Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 76 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed

Dato: 28-09-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i december 2008 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde i sin ansøgning oplyst, at hun ejede en thaimassagevirksomhed, hvor hun havde været i ordinær beskæftigelse fra juni 2009 til september 2010, hvor virksomheden ikke var momsregistreret, og siden september 2010, hvor virksomheden var blevet momsregistreret. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at hun i begge perioder arbejdede på fuld tid med 37 timer ugentligt, at det var en enkeltmandsvirksomhed drevet af hende, hvor hun udførte massage og varetog øvrige opgaver i forhold til driften af massagevirksomheden.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed eller have været under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra september 2011. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter sine egne oplysninger havde arbejdet som selvstændig erhvervsdrivende som thai-massør siden juni 2009. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at beskæftigelse helt tilbage fra dette tidspunkt ikke kunne indgå i beregningen. Udlændingenævnet bemærkede, at det kun var selvstændig erhvervsvirksomhed inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt, og at der var tale om en løbende fem-årig periode. Selvstændig erhvervsvirksomhed forud for september 2011 indgik således ikke i Udlændingenævnets beregning. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter sine egne oplysninger siden juni 2009 havde arbejdet i 37 timer om ugen i sin virksomhed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at ansøgeren opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på baggrund af den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger, årsopgørelser og årsberetninger – ikke havde dokumenteret, at hendes beskæftigelse som thai-massør i perioden fra september 2011 og frem kunne sidestilles med ordinært lønarbejde, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed havde haft et omfang, der kunne sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt mindst 15 timer om ugen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hendes arbejde havde et omfang, der svarede til ordinær deltidsbeskæftigelse eller ordinær beskæftigelse. Det af ansøgeren anførte om, at hun i årene 2011, 2012 og 2014 havde arbejdet i hvert fald 15 timer om ugen til en løn, der lå højere end mindstelønnen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ordinær fuldtidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mindst 30 timer om ugen – indgår med den fulde varighed, og at ordinær deltidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mellem 15 og 29 timer om ugen – indgår i beregningen med 3/5 af den samlede ansættelsesperiode, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 2. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse endvidere til, at ansøgerens virksomhed i perioden fra 2011 til 2014 havde haft en årlig omsætning på henholdsvis 86.120 kr. i 2011, 82.800 kr. i 2012, 58.680 kr. i 2013 og 89.720 kr. i 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun tog 150 kr. i betaling for en halv times behandling og 250 kr. for en times behandling. Ud fra tallene for virksomhedens omsætning havde ansøgeren sin højeste omsætning i 2014 på 89.720 kr., hvilket svarede til, at hun havde arbejdet 358,88 timer i virksomheden i 2014, hvis hun havde taget 250 kr. i timen som betaling. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ved beregningen af omfanget af selvstændig erhvervsvirksomhed, hvor ansøgeren driver virksomhed fra eget hjem, efter praksis lægges en halv time til hvert kundebesøg, hvis der for eksempel drives massageklinik fra bopælen, som antages at dække tidsforbruget i forbindelse med klargøring, rengøring, regnskab med videre. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at en deltidsansat med mindst 15 timer om ugen, hvor arbejdsugerne – fratrukket ferie i fem uger – sættes til 47 uger pr. år, som minimum skulle arbejde 705 timer pr. år. Dette opfyldte ansøgerens virksomhed ikke. Dette var tilsvarende gældende, hvis man måtte tillægge en halv time til det udregnede antal kundetimer til henholdsvis forberedelse og klargøring til næste kunde. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det tidsmæssige forbrug ikke ville være anderledes, hvis det blev lagt til grund, at alle kunder kun havde fået en halv times behandling á 150 kr., da en højere andel af tid afsat til forberedelse og klargøring pr. kunde ville blive modsvaret af, at der ville være et lavere antal direkte kundetimer, da omsætningen i så fald ville skulle deles med 300 kr. pr. time. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren drev sin selvstændige erhvervsvirksomhed fra sit eget hjem. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at henset til, at ansøgerens virksomhed blev udøvet i hendes eget hjem, kunne hendes arbejdstimer ikke alene opgøres ud fra de angivne åbningstider på hendes hjemmeside. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde et handicap, der forhindrede hende i opfyldelse af en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2016/92.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

Dato: 28-09-2016

Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en afghansk statsborger. Den herboende ægtefælle, der var blevet dansk statsborger, havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Afghanistan.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere vurdering af det angivne familieliv mellem ansøgeren og referencen samt indhentelse af en asylretlig vurdering af referencens mulighed for at udøve familielivet i Afghanistan med ansøgeren, som han efter det oplyste havde været gift med siden 1997 og dernæst levet adskilt fra og uden kontakt med frem til cirka ansøgningstidspunktet i slutningen af 2014. Udlændingenævnet henviste til, at referencen i forbindelse med sin asylansøgning i 2001 til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at ansøgeren, som han havde indgået ægteskab med i 1997, på daværende tidspunkt befandt sig i en større by i Afghanistan, at hans moder ligeledes var bosiddende i samme større by i Afghanistan, og at han senest havde haft kontakt med sin moder i maj/juni 2000. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring med ansøgeren havde oplyst, at han havde været på besøg i Afghanistan i 2010, i 2011 og i 2014, uden at det var nærmere oplyst, om der i den forbindelse blev søgt skabt kontakt til ansøgeren, og/eller om ansøgeren og referencen de facto havde valgt at leve separeret. Udlændingenævnet henviste endelig til, at ansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring havde oplyst, at ansøgeren og referencen indgik ægteskab i 1997, hvorefter parret havde boet sammen i otte til ni måneder, at der derefter var et Talebanangreb, i hvilken forbindelse referencen forsvandt, og at ansøgeren herefter havde boet hos sine egne forældre. Det var endvidere oplyst, at ansøgerens forældre i 2014 var rejst til en større by i Afghanistan, hvor de ved et tilfælde havde mødt en af referencens venner, der havde oplyst, at referencen levede og var bosiddende i Danmark. FAM/2016/80.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

Dato: 16-09-2016

Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren blev i oktober 2010 meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som i maj 2012 blev forlænget til juni 2014. Udlændingestyrelsen inddrog primo januar 2014 ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4, samt § 26, stk. 1. Ansøgeren påklagede otte dage senere i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse samt indgav dagen efter ny ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5 (arbejdsmarkedstilknytning) til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 afgørelsen om inddragelse, ligesom Udlændingenævnet i juni 2014 meddelte afslag på genoptagelse. Ansøgeren blev i oktober 2014 meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5, gældende indtil juli 2018 på baggrund af ansøgningen indgivet til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ultimo januar 2014, og indgav herefter i juni 2015 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i september 2015 ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde boet i lovligt i Danmark i mindst fem år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i – 9 n eller 9 p, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3 nr. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have boet lovligt her i landet i mindst fem år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i starten af januar 2014 havde inddraget ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at Udlændingenævnet havde stadfæstet denne afgørelse ultimo marts 2014. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det af udlændingelovens § 27, stk. 3, fremgår, at fristen i § 27, stk. 1, afbrydes, når opholdstilladelsen inddrages, hvorefter tidsperioden for, hvor længe ansøgeren har haft opholdstilladelse, først regnes fra meddelelsen af en ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7- 9 f eller 9 i- 9 n, i perioden fra starten af januar 2014, hvor ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var blevet inddraget, til ni dage senere i januar 2014, hvor ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2. nr. 5, og som ansøgeren var blevet meddelt i oktober 2014. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka to år og otte måneder regnet fra ultimo januar 2014, hvor ansøgeren havde indgivet en ny ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1, og at ansøgeren derfor ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet henviste herved til, at det er en forudsætning for beregningen af fem års lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, at der er tale om 5 års uafbrudt ophold, hvor udlændingen fortsat har haft et opholdsgrundlag i form af en opholdstilladelse, og at ansøgeren i perioden fra inddragelsen af sin opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i starten af januar 2014 frem til indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning ni dage senere i januar 2014 ikke havde været i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren i januar 2014 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af vejledningen i Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse i starten af januar 2014, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da indgivelse af en ny ansøgning inden for en syv-dages frist alene gav ansøgeren ret til processuelt ophold, mens sagen blev behandlet, men ikke opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7- 9 f eller 9 i- 9 n, hvorfor Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse. FAM/2016/116.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 16-09-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en syrisk statsborger, der søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, som i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgeren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Henset til, at ansøgerens herboende ægtefælle i juni 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgerens ægtefælle ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, var ugyldig, da bestemmelsen efter advokatens opfattelse stred mod basale og klare menneskeretlige standarder, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Folketinget havde vedtaget bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, i overensstemmelse med lovgivningsproceduren, og at et flertal i Folketinget i den forbindelse havde fundet, at reglerne var i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet lagde herefter til grund, at bestemmelsen er gyldig, og at Udlændingenævnet derfor behandler denne type sager i overensstemmelse med loven. Udlændingenævnet foretager således en konkret og individuel prøvelse i hver enkelt sag om familiesammenføring, hvor den herboende reference har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, herunder en prøvelse af, om Danmarks internationale forpligtelser kan føre til, at en ansøger skal meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens herboende ægtefælles asylsag, at han var sund og rask, og at det fremgik af ansøgerens ansøgning, at hun ikke led af alvorlige sygdomme eller alvorlige handicaps, og at hun ikke havde behov for, at andre passede hende. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgeren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med sin herboende ægtefælle på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens ægtefælle ikke aktuelt havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i sin ansøgning havde oplyst, at hun var i risiko for repressalier, herunder tilfangetagelse, fra både myndigheder og militser i Syrien, hvis disse opdagede, at ansøgerens ægtefælle var flygtet, og at hun var bange, idet der kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/67.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 12-09-2016

Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en bangladeshisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. I november 2013 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på asyl af Flygtningenævnet, som i afgørelsen lagde til grund, at han måtte antages at stamme fra Bangladesh og ikke fra Burma, og at han kunne udsendes tvangsmæssigt til Bangladesh. Udlændingestyrelsen traf herefter i maj 2014 afgørelse om at udvise ansøgeren.

Udlændingenævnet fandt, at der var en væsentlig mangel i Udlændingestyrelsens afgørelsesgrundlag. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse fra maj 2014 fremgik, at Udlændingestyrelsen havde lagt vægt på, at ansøgeren til politiet ved en udrejsekontrol i december 2013 havde oplyst, at han på daværende tidspunkt ikke ønskede at medvirke til udsendelse til Bangladesh, jf. Flygtningenævnets endelige afgørelse om asyl fra november 2013. Det fremgik imidlertid rettelig af politiets rapport om udrejsekontrol i december 2013, at politiet havde foreholdt ansøgeren, om han ville medvirke til frivillig udrejse til Burma og ikke Bangladesh. På den baggrund hjemviste Udlændingenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans på ny kunne vurdere, hvorvidt betingelserne for at kunne udvise ansøgeren, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt. FAM/2016/68.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 12-09-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en iransk statsborger i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren blev i juni 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af udlændingelovens § 7, stk. 1. I september 2014 påbegyndte ansøgeren farmakonomuddannelsen på et uddannelses- og udviklingscenter for farmaceutisk praksis. Ansøgeren ansøgte om tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2015.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at hun aktuelt var i beskæftigelse eller under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, som samtidig var en videregående uddannelse. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at farmakonomuddannelsen er en videregående uddannelse, at ansættelsen under uddannelsen skete på fuld tid, at ansøgeren havde vedlagt en udtalelse om, at farmakonomuddannelsen er en videregående uddannelse, og at GIF, Gymnasialt Indslusningsforløb for Flygtninge og Indvandrere, kunne sidestilles med en gymnasial uddannelse, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde til grund, at det fremgår af Uddannelsesguiden fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, at farmakonomuddannelsen er placeret på niveau fem i den danske kvalifikationsramme for livslang læring, og at farmakonomuddannelsen således er en videregående uddannelse. Udlændingenævnet lagde imidlertid samtidig til grund, at Styrelsen for Videregående Uddannelser ikke akkrediterer farmakonomuddannelsen som en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, at styrelsen havde henvist til, at ansøgerens uddannelsessted havde juridisk status som et aktieselskab oprettet på privatretligt grundlag og med privat ejerskab, og for at en uddannelsesinstitution kunne akkrediteres, skulle der være tale om en uddannelsesinstitution inden for den offentlige forvaltning, som var reguleret i Uddannelses- og Forskningsministeriets institutionslove. Idet aktieselskabet bag ansøgerens uddannelsessted ikke var omfattet af ministeriets institutionslove, var aktieselskabet bag ansøgerens uddannelsessted derfor ikke en uddannelsesinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Endelig havde styrelsen henvist til, at ansøgerens uddannelsessted ikke ville kunne uddannelsesakkrediteres, således som den var opbygget, blandt andet fordi uddannelsen var lønnet. Betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, om en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution kunne således på denne baggrund ikke anses for opfyldt i forhold til farmakonomuddannelsen. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9 (L 180, fremsat den 26. april 2012, side 34), at ”Udlændingen må antages at være under uddannelse, hvis udlændingen kan godtgøre at være optaget på en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution”. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det tillige er et krav i forhold til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, om beskæftigelse eller uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år, at der i tilfælde, hvor der er tale om en videregående uddannelse, skal denne være taget på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2016/119.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

Dato: 12-09-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgeren havde boet i Italien fra juli 2012 indtil maj 2014, hvor han indrejste i Danmark. Ansøgeren havde italiensk fremmedpas.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle var født og opvokset i Somalia, hvor de også havde stiftet familie, hvorfor ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens herboende ægtefælle først kom til i marts 2013 i en alder af 22 år, og hvor ansøgerens herboende ægtefælle kun havde haft opholdstilladelse i cirka to år og 10 måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle mødte hinanden i Somalia i 2010, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle talte somali sammen, at ansøgerens herboende ægtefælles moder og tre søskende fortsat boede i Somalia, og at ansøgerens forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Somalia. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgerens processuelle ophold af 19 måneders varighed i Danmark ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke på baggrund heraf kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Somalia. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden marts 2013 og deltaget i integrationsprogrammet i Danmark, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia oversteg den fælles samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Somalia. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Italien, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens herboende ægtefælle, såfremt ansøgerens herboende ægtefælle ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Italien, kunne søge om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og familiesammenføring, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgerens herboende ægtefælle havde anført, at de sociale og økonomiske forhold for familien, herunder for børnene, i Italien var dårligere end i Danmark. FAM/2016/61.
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2016 – Studie – Formodning – Ulovligt arbejde

Dato: 08-09-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som kandidatstuderende ved et dansk universitet til en statsborger fra Cameroun. Ansøgeren var senest i august 2014 blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse som bachelorstuderende ved et dansk universitet, gyldig indtil juli 2016 inklusive seks måneders jobsøgning efter endt uddannelse. Det fremgik af tilladelsen, at den gav ansøgeren ret til at tage deltidsarbejde i op til 15 timer ugentligt og fuldtidsarbejde i månederne juni, juli og august, samt at tilladelsen ville kunne inddrages, hvis ansøgeren arbejdede ulovligt i Danmark. Ansøgeren havde ifølge eIndkomst i perioden fra medio december 2014 til medio januar 2015 arbejdet i 208,03 timer, i perioden fra medio januar 2015 til medio februar 2015 arbejdet 79,18 timer og i perioden fra medio februar 2015 til medio marts 2015 arbejdet 60,07 timer. Endvidere havde ansøgeren i perioden fra medio marts 2015 til medio april 2015 arbejdet 70 timer hos en arbejdsgiver samt 27,87 timer hos en anden arbejdsgiver samt i september, oktober og november 2015 arbejdet henholdsvis 80,97, 72,63 og 76,80 timer hos en tredje arbejdsgiver. I perioden fra medio november 2015 til medio december 2015 havde ansøgeren arbejdet 77 timer hos den første arbejdsgiver, og i december 2015 havde ansøgeren arbejdet 34,70 timer hos den tredje arbejdsgiver. Ansøgeren og hans ene arbejdsgiver vedtog i marts 2016 bøder på henholdsvis 1.500 kr. og 10.000 kr. for ulovligt arbejde. I april 2016 indgav ansøgeren en ny ansøgning om opholdstilladelse som studerende på en masteruddannelse på et dansk universitet. I juni 2016 inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration ansøgerens opholdstilladelse fra august 2014 som bachelorstuderende, fordi ansøgeren i flere perioder havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen, hvilket Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholds- og arbejdstilladelse som studerende til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, jf. § 9, nr. 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette i juni 2016 havde inddraget ansøgerens oprindelige opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som studerende, og at det afgørende formål med ansøgerens nye ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som studerende ikke var, at ansøgeren ønskede at gennemføre en masteruddannelse på et dansk universitet, men at formålet var at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L188 af 26. marts 2008, punkt 5.2, at hvis en udlænding, som har fået inddraget sin studieopholdstilladelse, fordi vedkommende har vedtaget en bøde for ulovligt arbejde, ansøger om en ny studieopholdstilladelse, vil der være en formodning for, at den pågældendes primære formål med ansøgningen ikke er at studere, og at en ny ansøgning om studieopholdstilladelse således normalt vil skulle afgøres med et afslag, jf. studiebekendtgørelsens § 9, nr. 4. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var grundlag for at fravige denne formodning i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde arbejdet langt mere end de tilladte 15 timer om ugen på trods af, at ansøgeren var bekendt med, at omfanget af arbejde var i strid med betingelserne for ansøgerens arbejdstilladelse, og at både ansøgeren og ansøgerens ene arbejdsgiver havde erkendt det ulovlige forhold og havde betalt de respektive bødeforelæg herfor. ERH/2016/109.
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

Dato: 08-09-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2006 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde til ansøgningen oplyst, at hun fra oktober 2014 til januar 2015 havde arbejdet, og at hun forventede at få fast arbejde i stedet for vikararbejde. I forbindelse med ansøgerens klage havde hun oplyst, at hun i december 2015 var blevet ansat i en stilling, hvor hun lavede mad i et flygtningecenter, at hendes stilling var blevet forlænget til udgangen af december 2016, at det efter hendes opfattelse var tvivlsomt, hvorvidt der længere var tale om et vikariat, idet vikariatet var blevet forlænget utallige gange og strakte sig til årsskiftet, hvorefter det temmelig sikkert ville blive forlænget, da flygtninge- og immigrationspresset nok ikke ville være aftaget, og at hun havde taget et rengøringskursus hos AMU. Ansøgeren vedhæftede en kopi af en jobbekræftelse, hvoraf det fremgik, at vikariatet kunne bringes til ophør uden varsel af begge parter.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden november 2015 havde arbejdet i et vikariat, og at hendes arbejdstid havde været 40 timer om ugen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgerens ansættelse som vikar ikke kunne føre til, at ansøgeren opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, idet det fremgik af tilknytningsaftalen mellem ansøgeren og hendes arbejdsgiver, at ansøgeren kun betragtedes som ansat i de perioder, de enkelte vikariater varede, hvorfor det faktiske antal timer, ansøgeren arbejdede, ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne anses for at være fast tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af de af ansøgeren indsendte jobbekræftelser, at den enkelte jobbekræftelse sammen med tilknytningsaftalen udgjorde ansøgerens ansættelsesbevis, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren i kraft af sine vikariater var ansat i en uopsagt tidsubegrænset stilling. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren var i tvivl om, hvorvidt der længere var tale om et vikariat, ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering henset til naturen og karakteren af ansøgerens vikariater, herunder at ansøgeren under Udlændingenævnets behandling af sagen ikke havde godtgjort at være tilknyttet det danske arbejdsmarked på en sådan måde, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, kunne anses for opfyldt på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde taget et rengøringskursus hos AMU, ikke kunne føre til en ændret vurdering, og henviste til, at en udlænding måtte antages at være under uddannelse, hvis udlændingen kunne godtgøre at være optaget på en videregående uddannelse på en anerkendt uddannelsesinstitution. FAM/2016/79.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

Dato: 01-09-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en statsborger fra Sydafrika, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., og at klageren ikke kunne gives dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Klageren var i 2009 blevet meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark i medfør af greencardordningen. Denne opholdstilladelse var senest blevet forlænget til januar 2017. Det fremgik udtrykkeligt af afgørelsen på engelsk, at denne ville bortfalde, hvis klageren opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren var registreret som indrejst i Danmark i januar 2009, at han i oktober 2012 indgik ægteskab i Danmark, og at han i november 2015 blev registreret som udrejst til De Forenede Arabiske Emirater. Det fremgik af sagen, at klageren siden den 1. maj 2014 havde haft arbejdssted i Dubai.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt på engelsk af klagerens afgørelse fra november 2012, hvor hans opholdstilladelse efter greencardordningen blev forlænget, at opholdstilladelsen var meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at den ville bortfalde, såfremt han opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i maj 2014 påbegyndte arbejde hos en virksomhed registreret i De Forenede Arabiske Emirater, og at arbejdsstedet var i Dubai, men at klageren først i januar 2015 og i maj 2015 indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Klageren havde således opholdt sig uden for Danmark i ni måneder, før han første gang indgav en ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at der efter klagerens opfattelse var forskel på den danske og den engelske version af hjemmesiden www.nyidanmark.dk vedrørende reglerne for bortfald, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hjemmesiden alene indeholdt generel vejledning, mens det af klagerens afgørelse af november 2012 udtrykkeligt fremgik, hvad der var gældende for klageren, herunder også at hans opholdstilladelse var meddelt med henblik på midlertidigt ophold og ikke varigt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren forventede at returnere til Danmark senest i december 2016, men at klagerens opholdstilladelse efter greencardordningen ville udløbe i januar 2017. Klageren ville således ikke kunne opfylde betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter greencardordningen, hvilket var en grundlæggende forudsætning for, at han kunne meddeles dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på ved afgørelsen af, om der forelå et velbegrundet formål, at klageren udrejste af Danmark i april 2014 for at påbegynde sin ansættelse hos virksomheden i De Forenede Arabiske Emirater. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens ansættelse ikke havde relation til et i Danmark påbegyndt ansættelsesforhold. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren alene havde haft opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold i fem år og tre måneder forud for hans udrejse til De Forenede Arabiske Emirater, at han havde søgt om dispensation fra bortfald for en periode på et år og syv måneder, og at han dermed ikke havde opnået en stærk længerevarende tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at tilsagn om beskæftigelse ved tilbagevenden til Danmark ikke var tilstrækkeligt i sig selv til, at klageren havde opnået en sådan væsentlig tilknytning til Danmark, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelse. Det forhold, at klageren var gift med en dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet endelig ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering, da ægtefællen ifølge CPR også var registreret som udrejst til De Forenede Arabiske Emirater i september 2014. ERH/2016/78.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen