Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9, stk. 20 (nu 21), jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, vedrørende 3-måneders fristen for ansøgninger om familiesammenføring med børn.

Sagens faktiske omstændigheder: 

Klageren var indrejst i Danmark i juli 2017, og havde opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle. Klageren havde to børn fra et tidligere forhold, som siden forældrenes skilsmisse i 2015 havde boet sammen med deres far og dennes forældre i Thailand. Børnene var født i henholdsvis 2005 og 2012. I sommeren 2022 besøgte børnene klageren i Danmark, og en måned efter børnene var rejst tilbage til Thailand søgte klagerne om familiesammenføring med det yngste barn. Det var i ansøgningen oplyst, at barnets far var psykisk syg og inden for det seneste halve år havde truet barnet med en kniv. Det fremgik også af ansøgningen, at klageren havde besøgt barnet mage gange i Thailand, at klageren og barnet havde daglig kontakt via Messenger, og at klageren sendte penge til barnets forsørgelse. Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

”Det er vores vurdering, at [barnet] fortsat vil kunne bo sammen med sin far, som er fast omsorgsperson, i Thailand. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [barnet]s liv ifølge dine oplysninger er i fare ved at bo sammen med sin far, idet [barnet]s far er skizofren og siden starten af 2022 har truet ham med kniv. Vi bemærker hertil, at vi ikke har modtaget anden dokumentation for [barnet]s fars sygdom end kopi af en oversættelse af en form for handicapkort, og at vi derfor ikke kan lægge oplysningen til grund. Vi bemærker endvidere, at du til trods for den oplyste eskalering af pågældendes sygdom fortsat lod [barnet] rejse tilbage til Thailand igen i august 2022 og først halvanden måned herefter indgav en ansøgning om opholdstilladelse. Vi bemærker endelig, at [barnet] tillige bor sammen med sin farmor og farfar, ligesom han har en ældre søster. [barnet] er således hverken uden omsorgspersoner eller familienetværk."

Udlændingestyrelsen vurderede derefter, at:

"Efter vores vurdering foreligger der ikke sådanne ganske særlige grunde i [barnet]s sag, herunder hensyn vedrørende familiens enhed, at der er grundlag for at fravige 3-måneders-fristen for indgivelse af ansøgningen. Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du og dine børn, herunder [barnet], selv har valgt at udøve jeres familieliv således, at du og den øvrige familie lever adskilt, da det var dit eget valg i 2017 at rejse til Danmark for der at blive familiesammenført til din herboende ægtefælle, og samtidig lade dine to børn blive i Thailand hos deres far og bedsteforældre. Vi har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at der ikke i sagen er oplysninger om, at du og din ægtefælle ikke har mulighed for at indrejse og tage ophold sammen med [barnet] i Thailand, for at udøve jeres familieliv dér." 

Udlændingenævnets afgørelse: 

Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato] af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af udlændingelovens § 9, stk. 20, at en opholdstilladelse til et barn under 15 år, som opholder sig i hjemlandet eller et andet land sammen med den ene af forældrene eller anden fast omsorgsperson, kun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, hvis der ansøges herom senest 3 måneder efter, at den anden forælder er meddelt opholdstilladelse her i landet, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du til støtte for klagen har anført, at der forekommer ændrede omsorgsforhold i relation til vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 20, i form af en psykisk lidelse hos faderen, der gør ham ude af stand til at tage vare på [barnet], og at 3-månedersfristen kan fraviges, hvis hensynet til barnets tarv taler imod at henvise barnet til at fortsætte et familieliv med forælderen i hjemlandet.

Udlændingenævnet har i forbindelse med afgørelsen vurderet, om [barnet]s far fortsat kan anses for at være [barnet]s primære omsorgsperson, henset til den fremsendte dokumentation for [barnet]s fars psykiske sygdom. 

Det er således indgået i Udlændingenævnets vurdering, at du i forbindelse med klagen har oplyst, at [barnet]s far er blevet diagnosticeret med skizofreni, og at denne lidelse med tiden er blevet forværret.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, da der ikke ses at være dokumentation for symptomerne på [barnet]s fars lidelse, og det af det indsendte dokument ’udskrift af oversat og usigneret lægeerklæring af [dato] fra [Navn] - Hospital’, alene fremgår, at faren har nedsat psykologisk eller adfærdsmæssig tilstand uden at tilstanden er nærmere specificeret.

Det forhold, at der til støtte for klagen er anført, at det ikke er forsvarligt, at [barnet]s far drager omsorg for barnet, da dette vil være i strid med barnets tarv, og at faderens psykiske lidelse bringer [barnet]s liv i fare, at [barnet] er blevet truet med en kniv af sin far, og at faderen for nylig igen har udøvet vold mod [barnet], kan ikke føre til en ændret vurdering. 

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [barnet] på nuværende tidspunkt opholder sig i Thailand, hvor han antages at opholde sig hos sin far, og at der ikke er fremlagt nogen dokumentation for de anførte overgreb. 

Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til støtte for klagen henvises til Udlændingenævnets afgørelse ÅB/2021/98, hvor Udlændingenævnet ved afgørelsen lagde vægt på, at referencen led af skizofreni, hvilket gjorde, at han ikke ville kunne være i stand til at drage omsorg for ansøgerne. 

Udlændingenævnet bemærker imidlertid, at referencens faktuelle helbredsmæssige forhold i den konkrete afgørelse var af en sådan karakter, at Udlændingenævnet på den baggrund vurderede, at der var en nærliggende risiko for, at ansøgerne ville blive tvangsfjernet allerede ved eller kort tid efter ankomsten til Danmark, og at ansøgerne havde boet sammen med deres mor i hjemlandet, og derfor ansås de ikke for at være uden omsorgspersoner eller i øvrigt savne grundlæggende omsorg i hjemlandet. 

I forbindelse med nærværende sag har Udlændingenævnet – som anført ovenfor - lagt vægt på, at der ikke ses at være dokumentation for symptomerne på [barnet]s far lidelse, at der ikke foreligger oplysninger om, at [barnet] ikke fortsat bor med sin far, hvorfor [barnet]s far fortsat må anses for at være [barnet]s primære omsorgsperson i Thailand, og at [barnet] fortsat har sine bedsteforældre Thailand. Udlændingenævnet finder således på baggrund af de foreliggende faktuelle oplysninger i sagen, at [barnet] ikke vil være uden omsorgspersoner eller i øvrigt savne grundlæggende omsorg i Thailand. 

Det forhold, at du til støtte for klagen har anført, at selvom [barnet] bor sammen med sine bedsteforældre, har det ikke forhindret [barnet]s far i fortsat at true sin søn, ligesom faderen tog kvælertag på farmoren for blot en måned siden, at Udlændingestyrelsen ikke burde have lagt vægt på, at [barnet] bor sammen med sine bedsteforældre, da dette ikke bringer ham uden for fare, at bedsteforældrene ikke er i stand til at varetage barnet og har ej heller en forpligtelse hertil, og at bedsteforældrene er gamle, meget syge og svage, kan ikke føre til en ændret vurdering. 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger, der indikerer, at [barnet]s bedsteforældre ikke længere opholder sig med [barnet], som en del af [barnet]s fars familie i Thailand, ligesom der ikke ses at være dokumentation for symptomerne på [barnet]s fars lidelse, og at han derfor fortsat kan anses for at være din klients primære omsorgsperson i Thailand. 

Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på [barnet]s mors egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at [barnet] på tidspunktet for ansøgningens indgivelse den [dato] 2022 boede på samme adresse som sin far, og at [barnet] og [barnet]s mor siden december 2015 ikke har boet sammen. 

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [barnet] også bor sammen med sine bedsteforældre, at bedsteforældrene, siden [barnet]s mors udrejse fra Thailand i 2017 har være en del af [barnet]s faste og tætte familiemæssige netværk, at [barnet]s storesøster på 18 år også bor i Thailand, og at det derfor må lægges til grund, at [barnet] ikke er uden familiemæssigt netværk i Thailand. 

Udlændingenævnet har endvidere vurderet, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller hensynet til børnenes tarv, der taler for, at [barnet] skal gives opholdstilladelse, uanset fristen på 3 måneder for indgivelse af ansøgning ikke er overholdt.

Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at d[barnet]s mor har været indforstået med, at hendes eksisterende familieliv med [barnet] i Thailand ikke kunne opretholdes på samme vis, da hun i 2015 frivilligt afbrød sit eksisterende familieliv med [barnet].

Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at familielivet kan udøves som hidtil via besøgsophold i Thailand og [barnet]s besøg i Danmark, ligesom hun fortsat kan bidrage til [barnet]s forsørgelse.

Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om [barnet]s, personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at han gives opholdstilladelse.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [barnet] er 11 år gammel, født og opvokset i Thailand, hvor han har gået i børnehave og skole, hvor han taler sproget, hvor han har boet sammen med sin far, bedsteforældre og storesøster, hvorfor han ikke er uden omsorgspersoner eller savner grundlæggende omsorg i Thailand, jf. vurderingen ovenfor.

Det forhold, at du til støtte for klagen har anført, at [barnet]s mor har den fulde forældremyndighed, men at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til, om de fremsendte oplysninger opfylder kravet om dokumentation for forældremyndighed, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til, at Udlændingenævnet lægger til grund, at [barnet]s far fortsat må anses for at være [barnet]s faste omsorgsperson i hjemlandet, og at [barnet] som følge heraf kan henvises til at fortsætte sit ophold hos sin far. 

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at det følger af EMD’s praksis vedrørende EMRK artikel 8, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter EMRK artikel 8 ikke har en umiddelbar ret til selv at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. 

På baggrund af ovenstående vurdering, kan det ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at du i forbindelse med klagen har anført, at deltagerstaterne efter Børnekonventionen art. 19, stk. 1 skal træffe alle passende administrative forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug m.m., og at det ville være bedst for din klients tarv at få lov til at udøve familieliv med sin mor i Danmark.

Det forhold, at der til støtte for klagen er anført, at indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse halvanden måned efter at [barnet] er rejst tilbage til Thailand d. 8. august 2022, må anses som værende indgivet uden unødigt ophold efter indtræden af de særlige omstændigheder i forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 20, at der ved indhentelse af alle relevante oplysninger og dokumenter fra Thailand i dette tilfælde, kan gå en vis tid før alt er indhentet og oversat, kan ikke føre til en ændret vurdering. 

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at dette ikke kan anses for at være en hindring af retlig eller faktisk karakter, der førte til, at [barnet]s mor af den grund ikke kunne søge [barnet] familiesammenført, idet [barnet]s mor blev meddelt opholdstilladelse i Danmark den [dato] 2018. Fristen på 3 måneder skal således regnes fra tidspunktet for meddelelsen af opholdstilladelse til hende, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20. 

På baggrund af sagens samlede omstændigheder vurderer Udlændingenævnet derfor, at FN’s Børnekonvention, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kan medføre, at der skal gives opholdstilladelse til [barnet], idet Udlændingenævnet i den forbindelse bemærker, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke i sig selv giver adgang til familiesammenføring i de tilfælde, hvor sådan opholdsret ikke kan indrømmes som følge af EMRK artikel 8.

Da der ikke er oplyst om øvrige personlige eller helbredsmæssige grunde vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, om retten til privat- og familieliv og FN´s Børnekonvention, at meddele [barnet] afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 20.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse."

FAM/2024/132

Til toppen