Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 106 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 13-03-2015

Udlændingenævnet omgjorde i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i maj 2006 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed i mindst tre år inden for de seneste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, herunder oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold, måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at der skete en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 14. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation for, at han var døvstum, at han ikke kunne opnå hørelse med høreapparater, og at han var afhængig af tegnsprogstolk i kommunikationen med hørende. Udlændingenævnet tillagde det endvidere afgørende betydning, at det på baggrund af de oplysninger, der fremgik af eIndkomst om ansøgerens beskæftigelse i perioden fra juli 2010 til datoen for Udlændingenævnets afgørelse, kunne lægges til grund, at ansøgeren havde udfoldet betydelige bestræbelser på at opfylde beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at Danske Døves Landsforbund i en erklæring havde anført, at ansøgerens muligheder for beskæftigelse var stærkt indskrænkede, at ansøgeren havde søgt flere jobs, og at ansøgeren ønskede et arbejde, hvis det var muligt. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2015/67.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 12-03-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, til en usbekisk statsborger. Ansøgeren blev i 2005 meddelt opholdstilladelse som au pair. I 2009 og 2013 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som studerende ved Rudolf Steiner Børnehaveseminariet. I 2013 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som pædagog. I september 2012 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Det blev i ansøgningen oplyst, at ansøgeren i august 2009 var påbegyndt en uddannelse på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet, og at hun havde opnået 60 ECTS-point på en uddannelse fra en handelsskole i perioden fra september 2007 til juni 2009. Vedlagt ansøgningen var en uddannelseserklæring fra august 2012, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde optjent 150 ECTS-point på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet. I december 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at Rudolf Steiner Børnehaveseminariet ikke er en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution. Afgørelsen blev påklaget måneden efter. Til støtte for klagen anførte ansøgeren, at hun havde modtaget SU i forbindelse med sin uddannelse, og at hun siden juli 2008 havde været ansat på en cafe på Frederiksberg. Ansøgeren dokumenterede endvidere, at hun havde gået på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet, som er en 3-årig privat pædagoguddannelse, der er SU-berettiget. Derudover blev det dokumenteret, at ansøgeren havde været ansat som tilkalde-løsarbejder på en café fra juni 2008, og at hun fra september 2013 havde været ansat fuldtid som barselsvikar i en kommune. Styrelsen for Videregående Uddannelser havde af to omgange oplyst, at de ikke anså pædagoguddannelsen på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet for at være en uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, da det alene er uddannelser omfattet af uddannelseslovgivningen, som kan anses for at være en uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution. Styrelsen for Videregående Uddannelser oplyste i april 2014, at Rudolf Steiner Børnehaveseminariet ikke er en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, selvom de studerende er SU-berettigede. Senere i samme måned oplyste Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at de tidligere havde meddelt opholdstilladelse til udlændinge, som var optaget på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet, idet de havde antaget, at SU-berettigede uddannelser kunne sidestilles med offentligt anerkendte uddannelser. Endvidere blev det oplyst, at Danmarks Evalueringsinstitut alene havde godkendt Rudolf Steiner Børnehaveseminariet i forhold til SU, men ikke i forhold til at anse uddannelsesinstitutionen som offentligt anerkendt efter studiebekendtgørelsens § 1, stk. 2. I november 2014 oplyste Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at for så vidt angik fortolkningen af begrebet ”offentligt anerkendt uddannelsesinstitution” i studiebekendtgørelsen § 1, stk. 1, og § 1, stk. 2, tog styrelsen udgangspunkt i de daværende vejledende lister over uddannelser fra Undervisnings- og Videnskabsministeriet, hvorefter det var afgørende, at de pågældende uddannelser skulle være oprettet ved lov eller i henhold til lov. Det fremgik endvidere, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering tidligere havde givet studerende opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af indskrivelse på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet, men nu var blevet bekendt med, at uddannelsen ikke kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, da uddannelsen ikke var offentligt anerkendt. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde haft en vekslende arbejdsmængde fra februar 2010 til december 2014.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet fandt derimod, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren samlet havde været i ordinær beskæftigelse eller under en offentligt anerkendt uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse, at ansøgeren havde optjent 180 ECTS på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet, herunder at hun var meddelt opholds- og arbejdstilladelse som studerende ved uddannelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det kun er uddannelsesforløb på offentligt anerkendte uddannelsesinstitutioner, som kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 6, kan anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens uddannelsesforløb på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet ikke kunne indgå i beregningen af, om hun havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Det af ansøgeren anførte om, at hun på grund af en fejl begået af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering stod i en situation, hvor hun kunne blive sendt ud af Danmark efter ni års ophold, og at hun og hendes kæreste havde en forventning om at opbygge familie og fremtid i Danmark, fandt Udlændingenævnet imidlertid ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således – uanset at der var meddelt opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af uddannelse på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet – at hun ikke herved – ud over en eventuelt berettiget forventning om at kunne færdiggøre sin uddannelse i Danmark – kunne have fået en berettiget forventning om at kunne blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på denne baggrund. Udlændingenævnet henviste således til, at der knyttes en række andre betingelser til det at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at opholdstilladelse meddelt med henblik på studier eller beskæftigelse meddeles med henblik på midlertidigt ophold, og at ikke alle typer af offentligt anerkendte uddannelser indgår på samme vilkår i forhold til tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet anførte, at ansøgeren heller ikke stilles ringere ved afgørelsen end andre herboende udlændinge, der ønsker tidsubegrænset opholdstilladelse, og som har taget en uddannelse på en ikke offentligt anerkendt uddannelsesinstitution i Danmark. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren på baggrund af sine opholds- og arbejdstilladelser med henblik på midlertidigt ophold ikke kunne have opnået en berettiget forventning om at kunne blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit studie på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet, idet Udlændingenævnet bemærkede, at en afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse var en ny afgørelse hvilende på andre kriterier. Udlændingenævnet fandt således, at udlændingemyndighederne ikke i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse burde dispensere herfra på baggrund af, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fejlagtigt havde udstedt opholds- og arbejdstilladelser til ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste siden juni 2008 havde været ansat som tilkalde-løsarbejder ved en café, og at hun siden september 2013 havde været ansat i en tidsbegrænset fuldtidsstilling ved en kommune, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de oplysninger, der fremgik af eIndkomst, og de oplysninger, der var fremkommet fra ansøgeren selv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren alene havde udført 20 måneders fuldtidsbeskæftigelse fra februar 2010 til og med februar 2015, og at hun alene havde haft deltidsbeskæftigelse med over 60 timer om måneden i februar 2012, august 2012 og juni 2013, der indregnes som 3/5 i den samlede ansættelsesperiode. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren alene havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i højst et år og ni måneder inden for de sidste fem år, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. FAM/2015/18.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ej ganske særlige grunde

Dato: 09-03-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. til en russisk statsborger, som havde søgt om familiesammenføring med sin herboende datter, der indrejste i Danmark i december 1991. I februar 1997 indgik den herboende datter ægteskab med en dansk statsborger, og parret fik to børn i henholdsvis august 1997 og november 1999. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet i Rusland hele sit liv, at hendes ægtefælle afgik ved døden i 2004, og at ansøgeren ikke havde familie tilbage i Rusland, idet hendes anden datter døde i 1985. Ansøgeren blev i starten af 2014 syg, hvorfor den herboende datter flyttede til Rusland for at hjælpe. Den herboende datter havde til støtte for klagen anført, at Udlændingestyrelsens afgørelse ville resultere i, at hun skulle forlade Danmark for at passe moderen, at hun havde boet i Danmark i 25 år og arbejdet lovligt i Danmark uden at modtage offentlig hjælp, at hendes moder altid havde støttet hende og hendes familie, at hun havde et tæt forhold til sin moder, og at familien ofte besøgte Rusland. Den herboende datter anførte endvidere, at situationen ændrede sig markant i 2014, da moderen blev alvorligt lam i kroppen, at hun led af slagtilfælde med lammelse af højre arm og ben samt taleforstyrrelser, og at moderens tilknytning til Danmark var større end til Rusland, da hendes eneste datter boede i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes herboende datter, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde stiftet egen selvstændig familie i Danmark, at hun flyttede til Danmark i 1991, og at hun ikke havde boet fast sammen med sin moder i ca. 23 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i hjemlandet havde adgang til blandt andet pleje og medicin, at ansøgeren havde fået udarbejdet et rehabiliteringsprogram samt stillet en kørestol til rådighed. Selvom den herboende datter i begyndelsen af 2014 udrejste til Rusland for at passe ansøgeren, fandt Udlændingenævnet desuden, at der ikke herved blev etableret et sådant afhængighedsforhold, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende datter forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at Danmark ville være forpligtet til at tillade familiesammenføring. FAM/2015/128.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Nægtelse af forlængelse

Dato: 06-03-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægteskab vedrørende en marokkansk statsborger. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2013. Det fremgik af opholdstilladelsen, at denne var betinget af, at ansøgeren og den herboende ægtefælle frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til ansøgeren ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. I juni 2013 underskrev ansøgeren og hendes ægtefælle en ansøgning om kontanthjælp, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp fra juni 2013 til og med august 2014, mens hendes herboende ægtefælle modtog kontanthjælp fra juni 2013 til og med november 2014, hvorefter han modtog folkepension.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, og at det var en betingelse for opholdstilladelsen, at hun og hendes herboende ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i tiden, indtil hun kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde til grund, at parret havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik under ansøgerens ophold i Danmark, idet det fremgik af eIndkomst, at både ansøgeren og hendes herboende ægtefælle siden juni 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 25. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at advokaten i sin klage havde anført, at ansøgerens kommune ikke havde opfyldt sin forvaltningsretlige pligt til at vejlede om konsekvensen af, at parret modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt dog, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen uanset om den pågældende kommune havde overholdt sin forvaltningsretlige vejledningsforpligtigelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle, da hun blev meddelt opholdstilladelse i april 2013, i afgørelsen blev vejledt om, at hendes opholdstilladelse var betinget af, at hverken hun eller hendes ægtefælle modtog kontanthjælp frem til, at hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og at parret i juni 2013 – mindre end tre måneder senere – begge underskrev en ansøgning om kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt på den baggrund som følge af, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, at en af betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og tilladelsen kunne derfor nægtes forlænget, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes ægtefælle samt parrets to fællesbørn til at indrejse og tage ophold i Marokko for dér at udøve familielivet, hvor ansøgeren var født og opvokset og havde sin moder. Det blev i den forbindelse bemærket, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. Det forhold, at advokaten havde oplyst, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke kunne opnå opholdstilladelse som familiesammenført i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke ansås for at være godtgjort, at ansøgerens herboende ægtefælle og fællesbørnene efter en konkret og fuldt oplyst ansøgning herom til de marokkanske myndigheder ville være afskåret fra at kunne opnå opholdstilladelse i Marokko. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren – såfremt hendes herboende ægtefælle efter en konkret ansøgning måtte blive meddelt afslag på en konkret og fuldt oplyst ansøgning om opholdstilladelse i Marokko – ville have mulighed for at anmode om, at sagen skulle genoptages af Udlændingenævnet med henblik på en fornyet vurdering af, hvorvidt Danmark i givet fald ville kunne anses for nærmest til at beskytte det mellem ansøgeren og hendes herboende ægtefælleetablerede familieliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset og havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Marokko, idet hun først i en alder af knap 34 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun ikke udover sin ægtefælle og parrets to fællesbørn havde anden familie i Danmark, og at der ikke var oplyst om sådanne helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses som særligt belastende. Det forhold, at parret havde to fællesbørn, der var født i Danmark henholdsvis i marts 2012 og i maj 2013, der begge var statsløse, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at børnene som følge af deres unge alder og længden af deres ophold i Danmark ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det under henvisning hertil måtte anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes ægtefælle og parrets fællesbørn til at udøve familielivet i Marokko. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde et mindreårigt særbarn, som advokaten havde anført, at den herboende ægtefælle havde et fast, jævnligt og tilstrækkeligt samvær med, og at dette særbarn angiveligt havde oplyst, at han overnattede hos sin fader en-to gange om måneden, at han derudover havde samvær med sin fader en-to gange om ugen typisk i weekenden eller ferie, at han udover dette snakkede med sin fader eller så ham kort flere gange om ugen, og at han desuden sov hos sin fader, hvis han havde været oppe og skændes med sin moder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samværet – selv hvis det anførte kunne lægges til grund – havde et begrænset omfang. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles samvær med sit særbarn ikke havde en sådan karakter og et sådant omfang, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse ville kunne anses for at være særligt belastende, og at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5, kunne fraviges under henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2013, at hun havde startet selvstændig virksomhed, at hun var ved at lære dansk, og at hun efter det oplyste havde bestået en del af danskuddannelsen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke var tilstrækkeligt til at anse en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes herboende ægtefælle og parrets fællesbørn til at udøve familielivet i Marokko. FAM/2015/87.
Udlændingenævnets afgørelse af 5. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 05-03-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i juli 2004 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. I august 2013 indgav ansøgeren en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Af ansøgningen fremgik det, at ansøgeren havde været i ordinær deltidsbeskæftigelse fra februar 2007, og at ansøgeren havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I august 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, som hun påklagede til Udlændingenævnet i oktober 2014. Vedlagt klagen var et journalnotat fra september 2014 fra en læge, hvoraf det fremgik, at ansøgeren led af psykosomatiske symptomer og søvnproblemer, at hun opnåede 40/52 på en depressionsskala og 44/56 på angstskala Hamilton, at hun led af kroniske mavesmerter, at hun højst kunne arbejde tre timer dagligt, og at hendes nedsatte arbejdsevne skyldtes sygdom. Det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at ansøgeren havde været i ordinær deltidsbeskæftigelse med et timetal på mellem 15 og 29 timer ugentligt i 14 måneder i perioden fra marts 2010 til september 2014.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren alene havde været i ordinær deltidsbeskæftigelse med et timetal på mellem 15 og 29 timer ugentligt i 14 måneder. Beskæftigelse med et ugentligt timetal på mellem 15 og 29 timer indgår med 3/5 i beregningen af, om ansøgeren har været i ordinær beskæftigelse med mere end 30 timer ugentligt. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgerens ordinære deltidsbeskæftigelse omregnet svarede til, at hun kunne anses for at have været i ordinær beskæftigelse i 8,4 måneder inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet bemærkede, at det kun er beskæftigelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kan indgå i beregningen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at der kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter Danmarks internationale forpligtelser. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at en læge havde oplyst, at ansøgeren led af psykosomatiske symptomer og søvnproblemer, at hun opnåede 40/52 på en depressionsskala og 44/56 på angstskala Hamilton, at hun led af kroniske mavesmerter, at hun højst kunne arbejde tre timer dagligt, og at hendes nedsatte arbejdsevne skyldtes sygdom. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun led af en sygdom eller et handicap, der kunne føre til, at betingelsen om tre års beskæftigelse inden for de seneste fem år ikke burde stilles under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser. Det var således hverken dokumenteret eller godtgjort, at ansøgeren på grund af sin sygdom ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde beskæftigelses- eller uddannelseskravet. FAM/2015/27.
Udlændingenævnets afgørelse af 5. marts 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 05-03-2015

Udlændingenævnet omgjorde i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, til en iransk statsborger.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de seneste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at der skete en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 14. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation for, at han var døvstum, at han ikke kunne opnå hørelse med høreapparater, og at han var afhængig af en tegnsprogstolk ved kommunikation med hørende. Udlændingenævnet tillagde det endvidere afgørende betydning, at det på baggrund af oplysninger fra eIndkomst kunne lægges til grund, at ansøgeren havde udfoldet betydelige bestræbelser på at opfylde beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at Danske Døves Landsforbund i en erklæring havde anført, at ansøgerens muligheder for beskæftigelse var stærkt indskrænkede, at han havde søgt flere jobs, og at han ønskede at arbejde, hvis det var muligt. FAM/2015/74.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

Dato: 02-03-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en serbisk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, nr. 1, da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren blev i 1981 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i 1989 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. I oktober 2013 underskrev ansøgeren i forbindelse med sin repatrieringssag hos kommunen en erklæring om frivilligt frafald af hans opholdstilladelse, og ansøgeren blev i den forbindelse af Dansk Flygtningehjælp vejledt om konsekvenserne heraf. Ansøgeren blev registreret udrejst af Danmark i april 2014. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2014 ansøgerens ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet som følge af hans udrejse til Serbien. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at ansøgeren i perioden primo maj 2014 til ultimo maj 2014 opholdt sig i Serbien, at det var planlagt, at opholdet skulle være af denne varighed, at formålet med opholdet var repatriering, og at ansøgeren ved udrejsen fraflyttede sin lejlighed i Danmark. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke havde arbejdet siden udrejsen til Serbien, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren ikke havde gået i skole eller taget anden uddannelse i Danmark, og at ansøgerens eneste familie i Danmark var hans to herboende voksne børn. Vedlagt ansøgningen var udskrift fra ansøgerens læge, hvoraf det fremgik blandt andet, at ansøgeren var diagnosticeret med følgelidelser efter en formodet blodprop, sukkersyge, forhøjet blodtryk og forstyrrelser i lipidstofskiftet.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i oktober 2013 af Dansk Flygtningehjælp blev vejledt om, at han ikke havde fortrydelsesret ved en eventuel repatriering, at ansøgeren derefter underskrev en erklæring om frafald af opholdstilladelse, og at ansøgeren udrejste af Danmark i enten april 2014 eller maj 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde boet i Danmark siden 1981, at ansøgeren havde børn og børnebørn i Danmark, at ansøgeren ikke var kommet til Danmark som flygtning, at ansøgeren havde en kæreste i Danmark, og at ansøgeren led af hjerteproblemer og sukkersyge samt havde haft hjerneblødning, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, uanset hans familiemæssige og private forhold i øvrigt, frivilligt valgte at udrejse til Serbien, hvor ansøgeren hyppigt havde været på besøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren af Dansk Flygtningehjælp var blevet vejledt om konsekvensen heraf. FAM/2015/37.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud

Dato: 02-03-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark til en ghanesisk statsborger på baggrund af samlivsforhold med ansøgerens herboende danske kæreste, i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 4. Ansøgeren var ved dom fra maj 2011 idømt 40 dages fængsel og var i samme forbindelse blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende reference siden ansøgerens udrejse havde været på flere ferieophold sammen i Tyskland og Sverige. Ansøgeren og den herboende reference havde efter det oplyste planer om at indgå ægteskab inden for seks måneder, ligesom parret havde et fællesbarn, født i november 2011.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, og § 32, stk. 7. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ved dom fra maj 2011 blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om det lagdes til grund, at parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet de havde fået et fællesbarn i november 2011 og efterfølgende havde holdt kontakt, var Danmark ikke nærmest til at beskytte et sådant familieliv. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgeren overfor retten i maj 2011 havde oplyst, at han ingen familie havde i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og den herboende reference først havde etableret et egentligt kæresteforhold, efter at ansøgeren var blevet udvist af Danmark, og at parret derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift, og at parret efter det oplyste kun havde opholdt sig sammen under ferieophold i forskellige andre EU-lande. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ferieophold og længere besøgsophold efter fast praksis ikke var tilstrækkeligt til, at der kunne anses etableret et samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at parret frivilligt måtte anses for at have indrettet sig således, at parret levede adskilt og alene havde personlig kontakt i forbindelse med kortvarige ferieophold. FAM/2015/59.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold

Dato: 02-03-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1. Det blev til støtte for klagen oplyst, at den herboende ægtefælle led af diabetes og derfor ikke kunne tage ophold i Tyrkiet. I august 2014 fremsendte partsrepræsentanten dokumentation for, at den herboende ægtefælle havde tilmeldt sig Prøve i Dansk 1. I december 2014 blev der fremsendt et udsnit af et billede af storskærmen på det pågældende sprogcenter, som partsrepræsentanten oplyste viste den herboende ægtefælles kursistnummer, og at den herboende ægtefælle havde opnået karakteren 10 i den skriftlige del af prøven. Partsrepræsentanten oplyste endvidere, at den herboende ægtefælle havde fået 12 i den mundtlige del af Prøve i Dansk 1, og at dokumentation for den mundtlige del ville blive fremsendt, når den herboende ægtefælle havde modtaget det med posten. I januar 2015 anmodede Udlændingenævnet partsrepræsentanten om at fremsende dokumentation for, at den herboende ægtefælle havde bestået Prøve i Dansk 1 såvel i den skriftlige som den mundtlige del. Udlændingenævnet hørte efterfølgende ikke fra hverken partsrepræsentanten eller den herboende ægtefælle.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at hun opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde indsendt et udsnit af et billede, hvoraf det efter det oplyste fremgik, at den herboende ægtefælle havde fået karakteren 10 i den skriftlige del af Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det pågældende billede ikke kunne anses for at udgøre behørig dokumentation for, at den herboende ægtefælle havde bestået Prøve i Dansk 1, idet der alene var tale om et udsnit med et anført kursistnummer for den skriftlige del af Prøve i Dansk 1. Den herboende ægtefælles navn og CPR-nummer fremgik ikke af billedet, og der var ikke indsendt det endelige prøvebevis. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var dokumenteret, at det begrænsede karakterudsnit uden angivelse af dato og sted kunne henføres til den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet henviste til, at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at det påhviler en ansøger selv – eller dennes ægtefælle når de søger om familiesammenføring – at meddele og dokumentere de fornødne oplysninger til brug for sagens vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at den herboende ægtefælle ikke skulle opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 12. Udlændingenævnet fandt således, at det forhold, at den herboende ægtefælle led af diabetes, ikke kunne føre til, at betingelsen om bestået Prøve i Dansk 1 eller anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau ikke burde stilles, ligesom der ikke til sagen var oplyst om forhold, der bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren, hvor parret tillige havde mødt hinanden og havde indgået ægteskab. FAM/2015/45.
Udlændingenævnets afgørelse af 25. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

Dato: 25-02-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring. Det fremgik, at ansøgeren indrejste i Danmark i januar 2014, at hans herboende ægtefælle var hans kusine, og at parret havde holdt kontakten via de sociale netværk. Det fremgik endvidere, at parret selv besluttede at blive gift, og at herboende ægtefælle havde været beskæftiget eller under uddannelse siden 2008. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse. Ved personlig henvendelse til Udlændingenævnet havde den herboende ægtefælle anført, at både hendes familie og ansøgerens familie var imod ægteskabet. Hun havde endvidere anført, at parret havde boet sammen i Istanbul i 2012 i fem måneder. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at hun siden 2012 var rejst til Tyrkiet to til tre gange om året, og at parret havde holdt bryllupsfest i januar 2014 i Danmark med 150 til 160 gæster. Hun forklarede desuden, at der ved brylluppet i 2013 blev afholdt en lille ceremoni med ansøgerens kernefamilie, og at det var parret, der havde planlagt og betalt festerne. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at den herboende ægtefælle i de perioder, hvor hun ikke boede hos sine egne forældre, havde boet hos sine onkler. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at hun siden 2013 havde været skrevet op til en lejlighed, men at hun ikke havde fået nogen.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle var fætter og kusine, hvorfor det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herunder vægt på, at parret ikke sås at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet, ligesom det ikke var sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne hertil. Det forhold, at parret i ansøgningen havde oplyst, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var 23 år og boede hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets kontakt via sociale netværk efter ægteskabets indgåelse ikke havde en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab herved kunne anses for tilbagevist. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark samt hendes forældres indstilling vedrørende ægteskabet med ansøgeren – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af længere varighed, da de alene havde boet sammen i fem måneder i Istanbul under den herboende ægtefælles studier i Tyrkiet, under besøgsophold i Tyrkiet og i perioden fra januar 2014 til juli 2014 i Danmark. Det bemærkedes, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for ansøgerens ophold i Danmark boede hos sine forældre. FAM/2015/26.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen