Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. august 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv
Dato: 03-08-2017Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et biologisk barn, født i 2008 i Uganda, af en herboende statsborger fra Uganda, der blev meddelt opholdstilladelse i januar 2015 med henvisning til hendes herboende barn. Den herboende reference havde i forbindelse med sin flugt fra hjemlandet i 2012 overladt ansøgeren til sin kusine i Uganda. Den herboende reference havde under sit ophold i Danmark som asylansøger indledt et forhold til en mand og havde født endnu et barn, som på grund af bekymring for forældrenes forældreevne kort tid efter fødslen blev tvangsmæssigt anbragt. Det viste sig efterfølgende, at barnet havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da det åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, jf. § 9, stk. 18. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af en forældreevneundersøgelse foretaget i juni 2014, at den herboende reference på nogle tidspunkter havde vist, at hun var i stand til at varetage det herboende barns fysiske behov, men at hun samtidig fremstod med dårlig mentaliseringsevne og indsigt i barnets emotionelle og sociale behov, og at barnets reaktioner i samværet tydede på, at den herboende reference ikke havde formået at møde barnets behov adækvat over længere tid. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den tvangsmæssige anbringelse senest var fastholdt ved en byretsdom fra maj 2016, at retten i den forbindelse havde lagt vægt på, at det herboende barn havde lidt et tidligt og traumatisk omsorgssvigt, og at det blev vurderet, at den herboende reference og barnets fader på grund af begrænsede personlige ressourcer fortsat ikke kunne give det herboende barn den tilstrækkelige omsorg og pleje. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende references personlige livssituation havde ændret sig, at hun ikke længere var i et voldeligt forhold, at hun havde egen bolig, og at hun gik på sprogskole og havde været i praktik. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at kommunen under sagen havde oplyst, at den herboende reference ikke opholdt sig stabilt på sin bopæl, at hendes deltagelse i danskundervisning var svingende, og at hun ikke var tilknyttet arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af forældreevneundersøgelsen fra juni 2014, at uanset at den herboende references personlige forhold var blevet stabiliseret, blev det vurderet usikkert, i hvor høj grad den herboende reference ville være i stand til at profitere af pædagogisk støtte i forhold til at varetage omsorgen for det herboende barn fremover. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at det herboende barn havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme, at det blev vurderet, at barnets symptomer fremtrådte ekstraordinært vanskelige at behandle, at barnet havde brug for professionel behandling, og at barnets tilpasningsproblemer ikke kunne løses ved ophold i hjemmet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af sagen, at den herboende references ugentlige samvær med det herboende barn fortsat foregik overvåget. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste var en almindelig sund dreng, at den herboende reference ikke havde oplevet problemer med at passe ansøgeren som spæd, og at den ældre kvinde, der tog sig af ham, kun modvilligt havde accepteret dette mod betaling. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var en nærliggende risiko for, at ansøgeren ved familiesammenføring med den herboende reference ville lide omsorgssvigt og blive anbragt uden for hjemmet, og at ansøgeren i øvrigt ikke var uden relevante omsorgspersoner i hjemlandet, idet den herboende reference samtidig havde oplyst, at ansøgeren havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende reference løbende havde ændret forklaring om, hvem hun havde overladt ansøgeren til, herunder om der var tale om familie eller ej. FAM/2017/87.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. august 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage
Dato: 01-08-2017Udlændingenævnet afviste i august 2017 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en libanesisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Afgørelsen fra Udlændingestyrelsen var sendt til udlændingens e-boks. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til samme udlænding, idet udlændingen, efter at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om nægtelse af forlængelse af udlændingens opholdstilladelse, ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist, og derfor opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2.
Udlændingenævnet fandt, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen var indgivet efter klagefristens udløb, hvorfor klagen blev afvist og således ikke blev behandlet i Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i april 2016 havde fremsendt sin afgørelse til udlændingens e-boks, og at Udlændingenævnet først havde modtaget klagen i juni 2017. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen, at der senest skulle klages inden otte uger efter, at afgørelsen var modtaget. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var anført, at udlændingen på tidspunktet, hvor Udlændingestyrelsen traf afgørelse, ikke havde adgang til e-boks. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at man som borger har en personlig pligt til at gøre sig bekendt med ens modtagne breve i e-boks. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til lov om Offentlig Digital Post (L 160 af 13. april 2012) samt bemærkningerne hertil, hvoraf det fremgår, at en meddelelse, der sendes i Offentlig Digital Post, er tilgængelig, når adressaten vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold, og at det er uden betydning, om adressaten har bragt sig i stand til at logge sig ind i Offentlig Digital Post. Udlændingenævnet henviste endvidere til en meddelelse fra Folketingets Ombudsmand, FOB.2016-34. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen pr. e-mail havde gjort udlændingen opmærksom på, at udlændingen skulle tjekke sin e-boks, ligesom Udlændingestyrelsen pr. e-mail havde gjort udlændingen opmærksom på, at det fremgik af systemerne, at udlændingen var tilmeldt e-boks, og at udlændingen derfor måtte kontakte sin bopælskommune, såfremt udlændingen havde brug for vejledning og hjælp til opsætningen af e-boks. Udlændingenævnet henviste desuden til, at udlændingen havde kontaktet sin bopælskommune i marts 2017, hvor udlændingen fik oplyst, at udlændingen havde fået afslag på sin ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, og at udlændingen uagtet denne information ikke havde reageret. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen kunne afvises. Udlændingenævnet fandt endvidere, at betingelserne for at kunne udvise udlændingen med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse herom i juni 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at udlændingen ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med udrejsefristen, som blev fastsat af Udlændingestyrelsen, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af udlændingens opholdstilladelse i april 2016. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at udlændingen ikke havde adgang til sin e-boks. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til begrundelsen vedrørende baggrunden for, hvorfor klagen var afvist af Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af en byrets retsbog, at politiet havde fundet Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 vedrørende nægtelse af forlængelse, hvor der var anført en udrejsefrist, på udlændingens bopæl. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kunne medføre, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at udlændingens ægtefælle efter det oplyste led af behandlingskrævende sygdom, at ægtefællen ikke var i stand til at passe sig selv, og at ægtefællen led af let PTSD. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget til hinder for, at ægtefællen indrejste og tog ophold i udlændingens hjemland, Libanon, hvor udlændingen og ægtefællen havde indgået ægteskab, og hvor ægtefællen havde besøgt udlændingen flere gange, for dér at udøve familielivet. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. Udlændingenævnet henviste endelig til, at udlændingen ikke længere havde en opholdstilladelse på baggrund af ægteskab. FAM/2017/40.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene
Dato: 28-07-2017Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en statsborger fra Ghana, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, samt visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Det fremgik af sagen, at ansøgeren tidligere var blevet meddelt Schengenvisum til Danmark i 90 dage i perioden fra april til juli 2016. Det fremgik af ansøgerens pas, at han var indrejst i Danmark i april 2016 og udrejst af Schengenområdet i oktober 2016.
Udlændingenævnet fandt, at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, og at der dermed var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Ansøgeren kunne derfor ikke gives Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, udlændingelovens § 4 c, stk. 1, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1 og 3. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ved sit senest meddelte Schengenvisum – meddelt for 90 dage i perioden fra april 2016 til juli 2016 – var indrejst i april 2016 og først var udrejst af Schengenområdet i oktober 2016. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i forbindelse med det senest meddelte Schengenvisum havde opholdt sig i Danmark i en samlet periode på i alt 183 dage. Ansøgeren havde derfor opholdt sig uden fornøden tilladelse i Danmark i 93 dage ud over visummets gyldighed. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke kunne meddeles visum i en periode på fem år, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at overskridelsen af visummets gyldighed ikke skyldtes omstændigheder, som ikke kunne lægges ansøgeren til last, og som havde gjort det umuligt for ansøgeren at forlade Danmark inden for visummets gyldighedsperiode, ligesom Udlændingenævnet ikke fandt, at der forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel ikke burde meddeles en karensperiode, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det fremgik af sagen, at ansøgerens ægtefælle var syg under sin graviditet, at der var komplikationer ved fødslen, at hun havde været indlagt i en periode på fire dage i starten af august 2016, at ansøgeren tog sig af barnet i denne periode, at ansøgeren på grund af situationen ikke kunne søge om forlængelse på dette tidspunkt, og at ansøgeren og dennes ægtefælle alene fokuserede på ansøgerens ægtefælles helbred og parrets nyfødte barn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgerens Schengenvisum var meddelt for 90 dage i perioden fra april 2016 til juli 2016, og at ansøgerens visum derfor var udløbet allerede i juli 2016. Det anførte om ansøgerens ægtefælles indlæggelse i august 2016 kunne derfor ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren på tidspunktet for fødslen i august 2016 allerede skulle have været udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at tildeling af karens ikke kunne anses som en åbenbart uforholdsmæssig reaktion i forhold til ansøgerens overstay i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 c, stk. 2. Udlændingenævnet fandt heller ikke, at der forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. Det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgerens ægtefælle skulle flytte på krisecenter, at hun ikke havde andre end ansøgeren til at hjælpe, at ansøgerens ægtefælle ikke kunne bo i en længere periode i Ghana, idet hun ville miste sin danske opholdstilladelse, og at hun skulle passe sit arbejde og to børn i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering. Ansøgeren kunne således – medmindre der forelå ganske særlige grunde – tidligst i oktober 2021 meddeles Schengenvisum til Danmark, såfremt ansøgeren i øvrigt opfyldte betingelserne for at blive meddelt visum. VIS/2017/51.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juli 2017 – Visum – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Repræsentationsaftale for Norge
Dato: 28-07-2017Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens om afslag på Schengenvisum til Danmark til en bangladeshisk statsborger i medfør af visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og udlændingebekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, og § 16, stk. 1. Det fremgik af sagen, at ansøgeren ønskede at besøge sin ægtefælle, der var bosiddende i Norge. Da Norge og Danmark har indgået en repræsentationsaftale om, at Den Danske Ambassade i Bangladesh repræsenterer Norge i sager om Schengenvisum, fandt de danske visumregler anvendelse på visumansøgningen, der blev indgivet på Den Danske Ambassade i Bangladesh.
Udlændingenævnet fandt, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles Schengenvisum til Norge. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke havde været fysisk til stede ved indgåelsen af ægteskabet i maj 2012, da ægteskabet blev indgået telefonisk, og at begge parter skal være fysisk til stede ved en vielse, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret. Det bemærkedes i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet måtte betragtes som retsgyldigt i indgåelseslandet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde anført, at en sådan bevisbedømmelse ikke tog hensyn til den kultur, som ægteskabet var indgået i, men Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da et ægteskab indgået uden begge parters fysiske tilstedeværelse strider mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at begge parter var til stede ved den senere bryllupsfest i oktober 2015, hvor der også var en imam til stede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at der ikke var fremlagt en vielsesattest fra den pågældende dag. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren som statsborger i Bangladesh faldt udenfor den gruppe af personer, der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum, idet ægteskabet mellem parterne ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der ikke sås at have været et længerevarende samliv mellem parterne, som efter dansk ret ville kunne sidestilles med et retsgyldigt ægteskab. På den baggrund fandt Udlændingenævnet tillige, at Udlændingestyrelsen med rette havde vurderet, at ansøgerens visumansøgning ikke skulle vurderes efter EU-retten, idet parret ikke havde dokumenteret et længerevarende samliv af halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet fandt desuden, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Bangladesh og dermed var fra et land, hvis statsborgere vurderes at udgøre en høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles Schengenvisum til Danmark. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste var gravid med parrets første barn, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke udgjorde en så ekstraordinær omstændighed, at der burde meddeles visum. Udlændingenævnet bemærkede samtidig hermed, at uanset at der måtte være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem parret, kunne dette ikke i sig selv medføre, at der skulle meddeles visum. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst i forbindelse med visumansøgningen, at en ansøgning om familiesammenføring til Norge ville tage for lang tid, hvorfor hun søgte om visum, ligesom partsrepræsentanten havde oplyst, at dette var målet på sigt. På baggrund af disse omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det kunne lægges til grund, at det egentlige formål med at indrejse i Norge, mens ansøgeren var gravid, var at etablere et længerevarende ophold i Norge. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at den angivne vielse allerede fandt sted i 2012, mens visumansøgningen om besøgsophold først blev indgivet i marts 2017, hvor ansøgeren var gravid. VIS/2017/52.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser
Dato: 12-07-2017Udlændingenævnet hjemviste i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at opfylde mindst to af de fire supplerende betingelser i udlændingelovens § 11, stk. 4, for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder den supplerende betingelse om at have en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitligt 275.400 kr. (2017-niveau) eller derover de seneste to år.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens partsrepræsentant til brug for sagens behandling i Udlændingenævnet havde fremsendt ansøgerens årsopgørelse fra SKAT for skatteåret 2016, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde en personlig indkomst på 297.980 kr. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren som økonomisk aktiv tyrkisk statsborger var undtaget fra at skulle betale gebyr. Udlændingenævnet fandt det derfor beklageligt, at Udlændingestyrelsen havde vejledt om, at der skulle betales klagegebyr, også henset til at Udlændingestyrelsen i oktober 2016 havde anmodet om dokumentation for ansøgerens virke som selvstændig her i landet og på den baggrund havde modtaget dokumentation, der understøttede dette. FAM/2017/75.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Familiesammenføring, andre – Immigration
Dato: 06-07-2017Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en amerikansk statsborger, som var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren uafbrudt havde opholdt sig i Danmark i 30 år som udstationeret diplomat, hvor ansøgeren tillige havde været tilknyttet dansk foreningsliv i flere år som aktivt medlem i flere foreninger, herunder blandt andet som formand, og hvor arbejdssproget i flere af foreningerne blandt andet var dansk. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren gennem sit langvarige ophold i Danmark havde haft undervisningsforløb i dansk og også havde bestået en danskprøve. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at Danmark igennem alle årene havde været ansøgerens bopæls- og opholdsland. FAM/2017/22.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A2-niveau indenfor en fastsat frist – Dispensation
Dato: 06-07-2017Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på udsættelse af fristen for at aflægge danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau til en libanesisk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på udsættelse af fristen for at aflægge danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist, jf. § 11 i bekendtgørelse om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge. Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at ansøgerens ægtefælle i maj 2014 havde orienteret Udlændingestyrelsen om ansøgerens graviditet – burde have ydet en konkret vejledning til ansøgeren om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A2-niveau på tidspunktet for meddelelse af ansøgerens opholdstilladelse i maj 2014. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af ansøgerens graviditet udtrykkeligt have vejledt om muligheden for at søge om suspension på baggrund af ansøgerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens for sene ansøgning om suspension af danskprøvefristen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne fastsætte en ny frist for aflæggelse af danskprøve på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt endelig, at den nye frist skulle regnes fra Udlændingestyrelsens afgørelse, og at fristen skulle beregnes således, at det antal dage, der gik forud for ansøgerens barsel, skulle fratrækkes i de 15 måneder, som er den normale frist for at bestå Prøve i Dansk på A2-niveau. FAM/2017/50.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl
Dato: 06-07-2017Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Sydafrika, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå et samliv på fælles bopæl.
Udlændingenævnet lagde efter en helt konkret og individuel vurdering vægt på oplysningerne om den herboende references og ansøgerens samliv på fælles bopæl i Danmark siden december 2015. Det indgik i vurderingen, at ansøgerens fravær fra den fælles bopæl skyldtes særlige arbejdsmæssige forhold, herunder ansøgerens arbejde som pilot, hvor han ifølge en arbejdskontrakt arbejdede med basis i Afrika to måneder, mens han i en måned opholdt sig på parrets fælles bopæl i Danmark sammen med parrets fælles datter. Det blev også tillagt betydning, at parret havde afhændet deres tidligere bolig i Sydafrika med henblik på ophold og bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt således efter en konkret og individuel vurdering at kunne lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde opretholdt et samliv, der i almindelighed måtte anerkendes som et normalt samliv under de givne betingelser. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2017/86.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen
Dato: 29-06-2017Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en iransk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det var en betingelse for opholdstilladelsen, at klageren det første år efter meddelelse af opholdstilladelsen skulle have oppebåret en lønindkomst på minimum 50.000 kr. her i landet, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 4. pkt. Klageren havde oplyst, at han havde tjent 50.000 kr. ved at arbejde som chauffør via en ”samkørselsapp”, at han var af den overbevisning, at denne indtægt ville blive betragtet som lønindkomst, at han selv havde undersøgt dette, og at han på den baggrund fandt, at denne type indkomst ville kunne medregnes som lønindkomst.
Udlændingenævnet fandt, at som følge af, at klageren ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt på 50.000 kr., kunne tilladelsen inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 9. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren alene havde haft en lønindkomst på cirka 2.779 kr. i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at indkomsten, der stammede fra samkørselsappen, ikke kunne medregnes til indkomstkravet, da det var et krav, at indkomsten skulle være indberettet til SKAT som lønindkomst i indkomstregisteret for at kunne medregnes. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samkørselsappen ikke havde registreret indkomsten som løn i eIndkomst, og at klageren derfor ikke havde dokumenteret, at indtægten var løn udført for en arbejdsgiver etableret i Danmark. Udlændingenævnet henviste til, at klageren ikke havde indsendt ansættelseskontrakt, lønsedler eller anden lignende relevant dokumentation. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke opfyldte betingelsen om at have oppebåret en indtægt på mindst 50.000 kr. i Danmark et år efter udstedelsen af opholdstilladelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde søgt vejledning ved International House Copenhagen, og at han som led i denne vejledning ikke var blevet fortalt, at denne type lønindkomst ikke kunne medregnes ved opgørelsen af indkomstkravet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at han var blevet vejledt som oplyst, jf. udlændingelovens § 40. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det var klagerens eget ansvar, at han i forbindelse med en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark satte sig ind i betingelserne herfor. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var statsborger i Iran, hvor han var født og opvokset, og hvor han havde gennemført to universitetsuddannelser, at han først var kommet til Danmark som 32-årig på baggrund af en opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark med opholdstilladelse i cirka et år og to måneder, hvorfor han ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse efter greencardordningen burde bevares. ERH/2017/24.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. juni 2017 – Børnesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 22-06-2017Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Syrien og dennes fire fælles børn med en herboende ægtefælle, som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.
Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for den ansøgende ægtefælle som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for parrets fællesbørn, der var under 15 år på ansøgningspunktet, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. I september 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I juli 2016 havde Udlændingestyrelsen forlænget den herboende ægtefælles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den ansøgende ægtefælle var derfor ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, da den herboende ægtefælle ikke havde haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste tre år. Af samme grund var parrets mindreårige fællesbørn ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at de var under 15 år. Udlændingenævnet fandt herefter, at den ansøgende ægtefælle og parrets fællesbørns ansøgninger om opholdstilladelse skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren og parrets fællesbørn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på tidspunktet for afgørelsen, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens og fællesbørnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde, for så vidt angik to af fællesbørnene, vægt på, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at den ansøgende ægtefælle efter det oplyste led af astma, og at der efter det oplyste skulle være en person til at holde øje med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var fremlagt dokumentation for sygdommen, ligesom det hverken var sandsynliggjort eller dokumenteret, at den ansøgende ægtefælles astma havde en karakter og et omfang, der medførte, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv eller fællesbørnene. Det forhold, at et af fællesbørnene havde en knude i højre ben, at hun havde væskeansamling og en betændelsestilstand af iskiasnerven, og at barnet burde opereres, således at knuden kunne undersøges nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det herved ikke var godtgjort, at fællesbarnet led af en så alvorlig sygdom, at der på den baggrund måtte anses at foreligge ganske særlige grunde til at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at selv om lidelsen kunne give smerter og væskeansamling, var der efter det oplyste tale om en godartet svulst i det ene ben. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at et andet fællesbarn havde medfødt hjernesvind, idet barnet led af en medfødt følelsesmæssig og mental forsinkelse, at fællesbarnet havde deformation af sine fødder og en forstyrret sprogudvikling, at fællesbarnet havde behov for specialiseret rehabilitering og træning og ikke kunne foretage toiletbesøg på egen hånd. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne anses at være tale om et handicap af en sådan karakter og omfang, at der herved måtte anses at foreligge ganske særlige grunde for at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste var tale om en medfødt lidelse, og at den specialiserede træning, som barnet havde brug for, var uafhængig af den ansøgende ægtefælles og den herboende ægtefælles indsats. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbørnene boede sammen med ansøgeren, og at ansøgeren kunne tage vare på børnene. Det forhold, at ansøgeren og fællesbørnene havde opholdt sig i et nedlagt butikslokale i Istanbul, Tyrkiet, at ansøgeren var fysisk og psykisk belastet og ikke kunne tjene penge til huslejen, og at børnene efter det oplyste ikke kunne få behandling i Tyrkiet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om de ansøgende familiemedlemmer måtte bo under dårlige forhold eller var på flugt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle selv havde epilepsi og i øvrigt ikke havde det godt fysisk og psykisk, og at han led af mareridt, koncentrationsbesvær og andre symptomer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle kunne modtage lægehjælp og medicinsk behandling i Danmark herfor og derudover kunne klare sig selvstændigt i Danmark, og således ikke var afhængig af den ansøgende ægtefælles omsorg. Det forhold, at den herboende ægtefælle var på flugt fra regeringen i Syrien, at han var hjemløs og statsløs, idet familien var kurdere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren og fællesbørnene i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2017/83.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet