Ægtefællesammenføring
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 08-06-2015Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, til en indisk statsborger under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, idet han alene havde været i beskæftigelse i, hvad der svarede til sammenlagt 26,2 måneder.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse fra februar 2014 og fortsat måtte antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle i perioden fra april 2009 til og med april 2010 havde modtaget sygedagpenge, at han havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge i perioden fra august 2010 til og med april 2011, at han havde dokumenteret, at han havde arbejdet fuld tid i månederne juni 2011, august 2011, september 2011 og i perioden fra marts 2012 til og med januar 2014, bortset fra august 2012 og december 2013, og at han havde arbejdet på deltid i november 2011 og februar 2012. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende ægtefælle ikke herved havde dokumenteret at have været i beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de seneste fem år fra ansøgningstidspunktet – fra februar 2009 til februar 2014 – idet han alene havde dokumenteret, at han havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse (30-37 timer ugentligt) i 25 måneder i perioden, og at han havde været i deltidsbeskæftigelse (15 til 29 timer ugentligt) i to måneder, der kunne indgå med 3/5 i beregningen, altså omregnet til 1,2 måneder, og således alene havde været i beskæftigelse i 26,2 måneder i perioden. Udlændingenævnet kunne således ikke lægge til grund, at perioden fra april 2009 til og med april 2010, hvor den herboende ægtefælle havde modtaget sygedagpenge, kunne indgå i beregningen af beskæftigelseskravet, idet perioden ikke sås at være inden for rammerne af et ansættelsesforhold, idet han til og med marts 2009 var selvstændigt erhvervsdrivende, og at han efter sin periode med sygedagpenge efter det oplyste ikke genoptog sin virksomhed som selvstændigt erhvervsdrivende, men havde en periode, hvor han modtog arbejdsløshedsdagpenge. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om, at den herboende ægtefælle led af sygdom eller handicap, eller at der var andre forhold vedrørende ansøgeren, der kunne føre til, at betingelsen ikke burde stilles. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, som blev født i Danmark i marts 2014, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes herboende ægtefælle og deres fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Indien, hvor parret og deres fællesbarn var statsborgere, hvor ansøgeren havde sine forældre og søskende, og hvor parret mødte hinanden personligt for første gang og indgik ægteskab, for dér at udøve familielivet sammen, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at parrets fællesbarn grundet barnets alder og varigheden af barnets ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, som kunne føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Det blev i den forbindelse bemærket, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8, ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/52.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Dato: 10-05-2015Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde fra januar 2014 til oktober 2014 modtaget ressourceforløbsydelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i marts 2008 blev bevilget et fleksjob, at han fra april 2008 til august 2012 havde haft et fleksjob, at han i januar 2014 blev visiteret til et ressourceforløb med virkning fra januar 2014 med henblik på at udvikle hans arbejdsevne, som var forværret, og han allerede i oktober 2014 blev tilkendt førtidspension, da det blev vurderet, at han uanset støtte, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke ville blive i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå særlige grunde til at dispensere fra udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det ud fra en konkret vurdering og en rimelighedsbetragtning måtte anses for uproportionalt, såfremt ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle fra januar 2014, hvor han havde været visiteret til fleksjob, til oktober 2014, hvor han blev tilkendt førtidspension, havde modtaget ressourceforløbsydelse. FAM/2015/198.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. maj 2015 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl
Dato: 08-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, til en filippinsk statsborger, som søgte om ægtefællesammenføring med en herboende dansk statsborger. I juli 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til en herboende samlever. Det fremgik af ansøgningen, at parret havde mødt hinanden i april 2011 i Filippinerne, og siden da havde været sammen omkring ½ år sammenlagt i Danmark under ansøgerens fire besøgsophold samt fire måneder i Filippinerne. I november 2014 blev ansøgeren meddelt afslag på familiesammenføring med den herboende samlever. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren havde forsøgt at bo så meget sammen med den herboende samlever som muligt, og at parret havde et barn sammen. Ved Udlændingenævnets opslag i Det Centrale Personregister i april 2015 fremgik det, at ansøgerens herboende samlever aldrig havde været registreret som udrejst af Danmark, og at parrets fællesbarn i april 2014 var registreret som indrejst i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende samlever efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende samlever ikke havde dokumenteret samliv på fælles bopæl. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at parret havde mødt hinanden i april 2011 og siden da havde boet sammen omkring ½ år sammenlagt i Danmark under ansøgerens fire besøgsophold samt fire måneder i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at de anførte besøgsophold ikke kunne dokumentere et fast samliv af længere periode. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at samliv under ferieophold og besøgsophold, herunder visumfrit ophold, ikke kunne anses for at udgøre et fast samliv på fælles bopæl i udlændingelovens forstand, og at den herboende samlever aldrig havde været registreret som udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt det således ikke dokumenteret, at parrets forhold havde en sådan fasthed og varighed, at det kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at parret henset til deres fællesbarn havde et beskyttelsesværdigt familieliv, men fandt dog ikke, at der var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende samlever ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Filippinerne for dér at udøve familielivet med ansøgeren og deres fællesbarn. Udlændingenævnet henviste herved til, at familielivet var etableret med udgangspunkt i Filippinerne, og at parrets fællesbarn var født i Filippinerne, hvorfor Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse. FAM/2015/75.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 24-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference havde i forbindelse med sin asylsag oplyst, at hun i 2009 indgik ægteskab med ansøgeren i Mogadishu, at hun og ansøgeren havde en datter, og at hun på tidspunktet for asylsamtalen var gravid. Den herboende reference oplyste endvidere, at hun aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at ansøgeren besøgte hende en gang imellem, og at ansøgeren var blevet truet af den herboendes references brødre, fordi han arbejdede for regeringen i Mogadishu. Den herboende reference oplyste i forbindelse med ægtefællesammenføring, at hun og ansøgeren indgik ægteskab juli 2009 i Wajid, Somalia, og at den herboende reference boede sammen med hende i nogle måneder efter ægteskabet blev indgået, hvorefter ansøgeren blev nødt til at flygte til Italien grundet krigen hvor han havde opnået flygtningestatus og havde gyldigt opholdstilladelse gældende til oktober 2020. Ansøgerens partsrepræsentant havde i forbindelse med klagen henvist til retspraksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Tarakhel mod Schweiz (app.np. 29217/12), og indsendt kopi af anden herboende reference og ansøgerens vielsesattest, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i juli 2009 i Wajid, Somalia hvilket blev bekræftede af den somaliske ambassade i Rom, Italien.
Udlændingenævnet fandt, at det angivne ægteskab mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da den herboende reference og ansøgeren efter det oplyste indgik ægteskab i Somalia, og at dokumentation fra Somalia, ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, efter fast praksis for tiden ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Det forhold at vielsesattesten dateret i januar 2014 fra den somaliske ambassade i Rom, Italien, blev indhentet som dokumentation for ægteskabet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da vielsesattesten blev udstedt af de somaliske myndigheder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var divergerende oplysninger om byen, hvor vielsen mellem den herboende reference og ansøgeren fandt sted. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem den herboende reference og ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter praksis krævede et dokumenteret samliv på fælles bopæl i mindst 1½ til 2 år frem til ansøgningstidspunktet, og at samlivet skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen lagt til grund, at der var divergerende oplysninger om samlivet, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst blandt andet, at hun og ansøgeren aldrig havde boet sammen, og at ansøgeren kom og besøgte hende, og at den herboende reference senere i forbindelse med behandlingen af asylsag havde oplyst, at hun og ansøgeren efter ægteskabets indgåelse boede sammen i syv måneder, hvorefter hun og ansøgeren flyttede til Mogadishu. Udlændingenævnet fandt, at divergenserne i den herboende references forklaringer var så store, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende reference og ansøgeren havde dokumenteret at have et længerevarende samliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt, at uanset at den herboende reference og ansøgeren, havde etableret et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, var Danmark ikke er nærmest til at beskytte dette familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK art. 8, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til at parterne selv kan vælge det land, hvor familielivet skal udøves. Udlændingenævnet har herved lagde vægt på, at ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Italien fra den februar 2014 til januar 2025. Det forhold, at der var henvist til retspraksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Tarakhel mod Schweiz (app. no. 29217/12), kunne ikke give anledning til et andet udfald. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens sag ikke var sammenlignelig med dommen Tarakhel mod Schweiz app.no. (29217/12), fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, da ansøgeren allerede havde et opholdsgrundlag i Italien, hvor han efter det oplyste havde boet siden 2010, og at ansøgeren måtte antages at have etableret sig i Italien. FAM/2015/124.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 24-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en afghansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, som også var afghansk statsborger, var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning og havde siden 2002 opholdt sig i Danmark. I marts 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til sit ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik af sagen, at ansøgeren ikke tidligere havde besøgt Danmark. Det fremgik endvidere, at den herboende ægtefælle arbejdede som kok i Danmark. Under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen vurderede Udlændingestyrelsen, at den herboende ægtefælle ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan ikke ville risikere asylrelevant forfølgelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet bemærkede, at det er en betingelse for at anse tilknytningskravet for opfyldt, at begge ægtefæller hver især har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet vil som det altovervejende udgangspunkt ikke kunne anses for opfyldt, hvis en ansøger aldrig har været i Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet han havde boet i Danmark i knap 12 år og havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at hun således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne allerede på denne baggrund ikke anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og den herboende ægtefælle måtte antages at kunne udøve familielivet i Afghanistan, idet Udlændingenævnet lagde vægt på Udlændingestyrelsens udtalelse om, at den herboende ægtefælle ikke ville risikere asylrelevant forfølgelse i Afghanistan. FAM/2015/125.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab – 24-års-kravet
Dato: 24-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgeren og den herboende reference var fætter og kusine. Ansøgeren og den herboende reference blev introduceret for hinanden til en fest, hvorefter ansøgeren og den herboende reference fik ni måneder til at finde ud af, om de passede sammen, inden ansøgeren og den herboende reference blev kærester. Ægteskabet blev indgået i Syrien i 2013. Ansøgeren og den herboende reference boede efter ægteskabets indgåelse sammen i otte måneder, inden den herboende reference flygtede til Danmark. Ansøgeren var på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke fyldt 24 år.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke var fyldt 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende reference var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, idet ansøgeren og den herboende reference ikke havde boet alene sammen inden ægteskabets indgåelse, og idet ansøgeren og den herboende reference efter ægteskabets indgåelse alene havde haft et samliv af kortere varighed, hvor de ikke havde stiftet selvstændig bolig. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at både ansøgeren og den herboende reference var 21 år ved indgåelsen af ægteskabet, og at ansøgeren og den herboende reference havde boet hos den herboende references familie, indtil den herboende reference var flygtet til Danmark. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgerens og den herboende references kontakt via telefon efter ægteskabets indgåelse ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges afgørende betydning. FAM/2015/101.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 20-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i april 1997 meddelt opholdstilladelse som flygtning og havde været dansk statsborger siden 2005. Den herboende ægtefælle havde to mindreårige særbørn i Danmark, der var født henholdsvis i 2000 og 2001 og var statsborgere i Somalia, og parret havde tre fællesbørn født i henholdsvis 2010, 2011 og 2014. Den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i maj 2009 i Somalia, parret besluttede i juni 2010 at indgå ægteskab, parret boede inden ægteskabets indgåelse sammen i to år og tre måneder i Addis Ababa, Etiopien, og parret indgik ægteskab i juni 2010 i Addis Ababa, Etiopien. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde boet sammen fra 2009 til 2013 i Addis Ababa, Etiopien. Den herboende ægtefælle havde uddybet, at han og ansøgeren havde boet sammen i fem måneder i 2009, at han og ansøgeren havde boet sammen fra juni 2010 til august 2010, fra januar 2011 til juli 2011, fra marts 2012 til juni 2012 og fra januar 2013 til juni 2013. Den herboende ægtefælle havde andetsteds i sin del af ansøgningsskemaet anført, at han havde besøgt sin ægtefælle i Etiopien i fem måneder i 2009 i tre måneder i 2010 i syv måneder i 2011, i tre måneder i 2012 og i fem måneder i 2013. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at han ikke var i arbejde, at han ikke havde taget en uddannelse i Danmark, at han var førtidspensionist, og at han led af hypertension og astma, for hvilket han modtog medicinsk behandling. Om samvær med særbørnene blev det oplyst, at den herboende ægtefælle havde samvær med særbørnene på lørdage, og at børnene ikke sov hos ægtefællen. Det fremgik af en oversigt over indbetalinger til pension, at den herboende ægtefælle fra januar 1999 til december 2000 havde været tilknyttet en virksomhed, at han fra januar 2006 til december 2006 havde været tilknyttet en anden virksomhed, og at han fra januar 2007 til december 2007 havde været tilknyttet en tredje virksomhed. Det blev endvidere til støtte for klagen anført, at ansøgeren ikke opholdt sig i Somalia, at hun var flygtet fra Somalia til Etiopien af sikkerhedsmæssige årsager, at ansøgeren havde større tilknytning til Danmark end til Etiopien, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles tre fællesbørn var danske statsborgere og opholdte sig sammen med ansøgeren, og at fællesbørnene ikke var i Danmark grundet ansøgerens ægtefælles sygdom. Det blev endelig anført, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles tre fællesbørn bedst kunne sikres en god og fornuftig opvækst i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens ægtefælle.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde imidlertid samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at ansøgeren således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne på den baggrund ikke anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom den herboende ægtefælle og ansøgerens tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælles og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia eller Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i Somalia, at den herboende ægtefælle efter egne oplysninger fra 2009 til 2013 havde boet i Etiopien, og at det til sagen derudover var oplyst, at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Etiopien i fem måneder i 2009, i tre måneder i 2010, i syv måneder i 2011, i tre måneder i 2012 og i fem måneder i 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var den herboende reference og ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derefter, at den herboende ægtefælle og ansøgeren dermed havde valgt at udøve familielivet således, at den herboende ægtefælle og ansøgeren skulle leve adskilt. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle oprindeligt var flygtning fra Somalia, kunne ikke føre til et andet udfald, da ansøgerens ægtefælle nu var dansk statsborger, og at han efter det oplyste havde mødt ansøgeren i Somalia. Det forhold, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles tre fællesbørn var danske statsborgere og opholdt sig sammen med ansøgeren, og at de tre fællesbørn ikke opholdt sig i Danmark grundet den herboende ægtefælles sygdom, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i en dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet. Udlændingenævnet fandt herved ikke, at der var grund til at fravige tilknytningskravet. Det anførte om, at de tre fællesbørn bedst kunne sikres en god og fornuftig opvækst i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren havde to mindreårige særbørn i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald af sagen, idet det oplyste samvær med særbørnene ikke var af et sådant omfang, at kravet til tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende ægtefælle led af PTSD, KOL og hypertension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var tale om så alvorlige helbredsmæssige forhold, at dette kunne begrunde en fravigelse af kravet om tilknytning. Udlændingenævnet bemærkede, at den herboende ægtefælle – uanset hans helbredsmæssige forhold – havde haft længerevarende ophold i Etiopien, hvor han havde boet sammen med ansøgeren. FAM/2015/121.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Dato: 13-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 1997 som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i juli 2007 og blev meddelt dansk statsborgerskab i januar 2009. Ansøgeren indgik ægteskab med den herboende ægtefælle i juli 2014, og den herboende ægtefælle indgav ansøgning om opholdstilladelse på vegne af ansøgeren i september 2014 under henvisning til ægteskabet. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren flygtede til Irak i april 2011 på grund af politisk aktivitet i Iran, der bragte ham i livsfare, at ansøgeren havde forældre og søskende i hjemlandet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i Komalas lejre i Irak i juli 2013, hvor den herboende ægtefælle var på ferieophold, at parret havde kontakt via telefon, Facebook og Skype, og at parret sidst så hinanden i en periode fra juli 2014 til august 2014. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, at ansøgeren arbejdede i Irak, at den herboende ægtefælle var født i Iran og opvokset i Irak, at den herboende ægtefælles forældre og søster boede i Danmark, at den herboende ægtefælle havde gennemført farmakonomuddannelsen i Danmark, og at den herboende ægtefælle havde haft fuldtidsbeskæftigelse i Danmark siden juli 2014. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet var det anført, at Udlændingestyrelsen ikke havde lagt vægt på den herboende ægtefælles status som flygtning, og at det på den baggrund ville være uforsvarligt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at tage ophold i Iran. Til brug for behandlingen af sagen anmodede Udlændingenævnet om en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om, hvorvidt den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingestyrelsen udtalte i den forbindelse, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det er som altovervejende hovedregel en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde haft opholdstilladelse i Danmark i mere end 12 år, hun havde gennemført farmakonomuddannelsen, og hun havde haft fuldtidsbeskæftigelse siden juli 2014. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at han således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor tilknytningskravet ikke kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnets flertal lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Iran for der at udøve familielivet med ansøgeren, henset til at de begge var født i Iran, at ansøgeren var iransk statsborger, og at ansøgerens forældre og søskende boede i Iran. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde opholdsgrundlag som flygtning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i februar 2015 havde udtalt, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle havde opnået dansk statsborgerskab, hvorfor hun som udgangspunkt kunne tage ophold i Iran uden at risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren frygtede asylretlig forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet asylretlige forhold ikke kan føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Det samlede Udlændingenævn fandt endelig, at ægtefællerne – såfremt de ikke anså det for muligt at opholde sig i Iran – ville kunne henvises til at udøve familielivet i Irak, hvor ansøgeren havde opholdt sig siden april 2011, hvor ægtefællerne havde mødt hinanden, hvor ægteskabet var indgået, og hvor den herboende ægtefælle var opvokset frem til sin udrejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt det således ikke uforholdsmæssigt at henvise ægtefællerne til at tage ophold i enten Iran eller Irak. FAM/2015/82.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl – Ganske særlige grunde
Dato: 08-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en eritreansk statsborger med en herboende flygtning i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og den herboende reference havde oplyst, at parret havde boet sammen, fra de var fyldt 13 år i perioden fra 2002 til 2009, at parret i denne periode havde været kærester, og at parret havde boet i en lejet bolig sammen. Det fremgik endvidere, at den herboende reference var fængslet i perioden fra 2009 til 2012, og at han i september 2012 flygtede fra Eritrea.
Udlændingenævnet fandt, at parret ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet begge parter var under 24 år, og idet parret ikke havde dokumenteret at have haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om parret måtte kunne dokumentere samliv på fælles bopæl i perioden fra 2002 til 2009, kunne dette stadig ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret efter det oplyste havde boet sammen, fra de var 13 år, og at det henset til parrets unge alder på tidspunktet for det angivne samliv ikke kunne lægges til grund, at de havde samlevet i denne periode i udlændingelovens forstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det angivelige fælles samliv blev afbrudt ved den herboende references fængsling i 2009. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke kunne lægges til grund, at parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, henset til parrets unge alder på tidspunktet for det angivne samliv, og at parret ikke havde set hinanden siden 2009. FAM/2015/115.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 08-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 12, nr. 6, til en statsborger fra Vietnam. Ansøgeren havde ansøgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, som var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 2005, og derfor var omfattet af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 12. Den herboende ægtefælle havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at han var i beskæftigelse som produktionsmedarbejder 37 timer ugentligt, at han var blevet ansat juli 2013, at han i perioden fra 2002 til 2004 havde været i beskæftigelse 37 timer ugentligt som produktionslagerarbejder, at han i perioden fra 2005 til 2008 havde været beskæftiget 37 timer ugentligt, at han i perioden fra 2009 til 2010 havde været beskæftiget 9 timer ugentligt, og at han i 2011 havde været ansat 37 timer ugentligt. Parret havde to børn født i henholdsvis maj 2011 og oktober 2012, som begge havde opholdstilladelse i Danmark. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at han havde modtaget, barselsdagpenge i cirka to år, at han havde afholdt fædreorlov i juli 2011, at han havde afholdt barsel i august 2011, at han havde afholdt forældreorlov i perioden fra august 2011 til april 2012, og at han i perioden fra januar 2013 til juli 2013 havde afholdt forældreorlov.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, og fortsat må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at han havde været under uddannelse eller været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for tidspunktet for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1-6, finder anvendelse for herboende udlændinge, som ikke er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, som er affattet ved lov nr. 572 af 31. maj 2010. Den herboende ægtefælle var således omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1-6. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælle var overgået fra deltidsbeskæftigelse i juni og juli 2011 til at afholde fædreorlov i forbindelse med fødslen af parrets første barn i juli 2011, at han havde afholdt barsel i august 2011, at han havde afholdt forældreorlov i perioden fra august 2011 til april 2012, og at han i perioden fra januar 2013 til juli 2013 afholdt forældreorlov i forbindelse med fødslen af parrets andet barn, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle i april 2012 og i december 2012 havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at barselsorlov/forældreorlov kun kan indgå i beregningen, såfremt den pågældende er i et ansættelsesforhold før afholdelsen af barsel/forældreorlov, og at pågældende efter endt barsel vender tilbage til samme ansættelsesforhold. Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde været i 10 måneders fuldtidsbeskæftigelse og 10 måneders deltidsbeskæftigelse, hvilket svarede til i alt 16 måneders ordinær beskæftigelse, og at den herboende ægtefælle således ikke opfyldte kravet om mindst tre års beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det forhold, at parret havde to fællesbørn, der var født henholdsvis i 2011 og i 2012, og som gik i børnehave og dagpleje, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet børnene endnu ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års uafbrudt ophold i Danmark anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for barnet, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at ansøgerens ægtefælle skal opfylde en del af de gældende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/116.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet