Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Overtrådt indrejseforbud meddelt af et andet Schengenland
Dato: 26-10-2016Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i fem år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1 og § 32, stk. 4, 3. pkt., til en nigeriansk statsborger. Klageren blev i august 2015 antruffet af politiet i Danmark, og det fremgik af Polkon (som er politiets særlige grænseapplikation), at klageren i april 2014 var blevet meddelt indrejseforbud og indberettet som uønsket i Schengenområdet af et andet Schengenland med gyldighed indtil januar 2016. Klageren havde anført, at han ikke var klar over, at han var blevet indberettet som uønsket i Schengenområdet indtil januar 2016, og at han var taget til Danmark i god tro, da hans spanske ægtefælle skulle til jobsamtale i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i fem år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i august 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev antruffet af politiet i august 2015 uden fornøden indrejse- eller opholdstilladelse, idet klageren i april 2014 var blevet indberettet som uønsket i Schengenområdet gældende indtil januar 2016. Udlændingenævnet henviste herved til, at det herefter påhvilede klageren at søge om særskilt indrejsetilladelse til Danmark for at kunne indrejse lovligt. Det forhold, at klageren var gift med en spansk statsborger, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, og at klagerenes spanske ægtefælle opholdt sig i Danmark sammen med klageren, idet hun søgte arbejde, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at klageren blev indberettet som uønsket i Schengenområdet i april 2014, og at Udlændingenævnet ikke havde grundlag for at anfægte gyldigheden af denne indberetning. Udlændingenævnet fandt således, at uanset at klagerens ægtefælle var EU-statsborger og skulle til Danmark i forbindelse med en jobsamtale, kunne dette ikke i sig selv berettige klageren til at indrejse i Danmark uden særskilt tilladelse. Udlændingenævnet bemærkede herved, at der hverken var dokumentation for klagerens ægtefælles jobansøgning eller ophold i Danmark, ligesom klageren blev antruffet uden ægtefællen, som efter klagerens oplysninger allerede var rejst hjem. Det forhold, at klageren ikke vidste, at han var uønsket i Schengenområdet, og at han var indrejst i Danmark i god tro, kunne således ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, hvor han havde bopæl med sin ægtefælle og parrets fællesbørn, og at klageren alene havde opholdt sig kortvarigt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig på den baggrund, at klageren ikke havde en sådan familiemæssig og social tilknytning til Danmark, at dette kunne tale for at meddele et indrejseforbud af kortere varighed end fem år. FAM/2016/115.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage
Dato: 19-10-2016Udlændingenævnet afviste i oktober 2016 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i februar 2016 vedrørende to sudanske statsborgere, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen sendte afgørelsen til ansøgernes partsrepræsentant med almindelig post samme dag, som Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet modtog klagen i august 2016, hvori der blev henvist til en klage, der i april 2016 skulle være afsendt af ansøgernes partsrepræsentant. Udlændingenævnet anmodede i september 2016 om yderligere dokumentation for, at ansøgernes partsrepræsentant havde afsendt en klage i april 2016. Udlændingenævnet modtog efterfølgende et brev fra ansøgernes partsrepræsentant, hvori der blev anført, at klagen blev afsendt i april 2016 med almindelig post, at ansøgers partsrepræsentant orienterede ansøgerne herom, og at den manglende modtagelse af klagen kunne skyldes en menneskelig fejl.
Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen blev indgivet efter klagefristens udløb. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen sendte afgørelsen af februar 2016 med almindelig post samme dag, som Udlændingestyrelsen traf afgørelse, og at Udlændingenævnet først i august 2016 modtog klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen fra februar 2016, at en klage skulle indgives senest otte uger efter, at afgørelsen var modtaget. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det af ansøgernes partsrepræsentant anførte om, at den manglende modtagelse af klagen kunne skyldes en menneskelig fejl, og at han som repræsentant havde været i god tro om, at klagen i april 2016 var blevet indsendt rettidigt, ikke kunne føre til, at der kunne dispenseres fra klagefristen, da det ikke ud fra det fremsendte materiale var dokumenteret, at ansøgernes partsrepræsentant i april 2016 havde fremsendt en klage vedrørende ansøgerne til Udlændingenævnet. FAM/2016/82.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 10-10-2016Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udvisning af en indisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren var i juli 2014 indrejst i Danmark. Primo oktober 2015 var klageren blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft i en restaurant. Klageren erkendte over for politiet, at han opholdt sig ulovligt i Danmark. Klageren oplyste endvidere, at han havde et barn sammen med en dansk kvinde, som han havde mødt kort efter sin ankomst til Danmark, og som han ikke havde haft kontakt med siden februar 2015.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren overfor politiet havde erkendt, at han havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at han ikke havde været i besiddelse af gyldig rejselegitimation, gyldigt visum eller opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren var blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde et barn i Danmark født i august 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at udvisningen af klageren måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt til at ophæve en afgørelse om udvisning, at man under sit ulovlige ophold har fået et barn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at klageren hverken på anholdelsestidspunktet primo oktober 2015 eller på udsendelsestidspunktet ultimo oktober 2015 havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn, og at et ønske om at etablere en relation til et herboende barn heller ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at klageren i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han primo oktober 2015 blev antruffet af politiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren havde gjort adskillige forsøg på at få genetableret kontakten med sin tidligere herboende kæreste, og at hans chance for at få etableret et forhold til sit barn ville blive stærkt forringet, hvis han blev udvist med et indrejseforbud, ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at han i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han i oktober 2015 blev antruffet af Københavns Politi. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde vedtaget og betalt sin bøde, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var tale om forhold, der i sig selv kunne føre til, at afgørelsen om udvisning med indrejseforbud kunne ophæves. Det af partsrepræsentanten anførte om, at der var tale om en mindre alvorlig forseelse, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, ligesom anmodningen om en forkortelse af indrejseforbuddets periode ikke kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt endelig, at kun såfremt ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger talte herfor, kunne der meddeles et indrejseforbud af kortere varighed. Idet klageren på anholdelsestidspunktet og udsendelsestidspunktet ikke havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn eller øvrige familiemæssige eller sociale tilknytninger, kunne der ikke anses for at foreligge særlige omstændigheder, der kunne tale for at forkorte den meddelte periode for indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5. FAM/2016/120.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Au pair – Samme nationalitet som et eller flere medlemmer af værtsfamilien
Dato: 10-10-2016Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, og au pair bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 8, til en statsborger fra Mali. Det fremgik af sagen, at ansøgeren var malisisk statsborger, at hun talte bambara, fransk og tysk, at værtsmoderen var dansk, tidligere malisisk, statsborger, og at værtsfaderen var malisisk statsborger.
Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke i fornødent omfang ville kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af et au pair-ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at værtsfaderen ligesom ansøgeren var statsborger i Mali, og at de begge var født og opvoksede i Mali. Udlændingenævnet bemærkerede herudover, at værtsmoderen tillige var født i Mali og oprindeligt var statsborger i Mali. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå en formodning for, at ansøgeren ikke i fornødent omfang ville kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af au pair-opholdet i Danmark, henset til at hun havde fælles sproglig og kulturel baggrund med værtsfamilien. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ved vurderingen af, om der skal meddeles tilladelse som au pair i Danmark, blandt andet kan indgå oplysninger om, hvorvidt udlændingen har samme nationalitet som et eller flere af værtsfamiliens medlemmer, jf. au pair bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 8. Det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at ansøgeren skulle gå på sprogskole og lære dansk, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var en formodning for, at ansøgeren ville tale bambara med værtsfamilien under opholdet i Danmark. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydning, at det af au pair kontrakten fremgik, at der taltes bambara i hjemmet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at værtsfamilien ikke kun talte bambara, men også talte både dansk og fransk, således at ansøgeren ville opnå et bredt sprogligt, kulturelt og fagligt udbytte af au pair opholdet. Udlændingenævnet fandt endelig, at denne omstændighed ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren havde fælles nationalitet med mindst et medlem af værtsfamilien. ERH/2016/117.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Studie – Formodning – Ulovligt arbejde
Dato: 10-10-2016Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Serbien, der ønskede at studere på uddannelsen Business, Language and Culture with German på en handelshøjskole, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, og § 9. Ansøgeren havde tidligere i perioderne fra november 2012 til juli 2013 og igen fra november 2013 til juli 2015 haft opholdstilladelse i Danmark som studerende.
Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende på uddannelsen Business, Language and Culture with German på en handelshøjskole, ikke kunne anses for at være, at ansøgeren ønskede at gennemføre uddannelsen, men at formålet måtte anses for at være et ønske om længerevarende ophold i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som studerende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde erkendt at have arbejdet over de tilladte 15 timer ugentligt i april 2015 og i maj 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren over for styrelsen havde erkendt at have arbejdet uden arbejdstilladelse i perioden fra juli 2015 til oktober 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til loven, at såfremt en udenlandsk studerende har erkendt over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration at have arbejdet ulovligt, vil en ny ansøgning om studieopholdstilladelse normalt skulle afgøres med et afslag. Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt på engelsk af ansøgerens opholdstilladelser samt opholdskort, at ansøgeren havde ret til at arbejde 15 timer pr. uge samt fuldtid i perioden fra juni til august, så længe opholdstilladelsen var gyldig, og at såfremt ansøgeren arbejdede ulovligt – herunder arbejdede uden gyldig arbejdstilladelse eller arbejdede ud over det tilladte antal timer – ville dette kunne medføre en fortabelse af opholdsretten. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fortsatte med at arbejde udover det tilladte timetal samt arbejdede ulovligt, efter at Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde anmodet om hendes bemærkninger til, at hun havde arbejdet ud over de tilladte arbejdstimer. Det af advokaten anførte om, at ansøgeren ved uagtsomhed havde overset begrænsningen på timetal, og at ansøgeren havde fået oplyst fra studiet, at der kun var ganske få timers undervisning i maj 2015, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i april 2015 arbejdede 122,25 timer, og at hun i maj 2015 arbejdede 194,25 timer, selvom hun alene havde ret til at arbejde 60 timer, og at der derfor var tale om en væsentlig overskridelse af det tilladte antal timer. Ansøgeren havde anført, at den meget langsomme sagsbehandling var en vigtig del af problemet, og at såfremt ansøgeren havde fået et positivt svar på sit første brev fra august 2015 – ved at få en forlængelse af sin arbejdstilladelse inden for rimelig tid – var hun ikke kommet i en situation, hvor hun nu var beskyldt for at have arbejdet ulovligt. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgeren var blevet gjort bekendt med, at hun ikke måtte arbejde ud over de tilladte arbejdstimer, og at hun var bekendt med, at hun arbejdede ulovligt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det påhviler en udlænding at afvente, om der meddeles opholdstilladelse, og at det i øvrigt er den pågældendes eget ansvar at overholde reglerne. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren i perioden fra 2012 til 2015 havde gennemført en bachelor i skandinavisk sprog, litteratur og kultur fra et universitet i Serbien, og at hun havde haft opholdstilladelse som gæstestuderende fra 2012 til 2015 på Københavns Universitet, og at der således ikke kunne anses for at have været tilstrækkelig progression i hendes uddannelsesforløb, jf. studiebekendtgørelsens § 9, nr. 1 og 2, da hun nu havde søgt om opholdstilladelse til endnu en bachelor i Business, Language and Culture with German på en handelshøjskole. Udlændingenævnet fandt derfor endelig ud fra en samlet vurdering, at ansøgeren ikke havde oplyst om forhold, der ændrede ved formodningen for, at det afgørende ved hendes ansøgning som studerende på en handelshøjskole måtte anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2016/118.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Sygdom
Dato: 10-10-2016Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Kosovo, som i juli 2010 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, jf. § 11, stk. 14, jf. de på ansøgningstidspunktet gældende regler i lovbekendtgørelse af 19. september 2014, som senest ændret ved lov nr. 1741 af 22. december 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på grund af krigstraumer i Kosovo havde udviklet paranoid psykose, periodisk depression, PTSD og personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, at han var præget af angst og psykose i form af hørehallucinationer samt paranoide forestillinger, at han ifølge sine psykiatere var psykisk handicappet, at der ikke var udsigt til bedring, og at hans sproglige evner fortsat var nedsat, samt at han ikke kunne lære det danske sprog, hverken mundtligt eller skriftligt. Udlændingenævnet fandt således, at betingelsen om, at ansøgeren skulle bestå Prøve i Dansk 1 ikke burde kræves opfyldt, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/81.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 03-10-2016Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i maj 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen som 14-årig var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept og betaling af rejsen, og at referencen således efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor han havde fætre boende, og som han også efter indrejsen og meddelelsen af opholdstilladelsen i Danmark havde taget ophold hos. Udlændingenævnet fandt desuden, at det på den baggrund ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen i sin klage havde anført, at hans fætter ikke længere ønskede at have referencen boende. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at referencens anden fætter – som referencen boede tæt på i Syrien – også i Danmark boede i samme by som referencen, hvorfor referencen ej heller var uden relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste således til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at referencen selv havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom han havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af referencens asylsag og nogle af ansøgernes ansøgninger, at referencens fader havde haft brækket begge sine ben og var 60 % handicappet, og at en af referencens mindreårige søskende led af cerebral parese. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da referencens fader og referencens mindreårige søskende ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk.1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne ikke længere boede i Tyrkiet, men nu boede i Grækenland, da der ikke herved var tale om sådanne oplysninger, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/74.
-
Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv
Dato: 28-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født i henholdsvis 1994 og 1997, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse som familiesammenført til den ældste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, mens Udlændingenævnet samtidig omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Ansøgerne blev i august 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte børn. Ansøgerne udrejste af Danmark til Somalia som mindreårige i maj 2009 sammen med deres moder og søskende. Ansøgerne indrejste på ny i Danmark i april 2015 og søgte i den forbindelse om asyl. Begge ansøgere var på dette tidspunkt myndige. Det fremgik af sagerne, at ansøgerne i perioden fra 2013 til 2014 havde søgt asyl i henholdsvis Sverige og Finland, og at ansøgerne efter at være indrejst i Danmark i september 2013 af deres fader blev tvunget til at rejse til Sverige og Finland.
Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.
-
Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv
Dato: 28-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født i henholdsvis 1994 og 1997, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse som familiesammenført til den ældste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, mens Udlændingenævnet samtidig omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Ansøgerne blev i august 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte børn. Ansøgerne udrejste af Danmark til Somalia som mindreårige i maj 2009 sammen med deres moder og søskende. Ansøgerne indrejste på ny i Danmark i april 2015 og søgte i den forbindelse om asyl. Begge ansøgere var på dette tidspunkt myndige. Det fremgik af sagerne, at ansøgerne i perioden fra 2013 til 2014 havde søgt asyl i henholdsvis Sverige og Finland, og at ansøgerne efter at være indrejst i Danmark i september 2013 af deres fader blev tvunget til at rejse til Sverige og Finland.
Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag
Dato: 28-09-2016Udlændingenævnet omgjorde i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Peru efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse som au pair og studerende samt humanitær opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke var sådanne ganske særlige grunde, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren havde været au-pair i Danmark i perioden fra november 2000 til december 2002, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse som studerende fra januar 2003 til december 2003, at ansøgeren igennem flere år havde haft processuelt ophold forud for meddelelse af humanitær opholdstilladelse i april 2012, og at ansøgeren havde forsøgt efter evne at integrere sig og havde fået stærkere tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2, at ansøgeren i marts 2015 havde gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen, at ansøgeren siden maj 2015 havde været ansat i en tidsbegrænset stilling som social- og sundhedsassistent i en kommune, og at ansøgeren i august 2016 havde fået tilbudt fastansættelse i kommunen fra oktober 2016, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for meddelelse af en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1 var opfyldt. FAM/2016/100.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet