Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. september 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 18-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsløs palæstinenser under henvisning til ansøgerens herboende mindreårige barn, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde tidligere fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin ægtefælle, som var barnets fader. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren gerne ville bo i Danmark med sit barn, der var diagnosticeret med autisme, og at barnet ikke havde mulighed for at flytte til Sverige, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, da barnets far ikke ville flytte til Sverige, fordi barnet ikke ville kunne klare at flytte. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren havde yderligere to børn i Danmark, og at ansøgeren brugte cirka 3.000 til 4.000 kr. hver anden måned på at besøge børnene. Alle tre børn boede hos ansøgerens ægtefælle i Danmark. Parret blev separeret i april 2013, men var fortsat gift på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Om samværet mellem ansøgeren og hendes herboende barn var det oplyst, at barnet altid overnattede hos sin fader, at ansøgeren kom til Danmark hver anden måned og i den forbindelse opholdt sig hos en veninde, og at hun så barnet i weekenden. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at barnet og dets søskende og faderen havde boet i Sverige i perioden fra november 2009 til marts 2010 og igen fra april 2011 til december 2012.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og lagde vægt på, at der mellem ansøgeren og barnet ikke forelå en helt særlig tilknytning udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for barnets indrejse i Danmark var gift, at det måtte lægges til grund, at beslutningen om barnets ophold i Danmark var truffet af forældrene i fællesskab, at ansøgeren samtykkede i, at barnet skulle bo i Danmark uden ansøgeren, at ansøgeren siden december 2012 havde udøvet samvær med barnet via besøgsophold, at omfanget af samværet ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgeren ikke havde haft fælles bopæl med barnet siden 2012, og at det var muligt fortsat at udøve samværet som hidtil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. FAM/2014/238.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. september 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Manglende opfyldelse af betingelser for opholdstilladelse
Dato: 18-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en libanesisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 6, og § 26, stk. 1. Klageren blev i december 2006 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab. Opholdstilladelsen blev i henholdsvis oktober 2009 og oktober 2010 forlænget på baggrund af samvær mellem klageren og dennes og klagerens nu tidligere ægtefælles mindreårige fællesbarn. Opholdstilladelsen var blandt andet betinget af, at fællesbarnet boede i Danmark, og at ansøgeren fortsat udøvede samvær med fællesbarnet. Den seneste forlængelse var gyldig frem til april 2014. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at fællesbarnet i juli 2012 udrejste af Danmark. Udlændingestyrelsen bad klageren om at udtale sig om dette og oplyse om sin tilknytning til Danmark. Klageren oplyste i foråret 2014, at han ikke havde gennemført danskundervisning, at han havde haft arbejde i Danmark syv år tidligere, at han ikke havde fritidsinteresser, deltog i foreningsliv eller lignende, samt at han havde familiemedlemmer i Danmark udover fællesbarnet. Klageren oplyste endvidere, at han indenfor en periode på fire uger havde samvær med fællesbarnet fire dage, at samværet var regelmæssigt, og at fællesbarnet midlertidigt var rejst til Marokko, med sin moder, hvor fællesbarnet skulle opholde sig cirka ét år. Udlændingestyrelsen nægtede i juni 2014 at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klagerens samvær med fællesbarnet var ophørt som følge af fællesbarnets udrejse af Danmark i juli 2012. Under Udlændingenævnets behandling af klagesagen oplyste klageren, at han i syv år havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark. Det fremgik af CVR, at klagerens virksomhed blev registreret i september 2009 og afregistreret i august 2012, og at det af den fremsendte dokumentation og det elektroniske indkomstregister eIndkomst fremgik, at klageren havde fremsendt en faktura for rengøring i marts 2014 og havde lønindkomst i fem måneder i 2008.
Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren udøvede samvær med sit og sin tidligere ægtefælles fællesbarn på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2014, hvorfor betingelserne for hans opholdstilladelse ikke længere var til stede. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysninger fra Det Centrale Personregister, at fællesbarnet var udrejst af Danmark til Marokko i juli 2012. Som følge af samværsophævelsen var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere opfyldt, og opholdstilladelse kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren var født og opvokset og havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Libanon, og at klageren først i en alder af 32 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at han ikke kunne anses for at have opnået en særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren alene havde haft opholdstilladelse som familiesammenført i cirka syv og et halvt år, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, ligesom nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse kunne anses for at virke særligt belastende for ham. For så vidt angår klagerens arbejdsmæssige tilknytning til Danmark, bemærkede Udlændingenævnet, at hans selvstændige virksomhed ud fra de foreliggende oplysninger måtte anses for at have været af begrænset omfang. Det forhold, at klageren til støtte for sin klage havde anført, at han led af sukkersyge, forhøjet blodtryk og en leversygdom, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumentation for, at han led af disse sygdomme, og at klageren, uanset at han måtte kunne dokumentere at lide af disse sygdomme, ikke kunne få forlænget sin opholdstilladelse, idet der ikke herved var tale om sådanne sygdomme, der kunne begrunde en forlængelse af opholdstilladelsen. FAM/2014/183.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. september 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 18-09-2014Udlændingenævnet omgjorde i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en armensk statsborger, der i maj 2003 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 (ægtefællesammenføring). Udlændingestyrelsen modtog i august 2012 ansøgerens ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. I den forbindelse havde ansøgeren vedlagt en erklæring om beskæftigelse, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde arbejdet fuldtid i perioden fra januar 2008 til december 2010 som selvstændig og igen i perioden fra september 2011 og frem. Ansøgeren havde vedlagt bilag såsom registreringsbevis for virksomheden, momsindberetninger, årsopgørelser fra SKAT og årsregnskaber.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de seneste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde indsendt yderligere dokumentation for, at ansøgeren siden september 2011 havde drevet en enkeltmandsvirksomhed, herunder blandt andet et påtegnet årsregnskab for 2012 og dokumentation for løbende indberetninger af moms til SKAT fra 2010 og frem, hvoraf det fremgik, at indberetningerne for moms havde været konstante og af ikke uvæsentligt omfang, at virksomheden havde åbent fra kl. 08.00 til 16.00 fem dage om ugen, og at ansøgeren efter det oplyste ingen ansatte havde eller havde haft i virksomheden. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i over tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse svarende til mindst 30 timers ordinær beskæftigelse om ugen, og at virksomheden kunne anses for at have karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på at opnå selvforsørgelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, hvorfor sagen blev sendt tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser for meddelelse af opholdstilladelse var opfyldt. FAM/2014/230.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Arbejdserfaring
Dato: 16-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Pakistan. Vedlagt ansøgningen om opholdstilladelse var blandt andet en arbejdsgivererklæring fra januar 2014, hvoraf det fremgik, at ansøgeren siden april 2012 havde været beskæftiget som ”COE” og Business Controller i virksomheden. Arbejdsgivererklæringen var underskrevet af ansøgeren selv som Chief Executive Officer og Business Controller. Vedrørende sit arbejde oplyste ansøgeren blandt andet, at hans virksomhed bestod af otte faste medarbejdere, seks medarbejdere ansat på kommission og fire medarbejdere ansat som business koordinatorer. Endvidere havde ansøgeren indsendt en beskrivelse af sine arbejdsopgaver som Business Controller ved virksomheden ligeledes underskrevet af ham selv som CEO og Business Controller. I marts 2014 meddelte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ansøgeren afslag på hans ansøgning om opholdstilladelse efter greencardordningen.
Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren på det foreliggende grundlag højst kunne opnå i alt 90 point, idet han opnåede 50 point på baggrund af sit højeste uddannelsesniveau, 20 point for sine engelske sprogfærdigheder, højst fem point for sin tilpasningsevne og 15 point på baggrund af sin alder på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet fandt blandt andet, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for arbejdserfaring som CEO og Business Controller i sin egen virksomhed, da han primært måtte anses for at være ejer og administrerende direktør (CEO) af firmaet. Udlændingenævnet gjorde i den forbindelse opmærksom på, at point for arbejdserfaring efter positivlisten kræver arbejde af væsentligt omfang i den stilling, som påberåbes. Uanset om indholdet af ansøgerens stilling som Business Controller måtte kunne svare til stillingsbetegnelsen på positivlisten, vurderede Udlændingenævnet konkret og individuelt, at ansøgeren ikke kunne være ansat som Business Controller i væsentligt omfang samtidig med, at han fungerede som administrerende direktør i sin egen virksomhed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på blandt andet, at ansøgeren selv havde oplyst, at han som CEO havde ansvaret for den daglige ledelse af firmaet og ansvaret for at efterkomme ledelsens mål for salg og profit. Udlændingenævnet vurderede således, at ansøgerens hovedopgave og størstedel af tid måtte bestå af daglig ledelse af virksomheden. Da ansøgeren endvidere ikke havde dokumenteret at have haft mindst tre års arbejde inden for de seneste fem år forud for ansøgningens indgivelse, kunne han ligeledes ikke tildeles 5 point for anden erhvervserfaring, der ikke er omfattet af positivlisten. ERH/2014/90.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2014 – Børnesammenføring – Barnets tarv
Dato: 15-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et mindreårigt barn født i 2008, som var statsborger i Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, idet det åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende faders bopælskommune havde udtalt, at en familiesammenføring med den herboende fader åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, da den herboende fader havde svært ved at tage vare på sig selv, og da kommunen havde vurderet, at han ikke kunne tage vare på et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at han alene havde besøgt ansøgeren to gange, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens farmor var taget til Somalia for at passe ansøgeren. Det forhold, at Udlændingestyrelsen havde udtalt, at Udlændingestyrelsen under henvisning til dommen Sufi og Elmi mod UK (appl.nos. 8319/07 og 11449/07) ikke kunne udelukke, at den herboende fader ved en tilbagevenden til Somalia ville risikere asylrelevant forfølgelse, fandt Udlændingenævnet under henvisning til barnets tarv ikke kunne føre til et andet resultat, da den herboende fader ikke efter det oplyste kunne tage vare på et barn. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til artikel 3, stk. 1, i FN’s Børnekonvention, hvoraf det fremgår, at barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal være i første række, og til artikel 9, stk. 3, hvoraf det fremgår, at deltagestaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, og at denne artikel ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt derfor, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og den herboende faders rettigheder efter EMRK artikel 8 og FN’s Børnekonvention, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det – henset til det oplyste om den herboende faders personlige forhold samt manglende evne til at tage vare på ansøgeren – ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2014/178.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2014 – Erhverv – Greencardordningen – To deltidsstillinger vil sammenlagt kunne udgøre arbejde af væsentligt omfang
Dato: 14-09-2014Udlændingenævnet hjemviste i september 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Iran og afslag på opholdstilladelse til ansøgerens ægtefælle som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde i marts 2014 meddelt ansøgeren og ansøgerens ægtefælle afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen og som medfølgende ægtefælle til ansøgeren, idet ansøgeren opnåede 95 point, herunder 60 point for uddannelse, 20 point for sprogfærdigheder og 15 point for alder.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen under henvisning til, at betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde fremsendt en arbejdsgivererklæring, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra oktober 2009 til oktober 2011 havde været beskæftiget på fuldtid, og at denne arbejdserfaring ikke var indgået i grundlaget for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen havde vedlagt en arbejdsgivererklæring fra en arbejdsgiver, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra april 2012 til april 2013 havde været i beskæftigelse som English Instructor, en arbejdsgivererklæring fra en anden arbejdsgiver, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i en periode på to år forud for datoen for erklæringen til datoen for erklæringen havde været i beskæftigelse på deltid som English Language Teacher, samt en arbejdsgivererklæring fra en tredje arbejdsgiver, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra februar 2013 til januar 2014 havde været i beskæftigelse som Commercial Administrator. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde anført, at ansøgeren i perioden fra april 2012 til april 2013 havde arbejdet 24 timer og i perioden fra februar 2013 til april 2013 havde arbejdet 5 timer om ugen ved den ene arbejdsgiver, at ansøgeren i perioden fra 2012 til 2013 havde arbejdet 24 timer, i perioden fra 2013 til januar 2014 havde arbejdet fem timer om ugen og i perioden fra januar 2014 til ansøgningstidspunktet havde arbejdet 24 timer om ugen ved den anden arbejdsgiver, samt at ansøgeren perioden fra februar 2013 til januar 2014 havde arbejdet 45 timer om ugen ved den tredje arbejdsgiver. Ansøgeren havde således oplyst, at ansøgeren havde haft fuldtidsbeskæftigelse i perioden fra oktober 2009 til oktober 2011, og i perioden fra februar 2013 til januar 2014, hvilket svarede til omkring to år og ti måneder, samt at ansøgeren i perioden fra april 2012 til januar 2013 havde haft to deltidsstillinger. Udlændingenævnet noterede sig, at det ikke fremgik af to af ansøgerens arbejdsgivererklæringer, hvor mange timer ansøgeren havde arbejdet hos virksomhederne. Udlændingenævnet noterede sig endvidere, at ansøgeren fra 2009 og frem til oktober 2011 havde arbejdet 45 timer om ugen, og havde studeret, og at der ikke forelå en erklæring fra uddannelsesinstitutionen om, hvordan studiet havde været tilrettelagt for at tage hensyn til en person, som var i fuldtidsbeskæftigelse, samt at ansøgeren i perioden fra april 2012 til juni 2012 havde været studerende og haft to deltidsstillinger. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i første instans skulle vurdere, hvorvidt ansøgeren nu opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. ERH/2014/91.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej særlige grunde
Dato: 10-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af ind-givelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en serbisk statsborger, da de forhold, der begrundede afslaget om familiesammenføring i maj 2013, ikke havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny. I maj 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Afgørelsen blev påklaget efter klagefristens udløb, hvorfor Udlændingenævnet i september 2013 afviste at behandle klagesagen. I marts 2014 indgav ansøgeren på ny en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med sin herboende ægtefælle. I maj 2014 afviste Udlændingestyrelsen, at ansøgeren i Danmark kunne indgive sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, under henvisning til, at der forelå særlige grunde, der talte imod at tillade ansøgningen indgivet.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde afvist indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at da ansøgeren på ny søgte om familie-sammenføring i Danmark i marts 2014, var der kun gået cirka 10 måneder, siden Udlændingestyrelsen meddelte afslag i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 4, og at der ikke til den nye ansøgning fra marts 2014 var vedlagt en godkendt sikkerhedsstillelse fra den herboende ægtefælles kommune eller i øvrigt anført, at kravet om sikkerhedsstillelse denne gang ville blive imødekommet. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 18 (nu § 9, stk. 21), at særlige grunde, der kan tale imod, at en udlænding kan indgive en ansøgning her i landet, vil være, hvis det er åbenbart, at udlændingen ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse, eller hvis udlændingen allerede er meddelt afslag på det, der ansøges om. For eksempel vil en udlænding, som har fået afslag på ægtefællesammenføring, ikke kunne indrejse på visum og på ny indgive ansøgning om ægtefællesammenføring, medmindre det eller de forhold, som begrundede afslaget på ansøgningen, har ændret sig eller udviklet sig på en sådan måde, at der er grundlag for igen at vurdere sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning ikke efter en umiddelbar vurdering af sagen var åbenbart, at det forhold, som begrundede afslaget, havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny, da der to gange forud herfor var blevet meddelt enslydende afslag – det seneste under ét år forud for den seneste ansøgning. FAM/2014/127.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Økonomisk sikkerhedsstillelse
Dato: 10-09-2014Udlændingenævnet omgjorde i september 2014 Udlændingestyrelsens delafgørelse vedrørende økonomisk sikkerhedsstillelse jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, i forbindelse med behandlingen af en afghansk statsborgers ansøgning om familiesammenføring med den herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle var dansk statsborger, at han ved sin betaling af sikkerhedsstillelse i august 2013 henviste til, at han havde alvorlige helbredsmæssige problemer i form af diabetes type 2, sendiabetiske komplikationer i form af diabetisk retinopati medførende en synsnedsættelse til 40 % af det normale, i hvilken forbindelse han var i medicinsk behandling, og at han derfor fandt, at der burde dispenseres herfra. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af disse omstændigheder, at det måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at der ikke i forbindelse med Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse i september 2013 blev stillet krav om økonomisk sikkerhed. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke burde henvises til at udøve familielivet i Afghanistan, såfremt der ikke var stillet økonomisk sikkerhed. FAM/2014/197.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2014 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen
Dato: 08-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning ved indrejsen af en albansk statsborger efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2. Den pågældende blev i juli 2014 anholdt af politiet i forbindelse med en efterforskning af en mulig overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiet lagde til grund, at den pågældende var statsborger i Albanien. Det fremgik af sagen, at den pågældende ikke ønskede at bidrage til sagens opklaring, og at den pågældende i den forbindelse ikke ønskede at oplyse, hvornår han indrejste i Danmark eller Schengenområdet. Den pågældende vedtog et bødeforelæg for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2, ved at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse. Udlændingestyrelsen traf i juli 2014 afgørelse om at afvise den pågældende ved indrejsen, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet lagde til grund, at den pågældende var statsborger i Albanien, og idet det ikke fremgik af sagen, hvornår den pågældende var indrejst i Danmark, lagde Udlændingenævnet – ligesom Udlændingestyrelsen – til grund, at den pågældende på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i under 90 dage. Det følger af udlændingelovens § 3, stk. 1, jf. § 39, stk. 2, at en albansk statsborger har ret til at opholde sig i Schengenområdet i op til 90 dage pr. halvår, såfremt den pågældende er i besiddelse af et gyldigt biometrisk nationalitetspas, jf. Justitsministeriets pas- og visumkundgørelse. Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ved afgørelsen ikke var i besiddelse af pas eller anden form for gyldig rejselegitimation, hvorfor den pågældende ikke opfyldte betingelserne for at indrejse og opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den pågældende havde vedtaget en udenretslig bøde for ulovligt ophold, jf. udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at afvise den pågældende efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, var til stede. FAM/2014/126.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 08-09-2014Udlændingenævnet omgjorde i september 2014 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en nigeriansk statsborger. Den pågældende var uddannet læge i Nigeria og var i Danmark i gang med at videreuddanne sig til speciallæge.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, og at ansøgeren burde ligestilles med personer, der havde et egentligt eksamensbevis for en dansk videregående uddannelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i 2010 havde fået dansk autorisation som læge, at ansøgeren i den forbindelse havde bestået en række elementer på dansk på Københavns Universitet, at ansøgeren efter den gamle autorisationsordning som et led i at få dansk lægeautorisation blev vurderet i blandt andet kommunikation i ansøgerens prøveansættelser, at ansøgeren siden havde virket som reservelæge, og at ansøgeren var i gang med at uddanne sig til speciallæge, hvor ansøgeren også havde bestået en eksamen, hvor det var et krav for at kunne bestå, at man skulle kunne tale et forståeligt dansk. FAM/2014/188.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet