Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 78 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 19-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i august 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med sine forældres accept og på referencens eget initiativ, herunder at referencen var rejst sammen med sin storesøster og sine bedsteforældre til Danmark, hvor en del af referencens øvrige familiemedlemmer opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans fader (en af ansøgerne) havde lånt penge, således at referencen og dennes storesøster kunne blive sendt ud af Syrien med sine bedsteforældre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at bedsteforældrene måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted i forbindelse med udrejsen fra Syrien, og at dette var sket med forældrenes accept. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen efter sin egen og sine bedsteforældres respektive indrejser i Danmark selv havde frasagt sig at bo sammen med sine bedsteforældre. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen ikke var uden omsorgspersoner, idet referencens storesøster nu var myndig, og idet referencens bedsteforældre samt andre familiemedlemmer boede i Danmark og således kunne tage vare på referencen. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han selv havde besluttet sig for at udrejse af Syrien, ligesom han aktuelt havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller en anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen var udrejst af Syrien med sine bedsteforældre og storesøster med sine forældres accept, og at referencen selv havde oplyst til de danske myndigheder, at han ikke ønskede at bo sammen med sine bedsteforældre, men at han ønskede at bo i nærheden af sin fætter, der havde boet i Danmark i cirka syv år og gerne ville tage ansvar for referencen. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgerne led af angst og PTSD, samt at de ansøgende forældre led af henholdsvis en diskusprolaps og sukkersyge, nedsat bevægelighed samt en stofskiftesygdom. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af ansøgernes ansøgningsskemaer om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgerne havde de anførte helbredsmæssige problemer, fandt Udlændingenævnet samtidig, at det kunne lægges til grund, at ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/45.
Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

Dato: 19-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en canadisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2003, jf. udlændingelovens 8, og blev i februar 2014 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Parret var begge født og opvokset i Iran og mødtes første gang i Danmark i 2005, hvor de også indgik ægteskab med hinanden. Den herboende ægtefælle havde i december 2010 bestået Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet modtog i forbindelse med klagesagen i april 2016 fra den herboende ægtefælles kommune oplysninger om karakteren og omfanget af det til hende tilbudte integrationsforløb, samt hvilke øvrige beskæftigelsesmæssige tiltag, herunder aktiveringsforløb og sprogundervisning samt resultatet af disse, den herboende ægtefælle havde deltaget i.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var født og opvokset i Iran, hvor parret havde haft deres skolegang, og at parret talte persisk sammen, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgeren først indrejste i juni 2004 i en alder af 36 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold i Danmark havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at parrets samlede tilknytning til Danmark var større end deres samlede tilknytning til Iran, uanset at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden juni 2004. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i 2009 undlod at tage imod ordinært arbejde, at hun i juli 2011 havde været tilbudt ordinært arbejde, men at hun allerede efter to dage igen blev tilmeldt jobcentret som ledig, at hun i september 2011 blev visiteret til et åbent tilbud, idet hun havde frasagt sig ordinært arbejde, at hun ikke blev vurderet samarbejdsvillig i forhold til at tage ordinært arbejde samt tilbud udenfor den by, hun boede i, og at hun var ophørt på Danskuddannelse 2 grundet fravær. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde haft mere end 12 års lovligt og uafbrudt ophold i Danmark, kunne således efter Udlændingenævnets vurdering ikke alene føre til, at parrets samlede tilknytning til Danmark kunne anses for større end parrets samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle ikke gennem sit ophold i Danmark havde udvist vilje eller evne til at blive integreret i det danske samfund. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde besøgt Danmark i 2005, at han havde været på processuelt ophold fra december 2008 til oktober 2010, og at han igen besøgte Danmark i 2011, i 2012 og i 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Iran. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgerens ægtefælle skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Canada, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var risiko for refoulement fra Canada til Iran. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde oplyst, at hun havde en handicappet broder, som hun ikke kunne flytte fra. Udlændingenævnet fandt imidlertid at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da der ikke herved var tale om sådanne personlige forhold, at der var grundlag for at fravige tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/111.
Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

Dato: 19-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7, til en bosnisk-hercegovinsk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Bosnien-Hercegovina, fik meddelt opholdstilladelse i januar 1994 efter lov nr. 933 af 18. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. I november 1995 blev ansøgerens ægtefælle meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i marts 1997 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden via internettet i januar 2010, og ansøgeren besøgte derefter Danmark, når hun kunne. Ansøgeren og den herboende ægtefælle besluttede at indgå ægteskab i forbindelse med ansøgerens andet besøg i Danmark. Ægteparret havde forud for indgåelse af ægteskab telefonisk kontakt næsten hver dag, når ansøgeren ikke var i Danmark. Ægteskabet blev indgået i januar 2012 i Danmark, og ægteparret fik et fællesbarn i december 2012. Ansøgeren havde gået i grundskole i Bosnien-Hercegovina, hun talte alene bosnisk, og ægteparret talte bosnisk sammen. Ansøgerens ægtefælle var tilkendt førtidspension i 2005. Udlændingestyrelsen udtalte i oktober 2014, at der ikke var holdepunkter for at antage, at ansøgerens ægtefælle ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Ansøgerens ægtefælle havde til sagen oplyst, at han efter 17 år i Danmark var rejst tilbage til Bosnien-Hercegovina for at besøge ansøgeren, og at hans tilknytning til landet alene var ansøgeren og deres fællesbarn. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han aldrig havde været i nogen form for beskæftigelse i Danmark, at han aldrig havde gået i skole eller taget nogen danskkurser, efter at han kom til Danmark, men at han gennem en periode på to år fra 2010 til 2012 havde udført frivilligt arbejde i en karateklub omkring en time om ugen. I juli 2015 blev ansøgerens og den herboende ægtefælles fællesbarn meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle også havde haft deres skolegang. Den herboende ægtefælle kom første gang til Danmark i december 1993 i en alder af 29 år og havde således haft ophold i Danmark i cirka 21 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælles moder og søster var bosiddende i Dannmark, og at hans broder var bosiddende i Kroatien, mens ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Ansøgerens forældre og søskende var således bosat i Bosnien-Hercegovina, og ansøgeren havde et 24-årigt særbarn, der ikke opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden på internettet i januar 2010, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte bosnisk sammen. Ansøgeren og den herboende ægtefælle måtte på den baggrund antages at have en stærkere tilknytning til Bosnien-Hercegovina end til Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden december 1993, at han havde haft opholdstilladelse fra januar 1994, at han var tilkendt førtidspension i 2005, og at han havde udført frivilligt arbejde. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle aldrig havde deltaget i nogen former for kommunale tilbud eller sprogundervisning eller havde taget nogen uddannelse eller haft nogen form for beskæftigelse i Danmark, og da der var tale om en kort og meget beskeden frivillig indsats, og han ikke i øvrigt havde gjort en indsats for at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det frivillige arbejde ikke havde haft et omfang og en karakter, som kunne sidestilles med den tilknytning og integration, der opnås i forbindelse med at tage en uddannelse eller have været beskæftiget i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Bosnien-Hercegovina for der at udøve familielivet med ansøgeren og deres fællesbarn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen havde udtalt, at den herboende ægtefælle ikke ville være i konkret og individuel risiko for asylrelevant forfølgelse, og at den herboende ægtefælle havde været på besøg i Bosnien-Hercegovina. Endelig fandt Udlændingenævnet, at den herboende ægtefælles PTSD på baggrund af oplevelser under krigen, og det forhold, at han var tilkendt førtidspension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet sygdommen ikke kunne anses at forhindre ham i at tage ophold i Bosnien-Hercegovina. FAM/2016/99.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende familie til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv

Dato: 13-07-2016

Udlændingenævnet omgjorde i juli 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse til to mindreårige nigerianske statsborgere, født i henholdsvis 2004 og 2006, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 2, og stk. 3.

Udlændingenævnet fandt, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgernes forlængelsesansøgninger indgivet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at begge ansøgere var født og opvokset i Danmark, hvor de var bosiddende sammen med deres forældre, hvor de havde haft deres skolegang, at de talte flydende dansk, og at de var under den kriminelle lavalder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne siden deres fødsel havde haft lovligt ophold i Danmark frem til udløbet af deres hidtidige opholdstilladelse, og at ansøgningerne om forlængelse af deres hidtidige opholdstilladelser var indgivet ca. tre måneder for sent. Udlændingenævnet fandt dog, at Danmarks internationale forpligtelser ikke var til hinder for, at der ved indgivelsen af ansøgningerne om forlængelse af ansøgernes opholdstilladelser skulle betales gebyr. ERH/2016/65.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Dato: 13-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Tyrkiet, da ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde oplyst, at hun senest var indrejst i Danmark i marts 2007, at Udlændingestyrelsen senest i december 2007 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at denne afgørelse var blevet stadfæstet af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i maj 2008 med udrejsefrist straks. Udlændingenævnet bemærkede, at tyrkiske statsborgere er visumpligtige, medmindre de skal udføre en tjenesteydelse i Danmark, og at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2015, hvor ansøgeren således fortsat havde ulovligt ophold. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i Danmark i cirka otte år uden opholdstilladelse, og derfor havde ulovligt ophold på dette tidspunkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren gentagne gange var blevet meddelt afslag på familiesammenføring og derfor ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne opholde sig i Danmark, herunder blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af en ny ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ej heller, at det kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle efter den seneste ansøgnings indgivelse var blevet dansk statsborger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, også bliver stillet over for danske statsborgere. Udlændingenævnet bemærkede vedrørende ansøgerens ansøgning om ophold efter Assoceringsaftalen, at en sådan ansøgning ikke kunne afvises i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, men at denne skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Assoceringsaftalen ikke i sig selv giver ret til familiesammenføring. Udlændingenævnet hjemviste herefter den del af ansøgningen, der knyttede sig til selvstændig opholdsret efter Assoceringsaftalen, til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. FAM/2016/77.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

Dato: 13-07-2016

Udlændingenævnet omgjorde i juli 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om en værtsfamilies registrering i au pair karensregistret samt som konsekvens heraf Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en au pairs opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at værtsfamilien ikke burde registreres i au pair karensregistret som følge af misbrug af au pair-ordningen for manglende lommepenge til værtsfamiliens tidligere au pair. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke med sikkerhed kunne lægges til grund, at værtsfamilien havde misbrugt au pair-ordningen i forbindelse med den tidligere au pairs ophold hos værtsfamilien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at lommepengebeløbet fremgik af au pair kontrakten, at den første au pair tidligere havde udtalt, at hun fik det beløb månedligt, som fremgik af kontrakten, at lommepengebeløbet ikke skal reguleres årligt, når au pairen har fået sin tilladelse, og at politiet ikke havde fundet grundlag for sigtelse for overtrædelse af udlændingeloven. Udlændingenævnet fandt endvidere efter en samlet vurdering det overvejende betænkeligt at lægge til grund, at den tidligere au pair ikke skulle have modtaget det aftalte lommepengebeløb, eller at dette beløb var mindre end det af udlændingemyndighederne fastsatte minimumsbeløb, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 2. Udlændingenævnet bemærkede ligeledes, at en fagforenings oplysning om, at et indgivet erstatningskrav blev fastsat på baggrund af kontoudtog, ikke kunne lægges til grund, idet det ikke på tidspunktet for au pairens opholdstilladelse var et krav, at lommepengebeløbet skulle indbetales til en konto, og at det derfor ikke var udelukket, at der også kunne have fundet kontant udbetaling sted. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration kunne slette registreringen af værtsfamilien i karensregistret. Udlændingenævnet fandt som konsekvens heraf grundlag for at hjemvise Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en ny au pairs opholdstilladelse, idet Styrelsen for International Rekruttering og Integration herefter på ny måtte vurdere, om grundlaget for den nye au pairs opholdstilladelse var til stede. ERH/2016/70.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 13-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til to syriske statsborgere, der havde søgt om familiesammenføring med deres herboende søn, som var født i januar 1997, og som var blevet meddelt asyl i Danmark i september 2014.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgerne i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn udrejste af Egypten som 17-årig, at rejsen var planlagt, og at han udrejste af Egypten alene efter aftale med sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn var 17 år på ansøgningstidspunktet, da familien sammen havde besluttet, at den herboende søn kunne udrejse alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn og ansøgerne frivilligt havde afbrudt familielivet, da den herboende søn udrejste af Egypten. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin udrejse altid havde boet sammen med sine forældre. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søn over for politiet i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han efter ankomsten i Danmark skulle forsøge at få familiesammenføring til resten af familien. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen henset til, at familielivet blev afbrudt frivilligt. Udlændingenævnet fandt herudover på baggrund af sagens omstændigheder, at der ikke mellem den herboende søn og hans forældre eksisterede et sådant særligt pleje- og afhængighedsforhold, at ansøgerne på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, at den herboende søn var knap 18 år på ansøgningstidspunktet, henset til at han som 17-årig udrejste af Egypten, og at han grundet sin alder på ansøgningstidspunktet ikke kunne antages at have haft det samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin frivillige udrejse af Egypten havde boet sammen med sine forældre. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at oplysningerne vedrørende en udlændings bopælsforhold ikke i sig selv har afgørende betydning for en sags udfald, men at det indgår som en del i vurderingen af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. FAM/2016/76.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Urigtige oplysninger og konstrueret dokumentation

Dato: 13-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger under henvisning til, at den herboende reference havde afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der blev anset for at være konstrueret med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, stk. 1.

Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at referencen måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der ansås for konstrueret med det formål, at ansøgeren kunne opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag i november 2014 havde oplyst, at han var ugift, mens det i ansøgningen om familiesammenføring var oplyst, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen var indgået i Syrien i marts 2013 – inden referencens flugt fra hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der til sagen var fremlagt to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, der måtte antages at være to forskellige oversættelser af det samme originale dokument, men at der var væsentlige divergenser i dokumenterne, herunder at dokumenterne var udstedt af Shariadomstolen i to forskellige byer, at shariadommerens navn var forskelligt i de to dokumenter, og at medgiften var oplyst med to forskellige beløb i de to dokumenter, ligesom der i det ene dokument var omtalt en stedfortræder for referencen, hvilket ikke var tilfældet i det andet dokument. Uanset om der var tale om to separate dokumenter – og således ikke blot to oversættelser af det samme originale dokument – fandt Udlændingenævnet, at der i dokumenterne var så væsentlige uoverensstemmelser, at dokumenterne ikke kunne lægges til grund, da de måtte anses for at være konstrueret til lejligheden med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der til klagen var fremlagt et andet dokument vedrørende ægteskabets indgåelse, hvor referencens navn fremstod væsentligt anderledes, end det navn, referencen havde oplyst til udlændingemyndighederne, ligesom den i dokumentet oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten ikke var i overensstemmelse med den i de øvrige fremlagte dokumenter oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der var stavefejl i de angivelige officielle myndighedsstempler på de to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, hvorfor dokumenterne ikke kunne antages at være udstedt af eller verificeret af de rette syriske myndigheder. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at referencen havde forklaret divergerende om sit forhold til ansøgeren, herunder hvor referencen arbejdede, og hvor han mødte ansøgeren for første gang, samt hvor ansøgeren og referencen havde boet sammen. FAM/2016/71.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. juli 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Forfalden gæld til det offentlige – Ej årsagssammenhæng mellem oparbejdet gæld og ansøgerens helbred

Dato: 07-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en somalisk statsborger, der havde haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning siden 2002 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren blev i 2010 meddelt førtidspension og havde i ansøgningsskemaet oplyst, at han havde forfalden gæld til det offentlige, og at der ikke var givet henstand med betaling af gælden. Størrelsen af gælden var ikke angivet i ansøgningsskemaet. Det fremgik af oplysningerne fra SKAT, at SKAT havde registreret en gæld på 338.440 kr. som vedrørte beboerindskudslån, bøde til politi, erstatning med en kommune som fordringshaver, kontanthjælp, medielicens, diverse opkrævningsrenter, parkeringsafgift, sagsomkostninger, uberettiget modtagelse af dagpenge, underholdsbidrag samt grøn ejerafgift. Det fremgik af oplysningerne fra Udbetaling Danmark, at ansøgeren på tidspunktet for udtalelsen skyldte 161.160 kr. i børnebidrag, at denne fordring lå til inddrivelse hos SKAT, og at der ikke var givet henstand. Det fremgik endvidere af oplysningerne fra kommunen, at ansøgeren skyldte 5.019 kr. til kommunen for ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om social service og 19.370 kr. for boligindskudslån, samt at der ikke var givet henstand med betalingen.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark da han ikke opfyldte kravet om ikke at have forfalden gæld til det offentlige, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge oplysninger fra SKAT, Udbetaling Danmark og ansøgerens kommune havde forfalden gæld til det offentlige, og at dele af gælden var omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde gæld til det offentlige for beboerindskudslån, kontanthjælp samt børnebidrag. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på ansøgerens egne oplysninger og de indkomne oplysninger fra kommunen og Udbetaling Danmark, hvoraf det fremgik, at der ikke var givet henstand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for dispensation efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering heraf, at ansøgerens læge havde oplyst, at ansøgeren var diagnosticeret med post traumatisk belastningsreaktion, paranoid psykose, angsttilstand og personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, at ansøgeren gennem de seneste fem år havde fået psykofarmaka, at han isolerede sig, at han var paranoid, tolkende i forhold til personer omkring sig, og at han ikke havde nogen resterhvervsevne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke til sagen var oplyst eller dokumenteret, at ansøgerens helbredsmæssige situation havde årsagssammenhæng med ansøgerens oparbejdede gæld. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens psykiske tilstand ikke forhindrede ansøgeren i at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, og dermed havde en afgørende betydning for oparbejdelsen af ansøgerens gæld. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke havde mulighed for at afdrage på gammel gæld, da han var førtidspensionist og fremadrettet måtte leve af sin pension, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var dokumenteret, at ansøgerens helbredsmæssige situation havde årsagssammenhæng med ansøgerens oparbejdede gæld. Udlændingenævnet fandt yderligere, at ansøgeren ikke havde vist vilje til integration, idet der ikke til sagen var indsendt dokumentation herfor. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens psykiske tilstand påvirkede sprogindlæringsevnen, at ansøgerens alvorlige psykiske problemer ikke gav mulighed for, at ansøgeren kunne lære dansk på en tilstrækkelig måde, at ansøgeren ikke kunne føre en samtale i et enkelt sprog, at ansøgerens funktionsnedsættelse var af en sådan karakter, at ansøgeren ikke havde mulighed for at deltage i danskundervisning eller tage en statsborgerskabsprøve, samt at ansøgeren ikke havde mulighed for at integrere sig, da det krævede, at ansøgeren talte det danske sprog. Udlændingenævnet fandt endelig, at disse forhold ikke i sig selv kunne føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, om ikke at have forfalden gæld til det offentlige kunne fraviges, og henviste i den forbindelse til, at en ansøgers vilje til integration ikke alene afgøres af en ansøgers evne til at tale det danske sprog og interagere med andre. FAM/2016/69.
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2016 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Den herboende forælder udrejst

Dato: 29-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Filippinerne, født i 1999. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag på opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt, at der forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og ansøgerens tarv, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Af det Centrale Personregister fremgik det, at ansøgerens herboende moder efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse og efter indgivelsen af klagen til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse var udrejst af Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet det var en grundlæggende betingelse for at kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, at den person, der søges familiesammenføring under henvisning til, er bosiddende i Danmark. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgerens moder ifølge det Centrale Personregister var udrejst af Danmark og derfor ikke længere bosiddende i Danmark. FAM/2016/64.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen