Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 26-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en montenegrinsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren indrejste i 1971 i Danmark og blev i 1983 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde været registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister siden maj 1998. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2013 ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag. Vedlagt ansøgningen var en kopi af siderne i ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, hvoraf det fremgik, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. I marts 2014 anmodede Udlændingestyrelsen ansøgeren om at indsende kopier af samtlige sider i hans tidligere og nuværende pas, dokumentation for hans ophold i Danmark i perioden fra 1998 og frem samt eventuel øvrig dokumentation. Brevet blev sendt til den adresse, som ansøgeren angav i ansøgningen som sin aktuelle opholdsadresse, men det kom retur til Udlændingestyrelsen. Brevet blev genfremsendt til ansøgerens søsters bopælsadresse og kom ikke herefter retur til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen modtog ikke yderligere fra ansøgeren. Ved henvendelse til Udlændingenævnet i november 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse, og ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han ville indsende en uddybende klage i løbet af de næste par dage. Udlændingenævnet modtog ikke en uddybende klage fra ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingeloven § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde været registreret som forsvundet siden maj 1998, og at det fremgik af ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren efter egne oplysninger var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag, og at han efter egne oplysninger hele tiden havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt de oplysninger, som Udlændingestyrelsen efterspurgte i marts 2014, og som Udlændingenævnet efterspurgte i februar 2015, og at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen først ca. 15 år efter, at ansøgeren blev registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister, modtog ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse, og at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelsen. FAM/2015/42.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Søskende – Ej ganske særlige grunde
Dato: 26-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og 9, stk. 1, nr. 2, til en fader, to voksne søskende og en mindreårig søskende til en herboende flygtning, der i oktober 2013 var blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af sagen, at faderen og de tre søskende var statsløse palæstinensere fra Syrien, at den herboende reference havde været med til at forsørge familien forinden sin flugt i januar 2013, at den herboende reference havde boet sammen med familien indtil januar 2013, at han ikke havde været med til at forsørge familien efter sin flugt, at han havde været i telefonisk kontakt med familien, at situationen i Syrien var desperat, at der var krig, at faderen var meget svækket og ikke kunne forsørge familien, og at familien havde svært ved at skaffe mad og vand.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give faderen og de to voksne søskende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende reference efter det oplyste havde forsørget faderen og sine søskende forinden sin udrejse fra Syrien, ikke kunne føre til, at der var etableret en helt særlig tilknytning mellem den herboende reference og hans fader og de to voksne søskende, der lå udover, hvad slægtskabet i sig selv indebar. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til den herboende references fader og to søskende ikke udgjorde en krænkelse af faderens og de to søskendes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der kun i tilfælde, hvor der er tale om et særligt kvalificeret søskendeforhold – normalt i form af at en væsentligt ældre herboende søskende i en årrække forinden indrejsen i Danmark har fungeret som forælder og forsørger for en mindreårig søskende – kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at han havde forsørget sine to søskende, da han boede i Syrien, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende references søskende i denne periode også havde boet sammen med den herboende references, som måtte anses for at have fungeret som den primære omsorgsperson for den herboende references søskende. Udlændingenævnet fandt derudover, at der i visse tilfælde, hvor der er etableret et særligt pasnings- eller plejebehov barn og forældre imellem, kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt dog, at der ikke sås at være et særligt pasnings- eller plejebehov mellem den herboende reference og hans fader, idet det forhold, at den herboende references forinden sin udrejse boede med sin fader, som efter det oplyste var svækket, og som den herboende references forsørgede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende reference udrejste af Syrien i januar 2013, og at hans familie på denne baggrund måtte antages at have forsørget sig selv i perioden herefter, og fortsat være i stand hertil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om faderens og de to voksne søskendes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de meddeltes opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende references fader var meget svækket, at han ikke kunne forsørge familien, og at familien var i en svær økonomisk situation ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, for så vidt angik den mindreårige søskende, at hun ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet hendes fader, som samme dato var meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke var fastboende i Danmark. FAM/2015/60.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 26-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8 til en jordansk statsborger. Ansøgeren oplyste, at hun ikke havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse inden for de seneste fem år på tidspunktet for ansøgningens indgivelse. Center for Psykiatrisk og Psykoterapeutisk Behandling havde udtalt, at ansøgeren var blevet henvist til centret af sin egen læge på grund af indikationer for udtalte sorg- og krisereaktioner, at ansøgerens ægtefælle havde været udsat for en ulykke, at ansøgeren var midt i en barselsorlov, da ulykken skete, at ægtefællens helbred forværredes betragteligt i 2008, og at ansøgeren siden havde passet ægtefællen og børnene. Det fremgik endvidere af udtalelsen, at ansøgeren ikke havde haft lønnet arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke havde modtaget kontanthjælp. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet anførte ansøgeren, at hendes ægtefælle var førtidspensionist, at hun på fuldtid havde passet ægtefællen og børnene, og at hun havde svært ved at se sig selv som udearbejdende arbejdstager.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge sine egne oplysninger ikke havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for at give opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, herunder såfremt Danmarks internationale forpligtelser kunne tilsige det. De forhold, at ansøgerens ægtefælle var kronisk syg og førtidspensionist, at ansøgeren passede ægtefællen og børnene siden ægtefællens ulykke, og at ansøgeren havde svært ved at se sig selv som udearbejdende arbejdstager, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da disse forhold ikke var af en sådan karakter og omfang, at ansøgeren ikke havde haft og ikke fremadrettet havde mulighed for at opfylde beskæftigelses- og uddannelseskravet. FAM/2015/19.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 26-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens ægtefælle havde været dansk statsborger siden 1993, mens ansøgeren var iransk statsborger. I august 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik, at ansøgeren ikke tidligere havde besøgt Danmark, at parret mødte hinanden i november 2012 og blev gift i maj 2014 i Iran, samt at parret talte sammen på persisk og iransk. I oktober 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Afgørelsen blev påklaget i november 2014, hvor det blev anført, at parret var ved at planlægge, at ansøgeren kunne komme på besøg i Danmark, og at den herboende ægtefælle var ansøgerens nærmeste familie. Endvidere blev det anført, at ansøgerens ægtefælle ud fra en lægefaglig vurdering formodentlig var syg af kræft.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse tilknytningskravet som opfyldt, at begge ægtefæller hver især havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde boet i Danmark i 29 år og været statsborger i Danmark i 21 år, men ikke at ansøgeren havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, da ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Det forhold, at parret var ved at planlægge, at ansøgeren skulle komme på besøg til Danmark, og at den herboende ægtefælle var hans nærmeste familie, kunne på den baggrund ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Det forhold at ansøgerens ægtefælle ud fra en lægefaglig vurdering formodentlig var syg af kræft, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun ikke kunne modtage behandling for dette i Iran. FAM/2015/43.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsdrivende
Dato: 23-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, til en statsborger fra Thailand. Ansøgeren havde været selvstændig erhvervsdrivende i perioden fra juni 2007 til og med juni 2010 og igen fra august 2010 til ansøgningstidspunktet i april 2014.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse, i ordinær beskæftigelse eller været selvstændig erhvervsdrivende i mindst tre år inden for de seneste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af ansøgerens virksomheds regnskaber fremgik, at ansøgeren i 2010 havde en omsætning på 152.440 kr., i 2011 havde en omsætning på 106.240 kr., i 2012 havde en omsætning på 90.640 kr., og i 2013 havde en omsætning på 97.840 kr., samt at det af virksomhedens hjemmeside fremgik, at en times traditionel thaimassage koster 400 kr. Udlændingenævnet fandt, at uanset at beregningen af ansøgerens arbejdstid ikke alene kunne ske på baggrund af en timeløn på 400 kr., så havde ansøgeren ikke godtgjort, at ansøgeren i den pågældende periode havde haft beskæftigelse i et sådant omfang, at det kunne sidestilles med tre års ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren ikke havde fremlagt årsregnskab for 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke ud fra de foreliggende oplysninger i perioden fra marts 2010 til og med december 2013 på noget tidspunkt havde opfyldt timeantallet for ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt ikke anledning til at indhente oplysninger om virksomheden for 2014, da ansøgeren alligevel ikke ville kunne opfylde kravet om mindst tre års fuldtidsbeskæftigelse inden for de seneste fem år. FAM/2015/81.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 23-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark første gang i maj 2000 efter den dagældende Kosovo-nødlov, og opholdstilladelsen blev senest forlænget til juni 2015 efter udlændingelovens tidligere § 9, stk. 2, nr. 5. Ansøgeren mente at lide af et handicap der forhindrede ham i at opfylde kravet om bestået Prøve i Dansk 1. Ansøgeren havde siden april 2006 arbejdet 37 timer om ugen som servicemedarbejder. Desuden fremgik det af ansøgningen, at ansøgeren havde fulgt undervisning på et sprogcenter, men at ansøgeren på grund af sine traumer ikke havde mulighed for at afslutte det normale undervisningsforløb på Danskuddannelse 2, hvilket det blev vurderet, at ansøgeren heller ikke kunne i fremtiden. Ansøgeren bestod i juni 2008 nogle vejledende modultests i nogle discipliner på Danskuddannelse 2 og 3. Det fremgik af en udtalelse fra ansøgerens læge, at ansøgeren led af posttraumatisk stress syndrom (PTSD), at ansøgeren havde svære mareridt og flash-backs, at han uden forbedringsresultat havde deltaget i behandlingsforløb hos en psykiater og en psykolog, at tilstanden blev vurderet, som varig og at han på den baggrund ikke havde kunnet opfylde kravet om at bestå Prøve i Dansk 1. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at han havde opholdt sig i Danmark i næsten 15 år, at han havde fire børn, hvoraf tre var født i Danmark, og at hans ægtefælle og børn var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren siden juli 2004 havde opholdt sig lovligt i Danmark med opholdstilladelse efter udlændingelovens tidligere § 9, stk. 2, nr. 5 og dermed opfyldte den tidsmæssige betingelse for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke fandtes sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde fulgt undervisningen på et sprogcenter og at ansøgeren på grund af traumer ikke havde haft mulighed for at afslutte det normale undervisningsforløb på Danskuddannelse 2, hvilket det blev vurderet, at ansøgeren heller ikke ville kunne i fremtiden. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens læge havde udtalt, at ansøgeren led af PTSD, at han havde svære mareridt og flashbacks, at han uden forbedringsresultat havde deltaget i behandlingsforløb hos en psykiater og en psykolog, at tilstanden ansås for at være varig, og at han på baggrund heraf ikke kunne opfylde kravet om at bestå Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne bestå en Prøve i Dansk 1 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden april 2006 havde arbejdet 37 timer om ugen som servicemedarbejder, hvor han efter sine egne oplysninger talte dansk med kolleger og kunder, og at han i juni 2008 havde bestået vejledende modultests i nogle discipliner på Danskuddannelse 2 og 3. Udlændingenævnet fandt således ikke, at det var uproportionalt at stille betingelsen i udlændingeloven § 11, stk. 3, nr. 7, overfor ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke er et krav om forudgående deltagelse i danskundervisning for at bestå Prøve i Dansk 1. Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren efter 15 år i Danmark havde mange danske venner og følte sig integreret i det danske samfund, og der efter ansøgerens opfattelse måtte være mulighed for at dispensere for danskprøvekravet i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 15, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af personkredsen i udlændingelovens § 11, stk. 15, som efter bestemmelsens ordlyd alene omhandler udlændinge, der har boet lovligt her i landet i mere end de sidste otte år og i hele denne periode har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8. FAM/2015/130.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 23-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en kosovosk statsborger, som i 2006 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgeren havde i forbindelse med ansøgningen oplyst, at han havde bestået Prøve i Dansk 1, at han siden 2007 havde arbejdet 37 timer pr. uge, og at han ikke led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Vedlagt ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse var ansøgerens bevis for Prøve i Dansk 2, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden november 2009 til december 2009 havde aflagt Prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på 1,3. Det fremgik af bevisets side 2, at der for at bestå Prøve i Dansk 2 skal være opnået et karaktergennemsnit på minimum 2,0. Ansøgeren sendte i november 2014 under klagesagen hos Udlændingenævnet en udskrift fra egen læge, hvoraf det fremgik, at ansøgeren tidligere havde været i et langvarigt samtaleforløb hos en psykiater, som på afgørelsestidspunktet var afsluttet, da det blev vurderet, at der ikke var yderligere effekt af samtaleforløbet, og at lægen vurderede – efter konsultationsbesøg i november 2014 – at ansøgeren led af PTSD, psykotisk kropsopfattelse, fortsatte natlige mareridt og flash-backs.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde fremlagt dokumentation for at have aflagt Prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på 1,3, og at det forudsatte et karaktergennemsnit på minimum 02 at bestå danskprøven. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, der kunne give ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren ikke led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgerens egen læge havde vurderet, at ansøgeren led af PTSD, psykotisk kropsopfattelse, fortsatte natlige mareridt og flash-backs, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet ikke fandt det dokumenteret, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne bestå Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren i november-december 2009 havde aflagt Prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på 1,3, men at ansøgeren ikke siden sås at have været tilmeldt Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende niveau, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville være i stand til at bestå Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, overfor ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede, at der ikke er krav til forudgående deltagelse i danskundervisning for at bestå en Prøve i Dansk 1. FAM/2015/74.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl
Dato: 23-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Under sagens behandling i Udlændingenævnet fremgik det imidlertid af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren og den herboende reference ikke længere var gift.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse på baggrund af ægteskab eller et fast samlivsforhold af længere varighed med den herboende reference, da det var en betingelse for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der var samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af CPR fremgik, at ansøgeren og den herboende reference i november 2014 var blevet skilt, og at der ikke var fremkommet oplysninger om, at ansøgeren og den herboende reference måtte have til hensigt at samleve på fælles bopæl. FAM/2015/41.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage
Dato: 19-03-2015Udlændingenævnet afviste i marts 2015 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i august 2014, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. En dansk ambassade havde videresendt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse til den e-mailadresse, som ansøgeren havde anført i ansøgningsskemaet til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, da han søgte om opholdstilladelse. Ansøgeren klagede over afgørelsen i november 2014, hvori det var anført, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse først blev sendt til ansøgeren i oktober 2014. Den danske ambassade havde i oktober 2014 videresendt afgørelsen til en anden e-mailadresse end den, som ansøgeren havde angivet i ansøgningsskemaet, idet ansøgeren senest havde kontaktet ambassaden via den anden e-mailadresse.
Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, da klagen var indgivet efter klagefristens udløb. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings klagevejledning i afgørelsen, at der senest skulle klages otte uger efter, at ansøgeren havde modtaget afgørelsen. Udlændingenævnet fandt, at den danske ambassade havde videresendte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse til ansøgeren i august 2014 til den e-mailadresse, som ansøgeren selv havde anført i ansøgningsskemaet, da han søgte om opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det var ansøgerens ansvar at angive de korrekte kontaktoplysninger til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, og at ansøgeren efter ansøgningens indgivelse ikke havde berigtiget e-mail adressen over for de danske myndigheder. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren kontaktede ambassaden fra en anden e-mailadresse end den, som afgørelsen var sendt til i august 2014, da ansøgeren havde angivet den oprindelige e-mailadresse i ansøgningsskemaet. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. ERH/2015/39.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2015 – Erhverv – Greencardordningen
Dato: 19-03-2015Udlændingenævnet hjemviste i marts 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en pakistansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det fremgik af ansøgerens ansøgning, at han i perioden fra september 2011 til november 2012 havde gennemført uddannelsen Master of Arts in Business Management fra et universitet i Storbritannien, hvor ansøgeren havde haft opholdstilladelse med henblik på at studere. Styrelsen for Videregående Uddannelser havde vurderet, at ansøgerens uddannelse i niveau svarede til et år af en kandidatuddannelse i erhvervsøkonomi. Styrelsen for Videregående Uddannelser havde i den forbindelse taget forbehold for vurderingen henset til, at styrelsen ikke kunne verificere stemplerne på ansøgerens uddannelsesdokumenter. Ved brev modtaget i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i september 2014 fremsendte ansøgeren sine uddannelsesdokumenter, som var blevet påført stempler. Styrelsen bemærkede i sin afgørelse, at der ikke var foretaget yderligere skridt med henblik på at få verificeret ansøgerens uddannelsesdokumenter henset til, at han alligevel ikke ville kunne opnå 100 point efter greencardordningen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren kunne tildeles 10 bonus point for uddannelsesretning omfattet af positivlisten via stillingsbetegnelsen ”erhvervsøkonom”. Udlændingenævnet lagde vægt på, at stillingsbetegnelsen ”erhvervsøkonom” den 1. januar 2015 blev omfattet af positivlisten, og at Styrelsen for Videregående Uddannelser havde vurderet, at ansøgerens uddannelse Master of Arts in Business Management i niveau svarede til et år af en kandidatuddannelse i erhvervsøkonomi. Udlændingenævnet hjemviste således sagen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med henblik på, at styrelsen kunne tage fornyet stilling til, hvorvidt betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter greencardordningen var opfyldt. ERH/2015/40.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet