Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 109 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ej ganske særlige grunde

Dato: 26-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en eritreisk familie på seks personer, der søgte om familiesammenføring med deres herboende datter henholdsvis søster i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Den herboende reference blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som kvoteflygtning i august 2013 som 11-årig. I maj 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgninger om familiesammenføring med den herboende reference fra ansøgerne, hvoraf det fremgik, at den herboende reference havde boet sammen med ansøgerne i Eritrea i perioden fra 2002 til 2006, hvor hun flygtede til Etiopien med sin moster, at hun i november 2013 indrejste i Danmark sammen med sin moster, at hun i Danmark boede hos sin moster, og at hun savnede ansøgerne, som hun var i kontakt med via blandt andet Skype. Det fremgik af et interviewreferat fra juni 2014 fra den danske ambassade i Etiopien, at referencens fader over for ambassaden havde oplyst, at han senest havde set sin herboende datter otte år tidligere i Eritrea. Til støtte for klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse blev det anført, at den herboende reference havde været meget gladere, siden hun etablerede elektronisk kontakt med ansøgerne. Det fremgik af den herboende references genbosætningssag, at referencen havde boet hos sin moster, siden hun var baby, idet referencens forældre ikke havde økonomi til at tage sig af endnu et barn, at den herboende reference og hendes moster, da den herboende reference var ca. fire år gammel, flygtede til Etiopien med mosterens familie, fordi de blev forfulgt af eritreiske soldater, at mosteren inden flugten oplyste referencens forældre herom, og at den herboende reference og hendes moster ikke herefter havde kontakt med ansøgerne. Det fremgik endvidere, at den herboende reference ikke kunne huske Eritrea eller sine forældre, da hun ikke havde set dem, siden hun var fire år gammel.

Udlændingenævnet fandt, at de foreliggende afgørelser om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtigelser, herunder at afgørelserne ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, og at der i sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde boet sammen med ansøgerne, siden hun var spæd, at hun omkring januar 2006 flygtede til Etiopien med sin moster, og at ansøgerne først i april 2014 havde forsøgt at genetablere kontakten med hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem den herboende reference og ansøgerne, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der var tale om en frivillig afbrydelse af familielivet, da forældrene overlod den herboende reference i mosterens varetægt som spæd, da mosteren orienterede referencens forældre forud for flugten om, at mosteren agtede at tage referencen med, og da referencens forældre accepterede dette. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende reference og ansøgerne til at udøve deres familieliv som hidtil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at referencen havde kontakt med sine forældre og søskende via blandt andet Skype, ikke på ovenstående baggrund kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention ikke efter Udlændingenævnets opfattelse giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgår af artikel 9, stk. 3, i FN’s Børnekonvention, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, medmindre dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Udlændingestyrelsens afgørelser ikke udgjorde en krænkelse af den herboende references rettigheder efter artikel 9, stk. 3, i FN’s Børnekonvention, idet hun fortsat kunne opretholde kontakten til ansøgerne via blandt andet Skype som hidtil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at referencen savnede ansøgerne, og at det gjorde hende ked af det, når hendes klassekammerater i skolen spurgte til hendes biologiske forældre, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerne var udrejst af Eritrea, idet referencens fader havde været udsat for fængsling og tortur, fordi han nægtede at sende referencens søskende i militæret, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at asylretlige forhold ikke kunne begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, hos ansøgerne, der kunne begrunde, at der kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne i ansøgningsskemaerne havde oplyst, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at referencens fader over for den danske ambassade i Etiopien havde oplyst, at han led af diabetes, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det hverken var dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ikke ville kunne modtage medicinsk behandling for diabetes i sit opholdsland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2015/32.
Udlændingenævnets afgørelser af 26. januar 2015 og 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag – Afslag på genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse

Dato: 26-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Chile og dennes to børn, født i henholdsvis 2002 og 2003, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2007 og blev i 2009 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og dennes danske ægtefælle blev skilt, og Udlændingestyrelsen nægtede i 2011 at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, hvorfor ansøgeren rejste tilbage til Chile. I maj 2012 indrejste ansøgeren på ny i Danmark. Ansøgeren medbragte ved denne indrejse sine to børn, der aldrig tidligere havde været i Danmark. I februar 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet ansøgeren ikke var asylansøger, hvorefter ansøgeren indgav en ansøgning om asyl, som Udlændingestyrelsen i august 2013 meddelte afslag på. Flygtningenævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afslag på asyl til ansøgeren og dennes børn og pålagde dem at udrejse senest 14 dage senere. Under asylsagen blev det oplyst, at børnenes fader havde udsat ansøgeren og børnene for vold, at han havde forfalsket papirerne, hvorved han blev tillagt forældremyndighed i 2005 over børnene, at ansøgeren i 2011 fik forældremyndigheden over børnene, og at hun var bange for at vende tilbage til Chile, da der verserede en sag mod hende, fordi hun var beskyldt for at have taget børnene ulovligt fra Chile, hvilket hun ikke mente, at hun havde gjort. Justitsministeriet meddelte i februar 2014 på ny ansøgeren og dennes børn afslag på humanitær opholdstilladelse. I juni 2014 afslog Justitsministeriet at genoptage sagen. Justitsministeriet lagde i sin afgørelse vægt på, at oplysningerne om ansøgeren og dennes børns psykiske helbredstilstand allerede indgik i grundlaget for Justitsministeriets afgørelse fra februar 2014. Justitsministeriet videresendte herefter sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen skulle tage stilling til, om ansøgeren og dennes børn kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Under sagen i Udlændingestyrelsen blev det oplyst, at børnene under deres opvækst havde boet i USA og Chile, at ansøgeren led af svær depression og flere gange havde været suicidal, og at børnenes fader havde begået voldelige og seksuelle overgreb mod det ene barn.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes børn ikke siden deres indrejse i Danmark i 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Der kunne endvidere ikke meddeles opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse her i landet, henset til karakteren og længden heraf. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens og dennes børns personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren og dennes børn skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at børnene måtte have opnået en tilknytning til Danmark i kraft af, at børnene havde gået i skole og havde opnået god kontakt til ansøgerens herboende danske kæreste og dennes forældre, kunne ansøgeren og børnene ikke meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da de alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden deres indrejse, da længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold, og da der efter bestemmelsen ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet fandt desuden, at det beroede på ansøgerens og børnenes fars forhold, at børnene havde boet i både Chile og USA, inden børnene kom til Danmark, og at ansøgeren efter det oplyste havde accepteret, at børnene boede hos deres far i en periode fra 2005 til 2011. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag havde varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder børnenes tilknytning til ansøgeren – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Det fandtes derfor ikke at stride mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og børnene til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren led af svær depression og tidligere havde været indlagt som følge af suicidalforsøg, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviste til, at Justitsministeriet i februar 2014 havde meddelt ansøgeren og dennes børn afslag på humanitær opholdstilladelse, og i juni 2014 havde afslået at genoptage sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, stk. 1, måtte anses som lex specialis i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere havde været asylansøger, kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var ansøgerens eget valg at rejse til Danmark med sine børn og flytte børnene væk fra deres hidtidige tilværelse i Chile. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter det oplyste havde forældremyndigheden over sine børn, og at ansøgeren måtte henvises til at søge de chilenske myndigheders hjælp i forbindelse med en eventuel forældremyndighedssag i Chile. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i lidt over to år i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forælder uanset forældremyndigheden som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forælders hjemland, eller om der måtte være uløste privatretlige forhold i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendigt for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt – henset til at børnene og ansøgeren kunne opholde sig sammen i deres hjemland – at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens børn ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at ansøgeren dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forælder. Udlændingenævnet afslog efterfølgende i maj 2015 at genoptage sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at ansøgerens yngste barn udviste tydelige stresssymptomer – herunder opkast, tankemylder, inkontinens, uro, social tilbagetrækning og søvnvanskeligheder – i forbindelse med afslaget på opholdstilladelse i Danmark, og at en psykolog havde vurderet, at barnet var i åbenbar risiko for at lide alvorlig skade i sin psykiske udvikling. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at familien var belastet af usikkerheden om deres fremtid og eventuelle tilbagevenden til ansøgerens tidligere ægtefælle, og at ansøgeren var desperat, fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle beskytte sine børn mod børnenes fader, som angiveligt skulle have krænket børnene seksuelt. Det indgik desuden i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for anmodningen om genoptagelse var anført, at ansøgeren havde en lang historie med psykiske lidelser, at hun formentlig var manisk og formentlig havde en bipolær lidelse, at hun havde boet i Danmark i otte år og havde haft arbejde, og at det ville være umuligt for hende at skabe trygge rammer for børnene i Chile. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det fremgik af udtalelser fra marts 2015 fra en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, at ansøgerens ældste barn led af en medført hjertesygdom (forstørret hjerte), at børnene var behandlingskrævende børn, der uden snarlig behandling havde stor risiko for at pådrage sig psykiske lidelser, herunder varige personlighedsforstyrrelser, og at børnene formentlig ikke ville modtage den fornødne behandling, hvis de hjemsendtes. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var tale om nye, væsentlige oplysninger, der kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at oplysningerne om børnenes psykiske helbred og familiens usikkerhed ved eventuel tilbagevenden til børnenes fader, som angiveligt skulle have krænket børnene seksuelt, allerede var indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der i Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015 blev lagt vægt på, at Justitsministeriet ved afgørelse fra februar 2014 havde meddelt ansøgeren og hendes to børn afslag på humanitær opholdstilladelse, og ved afgørelse af 3. juni 2014 havde meddelt afslag på genoptagelse af sagen herom, hvor psykiske helbredsmæssige forhold var indgået i grundlaget for Justitsministeriets vurdering, og at udlændingelovens § 9 b må anses som en særbestemmelse (lex specialis) i forhold til vurderingen af, om en udlænding, der tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at den chilenske konsul i en udtalelse fra februar 2015 havde tilkendegivet, at ansøgeren risikerede retsforfølgelse i Chile, idet børnenes fader kunne anlægge sag mod hende for at have taget børnene med til Danmark uden hans samtykke. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at unddrage sig strafforfølgelse eller en forældremyndighedssag. Udlændingenævnet konstaterede i den forbindelse, at børnebortførelse også er strafbart i Danmark. Det indgik i den forbindelse i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at konsulen havde vurderet, at der ved en tvangsudsendelse ikke i tilstrækkeligt omfang var taget hensyn til barnets tarv. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet udtalelsen havde karakter af et partsindlæg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land, uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, jf. også Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2015. Det forhold, at familiens situation var blevet forværret efter Udlændingenævnets afgørelse i januar 2015 på grund af udsigten til effektuering af udsendelsen, kunne endelig ikke føre til en ændret vurdering, idet der var tale om en efterfølgende omstændighed, som ikke forelå i januar 2015 ved Udlændingenævnets oprindelige afgørelse i sagen, og som derfor ikke kunne føre til genoptagelse af sagen. FAM/2015/98.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Hjemsendelse af nordisk statsborger

Dato: 26-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Island, der havde modtaget ydelser til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18 og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i november 2012 indrejst i Danmark sammen med sit mindreårige barn, idet klagerens daværende ægtefælle ønskede at arbejde i Danmark. I januar 2014 indberettede den kommune, hvori klageren boede, til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, at klageren havde modtaget ydelserne siden november 2012, og at kommunen formodede, at klageren ville have brug for vedvarende ydelser i mere end et halvt år.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette traf afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra november 2012 til Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2014 – det vil sige i mere end seks måneder – hvor kommunen ophørte med at udbetale ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik på grund af Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at klageren i perioden, hvor klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse, hvorfor ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik måtte antages at ville blive vedvarende. Det forhold, at klageren nu levede af sin opsparing og venners forsørgelse, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren fra november 2012 til juli 2014 modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor klagerens opholdsgrundlag bortfaldt, jf. udlændingelovens § 18, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, hvorfor det påhvilede klageren at udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det kunne føre til, at Udlændingenævnet ikke stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren kun havde boet lovligt i Danmark i cirka et år og syv måneder, og at hun således havde boet i Danmark i mindre end tre år, hvorfor en hjemsendelse af klageren ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, og Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke kunne anses for at være omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, herunder som EØS-borger, under klagerens hidtidige ophold i Danmark, henset til at klageren havde opholdt sig i Danmark siden november 2012, at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra november 2012 til juli 2014, og at klageren havde oplyst, at hun planlagde at være på arbejdsmarkedet inden for to år. Udlændingenævnet henviste desuden til, at klageren og klagerens datter på 11 år alene havde opholdt sig i Danmark i lidt over to år på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. FAM/2015/5.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse

Dato: 26-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at hun og hendes ægtefælle frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til ansøgeren ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller efter integrationsloven. I januar 2014 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin tidsbegrænsede opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen, og i den forbindelse oplyste klageren, at hun ikke modtog kontanthjælp, og at hun siden opholdstilladelsens meddelelse ikke havde modtaget kontanthjælp. Klagerens ægtefælle oplyste samtidig, at han heller ikke modtog eller havde modtaget kontanthjælp, siden ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen et skema til indberetning af udbetaling af offentlige ydelser til ægtefællesammenført eller referencen fra klagerens bopælskommune, hvoraf det fremgik, at klageren siden november 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik på knap 6.000 kr. om måneden, og at klageren forud for udbetaling af ydelsen var underrettet om de mulige konsekvenser heraf, herunder muligheden for inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse. Vedrørende klagerens ægtefælle fremgik det af eIndkomst, at han i perioderne fra februar 2014 til maj 2014, fra juli 2014 til august 2014 og fra oktober 2014 til december 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, og tilladelsen kunne derfor ikke forlænges. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klagerens bopælskommune over for Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren siden november 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at bopælskommunen havde oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden november 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren og dennes ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt processuelt ophold i februar 2010 i en alder af 24 år, at hun blev meddelt opholdstilladelse i juli 2010 på baggrund af sit ægteskab, og at hun således på afgørelsestidspunktet alene havde opholdt sig i Danmark i cirka fire år og seks måneder. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren efter det oplyste kunne tale, læse og skrive dansk, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, hvorfra hun var indrejst i Danmark som 24-årig, og hvor hendes søskende og forældre var bosat. FAM/2015/10.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve

Dato: 26-01-2015

Udlændingenævnet hjemviste i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en statsborger fra Bosnien ikke havde bestået danskprøve A2 rettidigt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 32, til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse alene havde konstateret, at den beståede danskprøve A2 ikke skete rettidigt i forhold til muligheden for at få nedsat den økonomiske sikkerhedsstillelse yderligere, men at der ikke var foretaget en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt der forelå lovligt forfald, jf. udlændingelovens § 9, stk. 32, 4. pkt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle i sin klage havde oplyst, at han troede, at Udlændingestyrelsen ville informere ham konkret om tidspunktet for beståelse af danskprøve A2, og at der var en 15 måneders frist fra beståelsen af danskprøve A1. Udlændingenævnet fandt det på den baggrund rettest, at Udlændingestyrelsen som 1. instans skulle vurdere, om den anførte misforståelse omkring fristen for rettidig beståelse af danskprøve A2 kunne anses som lovligt forfald. FAM/2015/3.
Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2015 – Au Pair – Livsforløb

Dato: 22-01-2015

Udlændingenævnet omgjorde i januar 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark meddelt til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde i 2008 gennemført en Bachelor of Science in Nursing i sit hjemland og havde herefter været ufaglært beskæftiget i tre år og ni måneder indenfor områder, der ikke var relevante for hendes uddannelse. Ansøgeren havde haft ét års au pair-ophold i Tyskland fra september 2013 til september 2014.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som au pair i medfør af udlændingelovens § 9 j, stk. 1, under henvisning til, at det ønskede au pair-ophold ikke sås at have en naturlig sammenhæng med ansøgerens hidtidige livsforløb. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgeren efter endt uddannelse alene havde været beskæftiget med ufaglært arbejde i tre år og ni måneder og derefter kun havde haft ét au pair-ophold i Tyskland af ét års varighed. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ville kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af et au pair-ophold i Danmark. ERH/2015/2.
Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Selvforsørgelse

Dato: 22-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en indisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 2. pkt., jf. stk. 2, nr. 1. I maj 2010 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse efter greencardordningen, som blev inddraget af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i september 2012. Inddragelsen blev stadfæstet af Udlændingenævnet i oktober 2013, da ansøgeren erkendte at have modtaget ydelser fra det offentlige i 11 måneder. I august 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdstilladelse efter greencardordningen. Ansøgningen var vedlagt et kontoudtog fra State Bank of India fra august 2014 tilhørende ansøgeren og to andre personer med et indestående svarende til cirka 86.000 danske kroner. I oktober 2014 meddelte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen under henvisning til, at ansøgeren ikke havde godtgjort, at han kunne forsørge sig selv gennem egne midler det første år af opholdet her i landet, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 2. pkt., jf. stk. 2, nr. 1. I samme måned klagede ansøgeren til Udlændingenævnet. I klagen var der vedhæftet kontoudtog fra en bankkonto tilhørende ansøgeren med et indestående svarende til ca. 85.000 danske kroner. Ansøgeren oplyste overfor Udlændingenævnet, at det tidligere fremsendte kontoudtog var fra en familie-konto, at ansøgeren nu fremsendte dokumentation for indestående på ansøgerens egen private konto i ICICI Bank, og at ansøgeren havde forsøgt at få lov til at tilbagebetale den udbetalte kontanthjælp, men at han af Københavns Kommune var blevet oplyst om, at det ikke var muligt. Efterfølgende sendte ansøgeren dokumentation for et ansættelsesforhold i Indien, hvor han tjente cirka 900 danske kroner om måneden. Ansættelsesforholdet startede medio september 2014.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde godtgjort at kunne forsørge sig selv gennem egne midler det første år af opholdet i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren under sit seneste ophold i Danmark modtog ydelser fra det offentlige i sammenlagt 11 måneder, hvorfor hans tidligere opholdstilladelse i Danmark blev inddraget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på ansøgerens beskæftigelsessituation, herunder at han havde oplyst at have haft ”home based work” inden for geografiske informationssystemer, at ansøgeren kun havde været ansat siden september 2014 i sin nuværende stilling, og at ansøgeren efter det oplyste kun tjente cirka 900 danske kroner om måneden. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke ved først at have fremsendt et kontoudtog fra State Bank of India fra august 2014 tilhørende ham selv og to andre personer med et indestående svarende til cirka 86.000 danske kroner og derefter at have fremsendt et kontoudtog fra september 2014 fra en bankkonto tilhørende ham selv med et indestående på ca. 85.000 danske kroner under henvisning til sine indtægtsforhold havde godtgjort, at hans forsørgelse var sikret gennem egne midler i det første år af opholdet i Danmark. Udlændingenævnet fandt det således ikke troværdigt, at ansøgeren reelt rådede over et indestående svarende til det krævede mindstebeløb. ERH/2015/14.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 21-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en nigeriansk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Klageren blev i marts 2013 meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. Afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet i maj 2013, hvorefter det blev pålagt klageren at udrejse af landet 15 dage efter afgørelsesdatoen. I januar 2014 mødte klageren hos Rigspolitiet som tilsagt og oplyste, at han ikke ville medvirke til udsendelsen, da han ikke stolede på, at han ville kunne få en tidligere behandlingsdato end i marts 2014, idet han skulle behandles for øjenproblemer. Klageren blev samtidig vejledt om konsekvensen af manglende udrejse. Af øjenrapport fra Roskilde Sygehus’ øjenafdeling fra januar 2014 fremgik det, at en hurtig behandling af klagerens øjne var nødvendig, idet han var i udsendelsesposition, og at han havde fået en tid i marts 2014 på øjenafdelingen. Klageren blev ved afgørelse fra august 2014 af Udlændinge¬styrelsen udvist med indrejseforbud i to år. Afgørelsen blev påklaget i oktober 2014. Det fremgik af klagen, at klageren som følge af et slag mod sit højre øje halvandet år tilbage havde mistet synet på øjet, og at han led af grøn stær. I november 2014 udtalte Udlændingestyrelsen, at klagerens helbredsmæssige problem med sit ene øje ikke havde en sådan alvorlig karakter, at han som følge heraf ikke havde kunnet udrejse i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i august 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved Flygtningenævnets afgørelse i maj 2013 blev pålagt at udrejse af Danmark, efter at han var blevet meddelt endeligt afslag på asyl, og at han i august 2014 ikke sås at være udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det forhold, at klageren havde mistet synet på sit højre øje og led af grøn stær, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens udtalelse fra november 2014, at klagerens helbredsmæssige problem ikke havde en sådan alvorlig karakter, at han som følge heraf ikke havde kunnet udrejse i overensstemmelse med udrejsefristen. FAM/2015/64.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Vold – Børn

Dato: 21-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en kenyansk statsborger og dennes to børn, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i januar 2013. Opholdstilladelsen var betinget af, at klageren boede sammen med sin ægtefælle. Klagerens to børn fik i juli 2013 opholdstilladelse under henvisning til klageren. Børnenes opholdstilladelse var betinget af, at klageren var fastboende i Danmark. Børnene indrejste i Danmark i august 2013. I maj 2014 oplyste klagerens ægtefælle, at han havde søgt om separation fra klageren. Ved udateret notat fra Udlændingestyrelsen fremgik det, at ægtefællen havde oplyst, at han ikke længere boede på samme adresse som klageren. Klageren fremsendte efterfølgende til Udlændingestyrelsen et brev, hvorved der var vedlagt et brev fra et krisecenter for kvinder, hvoraf det fremgik, at ægtefællen havde været psykisk voldsom overfor klageren og hendes børn, og at han én gang havde været fysisk voldelig overfor hende. Af skema modtaget i Udlændingestyrelsen i juli 2014 fremgik det, at ægtefællen flyttede fra den fælles bopæl i juni 2014, og at samlivsophøret skyldtes, at klageren og hendes børn ikke ville fraflytte bopælen, og at klageren var bange for sin ægtefælle. I oktober 2014 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens og hendes børns opholdstilladelser. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet i samme måned, og ægteparret blev skilt i december 2014.

Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at klageren ikke samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at parret i december 2014 blev skilt. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i januar 2013 på baggrund af hendes ægteskab i en alder af 35 år, og at hun alene havde opholdt sig i Danmark i under to år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 2, at hun var i gang med en SOSU-uddannelse, at hun hjalp ældre på et plejehjem og sang i et kirkekor. Udlændingenævnet fandt, at der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt således, at klageren måtte antages at have en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, og hvorfra hun var indrejst til Danmark som 35-årig. Det forhold, at klageren havde to børn i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at det først er efter seks til syv års ophold i Danmark, at et barn kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelserne for at opnå opholdstilladelse er opfyldt. Det af klageren anførte om, at hun var bange for sin ægtefælle, kunne ikke i sig selv føre til, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet bemærkede, at samlivsophøret skyldtes, at klagerens ægtefælle valgte at fraflytte parrets fælles bopæl og søge om separation og skilsmisse. Uanset om det måtte lægges til grund, at klageren havde været udsat for vold af sin ægtefælle, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering henset til det oplyste om årsagen til samlivsophævelsen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til lovbemærkningerne til udlændingelovens § 19, stk. 7, hvoraf det fremgår, at en udlænding selv skal godtgøre, at voldsudøvelsen har været den reelle årsag til, at udlændingen ikke længere kan samleve med sin ægtefælle. Det forhold, at klagerens datter havde henvendt sig til politiet i juni 2014, og at politiet blev tilkaldt i juli 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ægtefællen allerede havde ophævet samlivet på daværende tidspunkt. Udlændingenævnet fandt herudover, at klagerens børns opholdstilladelser kunne nægtes forlænget, idet Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at klageren var fastboende i Danmark, da hendes opholdstilladelse samtidig blev nægtet forlænget. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke forelå sådanne personlige eller helbredsmæssige forhold, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klagerens børn. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at datteren og sønnen havde deltaget i værkstedskursus i henholdsvis september 2014 og november 2014 og gik i dansk skole. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, og lagde til grund, at børnene grundet deres kortvarige ophold i Danmark ikke kunne antages at have opnået en særlig tilknytning til Danmark, men havde bevaret en særlig tilknytning til deres hjemland Kenya, hvorfra børnene indrejste i Danmark som henholdsvis 15- og 13-årig. FAM/2015/7.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1

Dato: 21-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren blev i forbindelse med sin fødsel i Danmark meddelt opholdstilladelse. Ansøgeren havde i forbindelse med ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst, at han havde bestået Prøve i Dansk 1, og at han ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Vedlagt ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse var ansøgerens afgangsbevis og evalueringsprøvebevis for specialundervisning på 9. klassetrin. Ansøgeren havde endvidere anført, at han var født albino og havde problemer med sine øjne.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation for, at han havde gennemført specialundervisning på 9. klassetrin, at han i faget dansk læste rimeligt og fik et tilfredsstillende udbytte ud af sin læsning, og at han havde fremlagt dokumentation for, at han havde aflagt danskprøve i henholdsvis retstavning og læsning samt prøve i mundtlig dansk, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at for at anse folkeskolens afgangsprøve som værende på tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 1 var det en betingelse, at denne var gennemført med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i danskdisciplinerne bortset fra orden. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Undervisningsministeriet, Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, havde vurderet, at ansøgerens evalueringsprøve og Prøve i Dansk 1 er meget forskellige, at visse dele af evalueringsprøven og Prøve i Dansk 1 niveaumæssigt kunne sammenlignes, samt at ministeriet forsigtigt ville mene, at ansøgeren på baggrund af sin evalueringsprøve ville kunne bestå Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at de danskprøver, som ansøgeren havde aflagt i forbindelse med folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse, ikke var aflagt på ordinære vilkår, og ikke var vurderet efter 13-skalaen eller 7-trins-skalaen, samt at ansøgeren ikke havde forsøgt at tage Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige forhold, at der var mulighed for at give tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han led af indlæringsvanskeligheder, og at ansøgeren ikke havde oplyst om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at han på baggrund heraf kunne anses for at være afskåret fra på et senere tidspunkt at kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet fandt det således ikke uproportionalt at stille betingelsen om at bestå Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. FAM/2015/20.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen