Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udvisning af en indisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren var i juli 2014 indrejst i Danmark. Primo oktober 2015 var klageren blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft i en restaurant. Klageren erkendte over for politiet, at han opholdt sig ulovligt i Danmark. Klageren oplyste endvidere, at han havde et barn sammen med en dansk kvinde, som han havde mødt kort efter sin ankomst til Danmark, og som han ikke havde haft kontakt med siden februar 2015.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren overfor politiet havde erkendt, at han havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at han ikke havde været i besiddelse af gyldig rejselegitimation, gyldigt visum eller opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren var blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde et barn i Danmark født i august 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at udvisningen af klageren måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt til at ophæve en afgørelse om udvisning, at man under sit ulovlige ophold har fået et barn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at klageren hverken på anholdelsestidspunktet primo oktober 2015 eller på udsendelsestidspunktet ultimo oktober 2015 havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn, og at et ønske om at etablere en relation til et herboende barn heller ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at klageren i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han primo oktober 2015 blev antruffet af politiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren havde gjort adskillige forsøg på at få genetableret kontakten med sin tidligere herboende kæreste, og at hans chance for at få etableret et forhold til sit barn ville blive stærkt forringet, hvis han blev udvist med et indrejseforbud, ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at han i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han i oktober 2015 blev antruffet af Københavns Politi. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde vedtaget og betalt sin bøde, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var tale om forhold, der i sig selv kunne føre til, at afgørelsen om udvisning med indrejseforbud kunne ophæves. Det af partsrepræsentanten anførte om, at der var tale om en mindre alvorlig forseelse, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, ligesom anmodningen om en forkortelse af indrejseforbuddets periode ikke kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt endelig, at kun såfremt ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger talte herfor, kunne der meddeles et indrejseforbud af kortere varighed. Idet klageren på anholdelsestidspunktet og udsendelsestidspunktet ikke havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn eller øvrige familiemæssige eller sociale tilknytninger, kunne der ikke anses for at foreligge særlige omstændigheder, der kunne tale for at forkorte den meddelte periode for indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5. FAM/2016/120.

Senest opdateret: 10-10-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen