Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej særlige grunde for dispensation
Dato: 21-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra kravet om bestået danskprøve på A1-niveau senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, til en statsborger fra Filippinerne. Ansøgeren blev i februar 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. I juni 2013 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at ansøgeren bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse om, hvorledes ansøgeren kunne tilmelde sig prøven. I september 2014 oplyste ansøgerens herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke havde aflagt en prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau, idet ansøgerens ægtefælle havde misforstået reglerne om aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afslå at suspendere fristen for aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at ansøgeren senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen skulle bestå en danskprøve på A1-niveau eller på et højere niveau, samt at det var ansøgerens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at ansøgeren kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven. Udlændingenævnet fandt ikke, at den angivne forkerte vejledning, som ansøgerens ægtefælle skulle have fået fra en sagsbehandler i sin kommune, kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kravet om danskprøven stod udtrykkeligt i opholdstilladelsen, og at det ud fra det oplyste både havde stået ansøgerens ægtefælle og hans sagsbehandler i kommunen klart, at ansøgerens ægtefælles kommune ikke var rette myndighed til at vurdere, om ansøgeren var fritaget for danskprøve under henvisning til ansøgerens tidligere au pair ophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke var nærmere redegjort for, hvornår ansøgerens ægtefælle og ansøgeren havde haft en samtale med en sagsbehandler i kommunen, og at ansøgerens ægtefælle uanset tidspunktet herfor havde haft mulighed for at kontakte Udlændingestyrelsen for at få af- eller bekræftet de opstillede betingelser i den meddelte opholdstilladelse fra juni 2013, ligesom ansøgerens ægtefælle først selv reagerede på kravet om danskprøve over for Udlændingestyrelsen i september 2014. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændingenævnet ikke havde vurderet, om der var grundlag for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, på grund af manglende bestået danskprøve inden for den fastsatte frist, idet Udlændingestyrelsen som 1. instans skulle vurdere dette spørgsmål. FAM/2015/4.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. januar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 19-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en marokkansk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren havde indsendt dokumentation for at have været under uddannelse i et år og syv måneder som social- og sundhedshjælper. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde arbejdet fra februar 2013 til december 2014, idet han var ansat som social- og sundhedshjælper på to plejehjem, hvor han havde et timetal på mellem 12 og 276 timer om måneden. På tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var ansøgeren under uddannelse som social- og sundhedsassistent.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, idet det alene var dokumenteret, at ansøgeren havde arbejdet fuldtid i seks måneder. Ansøgeren havde arbejdet deltid i 11 måneder, som svarede til godt seks måneders ordinær fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet henviste til, at ansættelse med over 30 timer per uge anses som ordinær beskæftigelse, mens en ugentlig ansættelse med 15-30 timer anses som deltidsbeskæftigelse, som omregnes til ordinær fuldtidsbeskæftigelse med 3/5. Det bemærkedes, at ansøgerens arbejde på de to plejehjem under hans endnu ikke afsluttede social- og sundhedsassistent uddannelse indgik i denne beregning. Udlændingenævnet oplyste samtidig, at deltidsarbejde udført under en afsluttet uddannelse ikke kan indgå ved beregningen af, hvorvidt udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8 er opfyldt, da det alene er afsluttede uddannelser, der indgår i beregningen af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens beskæftigelse, hvor han arbejdede mindre end 15 timer ugentligt ikke kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, kunne anses for opfyldt, idet det alene er beskæftigelse med mindst 15 timer ugentligt, der kan indgå i denne beregning. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren samlet set havde været under uddannelse i et år og syv måneder, idet hans samlede danskuddannelser ikke indgik i beregningen af, hvorvidt han havde været under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år, da alene gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser, videregående uddannelser eller lignende kan indgå i beregningen. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgeren havde haft deltidsbeskæftigelse samtidig med sine studier (social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent), og at ansøgeren derfor samlet set havde været under uddannelse og fuldtidsbeskæftiget i godt to år og syv måneder. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke havde været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i tre år inden for de sidste fem år, og at ansøgeren således ikke på afgørelsestidspunktet opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. FAM/2015/13.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. januar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed – Støtte til handicappet barn
Dato: 19-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en libanesisk statsborger, da ansøgeren ikke opfyldte kravet om at være under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren drev selvstændig erhvervsvirksomhed fra april 2011 til september 2013. Ansøgeren havde desuden en datter, der var forsinket i sin motoriske udvikling, led af krampeanfald, og gentagne gange var blevet undersøgt og havde været indlagt på hospitalet, og ansøgeren var selv diagnosticeret med PTSD. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget sygedagpenge i perioden fra juni 2014 til november 2014. Om ansøgerens datters forhold var det endvidere oplyst, at hun var omfattet af målgruppen i servicelovens § 41, at hun var indskrevet på et særligt dagtilbud for børn med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, jf. servicelovens § 32, men at hun ikke var tilknyttet de særlige tilbud, da ansøgeren og dennes ægtefælle ønskede at passe deres datter i hjemmet. Bopælskommunen havde oplyst, at ansøgeren på baggrund af datterens forhold ville kunne have søgt om kompensation efter servicelovens § 42, dog ikke i omfanget af 30 timer om ugen, da der var stillet et relevant pasningstilbud til rådighed. Derudover oplyste kommenen, at hvis kommunen havde modtaget en ansøgning om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, ville ansøgeren med al sandsynlighed kunne have fået bevilliget støtte efter servicelovens § 42 i mindre omfang for at kompensere for børnehavens korte åbningstider. Kommunen vurderede dog, at støtten ikke ville kunne være i omfanget af 30 timer ugentligt, da der var stillet et relevant pasningstilbud til rådighed.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation herfor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at hun siden april 2011 havde arbejdet fuldtid i sin selvstændige erhvervsvirksomhed og senere havde stiftet et nyt selskab sammen med sin ægtefælle, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke kunne anses for i tilstrækkelig grad at have dokumenteret omfanget og karakteren af sit arbejde i virksomheden. Udlændingenævnet fandt desuden, at den indsendte dokumentation i form af registreringsbevis fra SKAT, hvoraf det fremgik, at ansøgerens virksomhed startede i april 2011, urevideret regnskab for regnskabsåret 2012, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft rene salg inklusiv eget forbrug for ca. 300.000 kr., en kopi af registreringsbevis fra SKAT, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i oktober 2013 startede en ny virksomhed sammen med sin ægtefælle, samt en udskrift fra Det Centrale Virksomhedsregister, hvoraf det fremgik, at den første virksomhed ophørte i september 2013, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hendes beskæftigelse i virksomheden kunne sidestilles med ordinært lønarbejde. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerens datter led af massive funktionsnedsættelser, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde oplyst, at datteren var omfattet af målgruppen i servicelovens § 41, at hun var indskrevet på et særligt dagtilbud for børn med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, men at hun ikke var tilknyttet de særlige tilbud, da ansøgeren og dennes ægtefælle ønskede at passe hende i hjemmet. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at bopælskommunen havde oplyst, at ansøgeren ville være berettiget til støtte efter servicelovens § 42, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren ville kunne have fået hjælp i et sådant omfang, at det ville kunne sidestilles med ordinært deltidsarbejde eller ordinært fuldtidsarbejde. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgeren og dennes ægtefælle i maj 2013 tog deres datter ud af børnehaven for at passe hende i hjemmet på grund af mistanke om overgreb, ikke kunne føre til en ændret vurdering af samme grunde. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst at lide af angst og PTSD, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/31.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. januar 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold
Dato: 19-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, til en egyptisk statsborger. Ansøgeren indgav i marts 2013 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, hvorved der var vedlagt kopi af en ansættelseskontrakt mellem ansøgeren og en international organisation fra august 2013 til april 2014. Udlændingestyrelsen meddelte afslag i februar 2014. Til støtte for klagen blev det anført, at der ikke var direkte lovhjemmel til at stille krav om, at en ansøger skulle have ophold i Danmark på tidspunktet for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, og at ansøgeren havde beholdt sin folkeregisteradresse i Danmark. I september 2014 udtalte Udlændingestyrelsen overfor Udlændingenævnet, at det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, at en ansøger skal have afsluttet et eventuelt udlandsophold, inden det kan regnes med ved beregningen af ansøgerens lovlige ophold i Danmark. I september 2014 blev det af ansøgerens partsrepræsentant oplyst, at ansøgeren befandt sig i Egypten, og at ansøgeren i september 2014 var ansat på en ni måneders kontrakt i en menneskerettighedsorganisation. Denne ansættelse forventedes afsluttet i marts 2015.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, da han ikke på afgørelsestidspunktet havde ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren efter det oplyste var bosat i Egypten, hvor han skulle opholde sig indtil marts 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der efter udlændingelovens § 11, stk. 3, kun kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis der ikke er grundlag for at inddrage en opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse aktuelt var bevaret under forudsætning af, at han indrejste til Danmark inden juli 2015, hvorfor det først på tidspunktet for ansøgerens indrejse og fornyede bosætning i Danmark endeligt vil kunne fastlægges, at hans opholdstilladelse ikke er bortfaldet uanset det igangværende udlandsophold. Ansøgeren kunne således ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, idet forudsætningen for, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages, var, at han indrejste til Danmark igen inden juli 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det måtte følge af en sproglig fortolkning af udlændingelovens § 11, stk. 3, jf. § 11, stk. 4 og stk. 5, at udlandsophold først indgår i beregningen af opholdets længde og i beskæftigelseskravet, når ansøgeren er vendt endeligt tilbage til Danmark, idet det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 4 og stk. 5, at ansøgeren ”har haft” ophold i udlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt efter Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention. Udlændingenævnt lagde herved vægt på, at ansøgeren efter egne oplysninger ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/6.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 19-01-2015Udlændingenævnet hjemviste i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9. Udlændingestyrelsen meddelte afslag under henvisning til, at det afgørende formål med ansøgeren og den herboendes ægtefælles ægteskab var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema og den herboende ægtefælles oplysningsskema, at ansøgeren var født i maj 1992 og dermed var 22 år. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder hvorvidt de grundlæggende betingelser for at meddele opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingenævnet ikke herved havde taget stilling til, om det afgørende formål med ægteskabets indgåelse mellem parret var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2015/58.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse
Dato: 15-01-2015Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Kosovo. Den herboende ægtefælle blev i 2009 bevilget fleksjob efter at have modtaget ledighedsydelse grundet varig funktionsnedsættelse, hvorefter den herboende ægtefælle i en periode fra 2010 til 2012 igen modtog ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, inden ægtefællen på ny påbegyndte et fleksjob.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/2.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage
Dato: 07-01-2015Udlændingenævnet afviste i januar 2015 at behandle en klage fra en ansøger fra Indien. I marts 2014 indgav ansøgeren via Den Danske Ambassade i Indien en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Af ansøgningsskemaet fremgik ansøgerens postadresse, e-mailadresse og telefonnummer. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet, at såfremt der skulle ske ændringer i ansøgerens kontaktoplysninger, skulle han rette henvendelse til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Ansøgeren havde efterfølgende ikke rettet henvendelse til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vedrørende sine kontaktoplysninger. I juli 2014 traf Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering en afgørelse i den pågældende sag, som styrelsen videresendte til Den Danske Ambassade i Indien med anmodning om at informere ansøgeren om afgørelsen. I december 2014 modtog Udlændingenævnet en klage fra ansøgeren, hvoraf det fremgik, at han modtog Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse i juli 2014 via e-mail fra Den Danske Ambassade i Indien, men at han ikke tjekkede denne e-mail konto før i november 2014, da han forventede at modtage afgørelsen med almindelig post, idet den tidligere korrespondance mellem Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og ansøgeren var sket med almindelig post.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens klage var indgivet efter klagefristens udløb, hvorfor Udlændingenævnet afviste klagen, som ikke blev behandlet i Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i juli 2014 meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at Udlændingenævnet først i december 2014 modtog hans klage. Det af ansøgeren anførte om, at han ikke tjekkede sin e-mail konto før i november 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ved udfyldelsen af ansøgningsskemaet havde anført sin postadresse og e-mailadresse samt sit telefonnummer, og at han derfor måtte forvente, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ville kontakte ham via disse oplysninger. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke tidligere havde kommunikeret med Den Danske Ambassade i Indien via e-mail, da han ved ansøgningen indgivet til ambassaden havde anført både sin postadresse og e-mailadresse. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder i sagen, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. ERH/2015/1.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 16-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia efter udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet han i januar 2012 afsluttede sin uddannelse og anmodede kommunen om kontanthjælp (forsørgelse). Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført, at han efterfølgende havde tilbagebetalt pengene, at kommunen ikke havde vejledt ham om konsekvenserne ved modtagelse af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i forhold til senere ansøgninger om ægtefællesammenføring, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle var blevet forældre til to børn henholdsvis i april 2011 og januar 2013.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af en udtalelse fra bopælskommunen, at den herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i februar 2012, at ydelserne havde været udbetalt til underhold, at den herboende ægtefælle var uden forsørgerpligt, og at han boede sammen med sin bror. Den herboende ægtefælle sås ikke at have oplyst overfor kommunen, at han havde planer om at søge familiesammenføring, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at bopælskommunen ikke havde overtrådt sin vejledningspligt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle efterfølgende havde tilbagebetalt pengene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at fællesbørnene på grund af deres alder og den omstændighed, at børnene kun havde opholdt sig i Danmark siden februar 2014, ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn – uanset at de har opholdstilladelse i Danmark – efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en dansk institution eller skole. FAM/2014/241.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 15-12-2014Udlændingenævnet hjemviste i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse vedrørende en cubansk statsborger under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller at være under uddannelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingestyrelsen meddelte i august 2014 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte betingelsen om at være lønmodtager i en uopsagt tidsubegrænset stilling, da hun var ansat som sosu-hjælper i en tidsbegrænset stilling.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens ansættelse som social- og sundhedshjælper blev forlænget til og med august 2015, hvorfor Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen på ny kunne tage stilling til, om hun opfyldte betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/189.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse
Dato: 15-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3. nr. 9, til en indonesisk statsborger, der i juni 2005 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning efter udlændingelovens § 8.
Udlændingenævnet fandt, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse opfyldte betingelsen om aktuelt at være i beskæftigelse. Ansøgeren havde til Udlændingenævnet fremsendt lønsedler, hvoraf det fremgik af den seneste, at han havde fået løn fra et vikarbureau, hvor han fortsat var ansat, i første halvdel af juni 2014. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at alene vikaransættelse, der har karakter af fastansættelse, kan føre til en dispensation fra kravet om aktuelt at være tilknyttet arbejdsmarkedet, og at ansøgerens vikaransættelse ikke var af en sådan karakter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af det elektroniske indkomstregister eIndkomst fremgik, at ansøgeren senest i november 2014 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet tog ved afgørelsen endvidere stilling til, at ansøgeren var meddelt opholdstilladelse som flygtning i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 1, og at der derfor var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse på lempeligere vilkår end normalt, såfremt ansøgeren havde udvist vilje til integration i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet havde haft opholdstilladelse som flygtning i Danmark i mere end ni år, at ansøgeren havde deltaget i diverse AMU-kurser, og at ansøgeren periodevis havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, ikke kunne føre til, at ansøgeren kunne anses for at have udvist en sådan vilje til integration, at ansøgeren ikke skulle opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse kunne meddeles. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 15 (Lovforslag nr. L 180 fremsat den 26. april 2012, side 14), at baggrunden for, at en ansøger ikke har kunnet opfylde betingelserne nævnt i bestemmelsen, skal have sammenhæng med den pågældendes flygtningestatus. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at baggrunden for, at ansøgeren ikke var fast tilknyttet til arbejdsmarkedet eller var under uddannelse havde sammenhæng med ansøgerens flygtningestatus. FAM/2014/237.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet