Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 19-03-2015Udlændingenævnet omgjorde i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en ukrainsk statsborger, som var meddelt afslag under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren var døv, og at ansøgerens advokat havde fremsendt en kopi af ansøgerens bevis for skriftlig Prøve i Dansk 1 samt tilhørende erklæring fra Undervisningsministeriet, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var fritaget for at gå til prøven i mundtlig kommunikation, og at prøvebeviset var fuldt ud gyldigt. FAM/2015/79.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 19-03-2015Udlændingenævnet hjemviste i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en ukrainsk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var døv, og at ansøgerens advokat i januar 2015 havde fremsendt ansøgerens bevis for bestået skriftlig Prøve i Dansk 1 samt tilhørende erklæring fra december 2014 fra Undervisningsministeriet, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var fritaget for at gå til prøven i mundtlig kommunikation, og at prøvebeviset var fuldt gyldigt. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse var opfyldt. FAM/2015/88.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. marts 2015 – Ophævelse af indrejseforbud
Dato: 18-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en statsløs palæstinenser fra Syrien. I august 2006 stadfæstede Højesteret en dom fra Østre Landsret, hvorved ansøgeren blev idømt syv års fængsel og udvist af Danmark for bestandig. Højesteret inddrog ansøgerens personlige forhold til hans to herboende børn i vurderingen. I oktober 2010 indbragte ansøgerens advokat sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I november 2010 blev ansøgeren udsendt af Danmark. Ansøgeren blev i juni 2013 meddelt permanent opholdstilladelse i Sverige. I september 2013 indgav ansøgerens repræsentant ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ansøgerens samvær med sin datter og søn. Samtidig søgte partsrepræsentanten om ophævelse af indrejseforbuddet. Det blev oplyst, at ansøgerens datter besøgte ansøgeren i gennemsnit hver anden weekend og i skoleferierne, og at der mellem datteren og ansøgerens bopæl i Sverige var en rejsetid på to en halv til tre timer hver vej. Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2014 ansøgeren afslag på familiesammenføring og opretholdt hans indrejseforbud. Til støtte for klagen blev der blandt andet henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention. Det blev yderligere anført, at ansøgeren var afskåret fra at deltage i fødselsdage og andre mærkedage, skolearrangementer og forældremøder, fritidsaktiviteter og lignende i forhold til sine børn, at hans datter havde en selvstændig tilknytning til Danmark, og at det ikke kunne kræves, at datterens moder flyttede til Sverige, for at ansøgeren og hans datter kunne udøve deres ret til familieliv. EMD fandt i juli 2014, at udvisningen af ansøgeren ikke var i strid med hverken EMRK artikel 3 eller artikel 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens indrejseforbud ikke kunne ophæves, henset til at han var tredjelandsstatsborger, og at han ikke havde dokumenteret at være omfattet af EU-reglerne og derved udlændingelovens § 32, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ved Højesterets dom i august 2006 blev idømt syv års fængsel og udvisning med indrejseforbud for bestandig. Udlændingenævnet fandt, at der eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8 mellem ansøgeren og hans datter, men fandt ikke, at Danmark var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv. Udlændingenævnet bemærkede herved, at det følger af EMD’s praksis, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde i forhold til FN’s Børnekonvention vægt på, at denne ikke giver en videre adgang til familiesammenføring, end den der følger af EMRK’s artikel 8. For så vidt angik familiesammenføring med ansøgerens datter, lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren stadig havde mulighed for at udøve samværet mellem de to i Sverige som hidtil, og at hans bosættelse i Sverige, ikke udgjorde en sådan hindring for udøvelsen af samværet, samt at der ikke var oplysninger om, at ansøgeren ikke fremadrettet havde mulighed for at udøve samværet med sin datter i Sverige. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at EMD i juli 2014 fandt, at Danmarks udvisning af ansøgeren ikke var i strid med EMRK, herunder EMRK’s artikel 8, og at domstolen i den forbindelse lagde vægt på, at ansøgeren blev fængslet ni måneder efter, at hans datter blev født, og derfor havde haft en begrænset kontakt med hende. For så vidt angår ansøgerens søn, lagde Udlændingenævnet til grund, at han var undfanget og født på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde indrejseforbud i Danmark for bestandig, hvorfor han ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve sin ret til familieliv med sin søn i Danmark. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren kunne udøve samværet med begge sine børn i Sverige, hvor han havde opholdstilladelse, og at der ikke var så uoverkommelige forhindringer i forhold hertil, at hans indrejseforbud burde ophæves, når den begåede kriminalitet og længden af den idømte straf blev taget i betragtning. FAM/2015/48.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 18-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Syrien. Af ansøgningsskemaet fremgik det blandt andet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var beslægtet som fætter og kusine, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var forelsket i hinanden og ønskede at indgå ægteskab, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde kendt hinanden hele deres liv og ofte havde mødt hinanden, at ansøgeren og den herboende ægtefælle traf beslutning om at indgå ægteskab i januar 2012, og at de indgik ægteskab i april 2012 i Syrien. Det fremgik endvidere, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i starten af deres ægteskab mødtes en gang månedligt i Syrien af seks dages varighed og boede sammen i disse perioder, at dette skyldtes, at den herboende ægtefælle var værnepligtig, at ansøgeren og den herboende ægtefælle boede sammen med den herboende ægtefælle onkel, moster, fætre og kusiner, at ansøgeren og den herboende ægtefælle herudover boede sammen i perioden fra august 2012 til august 2013 i Tyrkiet, hvor de boede sammen med den herboende ægtefælles moder og brødre, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter den herboende ægtefælles flugt havde kommunikeret sammen næsten hver dag via Skype, og at den herboende ægtefælle indrejste i Danmark i oktober 2013. I oktober 2014 påklagede den herboende ægtefælle Udlændingestyrelsens afgørelse, og han anførte i den forbindelse, at ansøgeren befandt sig i Syrien, og at hun ville være sammen med den herboende ægtefælle i Danmark, at ansøgerens fader boede i Sverige, at ansøgerens søster og moder var blevet familiesammenført med ansøgerens fader i Sverige, og at ansøgeren ikke kunne bo alene i Tyrkiet. I februar 2015 fremsendte den herboende ægtefælle en lægeerklæring omhandlende ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgeren blandt andet led af en neurose, at ansøgeren havde symptomer på depression, og at ansøgeren havde brug for lægelig og psykologisk behandling. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet i Udlændingenævnet i marts 2015, at han havde kendt sin ægtefælle som sin kusine, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var opvokset sammen, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle således havde kendt hinanden hele deres liv. Den herboende ægtefælle forklarede endvidere, at han og ansøgeren havde talt om at indgå ægteskab to år, før de indgik ægteskab, hvilket var i 2010, og at han havde været igennem hårde oplevelser for at komme til Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra c. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født i august 1993, og at hun således ikke var fyldt 24 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet Udlændingenævnet fandt, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke havde boet alene sammen før ægteskabet, og at de efter ægteskabets indgåelse alene havde haft et samliv af kortere varighed, hvor de ej heller havde stiftet selvstændig bolig. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter ægteskabets indgåelse først boede sammen hos den herboende ægtefælles onkel og dennes familie, samtidig med at den herboende ægtefælle var indkaldt til militæret, og dernæst hos den herboende ægtefælles moder i Tyrkiet, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle senest havde set hinanden i august 2013. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde anført, de selv besluttede at indgå ægteskab, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde boet sammen i Syrien og Tyrkiet, efter at de indgik ægteskab, var ikke tilstrækkeligt til at antage, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren opholdt sig i et krigshærget område i Syrien, og at ansøgeren var bange, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter. Det forhold, at ansøgeren befandt sig i Syrien, at hun var uden familiemedlemmer, at det var farligt for hende at opholde sig i Syrien uden mulighed for beskyttelse og støtte gennem familiemedlemmer, at hun blandt andet led af en neurose og havde symptomer på depression, hvorfor hun havde brug for lægelig og psykologisk behandling, kunne ikke føre til en ændret vurdering, allerede fordi der ikke kunne antages at foreligge et beskyttelsesværdigt familieliv. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet endelig, idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/114.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage
Dato: 17-03-2015Udlændingenævnet afviste i marts 2015 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i december 2014 til en filippinsk statsborger, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen samme dag, hvor afgørelsen blev truffet, havde sendt afgørelsen digitalt til ansøgerens e-boks. Ansøgeren klagede over Udlændingestyrelsens afgørelse i marts 2015, hvorved ansøgeren anførte, at hun ønskede en forlængelse af klagefristen, da hun først modtog Udlændingestyrelsens afgørelse i marts 2015 ved personlig henvendelse i Udlændingestyrelsens borgerservice. Ansøgeren anførte endvidere, at hun ikke var klar over fremgangsmåden med e-boks, og at hun ikke havde kendskab til, hvordan hun fik adgang hertil.
Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen blev indgivet efter klagefristens udløb. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen fremsendte afgørelsen ved digital post i december 2014, og at Udlændingenævnet først i marts 2015 modtog klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen, at der senest skulle klages otte uger efter modtagelsen af afgørelsen. Udlændingenævnet fandt, at det af ansøgeren anførte om, at hun først modtog Udlændingestyrelsens afgørelse i marts 2015, at hun ikke var klar over, at hun ville modtage post via e-boks, og at ansøgeren ikke havde kendskab til, hvordan hun fik adgang til e-boks, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at afgørelsen blev fremsendt til ansøgerens e-boks i december 2014, at den således kom frem samme dag, som den var truffet, og at det siden november 2014 havde været ansøgerens eget ansvar at gøre sig bekendt med indholdet af post i hendes digitale postkasse, da ansøgeren var bosat i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun var fritaget for obligatorisk tilslutning til e-boks. Udlændingenævnet fandt således, at Udlændingestyrelsen med frigørende virkning havde kunnet fremsende afgørelsen til ansøgeren med digital post. FAM/2015/30.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Erklæring om integration og aktivt medborgerskab
Dato: 17-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsløs palæstinenser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 6, under henvisning til, at han ikke ønskede at underskrive erklæringen om integration og aktivt medborgerskab i Danmark af religiøse årsager. Ansøgeren indgav i juli 2013 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren oplyste i august 2013 til Udlændingestyrelsen, at han ikke kunne underskrive erklæringen, da indholdet stred imod hans religion, og at han var uenig i de overordnede principper, herunder i forhold til kvinders og homoseksuelles rettigheder. Ansøgeren anførte endvidere, at han kendte flere, der ikke havde underskrevet erklæringen, men som alligevel havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse. I november 2013 anførte ansøgeren blandt andet, at det skabte ulighed mellem forskellige indbyggere, at nogle havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse, før kravet om underskrift på erklæringen blev indført.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have underskrevet erklæringen om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund, eller på anden vis tilkendegivet at acceptere indholdet heraf. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse, idet ansøgeren ikke af fysiske grunde eller handicap var afskåret fra at kunne underskrive erklæringen, men at han gerne ville kunne acceptere den, ligesom han heller ikke efter det oplyste led af psykisk sygdom eller et psykisk handicap, der bevirkede, at han end ikke forstod betydningen af erklæringen. Udlændingenævnet fandt således ikke, at ansøgeren var omfattet af den persongruppe, som af ganske særlige omstændigheder ikke skulle underskrive erklæringen om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund. Det forhold, at ansøgeren af religiøse årsager ikke ønskede at underskrive erklæringen, herunder at han ikke støttede rettigheder for kvinder og homoseksuelle, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede herved, at det alene er fysiske hindringer eller psykisk sygdom, der kan føre til en fravigelse af kravet om, at udlændinge skal underskrive en erklæring om integration og medborgerskab, men at der derudover som udgangspunkt fortsat gælder et krav om udtrykkelig accept af denne. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at kravet om en underskrift skabte ulighed mellem udlændinge, der havde søgt henholdsvis før og efter at kravet blev indført, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede herved, at det er de gældende regler på ansøgningstidspunktet, der er afgørende for, hvilke betingelser en udlænding skal opfylde for at få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/47.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 17-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Irak, hvorefter den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren i Irak i fire måneder om året.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Irak, da begge ægtefæller – hver især – skulle have opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at hun således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle kom til Danmark i en alder af 43 år, at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Irak inden sin indrejse i Danmark, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark eller været i beskæftigelse siden sin indrejse i Danmark i 1996. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret mødte hinanden i Irak i 2008, at parret talte arabisk sammen, og at parret havde søskende i Irak, men ikke i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at parrets samlede tilknytning til Danmark, henset til den måde parret havde udøvet familielivet på, herunder den herboende ægtefælles årlige besøg i Irak af fire måneders varighed, ikke var større end parrets tilknytning til Irak. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle i 18 år havde haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet den omstændighed, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år som flygtning ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at parret ikke kunne udøve deres familieliv i Irak på grund af den aktuelle situation, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da parret siden 2008 havde indrettet sig på en sådan måde, at de tilbragte fire måneder af året sammen i Irak, og de måtte henvises til fortsat at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til Udlændingestyrelsens udtalelse om, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Irak ikke risikerede asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at den herboende ægtefælle skulle lide af en rygsøjlelidelse og spændte nerverødder, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede, at den herboende ægtefælle havde demonstreret, at det havde været muligt at søge lægehjælp for sine lidelser i Irak, idet han under sit ophold i hjemlandet havde søgt lægehjælp. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Irak, hvor parret mødtes og blev gift, og hvor begge parter var statsborgere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2015/46.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 16-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en georgisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Ansøgeren havde til støtte for klagen over afgørelsen anført, at hun havde opholdt sig i Danmark i næsten 11 år, at hun under sit ophold i Danmark havde deltaget aktivt i arbejds- og uddannelsestilbud i videst muligt omfang, at hun i 2011 opfyldte beskæftigelseskravet, men at hun primo 2011 var uheldig at få konstateret slidgigt i skulder og knæ, og at dette var årsagen til, at hun ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren i perioden fra marts 2010 til december 2010 havde modtaget sygedagpenge, at ansøgeren i perioden fra august 2010 til september 2010 havde arbejdet under 60 timer pr. måned, og at ansøgeren siden december 2013 havde været beskæftiget i en fleksjobordning.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde dokumenteret at have været i fleksjob siden december 2013, og at det følger af Udlændingenævnets praksis, at fleksjob efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse, idet fleksjob er et tilbud til personer, der har en så varig og væsentlig nedsat arbejdsevne, at personen ikke har mulighed for at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i december 2010 havde været i deltidsbeskæftigelse, hvortil Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i ansøgningen havde angivet, at hun i perioden fra maj 2010 til marts 2011 havde arbejdet 37 timer pr. uge, men at det alene fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde arbejdet mere end 60 timer pr. måned i december 2010. Udlændingenævnet fandt, da ansøgeren ikke på anden måde havde dokumenteret sin beskæftigelse i den angivne periode, at alene december 2010 kunne medregnes. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde været i fuldtidsbeskæftigelse i 15 måneder og i deltidsbeskæftigelse i én måned svarende til ca. 0,6 måneders fuldtidsbeskæftigelse, i alt 15,6 måneders ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at hun i 2011 opfyldte betingelserne for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det kun er beskæftigelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt, og at der er tale om en løbende femårig periode. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at hun primo 2011 var uheldig at få konstateret slidgigt i skulder og knæ, og at dette var årsagen til, at hun ikke opfyldte beskæftigelseskravet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren havde en lidelse, som udelukkede hende fra at opfylde beskæftigelseskravet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet var i en fleksjobordning, hvor hun arbejdede 12,5 timer pr. uge, og at det således ikke på afgørelsestidspunktet kunne anses for udelukket, at hun på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8., idet det blev bemærket, at beskæftigelse i fleksjob sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/28.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 16-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens herboende ægtefælle indrejste i Danmark i august 2013 og blev i januar 2014 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen oplyste den herboende ægtefælle, at ansøgeren var hans kusine, og at han indgik ægteskab med ansøgeren i marts 2013. I maj 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at de mødte hinanden hos familie, hvor de blev forelskede, at de havde kendt hinanden siden barndommen, at de ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at de selvstændigt besluttede at indgå ægteskab, og at de selvstændigt planlagde brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret indgik ægteskab i marts 2013, og at de boede sammen hos den herboende ægtefælles forældre fra ægteskabets indgåelse, og indtil den herboende ægtefælle i juli 2013 var nødt til at forlade Syrien. Den herboende ægtefælle anførte til støtte for klagen, at parret ikke var i familie, at der var tradition for at kalde sin kone for sin onkels eller mosters datter eller manden for sin onkels søn, og at det muligvis var derfor, at personen, som parret havde fået til at hjælpe med ansøgningsskemaet, havde anført, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine.
Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, idet de var fætter og kusine. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren var den herboende ægtefælles moders søsters datter. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke kunne lægges til grund, at disse specifikke oplysninger alene skyldtes en misforståelse hos en person, som hjalp den herboende ægtefælle med at udfylde skemaet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende ægtefælles egen oplysning i oplysnings- og motivsamtalen om, at ansøgeren var hans kusine, hvilket den herboende ægtefælle ligeledes forklarede ved det mundtlige nævnsmøde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab til hinanden ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde kendt hinanden siden barndommen, at ægteskabet efter det oplyste var indgået efter begge parters ønske, at parret havde anført i ansøgningen, at parret selv havde truffet beslutningen om at indgå ægteskabet med hinanden, og at parret selv havde planlagt brylluppet, ikke afkræftede formodningsreglen efter udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde levet sammen hos den herboende ægtefælles familie i Syrien efter ægteskabets indgåelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det efter omstændighederne ville kunne tilbagevise formodningen om, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget valg, hvis der efter ægteskabets indgåelse havde været samliv af betydelig varighed, og det måtte lægges til grund, at begge parter havde ønsket at fortsætte samlivet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at parret alene havde boet sammen fra marts 2013 til juli 2013. FAM/2015/29.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 16-03-2015Udlændingenævnet omgjorde i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger under henvisning til formodning for tvangsægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde kendt hinanden i tre år forud for ægteskabets indgåelse, i hvilken periode de havde brevvekslet, og at de efter ægteskabets indgåelse fandtes at have etableret et egentligt familieliv og sammen truffet væsentlige beslutninger for familiens fremtid. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2015/38.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet