Gebyr for indgivelse af en klage på familiesammenføringsområdet
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af en klage på familiesammenføringsområdet
Dato: 21-11-2017Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en tyrkisk statsborger senest samtidig med indgivelsen af en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til en herboende tyrkisk statsborger skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne kunne tilsige, at der ikke skulle indbetales et gebyr. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at der til sagen ikke var fremlagt dokumentation for, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, at den herboende ægtefælle i marts 2017, hvor Udlændingestyrelsen havde modtaget en ansøgning om familiesammenføring, var økonomisk aktiv som selvstændig erhvervsdrivende og dermed omfattet af stand still klausulerne i artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokollen til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at den herboende ægtefælle fortsat ikke havde dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, at den herboende ægtefælle var selvstændig erhvervsdrivende, herunder fremlagt fakturaer, momsregistreringer eller anden form for dokumentation for virksomhedens aktivitet, selvom Udlændingestyrelsen i forbindelse med sagens behandling havde anmodet den herboende ægtefælle om at indsende dokumentation for, at den herboende ægtefælle drev selvstændig erhvervsvirksomhed. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde oprettet en enkeltmandsvirksomhed i marts 2017 med et CVR-nummer, der i maj 2017 havde skiftet navn, kunne ikke føre til, at Udlændingenævnet kunne betragte den herboende ægtefælle som selvstændig erhvervsdrivende og dermed omfattet af stand still klausulerne, da den herboende ægtefælle ikke herved havde dokumenteret, at han for egen regning og risiko udøvede selvstændig erhvervsvirksomhed af en økonomisk karakter. Det forhold, at det til sagen var anført, at der ikke var hjemmel til at stille krav om, at der skulle være aktuel økonomisk aktivitet for at være omfattet af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle efter Udlændingenævnets vurdering ikke havde dokumenteret, at den herboende ægtefælle udøvede selvstændig erhvervsvirksomhed. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af e-indkomst, at den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp siden august 2009 og frem til september 2017. FAM/2017/141.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet