Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 79 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 27-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige søn (referencen), der i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold i ét år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og hidtil havde boet sammen med sine forældre, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med ansøgernes accept, herunder at referencen var rejst med andre mindreårige familiemedlemmer til Danmark, hvor referencens storebroder opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencens fader (den ene af ansøgerne) efter referencens oplysninger havde solgt sin bil og lånt penge af venner for at betale for referencens rejse, og at referencen blandt andet var udrejst sammen med sin nevø, som var referencens herboende storebroders søn. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen aktuelt boede sammen med sin herboende storebroder. På den baggrund fandt Udlændingenævnet herudover, at referencens storebroder måtte anses for reelt at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med ansøgernes accept. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig, da han endnu ikke var fyldt 18 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, ligesom referencen ikke sås at have haft et særligt pasnings- eller plejeforhold i forhold til ansøgerne. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen før sin udrejse havde arbejdet som møbelsnedker, og at han selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse sammen med andre mindreårige, samtidig med at han som den næstældste måtte anses for at have været pålagt et ansvar for sin mindreårige nevø, der var født i 2006. Den omstændighed, at ansøgerne efter referencens opfattelse sandsynligvis havde fået asyl i Danmark, såfremt de havde haft mulighed for at flygte sammen med referencen, kunne ikke føre til et andet resultat, idet der kunne være tale om asylretlige forhold, som ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/44.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2016 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma

Dato: 23-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, til en statsborger fra Ukraine, der havde arbejdet som sæsonarbejder for den samme arbejdsgiver siden 2005.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af den tilbudte beskæftigelse som driftsleder hos en navngiven virksomhed. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder grund til at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som driftsleder hos virksomheden ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, herunder kravet om at ansættelsen skulle indebære en årlig aflønning på mindst 375.000 kr. eller ved en ansættelse af kortere varighed end et år, en månedlig aflønning på brutto 31.250 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i 2015 under sin ansættelse som driftsleder i samme virksomhed i to ud af i alt fire måneder havde fået en bruttoløn, der lå under 31.250 kr., selv om ansøgerens dagældende opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen var betinget heraf. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2015 blev ansat for perioden fra april til oktober, at der ifølge oplysningerne i eIndkomst ikke var indberettet løn for april, maj og oktober 2015, og at det var i strid med betingelserne for ansøgerens tidligere meddelte opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen at udbetale en forholdsmæssig løn på baggrund af aflyste arrangementer. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik udtrykkeligt af ansøgerens engelsksprogede opholds- og arbejdstilladelse, at det var en betingelse for opholds- og arbejdstilladelsen, at den årlige løn på 375.000 kr. skulle opretholdes, herunder også i forbindelse med perioder med ferieafholdelse uden løn. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde inddraget forhold, der lå forud for ansøgerens meddelelse af hans første opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen i 2015, idet der ved udlændingemyndighedernes vurdering af, om en ansøgning kan imødekommes, skal foretages en samlet vurdering af, om det er sandsynligt, at arbejdsgiveren har viljen og evnen til at opfylde de oplyste løn- og ansættelsesvilkår. I vurderingen heraf kan indgå oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår fra ansøgeren og arbejdsgiveren, ligesom lønoplysninger fra tidligere ansættelser hos samme arbejdsgiver kan sammenlignes med lønindkomster indberettet til eIndkomst. Ansøgeren havde således i perioden fra 2008 til 2014 i gennemsnit pr. måned fået udbetalt brutto mellem 5.971 kr. og 9.928 kr., uagtet at opholds- og arbejdstilladelserne var givet til henholdsvis overenskomstmæssig løn og 18.000/19.000 kr. pr. måned. Dette havde således ikke været tilstrækkeligt, selvom virksomheden derudover havde været forpligtet til også at afholde udgifter til forplejning, transport og logi. Udlændingenævnet fandt således, at forskellen mellem ansøgerens oplyste løn og ansøgerens reelle bruttoløn i de forudgående syv år indikerede, at det ikke var sandsynligt, at ansøgeren under en eventuel ny ansættelse ville modtage den bruttoløn, som var blevet oplyst i ansøgningen. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren frem til og med 2014 var ansat som tivolispecialist, og siden 2015 havde været ansat som driftsleder, herunder at ændringen i stillingsbetegnelsen skulle kunne medføre en lønstigning på 61 %, og at ansøgeren, siden hans lønvilkår havde været udlændingemyndighederne bekendt, i årene 2009 til 2014 havde skullet modtage en månedlig løn på mellem 18.000 og 19.000 kr. fra den samme arbejdsgiver. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren igennem mange år havde udført arbejde med at opsætte og drive forlystelser for den navngivne virksomhed, hvilket krævede betydelig erfaring og uddannelse for at minimere risiko for personskade, og at ansøgerens arbejdsopgaver således ikke fremstod væsentligt ændrede i forhold til de tidligere år. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var fremlagt en egentlig ansættelseskontrakt indgået mellem ansøgeren og den navngivne virksomhed med angivelse af ugentligt timetal, opsigelsesvarsel, ferierettigheder og lønvilkår, underskrevet af såvel ansøgeren som en repræsentant fra virksomheden, men at der alene var fremsendt et eksempel vedrørende en anden arbejdstager, hvis ansættelseskontrakt efter det oplyste var enslydende med ansøgerens. Dette var ifølge udlændingemyndighedernes praksis ikke tiltrækkelig dokumentation, jf. udlændingelovens § 40. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse tillige, at de tidligere fremlagte ansættelsesbeviser fremstod som værende udfærdiget til lejligheden. ERH/2016/63.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 21-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn. Den herboende søn, født i 2003, og hans fader blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtninge i oktober 2014. I januar 2015 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om familiesammenføring med den herboende søn fra ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og sønnens fader var blevet skilt i 2012, at faderen efterfølgende havde indgået et nyt ægteskab, og at den herboende søn havde boet sammen med ansøgeren i Egypten i perioden fra maj 2013, og indtil han udrejste af Egypten i august 2014. Til støtte for klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse blev det anført, at ansøgeren og hendes herboende søn fortsat havde et familieliv, der var beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn var udrejst af Egypten. Det blev endvidere anført, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Der blev i den forbindelse henvist til EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien (app no. 13178/03).

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren kunne få opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgeren og den herboende søn afbrød deres familieliv, da den herboende søn udrejste af Egypten med sin fader, hvor han indtil udrejsen i august 2014 boede med ansøgeren og sine søskende, og hvor ansøgeren og den herboendes søns søskende forblev boende efter den herboende søns udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søns fader insisterede på, at han skulle udrejse med faderen af Egypten, og at ansøgeren ikke samtidig ønskede at rejse fra Egypten. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at ansøgeren og den herboende søn fortsat havde et etableret familieliv, som var beskyttet af EMRK artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn rejste til Danmark, og at EMD har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og den herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af EMRK artikel 8, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren havde valgt at udøve familielivet adskilt fra den herboende søn. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren og den herboende søn efter det oplyste havde valgt at blive adskilt fra hinanden i forbindelse med den herboende søns og hans faders udrejse af Egypten, og at den herboende søn fortsat boede med sin fader og faderens familie og derved var en del af faderens husstand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fulgte af EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien, præmisserne 85-87, at EMD havde fundet, at der i den konkrete sag var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, idet ansøgeren var en uledsaget, udenlandsk mindreårig, hvorfor de belgiske myndigheder i dette konkrete tilfælde havde en forpligtelse til at sørge for familiens genforening. Det var derfor Udlændingenævnets vurdering, at EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien ikke kunne sammenlignes med denne sag, idet den herboende søn indrejste i Danmark og fortsat boede sammen med sin fader. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2016/75.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. juni 2016 – Studie – Formodning – Ulovligt arbejde – Sagsbehandlingsklage

Dato: 21-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Uganda, der ønskede at studere på uddannelsen MBA in General Management, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, og § 9. Ansøgeren havde tidligere i perioderne fra januar 2009 til juli 2011 og igen fra oktober 2012 til juli 2014 haft opholdstilladelse i Danmark som studerende.

Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende på uddannelsen MBA in General Management ikke kunne anses for at være, at ansøgeren ønskede at gennemføre uddannelsen, men at formålet måtte anses for at være et ønske om længerevarende ophold i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som studerende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på politiets e-mail fra marts 2015 og politiets bødekontors telefoniske bekræftelse fra september 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i april 2013 blev sigtet for at have arbejdet mere end det tilladte, at ansøgeren i april 2013 blev meddelt et bødeforelæg, og at ansøgeren i juli 2013 betalte en bøde på 4.500 kroner herfor. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren havde vedtaget en bøde for det ulovlige arbejde, at dette ikke indebar en formodning for, at ansøgerens primære formål med ansøgningen ikke var at studere, idet ansøgeren studerede i 2012 og 2013, at ansøgeren havde færdiggjort sin uddannelse i januar 2014 inden indgivelsen af den nye ansøgning, og at det efter partsrepræsentantens opfattelse var uforholdsmæssigt indgribende at nægte ansøgeren at fortsætte sine studier, idet bøden vedrørende for høj indtjening var udstedt til ansøgeren på et tidspunkt, hvor ansøgeren kort tid efter blev færdiguddannet, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen, at en ny ansøgning normalt ville blive afgjort med et afslag, hvis den pågældende havde vedtaget en bøde for det ulovlige arbejde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik på engelsk af ansøgerens opholdstilladelse fra oktober 2012, at ansøgeren havde ret til at arbejde 15 timer pr. uge samt fuldtid i perioden fra juni til august, så længe opholdstilladelsen var gyldig, og at såfremt ansøgeren arbejdede ulovligt – herunder arbejdede uden gyldig arbejdstilladelse eller arbejdede ud over det tilladte antal timer – ville dette kunne medføre en fortabelse af opholdsretten. Udlændingenævnet fandt desuden ikke grundlag for at tilsidesætte udgangspunktet om at meddele ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, når der var vedtaget en bøde for ulovligt arbejde, idet ansøgeren i juli 2014 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse som studerende cirka et år efter, at ansøgeren havde erkendt at have arbejdet ulovligt, og at ansøgeren efterfølgende var fortsat med at arbejde ulovligt frem til og med januar 2016. Det forhold, at ansøgeren var overrasket over, at ansøgeren ikke havde haft ret til at arbejde siden juli 2014, at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at det påhvilede styrelsen at påtale dette forhold, at ansøgeren var i god tro om, at sagen var afsluttet uden yderligere konsekvenser, at ansøgeren havde en berettiget forventning om, at sagen var afsluttet med betaling af bøden, at der ikke var juridisk grundlag for at meddele ansøgeren afslag, at der var udvist passivitet fra styrelsens side, at afgørelsen var uaktuel, idet der var forløbet mere end to år, og at styrelsen på denne baggrund havde fortabt retten til at gøre yderligere retsfølger gældende overfor ansøgeren, fandt Udlændingenævnet herudover ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en førstegangsansøgning og ikke en forlængelse af en allerede eksisterende tilladelse. I en sådan situation skal udlændingen afvente, om der meddeles opholdstilladelse, og det er i givet fald den pågældendes eget ansvar at overholde reglerne. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på Styrelsen for International Rekruttering og Integrations udtalelse fra december 2015, hvoraf det fremgik, at der ikke er fastsat en grænse for, i hvor lang tid erkendt ulovligt arbejde normalt skal medføre, at en udlænding skal meddeles afslag på en ny ansøgning om opholdstilladelse, jf. forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren uberettiget var anmeldt for overtrædelse af reglerne om arbejde, at partsrepræsentanten opfordrede Udlændingenævnet til at anmode styrelsen om at tilbagetrække politianmeldelsen, idet ansøgeren ikke havde udvist forsæt eller grov uagtsomhed i forbindelse med overtrædelsen af udlændingelovens § 59, at det fortsatte arbejde efter indgivelsen af den nye ansøgning ikke var omtalt i afgørelsen fra september 2015, og at ansøgeren siden 2012 havde iagttaget de pålagte regler, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det alene var styrelsens vurdering, om ansøgeren skulle anmeldes for overtrædelse af udlændingelovens § 59, og at Udlændingenævnet som uafhængigt domstolslignende organ ikke havde instruktionsbeføjelse overfor styrelsen. Udlændingenævnet kunne derfor ikke anmode styrelsen om at trække politianmeldelsen tilbage. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren havde oplevet synsforstyrrelser på venstre øje under sit studie, at det under et længere udredningsforløb fra efteråret 2014 til foråret 2015 ikke var muligt at identificere problemet, at det blev opdaget, at ansøgeren havde en operationskrævende svulst i hypofysen, at ansøgeren i juni 2015 havde gennemgået en operation herfor, at halvdelen af svulsten var fjernet på daværende tidspunkt, at ansøgeren skulle have en supplerende operation herefter, og at sygdommen ville blive behandlet bedst i Danmark, idet ansøgeren ville blive fuldstændig helbredt og ville kunne fortsætte sine studier, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne medføre en ændret vurdering af sagen, idet helbredsoplysninger ikke indgik i vurderingen af meddelelse af opholdstilladelse på baggrund af studier, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1. Udlændingenævnet fandt derfor ud fra en samlet vurdering, at der ikke var oplyst om forhold, der ændrede ved formodningen for, at det afgørende ved ansøgerens ansøgning som studerende måtte anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet havde anset det af partsrepræsentanten anførte om, at styrelsens afgørelse var mangelfuld, at sagen var blevet behandlet med stor forsinkelse, at situationen var opstået som følge af den langsommelige ansøgningsproces, hvilket havde bragt ansøgeren i en uhensigtsmæssig situation, at der efter partsrepræsentantens opfattelse skulle fremsendes en kopi af bødeforelæg, samt at det påhvilede styrelsen i afslagsbrevet at påtale, at ansøgeren havde arbejdet efter juli 2014, idet ansøgerens arbejds- og opholdstilladelse udløb i juli 2014, som en klage over styrelsens sagsbehandling. Udlændingenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ud fra sagens samlede oplysninger havde et tilstrækkeligt grundlag til at træffe afgørelse i sagen. Det forhold, at det oprindelige bødeforelæg ikke indgik i styrelsens akter, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet oplysningen om bødeforelægget fremgik af politiets e-mail fra marts 2015 og af politiets bødekontors telefoniske bekræftelse fra september 2015. Udlændingenævnet fandt, at dette kunne anses for tilstrækkelig dokumentation. Udlændingenævnet lagde endeligt vægt på, at Udlændingenævnet ikke har kompetence til at behandle klager over sagsbehandlingstiden i styrelsen eller over styrelsens vejledningspligt, jf. lovforslag nr. L 178 af 25. april 2012, afsnit 2.2.7.2, om lov om ændring af lov om udlændingeloven og lov om kommunale og regionale valg. ERH/2016/62.
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2016 – Administrativ udvisning – EU-borger – Ulovligt ophold

Dato: 14-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger fra Litauen med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren, der havde opholdt sig i Danmark siden maj 2015, blev i oktober 2015 anholdt af politiet og sigtet for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, og idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Han havde ernæret sig under sit ophold her i landet ved at samle flasker. Klageren havde over for politiet forklaret, at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold i Danmark, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i tidsrummet fra august 2015 til oktober 2015 at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren havde ernæret sig ved at samle flasker. Udlændingenævnet lagde på den baggrund vægt på, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4, da han som EU-borger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op til tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere efter de foreliggende oplysninger, at klageren ikke reelt havde været arbejdssøgende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger til politiet om, at han siden sin ankomst til Danmark havde været hjemløs og sovet i telt i parker, at han kom til Danmark i maj 2015 med henblik på at samle flasker – hvilket efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne sidestilles med beskæftigelse som hverken arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller en person med tilstrækkelige midler – at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold, da han ikke talte særlig godt engelsk, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde midler til ophold og hjemrejse, at han ikke havde tilknytning til Danmark eller herboende personer, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, og at der ikke var oplyst om andre særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet. FAM/2016/66.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2016 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej særlige grunde for dispensation

Dato: 10-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra kravet om bestået danskprøve på A1-niveau senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, til en statsborger fra Canada. Ansøgeren blev i september 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført. Det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at ansøgeren bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse om, hvorledes ansøgeren kunne tilmelde sig prøven. I maj 2015 indsendte ansøgeren til Udlændingestyrelsen en kopi af sit barns fødselsattest og oplyste i den forbindelse, at hun var klar over, at hun var forsinket med orienteringen om barsel, men at hun var blevet oplyst af både sprogskolen og kommunen om, at hendes barsel ville blive registreret og fremgå af deres system.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afslå at suspendere fristen for aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på et tilsvarende eller et højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i september 2014 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at ansøgeren senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen skulle bestå en danskprøve på A1-niveau eller en danskprøve på et tilsvarende eller et højere niveau. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren først i maj 2015 oplyste Udlændingestyrelsen om, at hun i marts 2015 var nedkommet med sit og sin ægtefælles første fællesbarn, at Udlændingestyrelsen i en situation, hvor Udlændingestyrelsen modtager en anmodning om fristudsættelse vedrørende danskprøven en måned eller mere efter terminsdatoen, hvor det forudsættes, at ansøgeren har født, efter praksis vil suspendere fristen for at bestå danskprøven, fra barslen starter og frem til 46 uger fra fødselsdatoen, og at Udlændingestyrelsen i dette tilfælde vil fradrage det antal dage, som allerede er forløbet af fristen fra tilmelding til Det Centrale Personregister til dagen, hvor Udlændingestyrelsen modtager anmodningen om udsættelsen af fristen for at bestå danskprøve A1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det i henhold til Udlændingestyrelsens praksis som udgangspunkt er en forudsætning for udsættelse af fristen for at bestå danskprøve A1, at anmodningen om fristudsættelse er modtaget inden fristens udløb. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den angivne fejlagtige vejledning, som ansøgeren skulle have modtaget fra kommunen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kommunen til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at kommunen ikke i forbindelse med sin vejledning af ansøgeren havde oplyst, at oplysningerne om ansøgerens barsel ville blive videresendt til udlændingemyndighederne. Udlændingenævnet bemærkede, at det var ansøgerens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at ansøgeren kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, og at kravet om danskprøven udtrykkeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, hvorfor det ud fra det oplyste måtte have stået ansøgeren klart, at hverken ansøgerens sprogskole eller kommunen var rette myndighed til at vurdere, om ansøgerens frist for at bestå danskprøve A1 kunne udsættes. FAM/2016/43.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 01-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fire statsløse palæstinensere fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med henholdsvis deres søn og deres broder (referencen), der i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold i ét år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, ligesom den ene af referencens ansøgende søskende på ansøgningstidspunktet var fyldt 18 år og dermed var myndig, hvorfor hun måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at der efter de gældende danske regler for familiesammenføring kan meddeles opholdstilladelse til en kernefamilie, forstået som forældre og mindreårige børn, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, men at der som udgangspunkt ikke er adgang til familiesammenføring med myndige børn, hvor der ikke foreligger særlige pasnings- eller plejebehov, jf. lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 87 af 10. december 2015, at der i visse tilfælde kan gives tilladelse til familiesammenføring, hvis den herboende er et uledsaget mindreårigt barn, og hvis dette barns forældre søger om familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og FN’s Børnekonventions artikel 3, stk. 1, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen nu var 18 år og dermed myndig og således måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at referencen havde oplyst, at hans moster opholdt sig i Danmark, hvorfor referencen ikke var uden familienetværk her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at han frygtede, at der ville ske ansøgerne noget i Syrien, jo længere tid der gik, idet der var tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/42.
Udlændingenævnets afgørelse af 30. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma

Dato: 30-05-2016

Udlændingenævnet omgjorde i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 9.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det ægteskab, ansøgeren havde indgået, måtte anses for at være et proformaægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 9. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at det til sagen var blevet oplyst og dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle i en uge i februar 2015 havde opholdt sig i Etiopien sammen med ansøgeren, og at det i forbindelse med klagen var oplyst og dokumenteret, at ansøgeren i november 2015 var nedkommet med ansøgerens og ansøgerens ægtefælles fællesbarn. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse var opfyldt. FAM/2016/53.
Udlændingenævnets afgørelse af 30. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma

Dato: 30-05-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 9, til en vietnamesisk statsborger, samt afslag på opholdstilladelse til ansøgerens tre børn i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabet mellem ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om visum i 1997 havde oplyst, at ansøgerens ægtefælles tidligere ægtefælle var ansøgerens søster, og at det samtidig var blevet oplyst, at ansøgeren boede i Vietnam som en familie sammen med sin moder og fem søskende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle var gift med ansøgerens søster fra september 1998 til oktober 2014, og at ansøgeren efter det oplyste mødte ansøgerens herboende ægtefælle til en fest i 2012 i Vietnam. Udlændingenævnet kunne i den forbindelse ikke lægge til grund, at ansøgeren ikke havde kendskab til, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for mødet var gift med en navngiven kvinde, som ansøgeren i 1997 havde oplyst var hendes søster. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren på trods af Udlændingestyrelsens anmodning herom i august 2015 og i september 2015 ikke havde oplyst navnene på sine søskende, og at det til visumsagen i 1997 var blevet oplyst, at hun boede sammen med sine fem søskende som en familie. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles. Det følger endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at såfremt en udlænding afgiver urigtige oplysninger eller erklæringer eller svigagtigt fortier oplysninger, kan udlændingen meddeles afslag på ansøgningen. Det forhold, at ansøgeren troede, at den herboende ægtefælles tidligere ægtefælle ikke var hendes søster, og at ansøgerens søster skulle tilhøre et andet folk end ansøgeren på baggrund af ansøgerens søsters navn, kunne på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at hun havde fem søskende, som var hendes forældres adoptivbørn, og som hun efter eget valg ikke havde kontakt med, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at ansøgernes tidligere ægtefælle, som var hendes børns fader, boede på samme adresse i Vietnam som ansøgeren og ansøgernes tre børn på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet lagde således ved afgørelsen afgørende vægt på, at ansøgeren måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger, der ansås for konstrueret med henblik på det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens tre børn ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren samme dag blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerens tre børn havde indgivet ansøgning sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerens tre børn og ansøgerens herboende ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens børns personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at der burde gives opholdstilladelse. FAM/2016/54.
Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Au pair – Betingelserne ej længere til stede

Dato: 27-05-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om inddragelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 j. I maj 2014 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som au pair. Opholdstilladelsen var gyldig til maj 2016. Det var en betingelse for opholdstilladelsen, at ansøgeren under hele opholdet skulle fungere som au pair hos sin værtsfamilie. I december 2014 oplyste værtsfamilien overfor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at ansøgeren, som på det tidspunkt var gravid, ikke længere fungerede som au pair, og at hun var flyttet ud af værtsfamiliens bolig. I januar 2015 nedkom ansøgeren med et barn, der efterfølgende blev diagnosticeret med sygdommen Multiple Infantile Hermangioma.

Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da ansøgeren ikke længere fungerede som au pair hos sin værtsfamilie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på værtsfamiliens oplysninger om, at ansøgeren grundet sin graviditet ikke længere fungerede som au pair, og at hun i december 2014 var flyttet ud af værtsfamiliens bolig. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren eller hendes barn. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens barn blev diagnosticeret med sygdommen Multiple Infantile Hermangioma. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da der ikke til sagen var oplyst om sådanne omstændigheder omkring ansøgerens barns sygdom, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det til sagen oplyste om, at ansøgeren og ansøgerens barn ikke havde en filippinsk sundhedsforsikring, ej heller kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da sociale og økonomiske forhold i hjemlandet i sig selv ikke kunne føre opholdstilladelse efter bestemmelsen. ERH/2016/41.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen