Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2017 – Visum – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Repræsentationsaftale for Norge
Udlændingenævnet fandt, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles Schengenvisum til Norge. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke havde været fysisk til stede ved indgåelsen af ægteskabet i maj 2012, da ægteskabet blev indgået telefonisk, og at begge parter skal være fysisk til stede ved en vielse, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret. Det bemærkedes i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet måtte betragtes som retsgyldigt i indgåelseslandet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde anført, at en sådan bevisbedømmelse ikke tog hensyn til den kultur, som ægteskabet var indgået i, men Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da et ægteskab indgået uden begge parters fysiske tilstedeværelse strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at begge parter var til stede ved den senere bryllupsfest i oktober 2015, hvor der også var en imam til stede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at der ikke var fremlagt en vielsesattest fra den pågældende dag. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren som statsborger i Bangladesh faldt udenfor den gruppe af personer, der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum, idet ægteskabet mellem parterne ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der ikke sås at have været et længerevarende samliv mellem parterne, som efter dansk ret ville kunne sidestilles med et retsgyldigt ægteskab. På den baggrund fandt Udlændingenævnet tillige, at Udlændingestyrelsen med rette havde vurderet, at ansøgerens visumansøgning ikke skulle vurderes efter EU-retten, idet parret ikke havde dokumenteret et længerevarende samliv af halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet fandt desuden, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Bangladesh og dermed var fra et land, hvis statsborgere vurderes at udgøre en høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles Schengenvisum til Danmark. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste var gravid med parrets første barn, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke udgjorde en så ekstraordinær omstændighed, at der burde meddeles visum. Udlændingenævnet bemærkede samtidig hermed, at uanset at der måtte være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem parret, kunne dette ikke i sig selv medføre, at der skulle meddeles visum. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst i forbindelse med visumansøgningen, at en ansøgning om familiesammenføring til Norge ville tage for lang tid, hvorfor hun søgte om visum, ligesom partsrepræsentanten havde oplyst, at dette var målet på sigt. På baggrund af disse omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det kunne lægges til grund, at det egentlige formål med at indrejse i Norge, mens ansøgeren var gravid, var at etablere et længerevarende ophold i Norge. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at den angivne vielse allerede fandt sted i 2012, mens visumansøgningen om besøgsophold først blev indgivet i marts 2017, hvor ansøgeren var gravid. VIS/2017/52.
Senest opdateret: 28-07-2017
Udgiver: Udlændingenævnet