Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 77 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 1. september 2016 – Erhverv – Beløbsordningen – Nationalitetspas

Dato: 01-09-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, til en statsborger fra Indien.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var en betingelse for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, at udlændingen havde et gyldigt nationalitetspas, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1, og at ansøgeren ikke havde kunnet fremlægge gyldigt nationalitetspas. ERH/2016/60.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. september 2016 – Fremmedpas

Dato: 01-09-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens om afslag på fremmedpas til en statsborger fra Indien, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tildeles fremmedpas, da han ikke havde dokumenteret, at han ikke med tiden ville kunne få udstedt et pas eller anden rejselegitimation fra sit hjemlands myndigheder. Det indgik i Udlændingenævnets behandling af sagen, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en verserende straffesag i Indien, hvorfor de indiske myndigheder havde inddraget hans nationalitetspas, og at anklagemyndigheden i Danmark havde truffet beslutning om, at han ikke kunne strafforfølges i Danmark for de forhold, som han var anklaget for i Indien, fordi forholdene ikke var strafbare i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da en uafklaret situation – herunder mulig strafforfølgelse – i hjemlandet som udgangspunkt ikke kunne føre til udstedelse af fremmedpas. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagsakterne vedrørende straffesagen i Indien, at sagen havde karakter af en privatretlig ægteskabssag, og at der ikke var oplyst om, hvilke straffesanktioner ansøgeren kunne pålægges. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det ud fra sagens oplysninger ikke kunne lægges til grund, at de indiske myndigheder aktuelt havde anmodet de danske myndigheder om at få ansøgeren udleveret til strafforfølgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i maj 2016 havde rettet henvendelse til Den indiske Ambassade i Danmark og rejst spørgsmål over for de indiske myndigheder om, hvorvidt der efter indisk ret rent faktisk var grundlag for inddragelse af ansøgerens nationalitetspas, da ansøgeren ikke herved havde dokumenteret, at han ikke kunne få udstedt et nationalitetspas af sit hjemlands myndigheder eller få udleveret sit tidligere stadig gyldige pas. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var tale om sådanne særlige grunde, at der kunne udstedes fremmedpas efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke var sandsynliggjort, at der var tale om uforholdsmæssige krav. FAM/2016/59.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. august 2016 – Udlændingenævnets kompetence

Dato: 11-08-2016

Udlændingenævnet afviste i august 2016 at behandle en klage over en delafgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i maj 2016 vedrørende økonomisk sikkerhedsstillelse. Udlændingestyrelsen havde i maj 2016 anmodet den herboende ægtefælle om at stille økonomisk sikkerhed i forbindelse med en sag om familiesammenføring vedrørende en filippinsk statsborger. I juni 2016 påklagede den herboende ægtefælle med henvisning til Udlændingestyrelsens klagevejledning Udlændingestyrelsens delafgørelse til Udlændingenævnet.

Udlændingenævnet fandt, at der var tale om en sagsbehandlingsklage, som Udlændingenævnet ikke havde kompetence til at behandle, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 1, som udtømmende opregner, hvilke afgørelser truffet i Udlændingestyrelsen Udlændingenævnet har kompetence til at behandle. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles klage rettelig burde afvises under henvisning til, at ansøgeren ikke var blevet meddelt afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgår af lovforslag nr. L 178 fremsat den 25. april 2012, om ændring af lov om udlændingeloven og lov om kommunale og regionale valg, afsnit 2.2.7.2., om sagsbehandlingsklager, at Udlændingenævnet vil kunne tage stilling til, om Udlændingestyrelsen i en konkret sag, der kan påklages til Udlændingenævnet, har handlet i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler og principper. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at nævnet ville skulle behandle sådanne klager, hvis klagen knyttede sig til en konkret sag, som var færdigbehandlet i 1. instans, og hvis klagen var fremsat i forbindelse med en klage over 1. instansafgørelsen. Det forhold, at Udlændingestyrelsen i klagevejledningen havde henvist Udlændingenævnet som rette klageinstans, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmål om, hvilke betingelser der knyttes til en meddelt opholdstilladelse, når der ikke er meddelt afslag efter udlændingelovens § 9. Udlændingenævnet videresendte herefter klagen til videre foranstaltning i Udlændinge- og Integrationsministeriet, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2. FAM/2016/105.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. august 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma

Dato: 11-08-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 9, til en tunesisk statsborger.

Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter det oplyste etablerede kontakt i oktober 2012 over internettet på Facebook, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødtes første gang personligt i august 2014 på en ferie i Tunesien, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle besluttede at indgå ægteskab i februar 2015, at ansøgerens ægtefælle indrejste i Tunesien i maj 2015, at hun udrejste af Tunesien i juni 2015, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab i maj 2015, at kommunikationen på dette tidspunkt alene havde bestået i telefonisk kontakt via Skype, Facebook, sms, og under et ferieophold, og at ansøgerens ægtefælle frem til juli 2015 fortsat boede sammen med sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab efter et kort personligt bekendtskab, og at der var 25 års aldersforskel mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering, at der var et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren havde indgået ægteskab med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark. Det af ansøgerens advokat anførte om, at anvendelsen af bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 9, forudsætter, at der foreligger sikre bevismæssige holdepunkter for, at der foreligger et proformaægteskab, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle burde have været partshørt forud for afgørelsen om afslaget, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens advokats opfattelse ville have givet uddybende oplysninger om deres bekendtskab, hvis ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde vidst, at oplysningerne i ansøgningsskemaet ville blive anvendt på en sådan måde, at ægteskabet ville blive opfattet som et proformaægteskab, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet henviste herved til, at Udlændingestyrelsen i visse sager afgør sager på baggrund af de oplysninger, der er afgivet i ansøgningsskemaet uden behov for en samtale, og at dette typisk er i sager, hvor parterne har tilbragt kort tid sammen både forud for og efter ægteskabets indgåelse, hvorfor Udlændingestyrelsen på denne baggrund havde lagt til grund, at parterne havde et meget begrænset personligt bekendtskab til hinanden. Det anførte om, at afslaget var indgribende for ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, idet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var afskåret fra at udøve deres ægteskab efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, fandt Udlændingenævnet desuden heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der mellem ansøgeren og dennes ægtefælle ikke eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv ifølge EMRK artikel 8, da Udlændingenævnet lagde til grund, at ægteskabet var indgået med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. Det af ansøgerens advokat anførte om, at det fremgik af den vedlagte dokumentation, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles forhold siden 2012 havde været af romantisk karakter, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet facebookopdateringer, e-mails og private billeder af ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation for, at der var etableret et indgående og forudgående kendskab mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, og dermed ikke afkræftede formodningen om, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse for ansøgerens vedkommende var at opnå en opholdstilladelse i Danmark. FAM/2016/91.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. august 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 10-08-2016

Udlændingenævnet omgjorde i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en statsløs palæstinenser fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle (referencen), som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet omgjorde samtidig ligeledes Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende ansøgerens og referencens tre fællesbørns ansøgninger om familiesammenføring med deres herboende forælder (referencen). To af ansøgerens og referencens børn var under 15 år, og et barn var over 15 år, men under 18 år. Det ældste barn led af epilepsivarianten ”tonisk-klonisk anfald”.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring burde imødekommes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da dette vurderedes at være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerens og referencens ældste barn havde en sådan alvorlig sygdom, at det ville være særligt indgribende at afskære familiesammenføring frem til det tidspunkt, hvor referencen havde haft opholdstilladelse i tre år og eventuelt havde fået opholdstilladelsen forlænget. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans ældste barn var sygt, at det fremgik af ansøgerens og fællesbørnenes ansøgninger, at ansøgerens og referencens ældste fællesbarn led af epilepsivarianten ”tonisk-klonisk anfald”, der blev behandlet med medicin, og at det til klagen var oplyst, at det ældste fællesbarn havde lidt af sygdommen, siden hun var fem år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af www.sundhed.dk (det offentlige sundhedsvæsen i Danmarks webportal), at tonisk-kloniske anfald er en epilepsivariant, der tidligere blev kaldt ”grand mal anfald”, at et anfald starter med, at personen pludseligt mister bevidstheden og falder om, mens alle kroppens muskler stivner, hvorefter musklerne skiftes mellem at trække sig sammen og slappe af, så der opstår trækninger og rykninger i arme og ben, og at vejrtrækningen påvirkes, ligesom tungebid og spontan afgang af urin og afføring er almindeligt. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af www.sundhed.dk, at det ofte tager et stykke tid efter et tonisk-klonisk anfald, før personen kommer til sig selv igen, og at ekstrem træthed og desorientering/forvirring er hyppig. Herudover lagde Udlændingenævnet vægt på, at referencen i sin klage havde anført, at den medicin, som det ældste fællesbarn anvendte, ikke længere var tilgængelig i Syrien, og at det ældste fællesbarn derfor havde mange kramper og stærke anfald, således at hun ikke kunne kontrollere sin krop. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at Syrian Medical Association i en erklæring fra maj 2016 havde oplyst, at ansøgerens og referencens ældste fællesbarn var udsat for anfald, fordi hun var afskåret fra medicin. Udlændingenævnet fandt endelig ud fra de aktuelle generelle baggrundsoplysninger fra World Health Organization (WHO) om Syrien ikke grund til at betvivle det oplyste om manglende tilgængelighed af medicinen i Syrien. FAM/2016/47.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2016 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

Dato: 04-08-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1991, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1990 og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle blev i november 1993 meddelt ret til ophold i Danmark i medfør af udlændingelovens dagældende § 14. Ansøgerens ægtefælle blev i september 2008 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens ægtefælle udrejste af Danmark til Pakistan i august 1998 og genindrejste i Danmark i maj 2002, hvor hun opholdt sig indtil februar 2016, hvor hun udrejste af Danmark til Sverige. I november 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2010, hvor ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan, at parret havde været kærester siden 2010, at beslutningen om indgåelse af ægteskabet blev truffet i juli 2013, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at parret havde indgået ægteskab i december 2014. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet og sagen, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at parret var sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan i 2010, og at parret havde boet sammen i perioden fra oktober 2015 – hvor ansøgeren var indrejst på visum i Danmark – til januar 2016.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, allerede fordi ansøgerens ægtefælle ikke var fastboende i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved afgørende vægt på, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da parret var fætter og kusine, hvorfor der efter dansk lov var formodning for, at det oplyste samliv ikke var etableret efter begge parters ønske. Udlændingenævnets flertal fandt således, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende samliv og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde mødt hinanden i 2010, at det var parrets egen beslutning at indgå ægteskab, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, men at parret havde været sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var i Pakistan i 2010, og at parret havde haft kontakt hver dag siden ægteskabets indgåelse, ikke var tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals afgørelse, at ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioden fra december 1993 til august 1998 og i perioden fra maj 2002 til februar 2016, og at ansøgerens ægtefælle var under uddannelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at det til sagen oplyste om ansøgerens ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter parrets eget ønske. Udlændingenævnets flertal lagde således vægt på, at parret før ægteskabets indgåelse ikke havde samlevet eller sås at have haft et længerevarende personligt kendskab til hinanden. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle – efter at hun havde mødt ansøgeren i Pakistan i 2010 – alene efter det oplyste sås at have besøgt ansøgeren i forbindelse med ægteskabets indgåelse i 2014. Udlændingenævnets flertal fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde boet sammen siden oktober 2015, hvor ansøgeren indrejste på visum i Danmark, da parret ikke havde haft et forudgående samliv eller personligt kendskab inden ægteskabets indgåelse, og at parret efterfølgende ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af betydelig varighed. Udlændingenævnets flertal henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var henholdsvis 24 år og 23 år. Udlændingenævnets flertal fandt endelig, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der afgørende talte for alligevel at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. FAM/2016/73.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren

Dato: 02-08-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Albanien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i maj 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en broder i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at klageren ønskede at klage over, at han fik indrejseforbud i hele EU og Schengenlandene, og at han ikke havde haft mulighed for at udrejse, førend han havde modtaget afslaget på asyl, idet dette ikke var et forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/51.

(1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”
Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren

Dato: 02-08-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Serbien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i juni 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i juni 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en søn i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at han havde ret til at søge asyl i Danmark, og at han ikke var kommet til Danmark for at skabe problemer, idet dette ikke var forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/58.

(1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

Dato: 25-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en amerikansk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, ligesom han havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet, hvorfor der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren blev født i Frankrig i 1956 som amerikansk statsborger. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren fra 1978 til 2006 boede i Danmark – med undtagelse af et år, hvor han boede i USA – og at han i 2006 blev registreret som forsvundet. Ansøgeren oplyste i sit ansøgningsskema om bevarelse af sin opholdstilladelse, at han boede i Danmark fra 1967 til 2001, og at han ikke havde planlagt, at han skulle være udrejst så længe, men at han havde boet hos sine forældre i Frankrig og levet som musiker i Europa.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst, at han var udrejst af Danmark i 2001 og efterfølgende kun havde haft besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke før sin udrejse havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse, og at det måtte have stået ansøgeren klart, at han opgav sin bopæl i Danmark ved sin udrejse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han følte sig dansk, at han havde boet i Danmark i 40 år, at han læste og talte dansk, at han havde herboende familiemedlemmer, og at han havde besøgt Danmark i 2002, 2010, 2014 og 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst af Danmark i en længere årrække, og at ansøgeren i denne periode alene havde besøgt Danmark ganske få gange af få ugers varighed på baggrund af arbejde eller familiebesøg, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have bevaret en særlig stærk tilknytning til Danmark. FAM/2016/46.
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

Dato: 25-07-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1991 og blev dansk statsborger i 2001. I perioderne fra august 2003 til juli 2006 og fra januar 2008 til november 2013 var ansøgerens herboende ægtefælle udrejst til Libanon. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Libanon. Parret havde to børn, som var født i Libanon i henholdsvis 2008 og 2011, og som indrejste i Danmark i november 2013, samt et barn født i Danmark i 2014. Alle børn var danske statsborgere.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Libanon, hvor han også havde haft sin skolegang og havde arbejdet, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Libanon end til Danmark, hvor han aldrig havde haft opholdstilladelse, og hvor han alene havde opholdt sig på besøgs- og processuelt ophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle var født i Libanon og havde taget ophold i Danmark som fem-årig i 1990. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse stor vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioder på knap tre år fra august 2003 til juli 2006 og fem år og ti måneder fra januar 2008 til november 2013 havde været udrejst til Libanon, og at parret således havde etableret og udøvet et familieliv i Libanon gennem flere år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 1991, at hun sammenlagt havde haft 16 års ophold i Danmark, og at hun i maj 2001 blev meddelt dansk statsborgerskab. Udlændingenævnet lagde dog vægt på, at ansøgerens ægtefælle selv havde valgt at afbryde sin tidligere tilknytning til Danmark, idet hun havde valgt at udrejse til Libanon i de nævnte perioder. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødte hinanden i Libanon i april 2006, at parret indgik ægteskab i april 2008 i Libanon, og at parret talte arabisk sammen indbyrdes. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at ansøgerens ægtefælle efter sine egne oplysninger valgte at genindrejse i Danmark i 2006 og i 2013 grundet den vanskelige situation i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, og at det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på et kortvarigt visumophold fra juni 2014 og herefter havde indgivet ansøgning om familiesammenføring i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end deres samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens ægtefælle ikke gennem længerevarende beskæftigelse havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var uddannet tandtekniker i Danmark, fandt Udlændingenævnet herudover ikke i sig selv kunne føre til, at tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, på den baggrund kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det ved opslag i maj 2016 i eIndkomst fremgik, at ansøgerens ægtefælle siden sin indrejse i Danmark i november 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at hun senest havde modtaget kontanthjælp i maj 2016. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at parrets ældste søn, der var født i 2008, havde mistet sin tilknytning til Libanon, at barnet næsten havde glemt at tale arabisk, og at barnet var skoleelev og fuldt integreret i Danmark, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af statusbeskrivelsen fra barnets SFO, at barnet havde svært ved at indgå i sociale sammenhænge grundet manglende danskkundskaber. Det fremgik endvidere af CPR, at parrets to ældste fællesbørn var indrejst i Danmark i november 2013 og således havde opholdt sig fast i Danmark i ca. to et halvt år. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle i forbindelse med ansøgningen havde vedlagt en udtalelse af juli 2014 fra sin læge, hvoraf det fremgik, at hun havde det psykisk svært, at hun var under udredning for en depression, og at hun havde en opblussen i sine kroniske rygsmerter. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i forbindelse med sin klage i august 2015 til Udlændingenævnet havde vedlagt en sygehusjournal fra august 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft hjertebanken og havde svært ved at få vejret, at han led af sure opstød og halsbrand og at han havde lette smerter bag brystbenet. Udlændingenævnet fandt, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold hverken hos ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle, som bevirkede, at parret og deres tre fællesbørn ikke igen ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret havde mødt hinanden, havde indgået ægteskab, havde fået to børn og havde boet sammen, for der at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/112.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen