Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2015 – Studie – Inddragelse
Dato: 05-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse som studerende på en videregående uddannelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 i, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, til en kinesisk statsborger. I februar 2008 blev ansøgeren første gang meddelt opholdstilladelse som studerende. I januar 2014 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som studerende på en videregående uddannelse. Det fremgik udtrykkeligt på engelsk, at tilladelsen var betinget af, at ansøgeren kontinuerligt var studieaktiv på det studie, som opholdstilladelsen var meddelt på baggrund af, ligesom det var angivet, at en tilsidesættelse kunne medføre inddragelse af hendes opholdstilladelse som studerende. I oktober 2014 oplyste den pågældende uddannelsesinstitution, at ansøgeren havde afbrudt sit studie, og at hun ønskede at starte igen i januar 2015. I oktober 2014 oplyste ansøgeren, at afbrydelsen af studiet skyldtes, at hun og uddannelsesinstitutionen var blevet enige om, at hun skulle tage en kort pause med henblik på at hun kunne få medicinbehandling og psykologhjælp for nogle psykiske problemer og stress. I oktober 2014 inddrog Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ansøgerens opholdstilladelse som studerende under henvisning til, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. I november 2014 blev der klaget over afgørelsen til Udlændingenævnet. Vedlagt klagen var en henvisning til en psykolog fra en læge, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde eksistentielle og depressive problemer. I november 2014 havde en psykoterapeut anført, at ansøgerens psykiske tilstand var stærkt forværret, og at hun var suicidal.
Udlændingenævnet fandt, at grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, og at tilladelsen derfor kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den pågældende uddannelsesinstitution i oktober 2014 havde oplyst, at ansøgeren havde afbrudt sit studie, og at det på engelsk udtrykkeligt fremgik af hendes opholdstilladelse, at den var betinget af, at hun kontinuerligt var studieaktiv på det studie, som opholdstilladelsen var meddelt på baggrund af, ligesom det var angivet, at en tilsidesættelse kunne medføre inddragelse af hendes opholdstilladelse som studerende. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke selv havde udmeldt sig af uddannelsen, men gjort det på opfordring fra uddannelsesinstitutionen med henblik på at modtage medicinbehandling og psykologhjælp, idet dette ikke ændrede på det forhold, at ansøgeren blev udmeldt af sit studie, og at grundlaget for opholdstilladelsen som studerende derved ikke længere var til stede. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgerens psykiske tilstand var stærkt forværret, og at hun var suicidal, henset til at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne modtage behandling for sine helbredsmæssige forhold i sit hjemland. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at sygdomsbetingede forhold ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse som studerende i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Kina, hvor hun var statsborger, og hvor hun havde boet indtil udrejsen til Danmark som 19-årig, samt at hun på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i seks år. Det kunne på denne baggrund ikke antages, at ansøgeren havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville være særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren fortsat havde en væsentlig tilknytning til sit hjemland. ERH/2015/23. -
Udlændingenævnets afgørelse af 4. februar 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde
Dato: 04-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en nigeriansk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt arbejde i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Ansøgeren blev i juni 2012 anholdt for ulovligt arbejde i form af prostitution, som hun erkendte. Det fremgik af afhøringsrapporten fra juni 2012, at ansøgeren fire gange tidligere siden 2009 var blevet antruffet i miljøet omkring Istedgade i København, at nogle mennesker, som opholdt sig i Nigeria, havde bragt hende til Danmark med henblik på prostitution, og at ansøgeren betalte halvdelen af sin månedlige indtjening til en nigeriansk kvinde, som opholdt sig i Danmark. Politiet meddelte i den forbindelse ansøgeren tiltalefrafald for overtrædelse af udlændingeloven. I december 2013 blev ansøgeren igen anholdt for ulovligt arbejde i form af prostitution, hvorefter politiet endnu en gang meddelte ansøgeren tiltalefrafald. I december 2013 blev ansøgeren af Center Mod Menneskehandel vurderet menneskehandlet i sommeren 2012, hvorefter hun blev indkvarteret på et krisecenter. Det fremgik af politiets anmeldelsesrapport fra oktober 2014, at ansøgeren blev antruffet på et loppemarked i Danmark, at ansøgeren var uønsket i Schengen-området med undtagelse af Italien, at hun havde et indrejseforbud til Norge, og at ansøgeren havde ansøgt om forlængelse af sin italienske opholdstilladelse, men at ansøgningen ikke var blevet godkendt endnu. Det fremgik endvidere, at ansøgeren tjente til sit ophold i Danmark ved at prostituere sig selv, at ansøgeren to gange tidligere havde været anholdt for ulovligt arbejde ved prostitution, at ansøgeren begge gange blev erklæret for menneskehandlet af Center Mod Menneskehandel, og at ansøgeren fortsat arbejdede som prostitueret i Danmark. Derudover fremgik det, at ansøgerens italienske opholdstilladelse udløb i januar 2014, at ansøgerens italienske opholdstilladelse ikke var blevet fornyet, at ansøgeren havde søgt om forlængelse af sin opholdstilladelse i Italien i december 2013, og at det italienske politi ved et møde i februar 2014 havde oplyst ansøgeren om, at hun måtte afvente politiets beslutning vedrørende fornyelsen af hendes opholdstilladelse. Det fremgik desuden, at ansøgeren kom til Danmark i august 2014 med fly fra Italien, at ansøgeren skyldte en kvindelig alfons ca. 20.000 euro, at den kvindelige alfons havde bedt ansøgeren om at tage til Danmark for at prostituere sig, og at ansøgeren havde arbejdet som prostitueret omkring Istedgade i København. Det fremgik herudover, at ansøgeren vidste, at hun ikke måtte tage arbejde i Danmark, at ansøgeren ved sine tidligere anholdelser var blevet overgivet til Center Mod Menneskehandel, at ansøgeren var et offer for menneskehandel, og at ansøgeren var bekendt med, at hun kun måtte opholde sig i Italien som følge af, at hun var uønsket i Schengen-området. I oktober 2014 blev ansøgeren meddelt et bødeforelæg på 2.300 kroner for ulovligt arbejde og ophold i Danmark uden fornøden tilladelse. Ansøgerens advokat anførte til støtte for klagen, at ansøgeren ikke kunne straffes og udvises for ulovligt arbejde, idet hendes arbejde i form af prostitution og ophold i Danmark måtte anses for at være en følge af det forhold, at hun var menneskehandlet. I oktober 2014 stadfæstede Østre Landsret byrettens kendelse, hvorved frihedsberøvelse af ansøgeren blev kendt lovlig og forlænget. Østre Landsret anførte i afgørelsen, at ansøgerens forklaring om gæld og pression ikke fandtes at være til hinder for udvisning af hende som følge af udlændingelovens § 26 a. Østre Landsret fandt herefter, at betingelserne for frihedsberøvelse med henblik på udvisning var opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke fandtes at være tilstrækkelige. Procesbevillingsnævnet havde ved en afgørelse i januar 2015 meddelt tilladelse til, at afgørelsen kunne kæres til Højesteret. I oktober 2014 blev ansøgeren påset udrejst af Danmark til Bologna i Italien. Der blev endvidere i sagen henvist til U 2014.1177H, Højesterets kendelse af 20. januar 2014.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde erkendt overfor politiet, at hun levede af at prostituere sig i Danmark uden arbejdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren vedtog en bøde på 2.300 kroner for at have arbejdet som prostitueret på gaden og ved at have opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren var blevet vurderet menneskehandlet, og at ansøgerens advokat havde anført, at ansøgeren hverken kunne straffes eller udvises for ulovligt arbejde i medfør af udlændingelovens § 26 a, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 26 a, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, såfremt hensynet til den offentlige orden tilsiger, at der sker udvisning, at ansøgeren i perioden fra 2009 til 2012 flere gange var blevet antruffet i miljøet omkring Istedgade i København, at ansøgeren tre gange var blevet anholdt for ulovligt arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke tidligere havde udnyttet de refleksionsperioder, hun var blevet tilbudt, idet hun selvstændigt i 2012 og i 2013 var rejst tilbage til Italien inden udløbet af refleksionsperioden for senere at indrejse i Danmark og tage ulovligt arbejde på ny. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Østre Landsrets kendelse, at betingelserne for frihedsberøvelse med henblik på udvisning af ansøgeren var opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke fandtes at være tilstrækkelige. Udlændingenævnet fandt desuden, at Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel ikke kunne føre til, at udrejsefristen ikke skulle fastsættes til straks, idet hensynet til den offentlige orden tilsagde det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren angav fortsat at være handlet af den samme person, uden at ansøgeren ved sin seneste indrejse i Danmark havde kontaktet de relevante myndigheder med henblik på at modtage de tilbud, som blev givet til personer, der var ofre for menneskehandel. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren skyldte penge til en kvindelig alfons, som havde truet ansøgerens moder på livet, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de oplyste trusler ikke sås at have en sådan karakter eller intensitet, at de kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt endelig, at Højesterets kendelse af 20. januar 2014 ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Højesterets kendelse ikke var sammenlignelig med ansøgerens sag, idet ansøgeren tre gange var blevet anholdt for ulovligt arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke tidligere havde udnyttet de refleksionsperioder, hun var blevet tilbudt. FAM/2015/22.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. februar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 04-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en egyptisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i august 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvilken senest blev forlænget i juli 2014 frem til juli 2017. Ansøgeren havde senest søgt om tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2013 og havde ikke i ansøgningsskemaet udfyldt erklæringen om beskæftigelse eller uddannelse og havde heller ikke indsendt dokumentation herfor. Ansøgeren havde imidlertid anført, at hun havde et handicap, som forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse og havde i den forbindelse indsendt lægelig dokumentation.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde oplyst om eller dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at ansøgeren i perioden fra januar 2008 til september 2014 havde modtaget SU, da ansøgeren ikke havde dokumenteret at have afsluttet en uddannelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. De forhold, at ansøgeren havde problemer med sin venstre skulder og havde smerter som følge heraf, at hun var tilknyttet en psykiatrisk klinik, og at ansøgerens yngste søn var i behandling for leukæmi, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse forhold ikke var af en sådan karakter og omfang, at ansøgeren ikke havde haft mulighed for og ikke fremadrettet havde mulighed for at opfylde beskæftigelses- og uddannelseskravet. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at ansøgeren havde modtaget SU siden januar 2008, og at hun aktuelt ifølge eIndkomst var i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke til sagen var oplyst om forhold, der forhindrede ansøgeren i at opfylde beskæftigelseskravet på et senere tidspunkt. FAM/2015/21.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til et ægtepar. Ansøgerne blev født i henholdsvis 1947 og 1953 og var begge statsborgere i Kosovo. I oktober 2007 indrejste begge ansøgere i Danmark, og i august 2008 blev begge ansøgere meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgernes opholdstilladelse blev senest forlænget med gyldighed til marts 2013. Den humanitære opholdstilladelse blev begrundet under henvisning til den kvindelige ansøgers helbredsmæssige forhold. I februar 2014 meddelte Justitsministeriet ansøgerne afslag på forlængelse af deres humanitære opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Afslaget var begrundet i blandt andet, at der ikke forelå humanitære hensyn af en sådan styrke, at det afgørende talte for at forlænge ansøgernes opholdstilladelse. Det blev oplyst til Justitsministeriet, at ansøgerne havde stærkt brug for deres herboende datter i mange situationer, at den kvindelige ansøger var medtaget af sin psykose, og at hun ikke kunne modtage medicinsk behandling i Kosovo, idet medicinen var for dyr. Det blev af den mandlige ansøger oplyst til Udlændingestyrelsen, at han havde gået på sprogskole i Danmark, at han ikke var under eller havde taget en uddannelse i Danmark, at han ikke var i arbejde, og at han modtog folkepension. Det blev af den kvindelige ansøger oplyst til Udlændingestyrelsen, at hun ikke gik eller havde gået i skole i Danmark, at hun ikke arbejdede i Danmark, at hun modtog kontanthjælp, at hun ikke talte dansk, og at hendes broder boede i Danmark. Det blev af ansøgerne endvidere oplyst, at de havde to børn, fire børnebørn og en svoger, som alle opholdt sig i Danmark, samt at de havde børn i Schweiz og i deres hjemland. Begge ansøgere oplyste i samme forbindelse, at de havde kontakt til deres familie i hjemlandet. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, krævede ganske særlige grunde.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerne først blev meddelt opholdstilladelse i 2008 og således alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka seks år frem til 2014. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerne ikke havde været under uddannelse eller i beskæftigelse og derved ikke havde opnået en ganske særlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at den mandlige ansøger havde haft problemer med sit hjerte, at han havde haft blodpropper, at han havde fedt i blodet, at han havde hudproblemer, at han resten af livet skulle modtage medicinsk behandling for sine hudproblemer, og at han havde symptomer, som kunne være en indikation på Parkinsons syge, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ikke kunne modtage medicinsk behandling for sine lidelser i hjemlandet, og at de helbredsmæssige forhold ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at den kvindelige ansøger led af PTSD, at hun var depressiv, at hun led af galdesten, at hun havde brug for behandling, og at det var anført, at medicin til behandlingen ikke kunne fremskaffes legalt og var dyrt i hjemlandet, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at Justitsministeriet i afgørelser af marts 2014 havde lagt til grund, at den kvindelige ansøgers medicin var tilgængelig i hjemlandet, og at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgerne passede den kvindelige ansøgers herboende broder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at den kvindelige ansøgers herboende broder havde mulighed for at blive passet på institution eller af sin herboende familie. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerne var katolikker, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og ansøgernes øvrige familie, der boede Danmark, at der på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af bestemmelsen. FAM/2015/33.
For så vidt angår sagsresumé vedrørende parrets voksne barn, der samtidig blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, se resumé FAM/2015/34.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Kosovo i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå ganske særlige grunde. Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2007 sammen med sine forældre, og han havde efter det oplyste gået i skole fra 8. til 10. klasse i Danmark og kunne derudover tale, læse og skrive dansk. Ansøgeren havde tidligere i perioderne fra marts 2009 til marts 2010, fra maj 2010 til marts 2011 og fra april 2011 til marts 2013 haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, meddelt på baggrund af hans moders forhold. Ansøgeren havde sine forældre, en onkel, to søstre, tre nevøer, en niece, to svogre, en dansk kæreste og en dansk svigerfamilie i Danmark. Ansøgeren havde derudover to søstre i Kosovo og havde kontakt til sin familie i hjemlandet. Ved klagen blev det anført, at baggrunden for, at ansøgeren havde et ustabilt forhold til arbejdsmarkedet, var, at han havde været udsat for en traumatisk oplevelse som syvårig, da han var blevet slået bevidstløs af en gruppe serbiske soldater. Derudover henvistes der til, at ansøgeren var katolik, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens tilknytning til det danske samfund, herunder hans arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige og øvrige tilknytning i Danmark, grundet tilknytningens begrænsede omfang og karakter ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i september 2007, at han blev meddelt opholdstilladelse i august 2008, at opholdstilladelsen senest udløb i marts 2013, og at ansøgeren havde haft afbrudte uddannelsesforløb, kortere beskæftigelsesforløb og havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren under sit ophold i Danmark ikke havde gjort en særlig indsats for at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde været udsat for en traumatisk oplevelse som syvårig, og at han derfor havde haft en ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark fra 8. til 10. klasse, at han havde en dansk kæreste, og at han havde været ansat som hegnsmontør i en måned i 2014, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke udgjorde ganske særlige forhold. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren og dennes kæreste ikke havde samme fremtidsmuligheder i Kosovo som i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren var katolik, og at det kunne medføre komplikationer at være katolik i Kosovo, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at meddele afslag på opholdstilladelse, da der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes øvrige familie, der boede i Danmark, at der på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse. FAM/2015/34.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en nigeriansk statsborger. Ansøgeren blev i august 2006 meddelt midlertidig opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem. I oktober 2007 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, og i september 2009 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af sit ægteskab med en udlænding, som havde opholdstilladelse efter greencardordningen gyldig indtil juli 2012. I oktober 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og i november 2013 blev ansøgeren ligeledes meddelt afslag på forlængelse af opholdstilladelse, da hendes ægtefælle fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen. Det blev ved ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1 i december 2013 anført, at ansøgeren var ved at blive skilt fra sin ægtefælle, at ansøgeren fra juli 2008 til februar 2013 havde været ansat i en kommune, at ansøgeren fra marts 2013 havde været ansat som SOSU-medhjælper i en anden kommune, at ansøgeren i januar 2013 gennemførte uddannelsen til social- og sundhedshjælper, og at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2 og Medborgerskabsprøven. Det blev ligeledes anført til støtte for ansøgningen, at afslaget på tidsubegrænset opholdstilladelse i oktober 2013 skyldtes Udlændingestyrelsens sagsbehandlingstid. I maj 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen i Udlændingenævnet anført, at ansøgeren havde været i Danmark uafbrudt i otte år, at ansøgeren havde gennemført uddannelsen som social- og sundhedshjælper, at ansøgeren havde været fuldtidsansat i fem år, og at ansøgeren var integreret i forenings- og kirkeliv. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren var gift, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i august 2014 udrejste af Danmark sammen.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at karakteren og længden af ansøgerens ophold fra august 2006 til august 2014, herunder i syv år med opholdstilladelse, ikke kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, samt at ansøgeren ikke havde en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for at give opholdstilladelse under henvisning hertil. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var færdiguddannet social- og sundhedshjælper, og at ansøgeren havde haft arbejde i to kommuner. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren kom til Danmark i en alder af 37 år, at ansøgerens ægtefælle efter det oplyste var vendt tilbage til sit hjemland, at parret var ved at blive skilt, og at ansøgeren således ikke havde herboende familie. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark fra august 2006 til august 2014, og at ansøgeren efter det oplyste havde indrettet sig på fremadrettet at skulle leve i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen og bemærkede i denne forbindelse, at ansøgerens opholdstilladelser havde været meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgeren således ikke berettiget havde fået forventning om at kunne opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at eventuelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2015/8.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Betingelserne for opholdstilladelse ikke længere til stede
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en statsborger fra Kosovos opholdstilladelse. Klageren blev i august 2013 som 26-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det fremgik af denne opholdstilladelse, at den var betinget af blandt andet, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, frem til klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Klageren og den herboende ægtefælle havde siden september 2013 modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Klageren nedkom i december 2013 med hendes og den herboende ægtefælles første fællesbarn. Klagerens herboende ægtefælle led af flere psykiske sygdomme, som han var i medicinsk behandling for. Under klagesagen kom klageren i deltidsarbejde, mens den herboende ægtefælle fortsat modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet anmodede under sagens behandling den lægefaglige database MedCOI om at oplyse, hvorvidt de medicinske præparater, som klagerens herboende ægtefælle anvendte, var tilgængelige i Kosovo. MedCOI oplyste at alle præparaterne var tilgængelige på nær ét medicinsk præparat, men at et andet tilsvarende medicinsk præparat til gengæld var tilgængeligt i Kosovo.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse var til stede, da den løbende betingelse om, at klageren og dennes ægtefælle ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil klageren meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke længere var opfyldt, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det forhold, at klagerens ægtefælle efter endt forløb med sygedagpenge overgik til kontanthjælp, idet han ikke kunne indstilles til førtidspension og led af flere psykiske sygdomme og modtog medicinsk behandling herfor, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt., løbende skal være opfyldt indtil meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvilket også fremgik af klagerens opholdstilladelse. Baggrunden for modtagelsen af kontanthjælp kunne ikke i sig selv føre til en fravigelse af denne betingelse. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at klagerens ægtefælle var psykisk syg, at klageren var på barselsorlov efter fødslen af klagerens og dennes ægtefælles fællesbarn, og at klagerens ægtefælle af et jobcenter var bevilliget et ressourceforløb, hvorunder klagerens ægtefælles kontanthjælpsydelse ville forblive på samme niveau som hidtil, med henblik på at afdække klagerens ægtefælles muligheder og evner fremadrettet i forhold til uddannelse og arbejde og med det umiddelbare mål at opnå fleksjob. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af databasen MedCOI, at de medicinske præparater, som klagerens ægtefælle anvendte til behandling af sine psykiske lidelser, var tilgængelige i Kosovo. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren var født og opvokset i Kosovo, at hun i en alder af 26½ år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at klagerens og dennes ægtefælles fællesbarn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det måtte anses for uproportionalt at henvise hendes ægtefælle og fællesbarnet til at udrejse til Kosovo for dér at udøve familielivet med klageren. FAM/2015/17.
MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet hjemviste i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en pakistansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen rettelig burde have truffet afgørelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 (krav om lovligt ophold i mindst fem år), forud for en afgørelse om, hvorvidt ansøgeren opfyldte de andre krav for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder danskprøve-kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet hjemviste derfor sagen til Udlændingestyrelsen, således at Udlændingestyrelsen kunne vurdere, hvorvidt ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet havde herved ikke taget stilling til dette forhold. FAM/2015/35.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej grundlag for at udsætte fristen for beståelse af danskprøve på A1-niveau
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 om ikke at udsætte fristen for beståelse af danskprøve A1 inden seks måneder regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2014 klageren, der er statsborger i Ukraine, opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen orienterede samtidig klageren om, at hun inden seks måneder skulle bestå danskprøve A1 – senest i november 2014. I juni 2014 anmodede klageren Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for klagerens beståelse af danskprøve A1 til seks måneder efter den 1. oktober 2014, hvor klageren forventede at være tilbage fra Ukraine, hvor klageren rejste til efter det oplyste for at redde sin ejendom. I juli 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag herpå, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt forhold, der kunne anses som lovligt forfald i forhold til beskrivelsen af danskprøven. I september 2014 anmodede klageren på ny om at få udsat fristen for at bestå danskprøve A1. Klageren oplyste endvidere i september 2014, at hun opholdt sig i Ukraine. I oktober 2014 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på udsættelse af fristen for beståelse af danskprøve A1, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren ikke havde lovligt forfald. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse klageren om, at såfremt en udlænding aflægger prøven inden fristen, men ikke består, forlænges fristen med tre måneder til at bestå en omprøve. Klageren havde under klagesagen henvist til den generelle situation i Ukraine på tidspunktet for sagens behandling.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen i oktober 2014 med rette traf afgørelse om at afslå at udsætte klagerens frist for at bestå prøve i dansk på A1-niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i maj 2014 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at klageren senest seks måneder fra datoen på brevet skulle bestå danskprøven, og at Udlændingestyrelsen allerede i juli 2014 afslog at udsætte fristen for at aflægge danskprøven. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til trods for Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2014 selv valgte at rejse til Ukraine, uagtet at klageren var bekendt med, at hendes danske opholdstilladelse var betinget af, at hun bestod prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest i november 2014. Det forhold, at klageren til støtte for sin klage til Udlændingenævnet havde anført, at det var klagerens opfattelse, at ekstraordinære transportproblemer, herunder en rejse fra Ukraine til Danmark, kunne medføre udsættelse af danskprøven, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det var Udlændingenævnets opfattelse, at der herved mentes ekstraordinære transportproblemer på selve den dag, hvor udlændingen skulle aflægge prøven og ikke forudgående. Udlændingenævnet bemærkede, at klageren havde haft mulighed for at kunne tilrettelægge afholdelsen af danskprøven allerede inden sin udrejse til Ukraine, hvis klageren havde ønsket dette, ligesom klageren vendte tilbage til Danmark inden fristens udløb i november 2014. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at danskprøven A1 afholdes løbende og normalt flere gange ugentligt, at tilmelding sker via internettet, og at prøven i alt varer én time. Det forhold, at klageren ønskede udsættelse af fristen for beståelse af danskprøven for at redde sin ejendom i Ukraine, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste allerede i maj 2014 fik oplysninger om, at der kunne være problemer i forhold til hendes ejendomsret over ejendommen i Ukraine, at det tidspunkt lå forud for, at klageren blev meddelt opholdstilladelse, og at klageren dernæst havde seks måneder til at bestå prøven, efter at opholdstilladelsen var blevet meddelt. Udlændingenævnet fandt således ikke grundlag for at forlænge den i loven fastsatte frist på seks måneder. FAM/2015/16.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en vietnamesisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i juni 2013 modtaget ydelser efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, således ikke var opfyldt, og at ansøgeren derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i juni 2013 havde modtaget enkeltstående ydelser efter lov om aktiv socialpolitik §§ 81 og 85, i alt 17.687 kr., til at betale depositum og en måneds husleje for en lejebolig. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ydelserne var tilbagebetalingspligtige, og at ansøgerens ægtefælle på klagetidspunktet havde tilbagebetalt størstedelen af ydelserne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det forhold, at et beløb udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven senere tilbagebetales, ikke kunne føre til dispensation fra bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, idet de udbetalte ydelser var ydet med henblik på forsørgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det udbetalte beløb lå væsentligt over det beløb (ca. 900 kr.), som i forarbejderne til bestemmelsen er angivet som eksempel på et beløb, der ligger under bagatelgrænsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at han i forbindelse med ansøgningen om og bevillingen af ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik ikke var blevet vejledt om konsekvenserne af at modtage ydelserne i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter egne oplysninger besluttede at indgå ægteskab i juli 2013, at ægteskabet blev indgået i december 2013, og at beslutningen om ægteskabet og indgåelsen heraf således fandt sted efter ansøgerens ægtefælles forløb med ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik, der blev udbetalt i juni 2013. Udlændingenævnet fandt herefter, at da der ikke i øvrigt forelå oplysninger om, at kommunen havde eller burde have haft kendskab til et forestående ægteskab mellem parret, kunne kommunen ikke antages at have haft konkret anledning til at vejlede ansøgerens ægtefælle om konsekvenserne af at modtage offentlig hjælp i relation til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle i april 2013 havde været i kontakt med en medarbejder hos kommunens vielseskontor om legalisering af dokumenter fra Vietnam, der på daværende tidspunkt skulle anvendes som dokumentation for en vielse i Danmark af parret, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle ikke i forbindelse med sin ansøgning om offentlige ydelser havde oplyst kommunen om planerne om at indgå ægteskab med en udlænding, og at der ikke i øvrigt i sagen forelå oplysninger om, at kommunen burde have været bekendt hermed. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens ægtefælle led af type 2-diabetes, at han – foruden ydelserne modtaget i juni 2013 efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik – ikke tidligere havde modtaget offentlige ydelser, at han på klagetidspunktet befandt sig i en god jobmæssig situation i Danmark, og at det efter hans opfattelse ville være næsten umuligt for ham at få arbejde i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise ham til at indrejse og tage ophold i Vietnam, hvor han og ansøgeren indgik ægteskab, og hvor han havde opholdt sig flere gange, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. FAM/2015/56.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet