Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. april 2017 – Erhverv – Volontør
Dato: 19-04-2017Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som volontør til en statsborger fra Australien, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt. Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde i sin afgørelse lagt vægt på, at det volontørarbejde, ansøgeren skulle udføre, ikke var af social og humanitær karakter, idet ansøgeren skulle indsamle og sortere affald på en navngiven festival.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som volontør, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt., og praktikant- og volontørbekendtgørelsens § 4, nr. 2. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den navngivne festivals ansvarlige team, som stod for indsamling og sortering af affald, til sagen havde oplyst, at indsatsen som frivillig bestod af kommunikation og formidling gennem kampagner før og under festivalen, optog hver dag på hele campingområdet med sortering og oprydning, og at kampagnens frivillige skulle aktivere og motivere festivalgæsterne til selv at deltage i oprydning og affaldssortering. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgår af volontørbekendtgørelsens § 4, nr. 2, 2. pkt., at volontørtjenesten kan foregå inden for blandt andet miljø, kunst, kultur, arbejde med børn, unge eller ældre og idræts- eller fritidsaktiviteter. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var tale om et anerkendelsesværdigt formål ved, at ansøgeren skulle være frivillig på den navngivne festival, idet Udlændingenævnet endelig fandt, at ansøgeren skulle udføre socialt og humanitært arbejde her i landet i form af arbejdet for et bedre miljø under festivalen, da der ikke alene var tale om oprydning og affaldssortering i snæver forstand. ERH/2017/45.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. april 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet
Dato: 11-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 om administrativ udvisning af en finsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3 og § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af politirapporterne, at klageren i april 2016 blev truffet i Rødby Havn sammen med sin søster, der var statsborger i Somalia, at klagerens søster i forbindelse med standsningen fremviste et falsk italiensk pas, og at klageren modtog en straksbøde på 5.000 kr. Det fremgik endvidere, at klageren og klagerens søster havde til hensigt at fortsætte til Finland, og at klageren var bevidst om, at han ikke på legal vis kunne transportere sin søster til Finland.
Udlændingenævnet fandt, at klageren havde overtrådt udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1 til 4, idet han havde bistået sin søster uden gyldig rejselegitimation med ulovlig indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren og hans søster samstemmende havde forklaret, at klagerens søster havde taget kontakt til klageren med henblik på at få hjælp til at komme til Finland fra Italien, at klageren havde samlet sin søster op i Hamborg, og at klageren og hans søster herefter var fortsat mod Puttgarden, hvorefter klageren og hans søster i april 2016 var indrejst i Danmark, mens klagerens søster havde været i besiddelse af et falsk italiensk pas. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ved afhøringer i april 2016 havde erkendt forholdet, og at han i april 2016 havde vedtaget et bødeforelæg for forholdet. Udlændingenævnet tillagde det herudover vægt, at klageren efter det oplyste i samarbejde med sin søster havde planlagt bevidst at skaffe sin søster adgang til Danmark uden lovlig rejselegitimation, selvom han var klar over, at dette var i strid med dansk lovgivning, at klageren havde forklaret til politiet, at han var fløjet til Rom for der at leje en bil, så han kunne hente sin søster og bringe hende til Finland, at klageren, da han blev stoppet af politiet i Rødby Havn, i første omgang havde forklaret, at hans passager var en fremmed, han havde mødt på en cafe i Hamborg og tilbudt at køre til København, hvorfra hun kunne tage videre til Sverige, hvorefter han selv ville køre til Ringkøbing, og at klagerens søster havde været i besiddelse af et falsk italiensk pas, som hun havde fremvist med henblik på at blive meddelt tilladelse til indrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der var tilstrækkelige holdepunkter for at anse klagerens adfærd for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisningen derfor ikke ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det var hans søster, som klageren havde transporteret til Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klagerens søster ikke havde lovligt ophold i Danmark, og idet klageren overfor politiet havde erkendt, at han var opmærksom på, at han ikke kunne transportere hende på lovlig vis. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var blevet udsendt til Finland, hvor han var statsborger, og hvor han efter det oplyste boede sammen med sin ægtefælle og parrets to børn. FAM/2017/44.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 07-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en thailandsk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Ansøgeren ønskede at besøge sin herboende kæreste (værten).
Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sit tidligere visumbesøg i Danmark, i hvilken forbindelse hun var indrejst i Danmark i maj 2016, havde søgt om forlængelse af sit visum, men efterfølgende havde frafaldet ansøgningen, at hun i den forbindelse i juni 2016 af Udlændingestyrelsen var blevet pålagt at udrejse af Danmark hurtigst muligt, og at ansøgeren først udrejste af Danmark i august 2016 – cirka seks uger senere. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke udrejste af Danmark hurtigst muligt efter modtagelsen af Udlændingestyrelsens pålæg herom i juni 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens tidligere kæreste efter det oplyste havde annulleret ansøgerens returbillet, at hun ikke selv havde mulighed for at betale for en returbillet med sit thailandske kreditkort, og at hun derfor var nødsaget til at vente på, at hendes to bekendte havde sparet penge sammen til at kunne købe en billet til hende til Thailand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens pålæg om udrejse i juni 2016 havde cirka 25.000 kr. på sin bankkonto, at hendes flybillet til Thailand kostede 3.955 kr., og at der i øvrigt ikke i sagen var oplyst om hindringer for, at hun kunne have overført pengene til flybillet fra sin egen konto til sine bekendtes konto, såfremt hun ikke kunne betale med sit eget kreditkort. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse tillige vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens forhold til sine to bekendte, idet hun tidligere havde oplyst, at de var hendes søster og svoger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen efter at have modtaget besked om, at hun skulle udrejse straks, uagtet at hun var bekendt med, at det ikke var muligt for hende at udrejse rettidigt af Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at de nævnte forhold skulle være af en sådan karakter, at ansøgeren ikke kunne udrejse i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens anvisninger. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at betingelserne for at blive meddelt visum gælder både ved udstedelsen af visummet samt ved indrejsen og under hele opholdet i Schengenlandene, og at det således til enhver tid under et visumophold påhviler visumindehaveren at kunne dokumentere, at den pågældende råder over tilstrækkelige midler til at betale for opholdet og hjemrejsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter indgivelsen af visumansøgningen havde oplyst, at hun alene ønskede et Schengenvisum til Danmark i en måned, og ikke – som tidligere ansøgt – i 82 dage. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at varigheden af opholdet som udgangspunkt ikke har betydning for vurderingen af sagen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles Schengenvisum til Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at værten og ansøgeren var kærester og efter det oplyste holdt meget af hinanden, at værten havde besøgt ansøgeren i Thailand, hvor værten havde mødt ansøgerens familie, at ansøgeren ønskede at besøge værten i Danmark, og i den forbindelse besøge værtens moder, og at ansøgeren havde et godt liv i Thailand og således ikke ønskede at komme til Danmark for at få et bedre liv. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren blev meddelt visum til Danmark i maj 2016 med henblik på at besøge sin daværende kæreste, og at hun kort tid efter, at hendes og hendes kærestes forhold var ophørt, blev kærester med værten. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ved sine handlinger havde tilkendegivet, at hun ønskede at komme til Danmark uanset grundlaget for hendes besøg. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. VIS/2017/14.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 07-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om Schengenvisum til Danmark til en pakistansk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren ønskede at besøge sin kæreste i Danmark, at der var tale om et fast forhold, at parret havde åbnet en fælles bankkonto i Pakistan, at parret efter egne oplysninger havde været samlevende i Pakistan, og at værten arbejdede i Danmark, hvorfor han ikke kunne besøge ansøgeren i Pakistan. Det fremgik endvidere, at parret ønskede at indgå ægteskab i Danmark under ansøgerens besøg, og at det kun var muligt for parret at indgå ægteskab i Danmark. Det fremgik af referatet fra et interview afholdt på Den Danske Ambassade i Islamabad, Pakistan, at ansøgeren havde oplyst, at han var homoseksuel, at ansøgeren og værten havde kendt hinanden siden 2012, at ansøgerens familie troede, at parret var venner, at familien ikke kendte til ansøgerens seksuelle orientering, og at ansøgeren havde planlagt at søge om opholdstilladelse i Danmark under sit visumophold i Danmark. Det blev til støtte for klagen anført, at værten var syg med influenza og feber, at ansøgeren skulle tage sig af værten, at han ønskede at indgå ægteskab med værten under sit visumophold i Danmark, og at han svor, at han ville forlade Danmark og ikke ønskede at søge om opholdstilladelse i Danmark under sit visumophold.
Udlændingenævnet fandt, at der var en begrundet formodning for, at ansøgeren ville benytte et meddelt Schengenvisum til at tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren under interviewet på Den Danske Ambassade i Islamabad, Pakistan, havde oplyst, at han ville søge om opholdstilladelse i Danmark under sit visumophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde svoret, at han ville forlade Danmark, at han ikke ville søge om opholdstilladelse under sit ophold i Danmark, at han havde taget orlov fra sit arbejde i Pakistan, at han ikke havde opsagt sin stilling i virksomheden, at hans moder havde kræft, at der ikke var andre, der kunne tage sig af hende i Pakistan, og at han aldrig havde oplyst til ambassaden, at han havde til hensigt at søge om opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde underskrevet alle sider af referatet fra interviewet på ambassaden, og at han dermed havde skrevet under på, at han var blevet interviewet på sit eget sprog, at han forstod referatet, og at alle udsagnene var korrekte. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde søgt om Schengenvisum til ophold i 30 dage, men at han samtidig havde søgt om orlov fra sit arbejde i perioden fra februar 2017 til maj 2017. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne ekstraordinære omstændigheder, som alligevel kunne føre til, at ansøgeren burde meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. Udlændingenævnet tog ved afgørelsen ikke stilling til, hvorvidt ansøgeren og værten kunne anses for at være samlevende. VIS/2017/58.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2017 – Visum – Overstay – Karens
Dato: 07-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2016 om afslag på Schengenvisum til Danmark til en russisk statsborger, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Ansøgeren ønskede at besøge sin herboende voksne datter (værten).
Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren tidligere havde været meddelt et Schengenvisum til Danmark for 90 dage i perioden fra november 2014 til oktober 2015, at hun var indrejst i Danmark i starten af november 2014 og udrejst i slutningen af februar 2015, og at ansøgeren i forbindelse med dette visumophold havde opholdt sig i Schengenområdet i en samlet periode på i alt 119 dage – 29 dage ud over visummets gyldighed. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse ikke, at overskridelsen af visummets gyldighed skyldtes omstændigheder, som ikke kunne lægges ansøgeren til last, og som ikke havde gjort det muligt for hende at forlade Danmark inden for visummets gyldighedsperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at overskridelsen af visummets gyldighed ifølge værten skyldtes menneskelige fejl forårsaget af komplekse beregningsregler og uvidenhed om, at beregningsreglerne var blevet ændret, og at de gentagne ændringer i udlændingeloven efter værtens opfattelse udgjorde en risiko for, at der skete menneskelige fejl. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at visumreglerne, herunder beregningen af 90 dages visumophold i udlændingelovens § 2 b, stk. 2, blev ændret den 1. januar 2014, og at reglerne således havde været ændret i ti måneder, da ansøgeren fik udstedt visum. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i hvert fald siden juli 2013 havde modtaget vejledning om beregningen af visumopholdets længde både efter de tidligere gældende og de nugældende regler fra Den Danske Ambassade i Moskva, Rusland. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at det er visumindehaverens eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til et visum, herunder at sikre sig, at visummets gyldighed ikke overskrides. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at ansøgeren i 2013 havde fået en officiel advarsel af Udlændingestyrelsen efter et overstay i 2011 til 2012 om, at hvis hun fremover ikke udrejste i overensstemmelse med sit visum, ville hun ikke kunne opnå et nyt visum i tre eller fem år, og at ansøgeren således var blevet gjort opmærksom på vigtigheden af, at hun udrejste i overensstemmelse med sit visum. Det forhold, at ansøgeren på trods af dette overstay alligevel var blevet meddelt visum til Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren samtidig var blevet advaret om konsekvenserne ved et fremtidigt overstay. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel meddeltes Schengenvisum til Danmark, ligesom Udlændingenævnet desuden fandt, at tildeling af karens ikke måtte anses som en åbenbart uforholdsmæssig reaktion i forhold til ansøgerens overstay i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at værten og værtens tre børn var bosiddende i Danmark, og at værten ønskede, at ansøgeren fortsat kunne besøge dem i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at der ikke var oplyst om hindringer for, at værten og børnene kunne besøge ansøgeren i Rusland. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at værten planlagde en opfølgende undersøgelse på en tidligere undersøgelse af ansøgeren på et privathospital i Danmark, der skulle have fundet sted i januar 2017. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, henset til at hovedformålet med ansøgerens besøg i Danmark efter det oplyste var familiebesøg, at der alene var tale om en undersøgelse, og at der endvidere ikke var fremlagt dokumentation for undersøgelsen i øvrigt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund heller ikke, at der forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel meddeltes Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen meddeltes et nationalt begrænset visum. Ansøgeren kunne således – medmindre der forelå ganske særlige grunde – tidligst i marts 2018 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at blive meddelt visum. VIS/2017/43.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav
Dato: 05-04-2017Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to egyptiske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Ansøgerne var født i 2006 og 2009 og søgte i december 2016 om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende moder. Ansøgerne og moderen havde efter det oplyste boet sammen fra ansøgernes fødsel og indtil moderens indrejse i Danmark i august 2014. Ansøgerne havde herefter boet hos deres mormoder, idet ansøgernes fader ikke ville have noget med ansøgerne at gøre. Den ældste ansøger havde således ikke siden 2008 haft kontakt med faderen, mens den yngste ansøger slet ikke var bekendt med faderen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at deres moder havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder at ansøgernes moder var indrejst i Danmark i august 2014, at hun i januar 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, at hun herefter havde set børnene personligt en gang i perioden fra februar 2015 til marts 2015, at hun i juli 2015 havde fået et barn med sin nuværende ægtefælle, at moderen og ansøgerne efter det oplyste derudover havde haft kontakt flere gange om dagen via Skype, Viber, Imo og Whatsapp, og at ansøgerne havde opholdt sig i Danmark siden september 2016. FAM/2017/55.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 05-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2015 om inddragelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, som i oktober 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke danskprøven inden den fastsatte frist i april 2015, men først i marts 2016.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra oktober 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun var blevet meddelt opholdstilladelse, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren fik opholdstilladelse i oktober 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i april 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2016 havde bestået en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren i december 2014 havde født et barn, og at hun efter det oplyste havde været på barsel fra juni 2014 til november 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen, og at klageren i øvrigt ikke sås forud for fristens udløb at have søgt om suspension af fristen for beståelse af danskprøven. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at klagerens ægtefælle i juli 2015 havde anmodet om suspension af fristen for at bestå danskprøven, da tidsfristen for beståelse af prøven allerede på det tidspunkt var overskredet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ægtefælle i juli 2015 over for Udlændingestyrelsen havde oplyst, at han havde forlagt papirerne fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, hvornår danskprøven skulle være bestået, og at han troede, at de modultests, som klageren skulle have bestået, var nok til at opfylde kravet, hvorfor det måtte have været påregneligt for ham, at klageren skulle bestå danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve inden for den fastsatte frist. Som følge af at klageren først i marts 2016 havde bestået danskprøven, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren første gang i oktober 2009 i en alder af 29 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hun efter det oplyste arbejdede deltid, at hun ikke havde taget en uddannelse, at hun alene havde to tanter og en kusine i Danmark, men at klagerens forældre, to søskende og særbarn var bosiddende i Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren hverken på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets varighed, eller gennem danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse kunne anses for at være særligt belastende for hende, uagtet at hun i henholdsvis marts 2016 og juni 2016 havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau og A2-niveau. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den omstændighed, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau og A2-niveau, ikke i sig selv kunne føre til, at hendes opholdstilladelse alligevel ikke burde inddrages, uanset at betingelsen herfor ikke havde været opfyldt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, klagerens herboende ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand, hvor klageren og hendes ægtefælles fællesbarn efter det oplyste senest havde opholdt sig i august 2016, for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. FAM/2017/57.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 05-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2015 om inddragelse af en opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som i september 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i marts 2015, men først i april 2015.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra september 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i september 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i marts 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i april 2015 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven indenfor fristen, idet hun havde haft mange smerter i slutningen af sin graviditet, og at klagerens ægtefælle havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at få suspenderet fristen for at bestå danskprøven, men at han blev vejledt om at udfylde en formular på Udlændingestyrelsens hjemmeside, som han efter det oplyste udfyldte to gange, men aldrig lykkedes at få indsendt. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, som medførte, at der burde være meddelt suspension af fristen til at bestå danskprøven på grundlag af graviditet. Udlændingenævnet henviste til, at klageren i april 2015 havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, hvilket var før hun i maj 2015 nedkom med sit og hendes ægtefælles ældste fællesbarn. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klagerens ægtefælle havde søgt om at få suspenderet fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau, efter at fristen var udløbet, og at Udlændingestyrelsen i øvrigt under sagens behandling i Udlændingenævnet overfor Udlændingenævnet havde tilkendegivet, at klageren ikke ville være blevet meddelt suspension af fristen, såfremt anmodningen herom var blevet indgivet rettidigt, idet fristen for at aflægge prøve i dansk på A1-niveau udløb mere end fire uger før klagerens forventede terminsdato. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Pakistan, og at klageren først i september 2014 i en alder af 24 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hendes tilknytning til Pakistan var stærkere end til Danmark, hvor hun på afgørelsestidspunktet kun havde opholdt sig i to år og tre måneder, hvorimod hun havde opholdt sig 24 år i sit hjemland, hvorfor det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at hun siden november 2014 havde gået på sprogskole og siden januar 2015 havde været i fuldtidsbeskæftigelse. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde to fællesbørn i Danmark, født i henholdsvis 2015 og 2016, og at det ældste fællesbarn på klagetidspunktet havde eksem. Udlændingenævnet fandt endelig – henset til børnenes alder og længden af deres ophold i Danmark – at de ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det af den grund måtte anses for særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. FAM/2017/70.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 05-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2015 om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, som i juli 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i januar 2015, men først i oktober 2015.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne nægtes forlænget, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra juli 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i juli 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i januar 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at klagerens ægtefælle i oktober 2015 telefonisk overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren havde været på barsel og derfor ikke taget danskprøven indenfor fristen. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at klageren ikke sås at have søgt om suspension af tidsfristen for beståelse af danskprøven inden udløbet af fristen. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at klageren i oktober 2015 i forlængelse af klagerens ægtefælles telefoniske henvendelse af Udlændingestyrelsen blev vejledt om at indsende svar på Udlændingestyrelsens partshøring samt dokumentation for klagerens barsel, men at hverken Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet efterfølgende i den forbindelse modtog yderligere. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juli 2014 i en alder af 26 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren forud for hendes opholdstilladelse på baggrund af ægteskab havde haft en opholdstilladelse i Danmark som au pair med henblik på midlertidigt ophold i cirka to år. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, klagerens herboende ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Fillippinerne for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. FAM/2017/42.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 05-04-2017Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2016 om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen først ved sin afgørelse fra juli 2015 om fristforlængelse havde orienteret ansøgeren om, at styrelsen havde anset en henvendelse fra ansøgerens læge på vegne af ansøgeren i april 2014 som en ansøgning om suspension af fristen for aflæggelse af danskprøven, og at Udlændingestyrelsen på den baggrund i juli 2015 havde suspenderet fristen i 46 uger efter fødedatoen og havde fastsat en ny frist for aflæggelse af danskprøven til medio april 2015 – det vil sige forud for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at henset til at Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2015 lå efter udløbet af den nye frist for aflæggelse af danskprøven, og at Udlændingestyrelsen ikke på et tidligere tidspunkt sås at have orienteret ansøgeren om suspensionen og den nye frist, burde Udlændingestyrelsen i sin afgørelse fra juli 2015 have regnet suspensionen af fristen fra datoen for Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2015. Udlændingenævnet fandt desuden på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at det ikke havde været påregneligt for ansøgeren, hvornår danskprøven senest skulle bestås, og at ansøgeren derfor ikke havde haft mulighed for at indrette sig efter den nye situation. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i juni 2015 – forud for udløbet af den nye frist – havde bestået danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt derfor under henvisning til sagens omstændigheder sammenholdt med det forhold, at ansøgeren ikke før den nye frists udløb var orienteret om fristen, at ansøgeren burde stilles, som om prøven var bestået rettidigt. FAM/2017/56.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet