Gebyr for indgivelse af ansøgning på familiesammenføringsområdet
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. januar 2024 – ægtefællesammenføring – fritagelse for gebyr under Udlændingestyrelsens sagsbehandling
Dato: 18-01-2024Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, men omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse om tilbagebetaling af gebyrer, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i oktober 2021 en ansøgning om familiesammenføring, som Udlændingestyrelsen i november 2021 afviste, idet der ikke samtidig med ansøgningen var blevet indbetalt et gebyr. Ansøgeren indgav i november 2021 en ny ansøgning om familiesammenføring, hvor der samtidig blev indbetalt et gebyr. Ansøgeren fik i september 2022 afslag på sin ansøgning om familiesammenføring, da referencen ikke havde dokumenteret at have bestået en Prøve i Dansk 3 i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold, herunder hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, som talte for, at ansøgeren alligevel skulle meddeles en opholdstilladelse. Der blev ikke fastsat en udrejsefrist, idet ansøgeren havde en opholdstilladelse i Danmark på et andet grundlag, og at denne var gyldig til oktober 2024. Ansøgeren anmodede i oktober 2022 Udlændingestyrelsen om genoptagelse af afgørelsen fra september 2022 med henvisning til Udlændingestyrelsens praksisjustering om muligheden for genoptagelse af visse sager omfattet af EU-Domstolen dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, idet ansøgeren og referencen havde tre mindreårige fællesbørn, som var danske statsborgere. Ansøgeren anmodede endvidere om, at de gebyrer, der var blevet betalt i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring og den efterfølgende anmodning om genoptagelse, skulle tilbagebetales. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2022 afslag på genoptagelse samt afslag på tilbagebetaling af de til Udlændingestyrelsen betalte gebyrer. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet i november 2022.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af 11. november 2022 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger nye oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2022.
Udlændingenævnet vurderer, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt kan aflede en EU-opholdsret som følge af Udlændingestyrelsens praksisjustering om muligheden for genoptagelse af visse sager omfattet af EU-Domstolen dom af 5. maj 2022.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] har en gyldig opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til [referencen] med greencard i Danmark, oprindeligt meddelt i marts 2015 af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), og som senest ved afgørelse af november 2020 er forlænget til oktober 2024.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at grundlaget for, at der kan ske fravigelse af de almindelige betingelser efter reglerne for ægtefællesammenføring, på nuværende tidspunkt ikke er til stede, idet [ansøgeren] lovligt opholder sig i Danmark sammen med [referencen] og deres 3 fællesbørn, hvorved hensynet til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og barnets tarv er iagttaget.
På samme baggrund vurderer Udlændingenævnet ligeledes, at [ansøgeren] ikke kan gives en afledt opholdsret under henvisning til EU-retten, herunder som følge af EU-Domstolens praksis, hvorefter en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig unionsborger, helt undtagelsesvist kan opnå ret til ophold i Danmark, hvis et afslag på ret til ophold til tredjelandsstatsborgeren vil betyde, at barnet vil blive nødt til at forlade Unionens område, jf. TEUF artikel 20.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at [ansøgeren] og [referencens] 3 fællesbørn ikke vil være nødsaget til at forlade Unionens område, såfremt [ansøgeren] meddeles afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, idet hun har en gyldig opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, som er gyldig til den 24. oktober 2024. Udlændingenævnet bemærker hertil, at en afledt opholdsret efter EU-retten har undtagelsens karakter og er subsidiær i forhold til en opholdstilladelse meddelt efter de almindelige regler i udlændingeloven.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at det på nuværende tidspunkt ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 eller EU-retten, at meddele [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse af 11. november 2022 om ikke at genoptage Udlændingestyrelsens afgørelse af 14. september 2022.
Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tilbagebetaling af gebyrer.
Udlændingenævnet finder således, at det gebyr, som [ansøgeren] indbetalte i forbindelse med ansøgning om familiesammenføring, modtaget i Udlændingestyrelsen i november 2021, og det indbetalte gebyr i forbindelse med anmodningen om genoptagelse af oktober 2022, burde være blevet tilbagebetalt.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] første gang indgav en ansøgning om familiesammenføring med [referencen] i oktober 2021, og at denne ansøgning blev afvist af Udlændingestyrelsen november 2021, idet der ikke samtidig med ansøgningen var betalt et gebyr på 9.460 kr.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse af november 2022 afslog at tilbagebetale ansøgningsgebyret og gebyret for anmodning om genoptagelse til [ansøgeren] under henvisning til, hun allerede har en gyldig opholdstilladelse i Danmark, og at hendes ansøgning om familiesammenføring indgivet i november 2021 derfor ikke var omfattet af Udlændingestyrelsens praksisjustering om muligheden for genoptagelse af visse sager omfattet af EU-Domstolen dom af 5. maj 2022.
Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at Udlændingestyrelsen i deres afgørelse af november 2021 allerede måtte antages at være bekendt med, at [ansøgerens] ansøgning ville være afskåret fra en prøvelse efter Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og EU-retten.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af afgørelsen af november 2021, at der ikke er oplyst om ganske særlige forhold, der i medfør af Danmarks internationale forpligtelse eller EU-reglerne kan begrunde, at [ansøgeren] alligevel kunne indgive en ansøgning i Danmark gebyrfrit, og at det forhold at [ansøgeren] og [referencens] ældste barn kunne have opnået selvstændig tilknytning ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet gebyrafvisningen ikke betød, at [ansøgeren] skulle forlade Danmark, idet hun fortsat havde en gyldig opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at i tilfælde hvor et par reelt er afskåret fra en prøvelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og EU-retten, og styrelsen er bekendt med dette på ansøgningstidspunktet, bør Udlændingestyrelsen udtrykkeligt vejlede ansøgeren om, at såfremt ansøgeren vælger at indbetale et gebyr og få sin familiesammenføringssag realitetsbehandlet, vil realitetsbehandlingen efter praksis alene indebære en prøvelse af, om udlændingelovens almindelige betingelser kan anses for opfyldt, og at ansøgeren dermed er afskåret fra at få prøvet, om der foreligger ganske særlige grunde i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og EU-retten.
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke er sket tilstrækkelig vejledning om den manglende prøvelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og EU-retten, hvorfor Udlændingenævnet finder det rettest at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2022 for så vidt angår tilbagebetaling af klagegebyrerne indbetalt i forbindelse med indgivelse af ansøgning i november 2021 og anmodningen om genoptagelse af oktober 2022.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2019 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning om familiesammenføring
Dato: 24-06-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en nordmakedonsk statsborger ikke kunne få tilbagebetalt gebyret for en ansøgning om familiesammenføring.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette i marts 2018 havde meddelt ansøgeren afslag på tilbagebetaling af gebyret, som pågældende havde indbetalt i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring i oktober 2017. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende reference i november 2017 havde anmodet om, at sagens behandling blev stoppet, og ansøgningen dermed skulle frafaldes. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at der ikke sker tilbagebetaling af gebyret, hvis ansøgningen frafaldes, eller ansøgningen af anden grund ikke længere har betydning for ansøgeren. Det forhold, at referencen havde frafaldet ansøgningen allerede 20 dage efter indgivelsen af ansøgningen, da ægtefællens børn afgik ved døden i en trafikulykke i hjemlandet, hvorfor hun havde været nødsaget til at tage tilbage til Nordmakedonien for at passe sine børnebørn, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse forhold, uanset alvorligheden, ikke i sig selv kunne føre til, at gebyret skulle tilbagebetales. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at gebyret på 6.300 kr. dækkede omkostningerne ved myndighedernes behandling af ansøgningen, og at denne behandling påbegyndtes allerede ved indgivelsen af ansøgningen. Udlændingenævnet fandt endelig, at Udlændingestyrelsens manglende vejledning om, at referencen ikke ville kunne få gebyret tilbagebetalt ved frafald af ansøgningen, ikke var af en sådan karakter, at gebyret af den grund skulle tilbagebetales. Udlændingenævnet fandt det dog beklageligt, at Udlændingestyrelsen ikke inden styrelsen traf afgørelse om afslag på tilbagebetaling af gebyr vejledte referencen om, at han ved frafald af ansøgningen ikke havde mulighed for at få gebyret tilbagebetalt, på trods af at han to gange under sagens behandling rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen om tilbagebetaling af gebyret. FAM/2019/7. -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2018 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning på familiesammenføringsområdet
Dato: 30-01-2018Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise en ansøgning om familiesammenføring mellem en herboende mindreårig dansk statsborger og hendes fader fra Egypten, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1, jf. stk. 8.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om familiesammenføring under henvisning til hans herboende datter, idet han ikke senest samtidig med indgivelse af ansøgningen havde betalt et gebyr på 6.300 kr., jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgningsgebyret var 6.300 kr., at ansøgeren havde indbetalt 845 euro i forbindelse med ansøgningens indgivelse, og at dette beløb alene svarede til 6.164,20 kr., hvorfor ansøgeren manglede at indbetale 135,80 kr. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse desuden vægt på, at ansøgeren selv i forbindelse med ansøgningen havde fremsendt en udskrift fra medio februar 2017 fra hjemmesiden www.nyidanmark.dk vedrørende det til ansøgningen hørende sagsbestillings-id, hvoraf det fremgik, at gebyrsatsen var 6.300 kr., og at der manglede at blive betalt 135,80 kr. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at det er udlændingens eget ansvar at sikre, at et gebyr, der betales i en anden valuta end danske kroner, svarer til gebyrsatsen, når beløbet omregnes. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev fra medio juni 2017 havde oplyst ansøgeren om, at han manglede at indbetale 135,80 kr., at han skulle indbetale det manglende beløb til en angivet konto inden fire uger, og at styrelsen ellers ville afvise ansøgningen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at brevet blev sendt til ansøgeren på den adresse, som ansøgeren selv havde oplyst i ansøgningen fra medio februar 2017. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at han også havde betalt 4.210 egyptiske pund, for at Den Danske Ambassade i Cairo skulle varetage ansøgningen, at han ikke havde modtaget hverken opkald eller e-mails angående den manglende betaling, at al kommunikation skulle foregå gennem ambassaden, som han flere gange havde haft kontakt med, og at han ikke af ambassaden var blevet gjort opmærksom på, at der manglede 135 kr., ikke kunne føre til en anden vurdering på baggrund af ovenstående. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten § 4, stk. 1, at der for repræsentationens bistand i forbindelse med sager vedrørende opholds- og arbejdstilladelse erlægges et gebyr på 1.430 kr., og at ansøgeren ikke var fritaget, jf. § 4, stk. 9. Der henvistes til bekendtgørelse nr. 1575 af 12. december 2016, der var gældende på det tidspunkt, hvor ansøgningen blev indgivet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at der var fremsendt en udskrift fra Nordea fra september 2017, hvoraf det fremgik, at der ultimo september 2017 var blevet overført 137 kr. til et bestemt kontonummer under henvisning til det til ansøgningen hørende sagsbestillings-id, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 8, at såfremt et udestående udgør mindre end 200 kr., vil udlændingen få en frist til at indbetale det udestående gebyr, og såfremt det manglende gebyr ikke indbetales inden for fristen, vil ansøgningen blive afvist. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev fra medio juni 2017 havde oplyst ansøgeren om, at han skulle indbetale det manglende beløb inden fire uger, og at styrelsen ellers ville afvise ansøgningen, og at de 137 kr. først blev betalt ultimo september 2017, hvilket var knap 14 uger efter fristen. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h. Udlændingenævnet fandt tillige, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om en sådan alvorlig sygdom eller et alvorligt handicap, som kunne medføre, at betingelsen om, at der skulle indbetales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kunne fraviges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hverken han selv eller hans herboende datter led af alvorlig sygdom eller handicap, samt at der ikke var etableret et samvær mellem ansøgeren og hans herboende datter forud for indgivelse af ansøgningen. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgerens herboende datters moder var flyttet til Danmark uden ansøgerens samtykke, at hun angiveligt var ustabil og ikke kunne tage sig ordentligt af ansøgerens herboende datter, og at det var vigtigt for ansøgeren at få opholdstilladelse i Danmark, da han ikke havde mulighed for at se sin datter og genoptage samværet med hende uden opholdstilladelsen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om en processuel regel, og at der ikke herved var taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning ville kunne imødekommes. FAM/2018/38.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning på familiesammenføringsområdet
Dato: 21-11-2017Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en mindreårig ansøger fra Mexico senest samtidig med indgivelsen af en ansøgning om familiesammenføring skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 2. Ansøgerens moder havde i august 2017 søgt om opholdstilladelse som familiesammenført med sin ægtefælle og blev i september 2017 meddelt processuelt ophold. I august 2017 modtog Udlændingestyrelsen endvidere ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin moder.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse i Danmark sammen med sin moder, og at moderen ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om alvorlig sygdom eller handicap, som kunne medføre, at betingelsen om, at der skulle indbetales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget til hinder for, at moderens ægtefælle udrejste til ansøgerens hjemland, hvor moderens ægtefælle i øvrigt havde været statsborger indtil 2016, for der at udøve familielivet med ansøgeren og ansøgerens moder. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at moderens ægtefælle til sagen havde oplyst, at det fremgik af www.nyidanmark.dk, at kravet om gebyrbetaling kunne fraviges, hvis den herboende ægtefælle havde et særbarn i Danmark, som den herboende boede sammen med eller havde samvær med i et regelmæssigt omfang, at denne situation vedrørte ansøgerens situation, idet ansøgeren var moderens særbarn, og at moderens ægtefælle derfor havde fulgt vejledningen på hjemmesiden. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgik af www.nyidanmark.dk, at kravet om gebyr kunne fraviges, hvis den herboende ægtefælle havde et særbarn i Danmark, som han eller hun boede sammen med eller havde samvær med i et regelmæssigt omfang. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at den beskrevne situation ikke var sammenlignelig med ansøgerens situation. Den beskrevne situation vedrørte en situation, hvor den person, man søger om opholdstilladelse under henvisning til, har bopæl i Danmark og samvær med et særbarn, der ligeledes har bopæl i Danmark. Ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin moder, der endnu ikke havde opholdstilladelse i Danmark, og ansøgeren var ikke særbarn af moderens ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at uanset om moderens ægtefælle var at betragte som ægtefælle i vejledningen, skulle der indbetales gebyr, da moderens ægtefælle ikke var anerkendt som flygtning, og da der ikke forelå oplysninger om, at moderens ægtefælle led af alvorlig sygdom, eller at han havde særbørn, som han udøvede regelmæssigt samvær med. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke havde taget hensyn til barnets tarv, og at det følger af FN’s børnekonventions artikel 9, stk. 1, at deltagerstaterne skal sikre, at børn ikke bliver adskilt fra deres forældre, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne at kræve, at der senest samtidig med ansøgningens indgivelse skulle indbetales et gebyr. FAM/2017/142.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet