Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2014 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af studier – Forælder
Dato: 27-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie til en studerende, jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1, til en statsborger fra Malaysia. Den herboende reference, der var datter af ansøgeren, var meddelt opholdstilladelse som ph.d.-studerende. Ansøgeren var skilt og var 54 år på ansøgningstidspunktet. Ansøgeren og den herboende reference havde boet sammen i 29 år, og ansøgeren var blevet understøttet af den herboende reference siden 2008. Forud herfor var ansøgeren blevet understøttet af sin fader.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse, idet der som udgangspunkt ikke kan meddeles opholdstilladelse til en forælder som medfølgende familie, når den herboende reference har opholdstilladelse som studerende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på formålet med den herboende references ophold i Danmark, herunder at den herboende reference var meddelt midlertidig opholdstilladelse med henblik på at studere. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var sådanne særlige hensyn til den herboende reference, som kunne begrunde, at ansøgeren alligevel skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 54 år, at den herboende reference ikke var ansøgerens eneste barn, samt at ansøgeren havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende references søn tidligere havde haft feberkrampe og derfor krævede ekstra pleje, samt at den herboende reference på ansøgningstidspunktet var gravid, og at ansøgeren derfor skulle passe den herboende references børn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at der i Danmark er mulighed for offentlig pasning af mindreårige børn. ERH/2014/149.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 26-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret var beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine. Parret mødte efter det oplyste hinanden i Tyrkiet i sommeren 2006 i forbindelse med en sommerferie, besluttede at indgå ægteskab i 2007, og indgik ægteskab i marts 2008 i Tyrkiet. Parret havde et fællesbarn født i juli 2010, der var dansk statsborger. Parret holdt kontakt inden ægteskabets indgåelse via telefon, internet og den herboende ægtefælles feriebesøg i Tyrkiet, og efter ægteskabets indgåelse skulle parret efter det oplyste i perioden fra marts 2009 til august 2010 have boet i Sverige. I 2010 vendte den herboende ægtefælle tilbage til Danmark, og parret havde siden besøgt hinanden i henholdsvis Danmark og Sverige.
Udlændingenævnets flertal fandt, at parterne var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at parterne ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab udover den familiemæssige relation inden brylluppet, og at parret ikke i tiden efter brylluppet havde haft et sådant samliv, at det kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Oplysninger om samlivet i Sverige og efterfølgende besøgsophold i henholdsvis Sverige og Danmark fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at parret i 2011 blev meddelt afslag på familiesammenføring efter EU-reglerne, da det ikke kunne lægges til grund, at den herboende ægtefælle havde taget faktisk ophold i Sverige i den angivne periode. Udlændingenævnet fandt endvidere, at oplysningerne om parrets fællesbarn, henset til barnets unge alder, ikke kunne føre til et andet resultat, da barnet ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/125.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Dato: 25-06-2014Udlændingenævnet omgjorde i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en ansøger fra Afghanistan, som søgte om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Den herboende reference blev i april 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning.
Udlændingenævnet fandt, at der mellem ansøgeren og den herboende reference forelå en helt særligt tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, og Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende reference konsekvent i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans familie og husstand bestod af tre personer udover ham, herunder ansøgeren, at den herboende reference og ansøgeren havde boet uafbrudt sammen, samt at ansøgeren havde boet hos den herboende reference og hans familie, som den herboende reference havde stiftet i 2006. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter den herboende references flugt fra Afghanistan i 2010 fortsat boede sammen med den herboende references ægtefælle og barn, og at ansøgeren i juli 2013 ansøgte om familiesammenføring sammen med både den herboende references ægtefælle og parrets barn. FAM/2014/108.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 25-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse til en statsløs palæstinenser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i forbindelse med fødslen af ansøgerens og den herboende ægtefælles første fællesbarn i april 2011 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet hun kort tid efter fødslen af fællesbarnet var færdig med sin uddannelse og derefter i juni 2011 anmodede kommunen om barselsdagpenge (hjælp til forsørgelse). Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført blandt andet, at der på skemaet, hvorved den herboende ægtefælle søgte om hjælp til forsørgelse i forbindelse med sin barsel, intet stod om kontanthjælp, men at der stod ”ansøgning om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik”, hvilket hun ikke forbandt med kontanthjælp, og at den herboende ægtefælle i forbindelse med fødslen af parrets andet fællesbarn i marts 2013 havde fravalgt offentlige ydelser, idet hun var blevet opmærksom på reglen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra juni 2011 til februar 2012 modtaget offentlig hjælp.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændinge-nævnets afgørelse havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på blandt andet, at det fremgik af kopien af skemaet, hvorved den herboende ægtefælle søgte om hjælp til forsørgelse, at den herboende ægtefælle søgte hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, at den herboende ægtefælle i forbindelse med ansøgningen om hjælp til forsørgelse havde oplyst, at hun var enlig, at hun søgte kontanthjælp på baggrund af barsel efter endt uddannelse, og at dette ligeledes fremgik af kommunens journalnotater vedrørende ansøgningen om hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle, efter praksis først efter seks til syv års fast og sammenhængende ophold i Danmark, hvorunder børnene har gået i danske institutioner og skoler, anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for børnene, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at den herboende ægtefælle ikke må have modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. FAM/2014/86.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 23-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en libanesisk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til dennes herboende mindreårige søn, der var født i Sverige i februar 2012, og som var dansk statsborger. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab i maj 2011 i Sverige, hvor ansøgerens ægtefælle havde haft bopæl fra marts 2011 til juni 2012. Ansøgerens søn indrejste sammen med sin moder i Danmark fra Sverige i juni 2012. Ansøgerens seneste indrejse i Danmark var i juni 2013, hvor han indgav en ansøgning om opholdstilladelse i juli 2013. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde fast bopæl i Sverige, hvor han havde fået meddelt opholdstilladelse. Vedlagt ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark var et følgebrev, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været knyttet til sin søn siden fødslen og havde opretholdt samværet med sønnen. Vedlagt ansøgningen var endvidere udtalelser fra en sundhedsplejerske og to pædagoger, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og hans søn havde et varmt, tæt og vigtigt forhold. I november 2013 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. I februar 2014 indsendte ansøgerens repræsentant til Udlændingenævnet nye oplysninger fra den førnævnte sygeplejerske og de to førnævnte pædagoger, hvoraf det fremgik, at ansøgerens søn var meget afhængig af sin fader. I maj 2014 oplyste ansøgerens repræsentant, at ansøgeren på det tidspunkt opholdt sig i Danmark tre til fire gange om ugen, hvor han afleverede sin søn i vuggestue og derudover havde en del andre aktiviteter med sin søn. I juni 2014 fremgik det af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og hans ægtefælle stadig var gift.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte det imellem ansøgeren og hans søn etablerede familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at familielivet sås etableret i Sverige, hvor ansøgerens ægtefælle havde bopæl i perioden fra marts 2011 til juni 2012, og hvor hun nedkom med ansøgerens søn i februar 2012. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter det oplyste udøvede samvær med sin søn i Danmark, og at det var vurderet af en sundhedsplejerske og to pædagoger, at ansøgeren og hans søn havde et vigtigt, varmt og tæt forhold samt en stor tilknytning til hinanden. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne begrunde opholdstilladelse for ansøgeren i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at det beroede på ansøgeren og hans ægtefælles eget valg, at deres søn skulle bo i Danmark. Ansøgeren søgte først om familiesammenføring over et år efter, at sønnen indrejste i Danmark, og Udlændingenævnet anså på den baggrund, at ansøgeren havde indrettet sit familieliv således, at ansøgeren og hans søn skulle bo i henholdsvis Danmark og Sverige. Ansøgeren kunne ikke anses for at have haft en berettiget forventning om at ville kunne få meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund heraf. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens repræsentant havde anført, at ansøgeren og hans søn ikke kunne udøve deres familieliv fra Sverige. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om forhold, der måtte anses for at stå i vejen for, at ansøgeren og hans søn kunne udøve familielivet som besøgsophold i henholdsvis Danmark og Sverige som hidtil gjort. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afslag på opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af FN’s børnekonvention, da denne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end efter EMRK artikel 8. Da der ikke var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet, at det ikke ville være uproportionalt og uforeneligt med Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/211.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre
Dato: 23-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en voksen datter fra Brasilien, som søgte om familiesammenføring med sin herboende mor, som herboende reference blev i juli 1996 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og ansøgeren indrejste i maj 1997 her i landet. Ansøgeren blev i 2001 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren udrejste af Danmark i april 2008 og indrejste på ny her i landet i januar 2013 og ansøgerens opholdstilladelse var således bortfaldet. Ansøgeren havde tre herboende børn, som på afgørelsens tidspunkt frivilligt var anbragt udenfor hjemmet. Ansøgeren havde efter sin genindrejse i Danmark ikke regelmæssigt samvær med børnene.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes herboende moder, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren frivilligt udrejste til Brasilien i 2008. Det forhold, at ansøgeren ønskede at bo i Danmark for at være sammen med sin mor, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren i 2008 som 26-årig frivilligt udrejste af Danmark til Brasilien, hvor hun siden havde haft bopæl. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde tre herboende børn, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at børnene var frivilligt anbragt udenfor hjemmet, at ansøgeren ikke havde samvær med børnene, og at ansøgeren kun havde set børnene, når børnene havde samvær med ansøgerens mor, samt at ansøgeren ikke havde været i kontakt med kommunen for at diskutere børnenes situation. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende reference efter det oplyste havde hjerteproblemer, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende references helbredsmæssige forhold ikke var af en sådan karakter, at det i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at ansøgeren havde andre søskende, som var bosiddende i Danmark og kunne passe den herboende reference. FAM/2014/107.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 18-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en marokkansk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til dennes herboende mindreårige datter, der var født i februar 2011. Ved dom i oktober 2012 fik det herboende mindreårige barns far tillagt forældremyndigheden over det herboende mindreårige barn. I februar 2013 blev ansøgeren i Danmark idømt fængsel for bortførelse af den herboende mindreårige datter, og hun blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Landsretten stadfæstede i marts 2013 byrettens dom, dog således at ansøgeren blev udvist betinget. Ansøgeren indgav herefter ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende mindreårige datter. Statsforvaltningen fastsatte overvåget samvær af halvanden times varighed hver anden uge mellem ansøgeren og det herboende mindreårige barn.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren ikke havde del i forældremyndigheden over det herboende mindreårige barn, og at ansøgeren ikke udøvede samvær med det herboende mindreårige barn i et sådant omfang, at ansøgeren på baggrund heraf kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at uanset, at der mellem ansøgeren og det herboende mindreårige barn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, var Danmark ikke det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren ikke havde haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, og idet ansøgeren alene i forhold til det aktuelle samvær så det herboende mindreårige barn én til halvanden time hver 14. dag under overvågning i Statsforvaltningens lokaler. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at FN’s børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det herboende mindreårige barn på Udlændingenævnets afgørelsestidspunkt var tre år gammelt, og at der gennem det sidste år alene havde været overvåget samvær af halvanden times varighed hver 14. dag, og at baggrunden for det begrænsede samvær måtte ses i forhold til, at ansøgeren var dømt i Danmark for at have bortført det herboende mindreårige barn, og at ansøgeren således selv var årsag til det fastsatte samvær og karakteren heraf. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til opholdstilladelse, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær, hvorfor eventuelle ønsker om udvidet samvær i fremtiden ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren for at kunne udøve samvær med det herboende mindreårige barn var nødt til at rejse frem og tilbage mellem Marokko og Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren før i tiden havde rejst frem og tilbage mellem landene. FAM/2014/89.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Uafbrudt uddannelse eller beskæftigelse
Dato: 18-06-2014Udlændingenævnet omgjorde i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til en irakisk statsborger under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren indgav ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2013, og at ansøgeren i marts 2013 fyldte 18 år. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren kunne anses for at være omfattet af de særlige regler i udlændingelovens § 11, stk. 10, (lempeligere regler for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse for unge udlændinge, der indgiver en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse forud for det fyldte 19. år, såfremt udlændingen har været i uafbrudt uddannelse eller ordinær fuldtidsbeskæftigelse siden afslutningen af folkeskolen) i forhold til fritagelse fra beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde ansøgt om optagelse på en videregående uddannelse i marts 2013, hvor hun fortsat var i gang med folkeskolen, at hun fik tilsendt bekræftelse på optagelse på uddannelsen i juni 2013 i forbindelse med, at hun afsluttede folkeskolens 10. klasse, og at hun i umiddelbar forlængelse heraf påbegyndte uddannelsen i september 2013. Udlændingenævnet fandt, at det henset til den korte tidsmæssige periode fra ansøgerens afslutning af folkeskolens 10. klasse i juni 2013 til hendes opstart på uddannelsen i september 2013 ikke burde stilles som betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at ansøgeren havde været i beskæftigelse i den mellemliggende periode. FAM/2014/84.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. juni 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 16-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Irak. Ansøgeren var i september 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført. Ansøgeren havde inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse været i ordinær beskæftigelse i cirka 32 måneder. Af de lægelige oplysninger i sagen fremgik det, at ansøgeren led af en diskursprolaps i nakken og havde været i behandling herfor, at hun aktuelt var blevet set af en fysioterapeut med henblik på udarbejdelse af en genoptræningsplan, og at hun på klagetidspunktet havde nedsat arbejdsevne.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter det oplyste ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne konkrete forhold, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aktuelt var i et behandlingsforløb ved en fysioterapeut med henblik på udarbejdelse af en genoptræningsplan, og at det således ikke kunne udelukkes, at ansøgeren på et senere tidspunkt vil kunne opfylde beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. FAM/2014/82.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. juni 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 16-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Tyrkiet. Den pågældende indgav i maj 2013 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde med undtagelse af juni og juli 2013 modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden februar 2012. Ansøgerens læge havde oplyst, at ansøgeren havde været på kontanthjælp i perioder på grund af psykisk lidelse, og at hun i slutningen af 2013 havde været indlagt på psykiatrisk afdeling blandt andet med henblik på udredning af akut psykose.
Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om, at en ansøger ikke må have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil ansøgeren vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke grundlag for at anse den pågældende for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14 (hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap). Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der var udfærdiget en behandlingsplan for ansøgeren, at hun påbegyndte antipsykotisk behandling med en ny medicin, og at hun snart ville færdiggøre en uddannelse til tandklinikassistent. På den baggrund kunne det ikke på afgørelsestidspunktet udelukkes, at ansøgeren senere ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. FAM/2014/83.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet