Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Samlivsophævelse – Vold i ægteskabet
Dato: 17-05-2017Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af manglende samliv på fælles bopæl.
Udlændingenævnet fandt, at grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var til stede som følge af manglende samliv på fælles bopæl med ansøgerens tidligere ægtefælle. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, at opholdstilladelsen burde forlænges, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 8, jf. § 26. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på ansøgerens og hendes børns oplysninger til sagen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været udsat for vold af fysisk og psykisk karakter fra sin tidligere ægtefælle gennem hele ægteskabet, at børnene ofte havde overværet volden, at ansøgerens tidligere ægtefælle også havde udøvet vold imod alle tre børn igennem deres opvækst, og at ansøgeren ikke havde anmeldt volden tidligere eller ophævet ægteskabet tidligere af frygt for sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnets flertal lagde endvidere vægt på udtalelser fra to krisecentre, en udtalelse fra en kommune og en udtalelse fra en psykolog. Udlændingenævnets flertal henviste desuden til, at det fremgik af sagen, at ansøgeren havde været indskrevet på et krisecenter som voldsramt efter servicelovens § 109, og at ansøgeren var meget mærket af volden. Udlændingenævnets flertal lagde derfor til grund, at samlivsophøret skyldtes, at ansøgeren havde været udsat for vold fra sin tidligere ægtefælle her i landet, og at ansøgeren havde ophævet samlivet på baggrund heraf. Udlændingenævnets flertal lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark i knap seks og et halvt år og havde forsøgt at integrere sig efter evne i det omfang, som hendes tidligere ægtefælle havde tilladt hende at gøre det. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne forlænge ansøgerens opholdstilladelse og fastsætte de nærmere betingelser for denne. FAM/2017/71.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 17-05-2017Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2016 om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en algerisk statsborger, som i juni 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. I maj 2014 og ved to lejligheder i juni 2014 havde klagerens ægtefælle orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet og siden om fødslen af parrets fællesbarn. I juli 2014 havde klageren tilmeldt sig Det Centrale Personregister (CPR). I oktober 2014 havde klageren ansøgt om forlængelse af sin opholdstilladelse. I november 2014 havde klageren anmodet Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau. I maj 2015 havde Udlændingestyrelsen suspenderet fristen for klageren for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau til en dato i juli 2015. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i juli 2015, men først i oktober 2015.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse fra juni 2014 ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at klageren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klagerens ægtefælle i maj 2014 havde orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet samt i juni 2014 havde oplyst Udlændingestyrelsen om, at klageren havde født parrets fællesbarn – burde have ydet en konkret mervejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på tidspunktet for meddelelse af klagerens opholdstilladelse i juni 2014. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af klagerens graviditet udtrykkeligt have vejledt om muligheden for at søge om suspension på baggrund af klagerens fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til, at klageren først i november 2014 havde indgivet ansøgning om suspension, og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse fra juni 2014. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren burde stilles, som om hun havde været på barsel siden den dato i juni 2014, hvor hun var nedkommet med parrets fællesbarn, og 46 uger frem, således at den nye frist for at bestå danskprøvekravet burde have været fastsat til seks måneder efter endt barsel. Udlændingenævnet fandt endvidere – herunder under henvisning til at det ikke kunne lægges til grund, at det havde været påregneligt for klageren, hvornår prøven endeligt skulle tages – grundlag for at anse den af klageren aflagte og beståede prøve i dansk på A1-niveau fra oktober 2015 som værende bestået rettidigt. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at klageren ikke havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau rettidigt. Udlændingenævnet fandt endelig, at henset til at Udlændingenævnets afgørelse havde betydning i forhold til, hvornår klageren havde mulighed for at søge om tidsubegrænset opholdstilladelse, skulle længden af klagerens lovlige ophold i Danmark på baggrund af ægtefællesammenføring fortsat regnes fra den dato, der stod anført i Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse i juni 2014. FAM/2017/72.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. maj 2017 – Visum – Forlængelse
Dato: 11-05-2017Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af et Schengenvisum til Danmark til en statsborger fra Filippinerne i medfør af visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, samt udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Ansøgeren var i juni 2012 blevet meddelt Schengenvisum til Danmark i 90 dage og var efterfølgende indrejst i juli 2012. Ansøgeren havde i august 2012 søgt om forlængelse af det meddelte Schengenvisum under henvisning til at være sammen med værten under udredningen af værtens helbredsmæssige forhold. Det fremgik af sagens oplysninger, at værten havde været hjertesyg i mange år, at han eventuelt skulle opereres for en svulst i halsen og herefter have en bypass operation. Ansøgeren fik i september 2012 forlænget sit Schengenvisum. Ansøgeren indgav i oktober 2012 en ny ansøgning om forlængelse af det meddelte Schengenvisum til Danmark. Ansøgeren fik afslag på ansøgningen om forlængelse i oktober 2012, hvilket Justitsministeriet stadfæstede i december 2012. Ansøgeren indgav i januar 2017 en ny ansøgning om Schengenvisum med henblik på at besøge sin kæreste i Danmark, som var identisk med værten under ansøgerens visumbesøg i 2012. Ansøgeren blev i januar 2017 meddelt Schengenvisum til Danmark i 90 dage. Ansøgeren indgav i marts 2017 en ansøgning om forlængelse af det meddelte Schengenvisum. Vedlagt ansøgningen var en lægeattest fra marts 2017, som i hovedparten gentog indholdet af den tidligere fremsendte lægeattest til den tidligere forlængelsesansøgning fra 2012 samt tilføjede, at værten i 2016 havde fået konstateret KOL.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens Schengenvisum ikke kunne forlænges, jf. visumkodeks artikel 33, stk. 1 og 2, visumbekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2, og udlændingelovens § 4, stk. 1, og § 4 b. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i januar 2017 var blevet meddelt visum, der var gyldigt for en indrejse og ophold i hele Schengenområdet i 90 dage i perioden fra januar 2017 til maj 2017, at hun havde benyttet det meddelte visum i det maksimale antal dage på 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvorved perioden forud for hver opholdsdag blev taget i betragtning, og at ansøgeren ikke var omfattet af de to persongrupper, der som udgangspunkt kunne meddeles forlængelse af deres visumophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ekstraordinære omstændigheder i sagen, der kunne begrunde, at hun alligevel kunne få forlænget sit ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 b. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at værten siden 1999 havde haft invalidepension på grund af sin kroniske hjertesygdom, at han i august 2012 havde fået en pacemaker, og at han i 2016 havde fået konstateret KOL. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at der ikke var tale om en pludseligt opstået situation, som ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen, og at ansøgeren således ikke havde haft mulighed for at tilrettelægge visumopholdet herefter. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at værtens læge have anført, at værten var usikker på at være alene og efter det oplyste havde brug for ansøgeren hos sig til at hjælpe med medicinering, indkøb og madlavning. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren skulle udrejse af Schengenområdet i april 2017, hvor hendes visum udløb. VIS/2017/10.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Erhverv – Praktikanter – Sprogtest
Dato: 04-05-2017Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som praktikant, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, til en brasiliansk statsborger. Ansøgeren havde for at dokumentere sine sprogkundskaber vedlagt en TOEFL ITP test til ansøgningen. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han havde bestået en godkendt sprogprøve, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, jf. praktikantbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som praktikant i medfør af udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 1. pkt., jf. praktikantbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have dokumenteret sprogkundskaber, der figurerer på den liste, der er offentliggjort af Association of Language Testers in Europe (ALTE), eller i bilag 1 til praktikantbekendtgørelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at en udlænding kun kan meddeles opholdstilladelse som praktikant, såfremt udlændingen kan dokumentere sprogfærdigheder på grundlag af en bestået sprogprøve i dansk, svensk, norsk, engelsk eller tysk, som ligger på A2-niveau eller derover, jf. Common European Framework of Reference (CEFR), og som figurerer på den liste, der er offentliggjort af Association of Language Testers in Europe (ALTE), eller efter de i bilag 1 optrykte sprogprøver, jf. praktikantbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3. Det forhold, at ansøgeren havde dokumenteret at have bestået en TOEFL ITP test med en samlet score på 420, og at han havde anført, at TOEFL ITP alene er en variant af en TOEFL test, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at TOEFL ITP ikke figurerer på den liste, der er offentliggjort af Association of Language Testers in Europe (ALTE), eller på de i bilag 1 til praktikantbekendtgørelsen optrykte sprogprøver. ERH/2017/46.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 04-05-2017Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, som i maj 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i december 2015, men først i marts 2016.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra maj 2015, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt til folkeregisteret i juni 2015, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i december 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2016 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren til støtte for klagen havde anført, at hun havde taget personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser opholdstilladelsen var betinget af, at hun havde gjort alt for at bestå danskprøven på A1-niveau, at en sprogskole havde vejledt klageren om, at hun kunne tage en tilsvarende prøve i dansk på A1-niveau på sprogskolen, og at hun havde bestået Modultest 1, 2 og 3. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at afdelingslederen fra sprogskolen havde orienteret klageren om, at danskprøven på A1-niveau ikke kunne tages på skolen, at klageren ville kunne klare en prøve i Dansk 1, og at prøven i Dansk 1 ville kunne erstatte både danskprøven på A1-niveau og A2-niveau. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven samt hvem, der stod for modtagelsen af tilmeldingen, og hvor klageren skulle aflægge danskprøven, fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at der var en detaljeret vejledning om, at danskprøven blev afholdt som udgangspunkt flere dage hver uge med undtagelse af hovedferierne, hvor der ville være færre prøveafholdelsesmuligheder, at klageren skulle være opmærksom på, at der kunne være ventetid på en ledig tid til prøveaflæggelsen, at klageren kunne henvende sig personligt hos Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, at spørgsmål vedrørende danskprøven skulle rettes til Udlændingestyrelsen, og at det var klagerens personlige ansvar at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde bestået Modultest 1, 2 og 3, idet modultestene ikke opfyldte betingelserne efter bekendtgørelsen om danskprøven på A1-niveau og danskprøven på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge kapitel 2 og 3, eller kunne anses som fornøden dokumentation for, at klageren havde bestået en danskprøve på mindst A1-niveau. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i maj 2015 i en alder af 28 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun havde opholdt sig på processuelt ophold i Danmark i perioden fra marts 2015 til maj 2015, at klageren havde en begrænset arbejdsmarkedstilknytning til Danmark, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde en verserende sag om familiesammenføring med sit særbarn, og at barnets sag ville blive forlænget yderligere, hvis opholdstilladelsen blev inddraget. Udlændingenævnet fandt således, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ikke tilsidesatte hensynet til familiens enhed eller hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren og klagerens ægtefælle samt klagerens særbarn kunne være sammen i Thailand, da klageren og klagerens ægtefælle blev henvist til at tage ophold som familie i Thailand. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at klageren og klagerens ægtefælle efter det oplyste ikke ville kunne udøve familielivet i Thailand, da klageren og klagerens ægtefælle arbejdede og havde økonomiske forpligtelser i Danmark, ikke var sådanne særlige grunde, som talte for, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens opholdsland efter praksis ikke kan føre til, at en opholdstilladelse ikke skal inddrages. FAM/2017/23.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Studie – Autorisation
Dato: 04-05-2017Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation som sygeplejerske i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, 2. pkt., til en jordansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation som sygeplejerske i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af praksis, at der alene kan meddeles opholdstilladelse til udenlandske læger og tandlæger, der er statsborgere i og/eller er uddannede i lande uden for EU/EØS, med henblik på opnåelse af dansk autorisation som læge eller tandlæge. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af en skrivelse af maj 2015 fra Sundhedsstyrelsen, at ansøgerens udenlandske uddannelse var blevet godkendt, og at ansøgeren nu havde mulighed for at deltage i det autorisationsforløb, der er en betingelse for at opnå dansk autorisation som sygeplejerske. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, som ifølge praksis kan meddeles opholdstilladelse til at opnå autorisation. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at hans mål med at bo i Danmark var at lære dansk, så han kunne arbejde inden for lægevidenskaben, og at det fremgik af en skrivelse af april 2016 fra et sprogcenter, at han skulle læse dansk i to år, før han nåede det krævede niveau i dansk, at hans visum alene var gældende i tre måneder, og at der ikke var sprogskoler i Jordan, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for, at han var uddannet læge eller tandlæge, hvorfor han ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på at opnå autorisation som læge eller tandlæge i Danmark. ERH/2017/47.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 27-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud i to år til en statsborger fra Iran. Klageren fik i maj 2016 inddraget sin opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, hvorved Styrelsen for International Rekruttering Integration havde fastsat udrejsefristen til medio juni 2016. Efter den fastsatte udrejsefrists udløb mødte klageren op i Udlændingenævnet, hvorefter Styrelsen for International Rekruttering og Integration den følgende dag traf afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i juni 2016, som blev fastsat i forbindelse med Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016, og at klageren, efter at udrejsefristen var overskredet, personligt var mødt op i Udlændingenævnet, hvor klageren var blevet tilbageholdt af politiet, da klageren ikke længere havde lovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der ville tale imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i maj 2016 havde fået inddraget sin opholdstilladelse fra marts 2015, da han ikke havde overholdt en af betingelserne for opholdstilladelse, og at det herefter havde påhvilet klageren at udrejse af landet senest medio juni 2016. Det forhold, at klageren ikke var blevet opmærksom på Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016 før medio juni 2016, og at udrejsefristen på dette tidspunkt allerede var overskredet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var tilmeldt digital post, at det var klagerens eget ansvar at tjekke sin e-boks, og at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med frigørende virkning kunne sende breve med digital post til den pågældendes e-boks, jf. § 3, stk. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens frihedsberøvelse var blevet kendt ulovlig af byretten, og at klageren var blevet løsladt og tilkendt erstatning på 8.000 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at klageren alene var blevet meddelt en advarsel, da klageren ikke havde midler til at betale en bøde, hvorfor sagen var blevet afgjort med et tiltalefrafald. ERH/2017/82.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen
Dato: 27-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Iran.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt på 50.000 kr., som var en betingelse for hans opholdstilladelse, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 9. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren ikke på noget tidspunkt under sit ophold i Danmark havde haft lønindtægt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke som anmodet havde fremsendt dokumentation for sin beskæftigelse som bartender, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Det forhold, at klageren skulle have været beskæftiget som bartender i Danmark, kunne således ikke føre til en ændret vurdering, da en sådan indtægt skulle være indberettet til SKAT for at kunne medregnes. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke havde overholdt en af betingelserne i hans opholdstilladelse fra marts 2015, da han ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, at dette kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Det forhold, at den pågældende var jobsøgende, tog danskundervisning og kørekort, samt at den pågældende arbejdede som bartender og boede sammen med en kvinde i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det ikke nærmere var dokumenteret, at klageren var i et forhold med den pågældende kvinde, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klagerens opholdstilladelse fra marts 2015 var meddelt for to år med henblik på midlertidigt ophold, og at den pågældende var født og opvokset i Iran, hvor den pågældende havde boet indtil udrejsen til Danmark som 30-årig. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den pågældende fortsat havde en væsentlig tilknytning til sit hjemland. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren på tidspunktet for styrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka et år og to måneder og således ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at inddragelsen af hans opholdstilladelse ville være særligt belastende for klageren. ERH/2017/81.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 27-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en tyrkisk statsborger i medfør af visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1. Det fremgik af sagen, at ansøgeren var født i december 1998 i Tyrkiet, at han tidligere var blevet meddelt Schengenvisum til Danmark med henblik på at besøge sin onkel, og at han havde overholdt viseringerne på de tidligere meddelte visa. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren var single, og at han var registreret som studerende på en ”open education high school” i hjemlandet. Det fremgik af invitationen, at ansøgeren skulle deltage i en familiebegivenhed i september 2016. Ansøgeren havde oplyst til Den Danske Ambassade i Ankara, Tyrkiet, at han ikke længere deltog i undervisningen på sit studie, at han ikke havde et arbejde, at der ikke var en specifik grund til, at han søgte visum i 90 dage, men at der altid var et bryllup eller en anden ceremoni, han kunne deltage i.
Udlændingenævnet fandt, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var tyrkisk statsborger og dermed var fra et land, hvis statsborgere i nogen udstrækning søger videregående ophold i Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4, og bilag 2 til visumbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde en begrænset tilknytning til hjemlandet, idet han efter det oplyste hverken var under uddannelse eller i arbejde i hjemlandet, at han var 18 år og ugift, og at han boede sammen med sin farmoder i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen havde anført, at der altid var et bryllup eller en anden ceremoni at deltage i, mens værten havde anført, at ansøgeren skulle deltage i værtens søns omskæringsfest. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at dette understøttede formodningen for, at ansøgeren ikke havde til hensigt at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum, idet der ikke i tilstrækkeligt omfang var redegjort for formålet med opholdet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af gruppen af personer, der som udgangspunkt efter praksis meddeles visum til Danmark, idet værten var onkel til ansøgeren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren tidligere var blevet meddelt Schengenvisum for at besøge værten, og at han havde overholdt viseringerne på de tidligere meddelte visa. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under sine tidligere visumophold i Danmark havde været under 18 år, og at han i december 2016 var fyldt 18 år. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der var tale om ændrede forhold i den nyeste visumansøgning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der som udgangspunkt kunne meddeles visum til en her i landet fastboende person, når ansøgeren var tyrkisk statsborger, jf. pkt. 5.9.7.3.1 i vejledning nr. 9201 af 27. februar 2017 om behandling af ansøgninger om visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles visum til Danmark, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et visum til Danmark. VIS/2017/11.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2017 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma
Dato: 24-04-2017Udlændingenævnet hjemviste i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse som supervisor hos et rengøringsfirma efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, til en statsborger fra Bangladesh.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse burde meddeles afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen. Udlændingenævnet lagde vægt på oplysningerne i sagen vedrørende ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund og erhvervserfaring, herunder at ansøgeren besad en Bachelor of Business Administration fra 2013 og et Post Graduate Diploma fra 2015, hvor ansøgeren efter det oplyste blandt andet havde haft fag inden for human ressource management, og at ansøgeren efter det oplyste havde arbejdet som teamleder og med arbejdstilrettelæggelse inden for rengøring, hvor ansøgeren havde haft en koordinerende rolle. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var en naturlig sammenhæng mellem ansøgerens uddannelser, tidligere kvalifikationer og den tilbudte stilling som supervisor for et rengøringsfirma. Udlændingenævnet fandt endvidere, at virksomhedens omsætning på 6-7 millioner kr. om året understøttede, at der i virksomheden kunne være et behov for en funktion som supervisor eller lignende. Udlændingenævnet fandt således, at der efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder ikke var grundlag for at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som supervisor måtte anses for proforma, og at ansættelsen ikke skabte en formodning for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse måtte anses at være at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2017/16.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet