Praksis

Børnesammenføring

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 6 af 8

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – DNA

Dato: 15-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til en statsborger fra Somalia under henvisning til hendes herboende moder. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med behandlingen af sagen anmodet ansøgeren og ansøgerens søster, der samtidig søgte om familiesammenføring, om at medvirke til DNA undersøgelse ved Den Danske Ambassade i Etiopien. Ansøgeren oplyste i februar 2014 Den Danske Ambassade i Etiopien om, at hun ikke ønskede at få foretaget en DNA test. Ansøgerens søster fik samme dag foretaget DNA test.

Udlændingenævnet fandt, at det angivne familieforhold mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anses for godtgjort, hvorefter det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var barn af den herboende reference. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydelig vægt, at ansøgeren ikke havde medvirket til DNA test. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det af den herboende reference anførte om, at ansøgeren grundet sin alder kunne tjene penge og dermed bidrage til familiens økonomi, hvorfor den herboende references familie i Somalia havde overtalt ansøgeren til ikke at afgive mundskrab til brug for DNA testen, samt at ansøgerens søster var yngre, hvorfor familien i Somalia ikke havde protesteret imod hendes aflæggelse af DNA test, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det påhviler en udlænding, som søger om opholdstilladelse i Danmark at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse kan gives, jf. udlændingelovens § 40. Det forhold, at den herboende reference havde indsendt en fødselsattest for ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at angivelig dokumentation fra Somalia ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med en dermed manglende legitimitet til udøvelse af myndighed. FAM/2015/109.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2014 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Den herboende forælder ej opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold

Dato: 13-10-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til et barn fra Ukraine født i 2002, idet barnets herboende moder ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, da hendes opholdstilladelse i Danmark var meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren levede sammen med sin fader i Ukraine, at faderen havde givet sit samtykke til, at ansøgeren skulle leve sammen med sin moder i Danmark, og at den herboende moder, som havde opholdstilladelse i Danmark som praktikant, i august 2014 indgik ægteskab med sin herboende arbejdsgiver.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende moder havde en midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1, som var meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet kunne på den baggrund ikke lægge til grund, at den herboende moder opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det forhold, at den herboende moder i august 2014 havde indgået ægteskab med sin herboende arbejdsgiver, kunne ikke føre til en anden vurdering. FAM/2014/192.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. oktober 2014 – Børnesammenføring – Barnets tarv

Dato: 06-10-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et mindreårigt barn født i juli 2012, som var statsborger i Irak, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18. Barnet boede i Irak med sin moder og havde aldrig været i Danmark. Barnets herboende fader, med hvem barnet aldrig havde boet, og som alene havde besøgt barnet to gange i hjemlandet, var diagnosticeret med skizofreni.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, idet det åbenbart ville stride mod barnets tarv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende faders bopælskommune havde udtalt, at en familiesammenføring med den herboende fader åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, da der under ansøgerens ophold her i landet kunne forudses alvorlige sociale problemer for ansøgeren under henvisning til den herboende faders helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at han alene havde besøgt barnet to gange, at ansøgeren havde boet med sin moder, og at der intet var til hinder for, at ansøgeren kunne fortsætte at bo hos sin moder. FAM/2014/180.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2014 – Børnesammenføring – Barnets tarv

Dato: 15-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et mindreårigt barn født i 2008, som var statsborger i Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, idet det åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende faders bopælskommune havde udtalt, at en familiesammenføring med den herboende fader åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, da den herboende fader havde svært ved at tage vare på sig selv, og da kommunen havde vurderet, at han ikke kunne tage vare på et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at han alene havde besøgt ansøgeren to gange, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens farmor var taget til Somalia for at passe ansøgeren. Det forhold, at Udlændingestyrelsen havde udtalt, at Udlændingestyrelsen under henvisning til dommen Sufi og Elmi mod UK (appl.nos. 8319/07 og 11449/07) ikke kunne udelukke, at den herboende fader ved en tilbagevenden til Somalia ville risikere asylrelevant forfølgelse, fandt Udlændingenævnet under henvisning til barnets tarv ikke kunne føre til et andet resultat, da den herboende fader ikke efter det oplyste kunne tage vare på et barn. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til artikel 3, stk. 1, i FN’s Børnekonvention, hvoraf det fremgår, at barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal være i første række, og til artikel 9, stk. 3, hvoraf det fremgår, at deltagestaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, og at denne artikel ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt derfor, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og den herboende faders rettigheder efter EMRK artikel 8 og FN’s Børnekonvention, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det – henset til det oplyste om den herboende faders personlige forhold samt manglende evne til at tage vare på ansøgeren – ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2014/178.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

Dato: 21-08-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til to statsløse palæstinensiske børn i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, samt bortfald af børnenes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17. Børnene blev født i henholdsvis 1996 og 1997 i Danmark, og de blev i forbindelse med deres fødsel meddelt opholdstilladelse i Danmark. Børnene udrejste til Libanon i marts 1998 sammen med deres moder.

Udlændingenævnet fandt, at børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller børnenes tarv, der talte for, at børnene kunne få opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at børnene havde boet i deres hjemland, siden de var henholdsvis et halvt og halvandet år gamle, at de indtil genindrejsen i Danmark i december 2013 havde boet med deres moder i Libanon, at de havde haft deres skolegang i Libanon, at de efter deres udrejse af Danmark havde set faderen én til to gange om året i Libanon, at de ikke siden deres udrejse af Danmark havde besøgt Danmark, og at det var faderens og moderens beslutning, at de skulle bo og vokse op i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at faderen kunne fortsætte med at udøve samværet med børnene på den måde, det havde været udøvet, siden børnene udrejste fra Danmark i 1998. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for børnene, som kunne begrunde opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene på afgørelsestidspunktet var henholdsvis 18 år og 17 år og måtte antages at kunne tage vare på sig selv og ikke havde brug for en forælder i samme omfang som mindre børn. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at det var faderens og moderens valg, at de skulle vokse op i Libanon uden faderen. Udlændingenævnet fandt, at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne forhold, der bevirkede, at det måtte anses for uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at henvise børnene til at fortsætte med at udøve familielivet med faderen i samme omfang, som de havde gjort, siden de udrejste af Danmark i 1998. Udlændingenævnet fandt, at FN’s børnekonvention ikke giver videre adgang til familiesammenføring end EMRK artikel 8. FAM/2014/195.

Vedrørende udlændingelovens § 17, se praksis for bortfald.
Udlændingenævnets afgørelse af 20. august 2014 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år – Beskyttelsesværdigt familieliv

Dato: 20-08-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring af et barn fra Somalia, der var født i 1996, til en herboende fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at den herboende fader og barnet, der var faderens særbarn, ikke sås at have en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, at den herboende fader alene havde boet sammen med ansøgeren i de to første år af dennes liv og igen fra januar 2009 og frem til faderens flugt i 2010, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var knap 18 år og derfor måtte formodes at kunne klare sig selv. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens moder fortsat var bosat i hjemlandet. Ansøgeren var faderens særbarn fra et tidligere ægteskab, og faderens nye ægtefælle og deres ni fællesbørn, som ansøgeren på ansøgningstidspunktet befandt sig sammen med i Etiopien, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i august 2013 og indrejste i Danmark i november 2013.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og at ansøgeren derfor ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt ikke, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, og lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hele sit liv frem til slutningen af 2012 i Somalia, hvor han havde gået syv måneder i skole, at han alene havde boet sammen med sin herboende fader til november 2010, hvor denne var udrejst af landet, at hans moder fortsat boede i hjemlandet, og at ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet fandt således ikke, at der i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. For så vidt angik FN’s børnekonvention, lagde Udlændingenævnet vægt på, at denne konvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke gav en videre adgang til familiesammenføring end den, der fulgte af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derudover ikke, at der var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgeren, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren havde sin moder i hjemlandet, og at det forhold, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde haft kontakt til sin moder i mange år, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren var 17 år på ansøgningstidspunktet, og at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndig og derfor måtte forventes at kunne tage vare på sig selv. Det forhold, at den herboende fader efter det oplyste altid havde forsørget ansøgeren, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han skulle gives opholdstilladelse. Det forhold, at den herboende fader havde oplyst, at han var bekymret, fordi der var en potentiel risiko for, at ansøgeren kunne blive hvervet af Al-Shabaab til krigshandlinger, kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering, idet denne potentielle risiko ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at den herboende fader havde oplyst, at ansøgerens moder boede i Somalia, men at han ikke kunne bo hos hende på grund af den dårlige sikkerhedsmæssige situation i landet, den ringe økonomi og de ringe muligheder for uddannelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2014/205.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Børnesammenføring – Ej mulighed for vellykket integration

Dato: 04-06-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16 til fire somaliske statsborgere. Den herboende reference fik opholdstilladelse i Danmark i september 2000 under henvisning til ægteskab med en herboende somalisk statsborger. I den forbindelse oplyste ikke herboende reference, at ansøgerne er hans børn. I februar 2001 søgte herboende reference asyl i Danmark og i februar 2002 blev han meddelt asyl. I den forbindelse oplyste den herboende reference, at han havde fire børn (ansøgerne) i Somalia. I maj 2010 indgav den herboende referencen ansøgning om opholdstilladelse i Danmark for sine fire børn. Ansøgerne havde boet hele deres liv hos deres mor i Somalia, de var aldrig i Danmark og herboende referencen siden sin indrejse i Danmark i 2000 havde besøgt dem to gange.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, i september 2000, og at han indgav ansøgning om opholdstilladelse for ansøgerne efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor den herboende reference opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerne ikke havde eller havde haft mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgerne på daværende tidspunktet var henholdsvis 14 år, 13 år, 11 år og 10 år, at de havde opholdt sig i deres hjemland siden deres fødsel og derefter i Etiopien, at de aldrig havde været i Danmark, og at de havde deres mor i Etiopien, hvor de havde boet med. Udlændingenævnet fandt herudover, at det var den herboende references eget valg at indrejse i Danmark og efterlade børnene hos deres mor, at der ikke var noget til hinder for, at børnene fortsat kunne bo hos deres mor i Somalia eller Etiopien, og at der ikke var noget oplysninger for, at den herboende reference ikke kunne fortsætte med at udøve familielivet med børnene i samme omfang, som han havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens mor også blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/61.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2014 – Børnesammenføring – Vellykket integration

Dato: 02-06-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig filippinsk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i november 2013. Ansøgerens mor blev i juli 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. I den forbindelse havde moderen ikke oplyst, at ansøgeren var hendes barn. Moderen søgte om opholdstilladelse i Danmark for ansøgerens søster i maj 2011, og hun blev i oktober 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren havde boet hos sine tre ældre søskende siden moderens indrejse til Danmark, og moderen havde siden 2009 besøgt ansøgeren en gang i 2013. Ansøgeren havde tidligere boet hos sin far, som boede i samme by som ansøgeren, og ansøgeren besøgte sin far hver uge.

Udlændingenævnet fandt, at moderen i juli 2009 opfyldte betingelserne for at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren havde opholdt sig i sit hjemland siden fødslen, da ansøgeren i hvert fald havde haft syv års skolegang i sit hjemland, da ansøgeren ikke talte dansk, og da ansøgeren havde sin far og tre voksne søskende i hjemlandet, som ansøgeren boede hos. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgeren hos moderens andre børn eller faderen i Filippinerne, og at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos sine søskende i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang, som moderen havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Det forhold, at moderen havde anført, at hun grundet de tidligere gebyrregler og manglende økonomisk mulighed ikke kunne søge om opholdstilladelse til ansøgeren, da hun søgte om opholdstilladelse til ansøgerens søster, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 16, ikke kunne stilles. Udlændingenævnet bemærkede, at gebyr for indgivelse af ansøgning om familiesammenføring blev afskaffet ved lov nr. 418 af 12. maj 2012 med virkning fra den 15. maj 2012, og at moderen først halvandet år efter – i november 2013 – indgav ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2014/109.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. april 2014 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – Vellykket integration

Dato: 02-04-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en statsborger fra Thailand under henvisning til hendes herboende moder.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Eftersom ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, i september 2013, var der forløbet mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og ansøgeren kunne derfor kun meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at moderen havde anført, at hun ikke havde råd til at søge om familiesammenføring på et tidligere tidspunkt, og at ansøgeren ikke kunne rejse til Danmark, da hun blev bidt af en cobraslange i 2011 med efterfølgende helbredsmæssige problemer til følge, idet der var forløbet mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt, at der herved ikke var tale om forhold, der kunne bevirke, at der sås bort fra betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 16, da der herved ikke var tale om retlige eller faktiske omstændigheder af en sådan karakter, at moderen ikke havde mulighed for at søge om familiesammenføring med sin datter på et tidligere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste til, at de økonomiske forhold, der var oplyst om, ikke sås at være relateret til moderens egen integration i Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens hospitalsophold og moderens graviditet i 2012 ikke skulle have afskåret moderen fra at søge om familiesammenføring på et tidligere tidspunkt såfremt dette havde været ønsket. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 14 år og 11 måneder, at ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun havde haft i hvert fald otte års skolegang, at ansøgeren alene talte thai, og at ansøgeren alene havde været i Danmark under Udlændingestyrelsens behandling af sagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren foruden sin mormor og morfar havde mostre i hjemlandet, som boede på samme adresse som hende, at ansøgeren siden moderens indrejse i Danmark i 2009 havde boet hos sin mormor og morfar, der ikke sås at have nogen tilknytning til det danske samfund, og at ansøgeren således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til moderen i sig selv, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt under henvisning til disse forhold, at ansøgeren ikke under opvæksten var blevet præget af danske værdier og normer i en sådan grad, at ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Ansøgeren havde således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til moderen i sig selv, nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at moderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at moderen derved – uanset ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til Danmark – havde præget ansøgeren med danske værdier og normer under ansøgerens opvækst, da moderen indrejste i Danmark i april 2009, da moderen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i september 2009 som 27-årig, og da moderen således alene havde boet i Danmark i ca. fem år. Der var således ikke oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark i 2009 gennem besøgsophold og kontakt via Skype. Udlændingenævnet fandt endelig, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og ansøgerens moders rettigheder efter EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet havde i denne forbindelse lagt til grund, at moderen ikke hele tiden havde haft til hensigt at blive genforenet med ansøgeren. FAM/2014/100.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. april 2014 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – Vellykket integration

Dato: 02-04-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i april måned 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en statsborger fra Ghana, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende moder. Ansøgers moder indrejste i Danmark i maj 2005 og blev i marts 2009 meddelt opholdstilladelse under henvisning til sin samlever. Ansøger indgav ansøgning om opholdtilladelse under henvisning til sin herboende moder i maj 2013. Det var til sagen oplyst, at ansøger og ansøgers moder havde boet sammen i fra ansøgers fødsel i maj 1999 indtil moderens indrejse i Danmark i maj 2005, at ansøger siden moderens indrejse i Danmark havde boet hos sin mormor i Ghana, og at ansøger grundet mormoren sygdom havde opholdt sig på en kostskole. Det var endvidere oplyst, at ansøgers fader ikke ville have noget med ansøger at gøre, at ansøgers moder og ansøger havde haft daglig kontakt via telefonsamtaler, at ansøgers moder havde besøgt ansøger i Ghana i 2011 og 2012, og at moderen havde betalt for ansøgers skolegang med et beløb på 2.000 kr. hver 3. måned. Det var desuden oplyst, at ansøger havde haft 8 års skolegang i Ghana, at ansøger talte fante og engelsk, og at hun aldrig havde været i Danmark. Moderen oplyst herudover, at hun ikke havde nævnt ansøger overfor de danske myndigheder fordi hendes daværende herboende ægtefælle ikke ville have noget med ansøger at gøre.

Udlændingenævnet fandt, at ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Eftersom ansøger indgav ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, i maj 2013, var der forløbet mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og ansøgeren kunne derfor kun meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøger ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøger var 14 år på ansøgningstidspunktet, at ansøger havde opholdt sig i Ghana siden fødslen, hvor hun havde haft i hvert fald 8 års skolegang, og at ansøger aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde på baggrund af det til sagen oplyste endvidere vægt på, at ansøger siden moderens indrejse i Danmark i 2005 havde boet i hvert fald størstedelen af opvæksten henholdsvis hos sin mormor, på en kostskole i Ghana, og hos slægtninge på moderens side af familien i Ghana, hvor hun havde opholdt sig i ferieperioder. Disse bopæle sås ikke at have nogen tilknytning til det danske samfund, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til moderen i sig selv, havde nogen form for tilknytning her til landet, ligesom hun ikke havde været på besøg i Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøger ikke talte dansk, og at hun talte fante og engelsk. Udlændingenævnet fandt, at ansøger ikke under opvæksten var blevet præget af danske værdier og normer i en sådan grad, at ansøger havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, da moderen alene havde set ansøger to gange indenfor de seneste tre år og sidst i 2012. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at moderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at moderen derved – uanset ansøgers i øvrigt begrænsede tilknytning til Danmark – havde præget ansøger med danske værdier og normer under ansøgers opvækst. Det var indgået i Udlændingenævnets vurdering, at moderen havde været dansk gift og nu havde en dansk samlever, at moderen havde et barn, som var opvokset i Danmark og var dansk statsborger, at moderen havde arbejdet som køkken medhjælper fra 2009-2011, som rengøringsassistent siden 2011, og at moderen gik til danskundervisning. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at moderen ikke kunne anses som så velintegreret, at det kunne opveje ansøgers manglende tilknytning til Danmark og kendskab til danske forhold. Udlændingenævnet henviste herved til, at moderen i alt havde opholdt sig i Danmark i 9 år, og at ansøger på intet tidspunkt sås at have været en del af moderens dagligdag i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøger skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøger ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøger ikke udgjorde en krænkelse af ansøgers rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøger afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde til grund, at moderen ikke hele tiden havde haft hensigt til at blive genforenet med ansøgeren. Udlændingenævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at moderen ikke ved sine tidligere ansøgninger om familiesammenføring henholdsvis under henvisning til sin daværende ægtefælle og sin samlever på afgørelsestidspunktet havde oplyst om ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det forhold, at ansøger på afgørelsestidspunktet boede på en kostskole i hjemlandet, at moderen havde anført, at ansøger i ferieperioder boede hos en fjern slægtning, hvor hun måtte arbejde hårdt for at tjene til sit ophold, at hun var udsat for misundelse fra familiens side, og at hun levede under kummerlige forhold, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle økonomiske og sociale forhold i ansøgerens hjemland ikke kunne føre til, at kravet om vellykket integration i udlændingelovens § 9, stk. 16 ikke burde stilles, idet ansøger fortsat havde sin far og anden familie i hjemlandet. FAM/2014/87.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen