Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 118 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

Dato: 08-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Marokko under henvisning til, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl med ansøgerens danske kæreste, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark. Parret havde efter det oplyste mødt hinanden under den herboende kærestes ferie i Marokko i 2011 og havde aldrig boet på fælles adresse, men alene levet sammen i forbindelse med parrets ferieophold i henholdsvis Marokko og Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende kæreste ikke havde haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at den herboende aldrig havde været registreret som udrejst af Danmark, ligesom ansøgeren aldrig havde været meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at samliv under besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv efter praksis ikke kan medregnes i udregningen af, hvorvidt der foreligger et længerevarende samlivsforhold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Danmark ikke kunne anses som nærmest til at beskytte det eksisterende forhold mellem ansøgeren og den herboende i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren og den herboende alene havde tilbragt tid sammen i forbindelse med den herboendes ferieophold i Marokko og ansøgerens besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det ikke var dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at ansøgeren og den herboende havde boet sammen på fast bopæl eller havde forpligtet sig på anden måde over for hinanden. Det forhold, at den herboende ikke talte sproget i Marokko eller efter det oplyste ville kunne få arbejde i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at sociale og økonomiske forhold ikke ville kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2014/191.
Udlændingenævnets afgørelse af 5. september 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Erhverv – Greencardordningen

Dato: 05-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, til en statsborger fra Pakistan.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren hverken opfyldte betingelsen for forlængelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, om at have været i fast beskæftigelse af et vist omfang på tidspunktet for afgørelsen om forlængelse eller efter udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, om at have været i fast beskæftigelse af et vist omfang og blevet uforskyldt ledig i indtil tre måneder før tidspunktet for indgivelsen af ansøgning om forlængelse under henvisning til ansøgerens ansættelse i en amerikansk virksomhed. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ud fra en formålsfortolkning af greencardordningen vedrørende beskæftigelseskravet skal være tale om et lønnet ansættelsesforhold i en herværende virksomhed. Ansøgerens beskæftigelse hos en amerikansk virksomhed kunne derfor ikke indgå i beregning af beskæftigelseskravet i medfør af greencardordningen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at arbejdet var udført fysisk i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det ikke ændrede ved det forhold, at ansøgeren var beskæftiget hos en amerikansk virksomhed, hvorfra vederlaget for arbejdet ligeledes blev udbetalt som honorar. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde anført at være skattepligtig i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da vurderingen af, om en person er skattepligtig i Danmark, blandt andet beror på, hvor personen har bopæl og er uafhængigt af en persons opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik ved opslag i eIndkomst, at ansøgeren ikke havde haft beskæftigelse af et væsentligt omfang i Danmark, idet ansøgeren kun havde været i beskæftigelse i Danmark i i alt 13 timer i de 12 måneder forud for ansøgningstidspunktet, og at opholdstilladelsen på baggrund af greencardordningen således ikke kunne forlænges i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at ansøgeren havde forsøgt at integrere sig i Danmark, ikke ændrede ved, at ansøgeren havde været ansat i en amerikansk virksomhed. ERH/2014/93.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-borger

Dato: 04-09-2014

Udlændingenævnet omgjorde i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år af en person med både irakisk og svensk statsborgerskab efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. I april 2014 indrejste klageren med fly i Dan-mark fra Irak. Den pågældende skulle herefter videre til Sverige, hvor han boede. Den pågældende gik i lufthavnen igennem området, hvor man automatisk angiver intet at have at deklarere. SKAT trak klageren til side og fandt i den pågældendes bagage 5000 cigaretter og 6 kg tobak, hvilket var over den tilladte grænse på 400 cigaretter. Den pågældende fik en bøde på 30.000 kr. og blev pålagt at betale en afgift på cirka 15.000 kr. for overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1. I april 2014 udviste Udlændingestyrel-sen klageren af Danmark og meddelte den pågældende indrejseforbud i to år.

Udlændingenævnets flertal fandt, at klageren ikke burde udvises med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at klageren var borger i EU, at den pågældende ved indrejsen i Danmark fra Irak medbragte cigaretter og tobak og fik en bøde samt afgifter fra SKAT på et samlet beløb af cirka 45.000 kr. for indsmuglingen af 5000 cigaretter og 6 kg tobak, og at den pågældende ikke var kendt for lignende kriminalitet. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at indsmuglingen af det nævnte kvantum tobaksvarer ikke kunne antages at have en sådan karakter, at den kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnets flertal fandt på denne baggrund, at en udvisning måtte antages at være uforenelig med EU-retten, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. FAM/2014/118.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 04-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, til en filippinsk statsborger, da hun på tidspunktet for en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark indgivet i februar 2014 ikke havde lovligt ophold her i landet. Samtidig stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21*. Ansøgeren blev i februar 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair med gyldighed frem til august 2010. I december 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen. Det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte i februar 2011 ansøgeren, at klagen ikke var tillagt opsættende virkning og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse straks. I juni 2011 stadfæstede det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2010 og pålagde ansøgeren at udrejse straks. I juli 2013 søgte ansøgeren om humanitær opholdstilladelse i Danmark, og i august 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse. I februar 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 havde opholdt sig uafbrudt her i landet. I maj 2014 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring samt om at udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen i december 2010 pålagde ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen, at det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i februar 2011 pålagde ansøgeren at udrejse straks, og at ansøgeren i februar 2014 indgav ansøgning om ægtefællesammenføring, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 uafbrudt havde opholdt sig her i landet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist og have haft ulovligt ophold i Danmark siden december 2010. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig her i landet siden 2009, at hun i august 2010 indgik ægteskab med sin herboende ægtefælle, og at hun fødte parrets fællesbarn i november 2011 i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde haft opholdstilladelse i perioden fra februar 2009 til august 2010 som au pair med henblik på midlertidigt ophold, at ansøgeren således ikke havde haft lovligt ophold, siden hun blev pålagt at udrejse i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring i december 2010, og at parret derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet sammen i Danmark. FAM/2014/169.

*For resumé vedrørende afgørelsen om afvisning se under: Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Dato: 04-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en filippinsk statsborger, da hun på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet. Samtidig stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år*. Ansøgeren blev i februar 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair med gyldighed frem til august 2010. I december 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen. Det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte i februar 2011 ansøgeren, at klagen ikke var tillagt opsættende virkning og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse straks. I juni 2011 stadfæstede det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2010 og pålagde ansøgeren at udrejse straks. I juli 2013 søgte ansøgeren om humanitær opholdstilladelse i Danmark, og i august 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse. I februar 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 havde opholdt sig uafbrudt her i landet. I maj 2014 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring samt om at udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for ansøgningen om ægtefællesammenføring i februar 2014 ikke havde lovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde modtaget afslag på familiesammenføring senest i juni 2011 og fået meddelt en udrejsefrist, hvorfor hun ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at have lovligt ophold i Danmark efter denne dato. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet, da der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet, samt at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke ville kunne udøve familielivet i Filippinerne, herunder at ansøgerens ægtefælle ikke ville kunne meddeles opholdstilladelse i Filippinerne, såfremt parret ønskede det. Det forhold, at ansøgeren i november 2011 fødte parrets fællesbarn i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet lagde vægt på, at parrets familieliv var etableret på et tidspunkt umiddelbart før udløbet af ansøgerens opholdstilladelse som au pair, og at hun dernæst ikke havde haft lovligt ophold her i landet. Ansøgeren kunne ikke have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark, uanset at hun senere under ulovligt ophold havde født et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens barn ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet børn først kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet, hvor barnet skal have været tilknyttet dansk institution eller skole. FAM/2014/168.

*For resumé vedrørende afgørelsen om udvisning se under: Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Afbrud i uddannelse grundet barsel

Dato: 04-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Rusland, idet hun ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 2004 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren oplyste, at hun i perioden fra marts 2010 til maj 2010 gik på social- og sundhedsuddannelse, at hun i perioden fra maj 2010 til august 2011 var på barsel, at hun i august 2011 genoptog sin uddannelse til social- og sundhedsassistent, som hun afsluttede i maj 2013, og at hun siden juni 2013 havde haft sit eget firma, hvor hun i en periode arbejdede 20 timer om ugen og siden september 2013 på fuld tid.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren påbegyndte sin uddannelse som social- og sundhedsassistent i marts 2010, at hun i april 2010 gik på barsel frem til august 2011, og at hun herefter i august 2011 genoptog sin uddannelse, som hun afsluttede endeligt i maj 2013. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingenævnet henviste til ordlyden af bestemmelsen, hvoraf det fremgår, at det alene er afsluttede erhvervsuddannelser, der kan indgå i vurderingen og højst med den normerede tid, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, jf. § 11, stk. 3, nr. 8. En barselsperiode under en erhvervsuddannelse kunne således efter bestemmelsen ikke tillægges den normerede tid efterfølgende. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW-konventionen). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens uddannelse som social- og sundhedsassistent var normeret til et år og otte måneder og fandt på den baggrund, at ansøgeren havde været under uddannelse i et år og otte måneder inden for de sidste fem år som social- og sundhedsassistent. Det forhold, at det var oplyst, at ansøgeren i perioden fra juni 2013 til september 2013 havde arbejdet på deltid som selvstændig i sin virksomhed, og at hun siden september 2013 havde arbejdet på fuld tid i virksomheden, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på baggrund af de fremsendte oplysninger til Udlændingenævnet i form af årsopgørelser og regnskaber for perioderne fra juli 2013 til december 2013 og fra januar 2014 til juni 2014 kunne anses for i tilstrækkelig grad at have dokumenteret omfanget og karakteren af sit arbejde i virksomheden. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at uanset om Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren i perioden fra september 2013 havde arbejdet på fuld tid i sin virksomhed, ville beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de seneste fem år, ikke kunne anses for opfyldt. FAM/2014/167.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

Dato: 04-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Afghanistan under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, idet parret efter det oplyste var henholdsvis 12 og 13 år gamle ved ægteskabets indgåelse i Afghanistan i 2004. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet betragtedes som retsgyldigt i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed, idet parret efter det oplyste alene havde boet sammen i perioden fra 2004 til 2008. Udlændingenævnet lagde vægt på, at samlivsforholdet var etableret, hvor parret henholdsvis var 12 og 13 år gamle og blev afbrudt på et tidspunkt, hvor parret havde en alder af henholdsvis 16 og 17 år. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det er en grundlæggende forudsætning for meddelelse af opholdstilladelse, at begge ægtefæller eller samlevere er over 24 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet forholdet mellem den herboende og ansøgeren ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboendes alder på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, og at ansøgeren og den herboende måtte anses for at have opgivet et fælles familieliv fra 2009 til 2013. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter 2009 alene havde været tale om et enkelt besøgsophold og telefonsamtaler, hvilket ikke kunne føre til, at ansøgeren og den herboende kunne anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. Det forhold, at ansøgeren boede hos den herboendes moder i Afghanistan, kunne ikke føre til et andet resultat. FAM/2014/190.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej retsgyldigt ægteskab – Ej ganske særlige grunde

Dato: 04-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren havde indgået ægteskab med en herboende afghansk statsborger i Pakistan efter at have etableret kontakt over internettet. Den herboende ægtefælle havde opholdstilladelse som flygtning. Parret havde efter ægteskabet levet sammen i cirka en måned. Ægteskabet i Pakistan blev indgået efter den pakistanske Muslim Family Law Ordinance fra 1961. Udlændingestyrelsen havde til sagen oplyst, at ægteskaber indgået efter Muslim Family Law Ordinance fra 1961 kun kan anses for retsgyldige i Pakistan, såfremt disse er indgået af muslimer, der begge er pakistanske statsborgere, eller hvor en af parterne er muslim og derudover pakistansk statsborger, uanset at vielsesattesten efterfølgende er påstemplet.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark, da ægteskabet ikke kunne anses for at være retsgyldigt, ligesom der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det af parret indgåede ægteskab efter den pakistanske Muslim Family Law Ordinance fra 1961 ikke kunne anses for at være retsgyldigt efter pakistansk ret, og at det derfor ej heller kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at ægteskabet rettelig burde være indgået efter Special Marriage Act 1872 og registreret hos District Councils. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde haft et længerevarende samlivsforhold, ligesom der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, da der ikke forelå et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret kun havde levet sammen i en måned i 2013 i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet. FAM/2014/222.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. september 2014 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Genopdragelsesrejse

Dato: 03-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en somalisk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17. Ansøgeren blev i oktober 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til en flygtning her i landet i medfør af udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren blev i Det Centrale Personregister registreret som udrejst af Danmark i perioden fra september 2012 til juli 2013. I september 2012 indberettede kommunen til Udlændingestyrelsen, at ansøgerens moder havde oplyst til kommunen, at hun agtede at sende ansøgeren på genopdragelsesrejse hos sin søster, idet ansøgeren var ude i noget kriminalitet, at ansøgeren var smidt ud af skolen, og at ansøgeren opførte sig dårligt. Ansøgerens kontaktperson i kommunen oplyste i oktober 2012, at ansøgeren var udrejst af Danmark med sin moder i oktober 2012, og at ansøgeren selv ønskede at tage tilbage til Somalia. I oktober 2013 ansøgte ansøgeren om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, da ansøgeren havde opholdt sig mere end tre på hinanden følgende måneder på genopdragelsesrejse uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark i perioden fra september 2012 til juli 2013, at baggrunden for ansøgerens udrejse af Danmark efter ansøgerens egne oplysninger var, at ansøgerens moder og kommunen var nødsaget til at samarbejde for at få ansøgeren væk fra det kriminelle miljø, at kommunen i september 2012 indberettede til Udlændingestyrelsen, at ansøgerens moder til kommunen havde oplyst, at hun agtede at sende ansøgeren på genopdragelsesrejse, og at Udlændingestyrelsen ved brev i oktober 2012 vejledte ansøgerens moder om reglerne for bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren udrejste frivilligt, at ansøgeren ikke havde søgt om dispensation forud for udrejsen, at ansøgerens moder ved brev fra Udlændingestyrelsen i oktober 2012 var blevet vejledt om reglerne for bortfald af opholdstilladelse, at ansøgeren først i oktober 2013 indgav ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet, og at det ikke sås dokumenteret, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det var anført, at det ikke var planlagt, at ansøgeren skulle have været afsted så længe, og at grunden til, at ansøgeren ikke vendte tilbage til Danmark før, var, at ansøgeren ikke havde en returbillet til Danmark. FAM/2014/229.
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1

Dato: 27-08-2014

Udlændingenævnet omgjorde i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en statsborger fra Irak. Den pågældende blev født i 1943 og blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2004 som ægtefællesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det fremgik af sagen, at den pågældende aldrig havde gået i skole, og at han alene havde arbejdet i en kort periode som chauffør, inden han kom til Danmark. I 2009 søgte han om tidsubegrænset opholdstilladelse, og han oplyste i den forbindelse, at han havde deltaget i et introduktionstilbud, men stoppede efter otte måneder, fordi han blev syg med hjerteproblemer. Han oplyste endvidere, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1, fordi han var en gammel mand. Han blev i 2009 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte det dagældende krav om at skulle have haft lovligt ophold i syv år. I 2012 indgav han en ny ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Det fremgik af hans ansøgningsskema, at han havde modtaget kontanthjælp siden 2004, at han fik en blodprop i hjernen i 2010, at han havde haft problemer med sin korttidshukommelse siden blodproppen i 2010, og at han led af PTSD.

Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ikke skulle meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at den pågældende ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det efter en vurdering af sagens konkrete omstændigheder, herunder den pågældendes alder og helbredsmæssige forhold – han var 71 år og havde efter det oplyste blandt andet haft en blodprop i hjernen og havde ringe skolemæssige kundskaber fra hjemlandet – måtte anses for bedst stemmende overens med Danmarks internationale forpligtelser, at han ikke blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens 11, stk. 3, nr. 7, jf. § 11, stk. 14. FAM/2014/153.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen