Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Økonomisk sikkerhedsstillelse
Dato: 10-09-2014Udlændingenævnet omgjorde i september 2014 Udlændingestyrelsens delafgørelse vedrørende økonomisk sikkerhedsstillelse jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, i forbindelse med behandlingen af en afghansk statsborgers ansøgning om familiesammenføring med den herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle var dansk statsborger, at han ved sin betaling af sikkerhedsstillelse i august 2013 henviste til, at han havde alvorlige helbredsmæssige problemer i form af diabetes type 2, sendiabetiske komplikationer i form af diabetisk retinopati medførende en synsnedsættelse til 40 % af det normale, i hvilken forbindelse han var i medicinsk behandling, og at han derfor fandt, at der burde dispenseres herfra. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af disse omstændigheder, at det måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at der ikke i forbindelse med Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse i september 2013 blev stillet krav om økonomisk sikkerhed. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke burde henvises til at udøve familielivet i Afghanistan, såfremt der ikke var stillet økonomisk sikkerhed. FAM/2014/197.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 08-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Marokko under henvisning til, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl med ansøgerens danske kæreste, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark. Parret havde efter det oplyste mødt hinanden under den herboende kærestes ferie i Marokko i 2011 og havde aldrig boet på fælles adresse, men alene levet sammen i forbindelse med parrets ferieophold i henholdsvis Marokko og Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende kæreste ikke havde haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at den herboende aldrig havde været registreret som udrejst af Danmark, ligesom ansøgeren aldrig havde været meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at samliv under besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv efter praksis ikke kan medregnes i udregningen af, hvorvidt der foreligger et længerevarende samlivsforhold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Danmark ikke kunne anses som nærmest til at beskytte det eksisterende forhold mellem ansøgeren og den herboende i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren og den herboende alene havde tilbragt tid sammen i forbindelse med den herboendes ferieophold i Marokko og ansøgerens besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det ikke var dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at ansøgeren og den herboende havde boet sammen på fast bopæl eller havde forpligtet sig på anden måde over for hinanden. Det forhold, at den herboende ikke talte sproget i Marokko eller efter det oplyste ville kunne få arbejde i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at sociale og økonomiske forhold ikke ville kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2014/191.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 04-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Afghanistan under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, idet parret efter det oplyste var henholdsvis 12 og 13 år gamle ved ægteskabets indgåelse i Afghanistan i 2004. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet betragtedes som retsgyldigt i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed, idet parret efter det oplyste alene havde boet sammen i perioden fra 2004 til 2008. Udlændingenævnet lagde vægt på, at samlivsforholdet var etableret, hvor parret henholdsvis var 12 og 13 år gamle og blev afbrudt på et tidspunkt, hvor parret havde en alder af henholdsvis 16 og 17 år. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det er en grundlæggende forudsætning for meddelelse af opholdstilladelse, at begge ægtefæller eller samlevere er over 24 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet forholdet mellem den herboende og ansøgeren ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboendes alder på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, og at ansøgeren og den herboende måtte anses for at have opgivet et fælles familieliv fra 2009 til 2013. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter 2009 alene havde været tale om et enkelt besøgsophold og telefonsamtaler, hvilket ikke kunne føre til, at ansøgeren og den herboende kunne anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. Det forhold, at ansøgeren boede hos den herboendes moder i Afghanistan, kunne ikke føre til et andet resultat. FAM/2014/190.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej retsgyldigt ægteskab – Ej ganske særlige grunde
Dato: 04-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren havde indgået ægteskab med en herboende afghansk statsborger i Pakistan efter at have etableret kontakt over internettet. Den herboende ægtefælle havde opholdstilladelse som flygtning. Parret havde efter ægteskabet levet sammen i cirka en måned. Ægteskabet i Pakistan blev indgået efter den pakistanske Muslim Family Law Ordinance fra 1961. Udlændingestyrelsen havde til sagen oplyst, at ægteskaber indgået efter Muslim Family Law Ordinance fra 1961 kun kan anses for retsgyldige i Pakistan, såfremt disse er indgået af muslimer, der begge er pakistanske statsborgere, eller hvor en af parterne er muslim og derudover pakistansk statsborger, uanset at vielsesattesten efterfølgende er påstemplet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark, da ægteskabet ikke kunne anses for at være retsgyldigt, ligesom der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det af parret indgåede ægteskab efter den pakistanske Muslim Family Law Ordinance fra 1961 ikke kunne anses for at være retsgyldigt efter pakistansk ret, og at det derfor ej heller kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at ægteskabet rettelig burde være indgået efter Special Marriage Act 1872 og registreret hos District Councils. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde haft et længerevarende samlivsforhold, ligesom der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, da der ikke forelå et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret kun havde levet sammen i en måned i 2013 i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet. FAM/2014/222.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet
Dato: 27-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs person fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse. Det fremgik af sagen, at ansøgerens herboende ægtefælle i 2009 var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning, og at den herboende ægtefælle ikke kunne vende tilbage til hjemlandet, da den herboende ægtefælle fortsat risikerede asylrelevant forfølgelse. Ansøgeren havde boet cirka fem år i Østrig, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse som flygtning.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da både ansøgeren og den herboende ægtefælle var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at parret under henvisning til forholdene i Syrien ikke kunne henvises til at udøve familielivet dér, og henviste parret til at udøve familielivet i Østrig, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, og hvorfra den herboende ægtefælle ikke ville risikere refoulement. Det forhold, at Østrig efter det oplyste opererer med et alderskrav på 21 år, hvorfor parret ikke ville kunne få opholdstilladelse i Østrig, kunne ikke føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Østrig, og at der ikke var oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Østrig, hvor parret havde mødt hinanden, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke sås at være dokumenteret, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse i Østrig for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren – såfremt den herboende ægtefælle efter en konkret ansøgning måtte blive meddelt afslag på at få opholdstilladelse i Østrig – havde mulighed for at anmode om sagens genoptagelse ved Udlændingenævnet med henblik på en fornyet vurdering af, hvorvidt Danmark i givet fald ville kunne anses for nærmest til at beskytte det af parret etablerede familieliv. FAM/2014/228.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år
Dato: 26-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en albansk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidst tre år på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse, og at der ikke forelå ganske særlige grunde. Den herboende ægtefælle blev i oktober 2013 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I april 2014 indgav ansøgeren ansøgning om familiesammenføring.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2014, hvorfor ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at den herboende ægtefælles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, var meddelt på baggrund af hendes moders helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle havde stiftet selvstændig familie, og at ansøgerens svigermoders forhold ikke kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der i sagen ikke forelå oplysninger om den herboende ægtefælles personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Albanien, hvor parret havde mødtes og begge var statsborgere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at den herboende ægtefælles moder efter det oplyste var fuldstændig afhængig af den herboende ægtefælles hjælp hver dag, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en opgave for de sociale myndigheder i Danmark at varetage plejeopgaver. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, født i juni 2013 i Danmark, og som var albansk statsborger, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da barnet grundet sin unge alder ikke kunne anses for at have en sådan selvstændig tilknytning her til landet, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til barnet. Udlændingenævnet bemærkede, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. FAM/2014/187.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 26-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 1994 i Irak. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark, idet hun i 1996 blev meddelt opholdstilladelse, og i 1999 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. Ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde igennem to perioder på sammenlagt mere end tre år boet sammen i Irak. Ansøgeren var i perioden fra maj 2006 til august 2007 udrejst til sit hjemland, og i november 2010 udrejste hun på ny til Irak, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark i december 2012. I denne forbindelse bortfaldt ansøgerens opholdstilladelse i Danmark. Parret fik i perioden fra 1997 til 2005 fire fællesbørn, som alle var danske statsborgere. Børnene havde været udrejst af Danmark i de samme perioder som ansøgeren, og ansøgeren havde siden december 2012 på ny opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnets flertal fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Irak, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle – uanset at han havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984 og var blevet dansk statsborger – og ansøgeren – uanset at hun havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996 og tidsubegrænset opholdstilladelse siden 1999 – begge havde større tilknytning til Irak end til Danmark. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var født i Irak og havde familie dér, ligesom de kommunikerede på irakisk, og at parret igennem flere perioder på sammenlagt mere end tre år havde opholdt sig sammen i Irak, hvor parret tog ophold med henblik på at tage varigt ophold. Det oplyste om den herboende ægtefælles tidligere uddannelse og beskæftigelse, herunder at han i 1994 havde afsluttet en uddannelse som civilingeniør i Danmark, at han i 1995 havde været ansat ved en virksomhed i Århus, og at han i 2009 og 2010 havde været ansat i job med løntilskud, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle uagtet karakteren og længden af sit ophold i Danmark, og herunder den nævnte uddannelse og de nævnte beskæftigelser, ikke kontinuerligt havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, men havde haft kortere perioder med beskæftigelse, og at han to gange havde været udrejst til Irak med henblik på at etablere familielivet i det land, hvor han var opvokset. Ansøgerens tidligere opholdstilladelse i Danmark og det forhold, at hun under sagens behandling i Udlændingenævnet var gravid, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren i februar 1996 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført, og at hun i maj 1999 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet det var hendes eget valg at udrejse til Irak og dermed opgive sin opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med sit ophold i Danmark efter det oplyste havde taget sprogkurser og været i praktik, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, der kunne medføre, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde opnået en større tilknytning til Danmark end til Irak, hvor hun var født og opvokset, og hvortil hun efter det oplyste havde haft ønske om at vende tilbage for dér at udøve familielivet sammen med sin ægtefælle og parrets fire fællesbørn. Det forhold, at ansøgeren led af dysreguleret stofskifte og diabetes, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af lægeerklæringer, at ansøgeren siden 2007 havde været syg, og at hun alligevel i 2010 havde valgt at udrejse til Irak for at udøve familielivet dér. Det forhold, at ansøgerens og hendes ægtefælles fællesbørn var danske statsborgere og havde boet i Danmark fra fødslen og frem til maj 2006, i perioden fra august 2007 til november 2010 og siden december 2012, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene to gange havde været udrejst til Irak i en længere periode, hvorved børnene fik afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnets flertal bemærkede hertil, at det havde været ansøgerens og hendes ægtefælles eget valg at udrejse af Danmark i henholdsvis 2006 og 2010, og at børnene fra december 2012 på ny skulle tage ophold i Danmark, uagtet at ansøgeren ikke længere havde opholdstilladelse i Danmark, idet hun havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, hvorved hendes opholdstilladelse var bortfaldet. FAM/2014/166.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Yemen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgningen om opholdstilladelse i marts 2014. Den herboende ægtefælle havde sammen med sin del af ansøgningsskemaet fremsendt en lejekontrakt, hvoraf det fremgik, at lejemålet var indgået mellem udlejer og den herboende ægtefælles moder, at boligen bestod af tre værelser, og at det samlede areal udgjorde 85 m2. Den herboende ægtefælle havde anført, at han var førtidspensionist og debil og derfor ikke kunne bo alene. Af de lægelige akter fremgik det, at den herboende ægtefælle ville kunne visiteres til en bolig for evnesvage. Den herboende ægtefælle havde i ansøgningen oplyst, at parret blev gift i Yemen, og at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Yemen.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den til sagen fremlagte lejekontrakt var indgået mellem udlejer og den herboende ægtefælles moder, hvorfor den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at have den fulde rådighed over lejemålet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælle efter det oplyste var førtidspensionist og debil, ikke kunne føre til en anden vurdering, henset til, at der til sagen ikke var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Yemen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne om, at parret blev gift i Yemen, og at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Endelig bemærkede Udlændingenævnet, at FN’s handikapkonvention ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og Udlændingenævnet fandt det ikke urimeligt, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, blev stillet i sagen, henset til at den herboende ægtefælle på trods af sit handikap udrejste af Danmark til Yemen for at mødes og blive gift med ansøgeren, og henset til at den herboende ægtefælle efterfølgende besøgte ansøgeren i ansøgerens hjemland. FAM/2014/130.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i april 2014. Af den lejekontrakt, der var vedlagt ansøgningsskemaet, fremgik det blandt andet, at lejemålet bestod af et værelse, og at det samlede boligareal udgjorde 40 m2. Den herboende ægtefælle søgte efter det oplyste på afgørelsestidspunktet efter en anden bolig. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som var født i november 2011.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at lejemålet efter det oplyste havde et boligareal på 40 m2, og at der efter familiesammenføringen ville skulle bo tre personer i lejemålet, hvorfor lejemålet ikke levede op til boligkravsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 2, hvorefter en bolig anses for at have en rimelig størrelse, hvis boligens areal efter gennemførelsen af familiesammenføring vil være på mindst 20 m2 per person, der bor i boligen jf. stk. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6, og lagde vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne forhold, der kunne føre til, at boligkravet ikke skulle stilles. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet på grund af dets unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at parret havde anført, at ansøgeren ikke ønskede at være adskilt fra den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn, og at et afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 6, ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at den herboende ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Filippinerne for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøver deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/227.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en nigeriansk statsborger, da hans identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås. Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2008 og mødte under sit ophold i Danmark sin herboende danske ægtefælle. Efter indrejsen i Danmark søgte ansøgeren asyl, og han blev meddelt afslag herpå. Ansøgeren blev påset udrejst af Danmark i december 2011, og parret indgik ægteskab i Nigeria i august 2013. Ansøgeren havde oplyst seks forskellige fødselsdatoer, fem forskellige navne samt forskellige nationaliteter og fødesteder til de danske myndigheder. Ansøgeren havde endvidere fremlagt to forskellige nigerianske nationalitetspas.
Udlændingenævnet fandt, at det på afgørelsens tidspunkt ikke var muligt at fastslå ansøgerens identitet og vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til ansøgeren var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde opgivet forskellige oplysninger vedrørende sit navn, sin fødselsdato, sit statsborgerskab og sit fødested, samt at ansøgeren overfor udlændingemyndighederne havde fremlagt to forskellige nationalitetspas, hvoraf to forskellige fødedatoer fremgår, og hvor underskrifterne i passet ikke lignede hinanden. Udlændingenævnet bemærkede, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan indgives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, jf. udlændingelovens § 40, og Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens identitet ikke kunne anses for at være dokumenteret eller i øvrigt sandsynliggjort. FAM/2014/111.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet