Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Dato: 07-11-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en moder og fader født i henholdsvis 1940 og 1938, som begge var statsborgere i Syrien, og som søgte om opholdstilladelse med deres herboende voksne barn. Det var til sagen oplyst, at ansøgerne ikke havde noget familie tilbage i Syrien, og at situationen i Syrien gjorde, at forældrene fandt, at deres sikkerhed var truet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem den herboende og forældrene, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den herboende i 1997 havde indgået ægteskab og derved havde stiftet selvstændig familie, at den herboende i 2000 indrejste og blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at moderen havde boet hos den herboende i 2002, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at den herboende eventuelt havde ydet økonomisk tilskud til forældrene, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at der sendes penge til forsørgelse til forældrene i hjemlandet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland samt almindelig alderssvækkelse og dertil hørende følgesygdomme ikke kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at krigen i Syrien, og det forhold, at det til sagen er oplyst, at Islamisk Stat befandt sig mindre end en kilometer fra det område, hvor ansøgerne levede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2014/193.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2014 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag – Ej ganske særlige grunde
Dato: 07-11-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på henholdsvis opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., og afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, til en serbisk statsborger. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2008. Ansøgeren blev i juni 2008 meddelt afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I november 2008 blev ansøgeren efter tidligere at have fået afslag herpå meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som efterfølgende blev forlænget frem til november 2012. Ansøgeren blev igen i april 2013 meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som udløb i november 2013. Justitsministeriet meddelte i marts 2014 ansøgeren afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I forbindelse med ansøgerens afslag på forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse blev Udlændingestyrelsen anmodet om at tage stilling til, om ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvilket Udlændingestyrelsen meddelte afslag på i juni 2014.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren var diagnosticeret med paranoid skizofreni og forstyrret personlighedsstruktur, hvilket ansøgeren modtog medicinske præparater for. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at Justitsministeriet i sin afgørelse om afslag på forlængelse af ansøgerens humanitære opholdstilladelse i marts 2014 vurderede, at ansøgeren kunne modtage medicinske præparater for sine sygdomme i hjemlandet, og at ansøgeren kunne afholde udgifterne til den nødvendige medicin. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren først var indrejst i Danmark i en alder af 47 år i november 2007, at ansøgeren ikke kunne læse eller skrive dansk, og at ansøgeren havde haft humanitær opholdstilladelse i Danmark i medfør udlændingelovens § 9 b, stk. 1, siden november 2008. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke på denne baggrund havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgeren under henvisning til sit ophold på baggrund af egne helbredsmæssige forhold kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Hertil bemærkede Udlændingenævnet, at en humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, gives med henblik på midlertidigt ophold. Ansøgeren kunne således ikke have haft en berettiget forventning om at opnå en opholdstilladelse med henblik på varigt ophold eller tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. FAM/2014/243.
Resume af Udlændingenævnets afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, kan læses under Tidsubegrænset opholdstilladelse, krav om lovligt ophold.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold
Dato: 07-11-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på henholdsvis opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., og afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, til en serbisk statsborger. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2008. Ansøgeren blev i juni 2008 meddelt afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I november 2008 blev ansøgeren efter tidligere at have fået afslag herpå meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som efterfølgende blev forlænget frem til november 2012. Ansøgeren blev igen i april 2013 meddelt humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som udløb i november 2013. Ansøgeren indgav ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i september 2013. Ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b blev i marts 2014 nægtet forlænget af Justitsministeriet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, da ansøgeren ikke opfyldte den grundlæggende betingelse om at være i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerens humanitære opholdstilladelse udløb i november 2013, at ansøgeren i marts 2014 blev meddelt afslag på forlængelse af sin humanitære opholdstilladelse, og at ansøgeren i juni 2014 blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvilken afgørelse Udlændingenævnet stadfæstede samtidig med, at Udlændingenævnet stadfæstede afslaget på tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2014/242.
Resume af Udlændingenævnets afgørelse, for så vidt angår udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan læses under Familiesammenføring, andre, immigrationsafslag.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 06-11-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Somalia, der søgte om familiesammenføring med sin herboende danske datter, som var født i juli 2013, og som indrejste i Danmark i august 2014. Ansøgeren søgte i december 2012 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab indgået med sin herboende datters far. I februar 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 8, da det måtte anses for tvivlsomt, om parrets ægteskab var indgået efter begge parters ønske. Afgørelsen blev stadfæstet af Udlændingenævnet i november 2013. I april 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin danske datter, som var parrets fællesbarn, og som på ansøgningstidspunktet boede i Kenya sammen med ansøgeren. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, principperne i Zambrano-dommen og udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. I september 2014 stadfæstede Justitsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende principperne i Zambrano-dommen.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun søgte om familiesammenføring med sin datter i Danmark, da hun tidligere havde fået afslag på opholdstilladelse med sin ægtefælle under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 8. Det forhold, at ansøgerens datter på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse boede i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter boede i Kenya fra fødslen til august 2014, og at det var parrets eget valg, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, efter at ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren kunne henvises til at udøve familielivet med sin datter gennem besøgsophold, enten i Danmark eller i det land, hvor ansøgeren havde eller måtte tage ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til ansøgerens herboende datter ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. FAM/2014/176.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. oktober 2014 – Au pair – Bolig – Fælles oprindelsesnationalitet – Barn i hjemland
Dato: 30-10-2014Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, til en statsborger fra Uganda. Ansøgeren havde i forbindelse med sin ansøgning oplyst, at hun var ugandisk statsborger, og at hun havde børn. Endvidere fremgik det af ansøgningsskemaet, at værtsmoderen i værtsfamilien ligeledes var ugandisk statsborger. Herudover var det i ansøgningsskemaet oplyst, at værtsfamiliens bolig bestod af tre værelser, en stor stue samt et køkken, og at familien bestod af to voksne samt et barn. Af Den Offentlige Informationsserver, som indeholder oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret (BBR), fremgik det, at værtsfamiliens bolig samlet var 88 m2 og bestod af tre værelser. Det fremgik endvidere, at der ikke var lovlig beboelse i kælderen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren skulle meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at betingelserne om, at en au pair skal have eget værelse i værtsfamiliens bolig, og at boligen herudover som minimum skal indeholde et opholdsrum og et beboelsesrum pr. to personer, som er registreret på bopælen, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af BBR-registret, at værtsfamiliens bolig bestod af tre værelser, og at familien bestod af to voksne og et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på ansøgerens og værtsmoderens fælles nationalitet. Udlændingenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at der er en formodning for, at en ansøger, der søger opholdstilladelse som au pair hos en værtsfamilie, hvor mindst et af familiemedlemmerne er eller oprindeligt har været af samme nationalitet som au pair-personen, ikke vil få et tilfredsstillende sprogligt og kulturelt udbytte af et au pair-ophold. Herudover lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren havde oplyst at have et barn i sit hjemland, og at au pair-personer, som har stiftet familie, som udgangspunkt ikke meddeles opholdstilladelse som au pair, da dette ikke vurderes foreneligt med au pair-ordningens formål og hensigt. ERH/2014/156.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. oktober 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Urigtige oplysninger
Dato: 30-10-2014Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 40, stk. 1, 1. pkt., til en statsborger fra Pakistan. Styrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren havde fremlagt erklæringer vedrørende sit ansættelsesforhold, som fremstod som utroværdige og konstruerede til lejligheden.
Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen afgørende vægt på, at ansøgeren havde afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der var konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen og klagen havde fremlagt arbejdsgivererklæringer med flere stave- og grammatiske fejl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens høringssvar indeholdt de samme grammatiske, syntaks- og stavefejl. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at arbejdsstedets adresse, der fremgik af brevpapiret, ikke stemte overens med den adresse, der fremgik af arbejdsstedets facebookside. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at der var uoverensstemmelse i arbejdsstedets navn på den kuvert, som blev fremsendt til Udlændingenævnet under sagens behandling. ERH/2014/150.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. oktober 2014 – Studie – Formodning – Ej progression
Dato: 30-10-2014Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9.
Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende på uddannelsen AP Degree in Service Management ikke kunne anses for at være, at ansøgeren ønskede at gennemføre uddannelsen, men at formålet måtte anses for at være et ønske om et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren forud for den aktuelle ansøgning havde haft opholdstilladelse i Danmark som au pair og som studerende på uddannelsen AP Degree in Marketing Management ved Niels Brock Copenhagen Business College, samt at ansøgeren ikke havde gennemført uddannelsen AP Degree in Marketing Management og først 16 dage forud for udløbet af ansøgerens hidtidige opholdsgrundlag havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse som studerende på en ny uddannelse. Derudover fremgik det af sagen, at ansøgeren yderligere havde ansøgt om opholdstilladelse som studerende på uddannelsen AP Degree in Service, Hospitality and Tourism Management. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde gennemført den første uddannelse i Danmark, og at der ikke forelå progression i ansøgerens uddannelsesforløb, da ansøgeren i to tidligere ansøgningsskemaer havde anført, at ansøgeren havde henholdsvis syv og fire års videregående uddannelse i hjemlandet. ERH/2014/199.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. oktober 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 28-10-2014Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra USA. Ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i september 2008 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren oplyste, at han var musiker, at han havde en musikvirksomhed, hvor han ud over at optræde som musiker beskæftigede sig med at samarbejde med andre musikere, herunder ved at oversætte sangtekster, at han siden 2008 havde haft adskillige musikaftaler, og at han i gennemsnit havde brugt 15-20 timer om ugen på forberedelse, ansøgning om musikaftaler, sangskrivning og koncerter. I perioden fra 2008 til 2012 havde ansøgeren efter det oplyste haft en indtjening på mellem ca. 40.000 og 113.000 kr. årligt. Ansøgeren oplyste endvidere, at han siden april 2012 havde haft en massagevirksomhed, hvor han i 2012 havde arbejdet mellem 26 og 68 timer om måneden og mellem 4 og 64 timer om måneden i 2013. Det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at ansøgeren i 2009 havde haft en indtægt på ca. 6.500 kr., i 2010 en indtægt på ca. 23.000 kr., i 2011 en indtægt på ca. 17.000 kr., i 2012 en indtægt på 6.000 kr., i 2013 en indtægt på ca. 2.000 kr., og ingen indtægter i 2014 i tiden op til sagens afslutning i Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgeren ud fra de fremsendte oplysninger og dokumentation for sine to virksomheder alene havde arbejdet på deltid (mellem 15 og 29 timer om ugen) i ti måneder, som svarede til seks måneders ordinær fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet henviste til, at ansættelse eller arbejde i egen virksomhed med over 30 timer om ugen kunne anses som ordinær fuldtidsbeskæftigelse, mens ansættelse med mellem 15 og 30 timer om ugen kunne anses som deltidsbeskæftigelse, og at deltidsbeskæftigelse omregnedes til ordinær fuldtidsbeskæftigelse med 3/5. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens beskæftigelse, hvor han havde arbejdet mindre end 15 timer om ugen, ikke kunne indgå i beregningen af, om betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, kunne anses for opfyldt, idet det alene var beskæftigelse med mindst 15 timer om ugen, der kunne indgå i denne beregning. Udlændingenævnet bemærkede, at det kun var beskæftigelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, om betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt, og at ansættelser eller arbejde forud for oktober 2009 således ikke indgik i Udlændingenævnets beregning. FAM/2014/162.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2014 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag
Dato: 27-10-2014Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en iransk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, der var født i 1989, kom i marts 2007 til Danmark, hvor han søgte asyl. Ansøgerens mor og søstre boede på daværende tidspunkt allerede i Danmark. Ansøgeren blev meddelt afslag på asyl og afslag på familiesammenføring med sin mor efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1. I august 2008 meddelte det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration ansøgeren humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, under henvisning til, at den medicin, ansøgeren skulle anvende til behandling af sin sindssygdom, på daværende tidspunkt kostede omkring 2.000 kr. månedligt. Den humanitære opholdstilladelse blev løbende forlænget. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren led af alvorlig sindssygdom uden tilstrækkelig sygdomsindsigt, og at ansøgeren var ude af stand til selv at kunne opsøge og varetage egen behandling. I februar 2014 afslog Justitsministeriet at forlænge ansøgerens humanitære opholdstilladelse, idet den medicin, som ansøgeren skulle anvende til behandling af sin sindssygdom, på afgørelsestidspunktet kostede omkring 13 kr. månedligt. Justitsministeriet sendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes herboende mor eller søstre, der lå ud over, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herunder særligt vægt på, at ansøgeren var myndig og i juli 2013 havde indgået ægteskab med en norsk statsborger boende i Norge og således stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle måtte anses for at være nærmere til at varetage omsorgen for ansøgeren end ansøgerens moder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at han under henvisning til længden og karakteren af opholdet kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden marts 2007 og i perioden fra august 2008 til august 2012 havde haft en tidsbegrænset humanitær opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at en humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, gives med henblik på midlertidigt ophold, hvorfor ansøgeren ikke kunne have haft en berettiget forventning om at opnå en opholdstilladelse med henblik på varigt ophold eller en tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sit helbred, idet Justitsministeriet ved sin afgørelse i februar 2014 vurderede, at ansøgeren ikke længere opfyldte betingelserne for at få forlænget sin humanitære opholdstilladelse, og idet den medicin, ansøgeren anvendte nu, kostede cirka 13 kr. månedligt, hvorfor ansøgeren nu kunne blive behandlet i hjemlandet. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ikke havde et sådant særligt plejebehov, at det ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at tage ophold i Iran og dér modtage den nødvendige behandling for sin sindssygdom, eller at søge familiesammenføring med sin ægtefælle i dennes opholdsland. FAM/2014/163.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold – Krav om bopæl i Danmark på tidspunktet for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse
Dato: 27-10-2014Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Marokko. Ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2005 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. I december 2013 søgte ansøgeren om tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren boede i Tunesien, hvor den herboende ægtefælle var udstationeret, og ansøgeren var meddelt dispensation fra bortfald af opholdstilladelse indtil august 2015. Udlændingestyrelsen havde i marts 2014 meddelt ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke på afgørelsestidspunktet opholdt sig i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, da ansøgeren ikke havde ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det følger af udlændingelovens § 11, stk. 3, at der kun kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis der ikke er grundlag for at inddrage en opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, hvor ansøgerens opholdstilladelse aktuelt var bevaret under forudsætning af, at ansøgeren inden august 2015 på ny bosatte sig i Danmark, at det først på tidspunktet for ansøgerens indrejse og fornyede bosætning i Danmark kunne endeligt fastlægges, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet uanset det igangværende udlandsophold. Forudsætningen for, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet – det vil sige ”indrejst inden august 2015” – skulle således være opfyldt forud for, at der kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, på tilsvarende vis som der ikke kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis der måtte være grundlag for at inddrage en meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ligeledes måtte følge af en sproglig fortolkning af udlændingelovens § 11, stk. 3, jf. § 11, stk. 4 og stk. 5, at udlandsophold først indgår i beregningen af opholdets længde og beskæftigelseskravet, når ansøgeren er vendt endeligt tilbage til Danmark, idet det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 4 og stk. 5, at ansøgeren ”har haft” ophold i udlandet. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 6, at der i forhold til uddannelsesforløb i udlandet henvises til ”afsluttede ophold”. FAM/2014/217.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet