Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 26-03-2018Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 den iranske statsborger afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, da styrelsen havde lagt til grund, at den herboende reference og klageren var nærtbeslægtede på en sådan måde som beskrevet i udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., og at denne slægtsrelation var til hinder for at give opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 1 pkt.
Udlændingenævnet fandt, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke på baggrund af de fremlagte oplysninger kunne anses for at være nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, idet klageren og dennes herboende ægtefælle på baggrund af de til brug for sagens oplysning indgivne informationer ikke fremstod som nærmere beslægtede. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse lagt til grund, at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre. Udlændingenævnet fandt derimod, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke var nærmere beslægtede, end at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre, i hvilket tilfælde klageren og dennes herboende ægtefælles oldeforældre var søskende, og klageren og dennes herboende ægtefælle således havde en fælles tipoldeforælder. FAM/2018/27.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde
Dato: 22-03-2018Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Honduras, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og ansøgerens herboende samlever. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret fast samliv på fælles bopæl i halvandet til to år uden væsentlig afbrydelse, idet parterne havde oplyst at have boet sammen i tre måneder i 2011, under ansøgerens graviditet og Udlændingestyrelsens sagsbehandling i 2015 og fra august 2016 og frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Idet der skal være tale om kontinuerligt samliv umiddelbart op til indgivelsen af ansøgning om familiesammenføring uden væsentlig afbrydelse, ændrede det ikke Udlændingenævnets vurdering, at parret havde boet sammen i kortere perioder i 2007, 2009 og 2013. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens samlever ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor efter de foreliggende oplysninger ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8’s forstand, som Danmark var nærmest til at beskytte. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens samlever havde et fællesbarn født i 2015, der var dansk statsborger, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise parret til at udøve familielivet sammen med fællesbarnet i Honduras. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at partsrepræsentanten havde anført i klagen, at Udlændingestyrelsens afgørelse var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt EMRK artikel 8 og EU-retten. For så vidt angik spørgsmålet om EMRK artikel 8, henviste Udlændingenævnet til, at bestemmelsen ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Med hensyn til det anførte vedrørende EU-retten og dommene C-34/09, Zambrano, og C-133/15, Chavez-Vilchez, vurderede Udlændingenævnet, at disse afgørelser ikke fandt anvendelse ved vurderingen af sagen, idet en af forudsætningerne for, at en tredjelandsborger kan aflede ret, og dermed opholdstilladelse, fra barnet, der er unionsborger, er, at tredjelandsborgeren ikke er gift eller samlevende med unionsborgerens anden forælder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af præmisserne 68, 72 og 74 i EU-Domstolens dom i sagen C-256/11, Dereci, af 15. november 2011 fremgår, at den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af dennes familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med vedkommende på Unionens område, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at det må antages, at unionsborgeren nødsages til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke meddeles. FAM/2018/8.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2018 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A2-niveau indenfor en fastsat frist – Prøvelse af muligheden for nedsættelse af sikkerhed
Dato: 05-02-2018Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2017 om, at en vietnamesisk statsborger, som i juli 2015 var blevet ægtefællesammenført her i landet og havde tilmeldt sig Det Centrale Personregister (CPR), ikke rettidigt havde bestået danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, da ansøgeren ikke havde haft lovligt forfald. Det fremgik af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hvis klageren bestod danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest 15 måneder fra, at klageren havde tilmeldt sig CPR, ville klagerens ægtefælle kunne søge sin hjemkommune om nedsættelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse. I marts 2017 aflagde og bestod klageren danskprøve på A2-niveau.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke rettidigt havde aflagt og bestået danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse fra juli 2015, at hvis klageren bestod danskprøven senest 15 måneder fra, at klageren havde tilmeldt sig CPR, ville klagerens ægtefælle kunne søge sin hjemkommune om nedsættelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse, og at klageren selv skulle være opmærksom på fristen for at bestå danskprøven. Fristen for at bestå danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau var således i oktober 2016. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2017 havde bestået danskprøve på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt ikke, at det forhold, at klageren i april 2016 havde født et barn, og at hun efter det oplyste havde været på barsel, kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for at bestå danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2015, og at klageren ikke forud for fristens udløb sås at have søgt om suspension af fristen for beståelse af danskprøven. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at fristen for aflæggelse af danskprøven kan suspenderes, hvis prøvedeltageren har lovligt forfald, for eksempel ved dokumentation for barsel, prøvedeltagerens eller prøvedeltagerens mindreårige barns sygdom og ekstraordinært uforudsete transportproblemer, jf. bekendtgørelse nr. 180 af 26. marts 2013, og at en dispensation forudsætter, at der er ansøgt herom, herunder at Udlændingestyrelsen er gjort bekendt med for eksempel en forestående barselsperiode. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til danskprøven og tilrettelægge et forløb, således at klageren kunne nå at forberede sig, inden klageren skulle op til danskprøven og inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af klageren anførte om, at klageren havde brug for nedsættelsen af den økonomiske sikkerhedsstillelse til betaling af hendes barns dagpleje/daginstitution, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det alene var kommunalbestyrelsen, der ville kunne træffe afgørelse om nedsættelse af sikkerhedsstillelse, og at udlændingemyndighederne ville kunne træffe afgørelse om eventuelt lovligt forfald. FAM/2018/40.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Ægtefællesammenføring – Grundlæggende betingelser – Krav om gyldigt nationalitetspas
Dato: 11-12-2017Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 med en ændret begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016, hvorved en irakisk statsborger var meddelt afslag på opholdstilladelse, da han ikke var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke havde fremlagt nogen form for gyldig dokumentation for sin identitet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 39. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt et gyldigt nationalitetspas, hvilket er en grundlæggende betingelse for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingebekendtgørelsens § 17. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige denne grundlæggende betingelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 1, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde mødt sin ægtefælle i 2005, i 2007 havde fået et fællesbarn sammen med hende, og at parret otte år senere i 2015 havde indgået ægteskab, hvor parret forud herfor havde haft kontakt ved besøg, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt havde haft lovligt ophold i Danmark og både på tidspunktet for fællesbarnets fødsel og på tidspunktet for ægteskabet var meddelt endeligt afslag på asyl og dermed ikke kunne have en berettiget forventning om at kunne blive og stifte familie i Danmark. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgeren i flere år havde været registreret forsvundet, og at han siden fællesbarnets fødsel og frem til brylluppet alene havde besøgt sin ægtefælle og barnet. Det af ansøgeren anførte om, at parrets søn havde nået en alder, hvor han havde opbygget en selvstændig tilknytning til Danmark via sine kammerater og sine aktiviteter, kunne på samme baggrund ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/121.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 15-11-2017Udlændingenævnets flertal omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 7.
Udlændingenævnets flertal fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Makedonien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden 1991, at hun blev statsborger i Danmark i 2004, at hun havde en uddannelsesmæssig og arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, hvor hun på ny havde boet fast siden 2012, hvor hendes familie boede, hvor ansøgerens og den herboende ægtefælles børn var født, og hvor ansøgeren flere gange havde besøgt den herboende ægtefælle og børnene. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udrejst til Makedonien fra 2008 til 2012, fandt Udlændingenævnets flertal endelig ikke på tidspunktet for afgørelsen kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2017/129.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 15-11-2017Udlændingenævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Cameroun i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelses¬bestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2016, og at Udlændingestyrelsen dernæst første gang havde truffet afgørelse i juli 2016, hvor det fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende reference, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende reference på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens første afgørelse i juli 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og den herboende reference om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf fornyet afgørelse i juli 2017. FAM/2017/134.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl
Dato: 06-11-2017Udlændingenævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse til en stats¬borger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå et samliv på fælles bopæl.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke på tidspunktet for afgørelsen burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle og ansøgeren ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde etableret et samliv i december 2006 på et internationalt cruiseskib, og at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde bibeholdt et samliv, efter at ansøgerens ansættelse var ophørt på grund af graviditet med fællesbarnet i 2011. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle siden 2012 havde opholdt sig vedvarende og konsekvent i Filippinerne sammen med ansøgeren og fællesbarnet, der blev født i 2012, hver gang dette havde været muligt på grund af den herboende ægtefælles ansættelse, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i Filippinerne i flere gentagne perioder af en måneds varighed hvert år. Udlændingenævnet lagde således til grund, at den herboende ægtefælle havde været i Filippinerne hver gang hans arbejdsmæssige forhold som ansat på et internationalt cruiseskib tillod det. På baggrund af disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om længerevarende samliv kunne anses for opfyldt. FAM/2017/133.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås
Dato: 09-10-2017Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en ansøger med ukendt nationalitet, da hendes identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås. I april 2015 var klageren blevet meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. I oktober 2015 havde Flygtningenævnet stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. I august 2015 var klageren nedkommet med et barn og i oktober 2015 havde hun indgået ægteskab i Danmark med barnets fader – en herboende eritreisk statsborger, der havde opholdstilladelse som flygtning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, at ansøgerens identitet kan anses for dokumenteret eller lægges til grund. Dette gælder i forhold til navn, fødselsdato og statsborgerskab. Såfremt dette ikke er opfyldt, vil der ikke kunne meddeles opholdstilladelse, uanset ansøgningsgrundlag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Flygtningenævnet i forbindelse med klagerens asylsag ikke havde kunnet lægge til grund, at klageren var eritreisk statsborger, idet der hverken var fremlagt dokumentation herfor, eller det på anden måde var sandsynliggjort, at hun skulle være det. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at klageren selv var indrejst i Danmark som asylansøger og havde søgt opholdstilladelse som flygtning med henvisning til, at klageren var eritreisk statsborger. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klagerens partsrepræsentant ikke over for Udlændingenævnet havde indsendt nye oplysninger, der kunne understøtte klagerens oplysninger om, at hun var eritreisk statsborger, eller havde søgt om genoptagelse af Flygtningenævnets afgørelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke til sagen var fremlagt gyldig dokumentation for klagerens identitet, herunder eksempelvis en fødselsattest, som klagerens tidligere partsrepræsentant i december 2016 under sagens behandling i Udlændingenævnet ellers havde oplyst ville blive fremskaffet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klageren altid havde betragtet sig selv som eritreisk statsborger, at hun på intet tidspunkt overfor de danske myndigheder havde forklaret divergerende om sin identitet, at det ikke burde lægges hende til last, at de danske myndigheder ikke med sikkerhed kunne fastslå hendes identitet, og at det var udbredt, at ansøgere fra Eritrea ikke var i besiddelse af identitetspapirer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at det ikke var muligt at fastslå klagerens identitet i forhold til statsborgerskab og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til klageren var opfyldt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klagerens, hendes ægtefælles og parrets fællesbarns familieliv var beskyttelsesværdigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, og at klagerens partsrepræsentant havde henvist til brugen af DNA-undersøgelser i andre sager. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at klagerens statsborgerskabsforhold ikke kunne anses for oplyst, og at det påhvilede klageren, jf. udlændingelovens § 40, at oplyse dette. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at klageren havde indgået ægteskab i Danmark, og at parret havde fået et fællesbarn, ikke ændrede ved dette. Uanset at der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, skal en udlændings identitet således kunne lægges til grund. Det forhold, at der var udstedt en dansk vielsesattest, hvor det var anført, at klageren var født i Eritrea, ændrede ikke herpå. Det bemærkedes, at det også var indgået i asylsagen, at klageren skulle være født i Eritrea. Udlændingenævnet fandt endelig af samme årsag, at det til klagen anførte om, at de danske myndigheder ikke havde undersøgt, hvorvidt klagerens ægtefælle ved at flytte til klagerens hjemland var beskyttet imod refoulement, da myndighederne ikke havde været i stand til at fastslå klagerens statsborgerskab og derved hvilket land, familielivet skulle udøves i, hvorfor familielivet var bedst beskyttet i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, uanset om der er tvivl om identiteten. FAM/2017/109.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao
Dato: 03-10-2017Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en amerikansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 28 år på afgørelsestidspunktet, var født som dansk statsborger i USA og havde inden den seneste indrejse i Danmark i juni 2016 opholdt sig i Danmark i to måneder i 1990, syv måneder i 1992 og derudover på ferie- og besøgsophold. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-dommen).
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i september 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 fremgik det udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde endelig en vis vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i forbindelse med indrejsen i Danmark havde taget væsentlige skridt til at etablere sig i Danmark med henblik på varigt ophold, herunder boligforhold, ligesom den herboende ægtefælle allerede i august 2016 var påbegyndt en ansættelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/31.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao
Dato: 03-10-2017Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en tunesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 45 år på afgørelsestidspunktet, var dansk statsborger og havde boet i Danmark hele sit liv. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i maj 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og referencen om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/32.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet