Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. februar 2015 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed
Dato: 18-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år til en nigeriansk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Ansøgeren henvendte sig i september 2014 til politiet, da han ønskede at anmelde, at han havde tabt sit italienske fremmedpas. Politiet kontaktede politiets udlændingesektion, da ansøgeren ikke havde ID på sig, og da ansøgeren ikke havde penge med sig. Udlændingesektionen oplyste, at ansøgeren skulle anholdes med henblik på at klarlægge, om han havde lovligt ophold og midler til at opholde sig i Danmark. Ansøgeren oplyste over for politiet, at han ikke kunne fremvise kopi af sin italienske opholdstilladelse, at han havde opholdt sig i Danmark siden juli 2014, at han havde 100 euro på sig, og at han havde til hensigt at tage til Italien i oktober 2014. Det fremgik af politiets system POLCON, at ansøgeren tidligere var indberettet i Norge for at opholde sig ulovligt. Ansøgeren blev udvist i september 2013 af Norge med indrejseforbud indtil september 2018.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde haft lovligt ophold i Danmark i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde de nødvendige midler til sit underhold i Danmark og til hjemrejsen til Italien eller Nigeria. Udlændingenævnet lagde vægt på politiets oplysninger om, at ansøgeren på anholdelsestidspunktet var i besiddelse af 100 euro, at han ikke havde en hjemrejsebillet, at han over for politiet havde oplyst, at han havde til hensigt at rejse til Italien i oktober 2014, og at han efter at have kontaktet tre venner ikke kunne skaffe midler til det videre ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren ikke havde foretaget sig noget kriminelt i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det påhviler en udlænding, der opholder sig i Danmark, at have de fornødne midler til sit underhold i Danmark og til hjemrejsen. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud var til stede. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstædigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til herboende personer eller oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning af ansøgeren måtte antages at virke særligt belastende. FAM/2015/11.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. februar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 18-02-2015Udlændingenævnet omgjorde i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsløs palæstinenser i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af en udtalelse fra ansøgerens læge, at ansøgeren led af svær PTSD og en deraf følgende kronisk depressiv tilstand, at ansøgeren led af slidgigt i lænden, nakken og begge tommelgrundled, at lidelserne vurderedes at medføre en meget nedsat funktionsevne på både kort og lang sigt, og at ansøgeren ikke havde været i arbejdsprøvning siden 2007. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af akterne i ansøgerens kontanthjælpssag hos ansøgerens kommune, at ansøgeren efter kommunens opfattelse forsøgte at yde det, som han reelt kunne, men at ansøgeren grundet massive fysiske og psykiske helbredsproblematikker havde en meget nedsat funktionsevne, at der ikke sås at være nogen behandling, der kunne forbedre ansøgerens helbredsforhold, og at det i december 2014 blev anbefalet at afslutte afprøvningsaktivitet i forhold til arbejdsmarkedet for at undgå øget pres på ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2015/12.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. februar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold – Ophold i udlandet
Dato: 18-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en mexicansk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 3, jf. stk. 1. Ansøgeren blev i maj 2008 meddelt opholdstilladelse, som senere blev forlænget til juli 2009. I maj 2010 indgav ansøgeren en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark via den danske ambassade i Mexico, som blev meddelt hende samme dag. I september 2013 indgav ansøgeren en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, som Udlændingestyrelsen meddelte endeligt afslag på i juli 2014. Ansøgeren påklagede afgørelsen til Udlændingenævnet i september 2014, hvorved hun blandt andet anførte, at hun fra juli 2009 til maj 2010 havde opholdt sig i Mexico, hvor hun havde studeret. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren siden sin indrejse til Danmark i juli 2008 havde haft adresse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have boet her i landet i mindst fem år og i hele denne periode haft opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 1 og 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fra juli 2009 til maj 2010 ikke havde haft en gyldig opholdstilladelse i Danmark og efter hendes egne oplysninger var udrejst af landet fra august 2009 til maj 2010. Udlændingenævnet bemærkede at beregningen af kravet om fem års lovligt ophold afbrydes, når en opholdstilladelse udløber, bortfalder eller inddrages, jf. udlændingelovens § 27, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at såfremt en ansøgning om opholdstilladelse er indgivet i udlandet, regnes perioden fra udlændingens tilmelding til folkeregisteret, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1, og da det hverken fremgik af Det Centrale Personregister eller UdlændingeInformationsPortalen, hvornår ansøgeren på ny indrejste i Danmark, fastsatte Udlændingenævnet perioden for lovligt ophold her i landet som løbende fra maj 2010, på hvilket tidspunkt ansøgeren af ambassaden i Mexico blev meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet oplyste i den forbindelse, at det fremgår af lov om Det Centrale Personregisters § 24, stk. 1, at enhver, som fraflytter til udlandet, skal registreres i Det Centrale Personregister som udrejst, og at et ophold i udlandet over seks måneder altid skal anmeldes som en fraflytning til udlandet. Det kunne derfor ikke gøre nogen forskel, at ansøgeren ikke havde været frameldt folkeregisteret i forbindelse med hendes udrejse af Danmark. Udlændingenævnet fandt derfor, at det alene var den periode, der fulgte efter meddelelsen af opholdstilladelsen fra den danske ambassade i Mexico i maj 2010, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt ansøgeren havde boet her i landet i mindst fem år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark udløb i juli 2009, og at det fremgik af en udskrift fra den danske ambassade i Mexicos sagssystem, at hun først i maj 2010 ansøgte om opholdstilladelse i Danmark via ambassaden, og at ambassaden samme dag i maj 2010 meddelte hende opholdstilladelse i Danmark gældende til juni 2012. Ansøgeren sås således ikke inden sin udrejse til Mexico eller i forbindelse med udløbet af sin opholdstilladelse i juli 2009 at have kontaktet de danske udlændingemyndigheder med henblik på dispensation fra bortfald eller en eventuel forlængelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have boet her i landet i mindst fem år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse. FAM/2015/25.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. februar 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage
Dato: 16-02-2015Udlændingenævnet afviste i februar 2015 en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en irakisk statsborger truffet i januar 2014. Ansøgeren sendte i december 2014 en e-mail til Folketingets Ombudsmand vedrørende afslaget, hvorefter Folketingets Ombudsmand senere samme måned oplyste ansøgeren om, at Folketingets Ombudsmand ikke kunne behandle klager over Udlændingestyrelsens afgørelser, før Udlændingenævnet havde truffet afgørelse i sagen. I januar 2015 klagede ansøgeren til Folketingets Ombudsmand over Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter Folketingets Ombudsmand videresendte klagen til Udlændingenævnet samme måned.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde indgivet sin klage efter klagefristens udløb. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i januar 2014 havde meddelt ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og at Udlændingenævnet først i januar 2015 modtog ansøgerens klage. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen, at der senest skulle klages 8 uger efter, at ansøgeren havde modtaget afgørelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. FAM/2015/127.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. februar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 16-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Elfenbenskysten, der siden marts 2007 havde haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen meddelte i august 2014 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte kravet om aktuel beskæftigelse eller uddannelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren påklagede efterfølgende afgørelsen til Udlændingenævnet og anførte til støtte for klagen, at ansøgeren havde arbejdet 37 timer om ugen som selvstændig erhvervsdrivende, og at den lave omsætning skyldtes, at det tog lang tid at skaffe stamkunder til en nyopstartet virksomhed.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte en af de grundlæggende betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på det foreliggende grundlag ikke havde dokumenteret, at hun havde været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller havde udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre af de sidste fem år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det kun var beskæftigelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt, og at der var tale om en løbende femårig periode. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af ansøgerens lønsedler, at hun havde været fuldtidsbeskæftiget fra februar 2010 til og med juni 2011, og at ansøgeren i den samme periode endvidere havde været deltidsbeskæftiget i fire måneder. Dette indgik med 15,4 måneders fuldtidsbeskæftigelse i den samlede beregning. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter egne oplysninger havde arbejdet 37 timer om ugen som selvstændig erhvervsdrivende siden juni 2011. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne indgå i den samlede beregning, da ansøgeren ikke havde dokumenteret sin beskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende med det fremsendte materiale – herunder registreringsbevis, kvitteringer for momsindberetning og årsregnskaber for 2011, 2012 og 2013 – og at dette ikke kunne sidestilles med ordinært lønarbejde. Udlændingenævnet henviste derved til, at det fremgik af årsregnskabet for 2011, at virksomheden i perioden fra juni 2011 til december 2011 havde en omsætning på 25.866 kr., at det fremgik af årsregnskabet for 2012, at virksomheden i 2012 havde en omsætning på 77.247 kr., og at det fremgik af årsregnskabet for 2013, at virksomheden i 2013 havde en omsætning på 69.679 kr. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var deltidsbeskæftiget i perioden april 2014 til januar 2015, hvilket blev omregnet til tre måneders ordinær fuldtidsbeskæftigelse, idet beskæftigelse med et ugentligt timetal mellem 15 og 29 timer indgik med 3/5 i beregningen af, om ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse med mere end 30 timer ugentligt. Udlændingenævnet fandt samlet, at ansøgeren kunne anses for at have været i ordinær beskæftigelse i 18,4 måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at ansøgeren ikke led af et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/113.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. februar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 16-02-2015Udlændingenævnet omgjorde i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina.
Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år indenfor de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden april 2011 havde været ansat i en fleksjobstilling, og at et fleksjob efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse, idet fleksjob er et tilbud til personer, der har en så varig og væsentlig nedsat arbejdsevne, at personen ikke har mulighed for at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14. Udlændingenævnet lagde på den baggrund til grund, at ansøgeren inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – hvilket vil sige siden februar 2010 – havde været i fuldtidsbeskæftigelse i 46 måneder og således opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2015/9.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 12-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Canada, der søgte om familiesammenføring med sin herboende danske datter, som var født i 2009. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2006 og blev i 2010 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren udrejste af Danmark i januar 2012 med henblik på at tage beskæftigelse i USA og efterlod i den forbindelse ægtefællen og datteren i Danmark. Ansøgeren og dennes danske ægtefælle blev skilt, og i juni 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin danske datter. I september 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem den herboende datter og ansøgeren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ved udrejsen til USA frivilligt valgte at afbryde familielivet i Danmark, og at ansøgeren måtte anses for at have indrettet familielivet således, at ansøgeren skulle bevare kontakten med datteren under besøgsophold, henset til at ansøgningen om familiesammenføring først blev indgivet 2½ år efter udrejsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren kunne henvises til at udøve familielivet som hidtil gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til ansøgerens herboende datter ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren frivilligt valgte at udrejse af Danmark, at ansøgeren havde udøvet familielivet med datteren via besøgsophold, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren og datteren kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke var i strid med barnets tarv, og at ansøgeren ikke var afskåret fra at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/36.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 12-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference indrejse i Danmark i juli 2013 og blev meddelt asyl i december 2013. Den herboende reference indgav i juli 2014 en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring på vegne af ansøgeren. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og referencen mødte hinanden i Ceelo Gambo i 2011, at de indgik ægteskab i 2012, at de sidst så hinanden i 2013, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, at parret aldrig havde boet sammen, at ansøgeren forblev boende hos sin familie for at passe sine søskende, og at parret siden vielsen havde haft telefonisk kontakt gennem en bekendt. Det fremgik af den herboende references asylsag, at parret ikke selv var til stede ved vielsen, da vielsen blev indgået af parrets fædre ved tilstedeværelsen af vidner. I november 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen anført, at ægteskabet var indgået i overensstemmelse med de gældende regler i Somalia.
Udlændingenævnet fandt, at det angive ægteskab mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ægteskabet var indgået i Somalia. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter efter fast praksis på afgørelsestidspunktet ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke selv var fysisk til stede ved vielsen, hvorfor ægteskabet ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet det ville stride mod grundlæggende danske retsprincipper, hvis et ægteskab var indgået mellem parter, der ikke var fysisk tilstedeværende ved vielsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret havde oplyst, at parret aldrig havde haft fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren og den herboende references forhold ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende references somaliske ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og at parret aldrig havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt derfor, at parret ikke havde etableret et samliv af en sådan karakter, at det var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, eller i øvrigt kunne anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det måtte anses for at være udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2015/15.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2015 – Ophævelse af indrejseforbud
Dato: 09-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af indrejseforbud til en liberisk statsborger, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8, 1. pkt. Det fremgik af Udlændingeregistret, at ansøgeren i 1991 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, men at han i 1998 fik inddraget sin opholdstilladelse, og at ansøgeren i 2000 endeligt blev meddelt afslag på asyl af Flygtningenævnet. Ansøgeren blev i 2000, 2004 og 2005 meddelt afslag på opholdstilladelse, og han blev i 2006 udvist efter udlændingelovens § 25 b. Denne afgørelse blev i 2007 stadfæstet. Ansøgeren blev i 2010 udvist ved dom med indrejseforbud i seks år, da han blev idømt et års ubetinget fængsel efter straffelovens § 215, stk. 1 og 2, jf. § 261, stk. 2, og lov om social service § 156, da ansøgeren sammen med moderen til børnene havde unddraget sine tre børn fra kommunens forsorg og holdt dem skjult i Sverige. Ansøgeren udrejste af Danmark i 2011. Ansøgeren anmodede i januar 2013 om ophævelse af sit indrejseforbud, så han kunne indrejse i Danmark, da han skulle deltage i forskellige møder, og da han ønskede at være sammen med sine børn i Danmark. Under sagens behandling blev det oplyst, at ansøgeren havde samvær med sine børn i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren var tredjelandsstatsborger, og at han ikke havde dokumenteret, at han var omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 2, stk. 2. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens indrejseforbud ikke kunne ophæves, da ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han var omfattet af EU-reglerne og derved udlændingelovens § 32, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren henviste til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og at han havde børn i Danmark, som var anbragt uden for hjemmet, og som han ønskede samvær med, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt dog på baggrund af oplysningerne om samværet med ansøgerens børn i Danmark, at der var grundlag for at sende sagen til Udlændingestyrelsen som en ny ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 4. FAM/2015/24.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej ganske særlige grunde
Dato: 09-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en serbisk statsborger, da der ikke var etableret et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl med ansøgerens herboende danske kæreste, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og da der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren og den herboende reference havde aldrig boet på fælles adresse, og parret fik et fællesbarn i april 2013.
Udlændingenævnet fandt, at det på baggrund af parrets egne oplysninger ikke kunne anses for dokumenteret, at parret havde haft et samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at uanset om parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, kunne Danmark ikke anses for nærmest til at beskytte dette i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da denne bestemmelse ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parret havde et fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da børn efter Udlændingenævnets praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at det i klagen var anført, at parrets fællesbarn var dansk statsborger og ikke havde krav på ophold og beskyttelse i Serbien, og at Udlændingestyrelsens afgørelse hindrede ansøgeren i at opretholde en tilknytning til barnet i de første leveår, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at parrets fællesbarn ikke kunne tage ophold eller indrejse i Serbien, og at ansøgeren var indgået i et kæresteforhold med den herboende reference og fået et barn med ham uden at have et opholdsgrundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren var bopælsforælder til parrets fællesbarn, at afslag på familiesammenføring ville medføre en de facto udvisning af en dansk statsborger, og at Udlændingestyrelsens afgørelse reelt fratog parrets fællesbarn den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er tilknyttet statussen som unionsborger, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det anførte vedrørte forhold, som var underlagt Justitsministeriets kompetence, hvor ansøgeren havde en verserende klagesag vedrørende opholdstilladelse som følge af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at Udlændingestyrelsens vejledning havde været uden reel substans, og at det var kritisabelt, at Udlændingestyrelsen med kendskab til sagens faktum skriftligt havde anmodet ansøgeren om at ansøge om familiesammenføring for derefter at meddele afslag på ansøgningen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen gentagne gange havde oplyst om årsagen til, hvorfor Udlændingestyrelsen anmodede om oplysninger i forhold til familiesammenføringen med den herboende reference, herunder at det var familiens forhold som samlet enhed, der ville danne grundlag for vurderingen af, om der burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på baggrund af Udlændingestyrelsens breve i sagen ikke kunne have opnået en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/80.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet