Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Aktuel beskæftigelse
Dato: 13-05-2014Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, til en statsborger fra Irak. Ansøgeren var af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke aktuelt kunne antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse. I forbindelse med sagens behandling i Udlændingenævnet indsendte ansøgeren en ansættelseskontakt fra april 2014, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var blevet ansat i en deltidsstilling med en ugentlig arbejdstid på 15 timer. Det fremgik endvidere af indberetning til eIndkomst, at ansøgeren i april 2014 havde været beskæftiget i 63 timer.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte kravet om aktuelt at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse måtte antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, idet ansøgeren havde indsendt dokumentation for, at han var ansat i en deltidsstilling med mere end 15 timer om ugen, og at det ligeledes fremgik af sagen, at ansøgeren havde arbejdet mere end 60 timer i den seneste måned forud for Udlændingenævnets afgørelse. FAM/2014/49.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet
Dato: 13-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse under henvisning til ægteskab til en statsborger fra Libanon. Ansøgeren var født i august 1991 i Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle var født i 1974 i Libanon og var dansk statsborger. Det var til sagen oplyst, at parret mødtes gennem familie i 2012, at parret indgik ægteskab i januar 2013, at parret ikke havde boet sammen forud for ægteskabets indgåelse, at parret havde et fællesbarn født i Libanon i januar 2014, og at parret siden ægteskabets indgåelse havde haft kontakt på næsten daglig basis via Skype, Viber, WhatsApp m.v.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da hun på ansøgningstidspunktet var under 24 år. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der ville kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret mødtes og indgik ægteskab, og dér sammen med ansøgeren og parrets fællesbarn udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og parrets fællesbarn var bosat i en flygtningelejr sammen med ansøgerens ægtefælles moder og broder, der begge var syge, og at den herboende ægtefælle, såfremt han måtte tage ophold i Libanon, efter det oplyste ikke ville kunne forsørge familien. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke er sådanne ganske særlige grunde, der kan føre til, at en ansøger meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret mødte hinanden og indgik ægteskab, for dér at udøve familielivet sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv, uanset at der på tidspunktet har været etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. FAM/2014/137.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv
Dato: 13-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en vietnamesisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle var gift i Vietnam i perioden fra 1991 til 2000, og parret blev forældre til et barn i 1992. Den herboende ægtefælle blev i februar 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. Hun blev i november 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og i januar 2008 blev hun skilt fra sin tidligere danske ægtefælle. I 2006 indgik ansøgeren ægteskab med en herboende dansk statsborger, som var den herboende ægtefælles søster. Ansøgeren havde endvidere i 2007 kortvarig opholdstilladelse i Danmark som kok. I 2006 fik parret endnu et fællesbarn sammen. Begge børn havde siden henholdsvis indrejsen i 2003 og fødslen i 2006 haft uafbrudt ophold i Danmark. Parret havde i øvrigt under sagens behandling forklaret modstridende om parrets forhold forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Ansøgeren og referencen blev på ny gift i Vietnam i 2010.
Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at parret forud for ansøgerens indrejse i Danmark i juli 2007 havde kendt hinanden i Vietnam siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra 1991 til 2000, og at parret i denne periode fik et fællesbarn. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på parrets forklaringer om, hvordan kontakten mellem ægtefællerne blev genetableret, herunder at parret ved den seneste ansøgning om opholdstilladelse fra januar 2013 havde oplyst, at parret mødte hinanden i 2005. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse på grund af arbejde i perioden fra juli 2007 til oktober 2007, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som den pågældende havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Vietnam. Det bemærkedes i den forbindelse, at parrets andet fællesbarn blev født i 2006, mens den herboende ægtefælle var gift med sin tidligere ægtefælle, der var den herboende ægtefælles søster. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret talte vietnamesisk sammen, at ansøgeren havde forældre og søskende i Vietnam, og at den herboende ægtefælles to søskende ligeledes var bosiddende i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at det oplyste om, at den herboende ægtefælle siden 2003 havde boet i Danmark og siden 2007 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælle på baggrund af hendes ophold og beskæftigelsen havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke oversteg parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der kunne tale for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parrets fællesbørn opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, uanset at parrets yngste barn var født i 2006 i Danmark og siden havde boet her i landet. Det bemærkedes endvidere, at parrets ældste barn, som var født i 1992, på afgørelsestidspunktet var myndigt. Udlændingenævnet fandt således ikke, at barnets forhold kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. FAM/2014/147.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. maj 2014 – Au pair – Formodning - Livsforløb
Dato: 08-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings (nu Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, til en statsborger fra Filippinerne. Ansøgeren var på ansøgnings¬tidspunktet 28 år og havde på dette tidspunkt gennemført en Bachelor of Science in Nursing samt været beskæftiget som sygeplejerske i to år og seks måneder i Filippinerne. Ansøgeren havde gjort gældende, at hun som følge af sin uddannelses- og familiemæssige situation, herunder at hun havde måttet passe sin syge tante i sit hjemland, først som 28-årig havde haft mulighed for at forlade Filippinerne med henblik på et au pair-ophold.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren skulle meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at au pair-opholdet ikke kunne anses som en naturlig forlængelse af ansøgerens hidtidige livsforløb, og at ansøgeren derfor ikke kunne formodes at have haft til hensigt at opnå en kulturel udveksling i overensstemmelse med au pair-ordningens formål. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse var 28 år, havde afsluttet en videregående uddannelse som Bachelor of Science in Nursing og sammenlagt havde været beskæftiget inden for sit fag i to år og seks måneder forud for ansøgningen. Udlændingenævnet fandt ikke, at det af ansøgeren anførte om, at ansøgeren grundet sin uddannelsesmæssige og familiemæssige situation først som 28-årig havde haft mulighed for at forlade Filippinerne, afkræftede formodningen for, at ansøgerens formål med et au pair-ophold ikke var i overensstemmelse med au pair-ordningen. ERH/2014/119.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. maj 2014 – Erhverv - Almindeligt lønarbejde – Kok
Dato: 08-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som kok, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6, til en statsborger fra Indien.
Ansøgeren havde arbejdet som kok inden for sydindisk madlavning fra 1992 til 2002 i Indien samt fra 2003 til 2008 i Polen. Ansøgeren havde endvidere gennemført tre undervisnings- og kursusforløb i september 1999, december 1999 og juni 2000 inden for henholdsvis ”Catering and Hotel Management” og ”Training in Food & Beverage Production”. Ansøgeren havde ydermere tidligere fra november 2010 til november 2011 haft opholds- og arbejdstilladelse som indisk kok i Danmark. Ved Udlændingenævnets opslag på hjemmesiden for restauranten, som havde tilbudt ansøgeren beskæftigelse, fremgik det blandt andet, at der tilberedtes pakistansk mad, og at retterne lå på et prisniveau hovedsageligt mellem 25 kr. og 85 kr. Det fremgik endvidere, at det var muligt at spise maden på stedet, tage det med hjem eller bestille maden hjemmefra og få det leveret. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark som kok henset til, at den tilbudte beskæftigelse måtte betragtes som almindeligt lønarbejde inden for det almindelige arbejdsmarked, hvorfor Udlændingenævnet ikke fandt, at væsentlige beskæftigelses- eller erhvervsmæssige hensyn talte for, at ansøgeren skulle gives opholds- og arbejdstilladelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren senest var tilbudt en stilling på 37 timer ugentligt til 25.000 kr. om måneden, samt at arbejdet bestod i at tilberede indisk og pakistansk mad. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at restaurantens karakter ikke underbyggede, at den havde en sådan kvalitet og speciale, at det kunne begrunde ansættelse af en specialiseret kok, som skulle varetage arbejde af særlig karakter, men at ansøgeren var tilbudt ansættelse inden for almindeligt faglært arbejde, og at det ikke var godtgjort, at restauranten havde specialiseret sig inden for det nordindiske køkken, henset til at ansøgeren var tilbudt beskæftigelse som kok inden for det indiske og pakistanske køkken, og særligt henset til at det fremgik af restaurantens hjemmeside, at der tilberedtes pakistansk mad. Ydermere lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren havde gennemført tre kurser af omkring to års varighed sammenlagt, som indikerede, at der hovedsageligt var tale om basisviden og ikke specialiseret viden, samt at ansøgeren trods langvarig arbejdserfaring som kok måtte anses for en almindelig faglært indisk kok. Endelig indgik det i grundlaget for Udlændingenævnet afgørelse, at ansøgeren tidligere havde haft opholds- og arbejdstilladelse i Danmark i et år som kok ved en restaurant, hvor der tilberedtes indisk mad. ERH/2014/42
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. maj 2014 – Administrativ udvisning – EU-borger
Dato: 07-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Litauen under henvisning til udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4. 2. pkt., da vedkommende opholdt sig ulovligt i Danmark. I december 2006 blev den pågældende meddelt ret til tidsubegrænset ophold i Danmark på baggrund af EU-regler, hvorefter den pågældende udrejste af Danmark i februar 2008. I februar 2013 indrejste den pågældende på ny i Danmark. I perioden fra marts 2013 til december 2013 blev den pågældende anholdt og sigtet flere gange for butikstyveri. Den pågældende kunne ikke dokumentere, at hun havde et job i Danmark. Den pågældende oplyste overfor politiet, at hun ikke havde været tilmeldt et jobcenter og ikke havde haft et tilgængeligt CV på internettet eller lignende. Den pågældendes advokat havde under klagesagen anført, at den pågældende havde været jobsøgende og havde fået et job i Danmark, men dette var ikke dokumenteret. I december 2013 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af den pågældende med indrejseforbud i to år.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise den pågældende efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, var til stede, da hun som EU-borger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1, og at hun ikke havde dokumenteret, at hun havde været reelt arbejdssøgende i perioden fra februar 2013 til december 2013, eller at hun havde fået arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisning af den pågældende måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, og Udlændingenævnet lagde vægt på, at det forhold, at den pågældende havde haft tidsubegrænset opholdsret i Danmark på baggrund af EU-reglerne, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hendes tidsubegrænsede opholdsret måtte anses for ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 1, da hun havde opholdt sig udenfor Danmark i perioden fra februar 2008 til februar 2013. FAM/2014/104.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv
Dato: 07-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 7. Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødtes i 1996 og fik i 1997 og 2000 to fællesbørn. Familien indrettede sig enten således, at de boede sammen, eller at den nu herboende ægtefælle løbende besøgte ansøgeren og fællesbørnene i årene 1996 til ultimo 2000. I 2001 indrejste den herboende ægtefælle i Danmark og blev meddelt opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger. I 2005 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse og blev i 2006 skilt fra sin herboende danske ægtefælle. I 2007 indgik ansøgeren og den herboende ægtefælle ægteskab, og parret blev i 2009 forældre til endnu et fællesbarn. I 2009 og 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. I 2011 afviste Udlændingestyrelsen, at ansøgeren kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18 (nu § 9, stk. 21), idet forholdene, der begrundede afslagene i 2009 og 2010, ikke havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde vægt på, ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret havde haft deres skolegang og tilknytning til arbejdsmarkedet, og at den herboende ægtefælle først i en alder af 27 år var indrejst i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren udover den herboende ægtefælle og de tre fællesbørn ingen tilknytning havde til Danmark, og uanset at ansøgeren havde været på visumophold i Danmark tre gange forud for den seneste indrejse i 2013, kunne dette ikke føre til en anden vurdering, idet parret ikke herved havde opnået en større tilknytning til Danmark end til Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, idet indgåelse af ægteskab på ny indikerer, at den herboende ægtefælle har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som den herboende ægtefælle havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet tillagde det betydelig vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde indrettet sig således, at parret enten boede sammen, eller at den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren og fællesbørnene, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret talte kurdisk og tyrkisk sammen, og at parrets forældre og søskende stadig boede i Tyrkiet. Det forhold, at parrets tre fællesbørn henholdsvis i oktober 2010 i en alder af ét år og i 2012 i en alder af henholdsvis 12 og 15 år var meddelt opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en fravigelse af de almindelige betingelser for familiesammenføring, da fællesbørnene ikke havde boet i Danmark fast og sammenhængende i seks til syv år og herunder gået i danske institutioner og/eller skoler. FAM/2014/40.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 06-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, til en statsborger fra Argentina. Ansøgeren var i april 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført. Ansøgeren havde i forbindelse med sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst blandt andet, at hun i perioden fra maj 2006 til maj 2008 havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse, at hun i perioden fra februar 2010 til februar 2013 havde været under uddannelse som datamatiker, og at hun havde et barn født i 2007 med autisme og specialpædagogiske behov. Ansøgeren havde til Udlændingestyrelsen indsendt dokumentation for, at hun i perioden fra september 2010 til november 2013 havde optjent 135 ECTS-point. Ansøgeren havde i forbindelse med sin klage til Udlændingenævnet oplyst blandt andet, at hun grundet sit barns handicap var blevet forsinket på sin uddannelse, at hun først havde fået en plads til barnet i en specialinstitution i september 2012, og at hun kunne have oppebåret støtte efter lov om social service til pasning af barnet, såfremt hun havde søgt herom. I forbindelse med sagens behandling anmodede Udlændingenævnet ansøgeren om at indsende yderligere oplysninger og dokumentation til sagen, herunder for hvornår og i hvilke perioder ansøgeren var blevet forsinket på sin uddannelse udover den normerede tid, og om hvorvidt ansøgeren kunne have modtaget støtte efter lov om social service på baggrund af sit barns handicap, såfremt ansøgeren havde ansøgt kommunen herom.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter det oplyste ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde vægt på, at alene ordinær beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse kan indgå i beregningen af, om beskæftigelseskravet er opfyldt, hvorfor ansøgerens ansættelser forud for maj 2009 ikke kunne medregnes i opgørelsen af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til til et andet resultat, at ansøgeren i perioden fra september 2010 til november 2013 havde optjent 135 ECTS-point, idet 60 ECTS-point svarer til et års fuldtidsstudium, hvorfor ansøgerens uddannelse blev opgjort til to år og tre måneder. Udlændingenævnet fandt derudover, at det ikke kunne føre til ændret vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at hun grundet sit barns handicap var blevet forsinket på sin uddannelse, og at hun først fik en plads i en specialinstitution i september 2012, idet ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for den angivelige forsinkelse af uddannelsen. FAM/2014/52.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 06-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en 78-årig afghansk statsborger. Ansøgeren led af aldersbetingede hukommelsesproblemer, migrænelignende hovedpine, knogleskørhed, mavesår, forhøjet blodtryk og slidgigt, og hendes generelle funktionsniveau var lavt. Ansøgeren blev første gang i 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 4, og i 2001 startede hun på et daghøjskoleforløb, der blandt andet indeholdt danskundervisning. Ansøgeren var i perioden fra november 2002 til april 2008 registreret udrejst til Afghanistan. I marts 2008 blev ansøgeren meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgeren havde ikke deltaget i danskundervisning, efter at hun på ny blev meddelt opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, idet hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt derudover, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, ikke kunne tilsige, at ansøgeren skulle meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke var af en sådan karakter, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, kunne fraviges under henvisning hertil, og at aldersbetinget svækkelse ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren efter i 2008 på ny at være blevet meddelt opholdstilladelse ikke kunne anses for at have udvist vilje til at tilegne sig de tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, hvorfor det ikke kunne anses for dokumenteret eller godtgjort, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne tilegne sig de tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne opfylde danskprøvekravet. FAM/2014/36.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold – Uafbrudt opholdstilladelse i Danmark
Dato: 06-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 3, jf. stk. 1, til en statsborger fra Kina, der i september 2007 var meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende på en videregående uddannelse. Ansøgeren blev i september 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen gældende frem til september 2014. Opholdstilladelse blev imidlertid inddraget den 8. april 2013. Forud for inddragelsen havde ansøgeren indgivet en ansøgning om opholdtilladelse i Danmark som jobsøgende. Denne ansøgning blev afvist den 12. juni 2013 under henvisning til, at ansøgeren ikke havde betalt gebyr i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen. Den 13. maj 2013 havde ansøgeren indgivet endnu en ansøgning om opholdstilladelse. Denne gang under henvisning til et nyt arbejde, og ansøgeren blev den 4. juli 2013 meddelt opholdtilladelse i Danmark under henvisning hertil.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde boet lovligt i Danmark i mindst fem år og i hele perioden haft uafbrudt opholdstilledelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i perioden fra den 8. april 2013 til den 13. maj 2013 ikke havde haft opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som jobsøgende den 12. juni 2013 blev afvist på grund af manglende gebyrbetaling, og da ansøgerens opholdstilladelse af 4. juli 2013 således alene kunne anses for at være gældende fra indgivelsen af ansøgningen den 13. maj 2013, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1 og stk. 3, jf. § 11, stk. 3, nr. 1, 2. led. FAM/2014/47.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet