Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 04-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, til et par fra Somalia under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet parret efter det oplyste blev gift i Somalia, og idet de danske myndigheder ikke siden 1995 havde tillagt somaliske dokumenter sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, parret ikke havde levet sammen siden 2000, og at parrets tidligere samlivsforhold således blev afbrudt senest i juni 2000, da den herboende ægtefælle udrejste til Etiopien for dér at indgå ægteskab med en anden herboende somalisk kvinde, som han efterfølgende rejste til Danmark med. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke forelå særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da den herboende ægtefælle under sin asylsag havde oplyst, at han i juni 2000 forlod ansøgeren og parrets fællesbørn for at blive gift med anden herboende somalisk kvinde. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret ikke havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, som havde fået opholdstilladelse i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at barnet som følge af dets unge alder ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning her til landet, at der burde gives ansøgeren opholdstilladelse alene under henvisning hertil. FAM/2014/60.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 04-06-2014Udlændingenævnet omgjorde i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2002 i Irak. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1990. Ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde igennem flere perioder på sammenlagt mere end fire år boet sammen i Irak. Parret fik i september 2004 og i september 2005 (tvillinger) tre fællesbørn, som var danske statsborgere. Siden 2009 havde børnene været i Danmark. Et af parrets børn, som var født i september 2005, var handicappet, og barnet havde behov for særlige institutionstilbud, herunder aflastningsinstitution af hensyn til de to øvrige børn.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for bedst stammede med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle ikke skulle henvises til at udøve familielivet i Irak. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parrets ene fællesbarn, som var handicappet og led af infantil autisme og uspecificeret mental retardering havde opholdt sig i Danmark siden 2009, og at barnet modtog særlig pædagogisk behandling på en særlig institution. FAM/2014/59.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2014 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 02-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig filippinsk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i november 2013. Ansøgerens mor blev i juli 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. I den forbindelse havde moderen ikke oplyst, at ansøgeren var hendes barn. Moderen søgte om opholdstilladelse i Danmark for ansøgerens søster i maj 2011, og hun blev i oktober 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren havde boet hos sine tre ældre søskende siden moderens indrejse til Danmark, og moderen havde siden 2009 besøgt ansøgeren en gang i 2013. Ansøgeren havde tidligere boet hos sin far, som boede i samme by som ansøgeren, og ansøgeren besøgte sin far hver uge.
Udlændingenævnet fandt, at moderen i juli 2009 opfyldte betingelserne for at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren havde opholdt sig i sit hjemland siden fødslen, da ansøgeren i hvert fald havde haft syv års skolegang i sit hjemland, da ansøgeren ikke talte dansk, og da ansøgeren havde sin far og tre voksne søskende i hjemlandet, som ansøgeren boede hos. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgeren hos moderens andre børn eller faderen i Filippinerne, og at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos sine søskende i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang, som moderen havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Det forhold, at moderen havde anført, at hun grundet de tidligere gebyrregler og manglende økonomisk mulighed ikke kunne søge om opholdstilladelse til ansøgeren, da hun søgte om opholdstilladelse til ansøgerens søster, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 16, ikke kunne stilles. Udlændingenævnet bemærkede, at gebyr for indgivelse af ansøgning om familiesammenføring blev afskaffet ved lov nr. 418 af 12. maj 2012 med virkning fra den 15. maj 2012, og at moderen først halvandet år efter – i november 2013 – indgav ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2014/109.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse
Dato: 02-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse. Ansøgeren blev i 2009 som 34-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det fremgik af denne opholdstilladelse, at den var betinget af blandt andet, at ansøgeren og hendes herboende ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, frem til ansøgeren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og ægtefællen havde siden august 2012 modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde to fællesbørn født i henholdsvis juni 2008 og marts 2010. Det ældste fællesbarn blev i februar 2009 meddelt opholdstilladelse her i landet. Begge parrets fællesbørn gik i danske institutioner. Ansøgerens ægtefælle havde fem særbørn i Danmark, hvoraf det ene var mindreårigt. Han havde jævnligt samvær med sit mindreårige særbarn hver anden weekend.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da den løbende betingelse om, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil ansøgeren meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke længere var opfyldt, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for hende. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle grundet langtidssygemelding efter endt forløb med sygedagpenge overgik til kontanthjælp, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde boet en stor del af sit voksne liv i Pakistan, at parrets fællesbørn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det måtte anses for uproportionalt at henvise ansøgerens ægtefælle og fællesbørnene til at udrejse til Pakistan for dér at udøve familielivet med ansøgeren, og at ansøgerens ægtefælles samvær med sit mindreårige særbarn ikke kunne anses for at have en sådan karakter og et sådant omfang, at dette kunne føre til, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. FAM/2014/71.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 27-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2014 om bortfald af opholdstilladelse til en statsløs født i Libanon. Den pågældende indrejste i Danmark i 1993, blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i april 1996 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det fremgik af den tidsubegrænsede opholdstilladelse, at den var gyldig, så længe fast ophold blev bevaret i Danmark. I september 2012 ansøgte den pågældende om, at hendes opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af hendes ansøgning, at hun var udrejst til Libanon i august 2007, at hun havde været udrejst i fem år, at det ikke var planlagt, at hun skulle have været udrejst så længe, at hun var rejst til Libanon på grund af en konflikt i hendes ægteskab og efter instruktion fra hendes broder, at hendes broder i Libanon havde tilbageholdt hendes pas, og at hendes ægtefælle havde frameldt hende Det Centrale Personregister uden hendes viden. Det fremgik endvidere af sagen, at hun var udrejst frivilligt sammen med parrets tre fællesbørn født i henholdsvis 1994, 1997 og 2000, og at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Libanon fra marts 2009 til marts 2010. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren og to af børnene først fik udstedt pas i henholdsvis juni 2012 og august 2012, hvorfor de ikke havde kunnet genindrejse i Danmark før september 2012, og at det ville være stærkt belastende for ansøgerens børn, såfremt ansøgeren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at den pågældendes opholdstilladelse var bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., idet hun havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun havde været udrejst i perioden fra august 2007 til september 2012. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at det ikke var planlagt, at hun skulle have været udrejst så længe, at hun var rejst til Libanon på grund af en konflikt i hendes ægteskab og efter instruks fra hendes broder, at hendes broder i Libanon havde tilbageholdt hendes pas, at hendes ægtefælle havde frameldt hende Det Centrale Personregister uden hendes viden, og at ansøgeren og børnene først kunne genindrejse i Danmark i september 2012 på grund af, at de først fik udstedt pas i henholdsvis juni 2012 og august 2012, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst frivilligt, at hun ikke havde søgt om dispensation forud for udrejsen, og at det ikke var dokumenteret, at hun havde forsøgt at kontakte de danske myndigheder med henblik på tilbagerejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at ansøgeren var forhindret i at returnere til Danmark som følge af uforudsete begivenheder. Det forhold, at ansøgeren indrejste i Danmark i 1993, at hun efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, og at hendes ægtefælle, børn og søster opholdt sig i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste på den baggrund ansøgeren til at indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab til Udlændingestyrelsen. FAM/2014/65.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 27-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Somalia under henvisning til, at det af ansøgeren og dennes ægtefælle indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og at der ikke forelå særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, som også var somalisk statsborger, indrejste i Danmark i juni 2013 og blev i april 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Under asylsagen oplyste den herboende reference, at han blev gift med ansøgeren i Somalia i marts eller april 2012, men at han aldrig boede sammen med ansøgeren, idet han blev boende hos sine forældre, mens han i forbindelse med familiesammenføringssagen oplyste, at parret boede sammen i en måned efter brylluppet, og at han havde haft kontakt med ansøgeren via telefon og Skype.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at det indgåede ægteskab ikke var retsgyldigt og derfor ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet parret efter det oplyste blev gift i Somalia i 2012, og idet de danske udlændingemyndigheder ikke siden 1995 havde tillagt somaliske dokumenter sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret efter ægteskabets indgåelse ikke havde dokumenteret at have etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, eftersom de ikke havde levet sammen, da den herboende ægtefælle efter brylluppet fortsat havde boet sammen med sine forældre, hvorfor parret ikke havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions, artikel 8. FAM/2014/106.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 27-05-2014Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en somalisk statsborger på baggrund af, at den herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5.
Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den herboende ægtefælle kom til Danmark som kvoteflygtning, at han led af alvorlig sygdom, at han efter en hjerneoperation i 2012 var blevet dobbeltsidig delvis lammet i benene, at han var invalideret med en meget begrænset gangfunktion, at han havde udviklet epilepsi med generaliseret krampeanfald og bevidsthedstab, at han led af sukkersyge, og at han blev behandlet med antipsykotiske medicin. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at parrets ægteskab blev indgået før den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og at ægtefællerne var blevet adskilt på tidspunktet, hvor den herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning i Danmark, samt at ansøgeren var udrejst af Somalia og på afgørelsestidspunktet havde haft opholdstilladelse i Italien igennem fem-seks år. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder fandt Udlændingenævnet, at parret ikke burde henvises til at udøve familielivet i Italien. FAM/2014/105.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2014 – Familiesammenføring, andre – Søskende
Dato: 26-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en kvinde fra Syrien, der ansøgte om familiesammenføring med sin herboende syriske søster, der i juli 2001 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 7.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes søster, der lå ud over, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens søster havde boet i Danmark siden juli 2001, at ansøgerens søster allerede inden sin indrejse i Danmark havde etableret selvstændig familie, idet hun i april 1997 indgik ægteskab og efterfølgende i henholdsvis 1999 og 2004 fik to børn med sin ægtefælle, at ansøgerens søster ikke tidligere havde forsørget ansøgeren, at ansøgeren ikke havde været en del af ansøgerens søsters husstand, og at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 23 år og således var myndig og måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det forhold, at ansøgeren forud for udrejsen til Tyrkiet efter det oplyste havde været udsat for tortur og seksuelle overgreb i Syrien, og at hun ikke kunne tage tilbage til Syrien, idet ansøgerens familie var modstandere af Bashar al-Assad, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da disse var asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle dårlige økonomiske og sociale for-hold i hjemlandet ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/234.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 26-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 5, til en tyrkisk statsborger. Den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra januar 2010 til januar 2014, og havde siden februar 2014 modtaget folkepension. Den herboendes ægtefælle havde i 2009 fået konstateret diskusprolaps og havde efter det oplyste været præget af sorg og depression grundet sygdommen. Det fremgik af sagen, at ansøgeren afviste behandling for sygdommen. På afgørelsestidspunktet var den herboende ægtefælle ikke i medicinsk behandling.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik inden for de seneste tre år, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fået konstateret diskusprolaps og havde været præget af sorg og depression, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om helbredsforhold af en sådan karakter, at det kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den herboende ægtefælle ikke modtog behandling eller medicin, og at vedkommende forud for meddelelse af førtidspension var blevet vurderet egnet til et skånejob. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde modtaget folkepension siden februar 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet ikke fandt det dokumenteret, at vedkommende havde været ude af stand til at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, frem til meddelelse af folkepension i februar 2014. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige – herunder helbredsmæssige – forhold der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise parret til at udøve familielivet i Tyrkiet. FAM/2014/64.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Uddannelsesdokumenter ej verificeret af en dansk myndighed
Dato: 23-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 40, stk. 1, 1. pkt., til en statsborger fra Pakistan. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde til brug for behandlingen af sagen anmodet ansøgeren om at indsende verificerede kopier af endelige eksamensbeviser og karakterudskrifter stemplet af Higher Education Commission for uddannelserne Doctor of Veterinary Medicine og Master of Science (Honours). Ansøgeren indsendte ikke oplysningerne, og styrelsen meddelte herefter afslag på ansøgningen. I forbindelse med klagen fremsendte ansøgeren kopier af endelige eksamensbeviser og karakterudskrifter for uddannelserne, men dokumenterne var ikke verificeret af en dansk myndighed.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde fremlagt den nødvendige dokumentation til behandling af sagen. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt de dokumenter, som er nødvendige til bedømmelsen af, om en tilladelse skal gives. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt verificerede farvekopier af endelige eksamensbeviser og karakterudskrifter. Det forhold, at ansøgeren havde indsendt kopier af endelige eksamensbeviser og karakterudskrifter, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det ifølge fast praksis er et krav, at de endelige dokumenter forevises en dansk myndighed for, at de kan lægges til grund ved vurderingen af, om en ansøger opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af greencardordningen. ERH/2014/148.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet