Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 66 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 22. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 22-06-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Syrien og dennes fire fælles børn med en herboende ægtefælle, som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for den ansøgende ægtefælle som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for parrets fællesbørn, der var under 15 år på ansøgningspunktet, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. I september 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I juli 2016 havde Udlændingestyrelsen forlænget den herboende ægtefælles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den ansøgende ægtefælle var derfor ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, da den herboende ægtefælle ikke havde haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste tre år. Af samme grund var parrets mindreårige fællesbørn ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at de var under 15 år. Udlændingenævnet fandt herefter, at den ansøgende ægtefælle og parrets fællesbørns ansøgninger om opholdstilladelse skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren og parrets fællesbørn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på tidspunktet for afgørelsen, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens og fællesbørnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde, for så vidt angik to af fællesbørnene, vægt på, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at den ansøgende ægtefælle efter det oplyste led af astma, og at der efter det oplyste skulle være en person til at holde øje med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var fremlagt dokumentation for sygdommen, ligesom det hverken var sandsynliggjort eller dokumenteret, at den ansøgende ægtefælles astma havde en karakter og et omfang, der medførte, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv eller fællesbørnene. Det forhold, at et af fællesbørnene havde en knude i højre ben, at hun havde væskeansamling og en betændelsestilstand af iskiasnerven, og at barnet burde opereres, således at knuden kunne undersøges nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det herved ikke var godtgjort, at fællesbarnet led af en så alvorlig sygdom, at der på den baggrund måtte anses at foreligge ganske særlige grunde til at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at selv om lidelsen kunne give smerter og væskeansamling, var der efter det oplyste tale om en godartet svulst i det ene ben. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at et andet fællesbarn havde medfødt hjernesvind, idet barnet led af en medfødt følelsesmæssig og mental forsinkelse, at fællesbarnet havde deformation af sine fødder og en forstyrret sprogudvikling, at fællesbarnet havde behov for specialiseret rehabilitering og træning og ikke kunne foretage toiletbesøg på egen hånd. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne anses at være tale om et handicap af en sådan karakter og omfang, at der herved måtte anses at foreligge ganske særlige grunde for at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste var tale om en medfødt lidelse, og at den specialiserede træning, som barnet havde brug for, var uafhængig af den ansøgende ægtefælles og den herboende ægtefælles indsats. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbørnene boede sammen med ansøgeren, og at ansøgeren kunne tage vare på børnene. Det forhold, at ansøgeren og fællesbørnene havde opholdt sig i et nedlagt butikslokale i Istanbul, Tyrkiet, at ansøgeren var fysisk og psykisk belastet og ikke kunne tjene penge til huslejen, og at børnene efter det oplyste ikke kunne få behandling i Tyrkiet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om de ansøgende familiemedlemmer måtte bo under dårlige forhold eller var på flugt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle selv havde epilepsi og i øvrigt ikke havde det godt fysisk og psykisk, og at han led af mareridt, koncentrationsbesvær og andre symptomer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle kunne modtage lægehjælp og medicinsk behandling i Danmark herfor og derudover kunne klare sig selvstændigt i Danmark, og således ikke var afhængig af den ansøgende ægtefælles omsorg. Det forhold, at den herboende ægtefælle var på flugt fra regeringen i Syrien, at han var hjemløs og statsløs, idet familien var kurdere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren og fællesbørnene i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2017/84.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

Dato: 15-06-2017

Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13. Ansøgeren blev i oktober 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var gyldig indtil juli 2015 og var betinget af, at ansøgeren senest seks måneder efter sin tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at danskprøven ikke var aflagt rettidigt på grund af, at hun i februar 2014 havde født tvillinger for tidligt, at hun i den forbindelse var blevet indlagt i halvanden måned, og at hun havde fået psykiske problemer efter fødslen og var i behandling for depression.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået en danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist. Udlændingenævnet fandt endvidere på baggrund af sagens konkrete omstændigheder – herunder at ansøgerens ægtefælle i september 2013 havde orienteret Udlændingestyrelsen om ansøgerens graviditet – at Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen primo oktober 2013 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, burde have ydet en mere konkret og individuel vejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning fra Udlændingestyrelsen kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse fra oktober 2013. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau rettidigt, hvorfor Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2. FAM/2017/60.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

Dato: 15-06-2017

Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke rådede over en selvstændig bolig af rimelig størrelse.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke rådede over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet i april 2016 havde hjemvist sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen, idet den herboende ægtefælle havde indsendt en allonge fra marts 2016 til lejekontrakten, hvorved den eksisterende lejekontrakt blev forlænget, hvilket var nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens behandlingsgrundlag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af forvaltningsretlige principper følger, at når en sag hjemvises til fornyet behandling i førsteinstansen, skal sagen vurderes i helhed på ny i forhold til det oprindelige ansøgningstidspunkt. Udlændingenævnet henviste desuden til, at Udlændingestyrelsen over for Udlændingenævnet havde oplyst, at såfremt der under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen indkom nye oplysninger om opfyldelsen af boligkravet, herunder en ny lejekontrakt eller et tillæg til en lejekontrakt til en eksisterende lejekontrakt om forlængelse, således at den selvstændige råden ville strække sig mere end 1 ½ år, ville Udlændingestyrelsen anse kravet om at råde over en selvstændig bolig i mindst 1 ½ år fra ansøgningens indgivelse for at være opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle som følge af Udlændingenævnets hjemvisning i april 2016 burde stilles på samme måde, som hvis den herboende ægtefælle havde indsendt allongen fra marts 2016 til Udlændingestyrelsen, mens Udlændingestyrelsen fortsat behandlede ansøgningen. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælle havde opfyldt kravet om at råde over en selvstændig bolig i mindst halvandet år beregnet fra indgivelsen af ansøgningen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. FAM/2017/61.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve

Dato: 15-06-2017

Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om ny udmeldt frist til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau til en iransk statsborger, som i juli 2016 var blevet ægtefællesammenført her i landet, og som senere i juli 2016 havde tilmeldt sig Det Centrale Personregister (CPR). I august 2016 fødte klageren parrets fællesbarn. I september 2016 anmodede den herboende ægtefælle Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for klageren til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau. Senere i september 2016 suspenderede Udlændingestyrelsen fristen for klageren til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau med i alt 46 uger. Udlændingestyrelsen fradrog endvidere det antal dage, der var forløbet, fra klageren havde tilmeldt sig CPR, og indtil klagerens ægtefælle havde anmodet om udsættelse af fristen.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angik beregningen af længden af den nye udmeldte frist for at bestå danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt således, at den nye frist for at bestå en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau ikke skulle være den af Udlændingestyrelsen fastsatte dato primo november 2017, men et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det afgørende for beregning af suspensionen i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 30, jf. danskprøvebekendtgørelsens § 11, stk. 3, jf. § 9, og § 10, skulle være barnets fødedato og ikke – som anført af Udlændingestyrelsen – datoen for ansøgning om suspension. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at fristen for bestået danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, rettelig burde være seks måneder efter udløbet af ansøgerens 46-ugers barselsorlov, påbegyndt fra fødetidspunktet, dog fratrukket det antal dage, som var forløbet fra tidspunktet for klagerens tilmelding til CPR og frem til fødedatoen i august 2016. Klagerens frist for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på tilsvarende eller højere niveau burde således rettelig være ultimo november 2017. FAM/2017/74.
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende ægtefælle

Dato: 14-06-2017

Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en statsborger fra Congo, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelse ikke skulle afvises under henvisning til, at ansøgningen var indgivet for sent, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder at ansøgningen om forlængelse blev indgivet cirka halvanden måned efter udløbet af ansøgerens tidligere opholdstilladelse, samt at ansøgeren sammen med sin ægtefælle og parrets fire fællesbørn på henholdsvis 9, 13, 14 og 16 år, var indrejst i Danmark i marts 2008, og at familien siden da havde boet og opholdt sig lovligt i Danmark, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen skulle tillades indgivet under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 2, 2. pkt. ERH/2017/21.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Samvær med særbørn

Dato: 06-06-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en tyrkisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde siden marts 2014 løbende modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp). Den herboende ægtefælle havde – udover parrets tre fællesbørn – et særbarn, som var anbragt i en plejefamilie uden for hjemmet. Til sagen var fremlagt særbarnets bopælskommunes afgørelse fra september 2016, hvorved der blev fastsat samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet af to timers varighed hver fjerde uge.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle siden marts 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, at ydelserne var udbetalt til underhold, og at ydelserne ikke kunne sidestilles med løn eller pension eller træde i stedet herfor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var dokumenteret, at et af fællesbørnene havde været indlagt to gange, da barnet havde været respiratorisk påvirket. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at fællesbarnets seneste indlæggelse lå tilbage i tid, at der ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet aktuelt var behandlingskrævende, eller at fællesbarnets tilstand i øvrigt var af en sådan karakter, at han ikke kunne henvises til at tage ophold i Tyrkiet sammen med ansøgeren og den herboende ægtefælle. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde tre fællesbørn, som var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle, først efter seks til syv års fast og lovligt ophold i Danmark – i hvilken forbindelse barnet har gået i dansk institution og/eller skole – som udgangspunkt anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for barnet, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år ikke må have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde et særbarn, som var bosiddende i Danmark, og som var anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ifølge en udtalelse fra særbarnets bopælskommune ikke havde haft samvær med særbarnet siden marts 2015, at der endvidere ikke var effektueret samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet i overensstemmelse med kommunens afgørelse fra september 2016, ligesom den herboende ægtefælle ikke skulle have kontaktet kommunen, siden hun indgav ansøgning om samvær med særbarnet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der – henset til at den herboende ægtefælle ikke havde haft samvær med sit særbarn i omkring to år og to måneder – ikke kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles samvær med sit særbarn ikke var af et sådant omfang, at en henvisning til udøvelse af familielivet i Tyrkiet kunne anses for et uforholdsmæssigt indgreb i den herboende ægtefælles og dennes særbarns ret til familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle havde ytret et ønske om i fremtiden at have samvær med sit særbarn, og at særbarnets bopælskommune efter den herboende ægtefælles opfattelse modarbejdede, at den herboende ægtefælle havde samvær med sit særbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved vurdering af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til opholdstilladelse, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær, hvorfor eventuelle ønsker om samvær i fremtiden ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ej heller forelå oplysninger på sagen om, at den herboende ægtefælle, såfremt hendes og ansøgerens familieliv udøvedes i Tyrkiet, ikke som hidtil ville kunne udøve familielivet med sit særbarn via telefonsamtaler. FAM/2017/20.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. juni 2017 – Visum – Proformaægteskab

Dato: 01-06-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en pakistansk statsborger. Udlændingestyrelsen havde fundet, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ansøgerens og den herboende ægtefælles ægteskab var, at ansøgeren kunne opnå et Schengenvisum med henblik på indrejse i Schengenområdet, jf. EU-opholdsdirektivet 2004/38/EC artikel 27 og 35, visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a nr. vi, og artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6, og § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16. Den herboende ægtefælle var norsk statsborger.

Udlændingenævnet fandt ved afgørelsen, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med parrets ægteskab var, at ansøgeren kunne opnå et Schengenvisum med henblik på indrejse i Schengenområdet, og at meddelelse af visum til ansøgeren derfor ville stride mod hensynet til den offentlige orden. I vurderingen af parrets ægteskab lagde Udlændingenævnet vægt på, at både Den Danske Ambassade i Pakistan og Udlændingestyrelsen havde vejledt den herboende ægtefælle om, at der var brug for yderligere oplysninger til behandlingen af ansøgerens visumansøgning, og at den herboende ægtefælle ikke havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at meddele de nødvendige oplysninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets ægteskab var et arrangeret ægteskab, at der var en aldersforskel på 42 år mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, og at det var den herboende ægtefælles tredje ægteskab. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun på trods af aldersforskellen havde besluttet at indgå ægteskab med den herboende ægtefælle, fordi hun havde levet i fattigdom hele sin opvækst. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parrets bryllup ikke var et traditionelt pakistansk bryllup, for så vidt angik bryllupsgæsterne og fotodokumentationen af brylluppet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren som pakistansk statsborger ikke var omfattet af persongruppen af pakistanske statsborgere, der kunne meddeles visum til Danmark, når parrets ægteskab ikke kunne tillægges vægt i vurderingen, da det måtte anses for at være indgået med det formål at opnå en opholdstilladelse eller et længerevarende ophold i Danmark eller Schengenområdet. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der var rimelig tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenområdet ved udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var pakistansk statsborger, og at pakistanske statsborgere på ansøgningstidspunktet var placeret i hovedgruppe fire i bilag to til visumbekendtgørelsen, som omfatter statsborgere, der er vurderet at udgøre en høj risiko for illegal indvandring i Danmark og de øvrige Schengenlande. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde en begrænset tilknytning til sit hjemland, idet hun ikke i hjemlandet havde arbejde eller børn og var 32 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige omstændigheder i ansøgerens sag, der kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at humanitære hensyn, hensynet til nationale interesser eller Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle var syg og forvirret, men Udlændingenævnet fandt endelig, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, henset til at den herboende ægtefælle havde været i stand til at rejse til Pakistan for at indgå ægteskab med ansøgeren og efterfølgende bo sammen med hende i Pakistan. VIS/2017/15.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

Dato: 24-05-2017

Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en tyrkisk statsborger og hendes datter, født i 2008 i Danmark, der ligeledes var tyrkisk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgerne havde opgivet deres bopæl i Danmark. Den voksne ansøger blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i april 1998, og hun blev i december 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Datteren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i maj 2008. Datteren blev endvidere meddelt dispensation fra bortfald i perioden fra august 2014 til juni 2015. Begge var i perioden fra august 2014 til december 2015 registreret som udrejst af Danmark i Det Centrale Personregister (CPR).

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet deres bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at den voksne ansøger i hele den periode hun havde været frameldt folkeregistret, fra august 2014 til december 2015 havde bibeholdt sin råderet over det lejemål, hvor hun og datteren havde været bosiddende inden udrejsen fra Danmark i august 2014, og hvor de siden december 2015 igen var bosiddende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen i februar 2016, efter at den voksne ansøger selv havde henvendt sig til kommunen, og at hun i perioden, hvor hun var registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark, hvor hun havde boet hos sine forældre, mens hendes lejlighed var fremlejet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den voksne ansøger rejste til Tyrkiet i længere perioder for at kunne være sammen med sin alvorligt syge ægtefælle. FAM/2017/49.
Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2017 – Ophævelse af indrejseforbud

Dato: 22-05-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en britisk statsborger, født i Pakistan, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. I november 1993 blev ansøgeren af Østre Landsret idømt otte års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, jf. lov om euforiserende stoffer, samt udvist af Danmark for bestandig. Direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen) havde i april 1993 afgivet en erklæring, hvoraf det fremgik, at det sammenfattende var direktoratets opfattelse, at ansøgeren – uanset at hans ægtefælle og to børn havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark – ikke havde nogen særskilt tilknytning til det danske samfund. Retten i Glostrup afsagde i august 2000 kendelse om, at udvisningen af ansøgeren med indrejseforbud for bestandig opretholdtes, jf. udlændingelovens § 50. Ansøgeren vedtog i juni 2003 et bødeforelæg og fik i oktober 2003 en advarsel for overtrædelse af sit indrejseforbud. Ansøgeren blev i august 2005 idømt syv dages fængsel for overtrædelse af sit indrejseforbud. Ansøgeren blev i december 2011 af Københavns Byret idømt fire måneders fængsel for overtrædelse af sit indrejseforbud og frifundet for en påstand om udvisning. Denne dom blev anket til Østre Landsret, der ved dom afsagt i februar 2012 idømte ansøgeren otte måneders fængsel og udviste ham med indrejseforbud i seks år. I marts 2012 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgerens indrejseforbud ikke kunne ophæves, hvilket Justitsministeriet stadfæstede i november 2013. Ansøgeren udrejste i april 2012 af Danmark til Sverige. Ansøgeren anmodede i maj 2015 om ophævelse af indrejseforbuddet.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve ansøgerens indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren af Østre Landsret i november 1993 var blevet idømt otte års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, jf. lov om euforiserende stoffer, samt udvist af Danmark for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Udlændingenævnet henviste til, at det var indgået i grundlaget for Østre Landsrets dom fra november 1993, at ansøgeren efter det oplyste på afgørelsestidspunktet havde haft ophold i Danmark i cirka 16 år, at han havde haft opholdstilladelse i Danmark siden august 1981, og at han på daværende tidspunkt havde to børn med sin ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Retten i Glostrup i august 2000 havde afsagt kendelse om, at udvisningen af ansøgeren med indrejseforbud for bestandig opretholdtes, jf. udlændingelovens § 50, og at det indgik i grundlaget for byrettens vurdering, at ansøgeren på daværende tidspunkt havde fire børn med sin tidligere ægtefælle, at ansøgeren havde boet sammen med sin ægtefælle siden 1984, at han havde haft opholdstilladelse siden 1976, at han på dette tidspunkt havde fire børn med sin nuværende ægtefælle, og at retten fandt, at der ikke var oplyst om sådanne væsentlige ændringer i ansøgerens forhold, at der var grundlag for at ophæve udvisningen, jf. udlændingelovens § 50, jf. § 26. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgeren efterfølgende flere gange var indrejst i Danmark i strid med det meddelte indrejseforbud, og at ansøgeren senest i februar 2012 var blevet idømt otte måneders fængsel og udvist med indrejseforbud i seks år af Østre Landsret for overtrædelse af sit indrejseforbud. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at Østre Landsret i februar 2012 under hensyn til ansøgerens langvarige, gentagne og systematiske overtrædelser af indrejseforbuddet i perioden fra ultimo 2008 og frem til november 2011 havde fundet, at straffen for overtrædelse af indrejseforbuddet kunne forhøjes til otte måneder, og at der kunne meddeles et indrejseforbud på seks år regnet fra den første dag i måneden efter ansøgerens udrejse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at da ansøgeren var registreret udrejst af Danmark til Sverige i april 2012, ville det senest idømte indrejseforbud på seks år først udløbe i maj 2018. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgeren og dennes ægtefælle havde udøvet et ægteskabeligt samliv i Danmark i mere end otte år forud for Østre Landsrets dom fra november 1993, at ansøgeren i de følgende otte år havde bevaret sit forhold til ægtefællen og børnene, at parret var blevet forældre til yderligere to fællesbørn i henholdsvis 1995 og 1998, at ansøgeren var udrejst til Sverige efter løsladelsen i 2001, at ansøgeren var indrejst i Danmark i strid med indrejseforbuddet med henblik på at se sin ægtefælle og sine børn, at parret havde bosat sig i Sverige i december 2005, hvor de havde boet frem til 2008, at parret var blevet borgerligt viet i februar 2006, og at ansøgerens ægtefælle i 2008 var flyttet tilbage til Danmark sammen med parrets fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens familiemæssige forhold var indgået i domstolenes vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og dennes familie i flere perioder havde boet sammen i Sverige, og at ansøgeren og dennes familie havde mulighed for at leve sammen som familie i et andet land end Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå særlige grunde til at ophæve indrejseforbuddet, da Østre Landsret senest i februar 2012 havde udvist ansøgeren med indrejseforbud i seks år, hvor ansøgerens familieforhold var indgået i domstolenes vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren på baggrund af den af ansøgeren begåede kriminalitet – dels i 1993 og dels i tiden derefter i form af ansøgerens langvarige, gentagne og systematiske overtrædelser af indrejseforbuddet – fortsat udgjorde en reel, umiddelbar og alvorlig trussel, der berørte grundlæggende samfundshensyn. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Østre Landsret i dommen fra 2012 havde foretaget en proportionalitetsafvejning i forhold til EU-retten. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om nye faktiske forhold for ansøgeren og dennes familie, som kunne føre til, at det ikke ville kunne anses for proportionalt at fastholde ansøgerens indrejseforbud. Alene det forhold, at der var gået et antal år siden den seneste udvisningsdom, kunne således ikke i sig selv føre til ophævelse af indrejseforbuddet. FAM/2017/48.
Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2017 – Ophævelse af indrejseforbud

Dato: 22-05-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af indrejseforbud til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren var i januar 2001 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien, han var i januar 2002 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, og han var i november 2004 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I september 2011 var ansøgeren blevet idømt seks år og seks måneders fængsel for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119, stk. 1, § 124, stk. 1, § 181, stk. 1, og § 288, stk. 1, nr. 1, og han var endvidere blevet udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt. Ansøgeren var udrejst af Danmark i april 2013, hvorefter han havde overtrådt sit indrejseforbud og derfor i april 2014 var blevet idømt 20 dages fængsel. Ansøgeren var i juni 2014 blevet idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af sit indrejseforbud i Danmark for anden gang, og han var i september 2014 blevet dømt for overtrædelse af sit indrejseforbud i Danmark for tredje gang. Ansøgeren havde en herboende kæreste, der var dansk statsborger, og sammen havde parret to mindreårige sønner, der boede i Danmark med deres moder.

Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren var statsborger i Bosnien-Hercegovina, og at han på den baggrund ikke havde dokumenteret, at han var omfattet af EU-reglerne for fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 2, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var EU-borger, og ej heller kunne anses som medfølgende familie til en EU-borger omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, hvorfor han ikke var omfattet af persongruppen i udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet bemærkede, at uanset at der eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og dennes herboende kæreste, som var dansk statsborger, og deres fællesbørn, var der ingen oplysninger i sagen om, at ansøgerens kæreste var eller havde været omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed. FAM/2017/73.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen