig at visummets gyldighed ikke overskrides.
Det af [ansøgeren] anførte om, at [hans] forlovede og 2 mindreårige børn er danske statsborgere, og at Udlændingestyrelsen ikke har inddraget dette i sin afgørelse, og at en karensperiode vil have en negativ effekt på [ansøgeren] og [hans] families liv, kan ikke føre til ændret vurdering, da [han] og [hans] forlovede er bosiddende i Storbritannien, sammen med [parrets] 2 børn, hvor [de] udøver [deres] familieliv.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke fik et indrejseforbud i forbindelse med [sin] udvisningsafgørelse af […] maj 2023. Udlændingenævnet finder ikke, at dette i sig selv kan begrunde, at [ansøgeren] ikke ifalder karens efter visumreglerne. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af udlændingelovens § 4 c, stk. 3, nr. 1, at en udlænding ikke kan få visum i en periode på 5 år (karens), hvis udlændingen i forbindelse med et tidligere visumophold efter indrejsen, er blevet udvist af Danmark ved administrativ beslutning efter reglerne i udlændingelovens kapitel 4, herunder bl.a. § 25 b.
Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke foreligger omstændigheder, der kan godtgøre, at overskridelsen af visummets gyldighed beror på en undskyldelig misforståelse, der konkret kan begrunde en fravigelse af karensreglerne.
[Ansøgeren] kan således – medmindre der foreligger ganske særlige grunde for indrejsen – tidligst […] maj 2028 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt [han] i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)
Dato: 09-02-2024I februar 2024 genoptog Udlændingenævnet sin afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Tyrkiet og hjemviste sagen til Udlændingestyrelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2021 ansøgeren afslag på familiesammenføring til sin herboende ægtefælle, som er tyrkisk statsborger under henvisning til, at referencen ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse. I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring. I januar 2024 modtog Udlændingenævnet en anmodning om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022 om afslag på familiesammenføring med henvisning til Associeringsaftalekomplekset.
Vedrørende ansøgerens familiesammenføringssag
Den 26. april 2021 klagede [partsrepræsentanten] på vegne af [ansøgeren] over Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021, hvorved styrelsen meddelte [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle til [referencen].
I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021.
I januar 2023 anmodede [partsrepræsentanten] Udlændingenævnet om at genoptage [ansøgerens] familie-sammenføringssag. Til støtte for [partsrepræsentantens] anmodning henviste [partsrepræsentanten] til EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, som vedrører danskprøvekravet i udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 6.
[Partsrepræsentanten] har ligeledes oplyst i [sin] anmodning om genoptagelse, at sagen er indbragt for de danske domstole. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at sagen ved domstolene fortsat verserer.
Udlændingenævnet har på baggrund af [partsrepræsentantens] anmodning gennemgået [ansøgerens] familiesammenføringssag på ny.
Udlændingenævnet finder, at der er grundlag for at genoptage [ansøgerens] familiesammenføringssag og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er en ny begrænsning i forhold til stand still-klausulerne i associeringsaftalekomplekset, men at selvforsørgelseskravet kan stilles og fortsat være foreneligt med associeringsaftalekomplekset, hvis kravet må anses for proportionalt i det enkelte tilfælde.
Selvforsørgelseskravet skal først og fremmest være begrundet i et tvingende alment hensyn og være egnet til at sikre virkeliggørelsen af de forfulgte lovlige formål. Der henvises i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, UfR.2022.956 Ø, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet må anses for begrundet i et tvingende alment hensyn, nærmere bestemt hensynet til at sikre en vellykket integration og hensynet til de offentlige finanser, der i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis kan begrunde indførelse af nye restriktioner, jf. f.eks. Genc, sag 561/14, og at selvforsørgelseskravet er egnet til at varetage disse hensyn.
Udlændingenævnet henviser desuden til lovforarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 5 (L 17, fremsat den 4. oktober 2006), hvoraf det følger, at formålet med bestemmelsen er, at alle udlændinge, der kommer til Danmark, som udgangspunkt skal være selvforsørgende, og at den herboende ægtefælles muligheder for at bidrage til den udenlandske ægtefælles integration i samfundet og på arbejdsmarkedet vil være bedre, hvis den herboende selv er i arbejde og har været det igennem en periode.
Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er således begrundet i et tvingende alment hensyn, dvs. både hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.
Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, går - generelt - ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet ikke kan anses for at gå videre end nødvendigt, da det følger af udlændingelovens § 9, stk. 5, og forarbejderne hertil, at ansøgere efter en individuel vurdering kan undtages fra kravet, herunder navnlig såfremt den herboende ægtefælle som følge af handicap ikke har kunnet opfylde selvforsørgelseskravet.
Udlændingenævnet har derefter taget stilling til, hvorvidt selvforsørgelseskravet i det konkrete tilfælde går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om ikke at lægge de offentlige finanser til last samt vellykket integration.
Det er Udlændingenævnets opfattelse, efter en fornyet vurdering af sagen, at der i den konkrete sag er individuelle forhold, som taler for, at selvforsørgelseskravet går videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] har haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2000, og at det af e-Indkomstregistret fremgår, at [referencen] i perioden fra januar 2014 til dags dato har været i beskæftigelse i Danmark, undtagen i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, hvor [referencen] har modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet bemærker hertil, at oplysninger i e-Indkomstregistret alene går 10 år tilbage i tid.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af den til sagen indsendte oversigt over [referencens] indbetalinger til ATP Livslang Pension, at [referencen] i perioden fra januar 2001 til oktober 2020 har betalt fuld sats i 82 måneder, dvs. knap 7 år.
Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at [referencen] alene modtog kontanthjælp i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, idet [referencens] arbejdsplads grundet den ekstraordinære situation i forbindelse med Covid-19 var nødt til for en kort periode at afskedige [referencen].
Efter en samlet afvejning af sagens omstændigheder er det således Udlændingenævnets vurdering, at hensynet til navnlig de offentlige finanser – i lyset af associeringsaftalekomplekset – ikke i den konkrete sag kan begrunde, at selvforsørgelseskravet skal stilles over for [referencen].
Udlændingenævnet bemærker, at karensperioden i udlændingelovens § 9, stk. 5, på 3 år for modtagelse af offentlige ydelser er udløbet, da [referencen] senest modtog kontanthjælp ultimo maj 2020, hvorfor [ansøgerens] genoptagne familiesammenføringssag allerede på den baggrund ville skulle omgøres, når Udlændingenævnet nu har fundet anledning til at genoptage Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen tager stilling til, om [ansøgeren] og [referencen] opfylder de øvrige betingelser for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark til [ansøgeren]. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse også foretage en vurdering af, om de øvrige betingelser for familiesammenføring – i lyset af de hensyn, der ligger bag disse betingelser – i den konkrete sag er forenelige med associeringsaftalekomplekset. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling dertil.
[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende [ansøgerens] familiesammenføringssag. -
Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2024 – administrativ udvisning - ulovligt arbejde - klage over indrejseforbud
Dato: 09-02-2024
Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år – ulovligt arbejde
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en nigeriansk statsborger med opholdstilladelse i Frankrig med et indrejseforbud i 2 år i medfør af Udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4, nr. 1.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev i september 2023 antruffet af politiet på en adresse i Danmark, hvor klageren blev observeret i færd med at flytte kasser fra vejkanten og ind i en restaurant og ikke var i besiddelse af en opholds- og arbejdstilladelse. Klager erkendte de faktiske omstændigheder, men nægtede at have arbejdet ulovligt. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og modtog en udenretlig bøde.
Udlændingestyrelsens afgørelse
”[Udlændingestyrelsen] har lagt til grund, at du er statsborger i Nigeria, at du har opholdstilladelse i Frankrig, og at du i [efterår] 2023 blev antruffet og anholdt for ulovligt arbejde, idet du ved anholdelsen var i færd med at flytte, i flere omgange, kasser fra vejen og ind i restauranten.
[Udlændingestyrelsen] vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Nigeria ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil. Det forhold, at du har opholdstilladelse i Frankrig, giver dig ikke ret til at arbejde i Danmark.
[Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
[Udlændingestyrelsen] finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
[Udlændingestyrelsen] finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [efterår] 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge som ikke har haft lovligt ophold her i landet i en længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.
Det til støtte for klagen anførte om, at klageren ikke har arbejdet ulovligt, da episoden, hvor klageren blev anholdt, har tilfældighedens karakter, at klager blot tilbød sin hjælp, da klageren kom forbi restauranten, at der ikke var tale om aflønning med mad, men blot at klageren ved tidligere lejligheder havde fået gratis mad på restauranten, kan ikke føre til anden vurdering.
Udlændingenævnet henviser til, at udlændinge efter udlændingelovens § 13, stk. 1, skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse.
Udlændingenævnet henviser endvidere til, at der kan ske udvisning for ulovligt arbejde, hvis der er grund til antage, at udlændingen vil tage arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet har lagt på, at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke det forhold, om der er tale om en vennetjeneste, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at klager blev observeret, imens klageren hjalp med at bære varer ind i restauranten.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af politirapporten, at klageren i forbindelse med anholdelsen til politiet har oplyst, at hvis klageren hjalp medarbejderen på restauranten med at bære varer, ville klager få gratis mad. En medarbejder på restauranten har til politiet oplyst, at klageren ofte spiste gratis på restauranten, idet klageren hjalp med at bære varer ind.
I forbindelse med den efterfølgende afhøring af samme medarbejder har denne derimod oplyst, at klageren jævnligt kom forbi restauranten, hvor de lod klager spise uden betaling, og klager ønskede at hjælpe med at bære varerne som tak for den gratis mad, klageren havde modtaget. Medarbejderen har til politiet oplyst, at det kun er denne ene gang, at klageren har hjulpet til i restauranten.
I forbindelse med afhøringen af klageren har denne - i modstrid med ovenstående oplysninger afgivet i forbindelse med anholdelsen - oplyst, at klageren kom forbi restauranten, hvor klageren havde set medarbejderen flytte en masse kasser i butikken, og klageren havde set medarbejderen flere gange, når klager havde spist i restauranten. Klageren hjalp medarbejderen med kasserne, da det var normalt i Afrika at hjælpe med den slags tjeneste.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det på baggrund af ovennævnte oplysninger ikke ses sandsynliggjort, at episoden, hvor klager blev anholdt, havde karakter af tilfældighed, men derimod at klager flere gange havde spist gratis på restauranten, og at klager som oplyst i forbindelse med anholdelse ville få gratis mad, hvis klager hjalp med at bære varer,
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke er afgørelse for vurderingen af, om der er tale om arbejde, at der er udbetalt løn.
Det forhold, at klageren ikke erkender at have arbejdet ulovligt, kan ikke føre til ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærker, at det ikke har afgørende betydning, om en udlænding erkender det ulovlige arbejde, men at det kan indgå i vurderingen.
Med henvisning til overstående findes det, at klageren har udført en aktivitet, som må betegnes som arbejde, som kræver en arbejdstilladelse, og at der ikke er tale om en tjeneste ydet, da klageren tilfældigt kom forbi.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, om udvisning må antages at virke særligt belastende for klager, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på at klageren er statsborger i Nigeria og har opholdstilladelse i Frankrig, at klageren ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klager.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ganske særlige grunde – Anden familie
Dato: 08-02-2024
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ganske særlige grunde – Anden familie
I februar 2024 omgjorde Udlændingenævnet delvist Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Afghanistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelsen meddelte i november 2023 ansøgeren afslag på familiesammenføring til sin herboende bror under henvisning til, at der ikke var ganske særlige grunde, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet ændrer delvist Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angår udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Du kan læse nærmere om Udlændingenævnets begrundelse herfor sidst i afgørelsen.
Udlændingenævnet ændrer imidlertid Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angår udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at [ansøgeren] ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at der ikke er ganske særlige grunde, som taler for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] fra sin fødsel til august 2021 har været en del af [referencens] husstand, og at familielivet alene blev ufrivilligt afbrudt i august 2021 som konsekvens af Talibans magtovertagelse i Afghanistan og den dertil markant forværrede sikkerhedssituation, der medførte, at [referencen] og dennes husstand blev evakueret med henvisning til den særlige ordning for truede afghanske lokalansatte med dansk tilknytning, hvorefter lokalansatte ved ambassaden i Kabul, ambassadens og Forsvarets tidligere lokalansatte, særligt udsatte NGO-medarbejdere og et antal lokalansatte ved NATO, EU og FN samt de pågældendes nærmeste familie blev tilbudt evakuering til Danmark.
Udlændingenævnet har i forlængelse heraf lagt betydelig vægt på, at [ansøgerens mor og lillesøster], som også altid har været en del af [referencens] husstand, i august 2021 blev evakueret fra Afghanistan til Danmark sammen med [referencen], hans kone og børn, hvorfor alle medlemmer af [ansøgerens] husstand opholder sig i Danmark. Udlændingenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at [referencen], [ansøgerens mor og lillesøster] siden februar 2023 har haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konventionsflygtninge fra Afghanistan, hvorfor familielivet mellem [ansøgeren] og medlemmerne af hendes husstand, herunder [referencen, ansøgerens mor og lillesøster], vil blive ufrivilligt afbrudt på ubestemt tid, hvis [ansøgeren] ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet de ikke kan henvises til at udøve familielivet i Afghanistan.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [referencen] gennem hele forløbet har tilkendegivet, at [ansøgeren] er hans yngre søster, og at han ønsker en genforening med hende i Danmark. Udlændingenævnet henviser bl.a. til referatet fra Udlændingestyrelsens samtale med [referencen], som blev afholdt i september 2021, kort tid efter evakueringen til Danmark.
Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at [referencen] i januar 2022 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter § 1, stk. 1, nr. 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., og at [referencen] i umiddelbar forlængelse heraf i marts 2022 søgte om opholdstilladelse i Danmark på vegne af [ansøgeren].
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering, at der er ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, som taler for at meddele [ansøgeren] opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, såfremt slægtskab kan dokumenteres.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen indledningsvist iværksætter DNA-undersøgelser til brug for fastlæggelse af slægtskab mellem [ansøgeren] og [referencen], samt mellem [ansøgeren] og [ansøgerens mor] og, såfremt slægtskabet bekræftes, udsteder en opholdstilladelse til [ansøgeren] efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.
Vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2023 af de grunde, som styrelsen har anført.
[Ansøgeren] kan derfor ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, idet hun var 18 år på tidspunktet, hvor [referencen] opfyldte bestemmelsens krav om rette opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angår udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – fremmedpas – afslag – inddragelse
Dato: 08-02-2024
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – fremmedpas – afslag – inddragelse
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Irak, som fik sit fremmedpas inddraget, da grundlaget for udstedelsen af hans fremmedpas var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren, der var en mindreårig dreng, fik i juli 2021 udstedt et fremmedpas med gyldighed til februar 2024. I maj 2023 henvendte klageren sig personligt i Udlændingestyrelsens borgerservice sammen med sin mor og oplyste, at han havde fået udstedt et nationalitetspas og deponerede derfor sit fremmedpas.
I oktober 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af fremmedpasset, idet klageren var i besiddelse af et irakisk nationalitetspas og grundlaget for udstedelsen af fremmedpas var dermed bortfaldet, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
” Fordi du har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er det en betingelse for at du må have et fremmedpas, at du ikke kan få et nationalitetspas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3. Det følger endvidere af udlændingelovens § 39 a, stk. 4, at Udlændingestyrelsen kan inddrage særlig rejselegitimation udstedt til en udlænding, når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på de oplysninger, vi har fået fra politiet, som dokumenterer, at du både er i besiddelse af et fremmedpas og et nationalitetspas.
Vi inddrager derfor dit fremmedpas, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4, da grundlaget for udstedelsen af dit fremmedpas er bortfaldet. Du opfylder derfor ikke længere kravet om at kunne dokumentere, at du ikke kan få udstedt et nationalitetspas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Vi vurderer endvidere, at der ikke foreligger særlige grunde, der taler for, at du kan beholde dit fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4.
Dit fremmedpas er i dag blevet spærret i alle registre og kan derfor ikke længere bruges til at rejse med.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] oktober 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen. [Klagerens] fremmedpas er således inddraget, da grundlaget for udstedelsen af hans fremmedpas er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] har opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført barn, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at han i 2021 fik udstedt fremmedpas efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3, idet han ikke kunne få udstedt nationalitetspas, og at [klageren] nu har fremlagt dokumentation for, at han har fået udstedt et irakisk nationalitetspas, der er gyldig i perioden fra den […] juli 2022 til den […] juli 2026.
Det til støtte for klagen anførte om, at sagsbehandlingstiden af [klagerens mors] sag om forlængelse af opholdstilladelse var lang, at [hendes] børns pas udløb, at [hun] derfor søgte om irakiske nationalitetspas til [sine] børn, og at [hun] af egen vilje deponerede [klagerens] fremmedpas, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at disse forhold ikke har relevans i vurderingen af, om [klageren] kan beholde sit fremmedpas.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Inddragelse – Krav om bestået danskprøve på A1-niveau i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)
Dato: 08-02-2024Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Inddragelse – Krav om bestået danskprøve på A1-niveau i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)
I oktober 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelses afgørelse om inddragelse af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse, da klageren ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau senest 6 måneder fra tidspunktet for klagerens tilmelding til folkeregisteret.
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelsen inddrog i marts 2020 klagerens opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende ægtefælle, som er økonomisk aktiv tyrkisk statsborger under henvisning til, at klageren ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau senest 6 måneder fra tidspunktet for klagerens tilmelding til folkeregisteret. I oktober 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen. I december 2022 modtog Udlændingenævnet en anmodning om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2022 om inddragelse af opholdstilladelse med henvisning til den herboendes status som økonomisk aktiv tyrkisk statsborger og Associeringsaftalekomplekset.
Vedrørende klagerens inddragelsessag
I december 2022 har [partsrepræsentanten] på vegne af [klageren] anmodet om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2022, hvorved [klagerens] opholdstilladelse som familiesammenført til [klagerens] ægtefælle blev inddraget.
Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at genoptage inddragelsessagen.
Udlændingenævnet finder, at der ikke er anført nye, væsentlige oplysninger, som kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet vurderer forsat, at [klageren] på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2020 ikke havde opnået rettigheder efter Associeringsaftalen.
Udlændingenævnet finder indledningsvist, at vurderingen om inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse med rette ikke er foretaget efter de tidligere gældende lempelige nationale regler som følge af stand still-klausulens artikel 13.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at [klageren] først er blevet økonomisk aktiv efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [klageren] i marts 2020 fik inddraget sin opholdstilladelse, da [klageren] ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau inden for fristen, at [klageren] i marts 2020 blev meddelt opsættende virkning under Udlændingenævnets behandling af sagen, og at det fremgår af eIndkomst, at [klageren] fra september 2020 til maj 2022 har været i beskæftigelse hos [virksomhed A], og at [klageren] fra juni 2022 til februar 2023 har været i beskæftigelse hos [virksomhed B].
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det følger af EU-Domstolens afgørelse i sag C-237/91, Kus mod Tyskland, præmis 12-18, at udtrykket ”lovlig beskæftigelse” ikke omfatter en periode, hvor en tyrkisk arbejdstager er meddelt opsættende virkning ved prøvelse af en afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse, da det ikke er endeligt fastslået om, vedkommende har haft opholdsret efter loven.
Udlændingenævnet har således vurderet, at [klageren] ikke var i lovlig beskæftigelse på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, som er en forudsætning for at være omfattet af stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 og dermed de lempelige regler ved inddragelse af familiesammenførte tyrkiske statsborgers opholdstilladelse efter 2 års lovligt ophold.
Udlændingenævnet vurderer på baggrund af ovenstående, at [klageren] ligeledes på Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt ikke havde opnået rettigheder som tyrkisk arbejdstager efter Associeringsaftalens artikel 6, da perioden for [klagerens] beskæftigelse, der tidsmæssigt ligger efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse, som anført ovenfor, ikke var lovlig beskæftigelse, uagtet at [klageren] isoleret set måtte opfylde kravet om at være i beskæftigelse hos samme arbejdsgiver i 1 år.
Det forhold, at der til støtte for anmodningen er anført, at EU-Domstolen i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, har fastslået, at danskkravet til familiesammenførte tyrkiske statsborgere i forbindelse med en førstegangsansøgning, udgør en ulovlig ny begrænsning i forhold til stand still-klausulen og ikke er proportional med formålet om at sikre en vellykket integration af en ansøger, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, kan efter Udlændingenævnets opfattelse i kraft af de principper, der kan udledes af præmisserne, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder endvidere, at udlændingelovens § 9, stk. 33, opfylder restriktionstesten i stand still-klausulens artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis og i lyset af bemærkningerne til bestemmelsen i udlændingeloven.
Udlændingenævnet har således supplerende foretaget en vurdering af, om bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 33, vedrørende kravet om danskprøve på A1-niveau, der stilles over for familiesammenførte udlændinge som betingelse for fortsat ret til opholdstilladelse, i denne konkrete sag kan anses for proportionalt.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det fremgår af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen (Lovforslag nr. L 140 af 2. marts 2012 om ændring af udlændingeloven), at hensigten bag bestemmelsen er, at de udlændinge, der kommer her til landet som ægtefælle-sammenført, bliver godt integreret, og at der derfor skal stilles krav om en aktiv indsats for egen integration. Udlændinge, der ægtefællesammenføres her i landet, skal derfor have klare og enkle incitamenter til – når de er meddelt opholdstilladelse – løbende og målrettet at opnå kendskab til det danske sprog og dermed opnå et godt grundlag for deres integration i det danske samfund.
Af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen afsnit 7.1.2. fremgår endvidere, at stand still-klausulens artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 i forhold til inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for tyrkiske statsborgere, som i Danmark er arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende eller tjenesteydere, ikke må opstilles nye begrænsninger efter stand still-klausulernes ikrafttræden eller i forhold til en senere indført lempelse. Dette gælder uanset grundlaget for den oprindelige opholdstilladelse.
Dette betyder, at der ikke vil kunne stilles krav om bestået danskprøve som betingelse for fortsat ophold for en tyrkisk statsborger, der er indrejst med opholdstilladelse som familiesammenført, og som efterfølgende i Danmark er blevet økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder. Det er i den forbindelse uden betydning, om den herboende ægtefælle er tyrkisk statsborger, og om den herboende er økonomisk aktiv.
I nærværende sag har [klageren] forud for inddragelsen af [klagerens] opholdstilladelse på intet tidspunkt været økonomisk aktiv. Udlændingenævnet har på den baggrund således vurderet, at kravet om bestået danskprøve på A1-niveau som betingelse for [klagerens] fortsatte ophold i Danmark kunne stilles, uagtet at [klagerens] ægtefælle var økonomisk aktiv tyrkisk statsborger.
Udlændingenævnet finder endvidere, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 33 (krav om danskprøve på A1-niveau), udgør en ny restriktion omfattet af stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, men at denne er begrundet i et tvingende alment hensyn og er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål og generelt ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå formålet, nemlig hensynet til at sikre at en familiesammenført udlænding bliver godt integreret i danske samfund, jf. bl.a. præmis 40 i sag Demir, C-225/12, og præmis 51 i Genc, C-561/14.
Udlændingenævnet har herefter taget stilling til, hvorvidt danskprøvekravet i det konkrete tilfælde går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om vellykket integration
Det er Udlændingenævnets opfattelse, at der i den konkrete sag ikke er individuelle forhold, som taler for, at danskprøvekravet går videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet om vellykket integration.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] i april 2019 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, at [klageren] blev tilmeldt Det Centrale Personregister i april 2019, at fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau var i oktober 2019, og at [klageren] først bestod danskprøve på A1-niveau efter fristens udløb.
Udlændingenævnet har endvidere lagt på, at det af eIndkomst fremgår, at [klageren] kom i beskæftigelse 1 år og 6 måneder efter [klageren] blev meddelt opholdstilladelse, og at [klageren] sammenlagt har været i beskæftigelse i sammenlagt i ca. 2 år, og at beskæftigelsen er udøvet under Udlændingenævnets behandling af klagesagen og efter en fastsat udrejsefrist, idet Udlændingenævnet konstaterer, at nævnet pålagde [klageren] at udrejse senest primo november 2022.
Udlændingenævnet har i forbindelse med proportionalitetsvurderingen herudover lagt betydelig vægt på, at [klageren] ikke er afskåret fra på ny at indgive en ansøgning om familiesammenføring fra sit hjemland.
Det forhold, at der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen er indsendt bevis for Prøve i Dansk 1, er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets proportionalitetsvurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af [klagerens] opholdstilladelse, hvilke betingelser, der løbende skulle være opfyldt. Udlændingenævnet bemærker, at den beståede danskprøve kan danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse, og at [klageren] således har mulighed for at søge om familiesammenføring på ny fra sit hjemland.
Udlændingenævnet vurderer på ovenstående baggrund, at der ikke i anmodningen om genoptagelse er oplyst om sådanne nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse i sagen, og hvis Udlændingenævnet på det oprindelige afgørelses-tidspunkt havde foretaget en vurdering efter stand still-klausulen i artikel 13.
Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til nævnets afgørelse oktober 2022.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20.12.2023 – nedsættelse af kontante ydelser – tålt ophold
Dato: 07-02-2024Udlændingenævnet omgjorde i december 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en syrisk statsborger, som havde fået nedsat sine kontante ydelser med et beløb svarende til én dags udbetaling på baggrund af overtrædelse af sin opholds- og underretningspligt.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2014. Opholdstilladelsen blev i 2019 forlænget af Udlændingestyrelsen. Klageren blev i 2021 udvist ved dom, hvorefter Hjemrejsestyrelsen i 2022 traf afgørelse om kontrolforpligtigelser, herunder opholds- og underretningspligt. Klageren kom ved Flygtningenævnets beslutning i 2022 på tålt ophold. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo september 2022. Udlændingenævnet finder, at det af sagens oplysninger ikke ses godtgjort, eller på en anden måde sandsynliggjort, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med behandlingen af sagen, hvorved klageren ikke skulle opholde sig på et udrejsecenter i en periode på én dag primo september 2022, oplyste klageren om, at det var en præmis for det lovlige fravær, at klageren skulle overnatte på et andet center.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, at klagerens kontante ydelse ikke skal nedsættes med én dag.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, Hjemrejsestyrelsen i afgørelsen af ultimo september 2022 har lagt til grund, at det var en præmis for aftalen om det lovlige fravær i perioden på én dag primo september 2022, at klageren skulle overnatte på et andet center, hvilket styrelsen i deres høringssvar af medio november 2023 ligeledes henviste til, men at det imidlertid ikke ses af sagens oplysninger, at klageren er blevet oplyst om denne præmis. Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at det var klageren påregneligt, hvilken konsekvens klagerens manglende overnatning på det andet center kunne få.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen primo november 2023 på vegne af Udlændingenævnet foretog en høring af Hjemrejsestyrelsen, hvorved styrelsen blandt andet blev anmodet om at oplyse, hvilken præmis i aftalen med Kriminalforsorgen, Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed og klageren, der henvises til i afgørelsen af ultimo september 2022. Udlændingenævnet modtog medio november 2023 Hjemrejsestyrelsens høringssvar, hvoraf det blandt andet fremgår, at styrelsen i afgørelsen af ultimo september 2022 fejlagtigt har angivet, at klageren havde indgået en aftale med Kriminalforsorgen og Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed om at overnatte på et andet center, og at styrelsen i afgørelsen rettelig skulle have henvist til, at aftalen er indgået mellem Kriminalforsorgen og klageren. Det fremgår endvidere af høringssvaret, at Kriminalforsorgen kan booke overnatning til udlændinge indkvarteret på et udrejsecenter i forbindelse med møder med f.eks. udlændingens advokat på Sjælland, og at præmissen for det lovlige fravær er, at pågældende reelt overnatter på et andet center. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Kriminalforsorgen primo december 2023 over for Udlændingenævnet har oplyst, at Kriminalforsorgen ikke har kompetence til at meddele en udlænding, der opholder sig på et udrejsecenter, lovligt fravær i relation til dennes melde- og opholdspligt.
Udlændingenævnet finder, under henvisning til at det ikke fremgår af sagens oplysninger, at klageren er blevet oplyst om, hvilken konsekvens manglende overnatning på det andet center kunne få, og at det alene i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo september 2022 og styrelsens høringssvar af medio november 2023 ses at være nævnt en sådan præmis for det lovlige fravær, at der ikke skal ske nedsættelse i klagerens kontante ydelser. Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at Hjemrejsestyrelsen, i forbindelse med den aftale der angiveligt skulle have været indgået vedrørende klagerens fravær fra udrejsecenteret i perioden på én dag primo september 2022 grundet fremmøde i Flygtningenævnet primo september 2022, har overholdt sin oplysnings- og vejledningspligt.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at klageren ikke skulle have nedsat sine kontante ydelser med én dag efter udlændingelovens § 42 a, stk. 11, nr. 3 og 5.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2024 – Udvisning – Kriminalitet – Indrejseforbud
Dato: 07-02-2024Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra USA med indrejseforbud til Danmark i 2 år.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev i juni 2023 antruffet af politiet i lufthavnen, idet klageren havde stjålet en vare fra en butik i lufthavnen til en værdi af 1.349 kr. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for tyveri af politiet. Klageren nægtede forholdet.
I forbindelse med behandlingen af klagen påberåbte klageren sig at være omfattet af EU-reglerne, idet klageren var gift med en statsborger fra Finland.
Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Ved afgørelsen har vi lagt til grund, at du er statsborger i USA og at du […] juni 2023 blev antruffet af [politiet] i [en butik], efter at politiet var blevet tilkaldt af en butiksdetektiv, der havde observeret, hvordan du havde forladt butikkens sidste betalingsmulighed uden at betale for [en vare] til en værdi af 1.349 kroner.
Vi har ved afgørelsen yderligere lagt til grund, at du ikke selv henvendte dig til butikken efter du blev bevidst om, at du havde forladt sidste betalingsmulighed uden at betale for varen, men at du blev opsøgt af butiksdetektiven.
Det forhold, at du oplyser, at du ikke var bekendt med at du forlod butikken uden at betale for [varen] fordi du var stresset og bar rundt på flere ting, kan ikke føre til en anden afgørelsen, idet det er dit eget ansvar at betale for varerne, før du forlader butikken.
Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] juni 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
[…]
Det forhold, at [klageren] i butikken havde mange ting i hænderne og skulle holde styr på sine flyoplysninger, betalingskort, mobiltelefon og pung, hvilket gjorde hun glemte at betale for varen og det ikke var hendes hensigt, kan ikke føre til ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af politirapporten, at butiksdetektiven i lufthavnen observerede [klageren] på overvågningen, hvor han så [klageren] tage den stjålne vare og lægge sin jakke henover produktet, hvorefter hun alene betalte for en anden vare, før hun forlod butikken, hvorfor den manglende betaling ikke kan tages som udtryk for glemsomhed. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klageren] overfor politiet i lufthavnen erkendte forholdet.
Det er videre til støtte for klagen anført, at [klageren] lider af en stofskiftesygdom og har mentale helbredsproblemer, der gør, at hun ikke altid kan foretage sunde beslutninger, og at [klageren] har en stor tendens til at glemme ting, kan ikke føre til ændret vurdering, idet de fremlagte lægeerklæringer ikke indeholder oplysninger, hvorefter det kan lægges til grund, at [klageren] ikke kan stå til ansvar for sine handlinger, herunder betale for varer i en butik.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det af de fremlagte lægeerklæringer fremgår, at [klageren] kan være påvirket i fremmødesituationer, f.eks. retsmøder, samt at hendes koncentration og dømmekraft kan være påvirket.
Det forhold, at [klageren] blev stoppet af en sikkerhedsvagt i lufthavnen og fik af vide, at hun kun skulle betale en bøde, men at politiet derefter blev tilkaldt, kan ikke føre til ændret vurdering, da det følger direkte af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen overfor politiet har erkendt overtrædelse eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold. Udlændingenævnet henviser til ovenstående vedrørende hændelsen i lufthavnen.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] følte sig mishandlet i de 2 dage, hun skulle opholde sig i lufthavnen, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet henviser til, at Udlændingenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til sådanne klager over politiet, og at såfremt [klageren] ønsker at klage over forholdene ved anholdelsen, kan en klage over politiet indgives på følgende link: https://politiklagemyndigheden.dk/indgiv-klage-anmeldelse/.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, om udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i USA og har opholdstilladelse i Tyskland, at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].
Det til støtte for klagen anførte, at [klageren] er omfattet af EU-reglerne, da hun er gift med en finsk statsborger og Udlændingestyrelsen ikke har inddraget dette forhold, og at indrejseforbuddet ikke er proportionelt set i lyset af, at [klageren] er omfattet af Udlændingestyrelsens praksis, hvorefter udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne for butikstyveri i førstegangstilfælde kun sker, hvis værdien af det stjålne mindst udgør 4.000 kr., kan heller ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet henviser til, at der af opholdsbekendtgørelsens artikel 1, stk. 1, fremgår, at bekendtgørelsen finder anvendelse på unionsborgere og deres familiemedlemmer, som efter Den Europæiske Unions (EU’s) regler om fri bevægelighed indrejser i Danmark, jf. bekendtgørelse om udlændinges adgang her til landet, og tager ophold her i landet.
Udlændingenævnet lægger til grund, at [klageren] som ægtefælle til en unionsborger har ret til ophold i indtil 3 måneder uden at der kan gøres andre betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt pas gældende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 9. En eventuel udvisning skal derfor afgøres i overensstemmelse med EU-reglerne.
Udlændingenævnet lægger til herudover til grund, at tyveri generelt udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at betingelserne for udvisning af [klageren] derfor efter konkret og individuel vurdering af [hendes] forhold er opfyldt.
Det forhold, at [klageren] og hendes ægtefælle bruger meget tid i [en dansk by], hvor de tager på feriebesøg og [klagerens] ægtefælle tit tager på arbejdsrejser til [en dansk by], hvor [klageren] er med, og at [klageren] og hendes ægtefælle har planer om at flytte til [en dansk by] i [klagerens] lejede lejlighed, kan ikke føre til anden vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger direkte af udlændingeloven § 32, stk. 1, nr. 1, at en udlænding, der er udvist, meddeles et indrejseforbud. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klagerens] qua ferierejser og fremtidsplaner ikke herved ses at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en udvisning må anses for uproportionel.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2024 – administrativ udvisning – ulovligt ophold – familie- og privatliv
Dato: 07-02-2024Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Iran, som blev administrativt udvist for ulovligt ophold og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet, jf. udlændingelovens §§ 25 b, og 32, stk. 4, nr. 1
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i maj 2023 antruffet på egen adresse, idet udlændingemyndighederne blev bekendt med, at pågældende fortsat opholdt sig i Danmark til trods for, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, og at klageren af Udlændingestyrelsen havde fået en udrejsefrist i marts 2023. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt ophold og vedtog ikke den udenretlige bøde på 2.000 kr.
I juni 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 b, og 32, stk. 4, nr. 1
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Iran, og at du indrejste i Danmark den [...] november 2022.
[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at:
- den […] februar 2023 meddelte Udlændingestyrelsen, at din opholdstilladelse er bortfaldet, hvor [du samtidigt fik] en udrejsefrist den […] marts 2023
- Udlændingestyrelsens afgørelse af [..] februar 2023 påklagede du til Udlændingenævnet den […] marts 2023 og samtidig anmodede [du] om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, mens klagen verserer
- den […] april 2023 gav Udlændingenævnet afslag på opsættende virkning, og du skulle derfor [have] været udrejst den […] marts 2023.
[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da politiet den […] juni 2023 antraf dig ved [adresse].
[Udlændingestyrelsen] har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde dig i Danmark, idet du ikke har overholdt din udrejsefrist af […] marts 2023, samt at du som statsborger i Iran ikke kan indrejse og opholde dig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du ønsker at blive i landet, idet du hjælper din ægtefælle med at indtage medicin, idet din ægtefælle, som dansk statsborger, kan få hjælp af [det] danske sundhedsvæsen med dette.
[Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold, som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Det forhold, at din ægtefælle og søn er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til ændring vurdering, idet der [ikke] er [noget] til hinder for, at [I kan] udøve jeres familieliv i Iran.
Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] juni 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet om retsregler ovenfor.
Det forhold, at du ikke er enig i sigtelsen og ikke har betalt bøden for at have opholdt dig ulovligt her i landet, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det i forbindelse med vurderingen af, om der kan ske administrativ udvisning for ulovligt ophold, ikke har afgørende betydning, om udlændingen erkender forholdet.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen den […] februar 2023 konstaterede, at din opholdstilladelse var bortfaldet, og pålagde dig at udrejse af landet senest den […] marts 2023, at du ikke har processult ophold i forbindelse med din klage til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorfor du ikke lovligt kan opholde dig i Danmark under klagesagens behandling, og at du ikke er udrejst i overensstemmelse med den meddelte udrejsefrist.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at du først har søgt om asyl den […] august 2023.
Udlændingenævnet vurderer således, at det hverken er dokumenteret eller sandsynliggjort, at der ikke har været tale om ulovligt ophold, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse den […] juni 2023.
Det til støtte for klagen anførte om, at du ikke kendte til reglerne i den danske udlændingeret, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det påhviler en udlænding at holde sig orienteret om, hvilke betingelser der er knyttet til indrejse og ophold i Danmark, herunder at sikre sig, at det tilladte ophold ikke overskrides, og at eventuelle udrejsefrister overholdes.
Det til støtte for klagen anførte om, at du ikke kan rejse tilbage til Iran grundet dårlige socioøkonomiske og politiske forhold, at du i Danmark er i stand til at arbejde og støtte dig selv økonomisk, og at du aldrig har været i problemer med loven, kan heller ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at disse forhold ikke har relevans i vurderingen af, om du har opholdt dig ulovligt i Danmark.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Iran, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Det er videre indgået i denne vurdering, at du har en ægtefælle i Danmark, og at I ønsker at udøve jeres familieliv i Danmark. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, da EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at der er uoverstigelige hindringer for, at du og din ægtefælle ikke ville kunne udøve familielivet i Iran, hvor I begge er født.
Det er ligeledes indgået i denne vurdering, at du har voksne børn i Danmark. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, da EMRK artikel 8, om retten til familieliv, efter praksis alene omfatter den i europæisk forstand kernefamilie, som består af forældre og deres mindreårige børn, og at der kun, hvor der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem et voksen barn og dets forælder, f.eks. hvor forælderen har været en del af det voksne barns husstand i en længere periode, eller hvor forælderen, på grund af alvorlig sygdom eller handicap, i en længere periode har været afhængig af det voksne barns pleje, af den grund ikke bør ske udvisning.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne forhold.
Det til støtte for klagen anførte om, at du har boet i Danmark i 10 år, kan heller ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om du i kraft af dit ophold i Danmark måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark, er der med henvisning til sagens samlede oplysninger, ikke oplysninger, der taler for, at du har etableret et beskyttelsesværdigt privatliv i Danmark, jf. Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet henviser til, at i sager omhandlende udlændinge, der tidligere har haft opholdstilladelse i opholdslandet, udgør ”privatliv” ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den pågældendes samlede sociale bånd til opholdslandet, herunder i form af varighed af ophold, alderen ved indrejse, sproglig tilknytning, bopæl, fritidsaktiviteter, uddannelse, arbejde og voksne familiemedlemmer.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at du har opholdt dig lovligt i Danmark i perioden fra 1989 til 1999, hvor du var 20-30 år, at du efterfølgende har opholdt dig i Iran i 23 år, at du først indrejste i Danmark den […] november 2022, og at din tilknytning til Iran, hvor du er født, og hvor du er statsborger, må antages at være stærkere, end din tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet vurderer således, at du ikke kan antages at have opnået en så væsentlig tilknytning til Danmark, at du af den grund ikke kan udvises, uanset at din ægtefælle og dine voksne børn er bosiddende i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlagt for at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, med henvisning til familiemæssige og sociale tilknytninger, og har supplerende til overstående vurdering vedrørende din ret til familieliv og privatliv, jf. EMRK artikel 8, lagt vægt på, at du ved Udlændingestyrelsens afgørelse af […] februar 2023 blev pålagt at udrejse af landet senest den […] marts 2023, og at du ikke har overholdt denne frist.
Vejledning I
Du kan indgive en ansøgning om familiesammenføring med din herboende ægtefælle. Ansøgningen indgives til en dansk repræsentation i dit hjemland eller i et land hvor du de sidste 3 måneder har haft fast lovligt ophold.
Vær opmærksom på, at det er en betingelse for at få familiesammenføring i Danmark, at din ægtefælle på daværende tidspunkt bor og har et lovligt opholdsgrundlag i Danmark.
Det bemærkes, at en ansøgning om familiesammenføring vil blive behandlet efter de regler, der gælder på ansøgningstidspunktet. Du kan læse nærmere om betingelserne her:
https://www.nyidanmark.dk/da/Du-vil-ans%C3%B8ge/Familie/Familiesammenf%C3%B8ring
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet