Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 103 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej lovligt ophold

Dato: 17-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afvisning af indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark til en filippinsk statsborger, da hun på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 2. Ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Norge i perioden fra marts 2014 til august 2014 og var indrejst i Danmark på den norske opholdstilladelse i august 2014. Ansøgningsgebyret blev betalt i september 2014 og ansøgningen blev indgivet til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i oktober 2014. Det fremgik af et brev, der var vedlagt ansøgningen, at værtsmoderen beklagede den sene ansøgning, at gebyret var betalt i september 2014, og at værtsmoderen tidligere havde indsendt en ansøgning, men at denne ifølge værtsmoderen måtte være gået tabt i posten. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering anmodede i november 2014 ansøgeren om at dokumentere sit lovlige ophold i Danmark på tidspunktet for ansøgningens indgivelse i oktober 2014. I januar 2015 modtog styrelsen et brev fra værtsmoderen, hvori hun oplyste, at hun registrerede ansøgeren online i august 2014, men at hun ved en fejl ikke fik sendt det fysiske ansøgningsskema til styrelsen. Vedlagt brevet var ansøgerens norske opholdskort, som var gyldigt i perioden fra marts 2014 til august 2014. I januar 2015 afviste Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering at behandle ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair under henvisning til, at hun ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet. Til støtte for klagen anførte værtsmoderen, at ansøgerens pas var udløbet, hvorfor ansøgeren måtte vente på et nyt pas, førend hun kunne ansøge om opholdstilladelse som au pair i Danmark, at værtsmoderen ved en fejl ikke fik fremsendt den rette dokumentation til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at hun handlede i god tro, at hun ikke havde intentioner om at have ansøgeren boende uden et lovligt opholdsgrundlag, samt at værtsfamilien flyttede i perioden og derfor ikke modtog Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings brev, hvori styrelsen havde anmodet om dokumentation for ansøgerens lovlige ophold i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tillades at indgive en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 2. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse som au pair ikke opholdt sig lovligt i Danmark, idet ansøgerens norske opholdstilladelse var udløbet i august 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren ventede på et nyt pas, førend hun kunne ansøge om opholdstilladelse som au pair i Danmark, at den første ansøgning gik tabt i posten, at det skyldtes en fejl, at der ikke blev fremsendt den korrekte dokumentation, samt at værtsfamilien flyttede og dermed ikke modtog brevet, hvori styrelsen havde anmodet om dokumentation for ansøgerens lovlige ophold, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at værtsmoderen havde anført, at hun havde handlet i god tro, at hun ikke havde intentioner om at have ansøgeren boende uden lovligt opholdsgrundlag, at ansøgeren blev betragtet som en del af værtsmoderens familie, og at ansøgerens egen familie var fraflyttet ansøgerens barndomshjem i Filippinerne. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren efter det oplyste indrejste i Danmark i august 2014, at ansøgerens norske opholdstilladelse udløb den samme dag, som hun indrejste, at gebyret for indgivelse af ansøgningen blev betalt i september 2014, og at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering først modtog ansøgningen om opholdstilladelse i oktober 2014. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at afvisningen var i strid med Danmarks internationale forpligtelser. ERH/2015/83.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

Dato: 16-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelser til to irakiske statsborgere og deres børn, født i Danmark i henholdsvis 2005 og 2007 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Forældrene indrejste i Danmark i henholdsvis 2002 og 2004 og søgte asyl. Forældrene var efterfølgende flere gange blevet meddelt afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. Parret fik en søn i Danmark i september 2005. Forældrene havde flere gange meddelt Rigspolitiet, at parret ikke ønskede at udrejse af Danmark. Forældrene fik i august 2010 og januar 2011 afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, og disse afgørelser vedrørte også parrets børn. Udlændingestyrelsen udviste forældrene af Danmark med indrejseforbud i november 2012, hvilket Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014. Børnene havde boet hele deres liv i Danmark og gået i danske institutioner.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne og deres børn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var blevet meddelt afslag på asyl, hvilket var blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse straks, at ansøgerne flere gange havde meddelt til de danske myndigheder, at de ikke ønskede at udrejse frivilligt af Danmark, at de efterfølgende flere gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse, herunder humanitær opholdstilladelse, og som udsendelseshindrede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at længden af ansøgernes ophold i Danmark skyldtes egne forhold og egne selvstændige valg om ikke at udrejse. Udlændingenævnet henviste herved også til, at Flygtningenævnet i henholdsvis juli 2008 og juli 2011 havde meddelt ansøgerne afslag på genoptagelse af deres asylsager, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i september 2009 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, at Udlændingestyrelsen flere gange havde meddelt ansøgerne afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, senest i august 2013, samt at Justitsministeriet i november 2012 og i maj 2013 havde meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af deres sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Justitsministeriet havde endvidere i december 2014 stadfæstet afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindret, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og Justitsministeriet havde senest i april 2015 meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af Justitsministeriets sager om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet henviste således til, at forældrene, som forældremyndighedsindehavere aldrig havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, uanset at forældrene havde fået to børn under deres ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herunder, at børnenes forhold ikke kunne føre til, at familien samlet skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og uanset, at børnene måtte have opnået tilknytning til Danmark i kraft af, at de var født i Danmark og uafbrudt havde opholdt sig i Danmark, herunder gået i danske institutioner og nu gik i skole, at familien ikke under henvisning hertil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at børnene aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at forældrene selv havde valgt at få børnene, mens de ikke havde et opholdsgrundlag i Danmark, ligesom de vedvarende ikke havde ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark i overensstemmelse med gentagne afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at familielivet med børnene var blevet etableret i Danmark og var fortsat under disse omstændigheder, kunne således ikke føre til opholdstilladelse, uanset at børnenes ophold i Danmark havde varet i ni år og syv år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse til en forælder under henvisning til herboende børn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark, retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt lovligt ophold i landet med opholdstilladelse gennem deres opvækst. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste til, at det havde været ansøgernes valg at søge asyl i Danmark og stifte familie på trods af, at de var blevet pålagt at udrejse af Danmark og dermed aldrig havde haft et opholdsgrundlag her i landet, og at ingen af familiemedlemmerne havde opholdstilladelse eller havde haft opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en ret for et barn, der er opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. På tilsvarende vis fandt Udlændingenævnet, at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forældrene selv modvirker familiens udrejse af Danmark og dermed etablering i et andet land. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, uden at en sådan immigrationsadgang samtidig er særskilt hjemlet i det andet lands lovgivning. Udlændingenævnet fandt således, at børnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, eller at ansøgerne dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forældre. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 150, fremsat den 19. juni 2012, om ændring af udlændingeloven (ændring af reglerne om familiesammenføring med børn) afsnit 8, at blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder ikke anerkender en ret til familiesammenføring, men kan efter omstændighederne indirekte føre til en beskyttelse af en sådan ret, blandt andet som følge af retten til respekt for familielivet. Dette fremgår af artikel 17 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 10 i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og det antages, at disse bestemmelser ikke indeholder en videre beskyttelse end EMRK artikel 8. FAM/2015/120.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2015 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år

Dato: 16-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse som religiøs forkynder efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, til en indisk statsborger. Ansøgeren blev i januar 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder, som senest blev forlænget til februar 2006. Ansøgeren blev i februar 2008 meddelt afslag på yderligere forlængelse af sin opholdstilladelse. Denne afgørelse blev ikke påklaget til den daværende klagemyndighed. I juni 2013 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren skulle virke som hjælpepræst, hvorefter Udlændingestyrelsen i oktober 2013 meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse som religiøs forkynder. I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af sagen indhentede nævnet blandt andet en udtalelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende praksis for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f. Udlændingestyrelsen oplyste i oktober 2014 til Udlændingenævnet, at der i henhold til praksis sker forlængelse af opholdstilladelse ud over tre år efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, til religiøse forkyndere, såfremt ansøgeren er meddelt vielseskompetence, og at en religiøs forkynder, der ikke er meddelt vielseskompetence, ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse ud over tre år – heller ikke ved at skifte opholdsgrundlag eller ved at være udrejst i en periode. Udlændingestyrelsen anførte endvidere, at en udlænding, der her i landet skal virke som missionær, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 2, ikke kan meddeles vielseskompetence og ikke i henhold til praksis kan få forlænget sin opholdstilladelse ud over tre år. Udlændingestyrelsen anførte endelig, at der i henhold til praksis kan ske forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 3, ud over tre år til en person, som virker inden for et religiøst ordenssamfund, uanset at den pågældende ikke er meddelt vielseskompetence, og at denne praksis typisk har været aktuel for munke og nonner inden for den katolske kirke og ordenssøstre inden for den russisk ortodokse kirke. Udlændingestyrelsen udtalte endvidere i januar 2015 med hensyn til betingelsen i udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, hvorefter forlængelse af en opholdstilladelse som religiøs forkynder ud over tre år betinges af, at den pågældende er meddelt vielseskompetence, at i henhold til lov om ægteskabets indgåelse og opløsning (ægteskabsloven) kan kirkelig vielse finde sted inden for folkekirken, inden for de anerkendte trossamfund og inden for andre trossamfund, når sådanne andre trossamfund har præster, der er bemyndiget til at foretage vielser, og at Ankestyrelsen efter ansøgning kan meddele vielseskompetence til en udlænding, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, som religiøs forkynder, der er tilknyttet folkekirken eller et anerkendt eller godkendt trossamfund. I forlængelse heraf anførte Udlændingestyrelsen, at vielseskompetencen således er meddelt den enkelte forkynder og ikke trossamfundet, og at trossamfund og menigheder, som har udenlandske religiøse forkyndere tilknyttet, i høj grad er afhængig af forkynderens bistand i forbindelse med visse handlinger med borgerlig gyldighed, herunder at have tilknyttet religiøse forkyndere, der kan have opholdstilladelse ud over tre år. Advokaten gjorde blandt andet gældende, at ansøgeren – som følge af sin trosretning – ikke havde mulighed for at opnå eller udøve vielsesritualer, som kunne tillægges borgerlig gyldighed, at det har udelukket, at en præst eller hjælpepræst inden for trossamfundet kunne tillægges borgerlige vielseskompetencer, at ansøgeren ikke skulle anses som missionær, da tamilsk hinduisme er en ikke-missionerende religion, og at ansøgeren derfor burde sidestilles med en person, der skal virke inden for et religiøst ordenssamfund, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3. Advokaten gjorde endvidere gældende, at der ved den af udlændingemyndighederne førte praksis for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, i højst kumulativt tre år for personer, der ikke er meddelt vielsesmyndighed i Danmark, var tale om indirekte forskelsbehandling og henviste i den forbindelse blandt andet til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, herunder retten til at udøve sin religion.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på ny kunne meddeles opholdstilladelse som religiøs forkynder, herunder som hjælpepræst, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnt fandt således, at ansøgningen om opholdstilladelse med rette var behandlet efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, uanset at ansøgerens advokat havde gjort gældende, at ansøgeren ikke missionær, og at tamilsk hinduisme i øvrigt var en ikke-missionerende religion, hvorfor ansøgeren burde ligestilles med en person, der skal virke inden for et religiøst ordenssamfund, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3, da denne bestemmelses anvendelsesområde er nonner og munke, der traditionelt virker internt i et religiøst ordenssamfund og ikke virker som forkyndere, jf. § 9 f, stk. 1, nr. 1, eller som missionærer efter § 9 f, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren var ikke tilknyttet sit trossamfund som munk og kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke ligestilles med en person tilhørende en munkeorden, herunder anses for at have en sådan funktion inden for sit trossamfund, at hans virke kunne karakteriseres som et traditionelt internt virke. Udlændingenævnet henviste endvidere til advokatens beskrivelse af ansøgerens arbejdsopgaver som hjælpepræst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle assistere under samtlige daglige ritualer, at det var svært for templets hovedpræst at klare ritualerne alene, og at ansøgeren derfor skulle kunne varetage de ceremonielle opgaver. Ansøgeren blev således af trossamfundet selv beskrevet som ”hjælpepræst”. Efter det oplyste skulle ansøgeren ansættes med henblik på at hjælpe præsten i forbindelse med trossamfundets ceremonielle handlinger, hvilket måtte ligestilles med et eksternt virke med henblik på forkyndelse eller assistance til forkyndelse af trossamfundets religiøse budskab. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i perioden fra januar 2003 til februar 2006 og ikke var meddelt vielseskompetence i Danmark. Ansøgeren kunne således med henvisning til praksis ikke på ny meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at advokaten havde gjort gældende, at der ved den af udlændingemyndighederne førte praksis for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, i højst kumulativt tre år for personer, der ikke er meddelt vielsesmyndighed i Danmark, består en indirekte forskelsbehandling som følge af ansøgerens trosretning, idet ansøgeren ikke kunne eller ville opnå vielseskompetence som følge af sin religion, og at gerningen som hjælpepræst inden for ansøgerens trossamfund går i arv fra far til søn, samt at dette skulle være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, herunder retten til at udøve sin religion, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et ændret udfald af sagen. Udlændingenævnet fandt, at der ved denne praksis ikke var tale om indirekte forskelsbehandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, da der ligger et sagligt formål bag den særlige adgang til forlængelse af opholdstilladelse for personer, der er meddelt vielseskompetence, idet visse trossamfund, der ikke har vielsesadgang, i høj grad kan være afhængige af forkyndere, der er meddelt vielseskompetence. FAM/2015/119.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Beskyttelsesværdigt familieliv

Dato: 13-04-2015

Udlændingenævnet hjemviste i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en somalisk statsborger, som var blevet udvist med indrejseforbud i to år, under henvisning til, at hun ikke havde overholdt en fastsat udrejsefrist. Udrejsefristen blev fastsat i forbindelse med, at ansøgeren i marts 2014 blev meddelt endeligt afslag på asyl. Ansøgeren indrejste i Danmark i november 2012 og indgik i januar 2015 ægteskab med en somalisk statsborger, som i oktober 2012 blev meddelt asyl i Danmark. Det fremgik af sagen, at parret boede sammen, og at parret i december 2014 fik et fællesbarn.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen forud for afgørelsen om, hvorvidt ansøgeren burde udvises af Danmark, kunne tage stilling til om ansøgeren og dennes ægtefælle havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, eller om parret kunne henvises til at udøve familielivet i Somalia. FAM/2015/118.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

Dato: 13-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 1997 som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i juli 2007 og blev meddelt dansk statsborgerskab i januar 2009. Ansøgeren indgik ægteskab med den herboende ægtefælle i juli 2014, og den herboende ægtefælle indgav ansøgning om opholdstilladelse på vegne af ansøgeren i september 2014 under henvisning til ægteskabet. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren flygtede til Irak i april 2011 på grund af politisk aktivitet i Iran, der bragte ham i livsfare, at ansøgeren havde forældre og søskende i hjemlandet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i Komalas lejre i Irak i juli 2013, hvor den herboende ægtefælle var på ferieophold, at parret havde kontakt via telefon, Facebook og Skype, og at parret sidst så hinanden i en periode fra juli 2014 til august 2014. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, at ansøgeren arbejdede i Irak, at den herboende ægtefælle var født i Iran og opvokset i Irak, at den herboende ægtefælles forældre og søster boede i Danmark, at den herboende ægtefælle havde gennemført farmakonomuddannelsen i Danmark, og at den herboende ægtefælle havde haft fuldtidsbeskæftigelse i Danmark siden juli 2014. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet var det anført, at Udlændingestyrelsen ikke havde lagt vægt på den herboende ægtefælles status som flygtning, og at det på den baggrund ville være uforsvarligt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at tage ophold i Iran. Til brug for behandlingen af sagen anmodede Udlændingenævnet om en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om, hvorvidt den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingestyrelsen udtalte i den forbindelse, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det er som altovervejende hovedregel en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde haft opholdstilladelse i Danmark i mere end 12 år, hun havde gennemført farmakonomuddannelsen, og hun havde haft fuldtidsbeskæftigelse siden juli 2014. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at han således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor tilknytningskravet ikke kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnets flertal lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Iran for der at udøve familielivet med ansøgeren, henset til at de begge var født i Iran, at ansøgeren var iransk statsborger, og at ansøgerens forældre og søskende boede i Iran. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde opholdsgrundlag som flygtning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i februar 2015 havde udtalt, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle havde opnået dansk statsborgerskab, hvorfor hun som udgangspunkt kunne tage ophold i Iran uden at risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren frygtede asylretlig forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet asylretlige forhold ikke kan føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Det samlede Udlændingenævn fandt endelig, at ægtefællerne – såfremt de ikke anså det for muligt at opholde sig i Iran – ville kunne henvises til at udøve familielivet i Irak, hvor ansøgeren havde opholdt sig siden april 2011, hvor ægtefællerne havde mødt hinanden, hvor ægteskabet var indgået, og hvor den herboende ægtefælle var opvokset frem til sin udrejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt det således ikke uforholdsmæssigt at henvise ægtefællerne til at tage ophold i enten Iran eller Irak. FAM/2015/82.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre

Dato: 09-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en voksen datter fra Syrien, som søgte om familiesammenføring med sin herboende fader. Faderen blev i juni 2014 meddelt opholdstilladelse på baggrund af asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I juli 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af familiesammenføring under henvisning til sin fader. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren var født i februar 1994, og at hun var syrisk statsborger. Det fremgik endvidere, at ansøgeren siden sin fødsel havde opholdt sig i Syrien, at hun i Syrien havde gennemført 12 års grundskole, at hun på ansøgningstidspunktet læste til mekanikingeniør, og at hun ikke tidligere havde besøgt Danmark. Det blev endvidere oplyst, at faderen forud for sin indrejse i Danmark havde boet sammen med ansøgeren, at han ikke under sit ophold i Danmark havde bidraget økonomisk til ansøgerens forsørgelse i Syrien, og at han havde fire søskende i Syrien, hvoraf tre af dem var gift. I december 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med sin fader. Ansøgerens moder og bror blev samtidig meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende ægtefælle/fader. Til støtte for klagen blev det anført, at ansøgeren havde boet og var opvokset hos sin familie, at hun var afhængig af dem, og at hun reelt var uden familienetværk i Syrien. Det blev endvidere anført, at Syrien var et livsfarligt sted at leve på grund af krig, og at faderen som flygtning havde ret til at bo i Danmark med ansøgeren under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hedes fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren skulle være afhængig af sin familie, at faderens fire søskende var flygtet ud af Syrien, at ansøgeren reelt var uden familienetværk i Syrien, og at hun efter faderens opfattelse ikke kunne bo i Syrien alene. Udlændingenævnet fandt, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele hende afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der som udgangspunkt ikke er adgang til familiesammenføring med myndige børn efter EMRK artikel 8, hvis der ikke foreligger særlige pasnings- eller plejebehov, jf. lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 c. Det forhold, at ansøgeren angiveligt var uden et familienetværk i Syrien, kunne ikke føre til, at der var etableret et sådant plejeforhold, at der på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var 20 år og dermed myndig, at hun var født og opvokset i Syrien, at hun havde gennemført 12 års grundskole, at hun læste til mekanikingeniør, og at hun aldrig havde besøgt Danmark før. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne bo i Syrien, idet hun måtte anses for at have en væsentlig kulturel og sproglig tilknytning til sit hjemland. Det forhold, at Syrien var plaget af krigstilstande, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, idet der var tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i tilknytning hertil, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne særlige grunde, at der burde meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/117.
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl – Ganske særlige grunde

Dato: 08-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en eritreansk statsborger med en herboende flygtning i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og den herboende reference havde oplyst, at parret havde boet sammen, fra de var fyldt 13 år i perioden fra 2002 til 2009, at parret i denne periode havde været kærester, og at parret havde boet i en lejet bolig sammen. Det fremgik endvidere, at den herboende reference var fængslet i perioden fra 2009 til 2012, og at han i september 2012 flygtede fra Eritrea.

Udlændingenævnet fandt, at parret ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet begge parter var under 24 år, og idet parret ikke havde dokumenteret at have haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om parret måtte kunne dokumentere samliv på fælles bopæl i perioden fra 2002 til 2009, kunne dette stadig ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret efter det oplyste havde boet sammen, fra de var 13 år, og at det henset til parrets unge alder på tidspunktet for det angivne samliv ikke kunne lægges til grund, at de havde samlevet i denne periode i udlændingelovens forstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det angivelige fælles samliv blev afbrudt ved den herboende references fængsling i 2009. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke kunne lægges til grund, at parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, henset til parrets unge alder på tidspunktet for det angivne samliv, og at parret ikke havde set hinanden siden 2009. FAM/2015/115.
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 08-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 12, nr. 6, til en statsborger fra Vietnam. Ansøgeren havde ansøgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, som var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 2005, og derfor var omfattet af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 12. Den herboende ægtefælle havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at han var i beskæftigelse som produktionsmedarbejder 37 timer ugentligt, at han var blevet ansat juli 2013, at han i perioden fra 2002 til 2004 havde været i beskæftigelse 37 timer ugentligt som produktionslagerarbejder, at han i perioden fra 2005 til 2008 havde været beskæftiget 37 timer ugentligt, at han i perioden fra 2009 til 2010 havde været beskæftiget 9 timer ugentligt, og at han i 2011 havde været ansat 37 timer ugentligt. Parret havde to børn født i henholdsvis maj 2011 og oktober 2012, som begge havde opholdstilladelse i Danmark. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at han havde modtaget, barselsdagpenge i cirka to år, at han havde afholdt fædreorlov i juli 2011, at han havde afholdt barsel i august 2011, at han havde afholdt forældreorlov i perioden fra august 2011 til april 2012, og at han i perioden fra januar 2013 til juli 2013 havde afholdt forældreorlov.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, og fortsat må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at han havde været under uddannelse eller været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for tidspunktet for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1-6, finder anvendelse for herboende udlændinge, som ikke er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, som er affattet ved lov nr. 572 af 31. maj 2010. Den herboende ægtefælle var således omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1-6. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælle var overgået fra deltidsbeskæftigelse i juni og juli 2011 til at afholde fædreorlov i forbindelse med fødslen af parrets første barn i juli 2011, at han havde afholdt barsel i august 2011, at han havde afholdt forældreorlov i perioden fra august 2011 til april 2012, og at han i perioden fra januar 2013 til juli 2013 afholdt forældreorlov i forbindelse med fødslen af parrets andet barn, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle i april 2012 og i december 2012 havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at barselsorlov/forældreorlov kun kan indgå i beregningen, såfremt den pågældende er i et ansættelsesforhold før afholdelsen af barsel/forældreorlov, og at pågældende efter endt barsel vender tilbage til samme ansættelsesforhold. Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde været i 10 måneders fuldtidsbeskæftigelse og 10 måneders deltidsbeskæftigelse, hvilket svarede til i alt 16 måneders ordinær beskæftigelse, og at den herboende ægtefælle således ikke opfyldte kravet om mindst tre års beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det forhold, at parret havde to fællesbørn, der var født henholdsvis i 2011 og i 2012, og som gik i børnehave og dagpleje, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet børnene endnu ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års uafbrudt ophold i Danmark anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for barnet, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at ansøgerens ægtefælle skal opfylde en del af de gældende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/116.
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 08-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, til en marokkansk statsborger under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2003 og skulle opfylde de nugældende overførte betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i forhold til ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at han havde været under uddannelse eller været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse – fra juni 2009 til juni 2014. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle i perioden fra juli 2009 til og med juni 2014 havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med mere end 30 timer om ugen i 13 måneder, og at han havde været i ordinær deltidsbeskæftigelse med mellem 15 og 30 timer om ugen i tre måneder. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering, da dette samlet gav 13 måneders fuldtidsbeskæftigelse og tre måneders deltidsbeskæftigelse, hvilket i alt gav 14,8 måneders ordinær beskæftigelse. Det var endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han var i gang med en forberedende voksenuddannelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at der var tale om en uddannelse, der kunne indgå i opgørelsen af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at ansøgerens herboende ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Det forhold, at parret havde fået et fællesbarn i maj 2012, som var statsborger i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af praksis, at børn som udgangspunkt først kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv år i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. Parrets barn kunne således ikke anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret mødte hinanden og indgik ægteskab i Marokko, hvor de begge var statsborgere. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at parret kunne udøve familielivet i Marokko, hvor ansøgeren, hendes herboende ægtefælle og deres fællesbarn alle var statsborgere, og hvor ansøgeren og hendes herboende ægtefælle var født og opvokset, og hvor parret havde forældre og søskende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om, at den herboende ægtefælle led af sygdom eller handicap, eller at der var andre forhold vedrørende ham, der kunne føre til, at betingelsen ikke burde stilles. FAM/2015/49.
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

Dato: 08-04-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en tyrkisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, som også var tyrkisk statsborger, indrejste i Danmark i februar 1997, og han blev meddelt opholdstilladelse i november 1997 i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. Den herboende ægtefælle blev i oktober 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens herboende ægtefælle havde været gift med en dansk statsborger i perioden fra februar 1997 til november 2001, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik nyt ægteskab i februar 2002. Det fremgik endvidere af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde fire børn, som alle fire boede i Danmark. Parrets tre ældste børn var født i 1992, 1993 og 1998 i Tyrkiet. Parrets yngste barn var født i september 2003 i Danmark. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til hendes herboende søn. I februar 2014 indgav ansøgeren endvidere ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med sin ægtefælle. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren og den herboende ægtefælle tidligere havde været gift i perioden fra august 1991 til september 1995, at parret var født og opvokset i samme by i Tyrkiet, at parret sidst havde set hinanden i december 2013, og at parret talte tyrkisk og dansk indbyrdes.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 33 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at parret forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark i 1997 havde kendt hinanden i Tyrkiet siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra august 1991 til september 1995, og at parret i denne periode fik to fællesbørn. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som han havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at parrets tredje fællesbarn var født i 1998 i Tyrkiet, mens den herboende ægtefælle var gift med en herboende dansk statsborger. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på ni visumbesøg, og at ansøgeren havde opholdt sig ulovligt i Danmark i perioden fra 2008 til 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Det talte med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, at den herboende ægtefælle og ansøgeren tidligere havde været gift eller havde levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og at parret senere indgav ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Indgåelse af ægteskab på ny indikerede, at den herboende ægtefælle havde bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte sammen på tyrkisk og dansk, og at flere af den herboende ægtefælles søskende tillige var bosiddende i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle havde bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet, således at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark dermed ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden november 1997, at han i oktober 2000 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han siden maj 2000 havde arbejdet 40 timer om ugen som slagter. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælles arbejdsmarkedstilknytning var af en sådan karakter, at den i sig selv kunne føre til en ændret vurdering af, om parrets samlede tilknytning til Danmark oversteg til parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for, at der skulle meddeles opholdstilladelse, uanset at tilknytningskravet ikke kunne anses for at være opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Det forhold, at ansøgeren tillige havde søgt om familiesammenføring med parrets herboende yngste søn, som opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at hvis der foreligger et familieliv mellem et herboende barns forældre vil det – uanset om det angives, at der ansøges om familiesammenføring alene med henvisning til barnet, eller om det angives, at der ansøges om familiesammenføring med henvisning til den herboende forælder – være familiens forhold som samlet enhed, der vil danne grundlag for vurderingen af, om der bør meddeles opholdstilladelse. Det vil således være de samme faktiske, konkrete omstændigheder i sagen, der vil indgå i grundlaget for vurderingen af, om der bør meddeles tilladelse til familiesammenføring her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at parrets fællesbørn, som opholdte sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at parrets yngste barn var født i 2003 i Danmark og siden havde boet her i landet, at han havde gået i vuggestue og børnehave og nu gik i skole i Danmark, og at parrets næstyngste barn født i 1998 havde haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2004. Det bemærkedes endvidere, at parrets to ældste børn, som var født i henholdsvis 1992 og 1993, var myndige. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at parrets yngste barns forhold ikke kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og Børnekonventionen at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med barnets tarv, og at parrets børn ikke ved afslaget var afskåret fra at have regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med ansøgeren. Der var i klagen henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Osman mod Danmark sagen (application no. 38058/09). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Osman-sagen efter Udlændingenævnets opfattelse ikke var sammenlignelig med nærværende sag, idet Osman-sagen vedrørte et barn, som blev nægtet opholdstilladelse i Danmark, mens nærværende sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en forælder kan få opholdstilladelse afledt af sit barns forhold. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt afslutningsvis, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil, herunder via feriebesøg. FAM/2015/129.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen