Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Repatriering – Fortrydelsesret
Dato: 04-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da han havde opgivet sin bopæl i Danmark, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren blev i marts 1999 meddelt opholdstilladelse under henvisning til hans herboende børn, som var kommet til Danmark i 1995 som uledsagede mindreårige. Han udrejste af Danmark i juni 2012 uden sin familie. Ansøgeren havde ikke forud for udrejsen anmodet Udlændingestyrelsen om stillingtagen til sit opholdsgrundlag i forhold til repatrieringen. Det var under sagen påberåbt, at ansøgeren var omfattet af retten til repatriering og derfor havde fortrydelsesret i forhold til bortfald af hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i 2012 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, selvom han blev vejledt om konsekvenserne heraf, og at han udrejste af Danmark i juni 2012. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 4, nu § 9 c, stk. 1 (familiemæssig tilknytning), at tilladelsen blev givet på grundlag af ansøgerens børn, der forinden var kommet til Danmark som uledsagede mindreårige, at det fremgik af udlændingelovens § 17 a, stk. 3, at en person, som var omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kun var omfattet af fortrydelsesretten, hvis den pågældende vendte tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem udlændingen havde den familiemæssige tilknytning, der havde dannet grundlag for opholdstilladelsen, og at det fremgik af Vejledning til repatrieringsloven af juni 2010, at en familiesammenført udlænding til en flygtning m.v., der var repatrieret til sit hjemland eller tidligere opholdsland uden referencen, ikke havde fortrydelsesret efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren udrejste til Iran uden sine børn, som oprindeligt gav ham grundlag for at få opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren ikke før udrejsen ansøgte om bevarelse af sin opholdstilladelse, og at han udrejste, før Udlændingestyrelsen havde mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om bortfald ved repatriering, uanset at ansøgeren af Dansk Flygtningehjælp blev vejledt om konsekvenserne heraf. FAM/2014/110.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 04-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Congo. Ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i juni 2004 i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I juli 2012 søgte ansøgeren om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen havde i april 2014 meddelt ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren havde modtaget offentlig hjælp inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren i januar 2011 modtog 2.250 kr. i offentlig hjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse havde modtaget offentlig hjælp, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, og at der ikke fandtes grundlag for at fravige bestemmelsen. FAM/2014/116.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 04-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en kinesisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i perioden fra januar 2011 til februar 2012 modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Parret havde et fællesbarn, født i februar 2009, som var registreret indrejst i Danmark i september 2010.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for sidste tre år forud for afgørelsen havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde udført fysisk belastende arbejde, og at han siden en arbejdsulykke i december 2007 havde været uarbejdsdygtig og derfor var blevet tildelt førtidspension fra februar 2012, ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke kunne henvises til at indrejse og tage ophold i Kina for dér at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der vedrører hensynet til familiens enhed. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets fællesbarn – henset til den korte tid barnet havde været i Danmark – ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års ophold i Danmark kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at det var op til parret som forældremyndighedsindehavere at afgøre, om parrets fællesbarn skulle blive i Danmark med den herboende ægtefælle eller udrejse med ansøgeren til Kina, at parret selv havde besluttet, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse her, og at der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet ikke fortsat kunne udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af ansøgeren anførte om, at der burde dispenseres fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, under henvisning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Kina, hvor ansøgeren var statsborger og efter det oplyste var i beskæftigelse, hvor den herboende ægtefælle efter det oplyste tidligere havde været på besøgsophold flere gange, og hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab. FAM/2014/219.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2014 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed
Dato: 14-07-2014Udlændingenævnet omgjorde i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, og § 32, stk. 4, 2. pkt., af en statsborger fra Nigeria med opholdstilladelse i Italien. Den pågældende blev i maj 2014 antruffet og anholdt af politiet, og den pågældende oplyste til politiet, at hun havde 405 kr. til resten af sit ophold i Danmark på fire dage. Den pågældende oplyste endvidere til politiet, at hun ikke på lovlig vis kunne anskaffe midler til resten af sit ophold i Danmark. I juni 2014 afsagde Østre Landsret en kendelse om, at den pågældende ikke kunne anses for at være subsistensløs, da hun i byretten havde forklaret, at hun havde yderligere penge og kreditkort.
Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ikke skulle administrativt udvises under henvisning til, at hun ikke havde de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til sin hjemrejse, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgik af en kendelse fra Østre Landsret fra juni 2014, at den pågældende ved sin anholdelse var i besiddelse af 405 kr. og en gyldig flybillet, at hun for byretten havde forklaret, at hun havde yderligere penge og kreditkort, samt at der blandt hendes personlige effekter efter anholdelsen blev fundet 300 euro samt diverse kreditkort, og at Østre Landsret på den baggrund havde fundet, at hun ikke kunne anses for at være subsistensløs. Udlændingenævnet tilbagesendte på den baggrund sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne ophæve udvisningen og det meddelte indrejseforbud. FAM/2014/68.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 14-07-2014Udlændingenævnet afslog i juli 2014 at genoptage sin afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstil-ladelse i Danmark til en statsborger fra Egypten. I maj 2013 havde Udlændingestyrelsen meddelt ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt, at ansøgeren opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ud-lændingenævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse. Det indgik i Udlændinge-nævnets vurdering, at ansøgeren i perioden fra januar 2008 til maj 2012 var optaget på to forskellige uddan-nelser, at ansøgeren i maj 2012 gennemførte en erhvervsuddannelse, og at ansøgeren i perioden fra sep-tember 2009 til marts 2010 var på barselsorlov. Udlændingenævnet henviste i afgørelsen til blandt andet, at erhvervsuddannelsen, som ansøgeren havde gennemført, var normeret til to år og ni og en halv måned in-klusive et grundforløb, og at uddannelsesforløb her i landet, hvor en ansøger har afsluttet en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, højst kan indgå med den periode, som uddannelsen er normeret til, i beregningen af, om betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt. I september 2013 anmodede ansøgeren Udlændingenævnet om at genoptage sagen, idet ansøgeren henviste til, at grundforløbet i erhvervsuddannelsen var et særligt tilrettelagt grundforløb for tosprogede på i alt 14 måneder, og at ansøgeren gennemførte hovedforløbet af erhvervsuddannelsen på normeret tid (to år og tre måneder).
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det kun var den del af uddannelsen, som an-søgeren havde deltaget i inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse fra september 2013, som kunne tælle med i beregningen af, hvorvidt ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren under erhvervsuddan-nelsen havde været på barselsorlov i seks måneder, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændinge-nævnet henviste i den forbindelse til ordlyden af bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, jf. § 11, stk. 3, nr. 8, hvoraf det fremgår, at det alene er afsluttede erhvervsuddannelser, der kan indgå i vurderingen og højst med den normerede tid. En barselsperiode under en erhvervsuddannelse kan således efter bestem-melsen ikke tillægges den normerede tid efterfølgende. Udlændingenævnet fandt endelig, at afslaget på genoptagelse af sagen ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser – herunder FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW-konventionen). FAM/2014/117.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2014 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie
Dato: 09-07-2014Udlændingenævnet afviste i juli 2014 at genoptage Udlændingenævnets stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 og § 9 c, stk. 1 til en mindreårig statsborger fra Mozambique, der ønskede at blive familiesammenført med sin herboende faster. Udlændingenævnet havde i juli 2013 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2013. Udlændingenævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren ikke kunne vedblive med at bo i sit hjemland hos sin farmor eller en anden nær slægtning. Udlændingenævnet havde endvidere lagt vægt på, at der ikke forelå en sådan særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende faster, der lå udover, hvad der følger af det oplyste slægtskab. Det forhold, at fasteren ved dom i april 2010 i Mozambique fik forældremyndigheden over ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering. I august 2013 anmodede Københavns Retshjælp om, at sagen blev genoptaget. Det blev i den forbindelse anført, at sagen ikke skulle bedømmes på grundlag af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, idet der var tale om, at ansøgerens faster alene havde forældremyndigheden over ansøgeren, og dermed var ansøgerens faster efter retshjælpens opfattelse forælder i lovens forstand, hvorfor sagen skulle bedømmes på grundlag af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet fandt, at Københavns Retshjælp ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet oplyste, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 kun finder anvendelse for ugifte mindreårige børn under 15 år af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle. Bestemmelsen vedrører alene biologiske børn eller adoptivbørn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle. Børn, som ikke er biologiske børn af en herboende voksen – uanset om denne har forældremyndigheden – falder således ikke under bestemmelsens anvendelsesområde, men skal i stedet for vurderes efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 eller § 9 c, stk. 1. I den forbindelse henviste Udlændingenævnet til U2003.1322H, hvor Højesteret fastslog, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, alene finder anvendelse, når der er tale om et biologisk eller adoptivbarn, som man har forældremyndigheden over. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at opholdstilladelse kan meddeles til en mindreårig udlænding med henblik på ophold hos en anden i Danmark fastboende person end forældremyndighedens indehaver, når opholdstilladelsen blandt andet gives med henblik på ophold hos barnets nærmeste familie, hvis særlige grunde taler derfor. Det forhold, at en person, som påberåber sig at være barnets nærmeste familie, og som ikke er biologisk forælder, samtidig eller senere får tillagt forældremyndigheden over barnet, kan efter praksis ikke føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, ikke kan finde anvendelse i forhold til en vurdering af, om betingelsen for familiesammenføring er opfyldt. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at anvendelsen af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, var den korrekte måde at behandle sagen på. Det forhold, at fasteren havde forældremyndigheden over ansøgeren, kunne således ikke føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt anvendelse, henset til at fasteren alene havde forældremyndigheden, men ikke var barnets biologiske forælder eller adoptivforælder. Udlændingenævnet fandt derfor grundlag for at henholde sig til sin afgørelse af juli 2013. FAM/2014/212.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 09-07-2014Udlændingenævnet omgjorde i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til på opholdstilladel-se på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, til en statsborger fra Iran. Ansøgerens herboende ægtefælle havde til og med juni 2011 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at der på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var forløbet tre år siden den herboende ægtefælle sidst havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor ansøgeren nu ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. FAM/2014/6.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. juli 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej lovligt ophold
Dato: 08-07-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afvisning af en ansøgning om forlængelse af en opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af lønarbejde til en statsborger fra Australien.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tillades at indgive en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 4, 1. punktum, henset til at ansøgeren på ansøgningstidspunktet ikke opholdt sig lovligt i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i september 2013 blev meddelt opholds- og arbejdstilladelse med gyldighed frem til oktober 2013. Tilladelsen blev i december 2013 forlænget frem til den 31. januar 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren først den 3. februar 2014 indgav en ansøgning om forlængelse af opholds- og arbejdstilladelsen på baggrund af lønarbejde. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgerens arbejdsgiver var skyld i den sene indgivelse af ansøgningen, ikke kunne føre til en anden vurdering henset til, at dette ikke var et hensyn, som Udlændingenævnet kunne inddrage i vurderingen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 4, 3. punktum, er absolut, hvilket betyder, at der ikke kan foreligge nogle særlige grunde, som kan bevirke, at en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse kan indgives her i landet, hvis udlændingen ikke har lovligt ophold. ERH/2014/97.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juli 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 02-07-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Ghana under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet det fremgik af en erklæring fra den stedlige domstol i Ghana, at parret ikke var fysisk til stede ved indgåelsen af ægteskabet, som blev indgået per stedfortræder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at begge parter skal være fysisk til stede ved en vielse, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at det er uden betydning, om ægteskabet betragtes som retsgyldigt i hjemlandet. Det til sagen oplyste om, at parret havde søgt om at blive gift i Danmark, og at de danske vielsesmyndigheder havde afvist parret under henvisning til, at parret allerede var gift, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt det ikke dokumenteret, at de danske vielsesmyndigheder skulle have nægtet parret vielse, herunder også efter at vielsesmyndigheden havde haft kendskab til, at der ikke forelå et efter dansk ret retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, idet parret alene havde boet sammen i 2007, som måtte antages at have været en kortere periode, og at parret efterfølgende alene havde haft samliv under besøgsophold. Udlændingenævnet lagde vægt på, at opholdene var sket på visum og derfor havde været midlertidige. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at samliv under besøgsophold henset til karakteren heraf som udgangspunkt ikke vil kunne indgå i vurderingen af, hvorvidt der foreligger et længerevarende samliv. FAM/2014/85.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Erhverv – Greencardordningen
Dato: 27-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Pakistan. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde meddelt ansøgeren afslag, idet ansøgeren ikke havde været i fast beskæftigelse i omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om forlængelse. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde endvidere fundet, at den omstændighed, at ansøgerens opholdstilladelse havde været bortfaldet, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet ansøgerens beskæftigelse i den periode, som ansøgeren havde opholdt sig i Danmark, ikke opfyldte betingelsen om fast beskæftigelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark efter greencardordningen. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang, idet ansøgeren alene havde haft lønindkomst i fire måneder inden for de seneste 12 måneder forud for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse. Det indgik i Udlændingenævnes vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen bortfaldt grundet manglende indrejse i Danmark inden for seks måneder fra udstedelsen af opholdstilladelsen, at ansøgeren – mere end et år fra ansøgningens indgivelse og efter ansøgerens gentagne rykkere herom – blev meddelt dispensation fra bortfald, idet ansøgeren ikke var blevet vejledt tilstrækkeligt om reglerne for bortfald i forbindelse med meddelelsen af opholdstilladelsen, og at Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde beklaget den manglende vejledning og den lange sagsbehandlingstid i forbindelse med dispensationsansøgningen. Udlændingenævnet fandt dog, at dette forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings lange sagsbehandlingstid i forbindelse med ansøgningen om dispensation fra bortfald ikke kunne føre til, at reglerne om forlængelse af en opholdstilladelse efter greencard¬ordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, ikke skulle opfyldes. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering ved at meddele ansøgeren dispensation fra bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 3, havde rettet op på den manglende vejledning om reglerne for bortfald af opholdstilladelsen, herunder at udlændingelovens § 17, stk. 3, indeholder hjemmel til at dispensere fra bortfald af en opholdstilladelse, men ikke til at fravige betingelserne i en forlængelsessituation. Udlændingenævnet henså endvidere til, at ansøgeren alene havde været i beskæftigelse i knapt fire måneder i perioden fra afgørelsen om dispensation fra bortfald til Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, samt at ansøgeren i perioden fra meddelelsen om dispensation fra bortfald til Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afslag på forlængelse valgte at udrejse af Danmark i godt seks uger. Udlændingenævnet fandt således på denne baggrund, at ansøgeren efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder ikke havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om forlængelse. ERH/2014/99.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet