Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej særlige grunde
Dato: 13-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 6 til en indonesisk statsborger, da de forhold, der begrundede afslaget om familiesammenføring, ikke havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny. I november 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da Udlændingestyrelsen fandt, at der ikke var en særlig tilknytning mellem ansøgeren og herboende reference (ansøgerens mor). Udlændingestyrelsens afgørelse var ikke påklaget. I januar 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sin herboende mor.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde afvist ansøgningen om opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at da ansøgeren på ny søgte om familiesammenføring i Danmark, har der kun gået halvanden måned, siden Udlændingestyrelsen senest havde meddelt ham afslag på opholdstilladelse, og at de forhold, der tidligere begrundede afslag på opholdstilladelse til ansøgeren, ikke havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere ansøgerens sag på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren var syg af stress og tog medicin i sit hjemland, og at han ønskede at studere og arbejde i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om nye væsentlige oplysninger. FAM/2014/58.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet
Dato: 13-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Serbien, der på afgørelsestidspunktet ikke var fyldt 24 år, og som søgte om ægtefællesammenføring med sin herbo-ende serbiske ægtefælle. Ægteparret havde et fællesbarn, født i juni 2013, der i juli 2013 blev meddelt op-holdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, da ansøgeren var under 24 år på afgørelsestidspunktet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne udøve familielivet i Serbien, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødtes og indgik ægteskab, og hvor ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn var statsborgere. Udlændingenævnet lagde vægt på, at fællesbarnet henset til sin unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle i perioden fra 2007 til 2011 arbejdede som flyttemand, at han i september 2011 færdiggjorde en 3-årig erhvervsuddannelse som godschauffør, og at han siden april 2013 havde arbejdet som chauffør, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet der ikke herved var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der bevirkede, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtigelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/235.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juni 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen
Dato: 12-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse fra juni 2013 om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen til en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring tolv måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioden fra den 15. juli 2012 til den 14. august 2012 havde været syg, at ansøgeren i perioden fra den 15. september 2012 til den 14. oktober 2012 havde været syg, at ansøgeren den 5. december 2012 fik stillet diagnosen lungebetændelse, som ansøgeren var i behandling for frem til den 2. januar 2013, hvorfor ansøgeren i de nævnte perioder ikke var i stand til at være i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i månederne juli 2012, august 2012, oktober 2012, november 2012, december 2012, marts 2012 og april 2013 havde arbejdet mindre end ti timer ugentligt, og at ansøgeren i månederne januar 2013 og februar 2013 ingen lønindkomst havde, hvilket ansøgeren vedkendte sig. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde lidt af helårssnue, og derfor ifølge ansøgeren selv ikke var i stand til at arbejde. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af dokumentationen i sagen, at 25% af befolkningen lider af helårssnue i større eller mindre grad, at symptomerne kan lettes ved behandling, og at ansøgerens læge ikke havde sygemeldt ansøgeren, hvorfor det ikke kunne anses for dokumenteret, at ansøgeren havde lidt af helårssnue i en sådan grad, at dette kunne begrunde ansøgerens fravær fra arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde vedrørende ansøgerens sygdomsperiode med lungebetændelse vægt på, at denne sygemelding udgjorde en så beskeden del af perioden på tolv måneder forud for styrelsens afgørelse, at det samlet set ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at sygdommen alene kunne begrunde, at ansøgeren var uden indkomst i den dokumenterede sygdomsperiode. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren havde været ansat som løsarbejder, og derfor ikke kunne anses for at have været sygemeldt inden for rammerne af et fast ansættelsesforhold, og at ansøgeren – uanset omfanget af hans beskæftigelse i de seneste tolv måneder forud for styrelsens afgørelse – i øvrigt ikke havde været i fast beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen ikke kunne forlænges efter betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, da ansøgeren ikke var blevet uforskyldt ledig i indtil tre måneder forud for tidspunktet for ansøgningens indgivelse i Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering. ERH/2014/101.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2014 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej særlige grunde for dispensation
Dato: 11-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra danskprøve til en statsborger fra Thailand. Ansøgeren søgte i april 2014 om ægtefællesammenføring under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren søgte som led i sin ansøgning om dispensation fra krav om bestået danskprøve på A1-niveau. Ansøgeren blev i juli 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var betinget af, at ansøgeren senest seks måneder fra sin tilmelding til folkeregisteret skulle bestå udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Samtidig blev ansøgeren meddelt afslag på dispensation fra danskprøve.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde, som kunne tale for at fravige kravet om, at ansøgeren skulle bestå udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra sin tilmelding til folkeregisteret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde meget travlt, da hun arbejdede hos den herboende ægtefælle på den herboende ægtefælles campingplads, hvor hun havde mange opgaver, og at hun skulle passe parrets fællesbarn, som var født i september 2011, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at parrets fællesbarn var indrejst i Danmark i april 2013 og således ikke havde en selvstændig tilknytning til Danmark henset til sin alder og opholdets varighed, og at et barn først efter seks til syv års ophold i Danmark kan anses for at have opnået en sådan tilknytning her til landet, at danskprøvekravet kan fraviges. FAM/2014/174.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2014 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen
Dato: 10-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en vietnamesisk statsborger efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2. Den pågældende fremmødte personligt i Udlændingestyrelsen i januar 2014 og forespurgte, hvordan hun lovligt kunne opholde sig i Danmark for at være sammen med sit barn, som var født i 2009, og som var dansk og svensk statsborger. Hun oplyste, at hun havde boet i Sverige sammen med sit barn og faderen til barnet indtil 2010, at barnet og faderen herefter var flyttet til Danmark, og at hun siden da havde opholdt sig i Frankrig. Hun var i besiddelse af en svensk opholdstilladelse, som var udløbet i april 2013. Hun oplyste til sagen, at hun havde haft kontakt til den svenske ambassade og de franske myndigheder, som havde afvist at hjælpe hende med at finde ud af, hvordan hun lovligt kunne komme til at se sit barn i Danmark. Ved opslag i udlændingemyndighedernes visumregister sås den pågældende sidst at have søgt om forlængelse af sit visum til Danmark i januar 2007.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at afvise den pågældende var til stede, idet hun var vietnamesisk statsborger og ikke var i besiddelse af et visum, da hun fremmødte i Udlændingestyrelsen. Det forhold, at den pågældende ønskede at opholde sig lovligt i Danmark for at se sit barn, og at hun havde haft kontakt til den svenske ambassade og de franske myndigheder, som havde afvist at hjælpe hende, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse eller visum som udgangspunkt skal indgives via en dansk repræsentation i ansøgerens hjemland eller i et land, hvori ansøgeren har haft fast ophold de sidste tre måneder. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den pågældende sidst havde søgt om forlængelse af sit visum til Danmark i januar 2007. Det forhold, at den pågældende havde et barn, som var fem år og dansk statsborger, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, der kunne føre til en fravigelse af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2. FAM/2014/70.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Uddannelsesniveau
Dato: 10-06-2014Udlændingenævnet hjemviste i juni 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings (nu Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen under henvisning til, at ansøgeren kunne tildeles samlet maksimalt 95 point, herunder maksimalt 60 point for uddannelsen Doctorate of Medicine. Ansøgeren besad endvidere en Specialty Degree of Infectious & Tropical Diseases. Styrelsen for Videregående Uddannelser var ikke blevet hørt over ansøgerens højeste uddannelsesniveau.
Udlændingenævnet fandt på det foreliggende grundlag, at det ikke kunne udelukkes, at ansøgerens Specialty Degree of Infectious & Tropical Diseases i uddannelsesniveau svarede til en dansk ph.d. Udlændingenævnet hjemviste på den baggrund sagen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med henblik på, at styrelsen kunne tage fornyet stilling til, hvorvidt ansøgeren kunne opnå 100 point efter greencardordningen og herunder i fornødent omfang anmode Styrelsen for Videregående Uddannelser om en vurdering af ansøgerens uddannelsesniveau. ERH/2014/120.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Uddannelse 0 point
Dato: 10-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelser om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Pakistan og afslag på opholdstilladelse til ansøgerens ægtefælle og barn som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for sit uddannelsesniveau og derfor ikke kunne opnå mindst 100 point, da de øvrige pointgivende færdigheder i henhold til greencardordningen tilsammen udgjorde højst 75 point. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at Styrelsen for Universiteter og Internationalisering havde vurderet, at ansøgerens uddannelser i niveau ville svare til henholdsvis to år af en dansk bacheloruddannelse inden for naturvidenskab og et år af en dansk professionsbacheloruddannelse inden for det pædagogiske område. Udlændingenævnet fandt ikke anledning til at tage stilling til, om ansøgeren kunne tildeles point for sprogfærdigheder, arbejdserfaring, tilpasningsevne eller alder henset til, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for uddannelsesniveau og dermed ikke kunne opnå 100 point, hvilket er en betingelse for at blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at betingelserne for at meddele ansøgerens ægtefælle og barn opholdstilladelse som medfølgende familie ikke var til stede, idet Udlændingenævnet stadfæstede Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren efter greencardordningen. ERH/2014/41.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Uddannelseskravet
Dato: 10-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Pakistan.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i greencardbekendtgørelsens § 1, stk. 2, om, at ansøgeren skal opnå mindst 100 point for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Styrelsen for Universiteter og Internationalisering havde vurderet ansøgerens uddannelse Doctor of Pharmacy til i niveau at svare til en dansk bacheloruddannelse samt et år af en dansk kandidatuddannelse inden for det sundhedsvidenskabelige område. Styrelsen for Universiteter og Internationalisering havde oplyst, at der var tale om en videregående uddannelse med fokus på farmaci. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne tildeles bonuspoint for uddannelsesretning omfattet af positivlisten for stillingsbetegnelsen farmakonom, idet ansøgeren var universitetsuddannet inden for farmakologi, hvorfor der ikke var tale om en farmakonomuddannelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at farmakonomuddannelsen er en treårig teoretisk-praktisk uddannelse rettet mod arbejde ved apoteker, hvorimod en farmaceutuddannelse er en akademisk uddannelse primært rettet mod medicinalindustrien. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det forhold, at ansøgeren havde gennemført en uddannelse, som ifølge ansøgeren selv kunne kvalificere ham til at arbejde som farmakonom, ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at det inden for greencardordningen er et krav, at ansøgerens uddannelse åbenbart lægger op til stillingsbetegnelsen på positivlisten. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens uddannelse Doctor of Pharmacy inden for farmakologi (farmaceut) ikke åbenbart lagde op til stillingsbetegnelsen farmakonom henset til, at der var tale om to forskellige uddannelsesretninger. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens uddannelse Doctor of Pharmacy var vurderet til i niveau at svare til en dansk bacheloruddannelse samt et år af en dansk kandidatuddannelse, at uddannelseskravet til stillingsbetegnelsen farmaceut på positivlisten fra januar 2013 er en kandidatuddannelse samt en dansk autorisation, hvorfor ansøgeren ikke opfyldte uddannelseskravet til stillingsbetegnelsen farmaceut og dermed ikke kunne tildeles bonuspoint for uddannelsesretning omfattet af positivlisten for stillingsbetegnelsen farmaceut. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at han ikke kunne opnå en dansk autorisation som farmaceut uden en opholdstilladelse i Danmark, idet uddannelseskravet ifølge praksis tillige omfatter autorisationskravet. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for arbejdserfaring inden for et område, der er omfattet af positivlisten, fordi ansøgeren ikke opfyldte uddannelseskravet til stillingsbetegnelsen farmakonom. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det er en betingelse for at opnå point for arbejdserfaring omfattet af positivlisten, at uddannelseskravet er opfyldt, og at ansøgeren – uanset om han kunne varetage de samme arbejdsopgaver som en farmakonom – ikke kunne opnå point for arbejdserfaring omfattet af positivlisten, idet ansøgeren ud over den relevante arbejdserfaring endvidere skulle opfylde uddannelseskravet. ERH/2014/95.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2014 – Familiesammenføring, andre - Immigrationsafslag
Dato: 10-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse til en statsborger fra Kosovo og dennes to børn, født i henholdsvis 2010 og 2013, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i februar 2001 og søgte asyl. Ansøgeren havde i perioden fra 2002 til 2007 fået flere afslag på opholdstilladelse i Danmark, herunder afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. I 2007 genoptog det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration sagens behandling, og ansøgeren blev meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgeren led af forskellige psykiske sygdomme, herunder posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) med en svær depressiv komponent og depressiv enkeltepisode af lettere grad. Senest i 2009 blev ansøgerens humanitære opholdstilladelse forlænget til april 2011. I december 2010 nedkom ansøgeren med sit ældste barn, og i februar 2013 nedkom ansøgeren med sit yngste barn. Faderen til børnene boede i Kosovo. I september 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren nu kunne modtage behandling for sin sygdom i Kosovo. I december 2013 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgeren afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse. I april 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren og dennes børn afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse senest medio maj 2014.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i september 2013 blev meddelt afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og pålagt at udrejse af Danmark. Det forhold, at ansøgeren led af forskellige psykiske sygdomme, herunder posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) med en svær depressiv komponent og depressiv enkeltepisode af lettere grad, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var meddelt afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse, idet behandlingsmulighederne nu var tilgængelige i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at karakteren og længden af ansøgerens ophold i Danmark ikke udgjorde sådanne særlige grunde, at der burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren først blev meddelt opholdstilladelse i 2007 og således alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i fire år frem til ultimo april 2011, at opholdstilladelsen var givet med henblik på midlertidigt ophold, at ansøgeren i 2008 og 2010 havde været i Kosovo, hvor ansøgeren havde familie, ligesom ansøgeren under opholdet i Kosovo i 2010 blev gravid med det ældste barn, og at ansøgeren efter det til sagen oplyste ikke sås at have opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark gennem sine år i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i cirka tre og et halvt år og cirka ét år og fire måneder i et andet land med en midlertidig tidsbegrænset opholdstilladelse, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland. Udlændingenævnet fandt endvidere, at børnene henset til deres alder og længden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til Dan-mark, at det måtte anses for uforholdsmæssigt at henvise dem til at bo sammen med ansøgeren i Kosovo. Udlændingenævnet fandt, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyn-delse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag har varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder børnenes alder og tilknytning til ansøgeren – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Det fandtes derfor ikke at stride mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og børnene at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt – henset til at børnene og ansøgeren kunne opholde sig sammen i deres hjemland – at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. FAM/2014/88.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Børnesammenføring – Ej mulighed for vellykket integration
Dato: 04-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16 til fire somaliske statsborgere. Den herboende reference fik opholdstilladelse i Danmark i september 2000 under henvisning til ægteskab med en herboende somalisk statsborger. I den forbindelse oplyste ikke herboende reference, at ansøgerne er hans børn. I februar 2001 søgte herboende reference asyl i Danmark og i februar 2002 blev han meddelt asyl. I den forbindelse oplyste den herboende reference, at han havde fire børn (ansøgerne) i Somalia. I maj 2010 indgav den herboende referencen ansøgning om opholdstilladelse i Danmark for sine fire børn. Ansøgerne havde boet hele deres liv hos deres mor i Somalia, de var aldrig i Danmark og herboende referencen siden sin indrejse i Danmark i 2000 havde besøgt dem to gange.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, i september 2000, og at han indgav ansøgning om opholdstilladelse for ansøgerne efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor den herboende reference opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerne ikke havde eller havde haft mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgerne på daværende tidspunktet var henholdsvis 14 år, 13 år, 11 år og 10 år, at de havde opholdt sig i deres hjemland siden deres fødsel og derefter i Etiopien, at de aldrig havde været i Danmark, og at de havde deres mor i Etiopien, hvor de havde boet med. Udlændingenævnet fandt herudover, at det var den herboende references eget valg at indrejse i Danmark og efterlade børnene hos deres mor, at der ikke var noget til hinder for, at børnene fortsat kunne bo hos deres mor i Somalia eller Etiopien, og at der ikke var noget oplysninger for, at den herboende reference ikke kunne fortsætte med at udøve familielivet med børnene i samme omfang, som han havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens mor også blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/61.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet