Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse
Dato: 06-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Klageren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i juni 2010 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var blandt andet betinget af, at klageren boede på fælles bopæl med sin ægtefælle. I oktober 2013 meddelte den herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at han var fraflyttet Danmark og rejst til Filippinerne uden klageren. I september 2014 oplyste Statsforvaltningen, at Statsforvaltningen havde udfærdiget skilsmissebevilling til klageren og den herboende ægtefælle. Klageren oplyste i forbindelse med sagen vedrørende sine personlige forhold og tilknytning til Danmark, at hun forlod fælleshjemmet, fordi hun blev smidt ud af hjemmet af sin tidligere ægtefælle, at hun havde haft egen forretning siden oktober 2011, hvor hun skulle have arbejdet 50 timer ugentligt, at hun ikke havde bestået en prøve i dansk, at hun talte lidt dansk, at hun ikke skrev eller læste dansk, og at hun ikke var under uddannelse. I november 2014 indgik klageren et nyt ægteskab med en herboende person. Under klagen blev det endelig anført, at klageren i august 2014 påbegyndte nyt arbejde.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde inddraget klagerens opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det var en betingelse for klagerens opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der var samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde imidlertid til grund, at klageren ikke havde haft samliv på fælles bopæl med sin daværende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i januar 2015, idet parret blev skilt i september 2014, og idet klageren selv forlod den fælles bopæl i september 2013. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i juni 2010 på baggrund af ægteskab med sin tidligere ægtefælle i en alder af knap 47 år, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i knap fem år, og at hun ikke sås at have en sådan særlig tilknytning til Danmark gennem sit ophold, at hendes opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med sin tidligere ægtefælle burde bevares, idet hun havde bevaret en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, hvorfra hun udrejste som 47-årig, og hvor hendes fader, hendes broder og to børn stadig boede, ligesom hun to gange siden sin indrejse i Danmark havde besøgt sit hjemland. Oplysningerne om klagerens nye ægteskab og nye arbejde kunne ikke føre til, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af det tidligere ægteskab kunne bevares. FAM/2015/89.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Sygdom
Dato: 06-05-2015Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en libanesisk statsborger. Ansøgeren, som blev behandlet med blandt andet 10 mg morfin seks gange om dagen, led af blandt andet kroniske skulderforandringer, kroniske forandringer i højre hofteled og kroniske forandringer af artrosemæssig karakter. Ansøgerens sygdom og medicinske behandling påvirkede hendes kognitive evne, herunder hendes koncentrations- og indlæringsevne.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke skulle meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens helbredsmæssige forhold, herunder at hun havde en væsentligt nedsat stand- og gangfunktion, at hun var bevilget personlig pleje i form af hjælp til bad og toiletbesøg, at hendes ægtefælle var ansat som plejer for hende, og at hun led af depression i moderat til svær grad. Samtidig lagde Udlændingenævnet vægt på, at det fremgik af kommunens journalrapport, at ansøgeren ikke havde kunnet deltage i danskundervisningen grundet sygdom, og at kommunen løbende havde fulgt op på muligheden for danskundervisning, men at det på intet tidspunkt havde været muligt for hende at deltage på grund af hendes sygdom. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren var omfattet af persongruppen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan dispenseres fra nogle af betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, såfremt Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap (handicapkonventionen), tilsiger det. FAM/2015/61.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 24-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, til en statsborger fra Peru, der i december 2006 blev meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2014 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse aktuelt var under uddannelse eller i beskæftigelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9.
Udlændingenævnet fandt, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse opfyldte betingelsen om aktuelt at være i beskæftigelse eller under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens ægtefælle til Udlændingenævnet selv havde oplyst, at ansøgeren ikke aktuelt var i beskæftigelse, da ansøgeren afventede en praktikplads. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren, såfremt Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i sagen inden april 2014, havde opfyldt betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne føre til en fravigelse af kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det er ansøgerens forhold på afgørelsestidspunktet, der er afgørende for, om der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, og at længden af sagsbehandlingstiden hos Udlændingestyrelsen ikke i sig selv kunne danne grundlag for dispensation fra kravet om aktuel beskæftigelse eller uddannelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren havde mulighed for at opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, på et senere tidspunkt. FAM/2015/100.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 24-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en tyrkisk statsborgers ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin niendeklasses afgangsprøve i danskdisciplinerne ”læsning”, ”retskrivning”, ”skriftlig fremstilling” og ”mundtlig” fik karaktererne 00, 00, 02 og 02. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke sås at have aflagt tiendeklasses afgangsprøve i dansk. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med grundforløbet på SOSU Sjælland var blevet tildelt standpunktskarakteren 7 i faget Dansk F, der var blevet overført til prøvekarakter, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet alene karakter for aflagt prøve i dansk kan føre til, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, kan anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det fremgik af en udtalelse fra oktober 2014 fra ansøgerens folkeskole, at ansøgeren igennem hele skoleforløbet fra 0. til 9. klasse havde haft indlæringsvanskeligheder i dansk, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren på et senere tidspunkt ville kunne bestå Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. FAM/2015/126.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 24-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference havde i forbindelse med sin asylsag oplyst, at hun i 2009 indgik ægteskab med ansøgeren i Mogadishu, at hun og ansøgeren havde en datter, og at hun på tidspunktet for asylsamtalen var gravid. Den herboende reference oplyste endvidere, at hun aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at ansøgeren besøgte hende en gang imellem, og at ansøgeren var blevet truet af den herboendes references brødre, fordi han arbejdede for regeringen i Mogadishu. Den herboende reference oplyste i forbindelse med ægtefællesammenføring, at hun og ansøgeren indgik ægteskab juli 2009 i Wajid, Somalia, og at den herboende reference boede sammen med hende i nogle måneder efter ægteskabet blev indgået, hvorefter ansøgeren blev nødt til at flygte til Italien grundet krigen hvor han havde opnået flygtningestatus og havde gyldigt opholdstilladelse gældende til oktober 2020. Ansøgerens partsrepræsentant havde i forbindelse med klagen henvist til retspraksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Tarakhel mod Schweiz (app.np. 29217/12), og indsendt kopi af anden herboende reference og ansøgerens vielsesattest, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i juli 2009 i Wajid, Somalia hvilket blev bekræftede af den somaliske ambassade i Rom, Italien.
Udlændingenævnet fandt, at det angivne ægteskab mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da den herboende reference og ansøgeren efter det oplyste indgik ægteskab i Somalia, og at dokumentation fra Somalia, ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, efter fast praksis for tiden ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Det forhold at vielsesattesten dateret i januar 2014 fra den somaliske ambassade i Rom, Italien, blev indhentet som dokumentation for ægteskabet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da vielsesattesten blev udstedt af de somaliske myndigheder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var divergerende oplysninger om byen, hvor vielsen mellem den herboende reference og ansøgeren fandt sted. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem den herboende reference og ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter praksis krævede et dokumenteret samliv på fælles bopæl i mindst 1½ til 2 år frem til ansøgningstidspunktet, og at samlivet skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen lagt til grund, at der var divergerende oplysninger om samlivet, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst blandt andet, at hun og ansøgeren aldrig havde boet sammen, og at ansøgeren kom og besøgte hende, og at den herboende reference senere i forbindelse med behandlingen af asylsag havde oplyst, at hun og ansøgeren efter ægteskabets indgåelse boede sammen i syv måneder, hvorefter hun og ansøgeren flyttede til Mogadishu. Udlændingenævnet fandt, at divergenserne i den herboende references forklaringer var så store, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende reference og ansøgeren havde dokumenteret at have et længerevarende samliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt, at uanset at den herboende reference og ansøgeren, havde etableret et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, var Danmark ikke er nærmest til at beskytte dette familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK art. 8, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til at parterne selv kan vælge det land, hvor familielivet skal udøves. Udlændingenævnet har herved lagde vægt på, at ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Italien fra den februar 2014 til januar 2025. Det forhold, at der var henvist til retspraksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Tarakhel mod Schweiz (app. no. 29217/12), kunne ikke give anledning til et andet udfald. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens sag ikke var sammenlignelig med dommen Tarakhel mod Schweiz app.no. (29217/12), fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, da ansøgeren allerede havde et opholdsgrundlag i Italien, hvor han efter det oplyste havde boet siden 2010, og at ansøgeren måtte antages at have etableret sig i Italien. FAM/2015/124.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 24-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en afghansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, som også var afghansk statsborger, var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning og havde siden 2002 opholdt sig i Danmark. I marts 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til sit ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik af sagen, at ansøgeren ikke tidligere havde besøgt Danmark. Det fremgik endvidere, at den herboende ægtefælle arbejdede som kok i Danmark. Under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen vurderede Udlændingestyrelsen, at den herboende ægtefælle ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan ikke ville risikere asylrelevant forfølgelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet bemærkede, at det er en betingelse for at anse tilknytningskravet for opfyldt, at begge ægtefæller hver især har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet vil som det altovervejende udgangspunkt ikke kunne anses for opfyldt, hvis en ansøger aldrig har været i Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet han havde boet i Danmark i knap 12 år og havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at hun således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne allerede på denne baggrund ikke anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og den herboende ægtefælle måtte antages at kunne udøve familielivet i Afghanistan, idet Udlændingenævnet lagde vægt på Udlændingestyrelsens udtalelse om, at den herboende ægtefælle ikke ville risikere asylrelevant forfølgelse i Afghanistan. FAM/2015/125.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab – 24-års-kravet
Dato: 24-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgeren og den herboende reference var fætter og kusine. Ansøgeren og den herboende reference blev introduceret for hinanden til en fest, hvorefter ansøgeren og den herboende reference fik ni måneder til at finde ud af, om de passede sammen, inden ansøgeren og den herboende reference blev kærester. Ægteskabet blev indgået i Syrien i 2013. Ansøgeren og den herboende reference boede efter ægteskabets indgåelse sammen i otte måneder, inden den herboende reference flygtede til Danmark. Ansøgeren var på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke fyldt 24 år.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke var fyldt 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende reference var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, idet ansøgeren og den herboende reference ikke havde boet alene sammen inden ægteskabets indgåelse, og idet ansøgeren og den herboende reference efter ægteskabets indgåelse alene havde haft et samliv af kortere varighed, hvor de ikke havde stiftet selvstændig bolig. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at både ansøgeren og den herboende reference var 21 år ved indgåelsen af ægteskabet, og at ansøgeren og den herboende reference havde boet hos den herboende references familie, indtil den herboende reference var flygtet til Danmark. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgerens og den herboende references kontakt via telefon efter ægteskabets indgåelse ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges afgørende betydning. FAM/2015/101.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. april 2015 – Erhverv – Medfølgende familie – Forældremyndighed
Dato: 23-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til to statsborgere fra Cameroun, der søgte om opholdstilladelse som medfølgende familie til deres herboende søster, der havde opholdstilladelse efter greencardordningen. Den herboende reference var ikke i besiddelse af officiel dokumentation for, at hun havde forældremyndigheden over ansøgerne, eller at hun havde adopteret dem. Vedlagt ansøgningerne var et ”certificate of children keeping” underskrevet i maj 2014 af Mayor of Rural Council, Cameroun, hvoraf det fremgik, at den herboende reference tog sig af ansøgerne. Vedlagt var endvidere en ”parent’s declaration” underskrevet af den herboende references og ansøgernes forældre, hvoraf det fremgik, at den herboende reference var værge for ansøgerne. Den herboende reference havde oplyst, at ansøgerne var som en søn og datter for hende, idet hun altid havde taget sig af dem og betalt for alle deres fornødenheder, herunder uddannelse og mad, samt at den herboende references og ansøgernes forældre var pensionerede og handicappede og derfor ikke var i stand til at tage sig af ansøgerne.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende reference ikke havde dokumenteret at have forældremyndigheden over ansøgerne eller at have adopteret dem, hvorefter den herboende reference ikke kunne anses for at være ansøgernes nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det alene fremgik af det vedlagte ”certificate of children keeping”, at referencen tog sig af sine søskende, og at den vedlagte ”parent’s declaration” var en ensidig udstedt privat erklæring. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne væsentlige hensyn, som talte for at give ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende references og ansøgernes forældre fortsat opholdte sig i Cameroun, og at de måtte antages fortsat at have forældremyndigheden over ansøgerne. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference til sagen havde oplyst, at ansøgerne boede sammen med den herboende references samlever. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerne ikke sås at være helt uden omsorgspersoner eller i øvrigt uden generel omsorg i Cameroun, ligesom ansøgerne var henholdsvis 14 og 16 år og således havde nået en alder, hvor de ikke kunne antages at have behov for forældre i samme omfang som yngre børn. ERH/2015/123.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre
Dato: 20-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en syrisk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende fader. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren var født i januar 1990, at ansøgeren fra august 2013 og frem til ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i Tyrkiet sammen med sin moder og søster, at ansøgeren ikke var alvorligt syg eller handicappet, og at ansøgeren stod i en svær situation grundet den sikkerhedsmæssige situation i Syrien. Det var endvidere oplyst, at den herboende fader led af en hjertesygdom og afventede en bypassoperation. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2014 ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Den herboende faders ægtefælle og andet barn blev i december 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Det blev til støtte for klagen i Udlændingenævnet anført, at ansøgeren ikke havde anden familie i Syrien, at ansøgeren havde det dårligt psykisk grundet trusler og afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende faders helbredstilstand var blevet forværret siden ansøgningstidspunktet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og som kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde boet sammen med den herboende fader, indtil den herboende fader flygtede til Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 25 år og således var myndig og måtte formodes at kunne klare sig selv, samt at ansøgeren ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den herboende faders ægtefælle og andet barn var blevet meddelt opholdstilladelse og var indrejst i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren var i en svær sikkerhedsmæssig situation, idet dette forhold var af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at den herboende fader led af depression, posttraumatisk belastningsreaktion, blærecancer og havde en forestående bypassoperation, kunne ikke efter praksis føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, som kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, hvorfor det ikke var uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/122.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 20-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i april 1997 meddelt opholdstilladelse som flygtning og havde været dansk statsborger siden 2005. Den herboende ægtefælle havde to mindreårige særbørn i Danmark, der var født henholdsvis i 2000 og 2001 og var statsborgere i Somalia, og parret havde tre fællesbørn født i henholdsvis 2010, 2011 og 2014. Den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i maj 2009 i Somalia, parret besluttede i juni 2010 at indgå ægteskab, parret boede inden ægteskabets indgåelse sammen i to år og tre måneder i Addis Ababa, Etiopien, og parret indgik ægteskab i juni 2010 i Addis Ababa, Etiopien. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde boet sammen fra 2009 til 2013 i Addis Ababa, Etiopien. Den herboende ægtefælle havde uddybet, at han og ansøgeren havde boet sammen i fem måneder i 2009, at han og ansøgeren havde boet sammen fra juni 2010 til august 2010, fra januar 2011 til juli 2011, fra marts 2012 til juni 2012 og fra januar 2013 til juni 2013. Den herboende ægtefælle havde andetsteds i sin del af ansøgningsskemaet anført, at han havde besøgt sin ægtefælle i Etiopien i fem måneder i 2009 i tre måneder i 2010 i syv måneder i 2011, i tre måneder i 2012 og i fem måneder i 2013. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at han ikke var i arbejde, at han ikke havde taget en uddannelse i Danmark, at han var førtidspensionist, og at han led af hypertension og astma, for hvilket han modtog medicinsk behandling. Om samvær med særbørnene blev det oplyst, at den herboende ægtefælle havde samvær med særbørnene på lørdage, og at børnene ikke sov hos ægtefællen. Det fremgik af en oversigt over indbetalinger til pension, at den herboende ægtefælle fra januar 1999 til december 2000 havde været tilknyttet en virksomhed, at han fra januar 2006 til december 2006 havde været tilknyttet en anden virksomhed, og at han fra januar 2007 til december 2007 havde været tilknyttet en tredje virksomhed. Det blev endvidere til støtte for klagen anført, at ansøgeren ikke opholdt sig i Somalia, at hun var flygtet fra Somalia til Etiopien af sikkerhedsmæssige årsager, at ansøgeren havde større tilknytning til Danmark end til Etiopien, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles tre fællesbørn var danske statsborgere og opholdte sig sammen med ansøgeren, og at fællesbørnene ikke var i Danmark grundet ansøgerens ægtefælles sygdom. Det blev endelig anført, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles tre fællesbørn bedst kunne sikres en god og fornuftig opvækst i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens ægtefælle.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde imidlertid samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at ansøgeren således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne på den baggrund ikke anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom den herboende ægtefælle og ansøgerens tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælles og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia eller Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i Somalia, at den herboende ægtefælle efter egne oplysninger fra 2009 til 2013 havde boet i Etiopien, og at det til sagen derudover var oplyst, at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Etiopien i fem måneder i 2009, i tre måneder i 2010, i syv måneder i 2011, i tre måneder i 2012 og i fem måneder i 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var den herboende reference og ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derefter, at den herboende ægtefælle og ansøgeren dermed havde valgt at udøve familielivet således, at den herboende ægtefælle og ansøgeren skulle leve adskilt. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle oprindeligt var flygtning fra Somalia, kunne ikke føre til et andet udfald, da ansøgerens ægtefælle nu var dansk statsborger, og at han efter det oplyste havde mødt ansøgeren i Somalia. Det forhold, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles tre fællesbørn var danske statsborgere og opholdt sig sammen med ansøgeren, og at de tre fællesbørn ikke opholdt sig i Danmark grundet den herboende ægtefælles sygdom, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i en dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet. Udlændingenævnet fandt herved ikke, at der var grund til at fravige tilknytningskravet. Det anførte om, at de tre fællesbørn bedst kunne sikres en god og fornuftig opvækst i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren havde to mindreårige særbørn i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald af sagen, idet det oplyste samvær med særbørnene ikke var af et sådant omfang, at kravet til tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende ægtefælle led af PTSD, KOL og hypertension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var tale om så alvorlige helbredsmæssige forhold, at dette kunne begrunde en fravigelse af kravet om tilknytning. Udlændingenævnet bemærkede, at den herboende ægtefælle – uanset hans helbredsmæssige forhold – havde haft længerevarende ophold i Etiopien, hvor han havde boet sammen med ansøgeren. FAM/2015/121.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet