Udlændingenævnets afgørelse af 11. januar 2016 – Erhverv – Greencardordningen – Selvforsørgelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 en afgørelse truffet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vedrørende en ansøgning om opholdstilladelse til en indisk statsborger efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 3, 2. pkt. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen, idet ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 2. pkt., jf. udlændingebekendtgørelsens § 22, stk. 1, 1. pkt., om at kunne forsørge sig selv under sit første år i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret over for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller Udlændingenævnet, at hun rådede over indtægter eller midler, der svarede til kontanthjælpssatsen for enlige ikke-forsørgere over 30 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der til ansøgningen var vedlagt en udateret udskrift fra en bankkonto i en bank i Indien, som stod i ansøgerens og hendes faders navn. Da udskriften fra banken ikke stod i ansøgerens navn, og idet udskriften i øvrigt ikke sås at være dateret, kunne Udlændingenævnet ikke lægge denne udskrift til grund ved bedømmelsen af, om ansøgeren rådede over indtægter eller midler, der svarede til kontanthjælpssatsen for enlige ikke-forsørgere over 30 år, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgningen var vedlagt en udskrift fra en bankkonto i en anden indisk bank, som stod i ansøgerens faders navn, og som Udlændingenævnet på denne baggrund ikke kunne lægge til grund som dokumentation for, at ansøgeren rådede over indtægter eller midler, der svarede til kontanthjælpssatsen for enlige ikke-forsørgere over 30 år, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke var muligt at inddrage to ”confirmation of deposit” fra henholdsvis juni 2014 og januar 2015 i vurderingen af, hvor mange midler ansøgeren rådede over, idet en deponering efter Udlændingenævnets opfattelse indbefatter, at de deponerede midler er låste og ikke kan anvendes i den periode, hvori de er låste. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at deponeringen både var sket i ansøgerens og hendes faders navn. På den baggrund fandt Udlændingenævnet ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren – og kun ansøgeren alene – rådede over de midler, som var deponeret på kontoen, og ansøgeren kunne derfor ej heller på baggrund af de to ”confirmation of deposit” opfylde selvforsørgelseskravet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne gøre en forskel, at ”VFS’ Helpline” havde assisteret ansøgeren med ansøgningsprocessen og flere gange havde bekræftet, at ansøgerens økonomiske forhold opfyldte selvforsørgelseskravet, selvom nogle af ansøgerens midler stod i ansøgerens faders navn. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i marts 2015 af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udtrykkeligt var blevet gjort opmærksom på, at dokumentation for de midler, som hun rådede over, kun kunne være en udskrift fra en bankkonto i hendes eget navn, hvoraf blandt andet udstedelsesdatoen tydeligt skulle fremgå. Endelig fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke havde dokumenteret selvforsørgelse ved at fremsende lønsedler fra september 2014, oktober 2014 og december 2014, idet det følger af fast praksis, at lønindtægter fra Danmark svarende til 2015-satsen for enlige forsørgere kan udgøre dokumentation for en greencardansøgers selvforsørgelse, men at ansøgerens lønindtægter hidrørte fra Indien og var fra 2014. ERH/2016/10.

Senest opdateret: 11-01-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen