Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Dato: 25-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring. Det fremgik, at ansøgeren indrejste i Danmark i januar 2014, at hans herboende ægtefælle var hans kusine, og at parret havde holdt kontakten via de sociale netværk. Det fremgik endvidere, at parret selv besluttede at blive gift, og at herboende ægtefælle havde været beskæftiget eller under uddannelse siden 2008. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse. Ved personlig henvendelse til Udlændingenævnet havde den herboende ægtefælle anført, at både hendes familie og ansøgerens familie var imod ægteskabet. Hun havde endvidere anført, at parret havde boet sammen i Istanbul i 2012 i fem måneder. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at hun siden 2012 var rejst til Tyrkiet to til tre gange om året, og at parret havde holdt bryllupsfest i januar 2014 i Danmark med 150 til 160 gæster. Hun forklarede desuden, at der ved brylluppet i 2013 blev afholdt en lille ceremoni med ansøgerens kernefamilie, og at det var parret, der havde planlagt og betalt festerne. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at den herboende ægtefælle i de perioder, hvor hun ikke boede hos sine egne forældre, havde boet hos sine onkler. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at hun siden 2013 havde været skrevet op til en lejlighed, men at hun ikke havde fået nogen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle var fætter og kusine, hvorfor det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herunder vægt på, at parret ikke sås at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet, ligesom det ikke var sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne hertil. Det forhold, at parret i ansøgningen havde oplyst, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var 23 år og boede hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets kontakt via sociale netværk efter ægteskabets indgåelse ikke havde en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab herved kunne anses for tilbagevist. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark samt hendes forældres indstilling vedrørende ægteskabet med ansøgeren – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af længere varighed, da de alene havde boet sammen i fem måneder i Istanbul under den herboende ægtefælles studier i Tyrkiet, under besøgsophold i Tyrkiet og i perioden fra januar 2014 til juli 2014 i Danmark. Det bemærkedes, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for ansøgerens ophold i Danmark boede hos sine forældre. FAM/2015/26.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 12-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference indrejse i Danmark i juli 2013 og blev meddelt asyl i december 2013. Den herboende reference indgav i juli 2014 en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring på vegne af ansøgeren. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og referencen mødte hinanden i Ceelo Gambo i 2011, at de indgik ægteskab i 2012, at de sidst så hinanden i 2013, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, at parret aldrig havde boet sammen, at ansøgeren forblev boende hos sin familie for at passe sine søskende, og at parret siden vielsen havde haft telefonisk kontakt gennem en bekendt. Det fremgik af den herboende references asylsag, at parret ikke selv var til stede ved vielsen, da vielsen blev indgået af parrets fædre ved tilstedeværelsen af vidner. I november 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen anført, at ægteskabet var indgået i overensstemmelse med de gældende regler i Somalia.
Udlændingenævnet fandt, at det angive ægteskab mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ægteskabet var indgået i Somalia. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter efter fast praksis på afgørelsestidspunktet ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke selv var fysisk til stede ved vielsen, hvorfor ægteskabet ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet det ville stride mod grundlæggende danske retsprincipper, hvis et ægteskab var indgået mellem parter, der ikke var fysisk tilstedeværende ved vielsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret havde oplyst, at parret aldrig havde haft fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren og den herboende references forhold ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende references somaliske ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og at parret aldrig havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt derfor, at parret ikke havde etableret et samliv af en sådan karakter, at det var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, eller i øvrigt kunne anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det måtte anses for at være udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2015/15.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej ganske særlige grunde
Dato: 09-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en serbisk statsborger, da der ikke var etableret et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl med ansøgerens herboende danske kæreste, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og da der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren og den herboende reference havde aldrig boet på fælles adresse, og parret fik et fællesbarn i april 2013.
Udlændingenævnet fandt, at det på baggrund af parrets egne oplysninger ikke kunne anses for dokumenteret, at parret havde haft et samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at uanset om parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, kunne Danmark ikke anses for nærmest til at beskytte dette i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da denne bestemmelse ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parret havde et fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da børn efter Udlændingenævnets praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at det i klagen var anført, at parrets fællesbarn var dansk statsborger og ikke havde krav på ophold og beskyttelse i Serbien, og at Udlændingestyrelsens afgørelse hindrede ansøgeren i at opretholde en tilknytning til barnet i de første leveår, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at parrets fællesbarn ikke kunne tage ophold eller indrejse i Serbien, og at ansøgeren var indgået i et kæresteforhold med den herboende reference og fået et barn med ham uden at have et opholdsgrundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren var bopælsforælder til parrets fællesbarn, at afslag på familiesammenføring ville medføre en de facto udvisning af en dansk statsborger, og at Udlændingestyrelsens afgørelse reelt fratog parrets fællesbarn den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er tilknyttet statussen som unionsborger, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det anførte vedrørte forhold, som var underlagt Justitsministeriets kompetence, hvor ansøgeren havde en verserende klagesag vedrørende opholdstilladelse som følge af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at Udlændingestyrelsens vejledning havde været uden reel substans, og at det var kritisabelt, at Udlændingestyrelsen med kendskab til sagens faktum skriftligt havde anmodet ansøgeren om at ansøge om familiesammenføring for derefter at meddele afslag på ansøgningen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen gentagne gange havde oplyst om årsagen til, hvorfor Udlændingestyrelsen anmodede om oplysninger i forhold til familiesammenføringen med den herboende reference, herunder at det var familiens forhold som samlet enhed, der ville danne grundlag for vurderingen af, om der burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på baggrund af Udlændingestyrelsens breve i sagen ikke kunne have opnået en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/80.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej grundlag for at udsætte fristen for beståelse af danskprøve på A1-niveau
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 om ikke at udsætte fristen for beståelse af danskprøve A1 inden seks måneder regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2014 klageren, der er statsborger i Ukraine, opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen orienterede samtidig klageren om, at hun inden seks måneder skulle bestå danskprøve A1 – senest i november 2014. I juni 2014 anmodede klageren Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for klagerens beståelse af danskprøve A1 til seks måneder efter den 1. oktober 2014, hvor klageren forventede at være tilbage fra Ukraine, hvor klageren rejste til efter det oplyste for at redde sin ejendom. I juli 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag herpå, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt forhold, der kunne anses som lovligt forfald i forhold til beskrivelsen af danskprøven. I september 2014 anmodede klageren på ny om at få udsat fristen for at bestå danskprøve A1. Klageren oplyste endvidere i september 2014, at hun opholdt sig i Ukraine. I oktober 2014 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på udsættelse af fristen for beståelse af danskprøve A1, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren ikke havde lovligt forfald. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse klageren om, at såfremt en udlænding aflægger prøven inden fristen, men ikke består, forlænges fristen med tre måneder til at bestå en omprøve. Klageren havde under klagesagen henvist til den generelle situation i Ukraine på tidspunktet for sagens behandling.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen i oktober 2014 med rette traf afgørelse om at afslå at udsætte klagerens frist for at bestå prøve i dansk på A1-niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i maj 2014 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at klageren senest seks måneder fra datoen på brevet skulle bestå danskprøven, og at Udlændingestyrelsen allerede i juli 2014 afslog at udsætte fristen for at aflægge danskprøven. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til trods for Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2014 selv valgte at rejse til Ukraine, uagtet at klageren var bekendt med, at hendes danske opholdstilladelse var betinget af, at hun bestod prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest i november 2014. Det forhold, at klageren til støtte for sin klage til Udlændingenævnet havde anført, at det var klagerens opfattelse, at ekstraordinære transportproblemer, herunder en rejse fra Ukraine til Danmark, kunne medføre udsættelse af danskprøven, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det var Udlændingenævnets opfattelse, at der herved mentes ekstraordinære transportproblemer på selve den dag, hvor udlændingen skulle aflægge prøven og ikke forudgående. Udlændingenævnet bemærkede, at klageren havde haft mulighed for at kunne tilrettelægge afholdelsen af danskprøven allerede inden sin udrejse til Ukraine, hvis klageren havde ønsket dette, ligesom klageren vendte tilbage til Danmark inden fristens udløb i november 2014. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at danskprøven A1 afholdes løbende og normalt flere gange ugentligt, at tilmelding sker via internettet, og at prøven i alt varer én time. Det forhold, at klageren ønskede udsættelse af fristen for beståelse af danskprøven for at redde sin ejendom i Ukraine, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste allerede i maj 2014 fik oplysninger om, at der kunne være problemer i forhold til hendes ejendomsret over ejendommen i Ukraine, at det tidspunkt lå forud for, at klageren blev meddelt opholdstilladelse, og at klageren dernæst havde seks måneder til at bestå prøven, efter at opholdstilladelsen var blevet meddelt. Udlændingenævnet fandt således ikke grundlag for at forlænge den i loven fastsatte frist på seks måneder. FAM/2015/16.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en vietnamesisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i juni 2013 modtaget ydelser efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, således ikke var opfyldt, og at ansøgeren derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i juni 2013 havde modtaget enkeltstående ydelser efter lov om aktiv socialpolitik §§ 81 og 85, i alt 17.687 kr., til at betale depositum og en måneds husleje for en lejebolig. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ydelserne var tilbagebetalingspligtige, og at ansøgerens ægtefælle på klagetidspunktet havde tilbagebetalt størstedelen af ydelserne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det forhold, at et beløb udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven senere tilbagebetales, ikke kunne føre til dispensation fra bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, idet de udbetalte ydelser var ydet med henblik på forsørgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det udbetalte beløb lå væsentligt over det beløb (ca. 900 kr.), som i forarbejderne til bestemmelsen er angivet som eksempel på et beløb, der ligger under bagatelgrænsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at han i forbindelse med ansøgningen om og bevillingen af ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik ikke var blevet vejledt om konsekvenserne af at modtage ydelserne i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter egne oplysninger besluttede at indgå ægteskab i juli 2013, at ægteskabet blev indgået i december 2013, og at beslutningen om ægteskabet og indgåelsen heraf således fandt sted efter ansøgerens ægtefælles forløb med ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik, der blev udbetalt i juni 2013. Udlændingenævnet fandt herefter, at da der ikke i øvrigt forelå oplysninger om, at kommunen havde eller burde have haft kendskab til et forestående ægteskab mellem parret, kunne kommunen ikke antages at have haft konkret anledning til at vejlede ansøgerens ægtefælle om konsekvenserne af at modtage offentlig hjælp i relation til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle i april 2013 havde været i kontakt med en medarbejder hos kommunens vielseskontor om legalisering af dokumenter fra Vietnam, der på daværende tidspunkt skulle anvendes som dokumentation for en vielse i Danmark af parret, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle ikke i forbindelse med sin ansøgning om offentlige ydelser havde oplyst kommunen om planerne om at indgå ægteskab med en udlænding, og at der ikke i øvrigt i sagen forelå oplysninger om, at kommunen burde have været bekendt hermed. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens ægtefælle led af type 2-diabetes, at han – foruden ydelserne modtaget i juni 2013 efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik – ikke tidligere havde modtaget offentlige ydelser, at han på klagetidspunktet befandt sig i en god jobmæssig situation i Danmark, og at det efter hans opfattelse ville være næsten umuligt for ham at få arbejde i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise ham til at indrejse og tage ophold i Vietnam, hvor han og ansøgeren indgik ægteskab, og hvor han havde opholdt sig flere gange, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. FAM/2015/56.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve
Dato: 26-01-2015Udlændingenævnet hjemviste i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en statsborger fra Bosnien ikke havde bestået danskprøve A2 rettidigt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 32, til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse alene havde konstateret, at den beståede danskprøve A2 ikke skete rettidigt i forhold til muligheden for at få nedsat den økonomiske sikkerhedsstillelse yderligere, men at der ikke var foretaget en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt der forelå lovligt forfald, jf. udlændingelovens § 9, stk. 32, 4. pkt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle i sin klage havde oplyst, at han troede, at Udlændingestyrelsen ville informere ham konkret om tidspunktet for beståelse af danskprøve A2, og at der var en 15 måneders frist fra beståelsen af danskprøve A1. Udlændingenævnet fandt det på den baggrund rettest, at Udlændingestyrelsen som 1. instans skulle vurdere, om den anførte misforståelse omkring fristen for rettidig beståelse af danskprøve A2 kunne anses som lovligt forfald. FAM/2015/3.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej særlige grunde for dispensation
Dato: 21-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra kravet om bestået danskprøve på A1-niveau senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, til en statsborger fra Filippinerne. Ansøgeren blev i februar 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. I juni 2013 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at ansøgeren bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse om, hvorledes ansøgeren kunne tilmelde sig prøven. I september 2014 oplyste ansøgerens herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke havde aflagt en prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau, idet ansøgerens ægtefælle havde misforstået reglerne om aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afslå at suspendere fristen for aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at ansøgeren senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen skulle bestå en danskprøve på A1-niveau eller på et højere niveau, samt at det var ansøgerens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at ansøgeren kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven. Udlændingenævnet fandt ikke, at den angivne forkerte vejledning, som ansøgerens ægtefælle skulle have fået fra en sagsbehandler i sin kommune, kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kravet om danskprøven stod udtrykkeligt i opholdstilladelsen, og at det ud fra det oplyste både havde stået ansøgerens ægtefælle og hans sagsbehandler i kommunen klart, at ansøgerens ægtefælles kommune ikke var rette myndighed til at vurdere, om ansøgeren var fritaget for danskprøve under henvisning til ansøgerens tidligere au pair ophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke var nærmere redegjort for, hvornår ansøgerens ægtefælle og ansøgeren havde haft en samtale med en sagsbehandler i kommunen, og at ansøgerens ægtefælle uanset tidspunktet herfor havde haft mulighed for at kontakte Udlændingestyrelsen for at få af- eller bekræftet de opstillede betingelser i den meddelte opholdstilladelse fra juni 2013, ligesom ansøgerens ægtefælle først selv reagerede på kravet om danskprøve over for Udlændingestyrelsen i september 2014. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændingenævnet ikke havde vurderet, om der var grundlag for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, på grund af manglende bestået danskprøve inden for den fastsatte frist, idet Udlændingestyrelsen som 1. instans skulle vurdere dette spørgsmål. FAM/2015/4.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 19-01-2015Udlændingenævnet hjemviste i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9. Udlændingestyrelsen meddelte afslag under henvisning til, at det afgørende formål med ansøgeren og den herboendes ægtefælles ægteskab var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema og den herboende ægtefælles oplysningsskema, at ansøgeren var født i maj 1992 og dermed var 22 år. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder hvorvidt de grundlæggende betingelser for at meddele opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingenævnet ikke herved havde taget stilling til, om det afgørende formål med ægteskabets indgåelse mellem parret var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2015/58.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse
Dato: 15-01-2015Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Kosovo. Den herboende ægtefælle blev i 2009 bevilget fleksjob efter at have modtaget ledighedsydelse grundet varig funktionsnedsættelse, hvorefter den herboende ægtefælle i en periode fra 2010 til 2012 igen modtog ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, inden ægtefællen på ny påbegyndte et fleksjob.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/2.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 16-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia efter udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet han i januar 2012 afsluttede sin uddannelse og anmodede kommunen om kontanthjælp (forsørgelse). Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført, at han efterfølgende havde tilbagebetalt pengene, at kommunen ikke havde vejledt ham om konsekvenserne ved modtagelse af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i forhold til senere ansøgninger om ægtefællesammenføring, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle var blevet forældre til to børn henholdsvis i april 2011 og januar 2013.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af en udtalelse fra bopælskommunen, at den herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i februar 2012, at ydelserne havde været udbetalt til underhold, at den herboende ægtefælle var uden forsørgerpligt, og at han boede sammen med sin bror. Den herboende ægtefælle sås ikke at have oplyst overfor kommunen, at han havde planer om at søge familiesammenføring, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at bopælskommunen ikke havde overtrådt sin vejledningspligt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle efterfølgende havde tilbagebetalt pengene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at fællesbørnene på grund af deres alder og den omstændighed, at børnene kun havde opholdt sig i Danmark siden februar 2014, ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn – uanset at de har opholdstilladelse i Danmark – efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en dansk institution eller skole. FAM/2014/241.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet