Praksis

Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i april 2014. Af den lejekontrakt, der var vedlagt ansøgningsskemaet, fremgik det blandt andet, at lejemålet bestod af et værelse, og at det samlede boligareal udgjorde 40 m2. Den herboende ægtefælle søgte efter det oplyste på afgørelsestidspunktet efter en anden bolig. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som var født i november 2011.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at lejemålet efter det oplyste havde et boligareal på 40 m2, og at der efter familiesammenføringen ville skulle bo tre personer i lejemålet, hvorfor lejemålet ikke levede op til boligkravsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 2, hvorefter en bolig anses for at have en rimelig størrelse, hvis boligens areal efter gennemførelsen af familiesammenføring vil være på mindst 20 m2 per person, der bor i boligen jf. stk. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6, og lagde vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne forhold, der kunne føre til, at boligkravet ikke skulle stilles. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet på grund af dets unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at parret havde anført, at ansøgeren ikke ønskede at være adskilt fra den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn, og at et afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 6, ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at den herboende ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Filippinerne for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøver deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/227.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en nigeriansk statsborger, da hans identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås. Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2008 og mødte under sit ophold i Danmark sin herboende danske ægtefælle. Efter indrejsen i Danmark søgte ansøgeren asyl, og han blev meddelt afslag herpå. Ansøgeren blev påset udrejst af Danmark i december 2011, og parret indgik ægteskab i Nigeria i august 2013. Ansøgeren havde oplyst seks forskellige fødselsdatoer, fem forskellige navne samt forskellige nationaliteter og fødesteder til de danske myndigheder. Ansøgeren havde endvidere fremlagt to forskellige nigerianske nationalitetspas.

    Udlændingenævnet fandt, at det på afgørelsens tidspunkt ikke var muligt at fastslå ansøgerens identitet og vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til ansøgeren var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde opgivet forskellige oplysninger vedrørende sit navn, sin fødselsdato, sit statsborgerskab og sit fødested, samt at ansøgeren overfor udlændingemyndighederne havde fremlagt to forskellige nationalitetspas, hvoraf to forskellige fødedatoer fremgår, og hvor underskrifterne i passet ikke lignede hinanden. Udlændingenævnet bemærkede, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan indgives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, jf. udlændingelovens § 40, og Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens identitet ikke kunne anses for at være dokumenteret eller i øvrigt sandsynliggjort. FAM/2014/111.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Herboende ægtefælle idømt ubetinget straf af mindst et år og seks måneders fængsel

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1 (fængselsstraf på mindst et år og seks måneder), til en statsborger fra Israel. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i juni 1985 idømt et år og seks måneders fængsel. I december 1985 blev ansøgerens herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke måtte være idømt en ubetinget straf af mindst et år og seks måneders fængsel, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til Lovforslag nr. L 168 af 17. marts 2011 (Lov om ændring af udlændingeloven og lov om ægteskab indgåelse og opløsning), side 43, at: ”Kravet om opfyldelse af de overførte betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse vil kunne fraviges enkeltvis på grund af herboendes særlige forhold eller situation. Der vil f.eks. kunne ske fravigelse af de foreslåede betingelser i § 9, stk. 12, nr. 1 og 2, hvor der som udgangspunkt ikke kan meddeles ægtefællesammenføring, hvis den herboende har begået alvorlig kriminalitet, i tilfælde hvor den idømte straf ligger langt tilbage i tid, og hvor den herboende ikke efterfølgende har begået ny kriminalitet”. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det måtte anses for at være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælles dom på et år og seks måneders fængsel var fra juni 1985, og at hen herboende ægtefælle efterfølgende ikke sås at være dømt for ny kriminalitet, samt at den herboende ægtefælle i december 1985 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/134.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en pakistansk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2003 i Pakistan. Ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden januar 1990, og i december 1991 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren blev i juli 2003 meddelt afslag på ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Denne afgørelse blev ikke påklaget. Parret fik i perioden fra 2004 til 2010 fire fællesbørn i Pakistan. Ansøgeren søgte i december 2013 på ny om ægtefællesammenføring i Danmark.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvortil den herboende ægtefælle først kom i 1990 i en alder af 26 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret siden 2003 havde etableret og udøvet fælles familieliv med udgangspunkt i Pakistan, da parrets fire fællesbørn var født og opvokset i Pakistan, da der senest blev indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i december 2013, og da ansøgerens herboende ægtefælle – henset til den måde parret hidtil havde udøvet familielivet på – havde bevaret en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark siden 1991 og havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Pakistan oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parrets fællesbørn i maj 2014 fik opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da parrets fællesbørn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede, at fællesbørn, som bor hos en herboende ansøgers ægtefælle, efter Udlændingenævnets praksis først efter seks til syv års ophold i Danmark ville kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ville have så væsentlige konsekvenser for børnene, at kravet om tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt herudover, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af parrets rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, idet EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. FAM/2014/129.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. august 2014 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år – Beskyttelsesværdigt familieliv

    Dato: 20-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring af et barn fra Somalia, der var født i 1996, til en herboende fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at den herboende fader og barnet, der var faderens særbarn, ikke sås at have en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, at den herboende fader alene havde boet sammen med ansøgeren i de to første år af dennes liv og igen fra januar 2009 og frem til faderens flugt i 2010, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var knap 18 år og derfor måtte formodes at kunne klare sig selv. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens moder fortsat var bosat i hjemlandet. Ansøgeren var faderens særbarn fra et tidligere ægteskab, og faderens nye ægtefælle og deres ni fællesbørn, som ansøgeren på ansøgningstidspunktet befandt sig sammen med i Etiopien, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i august 2013 og indrejste i Danmark i november 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og at ansøgeren derfor ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt ikke, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, og lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hele sit liv frem til slutningen af 2012 i Somalia, hvor han havde gået syv måneder i skole, at han alene havde boet sammen med sin herboende fader til november 2010, hvor denne var udrejst af landet, at hans moder fortsat boede i hjemlandet, og at ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet fandt således ikke, at der i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. For så vidt angik FN’s børnekonvention, lagde Udlændingenævnet vægt på, at denne konvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke gav en videre adgang til familiesammenføring end den, der fulgte af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derudover ikke, at der var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgeren, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren havde sin moder i hjemlandet, og at det forhold, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde haft kontakt til sin moder i mange år, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren var 17 år på ansøgningstidspunktet, og at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndig og derfor måtte forventes at kunne tage vare på sig selv. Det forhold, at den herboende fader efter det oplyste altid havde forsørget ansøgeren, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han skulle gives opholdstilladelse. Det forhold, at den herboende fader havde oplyst, at han var bekymret, fordi der var en potentiel risiko for, at ansøgeren kunne blive hvervet af Al-Shabaab til krigshandlinger, kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering, idet denne potentielle risiko ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at den herboende fader havde oplyst, at ansøgerens moder boede i Somalia, men at han ikke kunne bo hos hende på grund af den dårlige sikkerhedsmæssige situation i landet, den ringe økonomi og de ringe muligheder for uddannelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2014/205.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 15-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, til en statsborger fra Tyrkiet. Ansøgeren fik i august 2002 første gang opholdstilladelse i Danmark som studerende. Herefter blev han i januar 2005 meddelt opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse, og i juni 2010 blev han meddelt opholdstilladelse efter greencardordningen gyldig indtil december 2010 henset til, at hans pas udløb. I juni 2011 blev hans opholdstilladelse forlænget indtil juni 2013. Det fremgik udtrykkeligt af tilladelsen, at den var betinget af, at ansøgeren ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Endvidere fremgik det, at der var tale om en løbende betingelse, der således skulle være opfyldt hele tiden, da ansøgeren ellers ville kunne miste sin opholdstilladelse. I juni 2013 indgav ansøgeren en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering anmodede i september 2013 ansøgeren om information om og dokumentation for hans arbejde. Senere i september 2013 oplyste en repræsentant fra Døves Kirke på vegne af ansøgeren, at han i starten af september 2013 havde fået en blodprop i hjertet og siden havde haft uregelmæssig hjerterytme samt angstanfald, som bevirkede, at han ikke havde overskud, havde koncentrationsbesvær og ikke måtte udføre fysisk aktivitet. Af lægelige oplysninger vedrørende ansøgeren fremgik det, at ansøgeren ikke havde haft en blodprop, men at han blev indlagt med hurtig arterieflagren, at ansøgeren senere i september 2013 samt i november 2013 og december 2013 havde været indlagt på grund af alkoholoverforbrug, og at ansøgeren i december 2013 og januar 2014 havde været indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af hypomania. I december 2013 afslog Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering at forlænge ansøgerens opholdstilladelse henset til, at han siden oktober 2011 havde modtaget kontanthjælp.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren som greencardindehaver ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 1. pkt., om ikke at modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, da ansøgeren siden oktober 2011 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde vægt på, at opholdstilladelser efter greencardordningen er betinget af, at udlændingen ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, at dette udtrykkeligt fremgik af afgørelsen fra juni 2011, hvorved Udlændingeservice forlængede ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen, samt at der ikke blot havde været tale om enkeltstående beløb, der ikke direkte relaterede sig til ansøgerens forsørgelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde været indlagt på somatisk såvel som psykiatrisk afdeling. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgerens sygdomsforløb ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren siden Udlændingeservices afgørelse i al væsentligt havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp, og det er en løbende betingelse for tilladelsen, at udlændingen ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. ERH/2014/74.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2014 – Studie – Formodning – Folkehøjskole

    Dato: 15-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som elev på en højskole, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, til en statsborger fra Nepal.

    Udlændingenævnet fandt, at der ud fra en samlet vurdering måtte anses for at foreligge en formodning for, at ansøgerens intention med ansøgningen ikke var at være elev ved højskolen, men at opnå længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forlængelse af 12 års skolegang havde været beskæftiget i ca. 14 år i Nepal blandt andet som Marketing Executive hvorfor et kursus i dansk sprog og kultur, ikke kunne anses for at ligge i naturlig forlængelse af ansøgerens øvrige uddannelses- og beskæftigelsesmæssige baggrund. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde udvist et større kendskab til skolen, men at studieafgiftens størrelse ifølge ansøgeren selv havde haft størst vægt i valget af højskole. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at han talte tilstrækkeligt engelsk, at han havde valgt højskolen efter fælles beslutning med ansøgerens venner, og at ansøgeren på et senere tidspunkt gerne ville læse videre i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at dette ikke kunne anses for at være en naturlig forlængelse af ansøgerens øvrige uddannelses- og beskæftigelsesmæssige baggrund. ERH/2014/96.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. august 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

    Dato: 13-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en egyptisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev i december 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Denne opholdstilladelse var gyldig til september 2012. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af, at han var gift med sin ægtefælle, og at parret levede sammen på fælles bopæl. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren i juni 2012 første gang fraflyttede parrets fælles bopæl. I juli 2012 ansøgte ansøgeren om forlængelse af sin opholdstilladelse. Ifølge Det Centrale Personregister flyttede parret i juli 2013 igen sammen på fælles bopæl. På den baggrund besluttede Udlændingestyrelsen at viderebehandle ansøgerens ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens ægtefælle fraflyttede parrets fælles bopæl i december 2013. Udlændingestyrelsen bad ansøgeren udtale sig om dette og oplyse om sin tilknytning til Danmark. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han talte, læste og skrev dansk, at han var under uddannelse, som han forventede at færdiggøre i juni 2014, at han var ansat i en deltidsstilling, og at hans mor og søskende var bosiddende i Egypten. Udlændingestyrelsen nægtede i maj 2014 at forlænge ansøgerens opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke længere samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens og hans ægtefælle i maj 2014 på ny havde genoptaget samlivet på fælles bopæl.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle, da parret i perioden fra december 2013 til maj 2014 havde ophævet samlivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret samme dato, som Udlændingestyrelsens afgørelse var dateret, igen blev registreret på fælles bopæl – og således efter det oplyste havde genoptaget samlivet – ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om en kortvarig samlivsophævelse. Udlændingenævnet fandt ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at han fik opholdstilladelse i december 2010, og at han på det tidspunkt, hvor parret sidste gang havde ophævet samlivet, kun havde opholdt sig i Danmark i to år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren var i gang med uddannelsen ”IT-technology program” på KEA, og at ansøgeren siden september 2012 havde været ansat i en deltidsstilling hos McDonalds A/S. Udlændingenævnet fandt dog, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering og lagde til grund, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse på baggrund heraf ikke kunne antages at være særligt belastende for ansøgeren. FAM/2014/136.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. august 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Kriminalitet – Karensperiode

    Dato: 13-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 7, jf. § 11 a, stk. 2, nr. 2, til en statsborger fra Iran. Ansøgeren var i 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark som kvoteflygtning. Den pågældende blev ved dom afsagt af Østre Landsret i april 2011 idømt en delvis betinget dom på et år og tre måneders fængsel, hvoraf ni måneder blev gjort betinget. Den pågældende var blevet løsladt i april 2012.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ved Østre Landsrets dom i april 2011 var blevet idømt fængsel i et år og tre måneder, hvoraf ni måneder var betinget, og at han var blevet løsladt i april 2012. Ansøgeren fandtes således omfattet af udlændingelovens karensperiode på 12 år fra tidspunktet for løsladelsen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 7, jf. § 11 a, stk. 2, nr. 2, og ville således ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse før april 2024. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens dom var endelig, og at han var blevet meddelt afslag på anke til Højesteret. Ansøgerens henvisning til sin baggrund, sin uddannelse i Danmark, sit arbejde i Danmark, sine fremtidsmuligheder i Danmark, og det forhold, at han følte sig uskyldigt dømt, samt at han havde fået en psykisk sygdom, kunne ikke føre til en ændret vurdering. FAM/2014/221.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 12-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i marts 2009 og søgte i den forbindelse om EU-opholdstilladelse ved statsforvaltningen ved brug af et falsk bulgarsk nationalitetspas. I forbindelse med politiets afhøring af ansøger i marts 2009 søgte ansøgeren også om asyl i Danmark. Ansøgeren blev idømt fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i fem år på baggrund af dokumentfalsk i medfør af straffelovens § 171. I maj 2009 blev ansøgeren udsendt af Danmark til Tjekkiet i medfør af Dublinforordningen, idet ansøgeren var registreret som asylansøger i Tjekkiet. Ansøgers indrejseforbud var således gældende frem til maj 2014. I oktober 2013 blev den herboende ægtefælle meddelt asyl i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Parret indgik ægteskab i januar 2013 i Tyrkiet, og parret havde ikke efter ægteskabets indgåelse boet sammen. I marts 2014 indgav ansøgeren ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til sin herboende ægtefælle. Det fremgik af den herboende ægtefælles oplysningsskema, at parret mødte hinanden i Tyrkiet, at parret indgik ægteskab i februar 2014, og at parret havde boet sammen i perioden fra den 15. februar 2014 til den 18. februar 2014. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet i december 2014, at parret mødtes første gang i Tyrkiet i januar 2013 i en busterminal i forbindelse med den herboende ægtefælles udrejse fra Syrien, at den herboende ægtefælle fulgtes med sin moder, at de talte kurdisk, som ansøgeren hørte, hvorfor ansøgeren rettede henvendelse til hende, og at parret talte sammen i flere timer. Endvidere forklarede den herboende ægtefælle, at ansøgeren efter nogle dage tilkendegav, at ansøgeren godt kunne lide hende og gerne ville giftes med hende, at parret derefter aftalte at blive gift, at parret blev islamisk gift i januar 2013 i Tyrkiet, at der ikke blev udarbejdet papirer vedrørende vielsen, at parret var sammen i cirka tre uger i Tyrkiet, hvorefter ansøgeren rejste til Tjekkiet, mens den herboende ægtefælle blev i Tyrkiet indtil maj 2013, hvor den herboende ægtefælle rejste videre til Danmark og ansøgte om asyl. Den herboende ægtefælle besøgte efterfølgende ansøgeren to gange i Tjekkiet, idet hun besøgte ham første gang fra december 2013 til januar 2014, hvor parret blev islamisk gift i december 2013, men moskeen var ikke bemyndiget til at foretage vielser. Den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren igen i februar 2014, hvorunder parret indgik ægteskab. Den herboende ægtefælle har ikke efterfølgende været i Tjekkiet, og parret har sidst været sammen i sommerferien fra juni 2014 til juli 2014, hvor ansøgeren var på besøg i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret aldrig havde boet sammen, og at parret alene havde set hinanden i sammenlagt tre uger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren tidligere havde forsøgt at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at dette handlemønster sammenholdt med omstændighederne i sagen, måtte anses som udtryk for, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet for ansøgeren var at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle helst ville til et udviklet land og stifte familie, og at den herboende ægtefælles incitament til at få ansøgeren til Danmark efter det oplyste var kærlighed til ham og et ønske om at leve sammen. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/244.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen