Ægtefællesammenføring

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
Forrige
Side 2 af 25
Næste

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav om at den herboende ægtefælle skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 18-07-2023



    Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav om at den herboende ægtefælle skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte i oktober 2020 om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, referencen. Parret, som begge er tyrkiske statsborgere, havde indgået ægteskab i Tyrkiet i januar 2020. Referencen havde tidligere været gift med en rumænsk statsborger, og referencen havde i juni 2016 fået opholdsret i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen som medfølgende familiemedlem til den rumænske ægtefælle. Referencen blev i oktober 2019 skilt fra den rumænske ægtefælle, og SIRI traf uagtet skilsmissen afgørelse i februar 2021 om, at referencen fortsat opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I april 2021 meddelte Udlændingestyrelsen referencens nuværende tyrkiske ægtefælle afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år, og da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1. I juli 2021 blev referencen meddelt tidsubegrænset opholdsret efter § 18 i EU-opholdsbekendtgørelsen på grund af 5 års lovligt ophold i Danmark

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, eller § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

    Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.

    Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, at den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste 3 år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end 3 år.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i juni 2016 fik opholdstilladelse i Danmark efter den dagældende § 8 i EU-opholdsbekendtgørelsen, at han i juli 2021 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 18 i den nugældende EU-opholdsbekendtgørelse på grund af 5 års ophold i Danmark, og at han således endnu ikke har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 3 år.

    Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke er oplyst om ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren, referencen, deres fællesbarn og referencens 2 særbørn ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor de alle 5 er statsborgere, og hvor både ansøgeren og referencen taler sproget, for dér at udøve familielivet.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har et fællesbarn, der er født i 2019, og at referencen har 2 særbørn, som er født henholdsvis i 2006 og i 2010, og som bor hos referencen. De 3 børn har alle opholdstilladelse i Danmark.

    Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, da ingen af børnene har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at alle 3 børn er tyrkiske statsborgere, og at det fremgår af CPR-registret, at referencens 2 særbørn er indrejst i Danmark i 2020, og at ansøgeren og referencens fællesbarn er indrejst i Danmark i 2021.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at de 2 særbørn bor hos referencen, og at børnenes mor ikke bor i Danmark.

    Udlændingenævnet bemærker, at et barn efter fast praksis først efter 6-7 års sammenhængende lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution/skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv har valgt at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret på den baggrund ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

    Vurdering vedrørende EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at referencen er økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, og at partsrepræsentanten har påberåbt sig Associeringsaftalen mellem Danmark og Tyrkiet, Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 13 samt domspraksis fra EU-Domstolen.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at Associeringsaftalekomplekset efter EU-Domstolens retspraksis ikke giver familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en ret til familiesammenføring, der går videre end de muligheder for familiesammenføring, der er indeholdt i udlændingelovens regler, jf. principperne i C-138/13, Dogan og C-561/14, Genc.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at selvom kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, udgør en ny begrænsning, jf. artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, er kravet lovligt, da det forfølger et legitimt formål om herboendes integration i Danmark, og kravet vurderes ligeledes at være proportionalt.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er foretaget en konkret og individuel vurdering af, at der i nærværende sag ikke er grundlag for at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, jf. vurderingen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Det til støtte for klagen anførte om, at EU-retten har forrang i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom referencen har opholdsret i Danmark på baggrund af EU-rettens regler om fri bevægelighed, tillægges han som tyrkisk statsborger ikke samme rettigheder som EU-borgere er tillagt efter reglerne om fri bevægelighed, herunder familiesammenføringsreglerne i EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020), hvorfor ansøgerens ansøgning om opholdsret i Danmark skal behandles efter familiesammenføringsreglerne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, hvor der behørigt tages højde for de særlige rettigheder, som økonomisk aktive tyrkiske statsborgere er tillagt.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at såfremt den herboende ægtefælle er en økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, som er omfattet af Associeringskomplekset mellem EU og Tyrkiet, og som er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter mindst 8 års ophold i henhold til det skærpede opholdskrav i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, som blev indført ved lov nr. 436 af 9. maj 2017, kan ansøgeren i henhold til lovens ordning med henvisning til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, meddeles ægtefællesammenføring, når den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mindst 1 år.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 436 af 9. maj 2017, hvorved opholdskravet for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse blev skærpet fra 6 år til 8 år, at adgangen til ægtefællesammenføring for økonomisk aktive tyrkiske statsborgere omfattet af associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet, ikke berøres af den foreslåede skærpelse af opholdskravet.

    Det følger heraf, at 2 år af det stillede opholdskrav på 8 år i forbindelse med meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – som følge af associeringsberettigede tyrkiske statsborgeres retsstilling efter lov nr. 436 af 9. maj 2017 – må fraregnes i kravet om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.

    Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at der er hjemmel til at stille kravet indeholdt i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse overfor herboende aktive tyrkiske statsborgere, der er meddelt tidsubegrænset opholdsret efter 5 års lovligt ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen, da den samlede længde af det krævede lovlige ophold for opnåelse af familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke overstiger 9 år, og at kravet dermed anses for proportionalt og i overensstemmelse med artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”






  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2023 – Familiesammenføring, ægtefæller – selvforsørgelseskravet

    Dato: 03-07-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en kenyansk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren, der er født i oktober 1995, og som er kenyansk statsborger, søgte i august 2020 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med referencen, der er dansk statsborger. I november 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen under henvisning til, at referencen inden for de seneste 3 år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. I marts 2021 hjemviste Udlændingenævnet ansøgerens sag til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet nævnet fandt, at styrelsen rettelig burde have forsøgt at indhente tilstrækkelig og læselig dokumentation for referencens helbredsforhold, inden at styrelsen traf afgørelse i sagen, jf. god forvaltningsskik, herunder navnlig officialmaksimen. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren på ny afslag på familiesammenføring under henvisning til, at referencen inden for de seneste 3 år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at karensperioden på 3 år endnu ikke var udløbet. Udlændingestyrelsen vurderede videre, at det ikke kunne føre til et andet udfald i sagen, at referencen i oktober 2021 fik bevilliget førtidspension. Referencens bopælskommune havde bevilliget ham førtidspension grundet, at hans arbejdsevne var varigt nedsat og ikke kunne forbedres.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ” Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at referencen inden for de seneste 3 år har modtaget offentlig hjælp til sin forsørgelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen på grund af psykisk sygdom ikke har været i beskæftigelse i Danmark i en længere årrække, at han har været igennem et længere udrednings- og beskæftigelsesafklarende forløb i kommunen, og at han i oktober 2021 er bevilliget førtidspension. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen i perioden fra december 2014 til september 2021 har modtaget offentlig hjælp i form af ressourceforløbsydelse, og at han siden oktober 2021 har modtaget førtidspension.
    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at uanset at karensperioden på 3 år ikke er udløbet på nuværende tidspunkt, er referencen bevilliget førtidspension med virkning fra oktober 2021 under henvisning til, at hans arbejdsevne er varigt nedsat og ikke kan forbedres, og at der således vil være tale om indirekte forskelsbehandling, som strider mod artikel 5 i Handikapkonventionen, såfremt stillingtagen til en ansøgning om familiesammenføring også skal afvente et meget langvarigt afklaringsforløb af herboendes beskæftigelsesmuligheder.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt.
    Udlændingenævnet finder det ligeledes beklageligt, at Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021 indeholder begrundelsesmangler, jf. forvaltningslovens § 24.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af november 2021 ikke på tilstrækkelig vis har begrundet, hvorfor det ikke kan føre til en ændret vurdering, at referencen er bevilliget førtidspension.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2023 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab

    Dato: 06-06-2023




    Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2023 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse til en eritreisk kvinde, der opholdt sig i Sudan og søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende eritreisk flygtning.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Referencen indrejste i Danmark i september 2014 og fik i april 2015 meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I november 2020 rejste han ind i Sudan og en uge senere indgik han og ansøgeren ægteskab i den eritreiske ortodokse tewahdo kirke i Khartoum, Sudan. Parret søgte om familiesammenføring i marts 2021. I juni 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da det ikke kunne anses for retsgyldigt i indgåelseslandet som følge af, at parret ikke havde identificeret sig ved personligt fremmøde i kirken 30 dage forud for ægteskabets indgåelse, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke anså kravene til lysning af ægteskabet for overholdt.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse med henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen ikke kan anses for retsgyldigt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse fra juni 2021 meddelte ansøgeren afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med referencen i Danmark, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at parret ikke havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at ansøgeren alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Ved vurderingen af ægteskabets retsgyldighed lagde Udlændingestyrelsen ved afgørelsen vægt på, at det til sagen var oplyst, at hverken referencen eller ansøgeren var personligt tilstede ved indgivelse af ansøgningen om ægteskab i den eritreiske ortodokse kirke, St. Michael and Abune Aregawi, i Khartoum, Sudan. Det bemærkes, at kirkens fulde navn er den eritreiske ortodokse Tewahdo kirke, St. Michael and Abune Aregawi (herefter: kirken). Udlændingestyrelsen henviste i afgørelsen til, at det ifølge udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger er et krav for, at et ægteskab indgået ved den pågældende kirke er retsgyldigt i Sudan, at begge parter identificeres personligt ved indgivelsen af en ansøgning om ægteskab, samt at der efter ansøgningens indgivelse med begge parters tilstedeværelse skal ske offentlig lysning af ægteskabet i mindst 30 dage, hvorefter vielsen kan finde sted.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af den til sagen fremlagte ”Marriage Certificate” fra kirken, at ansøgeren og referencen er blevet religiøst viet medio november 2020, at attesten er underskrevet af kirkens administrator Negasi Elias og påført den forhenværende administrator Zerezghi Gebremariams personlige stempel. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Nationalt ID-center (NIDC) under Udlændingestyrelsens sagsbehandling har foretaget en ægthedsvurdering af dokumentet, og at NIDC ultimo april 2021 konkluderede, at der ikke var grund til at antage, at dokumentet var uægte.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren var personligt til stede ved indgivelse af ansøgningen om indgåelse af ægteskab i kirken, at hun primo oktober 2020 indgik en aftale med kirken om underskrifter og frembringelse af 3 vidner, at kirken gav referencen dispensation fra personligt fremmøde, og at referencen primo august 2021 opsøgte kirken og fik udstedt en erklæring omkring formaliteterne ved ægteskabets indgåelse i november 2020.

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der i forbindelse med klagen er fremlagt kopi af brev fra kirken, dateret primo august 2021, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencens kommende ægteskab var annonceret i kirken ved billedopslag medio oktober 2020, at kirken alene har bemyndigelse til at kræve, at parrene slår deres billeder op i en måned, men at kirken ikke tvinger parrene til at være personligt tilstede i kirken 30 dage forud for vielsen. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at erklæringen er underskrevet af præst og administrator Negasi Elias og stemplet med kirkens officielle stempel, idet det af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger fremgår, at kirken i en længere periode efter at Negasi Elias erstattede Zerezghi Gebremariam på administratorposten benyttede den afgåede administrators personlige stempel på sine dokumenter.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne ikke udtrykkeligt kan udledes, at det er en forudsætning for ægteskabets retsgyldighed i Sudan, at både bruden og brudgommen skal identificeres personligt ved indgivelsen af en ansøgning om ægteskab i kirken, ligesom der efter Udlændingenævnets opfattelse ikke er holdepunkter i baggrundsoplysningerne for at antage, at den part, der bor i udlandet, skal opholde sig i Sudan under hele lysningsperioden på mindst 30 dage.

    Der henvises herved bl.a. til den opdaterede udgave af ”Temarapport, Sudan, Marriage for the Eritrean and Ethiopian Diaspora in Khartoum”, udarbejdet af det svenske Migrationsverket og udgivet af Lifos den 15. februar 2016.

    Udlændingenævnet har endeligt lagt vægt på, at den til sagen fremlagte vielsesattest ses at være påført stempler fra ”The Judiciary of Sudan” og det sudanesiske udenrigsministerium.

    Udlændingenævnet har således efter en afvejning af sagens samlede omstændigheder og de foreliggende oplysninger vurderet, at parrets ægteskab må antages at være retsgyldigt i Sudan.

    Udlændingenævnet har på den baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.

    Da udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til § 9, stk. 1, nr. 1, foretager Udlændingenævnet sig ikke yderligere for så vidt angår afgørelsen efter § 9 c, stk. 1.

    Ansøgeren vil herefter modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af november 2022 – ægtefællesammenføring – krav om økonomisk sikkerhedsstillelse

    Dato: 30-05-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse ifølge hvilken, der blev stillet krav om bl.a. økonomisk sikkerhedsstillelse i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om familiesammenføring under henvisning til sin herboende samlever.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, som var statsborger i Tyrkiet, søgte i november 2020 om familiesammenføring med sin herboende, danske samlever, referencen. Referencen havde i flere perioder været udstationeret i udlandet som led i sit arbejde for den danske stat, og referencen havde et særbarn, der havde været udstationeret sammen med referencen. I marts 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren opholdstilladelse som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra a, efter at referencen forinden var anmodet om og havde stilet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Referencens partsrepræsentant klagede i den forbindelse over, at der var blevet stillet krav om økonomisk sikkerhedsstillelse, bl.a. under henvisning til, at referencens særbarn havde opnået selvstændig tilknytning til Danmark, og at der derfor var grundlag for at fravige kravet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse, der blev stillet i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021. Det var således korrekt, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen om meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren stillede krav om økonomisk sikkerhed.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke i sagen er oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der bevirker, at kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter ikke skal stilles.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om sådanne personlige eller helbredsmæssige forhold, som bevirker, at referencen og ansøgeren ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgeren er født og opvokset, har gået i skole og taget en uddannelse, tidligere har haft et arbejde, taler sproget, og hvor ansøgeren og referencen mødtes, for at udøve familielivet dér.

    Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på, at der ikke er oplyst om alvorlig sygdom eller handicap hos referencen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter artikel 8 ikke har en ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i klagen er anført, at der i henhold til gældende praksis er grundlag for at fravige kravet om sikkerhedsstillelse, da referencen har et fastboende særbarn i Danmark, som har opnået selvstændig tilknytning, at særbarnet fortsat har en uafbrudt stærk tilknytning til Danmark og det danske samfund, og at referencen har betydeligt samvær med sit særbarn, hvorfor et muligt afslag på fravigelsen af betingelserne efter din vurdering vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, navnligt EMRK artikel 8.

    Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet referencens særbarn, barn 1, ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse kunne anses for at have bopæl i Danmark, idet særbarnet var udstationeret sammen med referencen, og da det som følge af referencens udstationeringer ikke kan lægges til grund, at særbarnet har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse af den grund skulle fraviges.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af referencens e-mail til Udlændingestyrelsen af februar 2021, at referencens særbarn, ud over referencens udstationeringsperioder, har haft fast bopæl i Danmark og har gået i dansk skole, herunder i børnehaveklasse fra 2013 til 2014 og i 3. klasse fra 2016 til 2017, og at særbarnet grundet udstationering har gået i skole i 1. til 2. klasse i land 1 fra 2014 til 2016 og i 4. til 7. klasse fra 2017 til 2021 i land 2.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at referencen har været udsendt i perioderne fra primo august 2008 til primo juni 2010 (cirka 1 år og 10 måneder), fra primo juli 2014 til medio juli 2016 (cirka 2 år), og fra primo juli 2017 til ultimo juni 2021 (cirka 4 år), og at det også fremgår af udskrift fra (…), som var vedlagt referencens e-mail til udlændingestyrelsen af februar 2021, at referencen fra 2008 til 2010 var udstationeret i by 1 (land 2), at referencen fra 2014 til 2016 var udstationeret i by 1 (land 1), og at referencen fra 2017 var udstationeret i by 1 (land 2).

    Udlændingenævnet har på den baggrund lagt til grund, at særbarnet sammenlagt har været udstationeret sammen med referencen i cirka 7 år og 10 måneder.

    Udlændingenævnet har på den baggrund videre lagt til grund, at særbarnet på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021 havde haft ophold i Danmark fra sin fødsel i december 2007 til august 2008 (7,5 måneder) og fra primo juni 2010 til sin start i børnehaveklasse i 2013 (cirka 3 år), uden at der i disse perioder er oplysninger om særbarnets eventuelle tilknytning til institutioner i Danmark, og at særbarnet herefter har opholdt sig og gået i skole i Danmark i børnehaveklasse fra 2013 til 2014 og i 3. klasse fra 2016 til 2017 (sammenlagt 2 år).

    Udlændingenævnet har herefter lagt til grund, at særbarnet på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021 sammenlagt har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 7,5 måneder, hvilket, uanset om særbarnet - ud over 2 års skolegang i Danmark - eventuelt også tidligere har været tilknyttet dansk institution, ikke medfører, at særbarnet har opnået selvstændig tilknytning.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at børn efter fast praksis først anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års uafbrudt fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en institution eller skole.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i klagen er anført, at referencen i forbindelse med sin udstationering juridisk set arbejder under dansk jurisdiktion og således opererer inden for dansk jord, […], at særbarnet fortsat bliver undervist, således at det bør sidestilles med en dansk skole, og at det er din klare vurdering, at Udlændingestyrelsen ikke kan statuere, at der er tale om afbrud af det danske ophold for referencens særbarn.

    Udlændingenævnet vurderer dog, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet der, uanset at referencen var udsendt af den danske stat, bør tages udgangspunkt i de faktiske forhold for særbarnet, som ikke under udstationeringerne har haft et reelt ophold i eller været bosiddende i Danmark.

    Det kan på den baggrund heller ikke føre til en anden vurdering, at det i referencens e-mail af februar 2021 til Udlændingestyrelsen er anført, at referencen er statsudsendt, hvilket dermed ikke er at betragte som udrejst af Danmark, og at dette også gør sig også gældende for referencens særbarn, der ligesom referencen har været registreret som ”statsudsendt” […]

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med afgørelsen af marts 2021 stillede krav om økonomisk sikkerhedsstillelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”.


  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Nægtelse af forlængelse – Skilsmisse

    Dato: 30-05-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Nægtelse af forlængelse – Skilsmisse

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger for Ghana, som tidligere var meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført til en dansk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren blev i februar 2016 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med den herboende reference. Ansøgeren og referencen blev skilt i januar 2020 men fortsatte med at være kærester og var samboende på fælles bopæl. Ansøgeren søgte i maj 2020 om forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til den tidligere ægtefælle. I maj 2021 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ansøgningen om forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse, da grundlaget for opholdstilladelsen på grund af skilsmissen ikke længere var tilstede.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2021. Ansøgerens opholdstilladelse kan derfor ikke forlænges.

    Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab og samliv på fælles bopæl med sin tidligere ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Det er en betingelse for opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der er samliv på fælles bopæl. Samlivet er en løbende betingelse, der hele tiden skal være opfyldt. Det er derfor et krav, at der skal være tale om uafbrudt samliv.

    Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren uden afbrud har været samlevede på fælles bopæl med referencen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CPR-registret, at ansøgeren og referencen blev skilt i januar 2020.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren har oplyst, at han og referencen er fortsat med at være kærester og har været samboende på fælles bopæl, selvom om de er blevet skilt. Ansøgeren mener derfor, at han fortsat opfylder betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Det er også indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har anført, at en skilsmisse ikke kræver et samlivsophør, og at han kan dokumentere, at han reelt har boet på samme bopæl som referencen.

    Ovenstående kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en skilsmisse indikerer, at ægteskabet og samlivet har været afbrudt.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af referencens mail fra marts 2021, at ansøgeren og referencen forud for skilsmissen var uvenner, og at de blev enige om at prøve skilsmisse, selvom de stadig ville være kærester.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette på det foreliggende grundlag ikke kan anses for at være et sådant samlivsforhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Det af ansøgeren oplyste om, at han hver måned har forsørget referencen og overført 8.000 kr. til boligomkostninger, og at han hver nat i 1½ år er blevet sat af på bopælen, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Da ansøgeren og referencen således ikke har haft et uafbrudt samliv, er betingelsen for hans opholdstilladelse ikke læn¬gere til stede, og tilladelsen kan ikke forlænges, da der er grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i februar 2016, i en alder af 49 år, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, og at han således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. 5 år og 2 måned, og at han har haft ophold i Danmark i ca. 6 år, da han i februar 2022 udrejste af Danmark.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren taler, skriver og forstår dansk, at han har bestået Prøve i Dansk 1 og 2, at han i sin fritid spiller fodbold, at han er bestyrelsesmedlem i en xx klub, at han har været i fuldtidsbeskæftigelse siden maj 2019, og at han siden maj 2020 også har været i deltidsbeskæftigelse som xx ved siden af fuldtidsjobbet.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at han hverken ved længden af sit ophold i Danmark, sin tilknytning til arbejdsmarkedet og det danske samfund eller ved sine sproglige kundskaber kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse må anses for særligt belastende.

    Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at han er statsborger i Ghana, hvor han er født, opvokset og taler sproget, hvor han har boet det meste af sit liv, hvor han har slægtninge, hvor han har været på feriebesøg, og hvor han igen er indrejst i februar 2022 i forbindelse med, at han har opgivet sin bopæl i Danmark.

    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgerens tilknytning til Ghana må anses for at være væsentlig større end sin tilknytning til Danmark.

    Udlændingenævnet vurderer i øvrigt, at der ikke foreligger oplysninger om særlige personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirker, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse må anses for særligt belastende for ham, herunder stridende mod Danmarks internationale forpligtelser.

    Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at hans tidligere ægtefælle lider af sygdommen myasteni og får piller herimod, men dette kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, da de ikke længere er gift eller kan anses for at være samlevende.

    Udlændingenævnet vurderer således ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at der er grundlag for at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, og Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2022 – familiesammenføring – ganske særlige grunde

    Dato: 22-05-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Nigeria, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til herboende datter og søster.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøger 1 (mor) og referencen (datter) havde haft ophold sammen i Danmark indtil september 2017. Referencen søgte i september 2017 om familiesammenføring med sin herboende far, og fik i 2019 opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøger 1 udrejste frivilligt fra Danmark i september 2017, og havde i perioden fra 2017 til 2021 taget ophold i Tyskland og Frankrig, undtagen en periode i 2020, hvor ansøger 1 havde haft ulovligt ophold i Danmark. Under ansøger 1´s ophold i Frankrig i 2018 fik ansøger 1 endnu et barn (ansøger 2). Ansøger 1 søgte om familiesammenføring under henvisning til referencen i 2021. Ansøger 2 søgte i 2021 ligeledes om familiesammenføring med tilknytning til ansøgeren, jf. § 9, stk. 1, nr. 2 jf. § 9 c, stk. 1. Det fremgår af ansøger 2’s fødselsattest, at ansøger 2 er datter af ansøgeren og en franskmand. Ansøger 1 har i forbindelse med ansøger 2’s sag indsendt en DNA-test, som med 99% tilkendegiver, at det er referencens far, som også er far til ansøger 2. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1 til ansøger 1 og ansøger 2, idet styrelsen vurderede, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, da det tidligere familieliv var afbrudt, og at der var tvivl om faderskabet til ansøger 2.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021. Ansøger 1 kan således ikke gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til sit barn, referencen.

    Udlændingenævnet har herved vægt på, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde til at meddele ansøger 1 opholdstilladelse i Danmark, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at hun kan få opholdstilladelse i Danmark. Det er således Udlændingenævnets vurdering, at der ikke ses at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøger 1 og referencen, der ligger ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.

    Udlændingenævnet har lagt til grund, at familielivet mellem ansøger 1 og referencen var opretholdt frem til september 2017.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt afgørende vægt på, at ansøger 1 frivilligt har afbrudt familielivet med referencen, da ansøger 1 efter at være indrejst i Danmark med referencen og hendes søster i september 2017 forsvandt fra deres fælles opholdssted i Danmark og efter det oplyste udrejste af landet.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om ansøger 1’s kontakt til referencen, efter ansøger 1’s udrejse af Danmark i september 2017.

    Det fremgår således af referencens ansøgning om familiesammenføring med referencens far, indgivet til Udlændingestyrelsen den december 2018, og udfyldt af referencens far, at ansøger 1 forsvandt fra Danmark i 2017, og at referencen herefter ikke har haft kontakt med sin mor.

    Partsrepræsentanten har imidlertid i oktober 2021 oplyst, at ansøgeren forsvandt i 2017, idet hun og referencens far, ikke havde et godt forhold, at referencens far smed hende ud efter voldsomme sammenstød, og at ansøger 1 rejste til Frankrig i september 2017, hvor hun opholdt sig indtil starten af 2018. Ansøger 1 rejste herefter efter det oplyste tilbage, da hun savnede sine børn.

    Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse, at det fremgår af barnets, ansøger nr. 2, fødselsattest (Acte de Naissance), at barnet er født den september 2018 i Frankrig, på hvilket tidspunkt Udlændingenævnet derfor lægger til grund, at ansøgeren opholdt sig i Frankrig.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at ansøger 1 bl.a. har opholdt sig i Tyskland, og at det fremgår af ansøger 1’s ansøgning om opholdstilladelse, indgivet til Udlændingestyrelsen i juni 2021, at hun har søgt om asyl i Tyskland for at være tættere på sine børn, men at dette ikke var muligt.

    Det forhold, at partsrepræsentanten har oplyst, at ansøger 1 udrejste efter voldsomme uoverensstemmelser med børnenes far, der smed hende ud, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til at det i så fald var ansøger 1’s egen beslutning at forlade Danmark i september 2017, og at hun efter det oplyste søgte asyl i Tyskland, inden hun søgte opholdsret i Danmark i 2020.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at referencen og referencens søster indrejste i Danmark i august 2017, at børnene i maj 2019 fik opholdstilladelse i Danmark, og at ansøger 1 således først mere end 2 år efter børnenes indrejse og ca. et år efter, at børnene havde fået opholdstilladelse i Danmark, selv søgte om opholdsret i Danmark.

    Udlændingenævnet kan på den baggrund heller ikke lægge til grund, at ansøger 1 har opretholdt kontakten med sine børn, siden hun forlod dem i september 2017.

    Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse også, at ansøger 1’s troværdighed generelt er svækket.

    Udlændingenævnet har, udover de ovennævnte oplysninger, herved også lagt vægt på, at der er afgivet divergerende oplysninger om barnet, ansøger 2.

    Ansøger 1’s tidligere partsrepræsentant indgav således i juli 2021 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark til ansøger 2, i hvilken det blev oplyst, at ansøger 2’s far var fransk statsborger, hvilket også fremgår den fremlagte fødselsattest for ansøger 2. Ansøgningen var underskrevet på tro og love af ansøger 1.

    Partsrepræsentanten AF Ventures IVS har imidlertid oplyst, at det formodentlig er referencens far der er far til ansøger 2 hvilket ifølge partsrepræsentanten AF Ventures IVS understøttes af en fremlagt dna-undersøgelse fra DNAtest.dk, hvoraf det fremgår, at resultatet for faderskabstesten viser, at sandsynligheden for, at referencens far er den biologiske far til ansøger 2, er over 99, 9999 %.

    Ligeledes er der divergerende oplysninger om, hvornår ansøger 1 på ny indrejste i Danmark.

    Ansøger 1’s daværende partsrepræsentant har således i forbindelse med indgivelsen af ansøger 2’s ansøgning om familiesammenføring i Danmark oplyst, at ansøger 1 indrejste i Danmark i september 2020.

    Imidlertid fremgår det af Udlændingeinformationsportalen, at ansøger 1 i maj 2020 fik afslag på opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), hvor der samtidig blev fastsat en udrejsefrist i juli 2020.

    Udlændingenævnet henviser i relation hertil, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles.

    Udlændingenævnet har herefter lagt til grund, at ansøger 1 udrejste af Danmark i september 2017, at hun herefter har opholdt sig i Frankrig og Tyskland, at hun på ny indrejste i Danmark på et ukendt tidspunkt i 2020, og at hun således frivilligt afbrød familielivet med referencen.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at der ikke mellem ansøger 1 og referencen består et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at et afslag på opholdstilladelse til ansøger 1 vil stride imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder hensynet til familiens enhed, så Danmark vil være forpligtiget til at tillade familiesammenføring.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen har boet i Danmark sammen med sin far siden august 2017, og med opholdstilladelse siden maj 2019, og at hendes primære omsorgsperson siden september 2017, hvor ansøger 1 udrejste af Danmark, derfor har været og fortsat er hendes far, som kan støtte hende i det omfang, det måtte være nødvendigt.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at børnenes institution har et godt samarbejde med referencens far, der tydeligt ønsker det bedste for sine børn, og som fremstår som en god og kærlig far, der har gjort sit allerbedste ift. at skabe nogle gode rammer for sine børn.

    Det forhold, at referencen har boet sammen med ansøger 1 fra hun blev født til september 2017, hvor hun var ca. 2 år og 7 måneder, og at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at begge piger (både referencen og referencens søster) har haft et meget stort savn til deres mor gennem flere år, vurderer Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, idet familielivet mellem ansøger 1 og referencen er blevet frivilligt afbrudt.

    Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøger 1 har indgået samværsaftale i september 2020 med referencens far, der giver ansøger 1 ret til samvær med referencen og referencens søster 3 timer, 2 gange om ugen, på den adresse, hun opholder sig på i Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøger 1 har afbrudt familielivet med referencen, og at ansøger 1 på intet tidspunkt har haft opholdstilladelse i Danmark, og at hun således ikke kan antages at have haft en berettiget forventning om at kunne genetablere familielivet gennem samværet med sine børn.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at SIRI i maj 2020 pålagde ansøger 1 at udrejse af landet senest i juli 2020, at Udlændingestyrelsen først i juni 2021 meddelte ansøger 1 processuelt ophold i Danmark, og at samværsaftalen således er udarbejdet på et tidspunkt, hvor ansøger 1 ikke havde lovligt ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet henviser også til, at det efter praksis hverken er muligt at opnå en opholdstilladelse med henblik på etablering af samvær med herboende børn eller intensivering heraf.

    Det forhold, at ansøger 1 efter det oplyste har forsøgt at søge om familiesammenføring med sine børn, men at hun har været udfordret af manglende overskud, korrekt juridisk vejledning og sprogvanskeligheder, at hun, siden hendes ansøgning om familiesammenføring i september 2020 blev afvist, har mistet modet, og at hun altid har haft kontakt med sine børn, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet bemærker, at ansøger 1 i maj 2020 fik afslag på familiesammenføring efter EU-opholdsbekendtgørelsen af SIRI.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at hensynet til barnets tarv ikke tilsiger, at ansøger 1 skal have opholdstilladelse under henvisning til referencens søster. Der henvises til begrundelsen ovenfor.

    Udlændingenævnet bemærker desuden, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videregående adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøger 1’s personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.

    På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og FN’s Børnekonvention, at give ansøger 1 afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Derfor får ansøger 2 afslag på opholdstilladelse som familiesammenført

    Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse i november 2021. Ansøger 2 kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til ansøger 1 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, eller § 9 c, stk. 1.

    Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2

    Det er en betingelse for, at ansøger 2 kan gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til ansøger 1 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøger 1 har en gyldig opholdstilladelse og bor i Danmark.

    Da Udlændingestyrelsen i november 2021 gav afslag på opholdstilladelse til ansøger 1, og da denne afgørelse i dag er stadfæstet af Udlændingenævnet, har ansøgerne ikke en gyldig opholdstilladelse. Hun kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at betingelsen for, at ansøger 2 kan gives opholdstilladelse i Danmark, ikke er opfyldt.

    Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøger 2 ikke kan gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøger 2 skal have opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, ansøger 2 er født i Frankrig, at hun, ligesom sin mor er statsborger i Nigeria, at hun altid har boet sammen med sin mor, som er hendes primære omsorgsperson, og at ansøger 2 således ikke vil være uden omsorgspersoner, når hun skal udrejse af Danmark, idet hun skal udrejse sammen med sin mor, som heller ikke har opholdstilladelse i Danmark.

    Det anførte til støtte for klagen om, at referencens far har en igangværende sag hos Familieretshuset, hvor han har søgt om at blive anerkendt som far til ansøger 2, og at der er blevet foretaget en privat faderskabstest med det resultat, at referencens far med 99,9999% sikkerhed er far til ansøger 2, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningsskemaet fra juli 2021, at den franske statsborger, er ansøger 2’s far, og at der til sagen er indsendt kopi af ansøger 2’s fødselsattest, hvoraf det fremgår, at ansøger 1 og den franske statsborger er hendes forældre.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ved søgning på testudbyderen DNA-test.dks hjemmeside wwww.dnatest.dk fremgår, at dnatest-sættet bliver sendt til den ønskede adresse, hvor den udføres af de pågældende personer selv. Der er således ikke i forbindelse med dna-undersøgelsen foretaget identitetssikring af de personer, som testes, hvilket understøttes af, at både referencens far og ansøger 2’s navne er forkerte på resultatet.

    Udlændingenævnet kan således på baggrund af den til sagen indsendte faderskabstest ikke lægge til grund, at referencens er far til ansøger 2. Der henvises til vejledningsafsnittet nedenfor.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøger 2’s personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.

    På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøger 2 afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet vurderer i relation hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. februar 2023 – Familiesammenføring, ægtefæller - krav om gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation

    Dato: 22-05-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en russisk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, der er født i april 1997, og som er russisk statsborger, indrejste i Danmark i oktober 2019 for at søge om (spontan) asyl her i landet. I oktober 2019 fødte ansøgeren ligeledes hendes og referencens fællesbarn i Danmark. I maj 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på asyl, hvorefter Flygtningenævnet stadfæstede styrelsens afgørelse i november 2020.

    I november 2020 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til samliv med referencen, der er russisk statsborger, og som har opholdstilladelse her i landet som flygtning fra Rusland. I december 2020 blev ansøgeren meddelt ret til at opholde sig her i landet under Udlændingestyrelsens behandling af sagen. I maj 2021 blev ansøgeren og referencen gift i Danmark. I juni 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen med henvisning til, at hun ikke havde dokumenteret at være i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation, samt ikke havde dokumenteret, at de russiske myndigheder ikke ville udstede pas til hende, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1.

    I juli 2021 meddelte Udlændingenævnet klagen opsættende virkning, således at ansøgeren havde ret til at opholde sig i Danmark under nævnets behandling af klagesagen. I oktober 2021 hjemviste Udlændingenævnet ansøgerens familiesammenføringssag til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen. Nævnet henviste i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen burde have vurderet, hvorvidt der var grundlag for at fravige paskravet.

    I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med referencen i den af nævnet hjemviste sag med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at det ikke var muligt for hende at få udstedt et nationalitetspas fra de russiske myndigheder. Udlændingestyrelsen vurderede på den baggrund, at ansøgeren dermed ikke havde dokumenteret, at det ikke var muligt for hende at leve op til den grundlæggende betingelse om at være i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation.

    I december 2021 meddelte Udlændingenævnet klagen opsættende virkning.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på familiesammenføring til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at hun ikke opfylder kravet om at være i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden oktober 2019, hvor hun løbende har haft processuelt ophold under henholdsvis sin asyl- og familiesammenføringssag, hvor hun har boet sammen med sin herboende ægtefælle og deres fællesbarn.

    Det er således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren, referencen og deres fællesbarn har etableret et familieliv, som er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har i vurderingen af sagen inddraget det forhold, at ansøgeren ikke har fremlagt et gyldigt (udenrigs)nationalitetspas eller anden gyldig rejselegitimation, idet hun blot har fremlagt en kopi af sit russiske indenrigspas, som udløb i 2018.

    Udlændingenævnet har endvidere inddraget det forhold, at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at de russiske myndigheder ikke vil udstede et pas eller rejsedokument til hende, indeholdende en begrundelse herfor.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at Danmark er nærmest til at beskytte familielivet mellem ansøgeren, referencen og deres fællesbarn.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at familien ikke kan henvises til at udøve deres
    familieliv i Rusland henset til, at referencen har opholdstilladelse i Danmark som konventionsflygtning fra Rusland, som senest i juni 2021, gældende fra september 2021, blev forlænget til september 2023.

    Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på, at både ansøgeren og referencen er russiske statsborgere, og at ansøgeren ikke har en opholdstilladelse i et andet land.

    Udlændingenævnet har i vurderingen af sagen foretaget en afvejning af hensynet til Danmark som stat i forhold til at opretholde en effektiv immigrationskontrol og hensynet til at overholde Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgerens identitet kan fastlægges ud fra hendes tidligere gyldige russiske indenrigspas og hendes gyldige russiske kørekort.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Flygtningenævnet i deres afgørelse fra november 2020 har lagt ansøgerens identitet til grund ud fra ovennævnte dokumenter, idet Flygtningenævnet bl.a. har lagt til grund, at hun er etnisk tjetjener og russisk statsborger.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at formålet med udlændingelovens § 39, stk. 1, er at kontrollere udlændinges ind- og udrejse af Danmark ved at kunne fastlægge deres identitet.

    Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at formålet med udlændingelovens § 39, stk. 1, er opfyldt, idet ansøgerens identitet er lagt til grund ud fra hendes tidligere gyldige russiske indenrigspas og hendes gyldige russiske kørekort.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2022 – Nægtelse af forlængelse - ægtefællesammenføring

    Dato: 17-05-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en statsborger fra Syriens opholdstilladelse og hjemviste samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til ansøgers ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I maj 2015 indgav ansøgers far på vegne af sin mindreårige datter ansøgning om familiesammenføring i Danmark under henvisning til ham. Det fremgik af ansøgningen, at ansøger var ugift. Ansøger meddeltes herefter i september 2015 opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I december 2019 indgav ansøgers ægtefælle en ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark. Det fremgik af ansøgningen, at parret blev gift i november 2014, på et tidspunkt hvor ansøger var 15 år, at parret havde boet sammen i 2014/2015, og at parret er beslægtet med hinanden. Ansøger indgav også selv i december 2019 en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. I oktober 2020 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge ansøgers opholdstilladelse under henvisning til, at opholdstilladelsen var meddelt på urigtigt grundlag, idet det fremgik af ansøgers ansøgning om familiesammenføring af maj 2015, at ansøger var ugift, og at det nu fremgik af ansøgningen om ægtefællesammenføring af december 2019, at ansøger var blevet gift i november 2014. Ansøgers ægtefælle meddeltes samtidig afslag på ægtefællesammenføring under henvisning til, at ansøgeren ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. I november 2020 påklagede ansøger Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse og afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2020 om nægtelse af forlængelse af ansøgers opholdstilladelse i Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2020 traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af ansøgers opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at opholdstilladelsen var opnået på urigtigt grundlag.
    Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det var en betingelse for, at ansøger blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i september 2015, at ansøger ikke havde stiftet selvstændig familie. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen samtidig til grund, at ansøger havde stiftet selvstændig familie forud for sin indrejse til Danmark, idet ansøgers ægtefælle i august 2019 havde indgivet en ansøgning om familiesammenføring til Udlændingestyrelsen under henvisning til sit ægteskab med ansøger, indgået i november 2014 i Syrien.
    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af ansøgers ægtefælles ansøgning om ægtefællesammenføring med ansøger, at han er ansøgers fætter, at de blev gift i november 2014 i Syrien på hvilket tidspunkt, ansøger var 15 år gammel og på grund af ansøgers forældres flugt underlagt ansøgers ægtefælles fars (forældre-)myndighed, og at de sidst har set hinanden i december 2015.
    Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at det ikke kan udelukkes, at det angivne ægteskab mellem ansøger og ansøgers ægtefælle ikke vil kunne anerkendes efter dansk ret, jf. lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2, idet ansøger ikke var myndig ved ægteskabets indgåelse.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2, at et ægteskab, der er indgået i udlandet, ikke anerkendes, hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen, hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller hvis anerkendelsen af ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at udover, at det kan betvivles, om den formelle vielse mellem ansøger og ansøgers ægtefælle kan anerkendes som retsgyldig i Danmark, har ansøger og ansøgers ægtefælle aldrig etableret et samliv, idet ansøger i Syrien fortsatte med at bo hos sin forældre efter vielsen, og at der i sagen ikke er oplysninger, som indikerer, at ansøger havde intentioner om at udøve et familieliv med ægtefællen, idet ansøger de facto søgte om familiesammenføring med sin far i Danmark i maj 2015 og siden sin indrejse i Danmark i december 2015 har boet på fælles bopæl med sin far.
    Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at det ikke kan lægges til grund, at ansøger forud for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark i september 2015 havde stiftet selvstændig familie, særligt henset til, at ansøger var mindreårig, da hun indgik ægteskab, at ansøger og ansøgers ægtefælle aldrig har udlevet et familieliv, og at ansøger altid har haft fast bopæl med sin far.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgers opholdstilladelse i Danmark er opfyldt.
    Udlændingenævnet hjemviser samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2020 vedrørende afslag på familiesammenføring til ansøgers ægtefælle under henvisning til ægteskabet med ansøger.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2020 meddelte ansøgers ægtefælle afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet Udlændingestyrelsen i oktober 2020 havde nægtet at forlænge ansøgers opholdstilladelse, og ansøger derfor ikke var fastboede i Danmark, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at ansøgers ægtefælle på trods heraf skulle meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnet dags dato har omgjort Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2020 vedrørende nægtelse af forlængelse af ansøgers opholdstilladelse.
    Udlændingenævnet finder det derfor rettest, at Udlændingestyrelsen i 1. instans vurderer ansøgers ægtefælles sag på ny.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan stilling til, om betingelserne for at meddele ansøgers ægtefælle opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder foretager en vurdering af, om ægteskabet mellem ansøger og ansøgers ægtefælle kan anses for retsgyldigt efter dansk ret samt øvrige grundlæggende betingelser for familiesammenføring. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til dette.
    Udlændingenævnet foretager herefter ikke videre i anledning af klagen.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2023 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet

    Dato: 17-04-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2023 – Ægtefællesammenføring - Integrationskrav

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en libanesisk statsborger, der søgte om familiesammenføring til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, som er libanesisk statsborger, indrejste i Danmark i juni 2021 på et besøgsvisum, og indgav en ansøgning om opholdstilladelse i august 2021 under henvisning til sin herboende ægtefælle, som var dansk statsborger. Ansøgeren og referencen indgik ægteskab i november 2018 i Libanon. Referencen blev dansk statsborger i juli 2005. Af CPR fremgik det, at referencen var udrejst af Danmark fra november 2005 til oktober 2020. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen parret afslag på familiesammenføring, da de ikke tilsammen opfyldte mindst 4 ud af 6 betingelser i integrationskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8.

    Af Udlændingestyrelsens afgørelse fremgik bl.a. følgende:

    ”[Udlændingestyrelsen] har vurderet, at [ansøgeren] og [referencen] ikke opfylder kravet om, at mindst 4 ud af 6 betingelser i integrationskravet skal være opfyldt.
    [Udlændingestyrelsen] har lagt til grund, at [referencen] opfylder betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
    Ved afgørelsen har [Udlændingestyrelsen] imidlertid lagt vægt på, at [ansøgeren] og [referencen] herudover ikke opfylder nogen ud af de øvrige 5 betingelser i integrationskravet.
    [Udlændingestyrelsen] har herved lagt vægt på, [ansøgeren] i ansøgningen oplyser, at [ansøgeren] ikke har bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau og ikke har bestået en engelskprøve på B1-niveau ligesom du ikke har taget en uddannelse.
    [Ansøgeren] opfylder således ikke betingelserne om sprog og uddannelse.
    Det forhold, at [ansøgeren] har taget 3-måneders [frisørkursus] og… Microsoft Office pakken, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at [ansøgeren] alene har fremlagt dokumentation for fuldtidsbeskæftigelse siden den december 2018.
    [Ansøgeren] opfylder således ikke betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år ud af de seneste 5 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse.
    Endelig har [Udlændingestyrelsen] lagt vægt på, at [ansøgerens] ægtefælle ikke har taget en uddannelse i Danmark og alene har oplyst om fuldtidsbeskæftigelse i Danmark siden november 2020.
    [Referencen] opfylder således ikke betingelsen om at have været under uddannelse her i landet i mindst 6 år, heraf mindst 1 års sammenhængende fuldtidsuddannelse ud over grundskolen og 10. klasse, forud for ansøgningen om opholdstilladelse eller betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet i mindst 5 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse.
    [Udlændingestyrelsen] har også vurderet, at der ikke er ganske særlige grunde, som taler for, at [ansøgeren] alligevel kan få opholdstilladelse.
    [Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke i sagen foreligger oplysninger om, at referencen ikke har mulighed for at indrejse og tage ophold sammen med ansøgeren i Libanon for at udøve [deres] familieliv dér.
    Det forhold, at [ansøgerens] partsrepræsentant til ansøgningen oplyser, at [referencen] på grund af eksplosionen i Libanon ikke længere turde opholde sig i landet, at det også påvirkede landets økonomi, og at der derfor foreligger særlige omstændigheder som gør, at myndighederne bør imødekomme [ansøgerens] ansøgning, kan ikke føre til en ændret vurdering.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet frem til det samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8.

    Det forhold, at der til sagen er indsendt dokumentation for, at referencen fra april 2022 er ansat som dagplejer, kan ikke føre til en ændret vurdering, da kravet til den herboendes beskæftigelse efter udlændingelovens § 9, stk. 8, nr. 1, vedrører ansættelse forud for ansøgningen om opholdstilladelse.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at hensynet til familiens enhed efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 taler imod, at ansøgeren skal meddeles afslag på familiesammenføring til referencen, da det bl.a. er anført, at ansøgeren og referencen har boet sammen i flere perioder i Danmark og i Libanon, at de har haft daglig kontakt i de perioder, hvor de har levet adskilt, og at ansøgeren har besøgt referencen i Danmark 2 gange, hvilket således taler for deres engagement i forhold til at opretholde et familielivet.

    Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at Danmark er nærmest til at beskytte parrets familieliv, idet referencen gennem sit danske statsborgerskab og familie i Danmark har størst tilknytning her til landet.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgerens og referencens familieliv efter EMRK artikel 8 ikke kan føre til, at de skal have familiesammenføring i Danmark, idet det ikke i sagen er påvist, at der foreligger sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirker, at de ikke kan indrejse og tage ophold i Libanon, hvor de begge er født, mødte hinanden, er blevet gift og har boet sammen både forud for og efter vielsen og taler sproget, for dér at udleve familielivet.

    Udlændingenævnet har hertil tillagt det vægt, at referencen, ifølge oplysninger, der fremgår af CPR, har opholdt sig i Libanon i perioden fra november 2005 til oktober 2020.

    Udlændingenævnet har ydermere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv valgte at stifte familie på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, og hvor parret på den baggrund ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.

    …

    Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgerens engagement og muligheder for integration i Danmark er gode kan ikke føre til en ændret vurdering, idet parret – som betingelse for tildeling af opholdstilladelse til ansøgeren som familiesammenført til referencen – fortsat skal opfylde mindst 4 ud af 6 af integrationsbetingelserne efter udlændingelovens § 9, stk. 8, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

    På denne baggrund, og da der i øvrigt ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder helbredsmæssige forhold, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Ganske særlige grunde

    Dato: 15-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 den del af Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, idet parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet omgjorde samtidig den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der omhandlede, hvorvidt der var ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren søgte første gang i januar 2016 om familiesammenføring med referencen. Referencen var eritreisk statsborger, og han var i oktober 2015 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren og referencen oplyste i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring, at de var blevet gift i Eritrea i januar 2015. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 ansøgeren afslag på sin ansøgning, da styrelsen vurderede, at ansøgeren og referencen ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse. Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren søgte på ny i marts 2019 om familiesammenføring med referencen. Samtidig med ansøgningen modtog Udlændingestyrelsen også en ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og referencens fællesbarn, der blev født i december 2018 i Etiopien. I april 2020 blev parrets fællesbarn meddelt opholdstilladelse i Danmark. I april 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag til ansøgeren, da parrets ægteskab fortsat ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da parret ikke havde haft et fast og længerevarende samliv, og da der ikke i øvrigt var ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    "Derfor får ansøgeren afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020 for så vidt angår familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren og referencen ikke har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes i Danmark. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber i Eritrea, at vielsen skal være registreret civilt ved det regionale folkeregisterkontor (Municipality Office/Public Registration Office) for at være retsgyldigt i Eritrea.

    Udlændingenævnet vurderer, at de fremlagte civile registreringsattester må anses for konstrueret til lejligheden.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ved brev fra juni 2016 til Udlændingestyrelsen oplyste, at han ikke havde en civil registreringsattest af ægteskabet.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der med ansøgningen om familiesammenføring i marts 2019 blev indleveret en civil registreringsattest, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office, i februar 2015, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen i januar 2015 blev viet, og at registreringen af vielsen skete i februar 2015.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen i oktober 2019 til Udlændingestyrelsen oplyste, at den religiøse vielsesattest var tilstrækkelig på vielsestidspunktet, og at han først blev klar over nødvendigheden af den civile registreringsattest efter afslaget på familiesammenføring i 2017, og at han derfor anmodede sin familie om at være behjælpelig med at få ægteskabet registreret.

    Oplysningerne fra juni 2016 og fra oktober 2019 stemmer således ikke overens med, at den fremlagte civile registrering er dateret i februar 2015, ligesom vielsesdatoen på den civile registreringsattest ikke stemmer overens med de øvrige oplysninger i sagen eller den fremlagte vielsesattest, hvorefter parret skulle være viet 2 dage senere i januar 2015 end den vielsesdato, som fremgår af den civile registreringsattest.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at registreringsattesten fra februar 2015 først er fremkommet efter Udlændingenævnets stadfæstelse fra november 2018 af Udlændingestyrelsens første afslag på familiesammenføring.

    Det forhold, at partsrepræsentanten ved e-mail fra juli 2020 til Udlændingenævnet har oplyst, at den indsendte civile registreringsattest fra februar 2015 er ægte, men at der har indsneget sig alvorlige fejl i dokumentet, idet parret rettelig blev gift på den dato i januar 2015, som fremgår af vielsesattesten, og registreringen endvidere blev tilbagedateret, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten i juli 2020 fremsendte en ny civil registreringsattest, der efter det oplyste er korrekt, udstedt af Municipality of Asmara, Public Registration Office i juni 2020, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencen blev viet den dato i januar 2015, der også fremgår af vielsesattesten, og at registreringen af vielsen skete i juni 2020.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er fremlagt to forskellige civile registreringsattester, der efter deres indhold indeholder væsentlige divergenser ud over de nævnte uoverensstemmelser med vielsesdatoen og udstedelsesdatoen.

    Registreringsattesten fra februar 2015 henviser således til en ”marriage ceremony conducted according to customary rites”, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til en ”marraiage ceremony conducted according to Orthodox Church” i en eritreisk by.

    Endvidere henviser registreringsattesten fra februar 2015 til et ægteskabsregistreringsnummer, mens registreringsattesten fra juni 2020 henviser til et andet ægteskabsregistreringsnummer. Den fremlagte vielsesattest fra den ortodokse kirke har et tredje nummer, og registreringsnumrene stemmer således ikke overens med vielsesattesten.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at oplysningerne om, at registreringsattesten fra februar 2015 skulle være fejlbehæftet først er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afslag i april 2020.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen ikke på tilstrækkeligvis har sandsynliggjort eller dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at de har indgået et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærker herved, at det, som anført i afgørelsens retsregel-afsnit, påhviler den udlænding, der søger om opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført at dokumentere eller godtgøre, at der mellem ansøgeren og den herboende person er indgået et retsgyldigt ægteskab.

    Udlændingenævnet finder herudover, at der ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og referencen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har oplyst, at de efter deres vielse boede sammen i 4 måneder.

    Det forhold, at det til klagen er oplyst, at parret ikke havde mulighed for at bo mere sammen som følge af referencens militærtjeneste, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, samt at det påhviler parterne at dokumentere samlivet. Der henvises i øvrigt til afsnittet Retsregler ovenfor.

    Det forhold, at referencen har besøgt ansøgeren i Etiopien, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et egentligt samlivsforhold, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren og referencen ikke opfylder betingelsen om længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt 1½-2 års varighed.

    Omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet ændrer den del af Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2020, der omhandler, om der er ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen vurderede i afgørelsen fra april 2020 bl.a., at ansøgeren og referencen ikke kunne anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.

    Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring med referencen 2 gange, henholdsvis i januar 2016 og i marts 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og referencen skulle være blevet viet i Eritrea i januar 2015. Udlændingenævnet har i nærværende afgørelse vurderet, at der ikke er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lægger dog til grund, at ansøgeren og referencen har gennemgået en vielsesceremoni, og at de med vielsen, uanset at denne ikke anerkendes, har udtrykt et ønske om at være gift, hvilket understøttes af, at referencen under sin asylsag oplyste, at han var gift med ansøgeren, ligesom det fremgår af ansøgningerne om familiesammenføring, at ansøgeren og referencen er gift, og at parret således betragter sig som værende ægtefæller.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen efterfølgende har besøgt ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydelig vægt, at parret har fået et barn sammen i december 2018, samt at familieforøgelsen må anses for at være planlagt, da referencen ses at have forpligtet sig moralsk og økonomisk over for barnet, idet der tillige er søgt om opholdstilladelse til barnet i marts 2019, hvilket hun blev meddelt i april 2020, og at det følger af EMD’s praksis, at ” … barnet har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder og i lyset af EMD´s praksis, at der mellem ansøgeren og referencen er etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt, herunder hvilket land, der er nærmest til at beskytte ansøgeren og referencens familieliv. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette."

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

UDLN.dk bruger cookies til statistik og optimering af indhold. Klik OK eller gå videre på UDLN for at acceptere cookies. læs mere om cookies.