Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. maj 2014 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag
Dato: 21-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Albanien og dennes to børn, født i henholdsvis 2000 og 2003, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren og dennes ægtefælle indrejste i juni 2008 i Danmark og blev i juli 2008 meddelt afslag på asyl. Afgørelsen omfattede også børnene, og de blev alle pålagt at udrejse af Danmark straks. I september 2008 blev ansøgeren meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og sammen med børnene blev ansøgeren pålagt at udrejse straks. Ansøgeren nægtede at udrejse. I januar 2009 afslog Udlændingestyrelsen at genoptage asylsagen og pålagde ansøgeren samt børnene at udrejse af Danmark straks. I henholdsvis slutningen af 2009 og medio 2010 begyndte børnene i en dansk skole. I oktober 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse straks. Ansøgeren nægtede fortsat at udrejse, og det var ikke muligt at tvangsudsende ansøgeren og børnene, idet børnene manglede rejselegitimation, som de albanske myndigheder ikke ville udstede uden børnenes faders samtykke. Børnenes fader havde efter afslaget på asyl i 2008 forladt ansøgeren og børnene, og hans opholdssted var ukendt. I juni 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og pålagde ansøgeren og børnene at udrejse i overensstemmelse med de tidligere fastsatte udrejsefrister. I juli 2013 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og § 9 c, stk. 2. I slutningen af september 2013 blev ansøgeren og børnene tvangsudsendt til Albanien, idet de albanske myndigheder i overensstemmelse med en aftale af 24. april 2008 mellem Albanien og Danmark om tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse, jf. bekendtgørelse nr. 1 af 7. januar 2010, accepterede tvangsudsendelsen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren gentagne gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark og samtidig pålagt at udrejse af Danmark straks. Ansøgeren og børnene havde således aldrig haft et opholdsgrundlag i Danmark og kunne således ikke have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at uanset, at børnene måtte have opnået en tilknytning til Danmark i kraft af, at børnene havde gået i skole og fået skolekammerater, kunne ansøgeren og børnene ikke meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der efter bestemmelsen ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der aldrig har haft et opholdsgrundlag i Danmark, herunder opholdt sig i Danmark ulovligt i en langvarig periode. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste til, at det havde været ansøgerens valg at søge asyl i Danmark sammen med børnene og flytte børnene væk fra børnenes hidtidige tilværelse i Albanien. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kunne udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig lidt over fem år i et andet land i udsendelsesposition, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder, uanset om der måtte være umiddelbart dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt, at henset til, at børnene og deres forælder opholder sig sammen i eget hjemland, kan der ikke udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, og uden at en sådan immigrationsadgang samtidig er særskilt hjemlet i det andet lands lovgivning. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. FAM/2014/37.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. maj 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 19-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en iransk statsborger efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Den pågældende indrejste i Danmark i juni 2009 og søgte om asyl. Den pågældende blev i december 2010 meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen, og Flygtningenævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse og pålagde i den forbindelse den pågældende at udrejse syv dage efter Flygtningenævnets afgørelse. Flygtningenævnet traf samtidig afgørelse om, at den pågældende kunne udsendes tvangsmæssigt til hjemlandet, såfremt han ikke ønskede at medvirke til at udrejse. Flygtningenævnets afgørelse blev forkyndt for den pågældende under Flygtningenævnets møde. Politiet antraf den pågældende i forbindelse med en udrejsekontrol i juni 2013. Udlændingestyrelsen meddelte herefter i oktober 2013 den pågældende afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2 (udsendelseshindringer), og pålagde i den forbindelse den pågældende at udrejse i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet tidligere fastsatte udrejsefrist. Den pågældende blev herefter i marts 2014 administrativt udvist af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, idet han fortsat ikke var udrejst.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise den pågældende i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den pågældende ikke var udrejst i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet fastsatte udrejsefrist. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod udvisning. Det forhold, at den pågældende havde anført, at han var etnisk kurder fra Iran, og at han ville blive fængslet ved hjemkomsten til Iran, idet han ikke havde nogen identitetspapirer, kunne ikke føre til en ændret vurdering, henset til at Flygtningenævnet i april 2011 havde meddelt ham afslag på asyl. Udvisningen fandtes i øvrigt ikke at være særligt belastende for ansøgeren. FAM/2014/69.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 19-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9. Ansøgeren blev i april 2013 meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til ansøgerens herboende voksne datter. I forbindelse med ansøgningen oplyste ansøgeren, at hun havde besøgt sin datter i Danmark fra juli 2012 til september 2012. I oktober 2013 indgik ansøgeren ægteskab med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren indgav senere i oktober 2013 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet. I forbindelse med ansøgningen oplyste ansøgeren blandt andet, at ansøgeren traf sin herboende ægtefælle via dating.dk under sit besøg i Danmark fra juli 2012 til september 2012. I december 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 9. Den herboende ægtefælle oplyste i forbindelse med klagen til Udlændingenævnet, at ansøgerens herboende datter havde forsøgt at finde en dansk mand til sin moder, således at ansøgeren kunne bo hos sin datter i Danmark, og at ansøgeren boede sammen med den herboende ægtefælle fra august 2012 til september 2012.
Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i april 2013 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, og at ansøgeren i denne forbindelse oplyste, at ansøgeren boede hos sin herboende datter i perioden fra juli 2012 til september 2012, mens ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med den herboende ægtefælle oplyste, at ansøgeren i perioden fra august 2012 til september 2012 boede sammen med den herboende ægtefælle. Det var endvidere ansøgerens herboende datter, som var anført som vært i forbindelse med et visum udstedt til ansøgeren gældende for 90 dage i en periode fra december 2012 til december 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle i forbindelse med klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde anfægtet Udlændingestyrelsens sagsfremstilling. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgeren ikke havde oplyst troværdigt om sine forhold, at det afgørende formål med ægteskabet for ansøgeren var at opnå opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/186.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Krav om bestået danskprøve
Dato: 15-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse en opholdstilladelse til en jordansk statsborger, der var gift med en herboende ægtefælle. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 19, stk. 30, hvilket klageren ikke gjorde. Udlændingestyrelsen fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, samt at det ikke ville være forbundet med uoverstigelige problemer at henvise parret og deres fællesbarn til at tage ophold i Jordan for dér at udøve familielivet.
Udlændingenævnet fandt, at klageren i december 2012 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at klageren bestod prøve i dansk på A1-niveau senest 6 måneder fra det tidspunkt, hvor prøven var blevet etableret. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren havde gennemført en danskprøve på A1-niveau eller en sprogprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist. Det forhold, at han havde bestået modultest Danskuddannelse 2, modul 1, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det af klagerens opholdstilladelse fremgik, at han skulle bestå en danskprøve på A1-niveau, og at han ikke sås at have dokumenteret over for hverken Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet, at han havde bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau. Det forhold, at klageren havde anført, at han på grund af sin ægtefælles komplicerede graviditet var nødt til at gå hjemme og passe parrets datter, som på dette tidspunkt var seks måneder gammel, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Som følge af, at klageren ikke havde gennemført prøve i dansk på A1-niveau eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist, var betingelsen for hans opholdstilladelse således ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, jf. § 9, stk. 30, jf. 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde derved vægt på, at klageren indrejste i Danmark første gang efter sin administrative udvisning med indrejseforbud i juni 2004 i december 2012 i en alder af 33 år, og at han i december 2012 blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en herboende ægtefælle. Han sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka et år og fem måneder, og han havde alene haft opholdstilladelse i Danmark i ét år og fem måneder. Han kunne derfor ikke på baggrund af længden af sit ophold her i landet antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse af den grund ville virke særligt belastende for ham. Udlændingenævnet fandt, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Jordan, hvor han var statsborger, og hvor hans forældre og søskende var bosat. Det forhold, at klageren forventede at starte uddannelse i januar 2014 på bageriskole, at han havde oprettet et rengøringsfirma med CVR-nummer, at han havde en fælles datter på et år med sin ægtefælle, og at parret ventede endnu et barn med forventet fødselstermin i juli 2014, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke på baggrund af en eventuel kommende beskæftigelse og kommende uddannelse kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem, at en inddragelse af hans opholdstilladelse under henvisning hertil måtte antages at virke særligt belastende for ham. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at parret ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Jordan for at udøve familielivet dér. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2014/204.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Aktuel beskæftigelse
Dato: 15-05-2014Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, til en statsløs palæstinenser. Ansøgeren var af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke aktuelt kunne antages at have tilknytning til arbejdsmarkedet eller være under uddannelse. I forbindelse med sagens behandling i Udlændingenævnet havde ansøgeren indsendt en udtalelse fra sin arbejdsgiver, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i to år uafbrudt havde været ansat i tidsbegrænsede fuldtidsstillinger, og at ansøgeren netop havde fået forlænget sin kontrakt med yderligere 11 måneder.
Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at uanset, at ansøgeren ikke var ansat i en tidsubegrænset stilling, måtte ansøgeren antages at have tilknytning til arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været ansat uafbrudt samme sted i flere år, at der var tale om en fuldtidsstilling, og at ansøgerens kontrakt på ny blev forlænget for en længere periode, hvorfor kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, i denne sag fandtes opfyldt. FAM/2014/53.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Aktuel beskæftigelse
Dato: 15-05-2014Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, til en kenyansk statsborger. Ansøgeren var af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke aktuelt kunne antages at have tilknytning til arbejdsmarkedet eller være under uddannelse. Ansøgeren var i juli 2013 blevet færdiguddannet som social- og sundhedshjælper, og hun var i umiddelbar forlængelse heraf blevet ansat som tilkaldevikar ved to institutioner. I forbindelse med sagens behandling i Udlændingenævnet havde ansøgeren indsendt en udtalelse fra hver af sine arbejdsgivere, hvoraf det fremgik, at hun ved den ene institution hver weekend fast havde 15 arbejdstimer, og at hun ved den anden institution havde haft en gennemsnitlig arbejdstid på minimum 15 timer om ugen de forudgående ni måneder.
Udlændingenævnet fandt, at uanset at ansøgeren i ansættelseskontrakterne alene var ansat som tilkaldevikar, måtte ansøgeren antages at have tilknytning til arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren blev færdiguddannet som social- og sundhedshjælper i juli 2013 og umiddelbart herefter fik beskæftigelse inden for det fag, hvor hun havde taget en uddannelse, og at hun på baggrund af den indsendte dokumentation måtte antages at have fast beskæftigelse på mere end 15 timer om ugen, hvorfor kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, i denne sag måtte anses for opfyldt. FAM/2014/54.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Genoptagelse – Passivitet
Dato: 15-05-2014Udlændingenævnet afviste i maj 2014 at behandle en herboendes ægtefælle anmodning om genoptagelse af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra november 2010, hvorved ministeriet stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), til en iransk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at der gjaldt som udgangspunkt ingen frist gælder for anmodning om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, men at passivitetsbetragtninger kan inddrages i sager, hvor en genoptagelsesanmodning først indgives flere år efter, at afgørelsen er truffet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at realitetsbehandle genoptagelsesanmodningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i november 2010 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2010, at der således var forløbet mere end tre år mellem tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og indtil den herboende ægtefælles anmodning om genoptagelse af sagen, og at den herboende ægtefælle ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles ret til at anmode om genoptagelse af sagen var bortfaldet ud fra passivitetsbetragtninger. Den herboende ægtefælles anmodning om genoptagelse af sagen blev således afvist og blev ikke behandlet i Udlændingenævnet. FAM/2014/132.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Omgørelse
Dato: 15-05-2014Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark i 12 år, at den herboende ægtefælle havde haft tilknytning til det danske arbejdsmarked igennem flere år, og at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet ansøgeren havde været i Danmark på visumophold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7 var opfyldt. FAM/2014/133.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. maj 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Betingelserne for opholdstilladelse er ikke længere til stede
Dato: 14-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2014 om inddragelse af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren som var statsløs palæstinenser fra Gaza, fik i oktober 2012 opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Opholdstilladelsen var betinget af, at ansøgeren samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle. Der forelå oplysninger om, at ansøgeren var registreret i Det Centrale Personregister dom fraflyttet den fælles bopæl i januar 2013, og at parret blev separeret i juni 2013.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefællen ikke samlevede på fælles bopæl på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, idet parrets samliv blev ophævet i januar 2013, og parret blev i juni 2013 separeret, hvorfor grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, og opholdstilladelsen kunne inddrages. Udlændingenævnet fandt endvidere, at inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse ikke kunne antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i oktober 2012 som 29-årig, og at han havde familie i Gaza, hvor han var født og opvokset og havde haft sin skolegang. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren aldrig havde været i beskæftigelse i Danmark, at han ikke havde taget danskundervisning, og at han ikke kunne tale dansk. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at han havde været udsat for vold udøvet af sin ægtefælles far, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han havde været udsat for overgreb fra sin ægtefælles fars side, og at dette havde været den direkte årsag til samlivsophævelsen, samt at oplysningerne om vold alene stammede fra ansøgeren. Det bemærkedes endvidere, at det var ansøgerens herboende ægtefælle, som efter det oplyste havde ophævet samlivet. FAM/2014/131.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. maj 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 14-05-2014Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Rusland. Den pågældende var oprindeligt meddelt midlertidig opholdstilladelse i Danmark i marts 2005 i en alder af 65 år. Ansøgeren indgav i marts 2013 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren havde i perioderne fra maj 2011 til maj 2012 og fra oktober 2012 og frem modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens alder på indrejsetidspunktet svarede til den danske folkepensionsalder, og at hun havde været afskåret fra at oppebære dansk folkepension, da hun ikke havde haft fast bopæl her i landet i mindst 10 år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen, jf. § 2, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at kommunen havde oplyst, at begrundelsen for at yde ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 27 var, at hun var 74 år gammel, uden formue og indtægter, og at ansøgeren opfyldte betingelserne i lov om aktiv socialpolitiks § 27 om at have nået efterlønsalderen og ikke kunne få folkepension på grund af optjeningsreglerne. På den baggrund og under hensyn til, at ansøgeren var 74 år, fandt Udlændingenævnet, at den af ansøgeren modtagne kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 27 måtte sidestilles med folkepension, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, sidste led. Udlændingenævnet henviste herved til, at det fremgik af bemærkningerne til lov nr. 301 af 19. april 2006, afsnit 6.2., at ”Førtidspensionister, der ikke kan få fuld pension på grund af betingelserne om optjening, kan efter førtidspensionsreformen af 1. januar 2003 få supplerende hjælp udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik. Hjælp ydes efter en behovsmæssig vurdering og kan både gives som et fast løbende tillæg af forsørgelsesmæssig karakter og som enkeltydelser. En folkepensionist vil imidlertid få tilsvarende supplerende hjælp til en tilkendt brøk-folkepension udbetalt efter pensionsloven eller anden lovgivning. Ved at undtage ydelser, der må sidestilles med pension, fra 1-års-karensperioden stilles modtagere af supplerende ydelser til en brøk-førtidspension ikke ringere end brøkfolkepensionister, som modtager supplerende ydelser. Regeringen finder derfor, at modtagelse af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, der må sidestilles med pension eller løn, ikke skal være til hinder for ægtefællesammenføring.” FAM/2014/81.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet