Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet
Dato: 27-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs person fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse. Det fremgik af sagen, at ansøgerens herboende ægtefælle i 2009 var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning, og at den herboende ægtefælle ikke kunne vende tilbage til hjemlandet, da den herboende ægtefælle fortsat risikerede asylrelevant forfølgelse. Ansøgeren havde boet cirka fem år i Østrig, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse som flygtning.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da både ansøgeren og den herboende ægtefælle var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at parret under henvisning til forholdene i Syrien ikke kunne henvises til at udøve familielivet dér, og henviste parret til at udøve familielivet i Østrig, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, og hvorfra den herboende ægtefælle ikke ville risikere refoulement. Det forhold, at Østrig efter det oplyste opererer med et alderskrav på 21 år, hvorfor parret ikke ville kunne få opholdstilladelse i Østrig, kunne ikke føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Østrig, og at der ikke var oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Østrig, hvor parret havde mødt hinanden, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke sås at være dokumenteret, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse i Østrig for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren – såfremt den herboende ægtefælle efter en konkret ansøgning måtte blive meddelt afslag på at få opholdstilladelse i Østrig – havde mulighed for at anmode om sagens genoptagelse ved Udlændingenævnet med henblik på en fornyet vurdering af, hvorvidt Danmark i givet fald ville kunne anses for nærmest til at beskytte det af parret etablerede familieliv. FAM/2014/228.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2014 – Familiesammenføring, andre – Søskende
Dato: 26-08-2014Udlændingenævnet omgjorde i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til en statsborger fra Afghanistan, som søgte om familiesammenføring med sin herboende broder.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have ophold hos sin broder i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de oplysninger, som ansøgerens advokat havde afgivet, hvoraf det fremgik, at ansøgerens fader og moder var afgået ved døden, at hans fætter i Afghanistan var forsvundet, og at han levede hos bekendte af sin afdøde faster, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens broder måtte anses for at være hans nærmeste familie, og at ansøgeren var uden reelle omsorgspersoner og i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i hjemlandet. FAM/2014/173.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år
Dato: 26-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en albansk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidst tre år på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse, og at der ikke forelå ganske særlige grunde. Den herboende ægtefælle blev i oktober 2013 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I april 2014 indgav ansøgeren ansøgning om familiesammenføring.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2014, hvorfor ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at den herboende ægtefælles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, var meddelt på baggrund af hendes moders helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle havde stiftet selvstændig familie, og at ansøgerens svigermoders forhold ikke kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der i sagen ikke forelå oplysninger om den herboende ægtefælles personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Albanien, hvor parret havde mødtes og begge var statsborgere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at den herboende ægtefælles moder efter det oplyste var fuldstændig afhængig af den herboende ægtefælles hjælp hver dag, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en opgave for de sociale myndigheder i Danmark at varetage plejeopgaver. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, født i juni 2013 i Danmark, og som var albansk statsborger, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da barnet grundet sin unge alder ikke kunne anses for at have en sådan selvstændig tilknytning her til landet, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til barnet. Udlændingenævnet bemærkede, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. FAM/2014/187.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 26-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 1994 i Irak. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark, idet hun i 1996 blev meddelt opholdstilladelse, og i 1999 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. Ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde igennem to perioder på sammenlagt mere end tre år boet sammen i Irak. Ansøgeren var i perioden fra maj 2006 til august 2007 udrejst til sit hjemland, og i november 2010 udrejste hun på ny til Irak, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark i december 2012. I denne forbindelse bortfaldt ansøgerens opholdstilladelse i Danmark. Parret fik i perioden fra 1997 til 2005 fire fællesbørn, som alle var danske statsborgere. Børnene havde været udrejst af Danmark i de samme perioder som ansøgeren, og ansøgeren havde siden december 2012 på ny opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnets flertal fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Irak, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle – uanset at han havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984 og var blevet dansk statsborger – og ansøgeren – uanset at hun havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996 og tidsubegrænset opholdstilladelse siden 1999 – begge havde større tilknytning til Irak end til Danmark. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var født i Irak og havde familie dér, ligesom de kommunikerede på irakisk, og at parret igennem flere perioder på sammenlagt mere end tre år havde opholdt sig sammen i Irak, hvor parret tog ophold med henblik på at tage varigt ophold. Det oplyste om den herboende ægtefælles tidligere uddannelse og beskæftigelse, herunder at han i 1994 havde afsluttet en uddannelse som civilingeniør i Danmark, at han i 1995 havde været ansat ved en virksomhed i Århus, og at han i 2009 og 2010 havde været ansat i job med løntilskud, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle uagtet karakteren og længden af sit ophold i Danmark, og herunder den nævnte uddannelse og de nævnte beskæftigelser, ikke kontinuerligt havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, men havde haft kortere perioder med beskæftigelse, og at han to gange havde været udrejst til Irak med henblik på at etablere familielivet i det land, hvor han var opvokset. Ansøgerens tidligere opholdstilladelse i Danmark og det forhold, at hun under sagens behandling i Udlændingenævnet var gravid, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren i februar 1996 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført, og at hun i maj 1999 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet det var hendes eget valg at udrejse til Irak og dermed opgive sin opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med sit ophold i Danmark efter det oplyste havde taget sprogkurser og været i praktik, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, der kunne medføre, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde opnået en større tilknytning til Danmark end til Irak, hvor hun var født og opvokset, og hvortil hun efter det oplyste havde haft ønske om at vende tilbage for dér at udøve familielivet sammen med sin ægtefælle og parrets fire fællesbørn. Det forhold, at ansøgeren led af dysreguleret stofskifte og diabetes, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af lægeerklæringer, at ansøgeren siden 2007 havde været syg, og at hun alligevel i 2010 havde valgt at udrejse til Irak for at udøve familielivet dér. Det forhold, at ansøgerens og hendes ægtefælles fællesbørn var danske statsborgere og havde boet i Danmark fra fødslen og frem til maj 2006, i perioden fra august 2007 til november 2010 og siden december 2012, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene to gange havde været udrejst til Irak i en længere periode, hvorved børnene fik afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnets flertal bemærkede hertil, at det havde været ansøgerens og hendes ægtefælles eget valg at udrejse af Danmark i henholdsvis 2006 og 2010, og at børnene fra december 2012 på ny skulle tage ophold i Danmark, uagtet at ansøgeren ikke længere havde opholdstilladelse i Danmark, idet hun havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, hvorved hendes opholdstilladelse var bortfaldet. FAM/2014/166.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om bortfald af to statsløse palæstinensiske børns opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17. Børnene blev født i henholdsvis 1996 og 1997 i Danmark, og de blev i forbindelse med deres fødsel meddelt opholdstilladelse i Danmark. Børnene udrejste af Danmark til Libanon i marts 1998 sammen med deres moder. Børnenes fader var født i Libanon, men var nu statsborger i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at børnenes opholdstilladelser måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da de havde opgivet deres bopæl i Danmark ved deres udrejse til Libanon sammen med deres moder i 1998, og da de havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene i marts 1998 udrejste af Danmark, og at de genindrejste i Danmark i december 2013. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var grundlag for ikke at anse børnenes opholdstilladelser for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at hverken faderen eller moderen forud for udrejsen af Danmark i 1998 ansøgte om bevarelse af børnenes opholdstilladelser, og at børnene ikke før december 2013 tog kontakt til de danske myndigheder med henblik på at indrejse i Danmark på ny. Det forhold, at børnene rejste til Libanon i 1998 efter faderens og moderens ønske, og at de ønskede at vende tilbage til Danmark for at bo sammen med faderen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene alene havde opholdt sig i Danmark i henholdsvis et halvt og halvandet år forud for udrejsen til Libanon, at de tog bopæl sammen med deres moder og begyndte i skole i Libanon, og at det var faderens og moderens beslutning at udrejse til Libanon, og at børnene skulle opvokse dér. FAM/2014/196.
Vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1, se praksis for børnesammenføring.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til to statsløse palæstinensiske børn i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, samt bortfald af børnenes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17. Børnene blev født i henholdsvis 1996 og 1997 i Danmark, og de blev i forbindelse med deres fødsel meddelt opholdstilladelse i Danmark. Børnene udrejste til Libanon i marts 1998 sammen med deres moder.
Udlændingenævnet fandt, at børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller børnenes tarv, der talte for, at børnene kunne få opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at børnene havde boet i deres hjemland, siden de var henholdsvis et halvt og halvandet år gamle, at de indtil genindrejsen i Danmark i december 2013 havde boet med deres moder i Libanon, at de havde haft deres skolegang i Libanon, at de efter deres udrejse af Danmark havde set faderen én til to gange om året i Libanon, at de ikke siden deres udrejse af Danmark havde besøgt Danmark, og at det var faderens og moderens beslutning, at de skulle bo og vokse op i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at faderen kunne fortsætte med at udøve samværet med børnene på den måde, det havde været udøvet, siden børnene udrejste fra Danmark i 1998. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for børnene, som kunne begrunde opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene på afgørelsestidspunktet var henholdsvis 18 år og 17 år og måtte antages at kunne tage vare på sig selv og ikke havde brug for en forælder i samme omfang som mindre børn. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at det var faderens og moderens valg, at de skulle vokse op i Libanon uden faderen. Udlændingenævnet fandt, at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne forhold, der bevirkede, at det måtte anses for uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at henvise børnene til at fortsætte med at udøve familielivet med faderen i samme omfang, som de havde gjort, siden de udrejste af Danmark i 1998. Udlændingenævnet fandt, at FN’s børnekonvention ikke giver videre adgang til familiesammenføring end EMRK artikel 8. FAM/2014/195.
Vedrørende udlændingelovens § 17, se praksis for bortfald.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Fremmedpas
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 6, stk. 4. Ansøgeren havde til støtte for ansøgningen gjort gældende, at han, der var registreret som ukrainsk statsborger og tidligere havde været indskrevet i sin moders ukrainske nationalitetspas, var statsløs palæstinenser.
Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren var ukrainsk statsborger, og Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne få forlænget sit fremmedpas, da ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han ikke kunne få udstedt pas eller anden rejselegitimation fra sit hjemlands myndigheder. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren var indrejst i Danmark i 2001 og dengang var indskrevet i sin moders ukrainske nationalitetspas, samt at Den Ukrainske Ambassade i København i 2006 havde udstedt et Laissez-Passer til ansøgerens moder, hvori ansøgeren var indskrevet. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren ikke havde fået skriftligt afslag fra Den Ukrainske Ambassade på udstedelse af nationalitetspas. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren tidligere havde været meddelt fremmedpas, da ansøgeren som ukrainsk statsborger ikke kunne antages at have opnået en berettiget forventning om udstedelse af fremmedpas. FAM/2014/159.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Yemen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgningen om opholdstilladelse i marts 2014. Den herboende ægtefælle havde sammen med sin del af ansøgningsskemaet fremsendt en lejekontrakt, hvoraf det fremgik, at lejemålet var indgået mellem udlejer og den herboende ægtefælles moder, at boligen bestod af tre værelser, og at det samlede areal udgjorde 85 m2. Den herboende ægtefælle havde anført, at han var førtidspensionist og debil og derfor ikke kunne bo alene. Af de lægelige akter fremgik det, at den herboende ægtefælle ville kunne visiteres til en bolig for evnesvage. Den herboende ægtefælle havde i ansøgningen oplyst, at parret blev gift i Yemen, og at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Yemen.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den til sagen fremlagte lejekontrakt var indgået mellem udlejer og den herboende ægtefælles moder, hvorfor den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at have den fulde rådighed over lejemålet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælle efter det oplyste var førtidspensionist og debil, ikke kunne føre til en anden vurdering, henset til, at der til sagen ikke var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Yemen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne om, at parret blev gift i Yemen, og at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Endelig bemærkede Udlændingenævnet, at FN’s handikapkonvention ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og Udlændingenævnet fandt det ikke urimeligt, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, blev stillet i sagen, henset til at den herboende ægtefælle på trods af sit handikap udrejste af Danmark til Yemen for at mødes og blive gift med ansøgeren, og henset til at den herboende ægtefælle efterfølgende besøgte ansøgeren i ansøgerens hjemland. FAM/2014/130.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i april 2014. Af den lejekontrakt, der var vedlagt ansøgningsskemaet, fremgik det blandt andet, at lejemålet bestod af et værelse, og at det samlede boligareal udgjorde 40 m2. Den herboende ægtefælle søgte efter det oplyste på afgørelsestidspunktet efter en anden bolig. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som var født i november 2011.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at lejemålet efter det oplyste havde et boligareal på 40 m2, og at der efter familiesammenføringen ville skulle bo tre personer i lejemålet, hvorfor lejemålet ikke levede op til boligkravsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 2, hvorefter en bolig anses for at have en rimelig størrelse, hvis boligens areal efter gennemførelsen af familiesammenføring vil være på mindst 20 m2 per person, der bor i boligen jf. stk. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6, og lagde vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne forhold, der kunne føre til, at boligkravet ikke skulle stilles. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet på grund af dets unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at parret havde anført, at ansøgeren ikke ønskede at være adskilt fra den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn, og at et afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 6, ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at den herboende ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Filippinerne for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøver deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/227.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en nigeriansk statsborger, da hans identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås. Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2008 og mødte under sit ophold i Danmark sin herboende danske ægtefælle. Efter indrejsen i Danmark søgte ansøgeren asyl, og han blev meddelt afslag herpå. Ansøgeren blev påset udrejst af Danmark i december 2011, og parret indgik ægteskab i Nigeria i august 2013. Ansøgeren havde oplyst seks forskellige fødselsdatoer, fem forskellige navne samt forskellige nationaliteter og fødesteder til de danske myndigheder. Ansøgeren havde endvidere fremlagt to forskellige nigerianske nationalitetspas.
Udlændingenævnet fandt, at det på afgørelsens tidspunkt ikke var muligt at fastslå ansøgerens identitet og vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til ansøgeren var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde opgivet forskellige oplysninger vedrørende sit navn, sin fødselsdato, sit statsborgerskab og sit fødested, samt at ansøgeren overfor udlændingemyndighederne havde fremlagt to forskellige nationalitetspas, hvoraf to forskellige fødedatoer fremgår, og hvor underskrifterne i passet ikke lignede hinanden. Udlændingenævnet bemærkede, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan indgives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, jf. udlændingelovens § 40, og Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens identitet ikke kunne anses for at være dokumenteret eller i øvrigt sandsynliggjort. FAM/2014/111.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet